Læsetid: 4 min.

'Løgnen er fundamentet i hverdagen'

Sagsbehandlere og myndigheder er for dårlige til at spotte den kulturkløft, der er mellem det velfungerende samfund og de dysfunktionelle familier. Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, der selv er vokset op i et hjem med vold, fattigdom og misbrug, bliver i dag aldrig overrasket over en ny Brønderslevsag
Løgnen er fuldstændig grundlæggende i de miljøer. Her finder man altid en forklaring, der passer til situationen. Og hvis man så er en uerfaren sagsbehandler, er der en vis fare for, at man tror alt for blindt og naivt på det, der bliver fortalt.

Løgnen er fuldstændig grundlæggende i de miljøer. Her finder man altid en forklaring, der passer til situationen. Og hvis man så er en uerfaren sagsbehandler, er der en vis fare for, at man tror alt for blindt og naivt på det, der bliver fortalt.

Uffe Weng

14. november 2011

Ofte havde Lisbeth Zornig Andersens mor børnene på slæb. Bare for at vise søde-Bent nede på kommunen, at børnene manglede skoletasker, vinterstøvler og gik i laset tøj. Men pengene, som hun fik med hjem igen, blev aldrig brugt på en ny skoletaske.

»Min mor var ekspert i at sweat-talke myndighederne og sætte sig selv i en offersituation,« siger Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet og aktuel med bogen Zornig — vrede er mit mellemnavn. Bogen er en beretning om Zornig Andersens egen opvækst i et Danmark, hvor svigt, vold, fattigdom og misbrug er del af hverdagen, et Danmark, hvor der sjældent er mad i køleskabet, men hvor der til gengæld er rigeligt med alkohol, piller og hash. Det er her, truslen om tvangsfjernelse er latent, og her, barndomsår på værtshus bliver afløst af børnehjem og plejefamilier. Eller som Lisbeth Zornig Andersen selv skrev det i en kronik i Politiken, så er det her, »børnene aldrig ved, om dagen ender med tæsk eller med alt for håndgribelig kærlighed fra forældre, venner og naboer«.

Det er sådan, hun selv oplevede det — og det er de erfaringer, der gør, at hun ikke bliver forbavset, når der dukker en ny Brønderslevsag op.

»Der er et miljø, der er fuldstændig adskilt fra det almindelige samfund. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, her er man drevet af lyst og overlevelse spædet op af store mængder hash, alkohol og piller. Her er der ingen normer eller moral at navigere efter, her navigerer man efter, hvad der er strafbart,« siger Lisbeth Zornig Andersen, der kalder miljøerne for 'værdiløse'.

Løgnen som fundament

»Da min stedfar fortalte, at han havde skudt efter naboen, fordi naboen havde kigget ind ad vinduet, og jeg spurgte: 'Ramte du,' svarede han bare: 'Det ved jeg ikke, jeg hørte træskoene'. Det viser meget godt, hvordan normerne er i fuldstændig opløsning.«

Men den kulturkløft mellem det almindelige samfund og de miljøer, der ender med Brønderslev- og Tøndersager, er sagsbehandlere og myndigheder for dårlige til at se i dag, mener Lisbeth Zornig Andersen. Det er de, både fordi familierne gør alt for at undgå det almindelige samfund: De holder deres børn hjemme fra skolen, fra naboerne og flytter til en ny kommune, så snart myndighederne har fået øje på dem. Som en af Lisbeth Zornig Andersens bekendtes datter, der ikke har gået i skole i flere år, og som da hun reelt set skulle være startet i ottende klasse var på en sjette klasses niveau. Et andet er element er løgnen: »Løgnen er fuldstændig grundlæggende i de miljøer. Her finder man altid en forklaring, der passer til situationen. Og hvis man så er en uerfaren sagsbehandler, er der en vis fare for, at man tror alt for blindt og naivt på det, der bliver fortalt. Så tager man forklaringer om, at børnene er ovre hos naboen eller om, hvorfor der roder, for gode varer. Og så er det, at der kan gå år, før man opdager de her sager,« siger Zornig Andersen.

»Nogle gange lyver man af frygt for, hvad der sker, hvis man siger sandheden til sagsbehandleren, for eksempel, hvis man har ligget og sovet, fordi man har været fuld, mens ens barn har løbet rundt i lejligheden. Man tænker hele tiden et skridt fremad, fordi man er bange for følgerne, og derfor benægter man,« siger Zornig Andersen og nævner et eksempel. Da hun i sommer interviewede sin mor til en dokumentarfilm, spurgte hun hende om, hvorfor der ikke var nogle fotografier fra hendes barndom. Moderen fik så udførligt forklaret, at de ikke havde haft råd til kamera, imens Lisbeth Zornig Andersen under hele interviewet sad med billederne fra barndommen i tasken: »Det behøver slet ikke at handle om de store, grundlæggende ting. Det viser bare, hvor meget løgnen sidder der.«

Samtidig føler Danmarks svageste sig tvunget til at lyve for ikke at miste de rettigheder, de har, mener Lisbeth Zornig Andersen.

