»Det er ikke ulovligt, men ...«
Og så kommer historierne om Henrik Sass-Larsens relationer til rockermiljøet, om Anders Samuelsens indfrielse af hans søns narkogæld. Om Ole Sohn, der muligvis var bekendt med pengeoverførsler fra Moskva til DKP i 80'erne, og om Henriette Kjær, der havde valgt en dårlig betaler som sit livs udkårne. Om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.
Det seneste år har budt på en lang række sager om politikeres privatliv og fortid, der næres af en moralsk fordømmelse og nysgerrighed, men desuden begrundes med forudskikkelser om dårlig dømmekraft i embedet og direkte fare for rigets sikkerhed.
»For os var det centrale at afdække, at en dansk toppolitiker har betalt en narkogæld og dermed bragt sig i en situation, hvor organiseret kriminelle muligvis kunne begynde at afpresse ham,« skriver Berlingske Tidende i en begrundelse for at bringe Samuelsen-historien.
Eller som Venstres Søren Pind siger til TV 2 om sitønske om en offentlig kulegravning af Ole Sohns mulige kontakter med det sovjetiske styre i hans tid som DKP-formand i slut-80'erne.
»Der er meget tungtvejende information, der tyder på, at han har modtaget ulovlige penge fra Sovjetunionen. Et faktum, han benægter. Hvis der i det russiske arkiv ligger underskrifter fra Ole Sohn på, at han har modtaget penge, ja, så er der jo et afpresningsforhold.«
Forstået således, at russerne kan presse Ole Sohn til at handle i modstrid med danske interesser ved at true med at offentliggøre oplysninger om hans fortid.
Flere normskandaler
Med den intensitet, som personsager af lignende karakter har haft på dagsordenen før, under og efter valget, ligner det en tendens, og ifølge Morten Skovsgaard, adjunkt ved Syddansk Universitet, der forsker i skandalejournalistik, viser undersøgelserne et stigende antal 'normskandaler'.
»Selv om politikerne ikke gør noget ulovligt, så forventes de at være med til at sætte standarder for moralen i samfundet,« siger han og føjer til, at medierne retfærdiggør deres rolle som vagthunden, der skal holde magthaverne i ørerne — eksempelvis som i sagen om Ole Sohn og en potentiel sikkerhedstrussel:
»Man kan selvfølgelig diskutere den retfærdiggørelse,« siger han, men mener faktisk, at det er et særsyn at se sager af privat karakter i de 'seriøse' medier, der ikke i et eller andet omfang siges at have et større perspektiv.
»Historier som den nylige om, at Nicolai Wammen har fået barn med en partikammerat, han ikke er sammen med, ser vi temmelig sjældent, fordi det ikke umiddelbart har implikationer for det offentlige virke,« siger han.
Oppe i det røde felt
Men det næste spørgsmål er så, hvad der kan retfærdiggøre en historie om en politikers privatliv og omgangskreds.
Tidligere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, har været stærkt kritisk over for både mediernes og politikernes — håndtering af Sass Larsen-sagen og med Samuelsen- og Sohn-sagerne de seneste dage er han mildt sagt ved at være oppe i det røde felt:
»Det, vi ser i de her dage, er et rædselsfuldt miskmask mellem politiske og sikkerhedsmæssige vurderinger. Min klare holdning med min viden og erfaring er, at der ikke er nogen af de her sager, der burde give betænkeligheder rent sikkerhedsmæssigt,« siger han: »Jeg har aldrig oplevet det her nogensinde tidligere, og det rejser helt generelle, retssikkerhedsmæssige problemer for de mennesker, der udlægges om potentielt kriminelle. PET er jo både dommer og anklager, hvis man følger den logik, der ligger i håndteringen og omtalen af de her sager,« siger han.
Konservative skandaler
Også de konservative har med både Henriette Kjær og ikke mindst ægtefællens overforbrug og Bendt Bendtsens søn, der blev taget med en større mængde narkotika, været igennem den mediemølle, der i disse dage maler mere end nogensinde med fokus på politikernes og deres nærmestes gøren og laden, ligesom Lars Løkke Rasmussens bilagssag mere udviklede sig til at handle om omgangskreds og drikkevaner.
Post.doc ved CBS' institut for politik og filosofi og forfatter til bogen Etik uden moralOle Bjerg mener, at historierne også er en bekymrende fortælling om vores samfund.
»Der sker en moralisering på bekostning af de her mennesker, men også andre værdier i samfundet. Det er i dag blevet meget vigtigt for offentligheden, at politikerne i deres privatliv agerer ud fra særlige, ophøjede moralske standarder. Tidligere havde det ikke betydet det samme. Der var en større tolerance. Mange store statsmænd, som privat har lavet alt muligt — var drukkenbolte eller havde affærer — måtte ikke stå til ansvar over for det i sin samtid, men blev anerkendt for de store ting, de præsterede,« siger han.
