Afbureaukratisering, afbureaukratisering, afbureaukratisering. Sådan lyder det fra alle sider af det politiske spektrum, der igen og igen understreger, at det er nødvendigt at befri de offentligt ansatte fra unødigt papirbøvl og regeltyranni, for at fremtidssikre en presset velfærdsstat. Senest i SRSF's regeringsgrundlag, hvor afbureaukratisering nævnes som en væsentlig del af en mere velfungerende offentlig sektor.
Men ifølge en ny undersøgelse, har folketingspolitikerne selv en stor del af skylden for, at blanketter, datailstyring og regler tager alt for megen af de offentligt ansattes tid. Den faglige hovedorganisation FTF har spurgt 45 kommunaldirektører fra hele landet, og her er konklusionen klar:
Politikernes og mediernes fokus på enkeltsager fører konstant til nye regler og procedurer, og er dermed den væsentligste barriere for afbureaukratiseringsarbejdet. Således mener kommunaldirektørerne, at enkeltsagerne eksempelvis er et større bureaukratisk problem end 'den manglende vilje fra staten til at forenkle reglerne'.
Og ifølge Jens Christian Birch, kommunaldirektør i Næstved og næstformand i foreningen af kommunaldirektører, bør undersøgelsens resultater få folketingets politikere og regeringens ministre til at spærre øjnene op.
»Der ligger en meget tydelig kritik i det her svar: Nemlig at politikerne på landsplan i deres iver efter at vise handlekraft, meget ofte reagerer på sager, hvor der er tale om ledelsesfejl eller svigt ude i vores offentlige apparat. Når en historie kører i medierne fra morgenstunden af, er der nærmest lavet en regel om aftenen.«
Jens Christian Birch nævner en række konkrete eksempler, blandt andet om et plejehjem, der havde nægtet pårørende adgang til hjemmets beboere. En sag, der efter at have været omtalt i medierne, førte til flere nye regler og procedurer.
»Men pointen er, at det ikke var nødvendigt, at staten regulerede på det her område. Her var tale om et par enkelte fejl blandt mange tusinde medarbejdere på landsplan, og det giver ingen mening at reagere på fra lovgivningsmæssig side,« siger han og forklarer, at der hos kommunerne efterfølgende lå et enormt administrativt arbejde i at regulere og implementere de kontrolfunktioner, der kom til efter sagen.
»Og den sag illustrerer fint mekanikken og problemet i de hundredvis af andre eksempler jeg kunne nævne,« siger Jens Christian Birch.
Han fremhæver også indsatsen mod udsatte børn som et område, der ofte bliver pålagt yderligere kontrol og tilsynskrav.
»Vel at mærke, uden at man har en sikker forvisning om, at det har en effekt.«
Undersøgelsens resultat overrasker ikke Jørgen Goul Andersen, professor i offentlig forvaltning fra Aalborg Universitet.
»Der har blandt politikere længe været en instinktreaktion, hvor det eneste holdbare svar på, at noget ikke fungerede, har været at lave nye regler. Og de har altid godt af at blive gennemtænkt og analyseret, før de vedtages — men det sker sjældent. På tværs af alle politiske partier, er der stærke politiske incitamenter til at gribe en sag og gøre noget ved den, inden den bliver 'kold' igen.«
Et vilkår
Selv om eksperter og kommunaldirektører således er enige om, at enkeltsagerne skaber meget bureaukrati, er det ifølge Jørgen Grønnegård Christensen, professor i offentlig forvaltning fra Aarhus Universitet, svært at se en løsning:
»Vi slipper aldrig af med de her former for enkeltsager i en politisk system som det danske,« lyder den korte konklusion fra Jørgen Grønnegård Christensen, der fortsætter: »Snakken om afbureaukratisering er en ældgammel diskussion, som tages op, hver gang en ny regering træder til. Og jeg er bange for, at svaret på det her spørgsmål ikke kan gives. Enkeltsager er simpelthen et vilkår i et demokratisk system som det danske — politikerne skal vise handlekraft, og det forventes, at de reagerer på de sager, der fylder både medierne og danskernes bevidsthed.«
Helt så pessimistisk ser Jørgen Goul Andersen ikke på den fremtidige afbureaukratisering:
»Det kræver politisk mod at mane til besindighed og ikke bare fare ud. Men den her tendens til en automatreaktion, hvor enkeltsager fører til nye regler, har fået en del opmærksomhed på det seneste fra både forskere og politikere. Så man kan håbe, at der er ved at opstå en mere eftertænksom omgang med lovgivningen.«
Han erkender dog, at det kan være meget svært at komme unødvendige regler på baggrund af enkeltsager til livs:
»Man skal ud i de yderste og mindste led, for at finde fejlen. Og derefter skal du forbistret højt op i systemet for at få den rettet. Blandt andet derfor vil enkeltsager altid være et problem, i større eller mindre grad.«
Fra kommunaldirektørernes side efterlyses der også politisk mod til at tage et endeligt opgør: »Helt enkelt, så handler det om, at både landspolitikere og medier bliver bedre til at lægge en smule bånd på sig selv. Og jeg kan se, at regeringen nu har varslet en 'tillidsreform', hvor man vil give kommunerne plads og tillid til at løse flere enkelsager selv. Det vil vi gerne se før vi tror det, men tankerne er rigtige.«
—Men er det ikke også både nødvendigt og demokratisk vigtigt, at folkevalgte politikere reagerer på enkelte sager, og træffer de politiske beslutninger, de er valgt til?
