Kommentar
Læsetid: 2 min.

Hvem skal udbyde masteruddannelser?

Professionshøjskolerne ønsker at udbyde masteruddannelser på linje med universiteterne. Men de studerende har behov for tæt kontakt til forskningen, og derfor bør universiteter og professionsuddannelser i stedet samarbejde om efteruddannelse
Indland
2. november 2011

Snart bliver det afgjort, hvem der fremover skal kunne udbyde en masteruddannelse. I dag er det universiteternes opgave, men siden samlingen af mellemlange og korte videregående uddannelser i professionshøjskoler har disse skolers ledere stadigt stærkere argumenteret for, at de skal kunne drive særlige masteruddannelser for professionerne.

Masteruddannelse er det øverste niveau i det system af deltidsuddannelser, som blev indført i Danmark for lidt over ti år siden. De regnes på niveau med kandidatuddannelser og er derfor placeret som en del af den forskningsbaserede uddannelsesvirksomhed ved universiteterne.

Det ønsker professionshøjskolerne at ændre, og i sommer blev det aftalt, at det skulle overvejes, om der kunne etableres særlige professionsmasteruddannelser. Danmarks Evalueringsinstitut analyserer derfor behovet for sådanne uddannelser og forventes at være færdige i løbet af næste måned.

Vildledende skelnen

Undervisningsministeriet har i den forbindelse lavet en beskrivelse af forskellen mellem masteruddannelser og professionsmasteruddannelser. Her hedder det bl.a., at »masteruddannelser er forskningsbaserede videregående uddannelser (...) der har til formål at give studerende med praktisk erhvervserfaring og en forudgående uddannelsesbaggrund en videregående uddannelse inden for et specialiseret område«, mens professionsmasteruddannelser er »karakteriseret af, at uddannelsens professionssigte opfyldes ved at inddrage den nyeste professionsviden på højeste niveau (...) samt at der sikres en tæt kobling til praksis«.

Det er vildledende at skelne på denne måde. De masterstuderendes praktiske erhvervserfaring, uddannelsesbaggrund og det specialiserede område ligger oftest inden for en profession eller på tværs af beslægtede professioner. Masteruddannelser er derfor i praksis som oftest professionsmasteruddannelser! Det er uhensigtsmæssigt at oprette en ny uddannelse til behov, som dækkes af de eksisterende masteruddannelser.

Det forsknings- og uddannelsesmiljø, jeg selv arbejder i, har langvarig erfaring med udvikling og drift af masteruddannelser, som helt overvejende søges af personer med en professionsuddannelse inden for velfærdsområderne. Disse studerende arbejder i vidt omfang med deres 'egne' professionsfaglige problemstillinger i opgaver, projekter mm. Men det fremgår af evalueringer og løbende kontakt, at de studerende har stort udbytte af at kunne samarbejde og diskutere med folk fra andre professionsområder. Og ikke mindst ser de det som en styrke, at uddannelsen foregår på et universitet, hvor der via underviserne og på andre måder er tæt sammenhæng til relevant forskning.

Samarbejd

Disse styrker vil professionsmasteruddannelser ikke rumme. Med al respekt for den vidensudvikling, der sker ved professionshøjskolerne, er der ingen tvivl om, at universiteterne som forskningsinstitutioner har langt stærkere forudsætninger for at basere uddannelserne på holdbar og relevant viden.

Forslaget om at etablere professionsmasteruddannelser til behov, som i forvejen dækkes af de eksisterende masteruddannelser, vil udløse en stærk og uigennemskuelig konkurrence mellem universiteter og professionshøjskoler til skade for begge parter og for de uddannelsessøgende. Det vil være langt bedre at samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler med udgangspunkt i de eksisterende masteruddannelser. Formen kunne f.eks. være, at der for masteruddannelser med et klart professionssigte etableres samarbejde mellem det udbydende universitet og mindst én professionshøjskole om profil, professionskontakt, undervisning og praksisforløb. Sådanne former for samarbejde burde være lettere at skabe nu, hvor professionshøjskoler og universiteter hører hjemme i samme ministerium.

Palle Rasmussen er professor på Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Thorslund

Mens vi løfter blikket ud over den danske andedam. Hvad er det, der er så specielt ved den danske model, at alene danske professionshøjskoler (Universities of Applied Sciences) ikke kan udbyde uddannelser på masterniveau? Det sker ellers i stort set samtlige andre lande med tilsvarende institutioner: Hele norden, Holland, Østrig, Portugal, Tyskland osv. Undtaget er vist alene de 3 baltiske stater.
Tættere samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler vil være meget ønskværdigt. Det har dog ikke været videnskabsministeriet, der har bremset dette samarbejde hidtil!

-øh-

Taler vi om kandidat-uddannelser her på dansk? Er det som hedder Masteruddannelser? Eller er det mon Ph.D. studierne, der her betegnes som Master-uddannelser?

Desuden så er det korrekt at VKO indførte deltids-uddannelser for 10 år siden. Bare man betaler. F.eks. koster det nu cirka 36.000 at tage et linjefag i engelsk på en professions-højskole, det tidligere seminarium.
Og det koster cirka 12-15.000 kroner at tage en pædagogisk diplom-uddannelse, f.eks. for at blive FVU-lærer. (uddannelsen er nu nedlagt, men løb over 2 semestre).

Man bør også huske på at professions-højskolerne, altså University Colleges, uddanner andet end lærere, de uddanner f.eks. fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker mm. Og jeg har svært ved at se hvorfor de her ikke må få en Master (kandidatgrad?) ovenpå deres professionsbachelor-uddannelser.

Noget andet er det med lærer-uddannelsen:
Her vil jeg gerne slå til lyd for at man laver en egentlig læreruddannelsen i Danmark. I Aalborg, på Aalborg Universitet har man således lavet en decideret gymnasielæreruddannelse til de folk der gerne vil være gymnasie-lærere. Og jeg mener at denne praksis bør overføres til hele landet. Og jeg mener også, at der med tiden bør indføres en egentlig lærer-uddannelse i Danmark.

Og det skal ske på dne måde, at man f.eks. bliver optaget på et University College, så går man der i 3 år og bliver uddannet som lærer til og med 6.klasse. Derefter hopper man over på et universitet i 2 år og bliver uddannet som lærer fra 7.klasse til 3.g. Og lærer om ungdomspædagogik mm. Og man kan så vælge to af sine linjefag fra seminariet som kan så fordyber sig her. Og der bør indføres ekstremt meget mere praktik samt kræves at man i mindst 14 dage af hver praktik står alene med børnene (eleverne). Det lærer man som lærer nemlig allermest af.

Desuden mener jeg, at skolerne burde overveje om det ikke var bedre for de mså fra 1.-3.klasse at have den samme lærer til allee fag; måske er det derfor finnerne klarer sig så godt i PISA?