Læsetid: 3 min.

’Der er grænser for, hvad velfærden dækker’

Ensomhed kan den ikke kurere og sammenhold kan den ikke skabe — der er grænser for velfærdsstatens formåen, mener professor Asbjørn Sonne Nørgaard
Allerede i folkeskolen sker der en adskillelse af det, vi kalder ’folkets skole’, mener Asbjørn Sonne Nørgaard, der er professor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet

Allerede i folkeskolen sker der en adskillelse af det, vi kalder ’folkets skole’, mener Asbjørn Sonne Nørgaard, der er professor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet

Sigrid Nygaard

1. december 2011

Debatten raser på Christiansborg efter socialminister Karen Hækkerups (S) udsagn om, at danskerne er blevet dygtige til at kræve, men har glemt det personlige ansvar. Ifølge Karen Hækkerup er det på tide med en debat om vores normer.

Asbjørn Sonne Nørgaard er professor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet. På spørgsmålet om, hvorvidt velfærdsstaten kan tillade sig at stille krav om, at vi skal hjælpe hinanden, svarer han:

»Det er et principielt og meget vanskeligt spørgsmål. Vi har ordninger, som følger princippet om at være universelle og skattebetalte, og vi er ikke vant til, at der også skal ligge et personligt bidrag.«

Asbjørn Sonne Nørgaard pointerer, at der uanset omfanget af staten altid vil være noget ’på den anden side’ af de offentlige ydelser:

»Du kan lave ekstra meget hjemmehjælp, men kan du kurere ensomhed? Du kan fastsatte sociale tiltag, men kan du skabe en identitet og et sammenhold i lokalsamfundet uden foreningsliv? Der er grænser for, hvad velfærden dækker,« siger han.

Så selv hvis man lader borgerne betale for en del ydelser og af den vej går på kompromis med lige adgang for alle, vil der ifølge Asbjørn Sonne Nørgaard være grænser for statens evner:

»Der er kvaliteter eller social velfærd, som er vanskeligt for det offentlige at tage sig af.«

— Men skal vi vænne os til, at staten i endnu højere grad vil bede os om at tage mere personligt ansvar?

»Ja, det er min klare vurdering. Der er en ekstrem overefterspørgsel på ydelser, og det er svært at forestille sig, at svaret er ’staten’ hver eneste gang, vi kan komme på et behov af social og velfærdsmæssig karakter. Ikke mindst i en fremtid med knappe ressourcer.«

Selv om debatten om pligter og rettigheder nu har indfundet sig på Christiansborg, er der endnu ikke taget fat på, hvor og hvordan borgerne skal bidrage, eller hvor de skal holde sig tilbage med krav. Og så snart drøftelserne bliver konkrete, gør det ondt.

Asbjørn Sonne Nørgaard spår, at der vil blive slagsmål, hver eneste gang vi ser eksempler på, at borgerne må bistå, hvor staten tidligere har gjort det.

»Det er konkrete dilemmaer hver gang, og der er politik på spil hver gang,« siger han og eksemplificerer med sit eget barns skole, der sendte en forespørgsel til forældrene om at købe en bærbar computer til brug for bedre it-undervisning.

»Og hvis ikke man havde mulighed for det, kunne skolen stille gamle computere til rådighed. Allerede der i 7. klasse ser vi en adskillelse i det, vi kalder folkets skole.«

Rettigheder under pres

Og de universelle ydelser vil efter alt at dømme blive færre over de kommende år. Blandt politikerne er der oplagt uenighed om, hvor grænsen for staten går. Liberal Alliances Joachim B. Olsen, som først på ugen plæderede for, at man henvender sig til venner og familie, før man beder staten om hjælp, tog i går debatten et skridt videre. Indledningsvis erklærede han sig enig med socialministeren, som han dog klandrede for at hykle med de socialdemokratiske krav om højere skatter. I en debat på TV 2 News kaldte Joachim B. Olsen det ’amoralsk’, at kræve, at folk i mange tilfælde betaler mere til staten, end de kan beholde selv.

