Baggrund
Læsetid: 6 min.

I statens tjeneste?

Både folkevalgte og medier har den seneste tid gjort politikernes private handlinger og bekendtskaber til offentlige problemstillinger under henvisning til alt fra rigets sikkerhed til potentielt dårlig dømmekraft i embedet. Nogle mener, at politikerne får som fortjent, men både nuværende og tidligere formænd for Folketinget, moralfilosoffen og sikkerhedseksperten frygter, at det er os allesammen, der er de egentlige tabere
Både folkevalgte og medier har den seneste tid gjort politikernes private handlinger og bekendtskaber til offentlige problemstillinger under henvisning til alt fra rigets sikkerhed til potentielt dårlig dømmekraft i embedet. Nogle mener, at politikerne får som fortjent, men både nuværende og tidligere formænd for Folketinget, moralfilosoffen og sikkerhedseksperten frygter, at det er os allesammen, der er de egentlige tabere
Indland
9. november 2011

»Det er ikke ulovligt, men ...«

Og så kommer historierne om Henrik Sass-Larsens relationer til rockermiljøet, om Anders Samuelsens indfrielse af hans søns narkogæld. Om Ole Sohn, der muligvis var bekendt med pengeoverførsler fra Moskva til DKP i 80'erne, og om Henriette Kjær, der havde valgt en dårlig betaler som sit livs udkårne. Om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.

Det seneste år har budt på en lang række sager om politikeres privatliv og fortid, der næres af en moralsk fordømmelse og nysgerrighed, men desuden begrundes med forudskikkelser om dårlig dømmekraft i embedet og direkte fare for rigets sikkerhed.

»For os var det centrale at afdække, at en dansk toppolitiker har betalt en narkogæld og dermed bragt sig i en situation, hvor organiseret kriminelle muligvis kunne begynde at afpresse ham,« skriver Berlingske Tidende i en begrundelse for at bringe Samuelsen-historien.

Eller som Venstres Søren Pind siger til TV 2 om sitønske om en offentlig kulegravning af Ole Sohns mulige kontakter med det sovjetiske styre i hans tid som DKP-formand i slut-80'erne.

»Der er meget tungtvejende information, der tyder på, at han har modtaget ulovlige penge fra Sovjetunionen. Et faktum, han benægter. Hvis der i det russiske arkiv ligger underskrifter fra Ole Sohn på, at han har modtaget penge, ja, så er der jo et afpresningsforhold.«

Forstået således, at russerne kan presse Ole Sohn til at handle i modstrid med danske interesser ved at true med at offentliggøre oplysninger om hans fortid.

Flere normskandaler

Med den intensitet, som personsager af lignende karakter har haft på dagsordenen før, under og efter valget, ligner det en tendens, og ifølge Morten Skovsgaard, adjunkt ved Syddansk Universitet, der forsker i skandalejournalistik, viser undersøgelserne et stigende antal 'normskandaler'.

»Selv om politikerne ikke gør noget ulovligt, så forventes de at være med til at sætte standarder for moralen i samfundet,« siger han og føjer til, at medierne retfærdiggør deres rolle som vagthunden, der skal holde magthaverne i ørerne — eksempelvis som i sagen om Ole Sohn og en potentiel sikkerhedstrussel:

»Man kan selvfølgelig diskutere den retfærdiggørelse,« siger han, men mener faktisk, at det er et særsyn at se sager af privat karakter i de 'seriøse' medier, der ikke i et eller andet omfang siges at have et større perspektiv.

»Historier som den nylige om, at Nicolai Wammen har fået barn med en partikammerat, han ikke er sammen med, ser vi temmelig sjældent, fordi det ikke umiddelbart har implikationer for det offentlige virke,« siger han.

Oppe i det røde felt

Men det næste spørgsmål er så, hvad der kan retfærdiggøre en historie om en politikers privatliv og omgangskreds.

Tidligere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, har været stærkt kritisk over for både mediernes og politikernes — håndtering af Sass Larsen-sagen og med Samuelsen- og Sohn-sagerne de seneste dage er han mildt sagt ved at være oppe i det røde felt:

»Det, vi ser i de her dage, er et rædselsfuldt miskmask mellem politiske og sikkerhedsmæssige vurderinger. Min klare holdning med min viden og erfaring er, at der ikke er nogen af de her sager, der burde give betænkeligheder rent sikkerhedsmæssigt,« siger han: »Jeg har aldrig oplevet det her nogensinde tidligere, og det rejser helt generelle, retssikkerhedsmæssige problemer for de mennesker, der udlægges om potentielt kriminelle. PET er jo både dommer og anklager, hvis man følger den logik, der ligger i håndteringen og omtalen af de her sager,« siger han.

