Læsetid: 4 min.

Forskeruddannede rammes også af arbejdsløshed

Når både det offentlige og det private skærer ned, rammer det også de allerhøjest uddannede, og den voldsomme vækst i antallet af forskerstuderende forværrer situationen. Akademikernes Centralorganisation opfordrer politikere og universiteter til at skrue ned for antallet af ph.d.-studerende
28. november 2011

Antallet af forskeruddannede ph.d.er er fra 1999 til 2009 øget med 70 procent, men ingen har undersøgt, om der er behov for de mange tusind nye ph.d.-studerende. Ph.d.-forening og fagforeninger melder om et stigende antal arbejdsløse, men ingen ved præcis hvor mange, der er tale om. De ph.d.-studerende er ikke i tvivl om, at udsigten til at få arbejde er overskyet.

Giver ingen mening

»Dine muligheder for at få arbejde afhænger selvfølgelig af dine spidskompetencer, men der er generelt ikke særlig opmuntrende arbejdsprognoser, i særdeleshed ikke hvis man ønsker at fortsætte i en stilling med forskningsindhold. Mulighederne på universiteterne synes særligt håbløse, og de jobmuligheder der er, er begrænset til de mest højprofilerede forskningsområder,« fortæller Kenneth Agerlin Halberg, der er formand for Ph.d.-foreningen på Biologisk Institut på Københavns Universitet, og kender en del eksempler på naturvidenskabelige ph.d.er, der har gået arbejdsløse i et år eller mere.

Tidligere på året kritiserede Rigsrevisionen det tidligere Videnskabsministerium for ikke at have undersøgt, hvorvidt der var behov for det øgede antal af ph.d.er.

»Det giver ikke mening at øge antallet af ph.d.er, sålænge man ikke samtidig, og tilsvarende, øger jobmulighederne i den anden ende,« siger Kenneth Agerlin Halberg.

I Magistrenes A-kasse oplever de også flere arbejdsløse ph.d.er især inden for naturvidenskab, som sammen med sundhedsvidenskab og teknik har uddannet langt størstedelen af de cirka 4.000 ekstra forskeruddannede.

»Det er sværere for alle at få arbejde — både ph.d.er og andre højtuddannede — på grund af krisen, og fordi der generelt er blevet uddannet flere,« siger Anne Christiansen, der er souschef i Magistrenes A-kasse. Men der er stor forskel på de forskeruddannede: Erhvervsorienterede ph.d.er har typisk langt nemmere ved at få arbejde.

»Ph.d.ernes problem er, at de ofte er meget specialiserede. Hvis der er brug for lige netop de kvalifikationer et sted, er det jo fantastisk, men dem, vi møder, skal typisk ud og finde nye baner,« siger Anne Christiansen og påpeger, at virksomheder, som Novo Nordisk, der ansætter mange ph.d.ere kan vælge og vrage mellem forskere fra hele verden. Den kraftige satsning på at øge antallet af ph.d.er blev sat i værk i 2004. Formand for Akademikernes Centralorganisation, Erik Jylling, forklarer, at satsningen blev iværksat ud fra en idé om, at væksten ville fortsætte.

»Men så kom virkeligheden og ramte os, og nu må vi konstatere, at det er blevet en anden økonomisk virkelighed. Vi er måske i gang med at uddanne flere, end markedet kan bære, og det kan få nogle uheldige konsekvenser,« siger Erik Jylling. Som nogle af de højest uddannede i landet skal de fleste ph.d.er nok få arbejde, men de sætter gang i den såkaldte gøgeungeeffekt, hvor de fortrænger folk med en kandidatgrad fra deres job, som så fortrænger dem med en mellemlang uddannelse, og så videre.

Formanden for Forskningspolitisk Råd Claus Hviid Christensen er enig i, at ph.d.erne sandsynligvis vil ende med at udkonkurrere de kandidatuddannede: »Det er en tendens, man har set i hele verden — i USA kan du ikke blive sælger i en større teknologivirksomhed uden at være ph.d. Det kræver måske ikke meget forskningserfaring for at kunne varetage det job, men det er en tendens, vi ser,« siger Claus Hviid Christensen, der dog mener, det ikke er spild af penge at blive ved med at uddanne så mange ph.d.er.

Uddanner for mange

De nye store ph.d.-årgange skal ses som en investering, der forrentes mange andre steder end via forskning og undervisning på universitetet: »Spørgsmålet er, om vi gennem ph.d.-uddannelsen skaber ekstra værdi. Hvis ikke, så skal man selvfølgelig lade være. Men der er en forventning om, at når man har en ph.d., så kan man gå ud i et job, der måske er bedre lønnet og udfylde jobbet på en måde, der skaber mere værdi, end man kunne have gjort, hvis man ikke havde haft en ph.d.,« siger Claus Hviid Christensen, som erkender, at det kræver et marked, der belønner ph.d.-uddannede med mere i løn.

»Hvis det ender med, at de bliver ansat på kandidatlønninger, så har vi dybest set spildt pengene. Det er ikke ønskværdigt at give folk verdens dyreste uddannelse — som jeg tror, at ph.d.-uddannelsen er — hvis de så går ud og udfylder job, som man kunne have udfyldt præcist lige så godt med en kandidat,« siger Claus Hviid Christensen.

Ifølge Erik Jylling er det dog ofte det, der sker. Han mener, at milliardinvesteringen i forskeruddannelse ikke kan forsvares, hvis ph.d.erne ikke efterfølgende kommer til at bruge deres evner som forskere. Inden for sundhedsvæsnet giver det mening, fordi de store virksomheder i medicinalindustrien aftager ph.d.erne, men på andre områder er der ikke den samme efterspørgsel på ph.d.ere, og så kommer ph.d.-graden bare til at fungere som en forlængelse af kandidatgraden fra fem til otte år, mener Erik Jylling: »Vi skal skrue ambitionerne tilbage igen og indse, at 2.400 ph.d.er om året måske lige er højt nok i forhold til de økonomiske vilkår, vi lever under i øjeblikket. Der er ikke nok vækst, og derfor er det ikke en fornuftig investering.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu