Læsetid: 4 min.

Paradoksal borgerlig EU-skepsis vokser

EU startede som et liberalt projekt, og socialisterne var imod. Nu har modstanden skiftet farve, og unge borgerlige politikere vender i stigende grad EU ryggen, fordi man ikke vil betale for andre landes gæld, og samtidig afviser mere politisk styring. Modviljen er paradoksal, mener EU-forsker
Et gavlmaleri på Skydebanegade på Vesterbro er vidne om, at EU-modstanden engang tilhørte venstrefløjen. Nu har de borgerlige partier overtaget skepsissen, fordi gode borgerlige værdier dikterer, at man ikke skal betale for andres overforbrug.

Et gavlmaleri på Skydebanegade på Vesterbro er vidne om, at EU-modstanden engang tilhørte venstrefløjen. Nu har de borgerlige partier overtaget skepsissen, fordi gode borgerlige værdier dikterer, at man ikke skal betale for andres overforbrug.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

28. november 2011

Det var et godt borgerlig-liberalt projekt, at man oprettede EF for at styrke samhandlen og sikre freden. Men nu er EU gået for vidt. Sådan begrunder Morten Dahlin, formand for Venstres Ungdom, den voksende unionsmodstand blandt de unge borgerlige politikere.

»Det EF, der startede som et liberalt projekt, var nationalister og socialister imod. Når modstanden mod EU nu vokser blandt de blå, skyldes det en god borgerlig tankegang om, at det ikke er vores opgave at betale for andres utilstrækkelighed til at træffe beslutninger i rette tid,« siger han med henvisning til krisen i de sydeuropæiske lande.

Historieløse K

Ifølge VU, som nu anbefaler et nej til euroen, har EU udviklet sig til et projekt, der i al for høj grad vil styre medlemslandene.

»Man diskuterer seriøst, om nogle skal nikke ja og nej til en dansk finanslov, millioner af skatteborgernes penge går til at undersøge, om kildevand modvirker dehydrering, man vil koordinere socialpolitikken og drøfte, hvad hvert enkelt land skal mene om stort og småt. Og sågar overvejer man, om EU skal have hjemmel til at opkræve skatter,« siger Morten Dahlin.

Mens Konservativ Ungdom nu plæderer for, at Danmark melder sig helt ud af EU, vil VU ikke gå så vidt:

»KU er her noget, de ikke plejer at være, nemlig historieløse. EU har sørget for, at min generation aldrig kommer til at opleve krig på europæisk grund. Selv om jeg er imod den nye regering, går jeg stadig ind for folkestyret,« siger VU-formanden.

EU-forsker Rebecca Adler-Nissen fra Institut for Statskundskab, Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, påpeger, at den liberale tænketank CEPOS længe har ytret sig kritik over for udviklingen af EU.

»Men der er et interessant paradoks i den borgerlige modstand, for på substansen burde de juble. Nu handler det jo om reformer og om at begrænse udgifterne til den offentlige sektor. Og øget privatisering og liberalisering bør i princippet glæde de blå partier. Men den borgerlige skepsis kan også hænge sammen med opfattelsen af, at Bruxelles blander sig for meget,« siger hun.

Også den EU-begejstring som opleves hos både Socialdemokraterne og SF er til en vis grad paradoksal, påpeger Rebecca Adler-Nissen, netop med henvisning til besparelserne på den offentlige sektor.

»Omvendt har borgerne fået flere rettigheder på blandt andet sundhedsområdet. Det er velfærdsrettigheder, som er populære hos S og længere ude på venstrefløjen,« siger hun og peger desuden på den miljøregulering, som begejstrer de røde og bekymrer de blå.

»Det er komplekst, for det handler både om, hvor man står på en højre-venstre-skala, og om man mener, at beslutningerne skal træffes på europæisk eller nationalt plan,« siger Rebecca Adler-Nissen.

Taberregion

På sidste weekends landsmøde hyldede Venstres formand Lars Løkke Rasmussen EU. Og det indgår også i hans nye sigtelinjer, at Danmark skal være fuldgyldigt medlem af EU »når muligheden er der«.

»Vi kan ikke melde os ud. Vi kan ikke blive en vindernation i en taberregion. Vi kan ikke lade eurolande i problemer sejle deres egen sø,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Men den linje står hans unge bagland altså ikke længere bag. Tværtimod nærmer de borgerlige sig den modstand, som Dansk Folkeparti og deres ungdomsorganisation længe har ytret. Alligevel mener VU-formanden, at modstanden ikke kan sammenlignes.

»Min modstand er en helt anden end DF’s. EU prøver at tvinge ting igennem, som DF i virkeligheden bakker op om, men som de bare vi gennemføre nationalt,« siger han.

Rohde: Jeg var naiv

Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU er ikke overraskende tilfreds med, at skepsissen breder sig — uanset bevæggrundene.