»Når en bekendt begynder at fortælle om de svigt, hun har udøvet over for sine børn, bliver hun truet fra myndighedernes side,« siger hun og forklarer, at der fra myndighedernes side ikke er en invitation om at få fortalt tingene, som de er. At der ikke er nogen hentydninger til, at nu starter vi forfra.

»Sådan en forælder er skrækslagen for, at der skal findes en plet, så derfor lyver man. Og det er ikke, fordi man er specielt dreven, ond eller er et dårligt menneske, men fordi man er i det her miljø. Det er min bedste overbevisning, at socialrådgiveren bliver nødt til at skabe tillid i de her familier i stedet for frygt, hvis man vil ind.«

Her hjælper det bestemt ikke at møde de dysfunktionelle familier med nedladenhed, som det sker, ifølge Lisbeth Zornig Andersen. Hun kommer med et konkret eksempel fra forleden, da hendes bekendte fik tilsendt en ferieplan for, hvornår hendes anbragte børn kunne komme hjem, hvor blev der tilføjet et p.s. »jeg har i øvrigt hørt, at der er misbrug i hjemmet. Det må vi lige tale om.«

»Hvad har vedkommende tænkt sig? At ferieplanen skal printes ud og hænges på køleskabet, så børnene kan se den?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tja Leif, indtil videre er "Velfærdsdanmark" vel rystet over at sådanne forhold eksisterer - det er kun socialarbejdere, politi og redningskorps og ejendomsfunktionærer der bliver konfronteret med den virkelighed, der eksisterer i denne del af samfundet.
Politifolk skriver socialrapporter der går videre til Socialforvaltningen - men hvad sker der videre?

"Løgnen er fuldstændig grundlæggende i de miljøer. Her finder man altid en forklaring, der passer til situationen"

Det er pudsigt som det ligner alt andet dysfunktionelt.

Brian Pietersen

eg synes nu sagtens jeg kan se det i hverdagen, man kan bare kigge på de mennesker man møder, så er det tydelæigt at se at mange mistrives i en alvorlig grad i vores samfund.

Jeg snakker ofte med mennesker, der giver alkoholkieren på bænken den kolde skulder, det er hans egen skyld, de ved ikke om de selv sidder på den bænk om ganske få år derefter, livet kan være modbydeligt, og jeg kan ikke forstå at andre mennesker ikke kan se det, forstå det, de gider ikke engang spørge, de dømmer bare et ødelagt menneske.
Når et menneske får det skidt går det tit ud over andre, lad os hjælpe hinanden., det er hjælp til selvhjælp i et samfund der skal fungere.

Hvornår begynder man mon at tale om den vold, som var accepteret i gode middel-klasse og også over-klasse-familier i Danmark helt op til omkring år 1994-1998? Hvornår begynder man at tale om det alkohol og pillemisbrug der også findes i disse gode, fine familier.

Det er nemt nok at udstille alkoholikeren nede på bænken eller underklassen som værende moralsk uansvarlige, men hvad med den fine forstadsfrue eller middelklassemor eller overklassefrue som drikker eller tager piller. Og som godt nok sørger for børnene materielt, men som totalt forsømmer dem følelses-mæssigt. Og som, præcist på samme måde, som underklassen, ikke evner at være forældre, da mors eller fars behov altid kommer før barnets.

Dette ikke sagt for hverken at forklejne eller være uenig med Zornig i det hun siger; det er vigtigt. Men det er også vigtigt at sags-behandlerne i det her land får øjnene op for det misbrug, der findes i det her land - hos dem, der har penge nok.

Lisbeth Zornig Andersen, er da heldigvis ikke blevet skadet af sit børnehjems ophold.!

det sker desværre for de fleste der er anbragt uden for
deres "misbruger hjem".!

disse børn kan vælge mellem at blive hængt eller skudt.!

MALIN SCHMIDT, kobler sig desværre på Lisbeth Zornig Andersen, og får legaliseret sin foragt for socialt dårligt stillede.!

jeg må minde dig om at det er en myte at der drikkes mere, i cocialt dårligt stillede miliøer.!

druk og narko problemer er nok en mindre omtalt, når det gælder mere velstillede forældre, der ikke er nødt til at nedværdige sig selv over for en sagsbehandler.!

venligst kl.-

Hvem kan være uenig i at sagsbehandlerne (og samfundet i øvrigt) skal blive bedre til at håndtere mennesker, fordi det er det det drejer sig om. Det er ikke kun dysfunktionelle familier som systemet ikke kan rumme men også langtidsledige, kronisk syge, sindslidende, stort set alle der har brug for en sagsbehandler og hjælp fra det offentlige.

Analysen er fin og helt sikkert korrekt. Men HVORDAN kan det gøres bedre? Hvordan kan sagsbehandlere, socialrådgivere, politikere mm. lære det?

Ann-Charlotte Kjeldsen

Som gammel sagsmishandler må jeg tillade mig at give fru Zornig ret i sine beskrivelser af miljøet. Der er tale om et liv med et helt andet norm- og værdisæt - og dette er for at kunne overleve. Der er ikke penge til at betale hushjælpen, rengøringsdamen, barnepigen eller andre for at tage sig af børnene, mens man selv dyrker kokainens glæder.. Her gælder alle kneb for at skaffe til dagen og vejen.

