Ivan Larsen har besluttet sig for, at han aldrig igen vil indlægges på en psykiatrisk afdeling.
Det kunne være et sundhedstegn, men er det bare ikke.
Det er det modsatte.
Det er ikke fordi, Ivan Larsen er blevet mindre ’gal’, men fordi det gik helt galt, da han blev indlagt tidligere på året.
Ivan Larsen har siden en nedtur i 90’erne været til tider stærkt depressiv, og når det med jævne mellemrum udvikler sig til psykotiske anfald, buldrer selv de mindste lyde, og lyset blænder, sanserne er overfølsomme.
Han begyndte derfor allerede den første nat under en frivillig indlæggelse på en storkøbenhavnsk, psykiatrisk afdeling at fortryde, da han vågnede ved, at en kvinde på nabostuen på den anden side af en tynd væg i flere timer lå og skreg: »Jeg dør, jeg dør.«
Men det var først, da han dagen efter fik én og siden endnu en værelseskammerat, at han besluttede sig for at bede om at blive udskrevet. Den sidste var en rocker, der var blevet tvangsindlagt og bestemt ikke var interesseret i at dele rum med Ivan Larsen.
»Her skal du fandeme ikke ligge,« lød den første hilsen.
»I forvejen var det ekstremt grænseoverskridende, at man skulle ligge på flersengsstuer, fordi der var overbelægning. Jeg tror, der var tre toiletter — et i forbindelse med et bruserum — og der var 23 mennesker indlagt. Samtidig vrimlede det med kriminelle. Det var altså et stort problem for os andre. Man er sårbar, og man er altså ikke i en tilstand, hvor man vil slås med hårde bananer. Personalet anede ikke, hvad de skulle gøre,« siger Ivan Larsen.
Han er en af dusinvis af psykiatribrugere, der henvendte sig for at fortælle sin historie, da Information i sommers satte fokus på blandt andet manglen på sengepladser, ressourcer og sammenhæng i den danske psykiatri.
Aftale på plads
Og det er historier som Ivan Larsens, der ikke blot fik SRSF, men også Enhedslisten, Konservative og Dansk Folkeparti, til at gå til valg på at ville gøre op med det efterslæb på anslået mellem 1,6 og to milliarder kroner årligt, som psykiatrien i forhold til de somatiske sygdomme har haft i tilførslen af midler i 00’erne.
Desuden lød løftet fra partierne, der sidder på ca. 70 procent af Folketingets mandater, at man ville gøre en ende på en stigende tendens til at finansiere driften af psykiatrien via de såkaldte satspuljemidler.
I går kunne SF’s Astrid Krag så lukke sine første forlig som sundhedsminister, da hun i forbindelse med finanslovsforhandlingerne først forhandlede en generel sundhedsaftale på plads med Enhedslisten, og siden satspuljen på plads med samtlige Folketingets partier bortset fra netop Enhedslisten.
»Der er et stort efterslæb på psykiatriområdet, og jeg er glad for, at vi har taget et første skridt i forsøget på at ligestille psykiatrien med det somatiske område,« siger Astrid Krag, der bl.a. glæder sig over, at der i 2012 er afsat 50 millioner kroner til at fjerne den grænse, der hidtil har gjort, at kun unge under 38 år var berettiget til gratis psykologhjælp.
Af andre større beløb, den nye regering har prioriteret at afsætte til psykiatrien, kan nævnes 20 millioner kroner til ekstra sengepladser og 20 millioner kroner til hurtigere hjælp til børn og unge med psykiske problemer.
Bedre end ingenting
Men ’større’ er måske så meget sagt, mener formand for landets største forening for sindslidende, SIND, Knud Kristensen.
I alt løber de nye midler til psykiatrien op i omkring 225 millioner kroner i 2012, men fraregner man de 150 millioner kroner, den tidligere regering allerede havde lovet at afsætte i forbindelse med kommune- og regionsaftalen i foråret — og som dengang nærmest blev kaldt utilstrækkelig af SRSF — samt de satspuljemidler til psykiatrien, der ikke forlænges, så kan regering ikke tage æren for meget mere end 50 millioner kroner, lyder hans facit.
»Det er jo bedre end ingenting, men når man tager i betragtning, at såvel S-SF som en række andre partier havde anerkendt, at efterslæbet var på ca. to milliarder årligt, så er det jo ikke, hvad vi havde håbet og forventet,« siger Knud Kristensen, der heller ser det store håb forude.