»Jo, og jeg forstår også godt, at en minister har svært ved at svare: 'Det har jeg ikke tænkt mig at gøre noget ved, for det har de brug for at finde ud af ude i kommunerne'. Især når medier bliver ved med at spørge, hvad lige præcis dén minister vil gøre ved det. Men kommunerne er allerede mere reguleret end nogensinde—- både fra staten og fra EU — og det er nogle gange direkte kontraproduktivt, at lave ekstraregulering på så relativt banale og enkeltstående sager, som der tit er tale om.«
Det er en stor ulykke, at politikere føler sig tvunget til at hoppe på mediernes krav om at ”gøre noget”. Der står kilometervis af ringmapper rundt omkring med regler om dit og dat og handlingsplaner, som ingen nogensinde kigger i.
Det er udmærket at pressen slår det stort op, hvis man har glemt et gammelt menneske på toilettet over natten. Det kan skærpe opmærksomheden hos plejepersonale; men man kan ikke lovgive om, at folk ikke må glemme noget.
Grov forsømmelighed må der i forvejen være regler for, og de må gerne bruges. Jeg har på fornemmelsen, at det er det medierne og befolkningen ønsker - ikke flere love og regler.
Jeg tror dette problem vil aftage en del i den kommende tid. Hovedårsagen til dette er at den nye regering tilsyneladende har en anden pr-stil/strategi/ er knap så kyniske i deres "branding".
VOK og her særligt O og marginale V og K mandater har haft et kraftigt behov (læs og fik lov til) at markere sig på enkeltsager med stor mediebevågenhed.
Men lad det komme an på en prøve....
Jens Nielsen – tror desværre ikke, du får ret.
Her som på andre områder er det den stigende kommercialisering, der gennemsyrer flere og flere sider af samfundslivet, der er skurken.
Bortset fra historier om kongehuset, er der næppe noget, der sælger flere aviser end historier om gamle fru Jensen, der ikke må få besøg på plejehjemmet o.lign.
Enig i alle tre ovenstående indlæg.
Det bedste ville være, hvis den nye regering også ændrede stil derved, at den signalerede tillid til det offentlige. Det ville være en helt ny fornemmelse. Der er nogle overordnede love og regler, dem har regeringen tillid til, at det offentlige kan forvalte. Selvfølgelig kan der ske fejl, dem sørger ledelserne ude i institutionerne så for at få rettet op. Men staten skal ikke gå ind i sagerne og lave nye regler. Uanset pressens hunger efter disse sager.
Hvis nu man lod enkeltsager være enkeltsager og ikke nødvendigvis 'prøvesager' for en eller anden almenhed som de alligevel ikke indeholder siden de er enkeltsager ....
Det er jo kun enshed i sager, der kan udløse at man benytter præcedenser. Ellers anses mennesket jo normalt for at være en skabning med selvstændig intelligens.
Ligegyldigt hvad fagforeningsregler siger. men disse betyder temmelig meget i de kommunale gruppearbejdende styringsenheder.
HVor lidt 'magt' magten har ser man jo i de ganske hyppige forløb der kører nogenlunde således :
Bygherre ansøger om stort og smart erhvervsbyggeri.
Myndigheder afviser på grund af love, planer, regler,, hensigter, moral, æstetik og det hele. No way.
Bygherre bygger stort og smart erhvervsbyggeri.
Myndigheder spiser og drikker fingeren op i røven ved stor festivitas og taler om hvor dejligt det er med folk der tør overskride grænser mere konkret end bare med en kunstinstallation. til hattedamerne.
Rutine - ikke engang enkeltsager....
Godt at se nogen lægge problemet frem, klart og nøgtert. Og tak for det!
Men at det skulle bero på vores styreform - demokratiets natur, så at sige - får mig godt nok til at hikste en gang.
