Læsetid: 4 min.

Hvem rådgiver Ole Sohn?

Hvor er alle regeringens spindoktorer, når der er brug for dem
26. november 2011

Den ny regering har bl.a. markeret sig ved et overvældende antal politisk ansatte rådgivere. Flere ministre kan ikke klare sig med en, men har hele to spindoktorer. Som regel hentet fra pressen — der i blandt herværende avis. Erfaringsmæssigt udmærker journalister sig i at være ekspert-i-hvad-som-helst, aldrig at indrømme at der er noget, de (vi) ikke ved og i det hele taget ved at have en generel Karl Smart-attitude.

Så man kan godt forstå, hvis der — som Berlingeren skrev torsdag — er udbrudt en magtkamp mellem spindoktorer og de ministerielle embedsmænd. Sidstnævnte er måske mere diskrete i deres virkemidler, men det er ikke mit indtryk, at de er håndsky over for at gøre, hvad der skal til for at fastholde magten. Magten over ministrene — eller måske mere præcist — magten over adgangen til ministrene.

Måske er det sådanne magtkampe, der ligger til grund for den ualmindeligt ringe rådgivning, Ole Sohn har fået i sagen om pengestrømmen fra Moskva under sin tid som DPK-formand. De, der skulle rådgive ham, har simpelthen været optaget andetsteds. For ikke siden Københavns Universitets håndtering af Marlene Wind-sagen har man set så hjælpeløs en kommunikation. Der er naturligvis også den mulighed, at han er blevet rådgivet, men bare ikke har hørt efter. I så fald må det skrives på den politiske plusside, som det endelige tegn på, at han har lagt alt, hvad han lærte i DKP endegyldigt bag sig.

Kommunisttrick

På den anden side, så var kommunikationsstrategien i DKP jo meget enkel — noget i retning af ’benægt alt —også fakta’. Erhvervs- og vækstministeren (har titlen ikke en reminicens af sovjettiden over sig?) har i hvert fald kludret noget så gevaldigt i det. For et år siden sagde han, at han omgående stoppede pengestrømmen fra Moskva. I denne uge at han var ’upræcis’, da han sagde det. Der gik lidt tid. Sohn burde vide, at for en politiker at sige ’jeg var upræcis’ i vælgernes ører bliver til ’jeg løj’.

Oppositionen i form af Venstre og Dansk Folkeparti, der jo altid står klar med den første sten, har da også kastet sig frådende over ministeren med krav om alt muligt fra canossagang til ministerafgang.

Sagen ligger 20 år tilbage, og Ole Sohn er i mellemtiden blevet valgt ind i folketinget seks gange. Han har ikke offentligt strøet aske over sit åsyn og grædende bedt om tilgivelse for ungdommens politiske vildfarelser, men man kan roligt sige, at han har gjort afbigt på anden måde blandt andet ved sin gribende biografi om den danske kommunist Arne Munch Petersen, der døde i Butyrka-fænglet i Moskva som offer for Stalins udrensninger, og flere andre bøger om periodens vanvid.

Vælgerne er ligeglade

En måling fra analyseinstituttet Epinion for DR i denne uge viser da også, at sagen trods massiv mediedækning ikke flytter vælgere: Ca. 40 procent mener, at han bør træde tilbage. Af dem stemmer tre ud af fire borgerligt. Ca. 40 procent mener, at han bør blive. Af dem stemmer tre ud af fire på venstrefløjen. Ca. 50 procent mener, at sagen skader hans troværdighed. Af dem stemmer ca. 80 procent borgerligt. Det er nogenlunde de samme tal som for tre uger siden.

Til gengæld kan Ole Sohn glæde sig over, at langt flere genkender hans navn sammenlignet med for tre uger siden. Men de kan ikke nødvendigvis tage stilling til hans person.