»Det betyder også, at der er en bestemt type af mennesker, man udelukker fra politik og andre sammenhænge, som måske lever et anderledes liv, men måske netop derfor er i stand til at gøre og forstå andre ting. Der er en tendens til, at Folketinget skal være folkeligt, men man vil alligevel ikke have alle karakterer. Hvis man tilhører en veluddannet middelklasse, ja så er det med kontakt med rockere i bekendtskabskredsen måske noget meget fjernt. Men der er lag, hvor afstanden ikke er så stor,« siger han.
Lykketoft bekymret
Også Folketingets formand, Mogens Lykketoft, mener, at ikke mindst mediernes optræden er bekymrende.
»Vi kan ikke lave andre kodeks, end der er for mennesker i almindelighed. Hvis man virkelig energisk roder i alle skraldespande, er det svært ikke at finde noget,« siger han og mener f.eks. overhovedet ikke Anders Samuelsens private problemer er en sag, Folketinget skal beskæftige sig med.
»Medierne skulle være meget tilbageholdende med at inddrage politikerne i, hvad deres familiemedlemmer må have gjort,« siger han.
Den forhenværende Venstre-formand for Folketinget, Christian Mejdahl, mener det skygger for det vigtigste: nemlig den politik, der skal føres:
»Den slags historier er kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget i medierne og dermed i folks bevidsthed,« siger han og uddeler verbale ørefigner til nogle af de partikolleger, der bidrager til at holde gryderne i kog:
»Når Ole Sohn har stået skoleret over for sin fortid og er sluppet gennem nåleøjet, så skal det have en ende,« siger Mejdahl.
Brug for selvransagelse
Venstres tidligere integrationsminister, Søren Pind, har i særdeleshed været med til at presse på for en undersøgelse af Sohn-sagen:
»Når de (regeringen, red.) har kastet sig ud i en stor parlamentarisk undersøgelse af Irak-krigen, hvor NATO's generalsekretær skal undersøges, ville det være mærkeligt, om ikke det gælder denne sag, som har en langt alvorligere karakter,« siger han.
Det kunne udlægges som lidt af en proportionsforvrængning, og det er i hvert fald udtryk for, at politikerne også bærer til ved bålet, siger professor på Institut for Politik og Business ved CBS, Ove Kaj Pedersen.
»Både politikere og medier misbruger sikkerhedsargumentet i øjeblikket,« siger han og opfordrer til selvransagelse:
»Problemet er, at det er en proces, der kan fortsætte i det uendelige. Vi er inde på en potentielt farlig vej, hvor alle politikere kan dømmes ude med henvisning til et sikkerhedsperspektiv, der altså ofte er politisk,« siger han.
Professor og medieforsker ved Syddansk Universitet, Erik Albæk, udpeger nu dækningen af Sass-sagen som helt reelt i et medieperspektiv, fordi PET tilsyneladende mente, at han udgjorde en sikkerhedsrisiko og i alt fald fordi, statsministeren ikke mente ham egnet til at være minister: »Man kan så spørge sig selv, om den vurdering er korrekt,« siger han.
Ifølge medieprofessoren er politikerne også selv medvirkende til den udvikling, da de stiller op til interview om deres privatliv og deltager i underholdningsshow:
»Det gør de, fordi de regner med en vælgermæssigt gevinst. Der kan man spørge, om politikerne skal have eksklusiv ret til at bestemme, hvilke dele af privatlivet journalisterne skal beskrive,« mener Erik Albæk.
Bevidste medier
Formand for journalistforbundet, Mogens Blicher Bjerregaard, mener faktisk, at der er tegn på, at medierne er meget bevidste omkring historiernes berettigelse.
»Medierne skal hele tiden balancere mellem, hvad der har offentlighedens interesse og indflydelse på en politikers embede, og så hvad der er rent private forhold,« siger han, men fortsætter:
»Jeg vil så også sige, at når der i Folketingssalen og i andre fora gås hårdt til enkeltpersoners private forhold, så er det ikke underligt, at medierne dækker det,« siger han og roser medierne for at bringe kontroversielle historier med en begrundelse.
»Det giver befolkningen en chance for at forstå journalistiske prioriteringer, der måske ellers kan være lidt svære at sætte sig ind i.«
Lad det hermed være gjort: 'Information har i dag valgt at skrive om én politikers dårlige venner, en anden politikers søns narkoproblemer, en tredje politikers ægtefælles rod i økonomien, en fjerde politikers selvangivelse og en femte politikers dubiøse fortid. Det har været en svær beslutning, men vi gør det i samfundets tjeneste.'