»Sådan et samfund vil på et tidspunkt bryde sammen. Og når det sker, så går det ikke ud over de rigeste, men ud over de svageste,« lød det fra Joachim B. Olsen.

Set fra Asbjørn Sonne Nørgaards stol er det svært at forestille sig, at man kan fastholde universelle ydelser i det omfang, vi ser i dag:

»Vi vil nok i stigende grad anvende indkomstafhængige ydelser. Der er områder, hvor vi lægger stor vægt på lige adgang, men andre steder må vi differentiere. Man skal måske acceptere, at der ikke vil blive tid eller plads til, at samfundet kan tage sig af ens egen mor. Det bliver en kon-kret diskussion om, hvorvidt staten skal påtage sig mere eller mindre ansvar. Det bliver et slag fra tue til tue, for der er rettigheder, der vil komme under pres,« konstaterer professoren.

Serie

Seneste artikler

  • ’Vi er gået fra et behovssamfund til et krævesamfund’

    6. december 2011
    Vi skal have genoprettet stoltheden ved at kunne klare os selv, mener Venstres politiske ordfører. Ellen Trane Nørby åbner for, at sociale ydelser i højere grad skal kunne differentieres
  • ’Der er sket et normskred blandt unge’

    3. december 2011
    Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen mener, at en del unge tager for let på deres status som kontanthjælpsmodtager. Pligterne skal stå tydeligere for dem, siger ministeren, som opfordrer til debat om fællesskabet og velfærdssamfundets fremtid
  • ’Jo højere skat, jo færre krav kan staten stille’

    2. december 2011
    Jo højere skat vi betaler, desto sværere bliver det for velfærdsstaten at appellere til vores personlige ansvar, siger professor Lars Skov Henriksen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En besynderlig debat der udelukkende føres på gisninger! Når Asbjørn Sonne Nørgaard hævder at: ” vi er ikke vant til, at der også skal ligge et personligt bidrag.” så har han ikke noget at have denne påstand i. Jeg har da aldrig mødt nogen der ikke hver dag året rundt yder et personligt bidrag på en lang rakke områder i forhold til familie, venner og samfundet som sådan.

Dorte Sørensen

Er spørgsmålet ikke mere om danskerne ønsker et samfund som i USA, hvor familien selv i stor udstrækning må betale for uddannelse, sundhed og pleje eller om vi skal forsøge at beholde et samfund, der forsøger at give lige mulighed til alle uanset om de er født i en familie med økonomien i orden eller ej.
PS: Hørte for nylig Løkke Rasmussen sige, at han var blevet jurist selv om han var født ind i en familie, der boede i en almenlejlighed i Vejle mv. Det var han nok ikke blevet hvis han havde levet før 1960érne.

Vores helt grundlæggende problem, er, at vi stille og roligt er blevet en flok velfærdsjunkier, som har brug for vores daglige velfærdsfiks for at kunne klare dagen og vejen.
Og ligesom alle andre junkier, så mister man før eller siden sin selvstændighed og bliver afhængig af hjælp.

Og til Dorte Sørensen.
Bare det at du overhovedet bringer USA ind i debatten viser hvor langt ude vi er kommet.

Alan Strandbygaard

Når krybben er tom...så ændres tonen.

Det lader jo til at danskerne i stigende grad ønsker at staten servicerer os.

Nu har vi krise, og der er ikke penge, ergo flytter vi moralen.

Hvem siger vi skal flytte den?

Søren Kristensen

Når krybben er tom så ædes krybben og når Lars Løkke blev jurist var det fordi hans tætte krop var i stand til at modstå konkurrencen fra de mere ranglede og anæmiske typer. I kærlighed og uddannelsessystemet gælder alle kneb og et godt ophav er mindst halvdelen af løsningen uanset om du vælger at blive arbejdsmand eller statsminister. Resten må klare som der nu engang er overskud og velvilje til.