Konservative skandaler

Også de konservative har med både Henriette Kjær og ikke mindst ægtefællens overforbrug og Bendt Bendtsens søn, der blev taget med en større mængde narkotika, været igennem den mediemølle, der i disse dage maler mere end nogensinde med fokus på politikernes og deres nærmestes gøren og laden, ligesom Lars Løkke Rasmussens bilagssag mere udviklede sig til at handle om omgangskreds og drikkevaner.

Post.doc ved CBS' institut for politik og filosofi og forfatter til bogen Etik uden moralOle Bjerg mener, at historierne også er en bekymrende fortælling om vores samfund.

»Der sker en moralisering på bekostning af de her mennesker, men også andre værdier i samfundet. Det er i dag blevet meget vigtigt for offentligheden, at politikerne i deres privatliv agerer ud fra særlige, ophøjede moralske standarder. Tidligere havde det ikke betydet det samme. Der var en større tolerance. Mange store statsmænd, som privat har lavet alt muligt — var drukkenbolte eller havde affærer — måtte ikke stå til ansvar over for det i sin samtid, men blev anerkendt for de store ting, de præsterede,« siger han.

»Det betyder også, at der er en bestemt type af mennesker, man udelukker fra politik og andre sammenhænge, som måske lever et anderledes liv, men måske netop derfor er i stand til at gøre og forstå andre ting. Der er en tendens til, at Folketinget skal være folkeligt, men man vil alligevel ikke have alle karakterer. Hvis man tilhører en veluddannet middelklasse, ja så er det med kontakt med rockere i bekendtskabskredsen måske noget meget fjernt. Men der er lag, hvor afstanden ikke er så stor,« siger han.

Lykketoft bekymret

Også Folketingets formand, Mogens Lykketoft, mener, at ikke mindst mediernes optræden er bekymrende.

»Vi kan ikke lave andre kodeks, end der er for mennesker i almindelighed. Hvis man virkelig energisk roder i alle skraldespande, er det svært ikke at finde noget,« siger han og mener f.eks. overhovedet ikke Anders Samuelsens private problemer er en sag, Folketinget skal beskæftige sig med.

»Medierne skulle være meget tilbageholdende med at inddrage politikerne i, hvad deres familiemedlemmer må have gjort,« siger han.

Den forhenværende Venstre-formand for Folketinget, Christian Mejdahl, mener det skygger for det vigtigste: nemlig den politik, der skal føres:

»Den slags historier er kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget i medierne og dermed i folks bevidsthed,« siger han og uddeler verbale ørefigner til nogle af de partikolleger, der bidrager til at holde gryderne i kog:

»Når Ole Sohn har stået skoleret over for sin fortid og er sluppet gennem nåleøjet, så skal det have en ende,« siger Mejdahl.

Brug for selvransagelse

Venstres tidligere integrationsminister, Søren Pind, har i særdeleshed været med til at presse på for en undersøgelse af Sohn-sagen:

»Når de (regeringen, red.) har kastet sig ud i en stor parlamentarisk undersøgelse af Irak-krigen, hvor NATO's generalsekretær skal undersøges, ville det være mærkeligt, om ikke det gælder denne sag, som har en langt alvorligere karakter,« siger han.

Det kunne udlægges som lidt af en proportionsforvrængning, og det er i hvert fald udtryk for, at politikerne også bærer til ved bålet, siger professor på Institut for Politik og Business ved CBS, Ove Kaj Pedersen.

»Både politikere og medier misbruger sikkerhedsargumentet i øjeblikket,« siger han og opfordrer til selvransagelse:

»Problemet er, at det er en proces, der kan fortsætte i det uendelige. Vi er inde på en potentielt farlig vej, hvor alle politikere kan dømmes ude med henvisning til et sikkerhedsperspektiv, der altså ofte er politisk,« siger han.