Meget tyder på, at Søren Pind, Søren Espersen og medierne bruger en masse tid på en sag, som vælgerne er færdige med. Pind og Espersen har muligvis ikke andet at tage sig til, men medierne skulle måske se sig om efter nogle mere nutidsrelevante historier.

På den anden side viser en meningsmåling i Politiken fredag, at Enhedslisten for første gang er større end SF. SF står til syv procent mens Enhedslisten er gået frem til 7,5 procent.

For blot halvandet år siden blev SF målt til 18,1 procent og Enhedslisten lå og rodede omkring spærregrænsen med sølle 2,5 procent.

Johanne- og Villy-effekt

Tallene er en fortsættelse af den tendens, vi har set længe. Noget skyldes sikkert den meget omtalte Johanne-effekt, men som nogle vil huske, var der også en gang en meget omtalt Villy-effekt. Den slags holder ikke evigt. Således er der noget til alle. Enhedslisten kan juble over sin succes, og SF kan trøste sig med, at billedet meget hurtigt kan ændre sig.

Det koster at gå på kompromis, og det koster at være den lille i en koalitionsregering. Ole Sohn-sagen og den ualmindeligt dårlige håndtering har næppe gavnet partiet. Men alt kommer til den, der venter. Og som vi avislæsere og tv-seere har kunnet konstatere: Marlene Wind er kommet på banen igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Har givet Mediekommentaren en anbefaling, så her bare nogle små sidebemærkninger.
Dels så er det vel ikke utroværdigt, at man siger at ens tidligere udtalelse ikke var præcis nok – i mine øjne skulle lidt selv erkendelse styrke troværdigheden..
Dels så kan Enhedslistens fremgang måske skyldes, at de hovedsagligt har forholdt sig til politiske sager og kørt uden at udtale sig om de i pressen meget opkørte personsager.

@Holger
Uanset hvor mange gange du siger det, ændrer det ikke ved, at Ole Sohn i denne sag har væltet rundt som en hund i et spil kegler uden det mindste begreb skabt om, hvordan man skulle håndtere denne situation, og det er stærkt bekymrende !

Det problematiske i Sohn-sagen er, at fokus kun har været rettet mod støtte til ét parti. Pressen burde undersøge støtte til alle politiske partier.

I denne uge dukkede f.eks. en ny skandale op i Italien. Et firma, Finmeccanica, (dem med bl.a. IC4 tog) bliver undersøgt for at have brugt penge fra overfakturerede regninger til støtte af politiske partier. Se evt. min blog

Nu er det jo ret ligegyldigt hvad Sohn selv siger, for den borgerlige presse klarer sig fint uden hans udtalelser, - de kører bare en sløjfe af deres egne gamle artikler igennem et universitet, et telegrambureau og et par retrospektive kommentarer, og vips! så er der en forside med "nyheder" i Sohn-sagen.

Mon ikke også Lone Kühlmanns kommentar her, kan bruges til at skrive at der er kommet nyt i sagen?
;-)

Al ære og respekt for Lone Kühlmann, men mon ikke hun har en bjælke i øjet, som der står "eget fag" på?

Skulle man tage hendes udsagn for pålydende, så ville sagen altså ikke være blevet blæst så stort op, hvis Ole Sohn bare havde svaret lidt fornuftigere, og det krævede bare at han havde en bedre spindoktor?

Lone Kühlmann læner sig tilbage i sin kommentar, og påberåber sig den rene observatør- og referentrolle, men den holder ikke.

Det er nemlig redaktører på diverse medier der har magten til at tolke verden, - det er dem der har har fravalgt positiv tolkning, og det er dem, der har besluttet at nogle af Sohn kommentarer er problematiske og værdige til både forside og dobbeltopslag.

Det må pressekorpset tage sit ansvar for, - når der konstrueres mudrede og tomme forsider, så bør enhver journalist og redaktør feje for egen dør, istedet for at hjælpe synderne med at sende aben videre.

