Læsetid: 4 min.

Fogh, hvem?

Med vind i ryggen søger Løkke at genopfinde Venstre. Vikaren har indtaget pladsen som overlærer for Danmarks største parti med nye liberale sigtelinjer, som skal tiltrække de arbejdsomme. Konkrete forslag bliver i skuffen
Venstre holdt landsmøde i Odense Congress Center denne weekend.

Venstre holdt landsmøde i Odense Congress Center denne weekend.

Jens Nørgaard Larsen

21. november 2011

Ind med reformerne og de kvalificerede udlændinge, ud med rigide regler og ned med skatterne. Men foreløbig intet om hvordan eller hvornår. Nogenlunde sådan kan man sammenfatte lanceringen af de fem sigtelinjer, som Lars Løkke Rasmussen præsenterede sit bagland for på weekendens landsmøde.

Og netop den meget overskriftsprægede lancering er en strategi, der skal tjene flere formål. Venstrefolk landet over skal indgydes begejstring, regeringen sættes under pres, og medierne formulerer historier om et nyt liberalt projekt. Og projektet er ikke lanceret ikke af Vikaren for Fogh, men af Venstres formand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen.

Samtidig kan ingen rigtig tage en diskussionen om substansen — for konsekvenserne af Løkkes sigtelinjer er aldeles ukendte.

Men liberalt lyder det, når Venstreformanden taler varmt for reelle skattelettelser, en slankere offentlig sektor, en aktivistisk udenrigspolitik, et mere fleksibelt velfærdssystem og lettere adgang for veluddannede udlændinge.

Og de delegerede i Odense Congress Center kvitterede da også med stående ovationer og blottede tandrækker.

Det var dog ikke uden tak til regeringen og dens noget usikre start, at Venstre trods den tabte regeringsmagt kunne fejre landsmøde med reel begejstring.

Løftebruds-jokes flød i en lind strøm, og lørdag aften blev der sunget sange om, hvor kikset, utroværdig, magtliderlig og håbløs den røde regering er.

Konservativ kattepine

I Venstre opfattes den nye kurs som et skifte fra national-liberal til global-liberal.

Og på mødet søgte Jens Rohde og forhenværende minister Eva Kjer Hansen at genskabe EU-begejstringen blandt andet ved at glæde sig over, at grænseaftalen — som Venstre som bekendt selv var med til at indgå under pres fra DF — er faldet til jorden. Helt forventeligt er det, at Dansk Folkeparti vil stille sig på bagbenene over Løkkes sigtelinjer med større åbenhed over for omverdenen, men netop fokus på udlændinge og EU giver reelt også det tidligere støtteparti tiltrængt taletid i medierne. Samtidig håber Venstre at kunne tage førerposition på emner, som også den siddende regering vil tage op — ikke mindst presset af de radikale, der som bekendt også er reformivrige, EU-venlige og green card-begejstrede. I Venstre er man særdeles bevidst om risikoen for at komme på bagkant, som det skete frem mod valget, hvor jublen over den afskaffede efterløn ikke strakte langt nok. Derfor behovet for nye offensiver. Det kan dog vise sig at koste dyrt hos de konservative, at Løkke nu plæderer for en slankere offentlig sektor og et faldende skattetryk. Det er politik, som er traditionel konservativ, og som partiet har søgt at slå sig op på i VK-samarbejdet. Men med en opbakning på fire procent til Lars Barfoeds parti, har Venstre ingen interesse i at tage tidligere tiders venskabelige hensyn. Lars Løkke Rasmussen holder dog fortsat ugentlige møder med de øvrige oppositionspartiformænd, så forholdet bliver plejet i det omfang, det synes nødvendigt.

