Læsetid: 3 min.

Socialdemokratierne vil tage sig plads

Socialdemokraternes kongres fejrede generobringen af magten — men både S og SF vil søge at markere sig yderligere i en regering, som i høj grad har været domineret af radikale
Statsminister Helle Thorning-Schmidt taler på Socialdemokraternes kongres lørdag i Aarhus.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt taler på Socialdemokraternes kongres lørdag i Aarhus.

Bo Amstrup

7. november 2011

Statsminister og S-formand, Helle Thorning-Schmidt kræver plads.

»Det vil sige, at Radikale Venstre også skal give Socialdemokraterne plads til at vise, at vi er et midterparti, og anerkende den placering i dansk politik, vi har.«

Sådan lød det på forsiden af Berlingske i marts for fem år siden. Det blev ikke just opfattet som et udtryk for stærkt lederskab fra den socialdemokratiske formand, som lærte lektien ikke at klynke.

Men det må være fristende at bede om det samme nu. For det er muligt, at Socialdemokraterne på lørdagens kongres klappede og smilede. Man bag de delegeredes glade ansigter gemmer sig en bekymring, som de i øvrigt deler med SF: Vælgerne gider dem ikke.

Man skal med få undtagelser endnu temmelig langt ud i baglandet, før der tales åbent om krisen, men på Christiansborg er man bevidst om, at de radikales og Enhedslistens succes er sket på bekostning af de to røde partier, som af mange betegnes som ét stort socialdemokrati.

Således er radikale gået frem i meningsmålingerne siden valget, og det samme gælder for Enhedslisten, der i sidste uge kunne fejre, at partiet for første gang var større end SF i en måling.

De blå mænd

Alliancen mellem S og SF har muligvis ført til et magtskifte, men vælgerne siver. Internt i S er man især bevidst om nødvendigheden af at få fat i de såkaldte blå mænd. Mens de kvindelige vælgere muligvis kan se fornuften i at lægge afgifter på det usunde og solidariteten i at afskaffe fattigdomsydelserne, har man sværere ved at kommunikere til den mandlige arbejder, som Venstre derimod har godt tag i.

Og det er netop den vælgergruppe, som landets største parti vil tale klart til fremover. I den forbindelse er Socialdemokraternes vigtigste opgave at vise handlekraft og skaffe job til dem, som krisen har ramt. Der giver regeringsmagten en reel mulighed for at føre sin politik ud i livet.

Men et er at have en politik, noget andet er at få den solgt. Mange socialdemokrater mener simpelthen, at de radikale i alt for høj grad har fået lov at sætte dagsordenen. Det var da også fra R, at historierne under forhandlingerne om regeringsgrundlaget kom. Imens gik både S og SF stille med dørene, som man nu engang havde aftalt. Derfor var det bydende nødvendigt for S og SF at markere sig langt tydeligere i forbindelse med finansloven. Det var således selveste udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der i Politiken forsøgte at tage æren for afskaffelsen af fattigdomsydelserne.

På samme måde var det S-formanden, der gik forrest i lanceringen af de fremrykkede offentlige investeringer for på den måde at tale til de vælgere, der måske ikke er voldsomt interesseret i ulighed, men har blikket stift rettet mod deres egen indkomst.

Flere målinger har vist, at også vælgerne tydeligst ser den radikale indflydelse på regeringen. Det førte blandt andet til, at et presset SF i sidste måned angreb R for at have svækket regeringens sociale profil. Den kritik var velgennemtænkt, men bliver næppe belønnet af vælgerne, som igen kunne notere sig et overskudsramt radikalt parti, hvis ledelse trak på skuldrene og beklagede udbruddet fra SF.

Ny lussing

I sidste uge kunne S notere sig yderligere en lussing, da en måling i DR Nyheder kundgjorde, at kun godt hver fjerde adspurgte — 28 procent — foretrækker Helle Thorning som statsminister efter næste valg.

Målingen gav yderligere vind i sejlede til Venstre, idet 41 procent foretrækker Lars Løkke Rasmussen som leder af landet. Ifølge Informations oplysninger skal folketingsgruppen snart drøfte årsagen til vælgernes kolde skulder.

Adspurgt om den ringe opbakning til S, anfører tidligere partiformand Mogens Lykketoft, at der nu skal arbejdes og skabes resultater:

»Jeg tror ikke, at jeg vil læse meningsmålinger de næste par år,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig er resultatet et udfald af den defensive tilgang, hvilket gjorde r og ø kunne profilere sig, mens de to andre stod for skud. Det er relativt simpelt, selv de radikale bør kunne være med her.

Den efterfølgende oppositionsjunta gav så et par hug mere.

Hvis vi siger at det tidligst giver mening igen at tale om meningsmålinger når halvdelen af valgperiodens maksimale længde på 1.460 dage er forløbet, bliver det lørdag den 14. september 2013.

Det er om 677 dage (1,85 år).

Tidligere partiformand Mogens Lykketoft siger, at der nu skal arbejdes og skabes resultater:

»Jeg tror ikke, at jeg vil læse meningsmålinger de næste par år,« siger han.

Jeg deler denne opfattelse.

I dag er det mandag den 7. november 2011 og den nye regering har siddet i 35 dage.

Der er forløbet 53 dage (3,6%) af valgperiodens maksimalt 1.460 dage.

Til Jarl Artild:

Det kommer jo an på hvor længe regeringen kommer til at sidde. Den nuværende udfordring er jo Finansloven, og selv om mange medier fokuserer på Enhedslisten, så er det jo reelt stadig De Radikale, der har noget at skulle have sagt.

Med de meningsmålinger der er nu, kan det være det virker tillokkende for Enhedslisten, at vælte regeringen hvis alternativet er, at give stemmer til en Finanslov med tydelige Radikale fingeraftryk.

Jens Overgaard Bjerre

Er der virkelig 28 procent som foretrækker HTS som statsminister? Nå, men hun er heller ikke lige det man forstår ved en socialdemokrat. Eller hvad det er de efterhånden har udviklet sig til?

@Line Trasborg

Hvorfor skulle det være attraktivt for Enhedslisten, at vi igen fik et blå-sort flertal, som vi har haft de sidste 10 år? De fleste politiske partier vil da gerne have indflydelse og ikke bare mandater. Mon ikke også det gælder for Enhedslisten?

Socialdemokratiets deroute over 20 år:

1990 1.221.121 37,4 % 69
1994 1.150.048 34,6 % 62
1998 1.223.620 35,9 % 63
2001 1.003.023 29,1 % 52
2005 867.350 25,8 % 47
2007 881.037 25,5 % 45
2011 879.615 24,8 % 44