Professor og medieforsker ved Syddansk Universitet, Erik Albæk, udpeger nu dækningen af Sass-sagen som helt reelt i et medieperspektiv, fordi PET tilsyneladende mente, at han udgjorde en sikkerhedsrisiko og i alt fald fordi, statsministeren ikke mente ham egnet til at være minister: »Man kan så spørge sig selv, om den vurdering er korrekt,« siger han.

Ifølge medieprofessoren er politikerne også selv medvirkende til den udvikling, da de stiller op til interview om deres privatliv og deltager i underholdningsshow:

»Det gør de, fordi de regner med en vælgermæssigt gevinst. Der kan man spørge, om politikerne skal have eksklusiv ret til at bestemme, hvilke dele af privatlivet journalisterne skal beskrive,« mener Erik Albæk.

Bevidste medier

Formand for journalistforbundet, Mogens Blicher Bjerregaard, mener faktisk, at der er tegn på, at medierne er meget bevidste omkring historiernes berettigelse.

»Medierne skal hele tiden balancere mellem, hvad der har offentlighedens interesse og indflydelse på en politikers embede, og så hvad der er rent private forhold,« siger han, men fortsætter:

»Jeg vil så også sige, at når der i Folketingssalen og i andre fora gås hårdt til enkeltpersoners private forhold, så er det ikke underligt, at medierne dækker det,« siger han og roser medierne for at bringe kontroversielle historier med en begrundelse.

»Det giver befolkningen en chance for at forstå journalistiske prioriteringer, der måske ellers kan være lidt svære at sætte sig ind i.«

Lad det hermed være gjort: 'Information har i dag valgt at skrive om én politikers dårlige venner, en anden politikers søns narkoproblemer, en tredje politikers ægtefælles rod i økonomien, en fjerde politikers selvangivelse og en femte politikers dubiøse fortid. Det har været en svær beslutning, men vi gør det i samfundets tjeneste.'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Stop det! At være folkevalgt parlamentariker er ikke et embede. Denne fordrejning af demokratiet dukker oftere og oftere op i diverse kommentarer og artikler. Det stinker langt væk af den korporative stat. Fascismen sniger sig frem. Djævelen er i detaljen.

Dorte Sørensen

Tak for den vinkling. Her bare en lille bemærkning, når I følte trang til en slags ”forbryder album” over politikere, hvorfor er Thor Pedersen så ikke med. I mine øjne burde han være den mest udhængte, da han som FINANSMINISTER blev taget i at have fiflet med sin egen landbrugsstøtte. Han fik ingen gang fyresedlen af Fogh Rasmussen , men blev senere valgt til Folketingets formand – dog i første omgang kun med OVK s stemmer.
Der udover er en ministers ukorrekte oplysninger til Folketinget vel også værre og dem har der desværre været mange af under OVKs 10 år..

NHN: At være folkevalgt parlamentariker er ikke et embede.

Vel sagt.

Næh... det er en projektansættelse, og det er altså ikke vælgere der er arbejdsgiverne her, men partiledelser. Statskundskabskandidater ved godt at det ikke er tjenestemandsstillinger per se., men forventer naturligvis med en vis rimelighed i etableret samfundspraksis, at man ikke rekrutterer fra andre faggrupper undtagen det er professionelt nødvendigt.

Modtagelse af støtte fra Sovjet anses nærmest som landsforræderi uagtet at langt hovedparten af "det røde guld" gik til opretholdelse af ytringsfriheden i de vestlige økonomiske diktaturer, hvor eksempelvis Land og Folk blev udsat for annonceboykot, udelukkelse fra dagbladenes fælles indkøbsaftaler, samt fælles nyhedstjenester. Finanseliten forsøgte at kvæle venstrefløjens og fagbevægelsens ytringsfrihed, samtidig med at CIA-finansierede nyhedstjenester, radiokanaler, og filmproduktioner m.m. buldrede deres forherligelse af forbrugerismen ind over de økonomisk fornuftige socialismer i Europa.

...den dag i dag kan erhvervslivets forsøg på at knægte ytringsfriheden let konstateres gennem en simpel optælling af annoncer - en optælling der klart favoriserer den borgerlige del af pressen.

