Hvad sker der, når man stopper hundredvis af miljøforkæmpere ind i en indremissionsk kirke? De begynder at tale om nationalregnskaber, ikke om truede dyrearter eller kvælstofudledning. Sådan gik det i hvert fald til, da Det Økologiske Råd i går holdt 20-års jubilæumskonference i samarbejde med Dagbladet Information.
Under titlen 'Efter BNP — Hvordan måler vi fremskridt?' fylder forskere og gråhårede miljøaktivister denne dag Indre Missions kirkesal i København for at nå frem til, hvilke metoder der i dag kan måle menneskers velbefindende.
»Hvis hele verdens befolkning skal leve og forbruge som os, har vi brug for fire jordkloder. Jagten efter stadigt større BNP har ført os på afveje. Vi har brug for et nyt kompas at styre efter,« lyder det indledningsvis fra sekretariatsleder Christian Ege fra Det Økologiske Råd.
For de mytiske tre bogstaver BNP dækker over det forhold, at biluheld og naturkatastrofer kan få værdien af et lands bruttonationalprodukt til at stige, uden at befolkningen trives bedre af den grund. BNP kan måle produktivitet, men ikke livskvalitet eller udtømningen af naturressourcer. Af den grund må måleenheden skrottes, mener Det Økologiske Råd.
OECD på sjælerejse
I kirken er gråt velourstof strøget henover alle borde, og på gangene hænger billeder af bibelske lidelseshistorier. Det er ikke en jubilæumsfest med firmaballoner og rørstrømske taler, men en eftermiddag i skyggen af den finansielle og økonomiske krise.
Miljøminister Ida Auken (SF) åbner konferencen:
»Vi politikere ved, at det, der laves målinger på, gør man noget ved. Og da vi er konfronteret med ikke bare den økonomiske krise, men også den miljømæssige, må vi udvikle målemetoder til den virkelighed,« siger hun og efterlyser, at vi forstår vækst i en mere 'let form'.
Kritikken af den gængse måling af et lands markedsværdi — BNP — er ellers ikke ny. Den franske præsident Nicolas Sarkozy har tidligere kaldt det en 'talkult'. Og de prominente økonomer Joseph Stiglitz og Amartya Sen udsendte for to år siden en rapport, der fastslog, »at en af grundene til, at finanskrisen kom bag på os, var, at vores målemetoder fejlede ved ikke at fokusere på det rette sæt statistiske indikatorer.«
Nyt er det, at OECD går med samme tanker. I maj lancerede organisationen sit initiativ Bedre Liv Indeks,som afprøver andre måder at måle fremgang på. Ikke på baggrund af gennemsnitlige beregninger som BNP, men ud fra 11 indikatorer som indkomst, job, sundhed, uddannelse, sociale relationer, samfundsengagement og sikkerhed.
Det er en sjælerejse, lyder det fra analysechef Marco Mira d'Ercole fra OECD's statistiske kontor, der er inviteret som taler til konferencen.
»Menneskers velbefindende har mange dimensioner, og det er svært at sammenligne livssituationer. Siden de tidlige 00'ere har vi vidst, at BNP havde begrænsninger. BNP har givet os korrekte målinger — bare ikke af det, der betyder noget for mennesker,« siger han, som han står med spredte ben på podiet som den eneste slipseklædte taler.
Modsat måleenheden Human Development Index (HDI), der også er en udvidelse af BNP-måleenheden, er pointen med Bedre Liv Indeks ikke at dømme, hvordan man opnår en god tilværelse, mener Marco Mira d'Ercole.
»Vi statistikere ved intet om det gode liv. Pointen er at give mennesker mulighed for at udtrykke, hvad der betyder mest for dem. Det kan lokale regeringer eller politiske administratorer bruge til at se, hvordan forskellige samfund kan opnå det, der skaber størst glæde,« siger han.
Må løfte i flok
Siden indekset blev søsat i maj har 600.000 mennesker afprøvet det. En tiendedel af dem har godkendt, at OECD bruger deres svar, og heraf fremgår det, at indikatorer som sundhed og miljøkvalitet er højere end indkomst og styreform. Og OECD's generalsekretær annoncerede allerede sidste år, at det er en af seks topprioriteter at finde nye metoder til at måle fremgang og velbefindende.
