Danmark vil samle 'grønne' lande om frihandelsaftale

Danmark vil ikke længere vente på en global aftale, der kan fremme både den vedvarende energi og de danske planer om et massivt sats på grøn teknologi, lyder det nu fra regeringen.

Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) har de seneste uger været i kontakt med en række kolleger i andre lande og bl.a. fået opbakning fra de nordiske regeringer til at lancere en idé om en 'grøn' frihandelsaftale ved det kommende WTO-møde.

Den danske regering gør sig — med henvisning til den stagnerede såkaldte Doha-runde, der er et langstrakt forsøg på at skabe bedre betingelser for global frihandel — ingen illusioner om at kunne samle alle lande, og vil derfor i stedet samle en »udbrydergruppe«, der kan gå forrest.

»Vi har i virkeligheden meget få spilleregler på den internationale scene, der gør det muligt at handle med grønne produkter, og når nu olielandene har deres OPEC, hvorfor skulle vi så ikke kunne have noget lignende for den grønne energi«, siger Pia Olsen Dyhr.

»Doha-runden ruller ikke ligefrem hurtigt fremad, men samtidig er der en stigende, international forståelse for, at klimakrisen og finanskrisen hænger sammen. Derfor vil regeringen i forbindelse med ministermødet i december og i forbindelse med vores EU-formandskab arbejde for en plurilateral frihandelsaftale,« siger hun.

Op til COP15 diskuterede man en Sustainable Energy Trade Agreement (SETA), der bl.a. omfattede en liberalisering af miljø- og klimavenlige varer og tjenesteydelser og dertil eksempelvis regulering af staternes offentlige indkøb.

Det er SETA, der ligger til grund for den danske handelsministers forslag, og udover positive tilkendegivelser fra en række lande samarbejder regeringen med den internationalt respekterede tænketank ICTSD.

Den ledes af Ricardo Meléndez-Ortiz, der i sin tid stod i spidsen for den såkaldte Uruguay-runde fra 1986-1994, der er årsagen til, at WTO overhovedet eksisterer.

Og både timingen og fremgangsmåden kan være den helt rigtige, mener cheføkonom i Concito, den største danske klimatænketank, Frans Clemmensen.

»COP15 viste, at det var svært at få alle med, og vi må nok erkende, at den eneste måde at få hul på bylden vil være, at nogle lande går foran,« siger han og påpeger, at Danmarks EU-formandskab kan få betydning.

»EU har før med CO2-mål og etableringen af et fælles kvotesystem givet eksempler på, at afgrænsede, multilaterale aftaler kan være rigtigt gavnlige, fordi de baner vejen for andre,« siger Frans Clemmensen og fortsætter: »Hvis USA og EU kan finde fælles holdninger, kunne man desuden muligvis presse kineserne. Kina har løbet på frihjul i klimakampen, fordi de har kunnet drage fordel af, at energitunge virksomheder flytter ud til dem, så for at lægge pres på Kina skal man bruge handelsmæssig pression, og en frihandelsaftale kunne eksempelvis begrænse deres mulighed for at sælge varer til os, hvis de ikke går med,« siger han.

Lettere at eksportere

Handelsminister Pia Dyhr Olsen vil ikke præcist udpege hvilke og hvor mange lande, der skal til, for at det giver mening.

»Når man taler om en kritisk masse af lande, skal det også være lande, der er væsentlige aktører — eksempelvis BRIK-lande — og så skal der være en balance mellem udviklede og ikke-udviklede lande. Det skal ikke bare give mening eksportmæssigt, men også størrelsesmæssigt, for at det senere skal betyde noget for WTO-systemet,« siger hun og peger som forbillede bl.a. på TRIPS-aftalen for medicinproduktion og teknologioverførsel, der ligeledes blev iværksat som en parallelaftale til Doha-runden.

»Den har indbygget, at der både er fordele for udviklede lande og udviklingslande. For Danmark, der har en interesse i at kunne eksportere grøn energi og teknologi, ville en frihandelsaftale formentlig også betyde, at vi måtte forpligte os på noget teknologi- og informationsoverførsel,« siger hun og peger på nogle andre af de konkrete elementer, der kunne indgå i en frihandelsaftale.

»Der skulle bl.a. strammes op på, at nogle lande giver subsidier til specifikke virksomheder, som de ved skal ud og klare sig i den globale konkurrence, og der er et spørgsmål om tekniske standarder. Og så er der nogle lande som Kina, der i dag kun vil give adgang til eksempelvis særlige jordarter, hvis man producerer tingene i landet, men som til gengæld har brug for lettere adgang til det europæiske marked. Der kan gøres meget for at skabe et setup, der gør det lettere at eksportere til hinanden,« siger hun.

I Dansk Industri er afsætningspolitisk chef Peter Thagesen begejstret, og han peger på endnu et helt centralt element, der kunne indgå i en aftale.

»Man skal fortsat kæmpe for en global aftale, men vi er stærke tilhængere af, at nogle lande kan gå forrest, og et meget konkret redskab kunne være at blive enige om at reducere toldtaksterne, så man fremmer handel med det grønne. For Danmark er det ikke bare forretningsmæssig sund fornuft, men det vil desuden være den rigtige måde at vækste på,« siger Peter Thagesen.

Han er mere usikker på, om der er tilstrækkeligt mange lande, der er 'modne' til at indgå en aftale.

»Når man lytter til den danske debat, tror man, vi er de eneste, der satser på det her område, men selv om vi er dygtige, er vi i knivskarp konkurrence, og rigtig mange lande vil nyde godt af en frihandelsaftale. Men fremme af handel med miljørigtige varer har faktisk været en del af Doha-runden længe, og det har også der vist sig at være svært at nå til enighed,« siger han.

Men pointen er netop, at det danske udspil ikke lægger op til, at alle behøver at være med, påpeger Pia Dyhr Olsen.

»Der er virkelig behov for en sådan aftale, for der er allerede begyndt at opstå konflikter, i takt med at der pludselig er begyndt at være konkurrence på miljøteknologien. Gør man ikke noget nu, tror jeg, det her bliver fremtidens handelskrig. Det bliver den nye olie.«