Det private er i princippet ofte politisk for politikernes vedkommende, for politikerne er ikke bundet af ideologier, patitilhørsforhold, eller af valgløfter.
Derfor er vælgerne nødt til at stole på politikerne som privatpersoner.
Politiske poster er tillidshverv, hvor vælgerne ikke har nogen form for garanti, for at politikerne vil holde, hvad de lover, og derfor er alle relevante, private forhold også politisk relevante!
Det forhindrer valgsvindel og korruption, at politikernes relevante, private forhold også bliver diskuteret på et politisk plan - altså, når de private forhold er relevante...
Listen over "personsager" er jo MEGET længere: Søren Pind's tøjrabat, Troels Lund Poulsen's Rolex ur, Villy Søvndahl's jaguar, Karen Ellemann's skraldespand - blot for at tilføje nogle af de mere bizarre af slagsen.
Landsbysladder og heksejagt - ja, det er hvad det er. Men det sælger jo....hvilket i sidste ende er redaktørernes og journalisternes eneste begrundelse. "Det er jo bare mit job" kan man næsten høre dem sige.
Det er rigtigt fint at pressen ikke bare er mikrofonholdere for professionelle poiltikere og deres horder af presserådgivere og spindoktorer.
Men dette selvsving af personsager er jo ikke svaret på det problem.
Der var ellers en ny trend på vej indenfor journalistik, det såkaldte "Fakta-check", hvor løsagtige og udokumenterede påstande fra politikerne udsættes for en lakmus-test og bliver dømt bestået eller dumpet.
Gid journaliststanden og deres redaktører ville satse meget mere på denne genre. Så kunne man kombinere trangen til at gå efter manden med nødvendigheden af at gå efter bolden.
(Jeg fører lige min kommentar videre her til side 2, hvis der er flere, der vil byde ind).
Hvis I giver jeres bud, tager jeg det med til redaktionsmødet imorgen:
Er sagen om Henrik Sass Larsen, Ole Sohn, Anders Samuelsen, Helle Thorning, Henriette Kjær, Bendt Bendtsen og de andre sager, hvor vi befinder os i gråzonen mellem det private og det politiske vigtige at få belyst - er det i statens tjeneste? Ville I have jagtet og trykt historierne og hvor går grænsen?
Kommentarer og svar på om historierne er vigtige/ i statens tjeneste.
Sass- sagen: relevant i første omgang, men da der ikke er kød på sagen, må den gå i sig selv. JA, MEN SÅ HELLER IKKE MERE.
Sohn: relevant, men i en bredere forstand, om Sohn's fortid som DKP-formand i sig selv er at ligestille med landskadelig virksomhed. Ellers er det en rent politisk sag, ikke en "skandale". Desuden er historien urgammel. MÅSKE.
Samuelsen: rent sladder og følelsesporno. NEJ
Thorning: ren heksejagt . NEJ
Kjær: totalt irrelevant for hendes virke som politiker. NEJ.
Bendtsen: som Samuelsen, rent sladder. NEJ
Espersen: heksejagt, relevant i forhold til detroniseringen af Per Stig Møller, men ellers? NEJ
Pind: så afgjort NEJ
Troels L. Poulsen: NEJ
Karen Ellemann: Need I say more?
Løkke Rasmussen; Bilagssagen er da objektivt set relevant. Men nu er den bilagt, og lad den blive der.
Claus Hjort: JA. Uhørt at hans misbrug af embedsmænd ikke er blevet forfulgt mere.
Thor Pedersen: SÅ AFGJORT, og hvorfor blev den sag ikke fulgt HELT til dørs? Specielt da han blev valgt til landets højeste og mest betroede embede.
Der er forskel på at omtale sagerne i avisen, og så på hvordan man lancerer dem: på forsiden eller i en notits på side 12. Og om man går i selvsving og kører kampagner på sagen.
Nogle gange virker det som om dele af pressen er tvunget til at opfinde deres nyheder selv. Hvornår kommer pressen selv til at stå til ansvar - jeg mener RIGTIGT til ansvar - når de træder over grænsen? Eks. i Thorning-sagen
Det var bare mit indspark til redaktionsmødet, held og lykke. Men tak fordi vi også har en avis som Information, der tør at tie hvor andre sladrer.
FBI's chef Edgar J. Hoover var i dén grad i statens tjeneste og han var USA's kommunistjæger nr 1.
Uanset, om dem, han forfulgte, var kommunister eller ej!
Derfor var Hoovers privatliv i dén grad politisk relevant i sin tid, hvis Clint Eastwood har ret i, at Hoover var homoseksuel, og havde et seksuelt forhold til sin sekretær Clyde Tolson.