»Der er en voksende modstand hele vejen rundt, som ikke bare kan deles op i højre-venstre,« siger han og betoner, at Folkebevægelsens opgaver er at forhindre, at EU får mere magt og at trække mest mulig af den magt tilbage, som unionen har fået.

»Folk kan have forskellige bevæggrunde for deres modstand, men hvis vi skal have et nej igennem til folkeafstemningerne, er det afgørende, at modstanden er bredest mulig,« siger Søren Søndergaard.

Ganske anderledes ser Venstres medlem af EU-Parlamentet, Jens Rohde, på sagen. Han mener, at den voksende skepsis beror fortrinsvis på to misforståelser:

Den første er, at EU er ved at udvikle sig til et socialistisk projekt:

»Og det er helt sort at sige. Du kan ikke kalde traktaten hverken rød eller blå. Den er et sæt spilleregler. EU er en kampplads som andre politiske kamppladser, og hvis der går for mange røde forslag igennem, gør de liberale det bare ikke godt nok,« siger han.

Fejlopfattelse nummer to er ifølge Jens Rohde, at EU tilraner sig mere magt på bekostning af medlemslandene:

»Nej, for EU er først og fremmest nationalstaterne. Og kommissionen står langt mere svækket i forhold til medlemsstaterne i dag end førhen. Når man fremsætter forslag som de borgerlige er i mod — f.eks. en Tobinskat (skat på internationale valutatransaktioner, red.) — er det fordi, medlemsstaterne fremsætter de forslag,« siger han med henvisning til pres fra både Tysklands Angela Merkel og Frankrigs Nicolas Sarkozy.

Men Jens Rohde erkender også, at de borgerlige politikere har forsømt at italesætte nødvendigheden af et integreret fællesskab.

»Jeg troede, at vi var ude over diskussionen for eller imod, men jeg må konstatere, at jeg var naiv. Vi ser tværtimod en stor diskussion, som er skarpere end i mange år.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Mette vrøvler når hun skriver at

'EU startede som et liberalt projekt, og socialisterne var imod'.

Det var kun dele af venstrefløjen i lande som Danmark der var imod, og årsagen til den modstand var væsentligst Sovjets modstand. Sovjet havde intet imod unioner, bare unionerne var under deres kontrol, men denne her unionesdannelses så man som en trussel. Derfor var SKP imod, og resten af den danske venstrefløj leflede bare for populisme og natonalistiske understrømninger. Salig Marx villle sgu have hilst ideen om en Europisk politisk og økonomisk union velkommen.

". Salig Marx villle sgu have hilst ideen om en Europisk politisk og økonomisk union velkommen."

Selvfølgelig ville han det. Alt andet lige var manden tysker....

Jeg faldt over denne sætning: " EU har sørget for, at min generation aldrig kommer til at opleve krig på europæisk grund.".

Øøøh - den fede dame har ikke sunget endnu.

Jeg er alvorligt bange for, at de seneste måneder har lagt fundamentet til voldsomme konflikter på kontinentet.

Set fra Athen, Lissabon eller Rom ser det da ud, som om hele Unionen er blevet de tyske bankers tæskehold...

Jens Jørn Pedersen

Når man ikke kan forholde sig til artiklen, så kan man forholde sig til problemstillingen.

Jeg har gennem årene undret mig over, at magtsyge politikere i Danmark og andre lande har argumenteret for at "sælge" magten til nogle gamle mænd i Europa.

Nu ser vi på det seneste, at disse gamle mænd okkuperer flere og flere lande indtil nu: Grækenland, Italien og Irland, hvem bliver de næste?

Gældskrise i Europa! Jeg kan forstå, at et land eller to har gæld i forhold til de andre, man at alle lande har gæld i forhold til hinanden eller hvem?

Hvad eller hvem er det, der er ved at overtage Europa ad økonomiens vej? Sovjet blev overtaget ad militært vej.

Hvis vi stadig skal tage journalister og pressen alvorligt, så vil jeg gevaldig opfordre til, at disse forhold bliver afklaret. USA har også gældskrise!

Har vi eksporteret pengene/kapitalen eller?

@ Robert O Jensen

"Mette vrøvler når hun skriver at

‘EU startede som et liberalt projekt, og socialisterne var imod’."

Hvor skriver hun det? Det eneste sted der står noget i den stil, er i begyndelsen og der refererer hun noget, som som VU formanden Morten Dahlin.har sagt.

Jeg tror sgu næppe Marx havde været EU-tilhænger, når man ser på, at unionen undergraver to af Marx og den spæde arbejderbevægelses helt grundlæggende politiske mål.

1) Demokratiet ryger, hvilket ellers var en mærkesag, og...

2) Der føres en ganske voldsom liberalistisk politik, som nok næppe havde begejstret den gamler Karl heller...

