Nyhed
Læsetid: 3 min.

Unge på førtidspension lever på kanten af samfundet

Ny undersøgelse dokumenterer, at unge førtidspensionister i vidt omfang er ramt af alvorlige sociale problemer i form af bl.a. misbrug og hjemløshed. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil sættes ind med en tidlig, helhedsorienteret indsats frem for at lade unge komme på førtidspension
En stor del af de unge under 25, der er på førtidspension har misbrugsproblemer, viser en undersøgelse fra Aarhus Kommune.

En stor del af de unge under 25, der er på førtidspension har misbrugsproblemer, viser en undersøgelse fra Aarhus Kommune.

Mikkel Østergaard

Indland
10. oktober 2011

Unge mennesker på førtidspension er ikke alene ramt af en fysisk eller psykisk sygdom. Mange af dem er også socialt udsatte. De har problemer som misbrug og hjemløshed, og en stor del af dem har været involveret i kriminalitet.

Det viser en ny undersøgelse, som analysefirmaet LG Insight har foretaget for Aarhus Kommune, og som KL's nyhedsbrev Momentum bringer i morgen. Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af journalerne på 150 førtidspensionister under 25 år. Det viser sig, at 88 eller 59 procent af de unge har andre alvorlige problemer end deres diagnose. Blandt andet har 34 af de 150 misbrugsproblemer, 21 har begået kriminalitet, og seks er hjemløse. Desuden fremgår det af rapporten, at 14 af de 150 unge har oplevet seksuelle krænkelser i barndommen, og at 24 af dem er selvmordstruede, mens 11 tidligere har forsøgt at tage deres liv.

Bedre sammenhæng

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, der er behov for en mere helhedsorienteret indsats end tidligere.

»Vi skal skabe en bedre sammenhæng mellem den sociale sektor, beskæftigelsesindsatsen og psykiatrien,« siger hun og understreger, at indsatsen skal sættes ind så tidligt som muligt:

»De unge skal ud af den negative spiral, det er, at man er uden for arbejdsmarkedet, ikke får taget en uddannelse og måske er overladt til sociale problemer.«

De facto opgivet

Mette Frederiksen peger på, at mange unge kommer fra kontanthjælp, når de får tilkendt førtidspension.

»Jeg er af den overbevisning, at det kun for et meget lille mindretal af de unge er den rigtige løsning. De facto bliver de opgivet af samfundet, når de kommer på førtidspension, og det kan vi ikke være bekendt,« siger hun.

Det er i stedet regeringens holdning, at så mange som muligt af de unge skal i uddannelse:

»Og hvis ikke de kan tage en ordinær uddannelse, er vi meget optagede af at få lavet uddannelsesforløb, hvor vi kan bakke de unge op og fra start erkende, at det for nogles vedkommende kræver noget særlig hjælp og støtte.«

Den nyudnævnte formand for Folketingets Socialudvalg, SF's social- og psykiatriordfører Özlem Cekic, peger på, at der er behov for en reform at førtidspensionen, sådan som regeringen lægger op til i sit regeringsgrundlag.

»De sidste ti års socialpolitik har været præget af, at man kun har villet forholde sig til, om folk umiddelbart er i stand til at arbejde eller ej. Nu skal vi med en reform sikre, at man ikke kun se på selve deres arbejdsevner, men også ser på de bagvedliggende årsager til, at de ikke kan arbejde,« siger hun. »For eksempel nytter det ikke noget, at det allerførste, man forsøger med en hjemløs, er at sende ham i virksomhedspraktik.«

Ikke godt nok

Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs erkender, at indsatsen på området ikke har været god nok, og derfor fremlagde beskæftigelsesminister Inger Støjberg sidste år netop et forslag til en reform af førtidspensionen.

»Det er helt sikkert, at førtidspension ikke alene er svaret til denne gruppe unge, for de har andre problemer end blot problemer med at forsørge sig selv. Det er jo ikke nogen god hjælp for eksempel at give en misbruger en permanent forsørgelse, sådan som vi desværre har gjort i mange år,« siger Inger Støjberg.