Kühlmann, klog og godt skrivende som altid.
Men i grunden har A. P. Møllers pengegaver til Højre og Venstre nok været et langt, langt større problem for Danmark end SUKPs gaver til det betydningsløse DKP.

Inger Sundsvald

”I denne uge at han var ’upræcis’, da han sagde det. Der gik lidt tid. Sohn burde vide, at for en politiker at sige ’jeg var upræcis’ i vælgernes ører bliver til ’jeg løj’.”

Nej, det bliver det ikke til i vælgernes ører men i journalisters ører - som i samme åndedræt kan sige at ”vælgerne er ligeglade”.

Er der overhovedet nogen, der kan huske, hvad denne 'sag' drejer sig om?

Som jeg læser indlæggende er der nu mere tale om religiøse forsvar og angreb på en person, som man opfatter værende repræsentant for noget men tror eller ikke tror på a la:

Jeg er socialist, Ole Sohn er socialist, ergo er et angreb på Ole Sohn et angreb på mig, og derfor må jeg forsvare mig. [indsæt selv ideologi og person, så det passer].

Det er lidt Erasmus Montanus agtigt.

Ja, kære Mikael Petersen,

sagen handler i al sin enkelthed om, hvorvidt Ole Sohn personligt har modtaget penge fra Sovjetunionen, eftersom dette ville være skatteunddragelse.

Han har ikke afvist at DKP modtog penge på den ene og anden måde, men den sag er jo ikke så meget værd, eftersom politiske foreninger er skattefritagede.

Så laver man lige en krølle, og siger at eftersom hans løn blev betalt med partimidler, så må det naturligvis være en ulovlighed.

Men der er stadig ikke noget der kan holde vand nok til at få selv den mest kommunistforskrækkede politiperson til at rejse sigtelse.

Så sylter man lidt rundt i, om han havde standset tilgangen af midler fra Sovjet øjeblikkeligt, eller blot igangsat processen øjeblikkeligt, og det bliver så til, at han har udtalt sig upræcist, og selv kære lone Kühlman kolporterer at almindelige mennesker vil tolke dette som at han har løjet.

Har jeg glemt noget? Sandsynligvis, for i denne sag lægger kommunistjægerne vægt på detaljer i myrek****hårsstørrelse!

Tom W. Petersen

Det forholder sig formentlig sådan, at partiet Venstre har et lille korps af snagere, der døgnet rundt arbejder på, om de kan finde noget snavs om regerigens medlemmer. Finder de så noget, der bare er antydning af mulig substans i, skal det blæses op og frem på alle villige mediers forsider.
Måske var der ikke rigtig noget i det, men i offentligheden virker det alligevel; for "der går vel ikke røg af en brand, uden at der er ild i den", som man siger.
Der er virkelig tale om folk, der uden skrupler kaster med sten, selv om de bor i et glashus.
Hovedsagen er, substans eller ej: Der skal kastes mistanker.
Og hvad skulle departementchefen i Helle Thorning-Schmidts skattesag? Og hvorfor lyver Trolex Lund-Poulsen om sin tavshedspligt?
O.s.v.

Inger Sundsvald

Helle Thorning-Schmidt er kvinde, og landets første kvindelige statsminister. Hun stiller op og svarer ordentligt og reelt på pressens spørgsmål om alle mulige ting som kun er beregnet til at forsøge på at jorde hende. Altså typisk (mine fordomme, indrømmet) om visse mænd/magt/neandertaler/ronkedor/attitude etc.

Det har vi Bent Falberts ord for hos Jersild.

Det er efterhånden et uværdigt skuespil, som jeg ikke fatter at pressens ’ordentlige’ mænd (og kvinder) vi være bekendt.

Jeg er ikke socialdemokrat, men det er sgu da lige før jeg bliver det, bare for at vise min solidaritet og respekt for en kvinde, der i den grad har kunnet stå for mosten. Det er der nok ikke mange mænd der kunne have klaret, og jeg HÅBER VIRKELIG, at det ikke lykkes at få hende ned med nakken, så hun eller hendes børn ikke, som i ”Borgen”, skal bukke under for svineriet.

