Enhedslisten holder regeringens løfter

Der er sikkert rigtig mange vælgere, der fortsat er skuffede over SRSF-regeringens mange brudte valgløfter, men den ny finanslovs eneste tabere i politisk forstand er de mange borgerlige, der havde håbet på et hurtigt sammenbrud.

Mere end noget andet er finanslovforløbet og forhandlingerne mellem SRSF og Enhedslisten udtryk for, at motivationen til at få den rød-lilla blok i Danmark til at fungere indtil videre er større end frygten for egne — sivende — vælgere. Umiddelbart ligner finansloven ellers en sejr for Enhedslisten.

Trods de relativt få mandater har partiet kunne sætte et flueben ud for stort set alle de krav, det bragte til bordet.

I konkreter har man bl.a. fået tilsagn om en halv milliard til 1.500 nye pædagoger, en forlængelse af dagpengeperioden, efteruddannelse og lempelser af reglerne for arbejdsløse til en værdi af ca. 650 millioner kroner samt en øget beskatning af reklametryksager og multinationale selskaber.

Enig hovedbestyrelse

Desuden har Enhedslisten, stærkt inspireret af Dansk Folkepartis tilgang til finanslovene i de borgerlige 00’er, prioriteret mere værdipolitiske sejre som bedre forhold for asylansøgere, et opgør med kommunernes pligt til at udbyde velfærden til private aktører og et bedre værn mod social dumping, ligesom man på bedste VKO-vis har sat gang i processer, der skal gøde jorden for de potentielt helt store sejre:

F.eks. en undersøgelse af Nordsøolieaftalen med Mærsk og en finanskrisekommission, der dels kan munde ud i en strammere regulering af finanssektoren og — som Information skriver på side 7 i dag — kan tolkes som et første skridt i opgøret med det boligskattestop, der ifølge stort set alle økonomer er den måske mest oplagte måde at generere provenu til både fremtidens velfærd og lettelser af skatten på arbejde.

Enhedslistens 25 mand store hovedbestyrelse, der ellers er blevet beskrevet som det svageste led i fundamentet under SRSF, var da heller ikke det mindste i tvivl — bortset fra to medlemmer — da man i aftes godkendte Enhedslistens forhandlingsresultatet.

Hvilket betyder, at partiet for første gang nogensinde stemmer for en finanslov.

Aldrig sammenbrud

I realiteten er det dog ikke mindst udtryk for en velforberedt iscenesættelse fra SRSF og Enhedslistens toppolitikere og strateger.

Allerede flere måneder inden valget arbejdede både de centrale figurer i partileder-lserne, daværende leder af det socialdemokratiske sekretariat, Bjarne Corydon, daværende næstformand i SF, Thor Möger og rådgiverne Pelle Dragsted fra Enhedslisten og Jacob Blomgren fra Radikale Venstre helt konkret med at lægge linjerne for de første finanslovforhandlinger, som man var enige om for alt i verden ikke måtte ende i et sammenbrud. Siden er Corydon og Möger som bekendt blevet henholdsvis finans- og skatteminister, og selv om der endnu ikke er bygget en fortrolighed op mellem partiernes nye rådgivere, så har man reelt fra start været helt enige om, hvad man kunne og ikke kunne diskutere.

I tiden mellem forhandlingerne på Crowne Plaza og finanslovforhandlingerne har Enhedslistens Frank Aaen på det nærmeste haft politikere fra de øvrige partier i skole, for at alle var sikre på, hvad Enhedslistens princip om ikke at stemme for forringelser i praksis betyder, og omvendt fik Enhedslisten tidligt en økonomisk ramme, de kunne bevæge sig inden for.

Og sandheden er, at langt de fleste af Enhedslistens sejre reelt blot er udtryk for, at man har holdt SRSF fast på de løfter, SRSF selv har leveret enten før eller under valgkampen eller endda i selve regeringsgrundlaget.

Flere centrale politikere vurderer godt nok, at der med finansloven er genoprettet lidt af balancen i forhold det regeringsgrundlag, der relativt set — erkendes det i S-SF — havde flere radikale aftryk, end mandatfordelingen berettigede til.

Eksempelvis står de fremrykkede investeringer for 18 milliarder kroner i kontrast til Radikale Venstres foreslåede fire milliarder, ligesom idéen om at forlænge dagpengeperioden ikke er groet i den radikale have.

Omvendt er årsagen til, at man ikke rykker rundt på de store beløb jo ikke kun finanskrisen, men også dikteret af den radikale modvilje mod at opkræve flere skattekroner fra eksempelvis banker og velhavere.

Taberne

Både socialdemokrater og radikale har også trods den grundige planlægning nærmest været forundrede ved synet af den storsmilende finansordfører for Enhedslisten, Frank Aaen, der har ry for at være en principfast mand, men som efter alt at dømme har stortrivedes som Enhedslistens egentlige chefforhandler de seneste uger. Egentlig, påpeger flere, har det største usikkerhedsmoment under forhandlingerne været, om SF kunne holde hovedet koldt, mens Enhedslisten fik lov til at løbe med æren for mange af de sejre, der egentlig også er SF’s og til dels Socialdemokraternes politik, men også dette er gået stort set gnidningsfrit. Og så er vi tilbage ved taberne.

Man kan pege på mange. Eksempelvis de sygedagpengemodtagere, som Enhedslisten ikke lykkedes med at redde fra den borgerlige regerings varighedsbegrænsning, eller de psykisk syge, der var stillet langt mere i udsigt end et totalbeløb svarende til, hvad det koster at genindføre den gratis fertilitetsbehandling.

Taget i betragtning, at det var de sundhedsfremmende afgiftsstigninger med social slagside, der overlevede, mens de rige delvist slap af krogen, skal man nok heller ikke forvente store udsving på den store lighedsvægt.

Men rent politisk er det vel mest dem, der troede, at SRSF og Enhedslisten ikke var lige så villige til at klippe en hæl og hugge en tå — og nogle gang lidt mere — som VKO har været de forgangne ti år.