»Det er ligesom på et fodboldhold med 11 spillere. Her fungerer det ikke at have den bedste angriber, men kun dårlige spillere på resten af holdet. Hvis du lever i et land, hvor kvinder ikke har nogen muligheder for at deltage i det politiske og økonomiske liv eller naturressourcerne er udtømt, så kan BNP være nok så højt, men de samlede muligheder for at løfte befolkningens velbefindende vil stadig være begrænsede.«
Jeg synes også fotografiet bør have en anbefaling. SAKs billeder gør en forskel.
Hvem ejer biotopens ressourser ?
Som prof. Herman Daly siger i sit foredrag : ” Sustainability & the Scale of the Economy ” (kan googles) : Vil vi have et perspektiv på 50 år eller et på 500.000 år ? Og om Økologisk økonomi : Ressourser - Kapital - Arbejde versus neoliberal økonomi : Kapital – Arbejde – her mangler en faktor i ligningen : Ressourser. Som professor Daly påpeger, bliver det misforhold mere synligt med tiltagende ressourseknaphed. Jeg tillader mig at konkludere : det er røveri ved højlys dag, og tilmed en rigtig dårlig ide ifht alles overlevelse (se vores problemer med social-og miljøubalance) at kapitalisere på og indbyrdes konkurrere om biotopens (overlevelses)ressourser, som tilhører alle.
“Georgescu-Roegen’s student, Herman Daly, built upon his mentor’s work and combined limits-to-growth arguments, theories of welfare economics, ecological principles, and the philosophy of sustainable development into a model he called steady state economics. He later joined forces with Robert Costanza, AnnMari Jansson, Joan Martinez-Alier, and others to develop the field of ecological economics. In 1990, these prominent professors established the International Society of Ecological Economics. The three founding positions of the society and the field of ecological economics are:
1. The human economy is embedded in nature, and economic processes are actually biological, physical, and chemical processes and transformations.
2. Ecological economics is a meeting place for researchers committed to environmental issues.
3. Ecological economics requires trans-disciplinary work to describe economic processes in relation to physical reality.
Ecological economics has become the field of study most closely linked with the concept of a steady state economy. Ecological economists have developed a robust body of theory and evidence on the biophysical limits of economic growth and the requirements of a sustainable economy.
Sustainable Scale and Degrowth
Sustainable scale is the key characteristic of a steady state economy. Scale is simply a measure of the size of one object relative to another. In this case, we are concerned with the size of the human economy relative to the ecosystems that contain it. Sustainability is achieved when the human economy fits within the capacity provided by Earth’s ecosystems. Economic activity degrades ecosystems, interfering with natural processes that are critical to various life support services. In the past, the amount of economic activity was small enough that the degree of interference with ecosystems was negligible. The unprecedented growth of economic activity, however, has significantly shifted the balance with potentially disastrous consequences. This is why getting the scale of the economy right (technically the point at which the marginal costs of growth equal the marginal benefits) is the highest priority for a steady state economy.
Finding the Goldilocks scale of the economy, the size that’s not too small and not too large, but just right, is no easy feat. In cases where the benefits of growth outweigh the costs (for example, where people are not consuming enough to meet their needs), growth or redistribution of resources may be required. In cases where the size of the economy has surpassed the carrying capacity of the ecosystems that contain it (a condition known as overshoot), degrowth may be required before establishing a steady state economy that can be maintained over the long term. Adjusting the scale of the economy through accurate measurement of benefits and costs, through trial and error, through regulation of markets, and through political will to achieve sustainability is the great challenge of our times.
Fair Distribution
Since continuous growth and sustainable scale are incompatible, growth cannot be relied upon to alleviate poverty, as has been done (ineffectively) in the past. If the pie isn’t getting any bigger, we need to cut and distribute the pieces in a fair way. In addition, poor people who have trouble meeting basic needs tend not to care about sustainability, and excessively rich people tend to consume unsustainable quantities of resources. Fair distribution of wealth, therefore, is a critical part of sustainability and the steady state economy.