Nej det hele handler om ansvar - eller rettere: et totalt fravær af samme. Det burde jo være implicit for både vælgere, politikere og pressen, men vores demokrati byggede fra starten på et pligtbegreb, som med årene blev meningsløst og forsvandt i tågen. På andre områder er det begreb forlængst erstattet ansvarsfølelse - men altså ikke når det drejer sig om politik.
Vælgerens ultimative magt idag ligger, de facto, idag, i at blive væk, hvis det, de lægger frem ikke synes værd at honorere med et fremmøde. En politiker uden mandat er immervæk en meget flov fremtoning.
Og lige en grim tanke - spørgsmål, faktisk: kunne det fravær af "vælgeroplysning" skyldes, at de mest nærliggende kanaler er statsfinancierede? I større eller mindre grad - men ... stadigvæk?
Mvh HVA
Det er ikke vort politiske system, men de folkevalgtes angst for pressen og offentligheden.
Vi savner fornuftige politikere med overblik.
Naturligvis vil der ikke blive ændret på dette. SSF har jo været særdeles aktive med forslag om regler, påbud og forbud i oppositionstiden. Alene udbudsadministrationen i kommuner, regioner og stat, hvor der nu er sat endnu flere krav af vil få bureaukratiet til at stige endnu mere og dermed DJØFemperiet. Samme vil ske for virksomhederne, som skal administrere alle de nye afgifter. Betalingsringen = regler og bureaukrati.
Det eneste sted, hvor der er håb forude ifgl. finansloven, er på beskæftigelsesindsatsen.
Sort arbejde er nok ikke et voldsomt problem, andet end når det er velhavende der får det gjort, hvor de burde bidrage til fællesskabet. Den der udfører det sorte arbejde og bruger pengene i husholdningen, kan jeg ikke se som et vældigt samfundsmæssigt problem. Jeg skrev dette i anden anledning i dag, men det passer også her, synes jeg:
Noget om skat, betalingsbalance, kontanthjælp, bræk og brutaliseret nævenyttighed
Hvis jeg har 100 kr. der er betalt skat af og bruger dem hos frisøren, så er de 20 kr. moms. Hvis frisøren betaler 50% i skat af de 80 kr. så er der 40 kr. tilbage. Dem køber han kager for, og så går de 8 kr. til moms. Bagerjomfruen betaler 50% i skat af de 32 kr. der er tilbage. Så er der lige 16 kr. tilbage til 10 smøger, hvoraf skatter og afgifter udgør ca. 14 kr. = I alt 98 kr. i skatter og afgifter. Jeg kunne også bare have købt for 100 kr. smøger, men da jeg er holdt op med at ryge, så passer dette eksempel mig bedre ;-)
Kr.
20 = moms
40 = skat
08 = moms
16 = skat
14 = skatter og afgifter
98 = Beskatningsprocent
Det er naturligvis ikke helt sådan, det går for sig, for både frisøren og bageren har udgifter til husleje, lønninger, råvarer m.v., og det kommer helt an på hvad den enkelte køber. Bagermesteren kører måske rundt i en bil, der har skæppet godt i statskassen, og frisøren har andre, for statskassen, gode vaner. Men rundt regnet er det sådan, det hænger sammen med, at beskatningsprocenten her i landet er omkring 98 procent. Det er sådan, vi har valgt at finansiere velfærdssamfundet på en nogenlunde solidarisk måde, og det er arbejdsgiverne nogenlunde tilfredse med, når de kan benytte sig af ”den danske model” til at hyre og fyre meget lettere end i andre lande.
Det kan liberalisterne ikke lide. De synes, de betaler alt for meget i skat af deres surt indtjente millioner og er meget nøjeregnende med, at nogen ikke får for meget i form af f.eks. julekurve eller kontanthjælp. De opfører sig som den fede mand, der altid synes, at ”de andre” får mest.
Men jeg er godt tilfreds – selvom det absolut ikke passer mig, at det er dem, der bliver arbejdsløse eller syge, der hænger på, at handlen med udlandet balancerer. De betaler med et mindre forbrug på overførselsindkomst, der ikke belaster betalingsbalancen, for at millionæren frit kan købe hvad han vil, uden at landet som helhed overskrider den grænse på et par procent, der er at boltre sig på, i forhold til det vi køber i udlandet. Det er ikke retfærdigt!