Og hvem siger at vi ikke bliver lykkeligere, rigere, dygtigere, får et bedre selvværd, elsker hinanden og os selv lidt mere når vi begynder at sætte hjælpsomhed i system. Vi har ændret vores samfund så mange gange. Og vi er ialtfald i stand til at tænke en og samme tanke omkring ansvar: At alle skal bidrage til fællesskabet. Et samfund uden arbejdsløshed er muligt. Det er et valg. Et reelt valg. Som den enkelte skal være med til at erkende. Lad os gøre det ligesom alkoholpolitik. Langsomt men sikkert reformere samfundet så alle bidrager. Mit første job-tilbud er: Psykologisk rengøringshjælp. Det er så nemt at tænke anderledes. Lad os komme igang. Livet er alt for kort til at sidde og surmule.

Nu skal vi ikke lade Dorte Sørensen og andre afspore debatten ved at bringe os i en tilstand af, at vi enten kan vælge den omklamrende danske model eller den ultraliberalistiske amerikanske model.

Dorte Sørensen

Mikkel Kaels
Vi er enige om at indbringelsen af USA er langt ude, men desværre et alternativ , der kan blive realistisk, hvis familierne skal til at betale mere og mere til uddannelse, sundhed og pleje.

Lennart Kampmann

USA i dag er ikke det USA vi voksede op med for 20 år siden. Meget er sket og USA er ikke det bedste sted at finde brugbare modeller for Danmark. I USA er rigdommen koncentreret hos 0,1% af befolkningen og det giver nogle meget uheldige dynamikker.

Den danske velfærdsmodel lider under at den klientliggør borgerne. Det der ligner en velsignelse er ikke uden sine forbandelser.

Med venlig hilsen
Lennart

Dorte Sørensen

Er du sikker på, at du har forstået problemstillingen?

Det drejer sig jo om at sikre uddannelse, sundhed m.v. ved at fjerne ydelser til borgere og organisationer, som ingen steder hører hjemme.

Niels Engelsted

Finanshusene kræver deres skålpund kød, hvilket kræver at Europas sociale (socialdemokratiske og kristen-demoktratiske) samfundsmodel afvikles og forvandles til et anglo-amerikansk junglesamfund, hvilket kræver en ny fortælling om, at man skal yde før man kan yde, hvilket er en samfundsnedbrydende løgn og derfor må gentages mange, mange gange før den bider sig fast, hviket nu sker fra Folketingets talerstol, fra den lærde professor Thyssens studerekammer og fra Informations serie om velfærdssamfundet.

Så er det heller ikke sværere.

Dorte Sørensen

Mikael Petersen
Fx er JB Olsen da citeret for at – ” det ’amoralsk’, at kræve, at folk i mange tilfælde betaler mere til staten, end de kan beholde selv.” – det er da et skridt væk fra de solidariske samfund, der forsøger at give alle lige mulighed til uddannelse, sundhed og pleje.

@Alan Strandbygaard. Du siger: ” Nu har vi krise, og der er ikke penge, ergo flytter vi moralen”. Ikke helt sandt – der har aldrig været så meget rigdom. Problemet er den skæve fordeling af rigdommen. Det er ikke de få fattige og andre sårbare grupper på overførelses indkomster vi skal kaste os over. For det første er det umenneskeligt og for det andet spytter det ikke i kassen. Dem vi skal til livs er bankerne, storaktionærerne (den arbejdsfri klasse), kapitalfondene og multinationale selskaber. Nationalisering og socialisme er vejen frem for et moderne samfund!

Nej, Dorte Sørensen, du har vist ikke fanget pointen.

Det drejer sig jo netop om at have penge til de vigtige offentlige ydelser og samtidig lade folk beholde mere end halvdelen af den sidst tjente krone.

Det kan lade sig gøre, hvis vi kigger nøgternt på de offentlige ydelser som staten deler ud af (gælder både til private og virksomheder).