»For det første er psykiatrien heller ikke under den nye regering kommet på den regulære finanslov. Selv om man gør størstedelen af midlerne permanente, så er det jo stadigvæk på satspuljen, man finder dem, og der er tilsyneladende heller ingen plan for, i hvilken takt man vil fjerne psykiatriens efterslæb,« siger han.
Astrid Krags partikollega i SF, psykiatriordfører Özlem Cekic, forstår godt, hvis nogle er skuffede.
»Vi har jo skrevet i regeringsprogrammet, at vi vil sidestille psykiske og fysiske sygdomme, men vi må erkende, at det vil tage tid at rette op. Jeg kan godt forstå, at folk gerne ville have langt mere, end vi har leveret, og jeg anerkender at det ikke er et stort skridt,« siger hun, men ser dog lyspunkter: »Jeg er i hvert fald glad for, at en stor del af midlerne er permanente, så der bliver ro på, og nu bliver næste skridt så at lave en at lave national psykiatriplan,« siger hun.
Ambitionsniveau dalet
I Dansk Folkeparti erkender psykiatriordfører Liselott Blixt også, at ambitionsniveauet er dalet en del siden valgkampen rullede.
»Det her er ikke at sidestille psykiatrien, som vi gerne så blev en del af de almindelige finanslovsforhandlinger, og selv om vi også gerne så, at der blev afsat flere penge til psykiatrien, så er vores førsteprioritet nu i stedet at skabe en rød tråd i indsatsen, for det hjælper alligevel ikke med nye sengepladser, hvis man efter behandlingen blot smider folk ud på gaden uden opfølgning,« siger Liselott Blixt.
I Dansk Psykiatrisk Selskab er formand Jeanett Bauer, dog langt fra imponeret, som hun gav udtryk for, da Information allerede forleden kunne fortælle, at beløbet til psykiatrien ville ende i omegnen af 200 millioner kroner i 2012.
I sommers fortalte hun blandt andet, hvordan man er så presset på kapaciteten, at man udskriver patienter, der på det nærmeste blot når en tur rundt om bygningen, før de vender tilbage.
Og Ivan Larsen er færdig med de psykiatriske afdelinger, der de seneste 20 år ellers har været med til at holde ham oven vande, siger han.
»Før var en indlæggelse en tryghed. Hvis man var ved at tilte. Du blev mødt som et voksent menneske, og du fik ro til at åbne op, bryde et panser ned,« siger han:
»Men det, jeg har oplevet de seneste år, er, at de leger med min tilværelse, og nu har jeg slet ingen kontakt med distriktspsykiatrien, selv om jeg godt kunne have brug for en overnatning eller bare at sidde der nogle timer, når jeg kan mærke, at den er gal. Det er jo ikke fordi, opgivenheden forsvinder. Det er sgu hårdt at bokse med, når du ikke har lyst til at være her mere og du føler, at ingen kan lide dig,« siger Ivan Larsen.
At være selvmordstruet kan sammenlignes med at være kræftpatient i forhold til risikoen for at dø. Prøv at forestil jer et ramaskrig det ville vække, hvis kræftsyge skulle dele stue med hårdkogte kriminelle eller larmende psykotiske patienter. Forskelsbehandlingen skriger til himlen. Det er en stor skam.
Man må bare konstatere, at der ingen stemmer er i psykisk syge, og de bliver behandlet derefter.
Det er simpelthen for ringe, alt for ringe. For patienterne og for deres pårørende. Et klart resultat af 10 års workfare i stedet for wellfare! 'Noget for noget' sagde Fogh - og hvis man ikke kan give noget, ja så får man heller ikke noget. Sådan fungerer det efter borgerligt ønske, trods visse hykleriske stemmer om noget andet.
Jeg håber, nogen kan sige mig imod...
Det er svært at undlade at tænke på, hvilken forskel millionærskat og bankskat, hvis ikke de var blevet underkendt af de Radikale, kunne have gjort for mulighederne for at handle anstændigt på dette område. Dette lille land er efterhånden så forstemmende. Hellere slikke folkedybets hang til charterture, gesimser og karnapper, hoppeborge, og investeringsliderlighed etc. i røven end at bede selvsamme om, eller måske ligefrem kommandere dem til, i menneskelig solidaritet at skrue ned for deres barnagtige adfærd.