For det var mere end kontroversielt i USA på det tidspunkt, og derfor må det have været nemt at afpresse Hoover, hvis Clint Eastwood har ret.
Jyllands-Posten skriver i dag i artikelen "Frygtet FBI-chef trækker i dametøj ", om Clint Eastwoods dokumentarfilm om Edgar J. Hoover, "J. Edgar", der i dag har premiere i USA, at Eastwood bla. viser, at den ugifte FBI-chef Hoover kysser en mand under et brydestævne, og iklæder sig en af sin mors kjoler efter hendes død.
Rettelse: J. Edgar Hoover...
I sagen om hr. Samuelsen fra Horsens, kan man jo for det første være sikker på, at han ikke selv ønskede opmærksomhed om hans betaling af narkogæld til en pusher, der er dirigeret af Hells Angels.
Sagen kommer alene til overfladen på grund af en tidligere medløbers bog (Kaspar Vetter).
Det normale ville vel være at indlede drøftelser med politiet om hvorledes man løste denne sag, idet vi jo må formode at hr. Samuelsens søn er blevet afkrævet gælden, med bemærkninger om hans nuværende og senere helbredstilstand såfremt han ikke betalte - og det er efter det oplyste sket mindst 2 gange at farmand har måttet rykke ud med beløb i 10K klassen.
At hr. Samuelsen's søn har foretaget sig noget kriminelt er hævet over enhver tvivl - han har haft et rimeligt massivt forbrug af stoffer amfetamin/kokain - som han altså har købt og indtaget.
Drengen vil kunne dømmes på sin egen forklaring, idet man i narkosager har den regel at bevismidlerne (stofferne) anses for forbrugt.
Men spørgsmålet kommer jo til at handle om hvad "Bonus Pater Familias" så gør i den situation.
Hvis vi et øjeblik forestiller os at hr. Samuelsen havde haft indbrud, ville han jo nok kontakte politiet - dels for at få sagen opklaret, og dels for at få de stjålne effekter igen.
Hvorfor er det så lige at hr. Samuelsen ikke kontakter politiet når der er begået en alvorligere forbrydelse, med højere straframme end indbrud.
Som medlem af den lovgivende forsamling har man vel en forpligtelse til at sørge for at foregå med et eksempel til efterfølgelse, eller sidder man alene og lovgiver med henblik på andre?
Vi har i dette land politifolk der sætter deres liv på spil i bekæmpelsen af rockeruvæsen, endog for en hyre der ikke står mål med risikoen - og altså politikere der ved deres handlinger direkte modarbejder disse politifolks arbejde.
Hvorfor hjalp hr. Samuelsen så ikke med at opklare sagen?
Han dukkede blot nakken for Hells Angels og forærede dem således mange tusinde ubeskattede danske kroner.
Så de kan fortsætte deres narkohandel og skyderier på åben gade.
Han ulejligede sig ikke ind til politiet for at forklare om sagen - nu da sønnen var uden for fare - uden tanke for, at der kunne være andre forældre der stod i samme situation.
Han evner åbenbart ikke at tænke langsigtet eller uden for boksen - og han forstår åbenbart ikke hvor alvorligt problemet med det galopperende gangsteruvæsen i Danmark er - og så længe han har reddet sønnemand fra at få klippet fingrene af er han fuldstændig ligeglad med problematikken i øvrigt.
Der er naturligvis ingen anmeldelsespligt for forbrydelser i Danmark, så på det rent juridiske plan er der intet krav om at han anmelder forholdet - men en kæltring er han nu alligevel.
Det er en kendt sag, Jakob Schmidt-Rasmussen, J. Edgar Hoover var transvestit.
I så fald ville det have været politisk relevant, hvis de amerikanske medier havde beskæftiget sig med Hoovers privatliv, som mere end sladderstof i den venstreradikale presse.
For Hoover var en ekstremt politisk og aktivistisk embedsmand med ekstremt megen magt, samtidigt med, at hans privatliv gjorde det ekstremt nemt at afpresse ham.
Læs mere om J. Edgar her:
http://www.alternet.org/story/153023/j_edgar%3A_did_years_of_repressed_h...
Som gammel journalist har jeg egentlig altid sat pris på, at der som hovedregel var politisk relevante ting om politikere, som vi dækkede i medierne. Og så var der alt det andet, som vi nøjedes med at sladre om i frokostpausen. En del af dette sidste skinnede tit diskret igennem i analyser, hvor det indgik som "baggrund".