Dorte Sørensen

Bill Atkins
Har givet dit indlæg en anbefaling. Her bare en lille bitte bemærkning, jeg ved nu ikke om Østblokken var et økonomisk fornuftige system – men om det er varemangel eller mangel på penge der afholder den ”jævne ”befolkning for at kunne få ting og sager er måske ikke den store forskel. Mht. befolkningens retssikkerhed i den tidligere Østblok så har vi snart overtaget de samme metoder, med forebyggende anholdelser, mere eller mindre vilkårlige aflytninger osv.
Men din kommentar om det øvrige var lige i øjet.

@Dorthe
Du har ret, men historien om Thor Pedersen er efterhånden en ældre sag. Han røg dog også gennem møllen tilbage i 2003.

Endnu engang ser vi mediernes elendighed, fordi de ikke længere nuancerer! Det er ikke principper, medierne skal opretholde, som de åbenbart synes, men en vurdering af faktiske forhold. Det er uinteressant, at en englænder, der arbejder i udlandet og aldrig har haft dansk statsborgerskab, ikke betaler skat i Danmark, også selvom han er gift med Danmarks statsminister; men det er bekymrende, at den organiserede kriminalitet kommer så tæt på folkevalgte, at de direkte indgår i relationer med disse. At dette ikke har været tilfældet tidligere har været grunden til, at Danmark har været det mindst korrumperede land i verden.
Man kan være venlig og mene, at en partileder tænker på sin familie, når han betaler mange tusind kroner til en kriminel organisation for en kriminel handling, hans nærmeste familie, som han har forældreansvar for, har begået. Men overhovedet at rode sig ud i den situation betyder, at man ikke forstår, hvad befolkningen betaler sine valgte repræsentanter rundhåndet for!
Henrik Sass Larsen står i den komplet modsatte situation: han gør sig ikke afhængig af rockerforbindelser, han forsøges udnyttet af dem, men smyger sig udenom.
Når alverden står på nakken af hinanden for at berette, at Anders Samuelsen ikke har brudt loven med sin handling, må man spørge, hvad der skal til for at overtræde den stramme danske narkotikalovgivning! Kan narkomaner nu lovliggøre deres misbrug ved at betale for hinanden?

Mht. Ole Sohn, så er ingen vel i tvivl om, at det sovjetiske kommunistparti støttede alle andre vestlige kommunistpartier, inkl. det amerikanske. Om Sohn modtog penge eller ej, rager mig langsomt! Han var formand, måske gjorde han det ikke, fordi man ikke havde tillid til ham i den gamle garde.
Det er imidlertid legitimt i et demokrati at ville en samfundsforandring, og det er lovligt at modtage støtte sin partivirksomhed, også fra meningsfæller i udlandet. Alt andet lige er det jo en forbedring af valutareserven, uanset hvor pengene kommer fra, sålænge de ikke er falske.

Jakob Schmidt-Rasmussen

At være politiker er et tillidshverv.

Det er personen, som vælgerne stemmer på, for politikerne er ikke på nogen måde bundet af valgløfter, eller "foreskrifter" fra vælgerne, ifølge Grundloven.

Partierne er heller ikke nævnt Grundloven.

Derfor er det private ofte politisk relevant!

Og netop derfor er det vigtigt, at vælgerne har en berettiget grund til at føle, at de deler grundværdier med politikerne, der går ud over valgløfterne og den daglige politik.

Derfor er f.eks. venstremanden Flemming Oppfeldts privatliv også relevant for Venstres vælgere.

For selvfølgelig får politikernes helt private synspunkter også ofte politiske følger.

Især i de såkaldte etiske spørgsmål, hvor partierne lader folketingsmedlemmerne stemme efter deres private holdninger, i stedet for at skulle følge partilinien.

Oppfeldt stemte f.eks., som den eneste fra Venstres folketingsgruppe, for at homoseksuelle også skal have ret til at adoptere.

"»Der er meget tungtvejende information, der tyder på, at han har modtaget ulovlige penge fra Sovjetunionen. Et faktum, han benægter. Hvis der i det russiske arkiv ligger underskrifter fra Ole Sohn på, at han har modtaget penge, ja, så er der jo et afpresningsforhold.«"

Hvis det at man modtager nogle penge automatisk betyder at så er der et afpressningsforhold, hvad er det så når Saxo Bank hælder millioner i Liberal Alliance?