Når man sammenligner de penge som går til den fysiske sygdomme med de penge som afsættes til de psykiske sygdomme, har det hele været tom snak.
Tilskuddet til gratis fertilitetsbehandling på 213 milioner viser forskellen.
Man er fra politisk side fuldstændig ligeglad og vasker hænder i hensigtserklæringer som ikke koster noget som helst.
Tillykke til psykologerne.
De alvorligt psykisk syge har slet ikke gavn af psykologhjælp. De har brug for sengepladser i trygge omgivelser.
Høj journalistisk kvalitet afhænger ikke kun af artiklens indhold, men også hvorvidt forfatteren kan stave og bruge sproget korrekt.
Det hedder for hulen ikke 'i sommers'!!
"Vi kan bedømme et folk på hvordan de behandler deres børn og gamle" Gandhi
"OG psykisk syge!" Mig
Skamfuld. På den 16 senge afdeling hvor jeg arbejder har der været næsten uafbrudt overbelægning nu i 2 måneder. Hvis den stakkels patient som uanende bliver indlagt som nr. 17 vidste hvad der ventede ham ville han vende om og tage hjem. Et koldt, uhyggelig 'aktivitetsrum' som aldrig kan bruges som sådan pga overbelægningen, uden møbler, skab, toilet og bad. Ingen siger det højt, men tvangen stiger fordi det hele skal gå så pokkers stærkt; der er ikke længere tid til den luksus det er at lære patienten at kende og udvikle et professionelt terapeutisk forhold, for så at få aftalt et forløb der reelt svarer til patientens behov og som patienten får tid til at forstå og acceptere, endda selv får indflydelse på. Behandling skal i gang hurtigst muligt - ikke altid for patientens skyld, men ofte fordi han så kan udskrives hurtigere, så den næste kan indlægges. Derved kan politikerne smække en statistik på bordet der beviser at det går fremad, for det er vel et fremskridt hvis man nu 'behandler' 25.000 patienter, hvor man for fem år siden kun nåede 23.000? Kun budgettet er efterhånden hellig. Jo man har skam kvaliteten i mente, det kan bevises med isøsætning af den danske kvalitetsmodel. Det er der trods alt penge til (20 mio.+ årligt) men den tid personalet bruger til at dokumentere, at man følger modellen er nok mere kostbare. Frasen 'hvid elefant' springer i tankerne men det er ligegyldigt. Dokumentation tæller mere end snus fornuft. Psykiatrien er på vej ned i rendestenen men så længe vi fortsat kan producere dokumentation kan vi begrave os i endeløse diskussioner om den i stedet for at gøre noget afgørende for at sætte kursen mod en verdensklasse psykiatri, for vi har jo lært vores lektier i de ti forgående år; det er nyttesløst at 'smide' penge efter kvalitet - det er noget man skal 'innovere' sig til.
Tak til dig Colin Bradley for en ærlig beretning. Det undrer mig, at I ikke nedlægger arbejdet over hele landet i protest mod elendige arbejdsforhold.
Jeg har en pårørende, som jeg undertiden foreslår indlæggelse - men din beretning overbeviser mig om at det er os, de pårørende, der som sædvanlig må klare problemerne. Psykiatrien er blevet kataton!
Det interessante, om man vil, er at de blå altid forlanger pengene udelukkende derhen, hvor der virkelig er behov for dem. Det er jo løgn - tværtimod er det fra de virkeligt trængende, at pengene bliver taget først, når de borgerlige er ved magten. Det er jo derfor situationen er som du beskriver, ikke sandt?
Når Astrid Kragh siger at der skal være lighed mellem somatikken og psykiatrien - ved hun ikke at det vil kræve mindst et to-cifret milliardbeløb . Fakta er ifølge WHO at der bruges 8% af de samlede sundhedsudgifter på psykiatrien men sygdomsbyrden (en samlet betegnelse for at kunne sammenligne forskellige sygdomme) er knap 20 % . Dvs at der i årevis har været brugt under halvdelen til området .
Men nu er jeg ikke den der vil investere alene i hospitalsdelen - tværtimod - vi skal stadig have færre sengepladser - men hele behandlingen bør omlægges med sigte på at styrke inklusionen .
En af de oversete virkninger ved dagens psykiatri er at den ved hjælp af medicinering,tvang osv - skaber kroniske patienter og handikkapper derved tusindvis af danskere. Ud over at det er dyrt på den lange bane er det også en inhuman tilgang til mennesket.