Læsetid: 4 min.

’Stjernefamilien er det nye familieideal’

Moderne familierelationer behøver ikke være bundet af blod og slægt. Hvorfor er den romantiske og seksuelle relation ophøjet til den eneste sandhed? Debatmøde satte spørgsmålstegn ved den traditionelle kernefamilie
Noget tyder på, at der er et problem i den måde, vi organiserer familien på. Måske kan vi i virkeligheden meget bedre samarbejde om børnene med nogle nære venner end med vores partner, sagde den svenske forfatter og debattør, Maria Sveland, til et arrangement i Den Sorte Diamant

Noget tyder på, at der er et problem i den måde, vi organiserer familien på. Måske kan vi i virkeligheden meget bedre samarbejde om børnene med nogle nære venner end med vores partner, sagde den svenske forfatter og debattør, Maria Sveland, til et arrangement i Den Sorte Diamant

Sara Brincher Galbiati

28. november 2011

Far, mor og børn er en umoderne men urokkelig kliché. Vi skal gøre op med familien som et helligt ideal i et samfund, der har ophøjet den traditionelle kernefamilie til den eneste sandhed. Der findes mange andre familieformer, som ikke er bundet af biologi, der er meget bedre for børn at vokse op i. For hvorfor har venskabelig kærlighed ikke samme status som den romantiske, seksuelle relation, spurgte den svenske forfatter og debattør, Maria Sveland, torsdag aften til et arrangement i Den Sorte Diamant.

Under overskriften ’Er familien et helligt ideal?’ havde politisk kommentator Lotte Hansen inviteret til samtale med familieidealer som omdrejningspunkt.

Maria Sveland, der for alvor kom i vælten 2008 med den kontroversielle bog Bitterfissen, var sat over for Finn Korsaa, psykolog og parterapeut, der har udgivelserne Parforhold og børneopdragelse (2001) og Naturens muntre søn (2007) bag sig.

»Noget tyder på, at der er et problem i den måde, vi organiserer familien på. Måske kan vi i virkeligheden meget bedre samarbejde om børnene med nogle nære venner end med vores partner. Jeg ville ønske, at vi kunne udvide familiebegrebet, så det rækker ud over det traditionelle far, mor og børn. Derfor skal vi tale om stjernefamilien frem for kernefamilien. Moderne familierelationer har ikke nødvendigvis med biologi at gøre,« sagde Maria Sveland, der er aktuel med bogen Happy happy — en bok om skilsmässor, hvor 10 svenske feminister fortæller om den glæde og frihedsfølelse, der midt i sorgen og smerten også kan komme ud af en skilsmisse.

Bundet af biologi

Finn Korsaa er fortaler for, at vi ikke bryder op med de familietraditioner, vi har organiseret os under i 50.000 år. For hvorfor røre ved noget, der virker? Han ser den stigende grad af individualisering som den største trussel mod kernefamilien, og han deler parforholdsformer op i tre forskellige kategorier:

Der er ’individualisterne’, der gør, hvad de selv har lyst til, hvor familien fungerer som en slags backing group. Så er der ’lighedsfamilierne’, der kæmper mod hinanden om det bedste stykke slik og går op i, hvis støvsugeuge det er. Endelig er der ’slægtsfamilien’, hvor familien er rammen er hovedpersonen, som mor og far indordner sig under. Her har manden én klar rolle, og kvinden udfylder en anden. Det er netop denne familieform, der er tilstræbelsesværdig, ifølge Finn Korsaa:

»Når denne familietype lykkes, så har børnene har det godt. Mor og far spiller en overordentligt stor rolle i familiebilledet, og de kan hverken erstattes af pædagoger, lærere, venner eller naboer. Vi er ikke bare sociale individer, vi er bundet af biologi og kan ikke bare sådan gøre os fri af disse relationer.«

Maria Sveland fortæller til de cirka 60 fremmødte om sine erfaringer med, hvor ualmindeligt mange reaktioner det afføder, når man sætter spørgsmålstegn ved det traditionelle familiebegreb. Især når man — som hun — har problematiseret kernefamilien. Så skaber det et ramaskrig, for det er blevet tabu at røre ved kernefamilien.

