Staten forsøgte at få mere ud af Nordsøen

Klima- og energiministeren siger det. Den borgerlige opposition siger det. Og også fra finansverdenen lyder det, at man, når aftalen om Nordsøens olie skal ses efter i sømmene, ikke må forringe vilkårerne for de store olieselskaber, der udvinder olien. Ellers kunne virksomhedernes risikovillighed og lyst til at investere i ny teknologi fordufte, lyder argumentet.

Men realiteten er, at det er den danske stat, der hidtil har betalt for en meget stor del af de investeringer, der har været i forbindelse med olien i Nordsøen.

Et fradrag på 250 procent betød i praksis, at staten næsten intet fik ud af den olie, selskaberne hev op af Nordsøen, fordi staten skulle betale så stort et fradrag tilbage til selskaberne.

Derfor nedsatte Nyrup-regeringen i 2000 et særligt Kulbrinteudvalg, som skulle lave et eftersyn på den daværende Nordsø-aftale for at undersøge, om staten fik nok ud af aftalen i skatteindtægter. Udvalget konkluderede klart og tydeligt, at fradraget på de 250 procent betød, at staten næsten intet fik ud af olien: »Vi konkluderede, at der var en betydelig risiko for, at det her system med det store fradrag ikke ville komme til at indebære noget skatteprovenu, fordi det var muligt for selskaberne at investere sig ind i en særlig skatteposition, hvor de næsten intet betalte,« siger den daværende formand for kulbrinteskatteudvalget, Otto Brøns-Petersen, som i dag er direktør i Skatteministeriet. Det var netop kulbrintefradraget, der i høj grad var begrundelsen for at ændre den daværende Nordsø-aftale til den, vi i dag kender, og som nu skal til ’serviceeftersyn’, forklarer lektor på RUC Anders Hansen, der forsker i energi og naturressourcer:

»Det var jo især kulbrintefradraget der gjorde, at det næsten ikke gav noget provenu til staten. Det var hovedproblemet ved den gamle ordning, og det kunne udvalget jo også se.«

Ikke nogen stor risiko

Anders Hansen mener, at det i høj grad var staten, der løb den største risiko ved at give selskaberne fradraget på 250 procent.

»Det er klart, at hvis der overhovedet ikke havde været én eneste dråbe olie i Nordsøen, så var risikoen alene på Mærsk og de andre olieselskaber. Men det vidste man jo godt, at der var. Der var selvfølgelig en lille risiko, det er der altid med den slags store investeringer, men staten har taget en stor del af den risiko på sig gennem dette enormt store skattefradrag,« siger Anders Hansen.

Men både i den borgerlige lejr og hos ministeren er holdningen klar: Mærsk og olieselskaberne har lavet store, risikofyldte investeringer i Nordsøen, og derfor skal selskaberne også belønnes. Således siger ministeren i et interview med Information:

»Hos de radikale havde vi den holdning, at man er nødt til at have bindende aftaler på det her område af den enkle grund, at hvis man skal investere et trecifret milliardbeløb for rent faktisk at kunne investere, er man nødt til at have en lang tidshorisont. At leje en borerig bare én dag koster milliarder. Det her er kæmpe investeringer som kan være meget givtige, men som også er ekstremt risikofyldte,« siger ministeren. Men også Peter Birch Sørensen er enig med Anders Hansen:

»Hvis selskaberne havde fået et fradrag på 100 procent, svarer det til, at staten betaler en andel af investeringsudgiften. Men når vi kommer op på 250 procent, er det ikke meget forkert at sige, at staten via det her fradrag har betalt nærmest hele investeringsudgiften,« siger Peter Birch Sørensen.

For megen investering

Ud over at konkludere, at staten næsten ikke fik noget ud af den tidligere aftale på grund af fradraget, var et andet centralt problem med kulbrintefradraget, at det gav incitament til at ’oppuste’ investeringsudgifterne, slog rapporten dengang fast:

»Der er således et skattemæssigt incitament til i størst muligt omfang at lånefinansiere aktiviteterne i kulbrintevirksomheden,« skrev udvalget i rapporten fra 2000. Men fradraget gav også selskaberne incitament til at spekulere i »skattemæssige overvejelser« — altså om- arrangere udgifterne, så de kunne falde ind under investeringer, og dermed kunne selskaberne indkassere fradraget:

»Virksomheden vil således søge at henregne flest mulige udgifter til beregningsgrundlaget for kulbrintefradraget. Eksempelvis vil en virksomhed, der erhverver et aktiv, der skal anvendes til efterforskning eller indvinding, i sammenhæng med en anden ydelse, hvor udgiften ikke berettiger til kulbrintefradrag, have interesse i, at den størst mulige del af den samlede ydelse henføres til aktivet,« konkluderede udvalget.

Som følge af udvalgets anbefalinger ændrede man i den nuværende Nordsø-aftale fradraget fra at være på 250 procent til i dag at være på 30 procent. Regeringens kommende serviceeftersyn af aftalen handler blandt andet om at afdække, hvorvidt det er juridisk muligt at ændre skattetrykket på olieselskaberne, så staten får en større andel af olieindtægterne, fordi blandt andet oliepriserne er over firedoblet siden 2003. Serviceeftersynet forventes afsluttet til august næste år.