Læsetid: 3 min.

Regeringen svigter nyuddannede ledige

Ledigheden blandt nyuddannede har aldrig været så høj. Alligevel vil regeringen skære i indsatsen for ledige nyuddannede i jobrotation. En hel generation af unge risikerer at blive tabt på gulvet, vurderer en arbejdsmarkedsforsker og en fagforening
Ledigheden blandt nyuddannede har aldrig  været så høj. Alligevel vil regeringen skære i indsatsen for ledige nyuddannede i jobrotation. En hel generation af unge risikerer at blive tabt på gulvet, vurderer en arbejdsmarkedsforsker og en fagforening
14. november 2011

Står det til regeringen, bliver der fremover kun råd til at sende 200 nyuddannede i jobrotation. Og det selv om, ledigheden blandt nyuddannede aldrig har været højere i Danmark.

Jobrotation giver nyuddannede mulighed for at blive midlertidigt ansat på en arbejdsplads, mens den medarbejder, de erstatter, er på efteruddannelse.

I år har der været afsat 30 millioner kr. til ordningen, men i oplægget til den kommende finanslov for 2012 har regeringen kun afsat 11 millioner kr.

Henning Jørgensen, der er professor i arbejdsmarkedspolitik ved Aalborg Universitet, forudser, at det vil få alvorlige konsekvenser for de nyuddannede, hvis der ikke bliver råd til at sende flere i jobrotation. »Når pengene til ordningen bliver skåret ned til næsten en tredjedel, rammer det naturligvis hårdt. 30 millioner kr. er i forvejen ikke meget, når jobrotationen nu er et af de få instrumenter, der bliver taget i brug for at bekæmpe dimittendledigheden,« siger han.

Professor Henning Jørgensen mener, at der er brug for en omfattende jobrotationsordning, hvis et udsnit af de nyuddannede skal have en chance for at komme i arbejde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det skulle man have tænkt på inden man spyttede kreditpenge ud. Hvor er dette erhvervsliv der betaler for festen? Man hører tit om dem i borgerlige folkemunde. Det ser ud til de løb fra regningen.

Nu skal staten så agere vikarbureau med jobrotation, for at tække det bekymrede erhvervsliv.

Det bliver modellen fremover.
Det er beskæmmende, at dette angreb på personlig frihed står alene, og ingen modstand møder. Langt de fleste ved det godt, men apati hærger som pesten.

Beklager hvis jeg gik lidt i selvsving.

Jesper selvsving er bedre end ingenting. Mon ikke det 'private' initiativ har for lidt kapacitet og er for forsigtige til at løse opgaver ud over det almindelige. I et tilfælde som det foreliggende bør staten nok være iværksætter indenfor noget bæredygtigt med en vis tidshorisont. Der er jo nok at tage fat på.

Kristian Rikard

Jesper Wendt,
Jeg respekterer din stålsatte holdning til socialismens herligheder. Men lige i dette tilfælde synes jeg virkelig, du går i selvsving. Randers Rebslageri, Grundfoss og Ålborg Portland har altså ikke akut behov for jordemødre med speciale
i Fauchault og Habermas.
Vi taler om en række nyuddannede unge mennesker som for 80%s vedkommende er direkte og målrettet uddannede til beskæftigelse i "det offentlige".
Det er meget begrænset, hvad det stygge erhvervsliv kan gøre for en folkeskolelærer, en sygeplejske med spciale i demens eller for så vidt en dimittent i rhetorik med speciale i kønsdiskrimination.
Det er ikke rimeligt, at klandre erhvervslivet for skiftende regeringers hovedløse uddannelsespolitik.
Dansk uddannelsepolitik har i mange år bygget på en tyrkertro om evig vækst især i det offentlige.

Det forekommer mig, at det helt grundlæggende problem er, at vi er ophørt med at udbyde det antal studiepladser, der reelt er behov for - plus at man, som Kristian Rikard antyder, har smidt barnet ud med badevandet ved at teoretisere uddannelserne. Hvad en sygeplejerske har brug for af filosofi og reflektion, ville han i gamle dage have lært i gymnasiet! I gamle dage indgik sygepleje-elever i samspil med hospitalsafdelingerne, rekrutteringen var tæt bundet til behovet for tilgang. Læreruddannelse tog det fornuftige udgangspunkt, at vi allesammen har oplevet den arbejdsplads, læreren skulle fungere på. Det er muligt, at vi dengang ikke kom meget videre end need to know - men til gengæld gav netop dette forhold de fleste af disse begavede mennesker tid og overskud til på egen hånd at blive hele mennesker med ofte stor integritet i kraft af selvstændig aktivitet ved bibliotekets boghylder. Menneskelige ressourcer er den mest undervurdere, men også undertrykte egenskab i vor tid.