»Jeg synes nødvendigvis ikke, at kernefamilien er et ideal. Derfor har vi brug for at italesætte og debattere nye familieformer, så de bliver mere socialt accepterede,« siger hun.

Infatilisering

Finn Korsaa ser infatilisering som en massiv samfundsudvikling, hvor man har svært ved at indordne sig under, at det er familien, der er paraplyen over det hele. Det bliver et problem, at vi bare kræver og kræver uden at tage ansvar for os selv og den familie, man stifter.

»Voksnes stigende lyst og trang til at gå på cafe og arbejde meget, bekymrer mig. Det betyder, at den kommende generations børn får det svært, fordi de ikke har mærket de voksnes tilstedeværelse i familien. Mange kommer først helt op i 40’erne og 50’erne, før de begynder at tage ansvar,« siger Finn Korsaa. Han mener, at kvindens ansvar er at påtage sig omsorgsrollen i familien, mens mandens betydningsfulde opgave er at sætte skel mellem mor og barn, så barnet kan begynde sin individualisering.

»Det er rart, at vores samfund er blevet mere rummeligt. Der skal være plads til os alle. Men den klassiske familieform er nu engang bedst for familien,« siger han.

Han ærgrer sig over, at vi siden 70’erne er blevet bombarderet med kritik af familien, og at det hele kulminerede med Thomas Vinterbergs film Festen (1998), som udstillede faren som et monster.

»Det er utrolige anstrengelser, man har gjort for at smadre familien — og alligevel består den,« siger han.

Maria Sveland sætter også spørgsmålstegn ved, hvad det er for en propaganda, vi lever under. Dog med omvendt fortegn. Hun mener, at reklamer, tv, bøger, film og medier i høj grad er med til at fastholde den traditionelle kernefamilie som ideal, og at det er en samfundsopgave på alle niveauer at blive ved med at italesætte og debattere nye familieformer, så de bliver mere socialt accepterede.

»At ændre familiebegrebet er en længere proces, der kræver politisk indblanding — men i ligeså høj grad hviler ansvaret på medierne, kulturlivet og ikke mindst på den enkelte borger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

BZZZZT!

Beklager, Finn Korsaa, modtag IKKE 32.000 kr, ryk IKKE videre til næste runde.

At kernefamilien er hvordan vi har organiseret os i 50.000 år, er desværre ikke korrekt, kernefamilien som vi kender den er ikke mere end et par århundreder gammel. Måden, vi har organiseret familielivet på i titusindvis af år er så vidt vi kan se det storfamilier, og det er et helt andet bæst.

Det kan være fint nok at påberåbe sig biologien, hvis man gør det på kvalificeret vis. At udråbe en kulturel konstruktion af nyere dato til biologisk ur-sandhed er ikke kvalificeret.

Lise Østerberg Bahr

Nå, hvad så med hippibevægelsen - der aldrig nogen sinde siden deres bortgang fra bofællerne, har set sine bofæller - ?? STÆRKE SAMMENTØMREDE BÅND ?? NÆ !

Hvilke relationer tror I man har at støtte sig til når DEMENS perioden indløber ?? Et glemt og gemt liv - kommer ikke lige farende i erindringen, og slet ikke hvis man hele skifter referencerammer - HVORFOR MON EN SAMMENTØMRET blodbåndsslægt har haft SÅÅ stærke livsvilkår gennem disse årtusinder ??

