Læsetid: 4 min.

Vi er alle grådige islændinge og dovne grækere

Den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson advarer mod at udpege særlige nationale eller individuelle svagheder som årsag til krisen. Det er nemlig systemets overlevelses-plan, at vi alle sammen ryger i totterne på hinanden
Den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson advarer mod at udpege særlige nationale eller individuelle svagheder som årsag til krisen. Det er nemlig systemets overlevelses-plan, at vi alle sammen ryger i totterne på hinanden
24. november 2011

Rigmændene siger, at deres penge fór til himmels, da bankerne krakkede. Spørgsmål: Hvorfor fór de ikke bare med? (eller satte sig ned, i det mindste, og skrev pengenes nekrolog.)

Sådan lyder et af digtene i Einar Már Guðmundsson nyeste bog Bankstræde nr.0. Og spørgsmål stiller den islandske forfatter, digter og samfundsdebattør mange af. Under de turbulente uger efter krakket i Island stillede han dem direkte til politikerne og ansvarlige bankfolk.

Og i sine værker bliver han ved med at stille dem til alle, der gider at læse med. Blandt andet i den nye bog, hvor han gennem erindringer, digte, løsrevne refleksioner og anekdoter fra krisens Island sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved den måde, vi har indrettet vore samfund på og så om en masse om Beatles og det at gå på druk. Tavsheden er nemlig det aller, allerfarligste, mener han. »Vi har haft en lang periode, hvor alle var tavse, selvom mange så, hvor galt det var ved at gå. Hvis der skal komme noget godt ud af krisen, er det, at dét ophører. Her kan litteraturen spille en central rolle for at skabe nye drømme,« siger Einar Már Guðmundsson.

Nationalkarakter

Han er i København for at promovere sin nye bog. som er faktisk hans anden om krisen. Og da han sidst var på en større promoveringsrejse i Danmark med sin første krisebog Hvidbogen, gjorde han en interessant observation. I begyndelsen var det danske publikum tilbagelænet interesseret i, hvorfor islændingene nu var så ’uansvarlige’ og ’grådige’, og derfor havde sat sig selv i den umulige situation, de var i.

»Men efterhånden var det, som om spejlet drejede rundt, så folk pludselig så sig selv i det. De så, at de var ligeså meget en del af krisen og ligeså ansvarlig for, at der ikke var blevet sagt fra,« fortæller Einar Már Guðmundsson.

For det er os alle sammen, os der indgår i det system, der har skabt krisen, vedholder han. Og når vi peger fingre ad hinanden og udnævner særlige nationale karaktertræk som årsagen til, at det gik galt, spiller vi med på ’systemets’ overlevelsesplan. Stik mod vores egne interesser.

»Vi snakker om ’den grådige islænding’ og ’den dovne græker’. Og imens vi peger fingre ad hinanden og finder på alle mulige individuelle kulturelle forklaringer, kan systemet arbejde i fred og ro på at redde sig selv,« siger Einar Már Guðmundsson.

Og det er ikke kun mellem nationer, at det sker. Han fortæller, at man efter det islandske krak forsøgte at få en fælles løsning på plads.

»Men vi så jo hurtigt, at IMF ikke var interesseret i kollektive redninger. Det var vigtigt, at hver lille skyldner skulle opleve ydmygelsen ved at gå i banken og undskylde, at de havde købt et hus med dårligt lån, havde set værdien i huset brage sammen og nu havde mistet deres job,« fortæller han.

Individuel skyld

Og det var ikke kun den arbejdsløse småskyldner, der skulle mærke den individuelle skyld. Einar Már Guðmundsson husker på, at der i finanskrisens start blev udnævnt enkeltpersoner, der blev tillagt særligt slette karaktertræk, herunder ikke mindst finansmanden Bernard Maddof.

»Og han erklærede sig jo skyldig på alle punkter, han var alene om forbrydelsen, og det passede alle rigtig godt. Alternativt havde det jo stået klart, at det var hele finanssystemet, den var gal med.«

Einar Már Guðmundsson mener, at Islands krise kan tjene som et mikrokosmos for en hel verden i krise. Og at Sydeuropa nu kan lære en del af, hvordan islændingene taklede presset efter kollapset. Han fortæller, at en del fra Occupy-bevægelsen har søgt råd i Island.

»Jeg kan huske, at jeg på en rejse lå på et hotelværelse og så, hvordan BBC arbejdede i døgndrift for at skræmme grækerne. Det var jo hele Europas fremtid, der var på spil, hvis grækerne stemte nej til redningspakken. Det var ren terror.«

Det fik Einar Már Guðmundsson til at tænke på forløbet, efter at den islandske bank Icesave krakkede, og hele verden med den internationale valutafond, IMF, i spidsen truede med bål og brand for at få islændingene til at stemme ja til at betale de primært britiske og hollandske kreditorer.