Hvad med at lave en ordning, hvor mennesker på dimmitendsats har ret (og pligt) til at komme i praktik på arbejdspladser.

Det gør vel ikke noget at der går en ekstra jordemoder eller sygeplejerske rundt på gangen blandt de lidende.

Jeg kan ikke se at samfundet, som sådant, har råd til andet.

Det drejer sig selvfølgelig om at ikke ødelægge produktionsappparatet.

Regeringens "kickstart" er lige så meget en ordning for ikke at skabe langtidsarbejdsløse.

Dels drejer det sig om at samfundet får noget for understøttelsen, dels drejer det sig om at holde folks evner vedlige.

Det er selvfølgelig ikke uden problemer at gøre dette, men alternativet er ikke effektivt i det lange løb.

Søren Kristensen

Ret, men ikke pligt til praktik, tak. For der skal jo nok være en del blandt de nyuddannede der har valgt den forkerte uddannelse og de skal ikke fastholdes i et fag de ikke bryder sig om.

I det hele taget kunne det være rart om den nye regering baserede sine arbejdsmarkedspolitiske tiltag mere på gulerødder og mindre på pisk end vi er vænnet til, selv om det umiddelbart forekommer at være et noget naivt ønske.

@Søren.

Hvis man har valgt forkert uddannelse, må man se at komme videre. Man skal ikke sidde stille med dimmitendsatsen, for så bliver man nok hængende...

Det her med at holde folk hen i arbejdsløshed for at holde lønningerne nede, er ikke samfundsøkonomisk holdbart eftersom der er så mange andre konsekvenser, der ikke er med i de økonomiske betragtninger i første led.

Brian Jensen, dit forslag fører bare til flere af de samme problemer. Først og fremmest skal folk ikke arbejde for andet end løn! Det er dér, det begynder at gå galt for vores arbejdsmarked, da man indfører andre måder at få arbejdskraft på end ved ansættelse på overenskomstmæssige vilkår.
Vi taler så meget om offermentalitet, men jeg tror nu, at der i stedet er tale om det modsatte: at vi ser andre mennesker som nogen, vi ønsker at jævne vejen for. Når man underviser, kan man ikke lade være med at have lidt ondt af det slid, man påfører sine elever, man har ondt af andres dårlige økonomi, men lever selv udmærket med sine egne ringere indtægter osv. osv. Der er brug for noget helt andet: at vi på én gang har mere tiltro til hinandens evner og vilje, og samtidig at vi mildner konsekvenserne af det, der går galt undervejs. Økonomiske betragtninger er heldigvis ved at blive sendt på pension, de betyder i dag alt for meget, det handler om at gøre det nødvendige og det rigtige, og jo mindre, man skal gøre, jo mindre er risikoen for at gøre noget forkert. :-)

@Peter

Hvad er et realistisk alternativ til at holde nyuddannede arbejdsløse borte fra at få erhvervserfaring?

Jeg går ikke ind for borgerløn og hvad man ellers kan kalde det her. Men jeg går heller ikke ind for at vi automatisk lader folk forsumpe og ødelægge deres selvværd og arbejdsevne på grund af argumenter om at sådan burde det ikke være.

Jeg holder med i at jobtilskud, der anvendes som erhvervsstøtte og som forhindrer rigtige jobs, heller ikke er løsningen.

Jeg spørger bare hvad vi kan gøre for at løse problemet realistisk og praktisk. Jeg spørger ikke hvordan en ideel verden burde se ud.

Hvis jeg var nyuddannet og arbejdsløs vill jeg synes det vill være perfekt at have ret til relevant erhvervspraktik i stedet for at risikere at forsumpe mig selv og min uddannelse i stykker.