Der kommer ingen til din begravelse, der ikke ved du er død, og eller besøger dig når du (har forladt din blodbåndsfamilie) - og ligger syg på hospitalet.... skift til blå familie som i et LUDOSPIL ??
Nææ, den har vist ingen gang på jord - men det finder de der TROR på denne tingenes nye tilstand, indtil det modsatte er bevist om 30 år - når det er for sent at VENDE KAJAKKEN - de der tror man skifter FAM./FAST HOLDEPUNKTER I LIVET ud ca. 4 x på et liv eller mere ! SNURRETOPS-effekten indtræffer hurtigt ! Derefter PILLEMISBRUG og det der er værre... når man GRÆMMES som en anden Charlie Brown.... GLEM det - vi er født til slægt og blodbånd - med div. trivialiteter, få det bedste ud af det. I hvert fald med de nærmeste. Man vælger jo selv om man vil se grandkusener og grandonkler - men afløseren af disse blev jo DE SOCIALE INSTITUTIONER - var det en SUCCES ???

(jeg synes bestemt min fam. betyder mere for mig end min nabo og mine børns pædagoger fra skoletiden) !!

Mon man fristes til at gøre oprør mod slægtsbåndsfamilien, fordi det KRÆVES AF SAMFUNDENE, at man ligesom en KINESER flytter sig for at tage arbejde, der hvor det nu findes. Skal lulles i søvn omkring, I KAN LI´DE - KA I - IKKE ??

HUSK selv at tænke - overgiv det ikke til SAMFUNDET og andre der kommer SAMFUNDET i forkøbet (BUSINESSfolk) ... tænk selv FØRST SOM SIDST !!!

Lise Østerberg Bahr

KRÆV = RETTEN TIL JERES EGET LIV med familien og glem ikke vennerne - hvorfor afskrive en af disse ?? Tåbeligt - at høre på !!

Det mest fantastiske er, at man kan finde på at diskutere hvilket ideal der er det rigtige, uden først at forholde sig til om der er brug for et ideal.

Jeg er hverken til kerne-, stjerne- eller anden form for familie, men jeg kan da godt forholde mig til at andre sætter pris på deres familie. Selv foretrækker jeg at omgås de mennesker jeg holder af, og for mig er det ikke en selvfølge at holde af mennesker, bare fordi vi tilfældigvis er i familie.

Hans Jørgen Lassen

Hvorfor faen skal familiebegrebet ændres?

Det står da i vore dage folk aldeles frit for at leve, som de nu synes passer dem bedst.

Når de fleste nu engang foretrækker at leve i en kernefamilie, hvorfor skal de så klandres for det? Hvilken intolerance! Hvilken formynderiskhed!

Lise Østerberg Bahr

Det er ZAPPER-familiens rodløse "unger" - der er ude i rørt vande !

Men - den" båd " har ikke megen BUND i virkeligheden !

Måden vi har organiseret os på de sidste 50.000 år?
Både ja og nej
Ingen tvivl om særlige intense relationer altid har eksisteret mellem blodrelaterede også i den mere udvidede familiegruppe.
Kernefamilien i den isolerede form har vi kun kendt i knapt 200 år.
Jeg tror da børn har godt af at leve i 'storfamilier' hvor der er flere voksne end blot far og mor men det særlig bånd til forældrene vil altid eksistere

Jens Falkesgaard

Meget præcist Troels, tak!

Jeg følte mig netop inspireret til at skrive det samme med mine egne ord, men du har gjort det glimrende, så det ville være overflødigt.

Den kernefamilie vi taler om, har ændret sig væsentligt siden industrialiseringen satte ind.
Hvor blev alle bedsteforældrene af - ja, de røg på plejehjem, men var tidligere en integreret del af familien, idet de boede på aftægt, med de fordele og ulemper det gav.
Så kernefamilien med far, mor og 1,86 barn er en moderne konstruktion, opstået i sidste århundrede.

Jae, livsstilseksperter er jo altid morsomme, og det er underholdende at putte folk i type-kaser.
Maria's citations-seje 'stjernefamilie' er ganske velkendt som 'omgangskreds'. Man kan ligefrem tegne mindmaps over den, hvis man skulle hqave brug for at klargøre fænomenet.
Det er muligt at der er sket en udvikling nu om dage, hvor 'kernefamilier' ikke har omgangskredse, der involverer deres børn. Og børnene udvikler omgangskredse i institutioner som ikke involverer deres forældre for den sags skyld.
Men det er ikke lødigt at hægte det på et dogmatisk fjendskab mod den tidløse kernefamilie. Grænsen mellem debat og standup-comedy er naturligvis flydende, men der er folk der tager hende alvorligt. Kernefamilien er et biologisk artskarakteristika, og findes som mikrostruktur i selv de mest blodklans-intuitive 'oprindelige folk'. Der er et par horisontfattige indlæg i tråden der påstår noget andet.