Hun er enig med beskæftigelsesministeren i, at der er behov for en helhedsorienteret indsats.

»Som vi lagde op til med reformen, skal vi tilbyde de unge et udviklingsforløb, hvor der tages fat om andre problemer end alene forsørgelsen. Det kan handle om noget meget beskæftigelsesrettet, men også om for eksempel psykosociale initiativer.«

Ulla Tørnæs tør dog ikke spå om, hvorvidt regeringen og oppositionen kan nå til enighed om en reform af førtidspensionen.

»Nu må vi se, hvad de finder på,« siger hun.

Et isoleret liv

Udover problemer med misbrug, kriminalitet og hjemløshed har flere af de unge på førtidspension ifølge undersøgelsen fra Aarhus Kommune vanskeligt ved at opretholde en almindelig social kontakt til andre mennesker. De lever et isoleret liv uden et netværk, og de har lavt selvværd og vanskeligt ved at begå sig i sociale sammenhænge.

Flere af dem har også problemer med at få hverdagen til at fungere. De vender op og ned på dag og nat og er ikke i stand til at få gjort rent, købt ind og betalt regninger. Blandt dem, som er forældre, er der desuden en kraftig overrepræsentation af personer, som har fået deres børn anbragt uden for hjemmet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert N Gjeertsen

Og dermed må al brage-snak om at raske arbejds-duelige mennesker parkeres i hobetal på Førtidspension
ophøre straks ..
Se endvidere Grundloven §75.2

olivier goulin

Førtidspension til en person under 25 - alene tanken er jo helt forrykt. Det er individder, som stadig har det meste af deres liv foran sig. De er knapt nok blevet voksne.

De burde sættes på et skoleskib eller sendes til en flygtningelejr eller et andet sted i et års tid, hvor de kunne få en kombination af udfordringer, arbejde, fællesskab, krav og oplevelsen af at yde noget for andre og gøre gavn.

Væk fra de dårlige miljøer, nul hash, tidligt op, ind med nogle gode vaner.

Der er simpelthen intet perspektiv i at parkere folk på statssubsidieret livsvarigt misbrug. Det er hovedløst, visionsløst, og en monumental bjørnetjeneste.

Det har intet med velfærd at gøre.

/O

Robert N Gjeertsen

Har du overhovedet læst artiklen Oliver ?
Du vil sende de 68 procent af unge førtidspensionister under 25 der tilkendes ydelsen som følge af en psykisk diagnose og de 13 procent der får den som følge af en fysisk sygdom på et skoleskib eller til en flygtningelejr ?
Så de kan lære at stå tidligt op om morgenen ?

Det er sgu dig der skal i en lejr makker !

Martin Jeppesen

Jeg tillader mig at være uenig med Oliver Goulin i at hårdt arbejde og faste strukturer er en vidunderløsning på alle slags psykiske problemer (som 68% af de omtale lider af).

olivier goulin

@Robert,

Jeg giver ikke meget for de psykiske diagnoser, som læger og psykiatere strør om sig med. De er alt for lemfældige, og er i øvrigt fedtet ind i medicinalindustriens profitinteresser.

Der er givetvis nogle af disse unge, der virkelig er psykisk syge, og tilkendt en berettiget førtidspension, men de tilfælde bør være under behandling i så fald.

Det store flertal af disse passiverede eksistenser er, som artiklen nævner, folk med en kombination af lavt selvværd, misbrug, sociale problemer, evt. traumatiserende opvækst, og ofte fra resourcesvage miljøer. De kunne sagtens være hjulpet frem mod en normal tilværelse, hvis man havde haft en noget mere finmasket diagnose, og en mere aktiverende og kravsættende socialpolitik.

De fleste pykiske lidelser starter i det små, og kan tages i opløbet med den rette kombination af pædagogiske tiltag, inden de vokser sig store og patalogiske.

Men social- og sundhedssystemet står på spring for at tildele disse lidt dysfunktionelle unge, diagnoser, så de kan medicineres og parkeres på passiv forsørgelse. Sådan har det i hvertfald fungeret alt for længe. Og jeg ved fra folk i systemet, at det langt hen ad vejen stadig fungerer sådan.

Velfærdssamfundet skaber muligvis ikke tabere - men de hjælper fandeme godt til.

/O

Interessant at man forestiller sig at arbejde har en helbredende virkning - både i artiklen og hos nogle debattører, hvor har man dog den vidunderlige indsigt fra?

Der er tale om fuldstændig udokumenterede påstande, der tyder på at man intet aner om psykiske sygdomme, der jo netop er årsagen til at en del af de unge har fået tildelt førtidspension.

Det er en udbredt holdning at unge på kontanthjælp og førtidspension blot er et produkt af det moderne velfærdssamfund, i form af dovne eksistenser der ikke ønsker at blive en del af fællesskabet og nasser på statskassen. Samt at det blot er disciplin og et los i røven som de mangler.

Mht. disciplinering, er det jo hvad vi har samfundets institutioner til, så kan man jo spørge til hvad der er gået galt der, når vi andre klarer os fint.

Jeg er dog overbevist om at der ikke er en eneste af de omtalte unge som har ønsket frivilligt at gå på førtidspension. Individet står overfor større refleksive valg i dag, end det gjorde i vores forældres generationer, og idet at fortvivlede ekskluderes fra samfundet ved at ryge på førtidspension, kan umuligt have nogen gavnlig effekter.

Bedre behandlingsmuligheder til unge nu!

Mona Blenstrup

"Jeg giver ikke meget for de psykiske diagnoser, som læger og psykiatere strør om sig med. De er alt for lemfældige, og er i øvrigt fedtet ind i medicinalindustriens profitinteresser.

De fleste pykiske lidelser starter i det små, og kan tages i opløbet med den rette kombination af pædagogiske tiltag, inden de vokser sig store og patalogiske."

NOgle bombastiske udmeldinger. og med hvilken baggrund, kan man udtale sig således?

Man overmedicinerer sikekrt og måske en masse mennesker i stedet for at tage dem alvorligt, lytte til dem, hjælpe dem. Dog er det en formodning og ingen bestemt vished, jeg lægger til grund for min påstand. kan du Oliver begrunde din påstand bedre?

Allerede i midt 70 erne begyndte man at parkere unge på førtidspension, hvis man ikke havde energi til at anvise dem andre forsørgelsesmuligheder, og det var en stor skam.

I dag antyder blandt andre Oliver, at man bare skal se at finde et arbejde.

Men hvor er det arbejde?

Det er direkte uartigt, at man har haft en praksis, hvor man blot kommer med en pose penge og så lader folk sejle sin egen sø. Der skal selvfølgelig stilles krav og følges op som et bevis for, at man tager disse unge menneskers ve og og vel alvorligt......

Fru Frederiksen bør dog nok gribe i egen barm, da netop hendes parti har været bannerfører for hele logikken, hvor man blot lukker kæften på folk med en pose skillinger, men fint hvis hun er blevet klogere....

Jeg tror en af de måde, der kunne hjælpe førtidspensionister til et bedre liv, kunne være at give dem ret til f.eks at tage arbejde i perioder, men med fri tilbagefaldsret til førtidspension, uden det skal vurderes af nogen. Der er især nogle psykiske sygdomme, der ikke er lige hårde hele tiden.

Men jeg tror, hvis en der først har opnået førtidspension, og har en psykisk sygdom begynder at tænke på at søge arbejde, vil det være helt uoverskueligt, hvis de får et tilbagefald og igen skal søge førtidspension, så det tilbageholder mange førtidspensionister bare tænke tanken om at prøve at arbejde.

olivier goulin

@Mona,

Jeg taler ikke om lønarbejde.
Det kan sikkert ikke mange af de personer, vi taler om her, bestride.

Jeg taler om en pædagogisk og terapeutisk indsats, fremfor medicinering og passiv forsørgelse.

Medicinering og passiv forsørgelse bør være den sidste udvej, ikke den første.

Hvis man tildeler livslang førtidspension til en person under 25, som ikke just er uomtvistelig og uhelbredelig psyskisk syg, så er det jo et tydeligt bevis på, at man har givet op for tidligt.