I virkeligheden ville det være en katastrofe, hvis 200.000 mennesker kom i arbejde og begyndte at købe varer, der ikke er produceret her i landet. Og det er netop derfor mit ”blod” kommer i kog, når disse mennesker, ud over kun at kunne købe det mest nødvendige på kontanthjælp, ydermere skal gås efter i sømmene af ”liberale” egoister, der på nidkær og emsig vis slynger om sig med tal vedr. leveomkostninger, de ikke har begreb om, og ”brækker sig” over retorikken og måden andre udtrykker sig på.
Personligt er jeg heller ikke til den store følelsesmæssige talefærdighed, men jeg respekterer og anerkender, at andre er anderledes end jeg er, og tvivler ikke på at de ærligt mener, hvad de siger. Det er ikke op til andre at agere smagsdommere og bestemme, hvordan andre skal agere.
Jeg er, kortere sagt, godt knotten over Liberal Alliance generelt og over Joachim B. Olsen og Simon Emil Ammitzbøll i særdeleshed. Men jeg er en lille smule optimistisk ved den nye regering med Enhedslisten på bagsmækken. Jeg forventer ikke mirakler her og nu, efter 10 års uansvarlig og egoistisk politik - men et par små varsler, som f.eks. forslag til finanslovsændringer, er ikke af vejen til at begynde med.
---
Og nu kom jeg til at poste det i en forkert tråd. Det skulle have været ved Middelklassens sorte arbejde.
Inger Sundsvald,
det goer det jo ikke mindre rigtigt o)
Tak Jette ;-)
@Jens Jørn Pedersen
Sad og funderede over, hvor ledes jeg skulle skrive det der gik gennem mine støvede grå celler ... du sagde det på tre korte linier ... sær den sidste : "Vi savner fornuftige politikere med overblik. "
Lige i plet.
Hvis jeg landede hernede fra Mars, og læste denne artikel, så ville min første indvending være:
Hvorfor følger man ikke op på hver regel efter et par år, og ser, om den har hjulpet? Og har den ikke, så fjernes den igen?
Do something. If it works well, do some more of it - if it doesn't work, then stop doing it.
Sådan gør vi på Mars.
/O
Man kunne spørge hvorfor det er nødvendigt at gå til medierne for at få sin sag taget op. Der må været noget i systemet, der svigter når folk føler sig nødsaget til at tage så drastiske skridt for at blive hørt.
Og ærlig talt er det svært at bebrejde dem: en stor del af det offentlige maskineri er jo blot en form for ureguleret overførselsindkomst - bureaukrater der sidder på deres flade røv hele dagen, og gør lige hvad der passer dem, på skatteydernes regning. Javist, du kan da godt klage over at din sagsbehandling er for langtrukken eller at dine rettigheder bliver overtrådt. Så giver vi den en ceremoniel tur gennem et eller andet klagenævn, og når du så har fået medhold, så smider vi den ellers ud, og forsætter ufortrødent som hidtil. Ganske vist skal *du* betale store bøder for selv den mindste parkeringsforseelse når *vi* klager over *dig* - men du er jo heller ikke organiseret i FOA.
Vil man virkelig enkeltsagerne til livs bliver man nok nødt til at gøre op med den privilegiekultur, der hersker blandt offentligt ansatte. Begås der fejl, er løsningen ikke flere regler, men flere fyringer. Nøjagtig som i resten af samfundet.
Tak Anders Feder,
100% enig....FAKTA er jo nemlig, at turen ennem klageystemet tager mindst - allermindst 2 - 3 aar, og det ved disse offentlige hoveder (fnatmider) og...undervejs goer de alt for at du skal give op ...de truer advokater med mistede job, hvis de tager dig som klient, de forbyder journalister at skrive om din sag...samme trusler vil jeg tro - korrekt Information o)!?....Til tider tillader Civilstyrelsen endog, at alle frit kan bruge dit CPRnr...naar blot du er et af de mennesker, som fejlgtigt troede du havde retten til at blive behandlet indenfor den skrevne lovgivning i landet....
Jeg kan sandelig godt forstaa at Jens Christian Birch og foreningen af kommunaldirektoerer gerne vil vaere fri for saadanne kedelige individuelle sager i aviserne...det kunne jo i laengden skabe en form for utryghed blandt landets ''korrekte'' borgere og, det kan vi ikke have....
Hvad....eh ...olivier goulin...giver du et lift til Mars? Jeg har en date med E.T, lige netop paa Mars, om et par dage...o)
Du skriver bl.a. at ...
''Der må været noget i systemet, der svigter når folk føler sig nødsaget til at tage så drastiske skridt for at blive hørt.''
Er du sikker paa, 'systemet' er lavet for at du skulle kunne foele dig sikker??? Eller, er det netop lavet som det er, for at goere det muligt for disse mennesker, at svigte og roevrende dig Anders?