@Søren Kristensen. Man vælger altså ikke at blive arbejdsmand eller statsminister! Tror du selv på, at tilværelsen er så enkel og ukomplicerede. Statsminister bliver faktisk valgt, hvis det har undgået dit skarpe blik, og arbejdsmanden bliver ligeledes valgt at omstændighederne.

Michelle Poulsen

@ Mikael Petersen

Du fremstiller det som om der er én rigtig pointe, og at "stakkels" Dorte ikke lige kunne fange den. Det er uvenligt af dig når der i virkeligheden er tale om at du mener velfærdstaten bør "se nøgternt på offentilige ydelser" mens Dorte plæderer for et samfund med lige muligheder for alle. Jeg bryder mig ikke om din nedladende tone bare fordi du er uenig med Dorte.

@Mikael Petersen.

"Det drejer sig jo om at sikre uddannelse, sundhed m.v. ved at fjerne ydelser til borgere og organisationer, som ingen steder hører hjemme."

Mikael, kunne du ikke lige sparke en mere konkret debat i gang ved at pege på, hvad det er for nogle ydelser, der skal fjernes? Du siger, at Dorte ikke har forstået noget, men du er faktisk selv en smule ukonkret.

Personligt undrer jeg mig over, at journalisterne her på Information ikke har spurgt de interviewede velfærdsforskere om, hvor det konkret er, de mener, at den 'amoralske krævementalitet' sætter ind. Er det fx selve lighedstanken forskerne finder umoralsk, og er det et udsagn, der bygger deres forskning, eller er det bare noget, de synes?

USA er ikke så dårligt et eksempel at inddrage, bl.a. fordi den nuværende amerikanske velfærdsstatsmodel er langt mere ekskluderende end den nordiske. Og her kan man virkelig tale om en moralsk skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende. Samtidig er den amerikanske model også et bevis på, at en markedsgørelse af velfærdsydelser ikke gør dem billigere for den enkelte, og at det samlet set faktisk kan blive dyrere for samfundet.

Søren Blaabjerg

Den oprindelige velfærdstanke handlede om optimnal lighed og solidaritet med samfundets svageste. Vi har nu ad åre i stedet for fået et "velfærdssamfund", der mere opfattes som et servicesamfund, dvs.en slags selvbetjeningsbuffet af offentlige serviceydelser, reelt en form for tvangsaforbrug, som vi alle betaler til, uanset om vi synes vi har brug for de mange tilbud eller ej. Når vi så ikke synes, vi selv får nok for skattepengene (bl.a. på grund af monopolers indbyggede tendens til at udvikle ineffektivitet og overadeministration), så kommer på mærkværdig vis det oprindelige indhold i velfærdssamfundet6 - solidariteten - ironisk nok til at stå for skud, idet logikken er, at når man nu har betalt i dyre domme for de mange goder og så fortjener man også at få noget ud af dem. Det er dette, der nu hånligt kaldes krævementalitet, men som ikke kan komme som nogen overraskelse.

Hvad der egentlig er brug for, er imidlertid en tilbundsgående sanering af området, så solidartetsaspektet igen bliver det centrale. De, der på nogen måde kan klare sig selv uden hjælp og støtte, skal gøre det, og man skal ikke fodre malkekøerne med sødmælk ud fra devisen "det kommer igen". På de øvrige områder, såsom f.eks. sundhedsområdet og undervisningsområdet, kan der være behov for at gå effektiviteten efter i sømmene. Er det f.eks. rimeligt, at lærerne i folkeskolen gennemsnitligt kun underviser i en trediiedel af den tid, de får løn for, samtidigt med at det videns- og orienteringsniveau mange af eleverne forlader fokeskolen med er under al kritik?

"De, der på nogen måde kan klare sig selv uden hjælp og støtte, skal gøre det..."