Dorte, det er mit indtryk fra rejser i Østeuropa og Sovjet, at den bevidste del af proletariatet i øst ønskede at skabe stater, baseret først og fremmest på fred - men derefter på selvforsyning og et rigt fritidsliv. At der så i den politiske og især den økonomiske og militære ledelse samt hos akademikere opstod andre mål, det er noget af det vi burde lære af frem for - som propagandaen gør - at begrave i kendsgerningerne i rædselsesberetninger der når den er værst ligestiller østkommunismen med nazismen.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er indlysende, at det er komplet meningsløst at skrive, at Sohns handlinger som formand for DKP tilhører privatlivet.

Det giver simpelthen ikke mening.

Hvis den kapitalistiske verden ikke havde opfattet kommunismen i Sovjet som et angreb, men accepteret eksistensen af forskellige styreformer, havde udviklingen været anderledes, det er inge vel i tvivl om.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Peter Hansen skriver:

"Hvis den kapitalistiske verden ikke havde opfattet kommunismen i Sovjet som et angreb..."

Det russiske imperium VAR imperialistisk - og truslen var primært rettet mod Europa:

Både mod Øst- og Vesteuropa; men især mod det besatte Østeuropa.

Det kom de ungarske og tjekkiske kommunister til at føle, da det russiske imperium indsatte tropper, der stoppede forsøg på at demokratisere kommunismen i Ungarn og Tjekkoslovakiet.

Det imperialistiske, russiske imperium havde allerede taget magten fra folkene og de folkevalgte politikere i Østeuropa.

Derfor måtte de demokratiske lande i Europa bekæmpe de russiske kommunister på en måde, som de kinesiske kommunister ikke blev udsat for i samme grad.

Bornholm var tæt på, at blive tvunget til at blive en del af det russiske imperium, lige efter anden verdenskrig.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg er fuldstændigt sikker på, at hvis Ole Sohn stadig opfatter sig som en slags kommunist, så er han kommunist på samme måde, som de demokratisk orienterede kommunister i Ungarn og Tjekkoslovakiet, der gjorde oprør mod det russiske imperiums diktatoriske overmagt, var.

@Peter Hansen
Du var kort inde på at Danmark er et af de mindst korrupte (nr. 1) lande i verden. Vi har haft professor i økonomi David Dreyer Lassen i røret til en kort kommentar om Henrik Sass Larsen og Anders Samuelsens kontakt til organiserede kriminelle. Han vurderer ikke, at de to sager vil få nogen betydning for Transparency Internationals vurdering af Danmark, fordi der ikke er tale om direkte korruption af offentlige midler til egen vindings skyld.
- Til gengæld er det næppe godt for befolkningens tillid til politikerne.

Midt i diskussionerne om forskellige, kendte politiske personligheder, forekommer det mig påfaldende at pressen ikke kan holde fast i et emne: næsten tilfældigt valgt eksempel: Claus Hjort's embedsførelse i Arbejdsministeriet.
Hvorfor fører pressen ikke sådan en sag til dørs i stedet for at løbe efter forhold, som er diskutable? Det eneste virkeligt anløbne ved sagen om en tidligere arbejdsminister er, hvorfor store grupper af politikere holdt hånden over ham.

Der er ikke plads til at tænke uden for normen længere så, at kommunistisk tankegods skulle skræmme, fremkalder da et lille smil.

Ja, medierne g¨år tit over stregen også når det gælder offentlige personers privatliv, og særdeles ubehageligt er det når man kan fornemme en politisk dagsorden bag den slags overgreb.
På den anden side skal vi være glad for at vores medier har fingeren hurtig på aftrækkeren. Politikere er offentlige personer og derved har de sagt ja til at skulle leve under særlige vilkår. Er det urimeligt at der stilles højere krav til deres etik og moral?

Jeg siger bare Berlusconi

Lars Højholt, interessant - men må jeg iøvrigt anbefale, at man laver en undersøgelse af på denne avis, hvor alle de professorer, man hele tiden ser citeret, kommer fra! Hvornår er universiteterne i den grad blevet oversvømmet med folk, der indtager den højeste akademisk-administrative post på institutniveau?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvad mener du med, at der ikke "længere" er plads til at tænke uden for normen?

Sig det til efterkommerne af de ungarske og tjekkoslovakiske kommunister, eller til de millioner af andre kommunister, der blev myrdet af det russiske kommunistdikatur, netop fordi de tænkte uden for normen!

Hvis det at modtage penge fra en stat, som ønsker at undergrave pengemodtageres samfund, ikke er statsfjendtlig virksomhed, så er der intet som er det ...

