Læsetid: 3 min.

SRSF sparer på universiteter

De studerende føler sig snydt, fordi regeringen trods løfter om at investere i uddannelse og forskning, ønsker besparelser for 600 millioner kroner
De studerende føler sig snydt, fordi regeringen trods løfter om at investere i uddannelse  og forskning, ønsker besparelser for 600 millioner kroner
9. november 2011

Regeringspartierne lovede op til valget millioner af kroner til uddannelse og forskning. Men i realiteten betyder SRSF-regeringens første finanslovsforslag besparelser på uddannelse og forskning for godt 600 mio.kr., vurderer Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og Danske Universiteter.

»Den her finanslov stemmer overhovedet ikke overens med de millioner, som regeringen har lovet at investere i uddannelse før valget. De lovede at rulle VK's besparelser tilbage, men reelt set står de inde for en hel række af dem,« siger formand for DSF Magnus Pedersen

En del af VK-regeringens bebudede besparelser på blandt andet den frie forskning er rullet tilbage, men SRSF-regeringen bibeholder stadig besparelse på universiteternes administration, strategisk forskning, øvrige formål og uddannelse trods løfter om, at der ikke skal spares på uddannelse og forskning.

Magnus Pedersen mener, at prioriteringen alt i alt vil betyde yderligere nedskæringer på de i forvejen trængte uddannelser.

»Det er dybt skuffende, at man i stedet for at forbedre uddannelserne som lovet, forringer dem. Regeringen har snakket om et kvalitetsløft, og derfor havde vi ikke forventet besparelser,« siger Magnus Pedersen.

Falsk markedsføring

Besparelserne på administration, øvrige formål og uddannelsestaxameter fortsætter dog som under VK, oplyser Danske Universiteter, der anslår, at besparelserne på især den strategiske forskning i 2012 vil være knap 200 mio.kr.

Formand for Danske Universiteter, Jens Oddershede, mener overordnet, at SRSF-finanslovforslag er en forbedring for universiteterne i forhold til VK's planer for området.

»Men i forhold til sidste år er der reduktioner, som vil betyde mindre fokus på forskning og uddannelse i 2012. På den måde har man ikke levet op til løftet om at rulle besparelser tilbage og fastholde niveauet,« siger Jens Oddershede.

Venstres forskningsordfører Tina Nedergaard mener, det er endnu et løftebrud, når regeringen i valgkampen lovede at tilbageføre alle VK's besparelser på uddannelse og forskning.

»I modsætning til en stribe andre områder kan regeringen jo ikke undskylde sig med, at de ikke har 90 mandater på det her område. Det er kun de lovbestemte omkostninger til at dække det ekstra optag, de har dækket ind, men det ekstra løft, som de havde stillet i udsigt, er ikke kommet. Jeg har forståelse for, at regeringen må passe på pengene, men det er falsk markedsføring fra regeringens side,« siger Tina Nedergaard.

Milliard til øget optag

Over de næste to år har regeringen sat en milliard kroner af til øget uddannelsesaktivitet, men beløbet dækker i realiteten kun det, det koster, at de videregående uddannelser allerede har optaget 10 procent flere studerende.

Det bekræfter De Radikales uddannelsesminister Morten Østergaard.

»Det ændrer ikke på, at de mange ekstra studerende skal finansieres, og jeg synes, det er helt i tråd med vores ambition om at øge uddannelsesaktiviteten uden at slække på kvaliteten. Alternativet var, at alle studerende skulle have en lidt ringere uddannelse,« siger Morten Østergaard. Trods besparelser ser ministeren forslaget som langt bedre end den tidligere regerings.

»Jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at det her forslag tilgodeser uddannelse og forskning. Vi har været mere optagede af at sikre den fortsatte uddannelsesaktivitet og basisbevillinger til forskning end eksempelvis administration. På forskningssiden tilgodeser vi den fri forskning og skærer i de strategiske midler i forskningsrådene, men det mener jeg ikke er at skære ned på universiteterne,« siger Morten Østergaard.

-Har folk misforstået jeres budskab om at investere i uddannelse?

»Nej, de har ikke misforstået vores budskab om bedre uddannelser, men det her er vores første finanslov, som bygger oven på VK's. Jeg synes, det er tydeligt, at vi prioriterer forskning og uddannelse, selvom der er knappe ressourcer,« siger Morten Østergaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ifølge Spørgetiden i Folketinget i dag hvor tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard spurgte Morten Østergård blev der givet en noget anden forklaring. Her blev. De bl.a. enige om at tallene kunne præsenteres på mange måder så der var ikke tale om nedskæringer .
Desværre kan jeg ikke huske detaljerne og kan kun henvise til referatet , når det forelægger.