Ja, Søren Blaabjerg, det var også et dejligt ukonkret indlæg. Hvem er "De", og hvordan er det, at "De " skal klare sig selv på en måde "De" ikke allerede gør? Lidt polemisk sagt, så er dit eneste konkrete bud på at redde velfærdsstaten jo at få lærerne til at undervise mere.

Det, tror jeg, er lidt vel optimistisk.

Man kunne indvende, at netop den form for argumentation om "effektivitet" - "vi får ikke nok for de skattepenge, vi putter i lærerne", er et udtryk for selvsamme servicetankegang, du harper på.

Robert N Gjeertsen

Johannes Aagaard, jeg forstår ikke dit tal-magi :
Hvad har personer mellem 15 og 18 år at gøre i din snak om 80.000 på offentlig forsørgelse ?
Er det SU du snakker om ? I så fald er det IKKE en forsørgelses-ydelse. For det kan ikke være bistandshjælp, den kan du nemlig ikke få så længe der er andre der har forsørgelses-pligt, og det er der jo som bekendt for mindre-årige ?

Men det er da en ganske interessant tanke i social-liberale har :
At det skulle være 'familiens' opgave at forsørge personer over 18 år ...

Efter de seneste dages debat må jeg bare konstatere at Danmark er et af de lande på Kloden hvor der er flest der har ondt i røven !

Robert N Gjeertsen

Altså, det er den samme gang kvalmende ideologiske pladder som vi har hørt på siden Thatcher IKKE vandt valget i England : Det er de arbejdsløse dovne hundes skyld at der ikke er fuld beskæftigelse ..

@Dorte

"PS: Hørte for nylig Løkke Rasmussen sige, at han var blevet jurist selv om han var født ind i en familie, der boede i en almenlejlighed i Vejle mv. Det var han nok ikke blevet hvis han havde levet før 1960érne."

Kære Dorte, vil du svare mig ærligt og redeligt på hvad du selv synes om den måde at argumentere på? Prøv at være helt ærlig.

Robert N Gjeertsen

Søren :
Dorte har ret, før 1960'erne, årtiet der bare var for godt til at være sandt, var den sociale mobilitet i Danmark stort set ikke-eksisterende . Man skulle kende sin plads osv osv ..
Der er ti-tusindevis af mennesker der kom fra halvanden-værelses lejligheder i 3. baggård der, takket være Det Utrolige Årti, fik sig en fin akademisk uddannelse som de første nogensinde i familien .

Jeg tror, Søren, at pointen er den såre simple, at Lars Løkke er født i en periode efter 2. verdenskrig, hvor den sociale mobilitet steg kraftigt i den vestlige verden takket være store statslige velfærdsprogrammer, der omfordelte goderne.

Jeg tillader mig at genbruge (tidens løsen :-)) fra en sideløbende debat om næstekærlighed overfor velfærd. Der har jeg hævdet:
Vi skal søge næstekærlighedens rødder. De ligger, efter min mening, mange millioner år tilbage. I de tilskyndelser som gjorde det muligt for vore dyriske forfædre, at træde ud af naturen. At blive mennesker. En forudsætning herfor var evnen til at sætte sig ind i det andet, en-selv-lignende, væsens ønsker og behov. En evne som førte til at man slog sig sammen i et værn mod fjender og farer i den natur, man søgte at løsrive sig fra. Som forudsatte at man deltes om de forhold (føde, husly, mm) som gjorde det muligt at overleve på de nye, fremmede betingelser.
Det har jeg skrevet mere udførligt om på min blog www.bricklayeribj.blogspot.com

Sådanne problemer kan slet ikke tænkes i de begrebssystemer, som knytter sig til vore moderne samfund. Der skal genoptræning til.

Vi skal lære at dele, så almisser (velfærd?) bliver overflødige.