Kurt Svennevig Christensen

Er der ingen af de mange kloge hoveder der bruger tid på denne sag, der får den tanke at Sohn sagen er en rimelig god sag for regeringen? "Rimelig" i den forstand, at den er bedre end andre sager lige nu.

Jeg mener så længe fokus er på Ole Sohn, presses regeringen jo ikke til at skulle svare på de store politiske spørgsmål.

For Sohn sagen er faktuelt ikke nogen sag. Det er en sag fordi den holdes i live af selvpromoverende politikere (medielus) som Pind og Espersen. Der er ikke fugls føde på sagen, i forhold til Sohns kommunistiske fortid, der er kun spørgsmålet om hvorvidt han som minister har talt sandt. Og målt på den vægt, er det så bare minister Ole Sohns tur i disse tider.

Hvad er der for et underligt behov der driver folk og fæ til at diskutere noget så indlysende og derfor også politisk ligegyldig? Hvad er dansk politik efterhånden blevet til andet end sager som her Sohn, Sass iblandet noget sex?

Jeg har forstået journalisterne når de siger de kun beskæftiger sig med og skriver om det folk vil læse. OK, men er det så blevet til, at journalister og medier nu kun se på sig selv og den elektroniske debat og derfor bruger de folk der ikke deltager i den elektroniske debat og politikerne som et middel til egen virksomhed?

Jeg ved det ikke, men når jeg ser uden for Danmarks grænser, så er det næsten ufatteligt, hvor lidt og ligegyldigt vi i Danmark beskæftiger os med den verden vi har ansvaret for.

Inger Sundsvald

Her i landet har det i mange år drejet sig om SKATTESTOP. Den borgerlige presse og de borgerlige vælgere er rædselsslagne for muligvis at komme til at betale et par procent mere i skat eller at få frataget nogle privilegier.

Derfor, og kun derfor, er den store svinefabrik gået i gang. Man vil hellere have Løkke til at varetage egne private økonomiske interesser. Det er trods alt Venstre der har orkestreret bolig- og bankpolitikken. Aldrig har Løkke været så respekteret som nu, og det kan han takke de borgerlige medierne for – der er jo heller ikke andre som kan oplyse folk om forholdene i jernindustrien.

Derfor gælder det om at få indgivet almindelige lønslaver den opfattelse at Løkke og Venstre har forstand på landets økonomi – se bare hvor dårligt det nu går nu, hvor han ikke er ved roret - med flere og flere arbejdsløse.

Sådan noget som miljø, klima, verdensøkonomien og solidaritet er ikke noget at bekymre sig om. Så længe den går, så går den - og hypnose og gentagne ”sandheder” virker.

Ansvar for verden? Gå hjem og vug Kurt.

Inger Sundsvald

Det er også en anelse for konspiratorisk for mig, at forestille sig at regeringen er godt tilfreds med mediernes dagsorden og i virkeligheden gemmer sig bag Ole Sohn m.fl. - for at undgå at svare på ”de store politiske spørgsmål”.

Den må du længere ud på landet med, Kurt ;-)

Forhåbentlig får Ole Sohn professionel hjælp af en som Lone Kühlmann. Det er vigtigt at kende til sådanne bedrevidende væsener, der skråsikkert udtaler sig tungt og på meget mangelfuldt grundlag. Det er først når budskabet i kommunikationen får selv en Lone Kühlmann til at fange de nødvendige pointer, at den reelt er lykkedes - og så skal resten af verden nok også fange det.

Alt for ofte kommunikerer vi på for højt og indforstået niveau, men vi er i stedet nød til at nå helt ned til det subliminale pixibogsniveau, som Venstres pressetjeneste er eksperter i. Selv om det er voldsomt svært at nå samme forenklingsgrad, må der da være folk tilbage, der har lært noget effektivt på DKPs dygtige skolingskurser i demagogi.