Der er en udbredt opfattelse af, at psykiske sygdomme er en veldefineret størrelse med klare medicinske definitioner og kliniske symptomer.

Det er slet ikke tilfældet. Der er nogle meget diffuse grænser mellem almindelig angst, depression og neuroser, som en meget stor gruppe danskere, herunder fuldt arbejdsduelige, lever med - og egentlige kroniske psykoser.

Det er altid et skøn, baseret på en række interviews og analyser, når en klinisk diagnose stilles eller ej. Og der er ingen tvivl om, at en stor gruppe af dem, der i dag går rundt med psykiatriske diagnoser og en førtidspension, er blevet opgivet for tidligt, og dermed er gået lige så stille i hundende.

Det er kun de aller sværeste tilfælde af psykisk lidelse, som er så invaliderende at man ikke kan fungere tilnærmelsesvist normalt. Resten er noget, man kan lære at leve med - og som bør lære at leve med, forholde sig til, arbejde med, udfordre og tage ansvar for.

Medicinering og passiv forsørgelse uden modkrav er en meget dårlig hjælp for en sindslidende. Det er en håndsrækning til stadig afhængihed og menneskelig forarmelse, forklædt som omsorg og velfærd.

Folk, der har psyko-sociale problemer, skal hjælpes gennem oplysning, trygge rammer og aktivering (ikke i den idiotiske arbejdsmarkeds-forstand).

Lediggang er roden til alt ondt, som man siger. Det gælder i særdeleshed for folk med lavt selvværd, depressioner og angst.

De skal ud af deres destruktive tvangstanker, og have nogle successoplevelser. Det får de ikke medicineret foran flimmeren. Det får de i mødet med andre mennesker i fælles projekter, og under kontrollerede forhold med den fornødne faglige bistand.

Og det med U-landsarbejde er ikke helt dumt. Den bedste medicin mod depression og lavt selvværd er, at sætte folk til at yde noget for andre, som er endnu mere trængende. Det er simpelthen opløftende. En gammelkendt sandhed.

Jeg kommer i denne forbindelse til at tænke på Tvind, som faktisk har formået at hjælpe ganske mange af disse unge mennesker, netop i trygge rammer som stillede krav, gav meningsindhold og læring, og et sundt miljø for den enkeltes udvikling.

Min egen erfaring med Tvind var temmelig kort, af grunde, der er uvedkommende i denne sammenhæng. Og naturligvis er der også mange mindre gode ting ved Tvind, men de havde fat i nogle rigtige principper efter min mening.

/O

Ville revalidering ikke være at foretrække for disse unge mennesker, så de ikke får et livsvarigt "kaput" stempel i nakken. De kunne jo muligvis få det bedre under de rette betingelser.

Det var Schlüterregeringen, der begyndte at tildele mange unge misbrugere (dengang først og fremmest alkoholister) førtidspension, fordi der var mange arbejdsløse, og man så ligesom kunne koncentrere sig om den umiddelbare arbejdskraftreserve.

Og det var Poul Nyrup der indførte aktivering.

Lars Kristensen

Det bedste vort samfund kan gøre for denne slags unge mennesker, er at give dem den mulighed, at de kan flytte ind i et fællesskab, hvor de får mulighed for at kunne udføre et arbejde, som er til gavn for dem selv og det fællesskab de er en del af.

Denne slags fællesskab skal være sådan indrettet, at der er så meget jord til fællesskabet, at jordarealet er på omkring 1 td. land (5.500 m^2) for hver enkelt person og hvor jorden intet koster for dem der bor i fællesskabet.

Fællesskabet skal være et blandet fællesskab, hvor der er andre mennesker end de socialt "skæve".

Et fællesskab der ikke ser den unge som en byrde, men derimod som et gode og som et værdigt medmenneske, der har nogle værdier det endnu ikke selv er helt klar over eller har svært ved at kunne udfolde i den slags omgivelser vi normalt har i vort samfund.