@Lasse og Robert

Jeg forstår fint hvad hun mener, men hvad har det med sagen at gøre? Artiklen forsøger at sætte gang i en diskussion om moral, ansvar og etik. Der bliver ikke nogetsteds argumenteret for, at man ikke skal have adgang til uddannelse, sundhedsvæsen og iøvrigt at USA skulle være forbilledet. Tværtimod er temaet nok det stik modsatte - dvs. hvad skal den enkelte gøre for at vi på sigt kan opretholde de goder vi tager for givet idag? Dortes bidrag i den sammenhæng er lig nul

@Lasse og Robert

Uddybning:

Ovenstående er primært relateret til indhold - altså at Dorte lader til ikke at have forstået indholdet i artiklen.

Hendes måde at argumentere på med Lykke Rasmussen-anekdoten minder mig tilmed om noget man ellers kun hører brugt overfor børnehavebørn når de f.eks. har drillet et af de andre børn på stuen: "Hvordan ville du have det hvis det var dig der blev drillet"

Når individer når et modenhedsstadie der gør at de er i stand til bedre at forstå hvordan ting hænger sammen, forskellen på rigtigt og forkert osv. behøver man ikke længere at appellere til modtagerens følelser for at få et budskab igennem.

Hej, Ib Jørgensen,

Jeg har med interesse læst dit lille essay med udgangspunkt i Dieter Claessens bog ’Das Konkrete und das Abstrakte. Soziologische Skizzen zur Anthropologie fra 1980 – men først efter jeg havde skrevet følgende ud fra dit indlæg i går kl. 13:28 på tråden her, om at ”søge næstekærlighedens rødder”.

Selv om essayet gav mig et andet perspektiv på dette indlæg, lader jeg alligevel min egen venligt mente kommentar være uforandret for at vise dig, hvordan jeg først kom til at opfatte dit indlæg, :-):

At ”næstekærlighedens rødder” skal søges i nogle ’tilskyndelser(?) for mange millioner år tilbage ..., som gjorde det muligt for vores dyriske forfædre at træde ud af naturen’(?), lyder i mine ører lidt som begyndelsen på en slags opdateret arts-chauvinistisk ’myte’ - lidt i stil med f.eks. de jødisk-kristne-muslimske ’verdensforklaringer’, :-).

For det første er der da flere og flere af menneskehedens nutidige selvskabte problemer, der tydeligt viser, at vi som pattedyrart bestemt ikke er ’trådt ud af naturen’, og hvis løsninger netop forudsætter indsigt i og forståelse af, at det netop ikke forholder sig således.

Dernæst er der da ingen grund til at gå mange millioner år tilbage for at finde ”næstekærlighedens rødder”.
Dem kan vi da finde hver især i den biologiske seksualitets individformeringer.

Både i den animalske parringsakt og måske især i den særlige yngelpleje, vi jo har tilfælles med de andre pattedyr, og som bl.a. er karakteriseret ved, at ’moderdyret’, :-), instinktivt og kropsligt, stiller sig til rådighed som en ’altruistisk’ næringskilde for afkommet, :-).

Ganske vist er dette yngelplejeinstinkt hos os blevet udvidet til at omfatte den ’forlængede barndoms’ seksuelle latens/’sublimerings’ periode, både frem til puberteten og også udover denne til en mulighed for individuel ’psyko-spirituel’ udvikling, ved at den høresans-baserede sproglige modifikation af de animalske sansebaserede bevidsthedsformer er opstået og dermed har underlagt os en særegen historisk-kulturel og dermed genetik-overskridende udvikling af vores socialiseringsformer og også vores individuelle ’omverdens-erkendelser’.

Dette sidstnævnte muliggør, at vi som arts-individer bevidsthedsmæssigt kan overskride vores arts-barriere, og på individuelt plan i personlig udvikling kan udvikle vort yngelpleje-instinkt til at omfatte ikke bare vor egen art men hele biosfærens komplekse arts mangfoldighed i en slags ’biosfærisk næstekærlighed’.

Ligesom vi, hver for sig og hvis vi vil, :-), kan ’udvikle vort ’følelsesregister’ til også at ’ære’ den samme planetariske biosfære’ som vor ’far og/eller mor’, da den jo faktisk har frembragt os, og derfor er vort ’ophav’, :-).