Det var dengang. I dag må jeg erkende, at det er nødvendigt at dække Silvio Berlusconis bunga-bunga fester i medierne, gerne med billeder og beskrivelser. Italien er blevet så politisk korrumperet, at de egentligt politiske skandaler ingen gennemslagskraft har, og dermed ingen betydning for kritikken af regeringen.
Det absolut eneste, der har kunnet rokke Berlusconi er, at hans personlige livsførelse stred mod hans egne vælgeres moralbegreber. Samme vælgere var ligelade, eller ligefrem stolte, over hvad deres præsident kunne slippe afsted med ved at bestikke dommere med mere.
Og hvad rager Italien så Danmark - desværre at VKO-regeringen sad tungt på magten på samme måde. Diverse ministre blev grundigt ramt af seriøse skandaler i Cavling-klassen. Skandaler, der burde have ført til rokader og nyvalg, eller i det mindste lidt oprydning og omskrivning af love og regulativer.
For heller ikke i Danmark er der regler for den slags, så længe der ikke kan samles et folketingsflertal imod regeringen, er selv grundlovsbrud "lovlige". Vi har altså (haft) en regeringsførelse der burde være strafbar, og lige(glade) vælgere. Og så kunne jeg måske godt finde på at holde mig for næsen, og slå ud under bæltestedet, hvis det er der, sårbarheden faktisk findes - nu det er helt uden effekt at kæmpe rent og politisk.
I dag er det forside-stof, at en (naturligvis mandlig) minister har fået sig en søn uden at bo sammen med moderen, og som Ekstra-Bladet omhyggeligt udpensler, kan der være tale om et nytårsknald. Da ministeren ikke er fra Kristeligt Folkeparti eller på anden måde har brudt et kyskhedsløfte, er det hamrende ligegyldigt for vælgerne.
Og lige den slags omtale er tåbelig og formålsløst, mens det trods alt er kriminalpolitisk relevant at se på politikernes narkokriminalitet etc - men dommen er sgu vælgernes. Og jeg tror alligevel ikke, jeg kan få mig selv til at kæmpe irrelevant under bæltestedet, uanset hvor syg den danske styreform er. Men det er skræmmende, så lidt konsekvens der er i dagens Danmark - undtagen over for de små.
"...indsatsen mod bandekriminalitet skal forstærkes" står der i Liberal Alliances valgprogram under "retspolitik". Kan Anders Samuelsen så virkelig hævde, at det er en privatsag, når han betaler sønnens narkogæld? Man bekæmper ikke bandekriminalitet ved at bøje sig for forskellige parallelsamfunds moralbegreber og æreskodekser. Man kan måske godt forstå, at han gør det som far, men så må han træde tilbage som politiker. Han må træffe et valg.Der er noget skurrende ved, at han kan få i både pose og sæk.
@Niklas Monrad skriver 13:15
Så du forsvarer altså Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet 23 år efter ophøret af Anden Verdenskrig,
Enhver historisk hændelse skal bedømmes efter den kontekst - hvilket vil sige de kulturelle, sociale og politiske sammenhænge - hvori hændelsen foregår, og udfra USA's og Nato's meget aggressive koldkrigspolitik: Atomkrigstrusler, Vietnamkrigen, Cubakrisen, støtte til militære fascistregimer overalt i verden, så er mit svar: Ja, det var forståeligt at Sovjet ikke overlod en stødpudestat som Tjekkoslovakiet til fascisterne, men valgte at fastholde det tjekkiske kommunistparti ved magten. Sovjet havde trods alt mistet 21 mio mennesker under den anden verdenskrig.
At jeg har denne holdning til begivenhederne dengang betyder ikke at jeg er imod demokratiet i dag - det betyder blot at jeg er istand til at se tingene gennem de historiske briller der også kaldes 'kontekst'...
...du skulle prøve det engang Monrad, det giver historien langt flere facetter en dem du har fået gennem den vestlige propaganda.
Først kommet ind i debatten nu - efter arbejde.
De personer, Information har udvalgt, er bemærkelsesværdige - hvilken sortering er foregået?
Hvis man ihukommer Claus Hjorts udtalelse om værdifællesskabet mellem Venstre og Dansk Folkeparti, så kan man se et mønster.
Ingen af de 6 kommer fra V eller DF.
V og DF styrer stille og roligt en hetz mod alle "abnorme" (Søren Espersen/DF) - og nu er selv Information - uforvarende tror jeg - faldet i.
Lisbeth Knudsen (Berlingske) indrømmede efter valget, at Berlingske Hus førte blå valgkamp.
Børsen holdt en meget information om budgetunderskuddet for 2012 på 100 mia og ikke "bare" 85 mia "hemmelig" til dagen efter valget.
BT - EB - og Jyllands Posten kender vi jo.