Den unge skal kunne indgå i et fællesskab, hvor det er mennesket og dets livsværdier der er midtpunktet og ikke det at skulle have et arbejde for at tjene penge til sit livs opretholdelse.

Mange af denne slags unge anser ikke penge som en middel der skal arbejdes for at få, så det er muligt at købe sig til sin føde. De er i mange tilfælde vokset op i en familie, hvor de hele deres barndom og ungdom har fået maden, uden at der er sat lighedstegn mellem hjemlige opgaver og pengene til føden.

Mange af disse unge, ser ikke livet gennem pengene, men gennem det liv de lever og der er pengene ikke eksisterende som et livsgrundlag.

Var det muligt at få oprettet folkelige landsbyfællesskaber, hvor der er sat fokus på selvforsyning og et menneskeligt samvær, uden at pengene er bindeledet, vil mange af de unge faktisk gerne udføre langt mere arbejde end de vil kunne gøre på en virksomhed, hvor det er pengene og dermed indtjeningen der er sat i hovedsædet.

Om Mette Frederiksen lige er den rette til at hjælpe denne slags unge, vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved, da det her ikke handler om at få et job, men at de unge får sig en identitet, ikke som lønmodtager, men som et helt og selvstændigt levende, livgivende og livsbekræftende menneske.

Jeg fatter ikke, at man inden for psykiatrien stadigvæk kører en forløb der handler om at få mennesker ud på et menneskefjendsk arbejdsmarked. Psykiatriens opgave er ikke at skaffe arbejdsmarkedet brugelige biologiske arbejdsredskaber, men derimod at hjælpe levende, livgivende og livsbekræftende mennesker ud af deres psykiske labyrinter.

Psykiske labyrinter det arbejdsmarked fikserede samfund skaber hos sunde og raske mentale mennesker.

Lars Kristensen

@Peter Hansen skrev:

»Det var Schlüterregeringen, der begyndte at tildele mange unge misbrugere (dengang først og fremmest alkoholister) førtidspension, fordi der var mange arbejdsløse, og man så ligesom kunne koncentrere sig om den umiddelbare arbejdskraftreserve.«

Nej, det var ikke Schlüterregeringen der begyndte. Denne form for førtidspension foregik helt tilbage i begyndelsen af 1970'erne.

Psykiatrien udførte også dengang den opgave, at få gjort mennesker egnet til arbejde, så de kunne udføre arbejde for det hungrende arbejdsmarked, hvor man samtidig dengang tiltrak tusinder af gæste- og fremmedarbejdere, fra fjerne lande som Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan, her til landet, for at få arbejdsmarkedets maskiner til at køre.

Allerede dengang angås det som at være psykisk sygeligt, dersom man ikke ville arbejde, fordi man ikke følte at arbejde (et job) var et værdigt liv at leve.

At havne på en psykiatrisk afdeling og få den besked stukket i hovedet af afdelingslægen, at grunden til at jeg befandt mig på - dengang (1971) - statshospitalet, var fordi jeg ikke havde haft noget arbejde i det halve år jeg havde været ude af skolen.

Så er det at jeg i dag spørger mig selv, om ikke det ville have været mere fornuftigt, at jeg gennemgik det jeg selv ønskede dengang, frem for at jeg under alle omstændighed skal ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Som både afdelingslægen og socialrådgiveren havde tanke i, da de spurgte mig, om hvad jeg kunne tænke mig? Til det svarede jeg, at jeg godt kunne tænke mig at bo i en jordhule. Til det svarede de: »Jamen, hvordan vil du klare dig?«

Hvordan skulle jeg dengang kunne have svaret på det spørgsmål, jeg havde jo netop ikke oplevet at bo i en jordhule og de havde da ej heller tænkt sig at ville gå med på min idé, for det var jo ikke deres opgave. Deres opgave var at få mig ud på arbejdsmarkedet og det ville jeg ikke. Derfor fik jeg i 1974 førtidspension og har fået den lige siden.