Med venlig hilsen

N.B. Hvis du ikke er bekendt med den i 1990’ernebiologiske opdagelse af de såkaldte ’spejlneuroner’, kan jeg anbefale dig at undersøge dette nærmere.
Det kan måske være dig til ’inspiration’ i din søgende afdækning af ’næstekærlighedens (biologiske) rødder’, :-):
http://en.wikipedia.org/wiki/Mirror_neurons

P.S. På Dansk findes en lille let læst bog:
Joachim Bauer: Hvorfor jeg føler det, du føler: intuitiv kommunikation og hemmeligheden ved spejlneuroner. Borgen 2006.
Indhold: Hverdagens resonansfænomener: hvorfor jeg føler det, du føler; Den neurobiologiske opdagelse: hvad spejlneuroner yder; Hvordan barnet spejler sig i verden og autismens problem; Spejlneuroner og sprogets oprindelse; Dit billede i mig, mit billede i dig: spejling og identitet; Spejlsystemer med lidenskab: flirt og kærlighed; Det intersubjektive betydningsrum: socialt fællesskab og social død; Unges miljøer og skolens chancer; Spejlneuroner i lægevidenskaben og psykoterapien; Relationer i hverdagen og livsform: hvad man kan lære af spejlcellerne; Gener, hjerne og spørgsmålet om den frie vilje; Spejling som evolutionens ledende tanke.

Hej, :-).

Hej Mark Thalmay
Tak for din udførlige replik.Jeg finder stor overlapning mellem det du anfører og Claessens ideer. Men jeg vil gerne svare mere udførligt. Så send mig din mailadresse, da jeg finder at dette sted ikke er det rette i den sammenhæng. Du kan finde min mailadresse under 'Kontakt' på min hjemmeside www.ibjoergensen.dk
venlig hilsen
Ib J.

Søren Blaabjerg

Specielt til Lasse Glavind, der på den ene side klandrer mig for at være for ukonkret, på den anden side hånligt nedgør et af de få konkrete eksempler jeg antydningsvist anfører

Mit indlæg var slet ikke et indlæg imod velfærdssamfundet, tværtimod, men jeg har nok udtrykt mig for uklart. Jeg prøver lige igen:

Det danske offentlige system er (groft set) en kombination af to principper over for hinanden, nemlig dels det solidariske ("barmhjertige") velfærdsprincip og det traktatmæssige ("retfærdige") seviceprincip. I de senere år i takt med borgerliggørelsen af samfundsånden generelt, er udviklingen så gået fra vefærdsprincippet til serviceprincippet med stormskridt. Staten er ikke gået på skrump, tværtimod, og aldrig før har den offentlige sektor været større, mægtigere og dyrere for skatteborgerne, men samfundet er klart blevet mere ubarmhjertigt, hvad de frivillige hjælpeorganisationer, der i højere og højere grad må træde hjælpende til, givetvis kan skrive under på.

Samtidigt kan man i mange tilfælde betvivle om det man får efter noget-for-noget-princippet nu også står mål med omkostningerne. Det er jo imidlertid "gratis", og derfor kappes man om at få mest muligt af "kagen", mens omkostningsbevidsheden såvel hos forbrugere som producenter kan være på et meget lille sted, til dels på grund af, at ingen i administrationen har nogen fordel af særligt rationel adfærd.

Dorte Sørensen

Soren Andersen du spørg – ”@Dorte
“PS: Hørte for nylig Løkke Rasmussen sige, at han var blevet jurist selv om han var født ind i en familie, der boede i en almenlejlighed i Vejle mv. Det var han nok ikke blevet hvis han havde levet før 1960érne.”
Kære Dorte, vil du svare mig ærligt og redeligt på hvad du selv synes om den måde at argumentere på? Prøv at være helt ærlig.”
Mit motiv med det udsagn var bare at sige , at hvis vi ikke havde fået udviklet det velfærdssamfund op gennem 1960érne så havde børn fra familier, som Løkke Rasmussen beskriver sin, ikke fået en videregående uddannelse. Det er bl.a. det jeg forstår ved lige mulighed.
PS: Beklager at jeg ikke har set det spørgsmål tidligere.