Nu må selv de mest hellige blandt de røde munke og de mest indædte hadere af de borgerlige lige stoppe en halv.
Sagen Samuelsen beskriver jo så udmærket forskellene mellem idealer og praksis, lovens ånd og lovens bogstav.
Selvfølgeligt skal bandekriminalitet bekæmpes, og selvfølgeligt ville det bedste være om man stille og fredeligt kunne gå hen på den lokale politistation og anmelde sagen, og så lade retten gå sin gang.
Men sådan er det jo ikke.
Samuelsen ville naturligvis ikke risikere at hans søn skulle blive mødt en mørk aften og mast til invalid, eller være tvunget til at gå under jorden for tid og evighed.
Det konflikter ikke mod at man ønsker at komme bandekriminalitet til livs, og jeg vil da personligt håbe at Samuelsen og alle andre folketingsmedlemmer vil fortsætte og intensivere bekæmpelsen af samme indenfor demokratiske rammer.
Men at bebrejde Samuelsen hans valg - lige netop i denne sag - er både forvredent, hysterisk og utiltalende.
Og så støtter jeg i øvrigt ikke hverken hans parti eller hans politiske stil, bare så det er på det rene.
Mit svar til Lars Højholt og Information er:
- nej, hold nallerne væk fra politikernes privatliv. Det er en forbandelse med denne sladren og jagt på privatliv, der desværre fylder mere og mere i de sereiøse medier. En glidebane, der forringer hele pressens niveau og dømmekraft ang. væsentlighed mv.
At politikerne selv har inviteret i nogen grad, er ikke tilstrækkelig undskyldning. Pressen burde hellere have vendt dem ryggen, når de prøvede at udstille sig selv i det private. Så kunne de stå der og blafre med en lille kurv.
@ Lars
Jeg er ikke så sikker på om om det passer at "tidligere betød det ikke det samme". Det har altid været sådan at politikere kunne falde - og fældes - på grund af private "skandaler" og så kan man i øvrigt næppe sammenligne datidens journalistik med hvad informationssamfundet har gjort den til. I dag kan jo hver en analfabet med et tastatur og et modem offentliggøre hvad som helst på et par minutter, så det er tiltagende svært at holde på hemmeligheder.
Personligt er jeg ikke helt enig med Lykketoft.
Jeg så gerne at der gælder andre moralske målestok for politikere end for almindelige privatpersoner. Hvorfor?
Som andre har sagt her, er det at være politiker en tillidspost. Derfor vil jeg gerne være sikker på at de politikere der har min tillid også opfører sig omend ikke som dydsmønster skabeloner, så i hvert fald ærligt og anstændigt. De har til gengæld jo også en række privilegier som vi almindelige privatpersoner ikke har men betaler for.
Forstået på den måde at jeg forventer at politikere fx. ikke bevæger sig i gråzoner, udnytter huller i lovgivning og fortolker evt. uklare regler ikke automatisk til deres personlige fordel.
Med andre ord, jeg forventer af en politiker det jeg også forventer af almindelige privatpersoner - og lidt mere.
Når det er sagt skal også politikere selvfølgeligt behandles anstændige af medierne. At man holder øje med deres færden i etikens og moralens farvande berettiger jo ikke til dyneløfteri og man skal heller ikke gøre dem til måleskiver for mudderkastning, bare fordi de er synlige.
Når vi taler om de aktuelle hændelser vedr. Ole Sohn og Henrik Sass, så er det jo politiske angreb, foretaget af visse medier støttet af diverse politiske aktører, og ikke en afsløring af private forhold pga. almen interesse. Der er vi jo i en helt anden boldgade.
Med Anders Samuelsen affære igen drejer det sig om et ganske legitimt kontrovers som ganske vist kan være i offentlighedens interesse. Ikke som "sikkerhedsrisiko" men manden har helt klart gjort noget som man ikke skal. Det er ikke ligefrem forbudt, men er noget der i hvert fald ligger i en gråzone, og man kan have forståelse for hans handling men den har ikke været korrekt. Jeg tror dog ikke at offentligheden vil dreje ham en løkke ud af det. Han bliver tilgivet, netop fordi alle kan forstå at man kan se sig selv tvunget til at handle på den måde.
Jeg tror egentligt at mediefolk ganske udmærket selv ved hvor grænsen burde gå. At nogle alt for ofte overskrider den kan have mange grunde, men man skal ikke misbruge "offentlighedens interesse" for at handle på en måde som man inderst i ved er forkert.
Konklusion: det er ikke kun af politikere jeg forventer den ærlighed og anstændighed jeg også forventer af almindelige privatpersoner - og lidt mere - men også af mediefolk.
Måske misforstår jeg dig, men fisker du ikke også efter politisk relevante sladderhistorier, om personer, der er i "statens tjeneste"?
Spørg dine kolleger!
@ Bill,
Det er jo netop under påskuddet "konteksten" at vi kunne få endnu en Irak krig ...
"Information er uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser", står der. Er det nu også rigtigt? Og er det også rigtigt, hvad angår debattens borgerlige populister.
En grov påstand måske, men er det tilfældigt, at alle 6 i artiklen er "abnorme" i forhold til V-DF? Jeg tror det ikke.
JyskeVestkystens skriver i sin leder 8.11, at vi må have et faktatjek een gang for alle! Jamen har der ikke været tjeks nok.
Jeg tror, at "een gang for alle" betyder "ind til vi får ret"!
Desuden tror jeg, at det er nu, man skal sige fra for at undgå Gentagelsen.
JydskeVestkysten skriver i sin leder 8.11, at vi må have et faktatjek een gang for alle - AF OLE SOHN - glemte jeg lige i farten. Beklager.
Det er betændt at samfundet og befolkningen gerne vil adfærds regulere hinanden mere og mere Tendensen med at snage i politikeres privatliv har kørt helt parallelt lovgivninger, hvor vi bliver mere og mere adfærds reguleret, både mærkværdig småtings regulering som dommeres hovedbeklædning og rygning og meget mere. Nu forlanger medier ret til at vide næsten alt om politikernes privatliv, ofte fordi medier og politikere (fra den modsatte blok) mener de har ret til at kende deres moralske status.
Det demokrati vi har i Danmark, er et repræsentativt demokrati, det betyder også at politikerne gerne skulle afspejle den befolkning de repræsentere. Hvis man kræver en anden standard for politikerne end befolkningen risikere vi et meget skævt demokrati, der kunne ende i et teknokrati eller værre.
Det ene dag er etniske danskerne meget forarget over, at de mener at ikke etniske danskere fører social kontrol over unge ikke etniske danskere. Danskerne udøver jo selv mere og mere social kontrol over hinanden. For 30 år siden kunne pigerne fint gå uden bh, i dag er det ikke socialt acceptabelt. Ligesom vi vil kontrollere politikernes private gøren og laden.
Men det er heller ikke heldigt når politikkerne invitere medierne ind i deres privatsfære eller kommer med udtalelser hvordan de vil agere privat (f.eks om deres forhold til privatskoler), så klapper fælden og de må forholde sig til det og blive bedømt.
Medierne praler sommetider med de ikke snager i politikerne om politikerne er homoseksuelle, i modsætning til andre lande som f.eks England. Men nogle kunne jo også hævde, at dette er vigtigt for at kunne vurdere politikernes moralske habitus!. Det er en glidebane, hvor anstændigheds grænsen er overskredet, hvor medierne skriver om politikernes privatliv, ikke bare politikernes egen gøren og laden men også deres familie mm. Så længe politikerne holder sig inden for lovens grænser, bør det ikke være i offentligheden eller statens tjeneste, det er politikernes førte politik vi skal forholde os til punktum.
Historier på dette niveau er kun brugbare til at afspore debatterne om de virkelige problemer i denne verden. Det synes Information også, at man vil deltage i. Et af avisens højeste principper er herved afsværget. Tak for kaffe. Brug dog den sparsomme spalteplads på noget fornuftigt. I er i gang med at afspore demokratiet.
Niels-Holger Nielsen - det kan ikke skrives tydeligere - og mere rigtigt.
Kære alle
Mht. Ole Sohn er den sag vendt og drejet adskillige, PET hare undersøgt ham, den der rapport fra DIIS (PET-rapporten) har undersøgt ham - og stort set intet fundet. Og Søren Pind kan komme med sine 'ulovlige penge' herfra og til dommedag, kan han. Det er og var altså ikke ulovligt at modtage støtte fra både indenlandske og udenlandske donatorer, herunder det Sovjetiske Kommunist Parti (SUKP).
Ang. Flemming Oppfelt er det kun interessant (for mig at se) hvis han har begået noget ulovligt; det havde han så (desværre). Jeppe Kofoed gik i seng med pige på 15 år på en DSU-sommerlejr (mener jeg det var), og så vidt jeg kan bedømme foretog han sig intet ulovligt.
Mht. Helle Thornings skattesag tyder omstændigerne omkring den på, at hun er stresset, ikke har så meget styr på tingene, som hun måske kunne have. Men om det betyder, at hun ikke kan blive statsminister er altså noget som vælgerne afgør, ikke medierne, de blå, i det her land.