Venstres helt centrale projekter er at fange den flittige vælger. Ham, der hver dag står op og passer sit arbejde. Og en del af strategien er at tale til hans forargelse — der især i krisetider har gode vækstbetingelser — over at nogle får uden at fortjene det. Således bruger Venstre afskaffelsen af starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og 450-timersreglen — de såkaldte fattigdomsydelser — som eksempler på, at den nye regering ikke belønner flid. »Den røde regering gør det igen til grin at arbejde,« lød det fra V-formanden i lørdagens tale.

Rød chikane

Senere på dagen bedyrede den nyvalgte Martin Geertsen, at regeringen decideret chikanerer den selvstændige og den almindelige lønmodtagerfamilie. Han henviste som mange af sine partifæller til øgede skatter og afgifter samt til betalingsringen, som i venstreterminologi hedder betalingsmuren.

I den kommende periode vil Venstre på Christiansborg koncentrere sig om at slå til regeringen i de sager, som i forvejen gør nas. Ole Sohn, Sass Larsen og bunken af uindfriede S-SF-løfter vil blive bragt på banen igen og igen. De gode ideer til den konkrete politik bliver holdt i skufferne hos Venstretoppen, som vil time dem til frem mod et folketingsvalg.

Heller ikke i forbindelse med større aftaler som eksempelvis en skattereform vil Venstre spille sig først på banen. Strategien er at lade regeringen spille ud og håbe på, at den kløjs i egen medicin — og sker det ikke, vil Venstre overveje at slutte sig til aftaler, så man, i hvert fald i et vist omfang, agerer — og fremstår — som en konstruktiv og ansvarlig opposition.

Pendant til skattestoppet

Trods trusler om det modsatte vil Venstre stemme for finansloven, når den skal i folketingssalen. Efter alt at dømme vil man trykke på den røde knap til de aftaler, som handler om skatte- og afgiftsstigninger, men for det samlede budget tager man ansvar. Ikke mindst fordi substansen i finansloven er VK’s eget udspil.

Hvordan Venstre reelt vil forholde sig til de økonomiske prioriteringer vil vælgerne få første smagsprøve på op til næste finanslov, hvor partiet for første gang i mange år står frit af både politiske hensyn og det reelle ansvar for Danmark. Undervejs vil det nye slogan om, at det ’ikke må blive dyrere at være dansker’ blive gentaget i en uendelighed. Det er Løkkes pendant til skattestoppet, der som bekendt var en særdeles stor succes — for Fogh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Tom og åndløs ordgejl. Identitets-krisen synes at være total. På trods af det, er humøret højt, og reflektionerne og selvindsigten fraværet.

Enten rabler det aldeles for deltagerne. Alternativt anser begivenheder for at være et marketing-event, hvor ubetinget jubel-begejstring er obligatorisk. Hvilket næppe er er mindre rablende.

At Løkke kan stå foran en forsamling, selv af venstrefolk, og sige »Den røde regering gør det igen til grin at arbejde,« l uden selv at blive til grin, fortæller mere end noget andet, at ti års målbevidst kulturkamp mod alt, hvad der hedder solidaritet, har sejret.

Heinrich R. Jørgensen

Per Vadmand:
"ti års målbevidst kulturkamp mod alt, hvad der hedder solidaritet, har sejret."

Ikke alene solidaritet er der ført kulturkamp mod (uagtet at der i tide og utide taltes om "sammenhængskraft").

Udsagnet var næppe blevet mindre sandt, hvis der i stedet for "solidaritet" havde stået bl.a. "ærlighed", "nøgternhed" eller "integritet".

Jens Jørn Pedersen

Muldvarpen har været oppe at misse mod lyset. Det er for stærkt. Oplysning dur ikke, det er bedre med mørkemænd. Mafiaen i Italien arbejder på samme måde.

Hvornår forstår venstrefolk dette dobbeltspil!

Muldvarpen bekæmpede alle politiske modstandere fra kælderen, hvor han øjensynlig fik flere til at udføre det beskidte arbejde. Det ser ud til, at han stadig har heldet med sig i den sammenhæng.

Det ser ud til, at det især er kvinderne, der er medløbere - hvorfor?