Inger Sundsvald

Alle må kunne stå for mosten. Det gælder Thorning, Sohn og Kühlmann. Det gør mig naturligvis ondt, når jeg ser mig nødsaget til, at påpege en diskrepans hos en person som Lone Kühlmann, hvis bøger jeg køber og hvis morsomme skriverier jeg sætter stor pris på. Men ret skal være ret. Og jeg vedgår at vi nok aldrig bliver politisk enige.

Inger Sundsvald

Der er noget der irriterer mig en del. Hvorfor er mine feministiske forbilleder og ikoner sådan nogle borgerlige egoister?

Hvorfor er mine daglige aviser ”blå”?

Jeg abonnerer også på www.Arbejderen.dk og er glad for det udsyn det giver, men jeg er højligt utilfreds med at mine interesser ikke bliver varetaget i det brede mediebillede. Jeg føler mig forfordelt for mine egne penge.

Jeg ved naturligvis godt, at der skal støttekroner og annoncer til, for at en avis kan løbe rundt. Men når jeg kigger på Danmarks Radio og Clement Kjærsgaard og Jersild Live, så bliver jeg meget bevidst om at jeg er til grin for mine egene licenskroner.

Prøv lige at se dette her:

”Men har de noget som helst med vore såkaldt civiliserede samfund at gøre? I al fald dukkede de op i tankerne, da jeg efter at have læst dem i flyveren, landede i Danmark og på tv betragtede syv jakkeklædte mænd diskutere udenrigspolitik med en oplagt Clement Kjersgard. De havde næppe drukket sæd fra yngre, uskyldige mænd, men hvorfor var der så alligevel — og som den største selvfølge i verden — kun mænd med i debatten?”
http://www.information.dk/286114

@ Inger Sundsvald

Tak for dine fremhævelser af Helle Thorning Schmidts fortræffelige håndtering af mediernes fokus på ligegyldigheder. Du har ret i, at HTS svarer roligt på spørgsmålene.

Jeg synes ikke, at du har ikke ret i, at man skal være kvinde for at gøre det. Det er en almindeligt anerkendt måde at udføre governance på. HTS gør det bare som den første statsminister i lang tid. Til gengæld så gør HTS det meget konsekvent. Det holder simpelthen.

Som en dissens til Lone Kühlmann, mener jeg dog, at Ole Sohn også gør det godt. Han har besvaret disse ret nidkære journalister roligt og så fattet man nu kan, når man bliver trådt så grundigt over tæerne.

Det er reelle svar fra en reel mand. Når medierne spørger får det selvfølgelig et rent svar. Det er såmænd bare klar tale og rent dansk. Det er ikke spin og dermed ikke løgn.

Debat om politik i Danmark kan efterhånden skæres ned til følgende citat fra artiklen: "En måling fra analyseinstituttet Epinion for DR i denne uge viser da også, at sagen trods massiv mediedækning ikke flytter vælgere: Ca. 40 procent mener, at han bør træde tilbage. Af dem stemmer tre ud af fire borgerligt. Ca. 40 procent mener, at han bør blive. Af dem stemmer tre ud af fire på venstrefløjen. Ca. 50 procent mener, at sagen skader hans troværdighed. Af dem stemmer ca. 80 procent borgerligt."

Det omtaler Ole Sohn, men i virkeligheden er det billedet på alt hvad der har med politik at gøre i Danmark. Er man i forvejen af en politisk overbevisning er alt hvad der kommer fra den kant iorden og den anden kant ikke iorden. Det gælder medier, debattører, redaktører og alle andre aktører.

Der er meget langt imellem reel politisk analyse af det politiske arbejde, visionerne for fremtiden, de konkrete løsningsmetoder, konsekvenserne for samfundet (ikke kun økonomisk, men også socialt, holdningsmæssigt og internationalt). Det er automat-reaktioner, Rød er dum, blå er godt eller omvendt.