Efficient Allocation
The conventional economic thought focuses almost exclusively on efficient allocation of scarce resources. The dominant thinking is that free and competitive markets, along with prices driven by supply and demand, result in efficient allocation of goods and services (in the absence of pesky, omnipresent externalities and market imperfections). Efficient allocation is also important in a steady state economy – ecological economists support many market strategies to accomplish efficient allocation of resources – but only after achieving sustainable scale and fair distribution. Efficient allocation, although a valid criterion for managing and using resources, means very little in an unsustainable or unjust economic system.”
"BNP har givet os korrekte målinger – bare ikke af det, der betyder noget for mennesker" - men det er jo det vi andre har sagt i årevis.
Forskellen Leif er nok, at inden længe er der dollars at hente (Den grønne omstilling). Så det jo fint at have fantastgrafer at henvise til , nu er det stadig uklart i hvilken retning dette går, så jeg holder fast i en hvis skepsis.
Det var fandme på tide at indse det, inden vi går helt i selvsving i et kollektivt selvmord.
i det hele taget kan der også skrives mange bøger og værker, om alt det statistikere næppe ved noget om.
Kim
det er en erkendelsesprocess, det tager tid, er dog glad for at de kan erkende.
'Vi statistikere ved intet om det gode liv'
, ... men et udsagn om hvad vi er, findes der kun statistisk argumentation for, at overhoved mene noget om.
Ja, det har jo været mærkeligt at iagttage, at alle love i et årti er blevet til på baggrund af statistik fremfor kvalificeret undersøgelse af problemernes karakter og deres bedste løsning. - Vi har haft en regering blindt styret af ideologi, men det er åbenbart svært for folk at forstå, at pragmatikken er kommet tilbage. Måske også at forstå, at man selv skal bidrage til samfundsudviklingen i et demokrati, hvis det skal kunne kaldes et demokrati.
Peter Hansen
Du modsiger dig selv, når du skriver at lovene er blevet til p.b.a. statiststik og at regeringen har blindt styret af ideologi.
Nej, Mikael Petersen, statistikken har været brugt til at få ideologien til at glide ned. Statistik udmærker sig jo ved ikke at være en sandhed, men en manipulérbar størrelse.
Statistik er kun det ene øje.
Er det ikke ØKONOMER der har forsket i LYKKEFORSKNING - men de gemte måske hurtigt deres resultat væk - nede under dyngerne af STATISTIK fremstillet materiale ?
noget om meldingerne i medierne:
i 1980, 1990, 2000, 2010 ' erne:
de meldte:
at frihederne
( altså det medierne, på de få økonomisk riges vegne, kaldte frihed )
vinder og vandt frem.
men hvis det passer at der skete så store forandringer, så er og var det nok snarere liberaloidisme som vandt og vinder frem;
for omtrent samtidigt meldes om: aftagende ligheder, især på de økonomiske områder;
og hvis det sidstnævnte passer, er det forventeligt,( og derfor nok fortiet ): at så sørgede de mange, mange fattige mennesker jo nok hurtigt for at afskaffe sådan liberalisme på de økonomiske områder
-----------
( i det mindste må det forventes at de mange, mange forholdsvis fattige jo
så stemte og stemmer på partier som forsøger at gå mod sådan liberalisme;
og det var forklaringen på at f.eks. i danmark fik enhedslisten 121 af folketingspladserne;
for ellers må man jo mene at de
forholdsvist fattige er for dumme til at forudse og til at regne )
------------
og frembragte ligelig fælleseje og nogenlunde ligelig fællesstyre på de økonomiske områder.
mere om meldingerne i medier eller statistikker:
i 1980, 1990, 2000, 2010 ’ erne
borgerlige medier eller statistikker, ja endog nogle socialdemocratiske medier eller statistikker;
hævdede gennem årene ofte at:
communismen ikke virker, communismen er ved at bryde sammen, eller endog at communismen er brudt sammen !
det er mit indtryk af nogle af arbejderne i de capitalistiske samfund, troede på de meldinger,
dvs. de arbejedere bragtes til at tro at det er communismen, og ikke capitalismen, der bare er: astrologi.