Det er fakta - take it or leave it - Noget helt andet er, om man så vil dømme et menneske for at leve sådan ... gør man det, så kan man ikke hjælpe mennesket.. Så enkelt har Kierkegaard udtrykt det.. Men kan en velmenende over-middelklassehattedame på kommunen ( I kan godt høre, hvor min sympati ligger, ikke sandt .. ) overhovedet sætte sig ind i, hvordan Lone og hendes 5 børn med 4 forskelllige mænd lever... ? hvordan hun skal hjælpe hende.. ? At dømme andre efter egne normer og regler hjælper kun den, der dømmer...

Så, slå lidt på de velmenende hattedamer i socialforvaltingen. De aner INTET om dysfunktionen i funktion, fordi, og det er min erfaring, de ikke tør-og derfor ikke vil se det..

... og så har vi slet ikke talt om de socio-økonomiske konsekvenser af omsorgssvigt... nu, de lukker Skodsborg... Hvor skal de her børn så behandles henne ? Hjemme hos middelklassehattedamen fra kommunen eller i Nærmiljøet ?

Lisbeth Zornig Andersens .!
hørte hende og diverse, profesionelle behandlere, på P1 i går.!
en time hvor tanterne med deres monotome grædestemmer, nedgjorde alt under deres egen midelklasse.
at skide i sin egen rede må jeg mene.!
man må huske selvom man er midelklasse, at allle i midelklassen er efterkommere af danskere der havde lavere indtægt og vilkår, end en bistands klient har i dag, dog kunne de bygge fundamentet til den rigdom vi har i dag,
vi er produkt at en fælles europæisk kultur, hvor spiritus på godt og ondt altid har været en del.!
både for at dulme det hårde arbejde, og den hårde arbejdsløshed, samt midelklassens udelukkelse, forfølgelse og hån, som er underklassens lod.!

Eugenik/racehygiejne, nedgørelse/umyndiggørelse af de svageste i samfundet, en 100 årig dansk tradition.-

er hatte tanternes skingre tone ikke noget vi har hørt før.?

se link.-

http://mellemkrigstiden.systime.dk/del-3-tredivernes-kriseaar/danmark-i-...

børnenes lod..-

procent del af underklasse børn, der får en er eakademisk Uddannelse, er uændret i de sidste 50 års stattestikker.!

skadevirkninger af tvangsfjernelse, er også uændret.!

den samlede rigdom i danmark er derimod forøget dramatisk, dog er den ikke fordelt ned af, under midelklassen.!

jamen.! vil vil man så sige, nytter det at dele samfundets rigdom med dem, de bruger jo bare pengene til øl og hash, og i det hele taget folk uden normer fortjener ikke hjælp.!

det er aldrig prøvet, så hvem ved.!

har vi råd til et inefektivt behandler system, hvor behandlerens rolle er reduceret til at være en restriktiv nej siger maskine, og hvor selv behandleren bliver offer.!

og endnu værre, har vi råd til at lade de fjernede børn være en milion forretning, i den private pleje.!

misbrug generelt.-
findes over alt, udbrændte behandlere, hoved rige pleje familier, ansatte i den offentlige pleje, er ingen undtagelse.!

behandlerens etik.?
må være, ikke at dække over
den skade man tilføjer klienterne og dermed deres børn.!
kan det lade sig gøre, næ.! for så er man ukollegial
og dermed yt.!

et eksempel.-
behandleren ved at en kolega har placeret fjernede børn i pleje hos venner, de ved har et misbrug.!
man indberetter ikke.! selvom at man opfordrer den øvrige befolkning til at indberette blot på en mistanke.!

opsynet, med privat plejen er lig nul.!

i stedet for at, at tildele pleje milionærene, enorme summer, kunne man forbedre forholdene i de truede hjem med de samme penge.!

hvordan.?

en rekvisition, virker.! det er prøvet før.!

altså udkriv rekvisition beregnet til forbedringer for børnene i hjemmet.!

til tids svarende møbler/tøj/pc/iphone/og alt det andet børn og unge skal have for ikke at blive mobbet af midelklassens børn i skolen/og socialt
Generelt.!

indfør god skolemads ordning.!

pladder humanisme, vil man høre nogen sige.!

ok. jeg blev ikke færdig.!!!

det er strafbart at føre bil i påvirket tilstand.!

det skal være strafbart at være misbruger hvis man har børn.!

kl.-

misbrug og misbrug?

er misbrug af sprog, alkohol, kokain, børn, magt og offentlige midler, det samme misbrug?

det virker som et, meget lavpraktisk begreb, det dér misbrug.

hej,-
Henrik Darlie.-

nej det er ikke det samme, men misbrug/vanrøgt er tit en følge af manglende selvkritik/alkohol/stoffer.!

det er noget helt andet når magtmisbrug udføres af ædru mennesker der burde vide bedre.!
og endnu værre,hvis det er for egen egen vindings skyld.!

venligst. kl.-