Jeg har flere gange opfordret socialministre og folketingets partier, at give ikke kun jeg, men alle med overførselsindkomst et stykke jord, hvorpå de kan dyrke deres egen føde og bygge sig en bolig. Men nej, noget sådan vil man ikke gå med til, for så er sluserne åbnet til den frie levende, livgivende og livsbekræftende verden til alle mennesker og det går ikke, for så bryder det liberalkapitalistiske slavesystem sammen og det kan man ikke bare sådan acceptere.

Derfor får jeg førtidspension.

Hvis man mener, at de alvorligt psykisk syge, der er kronisk forpinte, er i stand til at arbejde sig ud af deres lidelse, så anbefaler jeg, at man hurtigst muligt stikker hovedet ud fra sit kontor og møder disse mennesker. Man skal bestemt ikke parkere dem, men istedet arbejde målrettet med at skabe den nøvendige støtte.
Samtidigt skal det siges, at tanken om en tidsbegrænset pension rent faktisk kan give mening i visse tilfælde.

Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com

Er der nogle af dem, der mener de bare skal ud og arbejde, der vil fortælle mig, hvilke arbejdsgivere der vil have disse unge mennesker?

Eller bare give mig et hint om, hvor der er jobs at få, når man har svært ved at strukturere en hverdag, når man mangler sociale færdigheder, når man har problemer med igangsætning, udførelse og afslutningen af opgaver, når man er svingende i humøret osv. osv.

hvis disse unge mennesker skal arbejde, så skal de have så meget støtte for at opretteholde en ansættelse, at det økonomisk ikke kan svare sig.

jeg er dog HELT enig med Lars Kristensen at de bedste vi kan gøre for disse mennesker, er at give dem et fællesskab fremfor de fysisk og psykisk rådner op i deres egne lejligheder, mens omverdenen bombedere dem med krav om at tage sig sammen - det er jo for dælen det de ikke kan !!!!

Alene ved at læse denne debat bliver det rimeligt tydeligt, hvor meget dette område er omgærdet af en ufattelig uvidenhed og en skræmmende mangel på empati!! For det første: En stor del af I debattører skulle tage at sætte jer en lille bitte smule ind i, hvad begrebet "psykiske lidelser" dækker over før I begynder på jeres "Nå men, de er bare dovne og skal bare ud og arbejde". Skal man så også bare arbejde diskusprolapser væk? Psykiske lidelser kan være nøjagtig ligeså invaliderende som fysiske lidelser om ikke mere...også selv om man er under 25!!!

Tænk lige lidt over den her: Ville I også hævde, at fysisk invaliditet ikke kan forekomme hos folk under 25? Nej, for det er jo noget andet?! Nej, egentlig ikke, men som regel kan man se et fysisk handicap eller det er i hvert fald mere håndgribeligt, ikke?

Som 40-årig førtidspensionist pga. en psykisk lidelse, er det simpelthen skræmmende at se hvilke holdninger, som trives blandt mine meddebattører...og ikke mindst hvor nedværdigende et syn nogle af dem har på folk som mig! Nej, jeg er ikke under 25 (heldigvis!), men min lidelse er IKKE aldersbestemt. Igen kan jeg kun sige, at de folk skulle prøve at leve bare én uge eller én måned på den måde, som jeg er nødt til at leve på. Tror seriøst, at ganske mange af dem ville blive ganske overrasket over, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse i DK 2011!!!

John Vedsegaard

Besynderligt man kun taler om en bestemt aldersklasse i denne debat.

Alle har brug for et eller andet at stå op til, uanset om man er 18 eller 81 vil selv små pligter kunne give livet et meget bredere aspekt og indhold. Dette er selvfølgelig gældende både for pensionister af alle slags og alle andre der ikke rigtigt har noget at stå op til, udover et dumt TV-program.

Når jeg skriver som her, er det IKKE for at det skal blive billigere for staten, men heller ikke for at det skal blive dyrere. Derimod for gennem disse små pligter at give dem der har det svært et bare lidt bedre liv, føle lidt mere at være en del af fællesskabet. Frem for bare at være placeret på en hylde hvor man aldrig mere bliver taget frem - som det er nu.

Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com

Patricia fra X-faktor beskriver meget godt, hvordan det er at leve med skizofreni:

http://www.youtube.com/watch?v=L3716nZhODo&feature=feedu

Lars Kristensen

@Tue Romanow

jeg tror ikke det er uvidenhed der er årsagen til, hvordan folk debatterer her i denne tråd, men mere om hvordan ens syn er på mennesket som levende, livgivende og livsbekræftende livsvæsen er.

Store dele af vort samfund - her mener jeg ikke menneskene i almindelighed - ser på mennesket som et redskab, med fysisk muskelkraft og psykisk/mentalt hjernekraft. En opfattelse der har været enerådende i hele menneskehedens historie og bruges stadigvæk i stor udstrækning.

I dag er der tonsvis af robotter og maskiner der har fået den menneskelige muskelkraft i stedet for og hjernekraften bruges af computere, så vort samfund behøver ikke længere at se på os mennesker som arbejdsredskaber, men derimod se på os som det vi i realiteten er - levende mennesker i kød og blod, men andre færdigheder en den rene muskelkraft og den avancerede hjernekraft.

Den livsfjerne opfattelse ser desværre ud til fortsat at være gældende inden for psykiatrien og den legemlige lægevidenskab. Vi skal have menneskene så hurtigt som muligt ud på arbejdsmarkedet, lydder mottoet.

Igen - vi mennesker er ikke et arbejdsredskab (slave), vi er levende, livgivende og livsbekræftende mennesker, der også har værdier for vore medmennesker, selv når vi ikke kan udføre store og stærke muskelarbejder eller psykiske og mentale kommunikationer.

Vort liv og kunnen skal ikke måles og vejen af et kasseapparat, der ringer hver gang vi går gennem porten til en virksomhed. Vort livs værdi måles og vejen inde i hovedet på vor medmennesker, men har menneskene kun lært at se sig selv som et arbejdsredskab (slave, uden at erkende det), lærer menneskene ikke at se deres medmennesker som andet end - ja, et arbejdsredskab (en slave), ligegyldigt hvor meget eller lidt det enkelte menneske kan udføre af muskelarbejde eller psykisk/mentalt arbejde.

Det er derfor utrolig vigtigt at vi gør hinanden opmærksom på, hvad vi selv føler og opfatter os selv for at være.

Hvis der er nogen her i denne tråd der mener, at vi mennesker er et arbejdsredskab (en slave), så lad os det vide.

olivier goulin

@Lars,

Jeg giver dig ret i dine betragtninger langt hen ad vejen, men jeg mener heller ikke, at det er arbejdsnytten, der er issue'et her.

Det væsentligste problem i denne diskussion er, at vi har en stor gruppe af unge mennesker, som med samfundets misforståede godhed/ligegyldighed, hjælpes til et liv på varig passiv forsørgelse, som kun forstærker deres i forvejen lave selvværd, følelse af at være syge/ofre/klienter og liv med statssubsidieret misbrug.

Det er simpelthen for sølle.

Og min holdning er altså, at en stor del af disse unge er blevet stigmatiseret af en alt for lempelig socialpolitik, som ikke har udfordret dem nok.

Jeg tror mange af dem har et væsentligt større potentiale, end de lader til. Men socialrådgiver og psykiatere kan kun lytte til de unges klager og symptomer, og har meget svært ved at modbevise deres påståede lidelse og uegnethed.

Jeg ved ikke præcis, hvordan man skulle have hjulpet dem i stedet for, men jeg ved, at en nærmest ukritisk passiv forsørgelse til et liv i misbrug og uden forventninger eller krav til klienterne, er en elendig form for hjælp.

Jeg er ked at sige det, men det er i mine øjne, et eksempel på, hvordan den protestantiske barmhjertigheds- og velfærdskultur har hugget sig selv i foden.

Det er pseudovelfærd. I virkeligheden er det en politik, der afspejler afmagt, berøringsangst i forhold til at stille krav til 'syge' mennesker og en afstumpet materialistisk holdning til velfærd.

Man forstår ikke, at man ikke blot er en neutral myndighed, der tager vare på syge mennesker. Man griber ind i deres skæbne, og ikke blot 'hjælper' dem, men også bidrager til at fastholde dem i deres problemer. Så det er ikke så eentydigt en hjælp.