Niklas Monrad, det er ikke undergravelse af samfundet, det er støtte til et politisk parti, hvis ønske om en samfundsmodel, man sympatiserer med.

Og Jakob Schmidt-Rasmussen, du kan jo ikke argumentere udfra en udvikling, der netop i sig selv er konsekvensen af det, der kunne og brude have været anderledes. Man kan ikke være blind for, at udviklingen i Sovjet i høj grad var båret af behovet for tilstrækkelige forsvarsmidler.

@ Peter,

Lissom det ville være helt OK, hvis Saudi Arabien finansierede et islamisk parti i Danmark går jeg ud fra at du mener.

@ Peter,

Du mener at Sovjet havde behov for tilstrækkelige forsvarsmidler så de kunne invaderede og besætte Ungarn og Tjekkoslovakiet ...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Peter hansen.

Socialismens potentielle fremtid i Rusland blev stoppet allerede i november 1917.

Det skete, da en preussisk miltær-efterretningstjenste sendte adelsmanden Lenin til Rusland.

Der startede Lenin en antidemokratisk kontrarevolution, der væltede den demokratisk orienterede, folkesocialistiske regering, som det russiske folk havde valgt kort forinden.

Årsagen til, at tyskerne effektivt stoppede den demokratiske socialismes fremtid i Rusland, var, at Ruslands demokratisk valgte, socialistiske leder, Kerenskij, havde lovet, at Rusland fortsat ville deltage i første verdenskrig.

Resten er mørke...

Nej, så de kunne afskrække USA, det ved du godt. - Jeg er da iøvrigt ret overbevist om, at S-A finansierer islamister i Danmark; men jeg har forstået, at den udbredte tankegang i de kredse netop er, at man ikke skal involvere sig i politik.
Som bekendt var kommunismen en verdensbevægelse, for hvilken det var naturligt at støtte meningsfæller verden over. Selvom man kan være uenig om meget vedr. Sovjet - f.eks. kan ingen ved deres forstands fulde brug vist sige meget godt om den måde, kommunismen blev taget som gidsel for et totalitært system - så er kampen for samfundsændringer legitim, også i revolutionær forstand. Der er som bekendt mange borgerlige revolutioner, som du vel ikke fordømmer, Niklas?

@ Peter,

Jeg fordømmer ikke revolutioner a priori, og selvsagt ikke hvis der revolutioneres imod et brutalt og undertrykkende samfund, som er ufølsomt over for sit folks lidelser. Jeg ser derimod ingen ide i at vælte et udemokratisk og voldeligt regime, blot for at erstatte det med et andet af samme slags.

Sovjet var Danmarks erklærede fjende som vi var i (kold) krig med. Kan du forestille dig nogensomhelst anden sammenhæng, hvor man ville acceptere at fjenden financierede statsundergravende virksomhed i ens eget land?

Som da de konservative var ved østfronten?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Der var også mange socialister og socialdemokrater, der støttede kampen mod det diktatoriske, russiske imperiums imperialisme.

Rusland forsøgte jo uprovokeret, at anneketere det demokratiske Finland og russernes havde modvilje mod at forlade Bronholm efter, at resten af Danmark var blevet befriet.

Det medvirkede til, at min bedstefar, der var kommunistisk sabotør under krigen, blev 100 pct socialdemokrat, nogle år efter krigen var slut.

Dorte Sørensen

I mine øjne er det en underlig debat. Vi er over 20 år fra den kolde krigs ophør, DKP var et lovligt parti i Danmark og i store perioder repræsenteret i Folketinget.
Ole Sohn ville ændre DKP og blev herved holdt i perfirien. Hvorfor er det så svært at accepterer?

Skal vi så også til at stille de konservative til ansvar og undersøgelser for at have støtte eller sympati for Hitler i 1930érne?

Er der ikke vigtigere sager som Folketinget og medierne burde bruge kræfterne på?

Jakob Schmidt-Rasmussen

Christmas-Møller var de konservatives Ole Sohn efter krigen.

Jeg brækker mig både over medierne og politikerne. Gid de næste generationer af journalister må være rødere end nogensinde, så det her vridemølle-pjat kan bringes til ophør!