Selvfølgelig ved statistikere noget om det gode liv. Hvis de vidste noget om, hvad statistikken udsagde, ville det være mere relevant. Ingen har grebet pointen, at grunden til, at selv borgerlige økonomer er gået væk fra vækst i BNP som målestok er, at det ikke er det, der måles. Der måles højst vækst i fysisk produktion, hvilket ikke er det samme som vækst i værdiproduktet. Og det er svært at måle. Sagen er, at kapitalismen ikke udsteder entydige målestokke for sig selv. Men dens mål er så sandelig heller ikke lykke eller velfærd, så det er en cop-out. Angrib dem på det økonomiske og ikke ekstraøkonomiske område. Det er rigtigt, at vi ødelægger jorden i samme ombæring, som vi har det her økonomiske system, men det er systemets skyld, ikke statistikkens, som kun er et impotent instrument. Jeg har skrevet "Growth National Product" i Det Ny Clarté #18 (for nærmere se www.clarte.dk), hvor jeg redegør for det her.
plads til forbedringer:
evt. klasseskel er materielle,
og kan ændres, også af
de evt. løntrællegjorte mennesker,
det er især det som menes med:
at i stedet for at tale om
at evt. er
mind over matter,
så er det bedre at tale
om at evt. er
matter over matter.
sådanne budskaber, også fra statistikere eller økonomer, kan være meget rigtige på mange måder; men næppe hvis det er med mere / mindre underforståede tilføjelser, såsom:
..og derfor bør i andre roligt overlade det meste af pengesagerne til de i forvejen velhavende.
BNP og "det gode liv". Hvad har de overhovedet med hinanden, at gøre?
Eller er BNP noget andet end bruttonationalproduktet i den her sammenhæng?
det med kritik mod gothaprogrammet
også i evt. økologispørgsmål er arbejdernes mulige egenageren efter arbejdernes egenønsker, jo afhængige af arbejdernes capitalistfri adgange til øvrige naturresourcer,
end “kun” til arbejdernes egne arbejdsevner og egen arbejds yden.
–––––-
og til en hævdelse såsom:
“Arbejdet er kilden til
al science-fiction og
til al rigdom og
til de meget gode liv
og til al cultur og
til al naturpleje og
til al udbredelse af opfordringer til at gøre ligelig fælleseje til banker, fabrikker, infrastruktur, jorder,..
--
at den tilføjelse, til den hævdelse, man der kunne ane, kunne være underforstået fra capitalisters side,
kunne blive:
ja, men:
arbejdsevner, det har de fleste arbejdere jo allerede så rigeligt, og så behøver arbejderne jo ikke ligelig fælleseje til banker, fabrikker, infrastruktur, jorder..
___________________
___________________
det er så lidt parafraseri fra:
Karl Marx.
Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program
––––––
[ som siger: ) 1. “Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur, og da nyttebringende arbejde kun er muligt i samfundet og ved samfundet, tilhører arbejdsudbyttet ubeskåret, med lige ret, alle samfundets medlemmer.”
––—
og så karl marx bemærkninger til det
Paragrafens første del: “Arbejdet er kilden til al rigdom og al kultur”.
Arbejdet er ikke kilden til al rigdom. Naturen er i lige så høj grad kilden til brugsværdierne (og det er vel af sådanne, den materielle rigdom består!) som arbejdet, der selv kun er udtryk for en naturkraft, den menneskelige arbejdskraft. Den frase kan man finde i enhver ABC, og den er for så vidt rigtig, som det UNDERFORSTÅS, at arbejdet foregår med de genstande og midler, der hører til. Men et socialistisk program må ikke tillade sådanne borgerlige talemåder at fortie de betingelser, der alene giver dem mening.
h.m.:
i øvrigt: også mange statistikere har vel læst:
den højes tale: havmal ?
men meldinger fra thor selv, er tænkeligt noget mindre uaktuelle end: havamal, altså meldingerne fra thor nørretranders.