Brian Jensen, det er jo ikke mere fantasifuldt, end at det var sådan, det var indtil den katastrofale omlægning i 1994. Indtil da kunne ingen drømme om at give folk andet end 1) ret til at søge jobs indenfor områder, de var kapable til at varetage i kraft af uddannelse og/eller erhvervserfaring, 2) aktivering indenfor fag, man har kompetence og/eller erfaring med.
Vi må igen acceptere, at folks erhvervsvalg repræsenterer en interesse, der på den måde også bliver en samfundsinteresse, som man må tage til efterretning. Når det gælder nyuddannede, er det vel egentlig ikke for meget forlangt, at man giver dem en ansættelse på startløn en tid, hvis de ønsker det. Alternativt kan man lade dem fortsætte på deres uddannelse, så deres viden ajourføres, også udenfor arbejdsmarkedet.

@Peter
Jeg genkender ikke tiden før 1994 som noget mere ideelt.

Jeg blev færdiguddannet i 1990. Jeg var heldig, men kan love dig for at der ikke var nogen kære mor, for de civilingeniører, der ikke kunne finde arbejde.

Jeg kan ikke forstå andet end at vi er enige når du skriver at det er godt med: " 2) aktivering indenfor fag, man har kompetence og/eller erfaring med.
".

Jeg har det dog lidt dårligt med ordet "aktivering" eftersom den borgerlige regering har brugt det som en slags nedværdigende afstrafning af folk.

Jeg blev også færdig-uddannet i 1990. Og hvis det ikke havde været for den aktive arbejds-markeds-politik, som blev indført i 1994 med SR-regeringen, var jeg næppe blevet omskolet til at blive indvandrer-lærer. Jeg har så selv (af forskellige grunde) betalt min voksen-underviser-uddannelse og cirka halvdelen af min merit-lærer-uddannelsen. Jobcenteret betalte for min bedømmelses-praktik.

Min holdning er den, at det er rimeligt nok at staten forventer noget igen, når den den nu dækker 2/3 af omkostningerne til ens dagpenge, herunder at søge et vist antal stillinger pr. uge samt forskellige andre tiltag.
Aktivering kan bruges til at få folk ind på arbejds-markedet, ja, men kun, hvis det bruges fornuftigt. Som det f.eks. blev under SR-regeringen.

I den tid fra 1994-2002 (cirka) var der nemlig mulighed for at blive omskolet, få en opkvalificerende uddannelse mm. - det burde der være mulighed for igen, mener jeg. Især faglærte og ufaglærte arbejder burde havde denne mulighed igen - også for at tage en 9.-10.klasses uddannelse på VUC, mener jeg.

Og også os, der har en cand.mag. uddanelse i forvejen har godt af at blive opdateret og komme videre, f.eks. med kurser i nyere dansk eller engelsk litteratur. Eller kurser indenfor den nyeste viden indenfor samfundsfag eller ingeniør-faget.

Og mht. aktivering kan det som sagt være en god ting, men ikke hvis det bliver brugt som en straf - som jeg også oplever at VK+O brugte det som.

Aktivering før 1994 gik ud på, at man fik et halvt års ansættelse indenfor sit fag i det offentlige eller en virksomhed, man kunne få aftale med. Ansættelsen var regulær og på overenskomstmæssige vilkår - faktisk var det fagforeningstilknytningen, der afgjorde aktiveringsmulighederne.
Man skulle have været arbejdsløs en vis tid, før man blev aktiveret (til gengæld kom der bare et brev med et tilbud - et tidspunkt for jobsamtale).
Den ændring, vi har behov for i tænkemåden, for igen at blive et mere demokratisk samfund, er, at vi ikke skal være taknemmelige overfor erhvervslivet, fordi de er så flinke at tilbyde jobs. Nej, erhvervslivet kan profitere af et socialt system, der friholder dem for ansvar for deres medarbejdere, et uddannelsessystem, der afleverer specialiseret arbejdskraft uden beregning - vi har et af verdens mest forkælede erhvervsliv, der får alle disse ting stillet til rådighed for at kunne proppe penge i egen lomme.

Dansk Sygeplejeråd meldte i marts 2011 om rekordhøj arbejdsløshed blandt nyuddannede sygeplejersker.
631 nye sygeplejersker stod i marts 2011 uden arbejde, hvilket svarer til at 65 procent af alle nyuddannede. Til sammenligning var kun 237 nyuddannede arbejdsløse i samme måned året før.