John Vedsegaard

Inden en eller anden tilfældig professor begynder at lange ud efter andre, skulle han mere se på hvad han selv har raget til sig for eksempel i form af løn og om han egentlig kan være det bekendt. Man skal jo ikke glemme at han arbejde på ingen måde skaber værdier i samfundet, men kun tapper os andre for penge!

-ehm-

Jeg troede at de 15-årige gik i skole....? og det samme gjorde de 15-18 årige? Og at man ej kunne få
kontanthjælp før man var 18 år?

Hele denne misere med at regne fra 15 eller 16 år til 66 år skyldes at engang for mange år siden gik man ud af skolen efter 7.klasse, altså da man var 13-14 eller måske 15 år.

Og er mennesker på SU måske ikke også på passiv forsørgelse?.

Dertil kommer at jeg at mange unge mennesker mellem 15 og 20 år har haft dårlige erfaringer i skolen...og ikke er begejstret for at komme tilbage på skolebænken igen...

randi christiansen

Mark Thalmay, Ib Jørgensen

Tak for jeres indlæg, som jeg synes giver en interessant vinkel på spørgsmålet om kærlighed.

Et abstrakt begreb som jeg finder det vanskeligt at inddrage i en fordelingspolitisk diskussion.

Dog, det er da et udmærket spørgsmål at stille : Hvorfor skal vi dele med hinanden ? Hvorfor vil vi gerne ?

Jeg mener, det kan besvares meget enkelt : Samarbejde er mest hensigtsmæssigt for vores overlevelse.

At kapitalisere på og konkurrere indbyrdes om biotopens ressourcer skaber social-og miljøubalance – som det ses.

Samarbejde og konkurrence synes at være urin-stinkter, som endnu ikke ved intellektets hjælp har fundet deres rette placering ifht ressourceadministration.

Når folk beslaglægger en betydelig del af BNP, skal man ikke holde sig tilbage fra at tage langt mere end 50% af deres indkomst. Man skal tage 80% af det, de tjener mere end dem, der ikke betaler topskat. Vil de så holde op med at arbejde? Jeg tvivler stærkt, for det, de stadigvæk får i posen, er jo en væsentlig del af det, de tjener mere end alle andre - selvom deres døgn ikke har flere timer, deres arbejde er behageligt - ofte faktisk består af noget, vi andre betaler penge for i vores fritid - og behageligt frit egentligt ansvar i den eksistentielle betydning, hvor vi andre møder begrebet.

Jeg har faktisk ved en forelæsning i USA sagt, at jeg gerne ville betale 80% i skat, hvis det var nødvendigt for at leve i et humant samfund. Det vakte naturligvis en vis furore :-)) Men som Randi siger, så er det afgørende hvilken belastning jeg udøver på ressourcerne, når jeg bruger mine restrende 20%. Vi skal nok ikke til at tale om eksistensminimum, men eksistensrimelighed. Hvor 'rimeligt' viser hen til den globale situation og retfærdighed.

randi christiansen

Ib Jørgensen : resoourcebelastning hænger vel også i nogen grad sammen med, hvormange ressourcer du kontrollerer - selvfølgelig kan du være meget hensynsfuld med de 80% og et svin med de20% - men alligevel, vi må have en balanceret fordelingsnøgle, så det ikke er overladt til den enkelte eller de 1% at forvalte efter egen begrænsede indsigt - det er jo russisk roulette på dødsdromen - det rene vanvid.

@Peter Hansen og Ib Jørgensen

Hvis I to tænkte lidt mere globalt, så er det faktisk jer selv der beslaglægger en urimelig stor del af BNP og driver rovdrift på ressourcerne.