I virkeligheden bliver politik og debat af denne meget mere interessant når den løsrives personer og partier. Hvad vil borgerne i samfundet, hvilket samfund ønsker vi, hvilken stat ønsker vi?

Politikere - uanset parti - er under alle omstændigheder en meget dyr forretning for os allesammen.

http://da-dk.facebook.com/politikerpension

Mikael Petersen formår at holde sig selv i gang. Det synes jeg er rigtig godt. Man får heller ikke nget ud af at kommunikere med ham, må Karlsen vel kunne konstatere.
Men Mikael, fortsæt. Det går dig godt. Dine indklg er korte, og rykker ikke for meget ved noget i den rigtige verden. Fortsæt.

jan christensen

jeg synes , det er fedt hvis ole sohn og dkp har fået penge af russerne, dkp var et rigtigt godt parti at have i det danske folketing og ap møller ville nok ikke financiere dem

@ inger Sundsvald

Nå for f.. Så har jeg misforstået. Damn, hvad ska vi så snakke om. Erhvervs og vækstpolitik måske?

;-)

Bjarne Bisgaard Jensen

fnidder fnadder, hvor er jeg dog inderligt træt af den evige personfnidder og en ganske bovlam presse, som yndigt spiller med på melodien, herunder desværre også denne avis med lederen fra CJ.
Vi står snart i lort til halsen med økonomisk krise, klimaproblemer, nord-syd og de fattige ulande mod den såkaldt civiliserede verden, hvis mærkevare er udnyttelse af mennesker og ressourcer uden tanke for helheden.
Det er der naturligvis ingen grund til at beskæftige sig med

Den umiddelbare løsning på Sohn's problemer må være at han får en 3'de spindoktor, 2 er åbenbart ikke nok.

Det irriterer mig voldsomt, at netop den minister som skulle være en af frontfigurerne i Damarks "genopretning" med mere fokus på erhverv og vækst, fuldstændigt er sovset ind i sin fortid. Han skulle istedet for bruge sin tid på at planlægge fremtiden.

Man kan bebrejde pressen dens personfiksering og "gåen efter manden istedet for bolden" attitude. Det er dog det vilkår som politkerne bydes og derfor må forholde sig til med rettidig omhu. Set i bakspejlet, burde Thorning og Søvndal have set at Sohn's fortid kunne blive problematisk når han rykkede op på ministerstolen.

Niels Christensen

SF har et' problem.
Man kan også spørge hvem der har rådgivet Cekic i fattigdoms diskussionen.
Når der nu findes fattige i DK, hvorfor fanden vælger hun så en', der ikke er det.
En god rådgiver ville have gennemspillet sagen, og fået Cekic til at skrue ned for den følelsesladede populistiske moralisme ( 'har ikke råd til sko'), og i stedet sørge for at hun koncentrede sig om at vinde diskussionen med Olsen.

John Kragenskjold

Ole Sohn lod sig forføre af nogle autoritære magthavere der påstod de ville fremme socialismen, ganske som de mennesker der lader sig forføre af en kapitalismen der pakker sig ind i demokratiske og humanistiske termer, men i virkeligheden virker undertrykkende og er ødelæggende for Jorden.

En dag er det borgerlige der skal stå til ansvar for deres støtte til et økonomisk system der ved neglekt hver dag slår 30.000 børn ihjel, gør frodige naturområder til ørkener, forurener verdenshavene, gør mennesker til slaver, starter angrebskrige med hundredtusinder menneskelige ofre osv.

Forskellen på borgerlige og Sohn er dog den, at Sohn troede på og kæmpede for en bedre Verden for alle, hvor borgerlige virker for en ekskluderende irrationel blanding af navlepillende nationalisme og et økonomisk system der reelt betyder at demokratiet er sat ud af spil og et globalt plutokrati sat istedet.

Hvordan mon de borgerlige i fremtiden vil undskylde sig?