Ægte velfærd kommer af at opmuntre folk til uafhængighed, gøre dem til ydere fremfor nydere, og derved højne deres selvrespekt.

Det er generelt usundt og åndeligt forarmende, at blive passivt forsørget. I det mindste bør man yde et eller andet, idet omfang man kan - ikke nødvendigvis lønarbejde, men så noget frivilligt arbejde, samfundstjeneste eller lign.

Der er masser af ledige opgaver, som spares væk i disse år. Man kunne sagtens aktivere nogle af disse unge, og ældre i noget af alle disse opgaver i et omfang, der er rimeligt og overkommeligt.

/O

Der er mange MANGE varianeter over de mennesker som vi her taler om. Og arbejde a la hen-på-fabrikken-do gavner formentlig ikke mange.
Men vi må ikke overse, at arbejde også handler om fællesskaber - arbejdsfællesskaber, kollegaskaber osv. som alt andet lige kan være gode varme steder at befinde sig.
De kan give identitet, anonymitet, rum til at være osv.
Arbejde er - som det også kan ses af kommentarerne - mange ting.
Erfaringerne er ikke entydige. Diagnoser er ikke altid rigtige og ikke altid forkerte.
Sagen er alt for alvorlig til at den kan håndteres med raserianfald.
Hvis vi forlader ideen om at ville have ret - eller blive enige - så kunne vi måske få en samtale, hvor vi kunne lære af hinanden.

Lars Kristensen

@olivier goulin

det er rigtigt, at det ikke er det at kunne arbejde, der er spørgsmålet.

Men desværre er det det, man fra psykiatriens, lægevidenskabens, politikernes og arbejdsmarkedets side har sat som værende førsteprioriteten.

Denne misforståelse har altså været gældende lige siden 1960'erne lader det til. Opgaven er at få så mange mennesker ud på arbejdsmarkedet som overhovedet muligt, koste hvad det vil.

Efter min opfattelse er vi mennesker ikke sat i verden for arbejdsmarkedets skyld, men fordi vore forældre er/var levende, livgivende og livsbekræftende mennesker.

Kan vi som samfund forholde os alene til det sidste, så vil mange unge mennesker få en helt anden mental holdning og mening til livet.

Der er noget grundlæggende forkert i at være et sted man egentlig ikke vil være, hvor man gør ting man egentlig ikke har lyst til at gøre, for penge.

Det handler altså bare om at det er billigere at parkere folk på kontanthjælp. Alt andet er øregas.

I samme boldgade: I Svendborg er tildelingen af førtidspension og flexjob halveret, og kommunen laver ulovlig registrering af dem der vælger at protestere:
http://modkraft.dk/nyheder/article/jobcenter-registrerer-politiske

Og alligevel kan man igen og igen læse, at mit liv ville have absolut mere værdi, hvis "bare jeg havde noget at stå op til". Der er alverdens spændende idéer til, hvad der er bedst for mig, men mit bud er, at 99,999% af dem der udtaler sig om den slags i store træk ikke aner, hvad de taler om. For nogle VIL det være en hjælp, for andre lige det modsatte! Jeg HAR noget at stå op til! Jeg har mit liv og nej, desværre, det indbefatter ikke et arbejde og set i den optik er jeg jo så intet værd, men prøv at tænke en lille smule videre. Hvis jeg kunne vende tilbage til dengang, hvor jeg havde et job, som betalte en hel del bedre end en førtidspension, hvor folk ikke så skævt til mig når jeg nævnte, hvad jeg lavede, hvor jeg ikke følte at jeg lå nogen til last, så ville jeg da gøre det uden at tænke 2 sekunder over det....men det kan jeg så bare ikke!

Hvordan har folk fået den der vrangforestilling om, at en førtidspensionist bare er en dovenlars, og at det da nærmest er attraktivt at være på førtidspension? Skal vi bytte? I får mine lidelser og min indtægt og jeg får, hvad I har?

Bliver sgu så arrig!!!