Læsetid 3 min.

Når penge og talent ikke finder hinanden

Danske universiteter oplever en stigning i antallet af ph.d.-studerende, der er helt eller delvist betalt af virksomheder. Det ændrer på, hvem der får ph.d.-stillingerne, og betyder, at universiteterne ikke altid får de forskningsmæssigt set rette kandidater
30. november 2011

I de seneste dage har der været fokus på det store antal ph.d.ere, der i dag uddannes. I mandags havde Information et opslag, der problematiserede det forhold, at de nyudklækkede ph.d.ere har svært ved at finde arbejde. Samme dag fortalte man i P1 om virksomheder, der ønsker ph.d.ere til job, der ret beset ikke kræver en ph.d.-uddannelse.

Der er ingen tvivl om, at det er relevant at fokusere på, hvilke konsekvenser den politiske og økonomiske prioritering af ph.d.-området har i et samfundsøkonomisk perspektiv. I den sammenhæng kan man selvfølgelig også interessere sig for, om vi har nået et kritisk punkt for, hvor mange kandidater af en årgang, det giver mening at tilbyde et ph.d.-forløb. Ærindet i denne kommentar er dog en anden.

Et andet problemfelt knytter sig nemlig til væksten inden for især de eksternt finansierede ph.d.-forløb, der ikke finansieres udelukkende af universitetet, og hvor universitetet derfor reelt set ikke alene kan beslutte, hvem der skal have ph.d.-stipendierne. Denne diskussion er relevant for samtlige danske universiteter, der i dag oplever en stigning i antallet af personer, der henvender sig med et ønske om at blive indskrevet som ph.d.-studerende, og som på forhånd har sikret sig hel eller delvis ekstern finansiering fra f.eks. en virksomhed.

Strukturelt set er der intet besynderligt i, at når man ændrer på finansieringskilder, så ændrer det også på, hvem der tilbydes stillingerne. Dette ændrede vilkår skaber problemer både for universiteterne, der ikke altid får de — forskningsmæssigt set — rette kandidater, og for de konkrete personer, der får ph.d.-stillingerne, da de ofte vil opleve, at de befinder sig i et krydspres mellem universiteternes krav og de krav, som deres bevillingsgivere stiller.

Modsatrettede krav

En ph.d.-uddannelse er en forskningsuddannelse, der bør gives til personer, der ud fra en forskningsmæssig betragtning er de dygtigste af deres årgang.

Og hvad betyder forskningsmæssig? Jo, det handler om, at personen skal være stærkt teoretisk velfunderet og have stor lyst til at læse mange videnskabelige tekster. Personen skal desuden have evne til at arbejde selvstændigt, metodisk og systematisk, samtidig med at denne kan tænke analytisk kreativt i forhold til det forskningsområde, som vedkommende skal udforske. Dette er blot nogle af de krav, der stilles til en dygtig kandidat, og det er — som listen antyder — ikke nødvendigvis krav, der er påkrævede i andre akademiske job i f.eks. stat, kommuner eller virksomheder. Ikke desto mindre bliver et stort antal ph.d.-projekter i dag finansieret af lige præcis disse aktører, der så at sige udstyrer en ’skattet’ medarbejder med en hel eller halv finansiering af en ph.d. Når denne person så kontakter universitetet med en stor pose penge i hånden, kan det være svært — selv med klassiske bedømmelsesprocedurer — at afvise personen.

Spørgsmålet er derfor, om det krydspres, som et stigende antal eksternt finansierede ph.d.-studerende oplever i dag mellem universitetets krav om dygtighed (f.eks. kendskab til en stor mængde forskningslitteratur) og den eksterne aktørs krav om dygtighed (f.eks. produktion af resultater, der kan bruges her og nu), kan afstemmes?

I situationer, hvor forventningspresset ikke kan afstemmes, bliver det ikke kun dyrt for samfundet, det skaber også problemer internt på universitetet i forhold til vurdering af dygtighed, og det resulterer i store menneskelige omkostninger for den ph.d.-studerende, der oplever, at arbejdet ikke lever op til de ofte modsatrettede krav, som hhv. universitetet og den finansielle kilde stiller.