@Niklas Monrad og Jakob Schmidt-Rasmussen
Ungarn og Czekoslovakiet måtte efter krigen undgælde fordi de havde selvstændige divisioner der kæmpede på nazisternes side mod den Røde hær, og fordi de selv havde stået for udrensninger af jøder og romaer. Disse pronazistiske kræfter i de to lande forsvandt ikke af sig selv efter 1945 og de var mere end villige til at bakke op bag den vestlige forbrugerisme og propaganda - og faktisk findes de den dag i dag.

Historien om Sovjets mulige besættelse af Bornholm er ren opdigt, - undersøg dog kildematerialet - men en oplagt gyser, placeret af efterkrigstidspropagandaen, som en isklump midt i flødeskummen, for at skræmme et lille folk, der kun blev anerkendt som allieret fordi vi efter krigen, i strid med Jaltaaftalen, gav USA ret til at gebærde sig som de ville i Grønland.

@romed
Tilbage på sporet, så har du jo fat det centrale spørgsmål i artiklen: Hvad retfærdiggører en artikel om en politikers liv og omgangskreds?
Ole Bjerg bliver jo citeret for følgende pointe:
- Der sker en moralisering på bekostning af de her mennesker, men også andre værdier i samfundet. Det er i dag blevet meget vigtigt for offentligheden, at politikerne i deres privatliv agerer ud fra særlige, ophøjede moralske standarder. Tidligere havde det ikke betydet det samme.
Vi har diskuteret det løbende på redaktionen, men hvad mener du selv - og I andre?

@ Bill,

Så du forsvarer altså Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 23 år efter ophøret af Anden Verdenskrig, med at de havde stået på fjendes side, og det måtte de undgælde for ...

Du fremfører hermed endnu en glimrende grund til at vi bør anse Sovjets lakajer og medløbere for farlige, her 30 år efter Sovejts fald.

20 år skulle der naturligvis stå ...

Måske er det virkeligheden på tide, at vi invaderer Ukraine, for stod de måske ikke på fjendes side for 20 år siden ...?

@Lars Højholt: tak for dit forsøg på at bringe diskussionen tilbage til emnet og ikke følge de antikommunistiske provokatørers linie.
Skismaet er vel egentlig at såvel politikere som journalister har tilladt at der er opstået to regelsæt: et lovfunderet og et moralsk. Journalisternes motivation er klar: hvis de skal afvente domstolsafgørelser før de spreder snavs om "offentlige personer", bliver journalisterne stækket.
Det centrale i Ole Sohn-diskussionen er at manden beskyldes for ulovligheder baseret på en KGB-agents spekulative "vidne"-udsagn. Hvilken værdi ville selvsamme aviser tillægge en KGB-agent, hvis han udtalte sig om CIA-overflyvninger af dansk territorium?
Delingen mellem legalt regelsæt og moralsk regelsæt (mis)bruges aktuelt til mistænkeliggørelse af politisk aktives lovlige politiske engagementer - det er en skræmmekampagne drevet af folk, som vil gøre hvadsomhelst for at aflede opmærksomheden fra de sidste 10 års ulovlige forvaltninger i landet

Ejvind Jacobsen

De mange "personsager" er formentligt en følge af de mere og mere opskruede "dem og os" debatter der findes alle vegne.

Når man går til en hvilken som helst konflikt, der ender i en krig, vil man se at det første der ryger er sagligheden, og at man derefter begynder at lægge skylden for alle dårligdomme på modstanderne.

I starten er det typisk lederen af en bestemt fraktion der står for skud, men efterhånden spreder det sig til "alle de andre"

Der er altså tale om en helt almindelig konflikttrappe udvikling, som man kan lære meget mere om ved at studere emnet. Læs f.eks. Stephen Covey. Der kan også findes svar på hvordan man håndterer sådanne konflikter.

Det nytter ikke at tage stilling til de enkelte sager, da de bare er udtryk for en tendens, og måske endda en holdningsændring i befolkningen.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Lars Højholdt.

Det er burde i princippet ikke være relevant, at diskutere Ole Sohns politiske fortid, i debatten om denne artikel.

For artiklen handler angiveligt om, at medierne gør det private politisk, på en måde der ikke er politisk relevant.

Men det er jo det omvendte, der er tilfældet.