I øvrigt er det paradoksalt, at de unge løver har så travlt med at skyde skylden på sydeuropæerne alene. Et mere retvisende billede kan fås i denne artikel af Derek Beach, som jo klart viser, at deres krise i høj grad er euroens skyld:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1459494/tyskland-skylder-i-eurokri...

I starten var socialister imod, idet de anså det for et kapitalistisk projekt styret af storkapitalen.

Efter nogle år indså de, at det istedet var deres 'dream come true'. Et planøkonomisk projekt styret, ikke fra Moskva, men fra Bruxelles. Tilsat masser af fede højtlønnede administrative stillinger reserveret for (left-leaning) akademikere. Selv kloge arbejderbørn kunne nu studere sig til en stilling, til en løn og prestige tidligere kun forbeholdt de udbyttende klasser. Det kunne ikke være bedre. Det gjaldt bare om at erobre systemet indefra, med unge venstreorienterede akademisk uddannede (og de er jo i stort flertal) bureaukrater, således at man kom til at sidde på den administrative magt, der i realiteten styrer det hele, samtidig med, at man fik afreettet nogle nationale politikere som impotente frontfigurer, og et Mickey Mouse parlament i Strasbourg, som et demokratisk figenblad.

Der står man så idag. Ikke så mærkeligt, at nogle borgelige og liberale ikke synes det er sagen.

Michael Kongstad Nielsen

I Danmark er det sådan, at ingen - hverken venstrefløj eller højrefløj - har gået ind for unionsudviklingen. Den er bare kommet ind ad bagdøren, har sneget sig ind ganske som Jacques Delors og andre i establishmentet forudså det, og når den nu var en realitet, måtte man lade som om. Højrefjøjen lod som om de var for, venstrefløjen fik indsat nogle forbehold, men hældede mere og mere til at være for (for at blive regeringsduelige).

Danmark ligner Storbritannien - hvor ingen er begejstrede for EU, men det er forbudt at være officielt imod (de konservative, der stemte for folkeafstemning i parlamentet, blev truet af Cameron med at fære færdige i partiet).

Nu, hvor kræmmersjælene i de borgerliges rækker kan se, at EU og euroen ikke er værd at kaste flere penge efter, kommer de ud af skabet og melder klart nej. Det er opløftende, at selv de kan se tåbeligheden i konstruktionen.

Niels Engelsted

EU-spørgsmålet er et trekantsdrama. I toppen den bureaukratiske EU-union. I højre hjørne højreorienterede markedstilhængere. I venstre hjørne de venstreorienterede. De venstreorienterede er imod unionen, fordi den i høj grad er skræddersyet til markedstilhængerne, der derfor først var for. Nu er de imod fordi unionen nu truer lokale eliter, ikke mindst med regulering og skat(jvnf. Grækenland og Italien) og ikke længere er et tagselvbord. Det gør det nu muligt for de højreorienterede og de venstreorienterede at kaste sig om halsen på hinanden. "Det er opløftende, at selv de kan se tåbeligheden i konstruktionen," siger den ene part om den anden.

For de der kender historien minder det lidt om progressive og revolutionære tyskere følte de måtte holde med de reaktionære junkere mod Napoleon og hans nye verdensorden. Og kender man historien, så ved man også, hvem der narrede sig selv.

Iøvrigt er det hele snart en saga blot. Hvis unionen overlever, hvad jeg håber, så er Danmark på vej ud. Kørt ud på et sidespor. Det er denne politiske udskilningsproces, der finder sted i disse måneder.

»KU er her noget, de ikke plejer at være, nemlig historieløse. EU har sørget for, at min generation aldrig kommer til at opleve krig på europæisk grund. Selv om jeg er imod den nye regering, går jeg stadig ind for folkestyret,« siger VU-formanden."

Nu er der jo ikke noget som historieløshed, og det er som regel unge mennesker, der lider af dette.
Jeg er selvfølgelig ikke bekendt med formanden for VU's alder, men må formode at han er meget ung siden han ikke kender til krigen i Jugoslavien der pågik mellem 1991 og 2001.
Der var EU såmænd ingen hindring for krig.

Michael Kongstad Nielsen

Engelsted - jeg kender ikke den med de
revolutionæres sammenhold med junkerne, men Napoleon kunne vi sammenligne med EU, og dengang valgte Danmark som bekendt forkert i 1800-tallets første begyndelse ved at satse på ham. I stedet skulle vi - som nu - have satset på Storbritannien. Så havde vi måske endnu været sammen med Norge, uden for EU og med masser af olie i havstokken.

"Så havde vi måske endnu været sammen med Norge, uden for EU og med masser af olie i havstokken."

Du glemmer det vigtigste: Og titusinder af norske jenter på de højere læreanstalter....