 

Nanna Mik-Meyer er lektor i sociologi på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Frej Klem Thomsen
Frej Klem Thomsen

New public management er fuld af den slags kontraproduktive incitamentstrukturer. Det har universiteterne påpeget i årevis. Men det er helt korrekt som Mik-Meyer her påpeger at det også forekommer på forskningsniveau.

Fra politisk hold har man valgt systematisk at ignorere problemerne i en grad som skaber mistanke om at der findes en skjult dagsorden. Og det ikke kun fra VKOs side. Det er f.eks. symptomatisk at der ikke er taget nogen skridt, end sige ytret nogen hensigt om, at ændre på afdemokratiseringen af universiteterne, bibliometri-målingen, akkrediteringen, underskudet af basismidler, kontraktbindingerne, osv. ad nauseam.

Brugerbillede for Søren Furbo Skov
Søren Furbo Skov

Artiklen omhandler to forskellige problemstiling uden at gøre det klart, at der er tale om to forskellige problemstillinger:
For det første er forskellen på, hvem universitetet gerne vil ansætte, og hvem virksomhederne ønsker at ansætte.
For det andet er der forskellen på hvad universitetet ønsker af projektet og hvad virksomheden ønsker af projektet.
Det første oplever jeg ikke som et problem: Det er en flot liste af krav, artiklen lister som universitetets krav, men det eneste, der i praksis betyder noget, er så højt et karaktergennemsnit som muligt. For eksternt finansierede ph.d.-studerende er der et krav om et tilstrækkeligt højt karaktersnit. Der er selvfølgelig mulighed for at universitetet ser på f.eks. antal publikationer, men det er vidst sjældent afgørende for ph.d.-ansættelser. Det bliver interssant og se, om det bliver et problem på den nye erhvers-post.doc.-ordning. Traditionelt betyder publikationer mere for ansættelse af post.doc.s
Det andet er et problem i praksis, i særdeleshed fordi universiteter har en interesse i at publicere så meget som muligt, mens virksomheder som regel har en interesse i at holde nye opdagelser hemmelige, så de kan sælge dem. Inden en eksternt finansieret ph.d. starter er der lavet en kontrakt, der klargør, hvad de enkelte parter har ret til, heriblandt hvad der kan publiceres hvornår. Hvis der kommer problemer må det altså være fordi den kontrakt ikke er lavet godt nok, eller fordi den ene eller anden part ikke ønsker at holde sig til kontrakten. Det er problematisk og dybt ubehageligt, når det sker, men det er ikke så forskelligt fra situationer, der kan opstå i alle mulige andre samarbejder, bortset fra, at der er en kontrakt at forholde sig til.

Søren Furbo Skov, delvist eksternt finansieret ph.d.-studerende

Brugerbillede for Kim Gram

hvis (stor)capitalisterne, endnu, styrer meget, så er det jo lidt tvivlsomt om det kan betale sig , f.eks. at tage ph.d. grad

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

Brugerbillede for Kim Gram

forbløffende hvis de officielle tal
om at enhedslisten, liste ø ( eller andre mere socialistiske partier ),
endnu ikke fik samtlige 179 folketingspladser, men kun fik 12 folktingspladser,
ikke er løgn.

-------------------

er de øvrige vælgere faldet for italesættelsesforsøg om at indbilde at: især danskere, og eu-borgere i øvrigt, mht. disse sager, er nærmest selvlysende og selvflyvende ?

tilsyneladende tror de øvrige vælgere jo så at de,
( fordi medvindscapitalister jo ikke tillader
protektionisme )
så må de øvrige jo tro på at: de er så dygtige udi p.t. sjældne faglige evner eller færdigheder ( blandt milliarder af mennesker ! ); at de ikke behøver oprøre mod ( især stor)capitalisterne

altså på trods af at:
de tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.