For artiklens forfattere nævner jo Ole Sohns handlinger, som formand for et politisk parti, som et eksempel på et emne, som artiklens forfattere mener burde tilhøre privatlivet...

jeg synes, at debatten først og fremmest afslører, at man slet ikke blandt journalister synes at være i stand til at vurdere hvad, der er acceptabelt og hvad, der ikke er det. Og jeg vil altså fastholde, at køb af narkotika, om det så er på andres vegne, for at redde familienavnet eller af en hvilken som helst anden grund, er så langt fra det acceptable, at manden forlade Folketinget.

- " politikere som journalister har tilladt at der er opstået to regelsæt: et lovfunderet og et moralsk"

nu er det jo næppe kun blandt politikere og journalister at der eksisterer de to regelsæt, og det er vel det, som er kernen i problemet ..

Hvis I giver jeres bud, tager jeg det med til redaktionsmødet imorgen:
Er sagen om Henrik Sass Larsen, Ole Sohn, Anders Samuelsen og de andre forhold, hvor vi befinder os i gråzonen mellem det private og det politiske vigtige at få belyst - er det i statens tjeneste? Ville I have jagtet og trykt historierne og hvor går grænsen?

@Lars Højholt: hvis man skal finde en begrundelse for at begrænse sig til de tre personers forhold, bliver I nødt til at se på regler (love): hvad kan en person tillade sig at gøre: overholde loven? overholde nogle mindre velbeskrevne regler/have en højere moral? Og hvordan forholder det sig for en person i et embede (f.eks. en minister): skal han holde loven? noget mere? eller afhænger det af om han har tilstrækkeligt mange venner til dække over ham?
Efter min (ringe) mening, giver journalistikken sig selv en åben jagtmark ved at gå efter det mest fleksible regelsæt (moralske vurderinger) og hermed gøres politikeres og potentielle politikeres livsvilkår vanskeligere (eller umulige)

Jakob Schmidt-Rasmussen

Ole Sohns sag er indiskutabelt af politisk karakter og ikke af privat karakter.

Jeg vil også gerne læse om, når politikere f.eks. vil have andre til at sende deres børn i folkeskoler for integrationens skyld, mens de selv sender deres børn i privatskoler, fordi undervisningsmiljøet på den lokale folkeskole er brudt sammen, på grund af for mange sprogsvage elever.

Eller når politikere vil stramme skatteskruen for de fattigste, ved at indføre flere og flere afgifter, der rammer fattige og rige lige hårdt, samtidigt med at de gør, hvad de kan for, at de selv og andre rige kan slippe billigst muligt i skat, ved hjælp af både legale og tvivlsomme manøvrer!

Eksemplet Oppfeldt er også et oplagt eksempel på, at medierne (og offentligheden som sådan!)svigtede, netop ved at skelne mellem manden som privatperson og som politiker.

Dorte Sørensen

Lars Højholt
Det var lidt af en opgave. Men her har du mit hurtige bud.
Ole Sohns sager virker mere som hetz, da det er en sag der har være belyst så mange gange - bl.a. i DIIS rapporten mv.
Sass Larsen ikke blev minister fordi PET ikke ville sikkerhedsgodkende ham og Thorning ikke ville give oppositionen skyts, er vel i orden. Men yderligere behøver offentligheden ikke .
Ang. Samuelsen så er jeg ret sikker på at han ikke selv ville ha´ holdt sig tilbage med krav om bål og brænd .. Her er det virkelig en gråzone, men under alle omstændigheder så er sagen lige så underlig som Sass Larsens

Jakob Schmidt-Rasmussen

I burde undersøge alle de sager, hvor der er en mere eller mindre flydende overgang mellem private interesser, politiske interesser og decideret lobby-virksomhed!

Oppfeldt stemte jo f.eks. for homoseksuelles ret til at adoptere, imod Venstres partilinie, og blev udnævnt til Årets Laks af samme grund.

Det indlysende må være at få fokus tilbage på den politiske dagsorden, eller det ville være rart folk vidste hvorfor -de eksempelvis stemmer venstre. Hvad har det med de andre at gøre?, at standarden starter med et parti sætter linjen.

Så når de andre forsvarer deres politiske virke, ja så står de andre med bukserne nede. Personfnider, starter med fnider. Altså ingen mening, og ingen politisk dagsorden. Så har man spillet bolden ud over hegnet, og selv valgt platformen.

Altså, hvis DKP havde modtaget de dér penge fra Sovjet i dag, skulle de have opgivet det til et register, hvis det var mere end 20.000.

Sider