Ang. Anders Samuelsen, så ville jeg have gjort akkurat det samme, hjulpet min søn eller datter ud af en vanskelig økonomisk situation (hvis jeg havde en altså). Jeg kan godt se, at Anders Samuelsen måske er i en lidt prekær politisk situation, når han siger et (man skal gå til politiet) fra talerstolen i Folketinget og gør noget andet (betaler sønnens gæld....)
Men her skal man skelne mellem borgeren som borger og borgeren som privatperson; som borger i et samfund der optræder politisk, f.eks. på Folketingets talerstol kan man godt mene, at alle f.eks. burde anmelde afpresning til politiet, men som privatperson, når man står i den konkrete situation gør man som regel noget andet end det man principielt tilslutter sig. Sådan er den politiske verden altså - vi handler politisk ud fra nogle generelle betragtninger over hvor samfundet bør eller skal bevlæge sig hen. Men når det gælder de beslutninger, der tages her og nu, konkret, ja så kan de ofte vise sig at være i modstrid med vor principielle overvejelser. Og dette er politik...
Lad mig tage et eksempel fra den fiktive verden; i Borgen spiser statsministerens datter depressions-piller (de såkaldte lykkepiller). Hvornår får Ekspress, den avis som er mest omtalt i Borgen, nys om det? Og hvornår begynder de at spinne og lave en historie på det? Om at Birgitte Nyborg er en dårlig mor og derfor uegnet moralsk til at være mor, dvs, leder, for landet?
Og ang. Henrik Sass Larsen mener jeg der kogt suppe nok på den pind, den døde hest er både skindet og slået adskillige gange (indsæt smiley her død hest som bliver slået med en kæp mindst 100 gange...).
Enten er der langt mere i den sag end der er offentligt kendt, og HSL har været i dybere og længere kontakt med rockerne i og omkring Køge end han har villet fortælle offentligheden eller også er der intet andet i den sag end HSL har fortalt offentligheden. Og det HSL, PET m.fl. har fortalt om den sag tyder på at PET måske hra udført et stykke politisk bestillings-arbejde. Og hvis det er tilfældet er det da vigtigt at få frem - læg mærke til at jeg siger 'hvis'...
Ang. Henriette Kjær-sagen er det altså den største ikke-sag jeg har været vidne til i nyere dansk historie. Og det er det, fordi jeg er ganske overbevist at BT (og andre aviser) gik efter at ramme Henriettes mand, den tidligere spindoktor for De Konservative, Erik Skov Pedersen, ved at gå gennem Henriette og påstå, at hun var dårlig betaler, og at hun åbenbart var blevet dømt som dårlig betaler. Her var journalist-praktikken? vist ikke helt kvik nok, da man ikke bliver dømt som dårlig betaler. Man bliver som Henriette Kjær og hendes mand blev det, dømt til at betale det man skylder til de personer, som har lagt sag an mod en.
Desuden startede historien vist med at nogen sad til et middags-selskab, en julefrokost? måske endda? og havde hørt, at Henriette Kjær var blevet dømt som dårlig betaler. Og rygter troede jeg ikke var gængs journalistisk standard at bringe til torvs - i DK - i hvert fald. (Fox News i USA gør det jo ustandseligt....)
Mht. Berlusconi's bunga bunga partier i Italien er jeg stort set ligeglad dem. Han må foretage sig hvad han vil, sålænge det er indenfor lovens rammer. Og det er jo lige præcis det der er problemet her; manden, altså Berlusconi, har haft 16-17 årige piger med til pool-parties, han, og andre stats-ledere, har dyrket sex med disse mindre-årige. Han har stillet de her piger, hvis de dyrkede sex med ham, i udsigt, at de kunne komme på tv, få en politisk post eller noget helt tredje. Og det er magt-misbrug af værste skuffe, mener jeg.
Og her er det relevant at pege på bunga bunga parties i Italien f.eks. men kun for igen at pege på Berlusconis forhold til mindre-årige kvinder, og det at han har lovet enten a) en politisk karriere eller b) en tv-værtinde rolle.
For at vende tilbage til Ole Sohn, så vil jeg gerne have set, hvordan Bendt Bendtsen klarede en tur igennem den mediemølle som Sohn er igennem nu - da hans, altså Bendtsens søn blev taget for kokainhandel eller smugling. Også Thor Pedersens fiflerier med sin EU-landbrugs-støtte gik den blå presse altså let henover.
Og der måtte en P1 journalist fra DR til at afsløre løgnene, ja løgnene, fra Claus Hjort Frederiksen og Inger Støjberg, de to tidligere beskæftigelsesministre.
Skæg og blå briller giver paranoia i længden.
Vi diskuterer løbende, hvornår sager af moralsk karakter træder ind i den gråzone, hvor de får politisk og journalistisk relevans, så tak til jer alle for jeres gode kommentarer.
Sider