AE-rådet konkluderer dog i en ny rapport, at arbejdsmarkedet kommer til at mangle pædagoger, sygeplejersker og folkeskolelærere i de kommende år. Problemet er derfor, hvad der skal ske med de arbejdsløse, indtil manglen for alvor sætter ind. Vi samler op på historien - hvilke spørgsmål ville I stille regeringen?

Jeg må lige understrege jeg ikke mener det private skal være aktører i de midlertidige funktioner. Det var statens forfald der blev henvist til.

ledige har intet ud af praktik, medmindre de er i tvivl om jobbets karakter... Derfor bør det stadig kun tilbydes i særlige tilfælde, som den ene uge man havde fra folkeskolen.

Skal man imødegå udfordringer globalt, lokalt, så vil det være dem der er omstillingsparate der løber med udbuddet.

Men det forudsætter selvfølgelig en hvis uvidenhed at spekulere i vækst, som primus motor.

Så den danske flexicurity model ville have været praktisk.

At sikre folk holdes opdateret ville måske hjælpe ved at fjerne de hundredetusinder i praktik ordninger(skud i tågen). Man burde melde det til EU som værende konkurrenceforvridende.

Så med det i mente, så mener jeg man kan starte en offentlig produktion på lige konkurrence vilkår.

Inden for omsorgsfagene, er det nedskæringer der er årsagen, og der er jo brug for dem. Bare ingen der vil betale, men det koster jo åbenlyst også penge at fyre dem. Prioritering må være nøglen her.

Aktivering før 1994 skete efter senest 2½ års ledighed.
Jeg blev aktiveret i april 1992 første gang - lige præcis efter at Schlüter-regeringen havde fået det lavet således, at i offentlig aktivering fik man kun sine dagpenge. Man optjente dog stadig dagpengeret - dengang - i aktivering. I hverken offentlig eller privat jobtræning gør man det mere. Ligesom man ej heller får overenskomst-mæssig løn mere. Det gjorde man, hvis man f.eks. kom i aktivering i 1990 eller i 1991.
I privat jobtræning får man dog den overenskomst-mæssige løn, man har ret til.

Jeg er enig at optjenings-retten er den vigtigste at gen-indføre. På den anden side må det ej heller blive en sovepude, så man ikke opkvalificerer folk mere - eller omskoler dem - til fremtidens arbejdsmarked.

Det er jeg også enig med dig i - dog vil jeg sige, at for folk med akademiske uddannelser, fortrinsvis rettet mod undervisning og forskning, ligger det jo implicit i studiet, at hele arbejdet med forberedelsen er én lang opkvalificering på baggrund af fagenes udvikling. Plus det, der ligger i de faglige foreninger.

Problemet i 1980erne og i starten af 1990erne var at mange begyndte at udnytte systemet, forstået på denne her måde:

Man tog et hovedfag, dimitterede fra universitet, gik så arbejdsløs i et par eller tre, fik så det daværende AF, nu Jobcentret, til at betale for sin bifags-uddannelse.
Eller rettere: Man tog sit bifag på dagpenge. Og jeg er så gammel at jeg kan huske, at mange talte om at gøre dette i 1988-1990. Og bl.a. derfor blev systemet sikkert lavet om.

Mange blev også hængende i dagpenge-systemet i årevis, de gik fra den ene job-træning til den anden.
På den anden side har der aldrig været så meget grøde i det danske musik og kunstliv som i 1980erne og i 1990erne, da folk på både kontanthjælp og dagpenge stort set blev ladt i fred af systemet. Som det hed dengang: Lediggang er roden til al - ånd!

Der var jo heller ikke meget andet at gøre, Karsten, vore egne lærere i gymnasiet var jo endnu så unge, at de først i disse år går på pension, universiteterne havde ansættelsesstop. Men man kunne stadig bruge lang tid på sit studium eller arbejde med noget andet relevant og interessant ved siden af. Det var simpelthen en anden verden, før Nyrup by proxy (Jytte Andersen) smadrede systemet, der ellers var begyndt så godt året før med tre mulige orlovsordninger. :-)
Selv har jeg aldrig været arbejdsløs særligt længe ad gangen - i min første arbejdsløshedsperiode tog jeg på højskole, hvilket også var et stort hit, man kunne gøre efter nogle måneders ledighed. Så forsøgte jeg at finde job, så blev jeg aktiveret, fik vikariat, vendte tilbage til universitetet, og siden har der så været vekslende jobs.