»Det gjorde vi bare ikke. Vi stemte nej, og vupti! så viste det sig, at Icesaves fallitbo alligevel fandt pengene på bunden af kisten til at betale,« fortæller Einar Már Guðmundsson.

»Vi har allerede haft besøg af sydeuropæere, der ville tale om, hvordan vi lavede kasserolle-revolutionen. De er velkommen, hvis de vil tale om at holde ved.«

Indtil da vil den islandske kritiker holde sig til det, han gør bedst: At skrive. For det kan gøre en forskel og i fremtiden måske i endnu højere grad.

»Jeg tror, at fortællekunsten i stigende grad vil rette sig imod magthavernes taler, og at grænsen mellem skønlitterære bøger og faglitteratur vil udviskes mere i de kommende år. Liberalismen fortrængte debatten, men nu er den retur.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Men kære Island - I er ikke ude af krisen endnu. Det er ikke ovre. Det er først lige begyndt.

At høre Einar Már Guðmundsson er som at høre Berlingskes "Groft Sagt"-debattør, sognepræst Edith Tingstrup. Hun skrev lige efter finanskrisens udbrud, at det er såre menneskeligt at være grådig, og tilgivelsen er lige om hjørnet. Ingen skal føle skyld over deres lille grådige uansvarlighed, nej, det er de store systemer, der er de skyldige, og occupy kan trygt komme til islædingene og lære, hvordan man forflygtiger personlig grådighedsansvar på den moralske måde. Og kan jeg så få solgt nogle bøger, tak.

Michael Kongstad Nielsen - er problemet ikke, at man overhovedet lader som om, der er mangel på noget som helst? Der er et fordelingsproblem, ja tak! - men det ville jo kunne løses med en omlægning efter reelle behov i produktionen OG en bedre og tidlig fordeling, så ikke mere end det manglende blev kasseret hver dag. En rigdomsklasse har en interesse i en del og hersk-mentalitet blandt de almindeligt aflagte og de fattige. Men hele denne ophoben af værdier i toppen fører intet godt med sig, og den er alt andet end fornuftig og rationel.

Grethe Preisler

@Michael Kongstad Nielsen

Somme tider er digterne klogere på verden og menneskers bevæggrunde end politikerne og nationaløkonomerne.

Hvis det virkelig lykkes at motivere flertallet af beboerne på den vestlige halvkugle til at gennemtvinge en ny politisk dagsorden for at stoppe finanssektorens bondefangere frem for at straffe ofrene for deres gangstermetoder, vil det være intet mindre end en kulturel revolution.

Og så er der måske alligevel en fremtid og et håb for demokratiet, som vi kender og værdsætter det.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen og Grethe Preisler:
-jo, jeg var nok lidt for hård i kommentaren i går..
Gudmondsson kritiserer IMF og de overordnede strukturer og de ansvarlige politikere og bankfolk - fint nok. Men jeg synes, han tenderer mod at holde hånden over den enkelte, lille borgers "lille" grådighed, skønt den er forudsætningen for finanskapitalens "store" grådighed. Jeg kan ikke se, at det skader, at tage et opgør med den mentalitet, der førte til det overdrevne forbrugs- og låneræs.

Vi skal ikke pege fingre og udråbe hinandens slette karaktertræk, enig. Men selvkritik og refleksion over, hvad der skete, kan være velkommen og velegnet til at komme videre på.

Når jeg siger, at Islands problemer ikke er ovre, stemmer det med, at landets økonomi i BNP de sidste to år er faldet med 10-11% p.a., og arbejdsløsheden er nu på 6,6 %. Islands finansminister sagde på Nordisk Råds møde forleden i København bl..a.:

"....vores store gæld (er) en blokerende faktor for den positive udvikling, ligesom usikkerheden i den globale økonomi også har en negativ indflydelse på Island. Eksporten har til gengæld klaret sig godt på grund af den devaluerede islandske krone," fremhæver Steingrimur J. Sigfússon og tilføjer:

"Mens omverdenen er ved at opdage, at Island er ved at rette sig økonomisk, så er samfundsdebatten i landet stadig meget hård. Det er som om, at befolkningen fortsat er i chok efter det, der skete og har vanskeligt ved at se fremad."

Må jeg lige sige også, at historien med Icesave bliver brugt misvisende, også af Gudmondsson. Islændingen sagde "nej" til at hele landets befolkning skulle betale en privat banks gæld på 28 mia. kroner til private og offentlige indskyderere og investorer (der tilfældigvis kom fra Holland og Storbritannien). Men det var altså en gæld, almindelige islændinge intet havde med at gøre, hvorfor skulle de så tage ansvaret for den? - hvilket er helt forståeligt. Men det kan ikke sammenlignes med statsgæld, som man har et lidt nærmere forhold til, og slet ikke med privat gæld optaget ved forbrugslån eller på anden måde.