Sören Tolsgaard

@Troels Ken Pedersen: "Beklager, Finn Korsaa, modtag IKKE 32.000 kr, ryk IKKE videre til næste runde. At kernefamilien er hvordan vi har organiseret os i 50.000 år, er desværre ikke korrekt, kernefamilien som vi kender den er ikke mere end et par århundreder gammel."

Det var vel heller ikke, hvad Finn Korsaa sagde:

"Endelig er der ’slægtsfamilien’, hvor familien er rammen, som mor og far indordner sig under. Her har manden én klar rolle, og kvinden udfylder en anden. Det er netop denne familieform, der er tilstræbelsesværdig, ifølge Finn Korsaa,"

Beklager, Troels Ken Pedersen, ryk tilbage til start og tænk over tingene!

Lad være, at nogle ikke fungerer på nærmeste hold med den person eller slægt, som de "tilfældigvis" er i familie med. Men eksistentielt at eliminere denne personkreds, eller at skabe en konflikt i fælles børn, som fra barnsben må leve i indbyrdes mere eller mindre ufordragelige verdener, kan vel heller ikke være noget tilstræbelsesværdigt ideal?

Troels Ken Pedersen

@Søren Tolsgaard:
Finn Korsaa taler om truslen mod kernefamilien, og om hvad mor og far skal spille af specifikke roller. I storfamilier er det dog netop ikke lige præcis mor og far til et givent barn, som rent faktisk er der for netop det barn. Det er bedsteforældre, onkler og tanter, fætre, kusiner og ældre søskende. Samt, tør jeg sige det? ...venner, naboer mm.

Når man stirrer sig blind på mor og far, bliver det netop 1950'ernes mor, far og to børn (et af hvert køn) bag et hvidt stakit, som ophæves til et tidløst og uforanderligt ideal. Men det er et yderst tidsbundet og specifikt ideal.

Sören Tolsgaard

@Troels Ken Poulsen:

Såvidt jeg forstår Finn Korsaa, taler han jo netop om "slægtfamilien" - dvs. flere generationer og forgreninger af familien - hvoraf mor og far naturligvis er en integreret del.

Og - som Odd Bjertnes anfører - hvortil den videre omgangskreds naturligvis også hører. Nutiden byder på mange former for ophør af dette samliv, både indenfor den mere snævre kernefamilie, og indenfor alternative familier, hvor far, mor og andre slægtninge bevidst vælges fra. Der kan naturligvis være gode grunde til dette, men ofte sker det på børnenes bekostning, når forældre har mere travlt med at realisere sig selv, end med at tage ansvar for egen familie.

Den norske TV-serie "Berlinerpoplerne", som blev sendt for et år siden, viste forfaldet i det nordiske familieliv fra mange forskellige sider.

Om der er en vej tilbage, tvivler jeg nu også stærkt på. Flere og flere vil nok begive sig ud på familie- eksperimenternes overdrev.

Men falder ofte tilbage til mønstre, der påfaldende ligner de forgangne.

Hans Jørgen Lassen

Hvad faen handler den her diskussion om?

Kan folk da ikke bare lade andre leve sådan, som de nu synes? Hvad enten det måtte i være i kernefamilier eller på andre måder.

Hvorfor skal man sætte idealer op, som andre skal indordne sig under? Eller foragte andres måde at leve på (som Troels gør med mor, far og to børn bag et hvidt stakit).

Hvad skal man med idealer, som en anden debattør har påpeget?

Idealer er et frygteligt forsøg på at tvinge andre mennesker ind i ens egne tankebaner.

Det er en meget fordumsfyldt diskussion, og perspektivløs.

Hvorfor sætte sig til dommer over andres måde at leve på?

Troels Ken Pedersen

Æh, hvem pokker har sagt, at jeg foragter kernefamilien? Jeg protesterer mod at den holdes op som tidløst og kontekst-frit ideal, i strid med kendsgerningerne.

Folk må for min skyld netop have lov til at indrette sig, som de nu kan få det til at virke. Det er heller ikke fordi at jeg vil lovprise "stjernefamilier", jeg griber bare efter geværet, når folk bliver uholdbart skråsikre om stenalderen og skriver deres yndlingsstereotyper tilbage i den grå oldtid.

Cosa Nostra - vores sag - interessefællesskab
Vi gør sådan.

Jamen, det ligner både familie- og statsstyring. Selv den kosmiske familie - stjernebørnene, lysets børn - inkluderet.

Når det handler om interessesamling er det fælles interesser i en agt. Medens interessedeling er magt.
To yderpunkter, hvorimellem og om,der findes alle andre veje. Veje vi mangler at befare.

Den store børnpsykolog Bowlby påviste i 60'erne at børn binder sig til personer som de 'instinktivt' stoler på.
Barnet fødes ind i en verden fuld af farer som det ikke kan beskyttet sig imod
Derfor er det vigtigt for barnet at opbygge en varig og tillidsfuld relation med personer i omgivelser som de kan stole på d.v.s som ikke forlader eller svigter barnet når der er brug for dem.
Der er ikke nødvendigvis forældrene men dog typiskt være dem. Svigter forældrene denne tillid vil barnet forsøge at danne en sådan relation til andre voksne
Så i store familiegrupper har børn mulighed for at finde erstatnnings forældre hvis deres egne forældrer ikke lever op til forældreansvaret og det ved kan de gennemleve en barndom uden de helt store ar på sjælen

René Munk Andersen

Man kan blive så træt af typer som Finn Korsaa der vil blive ved og ved og ved med at ville presse nogle "naturgivne" eller "ægte" og "efterstræbelsesværdige" roller ned over kvinder og mænd.
Men jeg støtter da op om at der bliver større forståelse for at ikke bare kernefamilien kan være lykken. For uanset at vi kan sidde her og være tolerante og sige at folk må da leve som de vil, så garanterer jeg for at man bliver mødt af en mur af løftede øjenbryn når man står nede i børnehaven med sin unge og pædagogerne finder ud af at man har en utraditionel familieform derhjemme. Og der støtter jeg da op om Maria Svelands ønske om at andre familieformer bliver betragtet som potentielt lige så gode som kernefamilien.

Andreas Trägårdh

Det siges at aber dør hvis de ikke får fysisk omsorg og berøring.
Mange af os vil mene at også vi mennesker er aber, der i vid omfang også lider og måske ligefrem dør hvis vi ikke bliver berørt i samhørig fællesskab.

Det afgørende i livet er at vi lever, og ikke hvordan vi lever. Hvordan vi lever står rigtig meget i vejen for at vi lever - sammen. Måderne har ingen indflydelse på livet men at hævde en måde på bekostning af selve trivslen i livet kan virkelig ødelægge et barn og derfor også hele fællesskabets fremtid. Ingen kan eller skal leve op til en eller andens ide om livet, hvor god, smuk og pragtisk den end må tage sig ud.

Hans Jørgen Lassen

René skriver:

"så garanterer jeg for at man bliver mødt af en mur af løftede øjenbryn når man står nede i børnehaven med sin unge og pædagogerne finder ud af at man har en utraditionel familieform derhjemme"

Det er da vist dig, der i alvorlig grad lider af fordomme - om pædagoger.

Det jeg finder mest 'sært' ved denne artikel er at hele dens omdrejningsbegreb : 'stjernefamilie' ikke defineres overhovedet. Det hænger som en fortryllende medusa-tåge over en slags debat, som ingen ved hvad drejer sig om.
For er det mon i virkeligheden et eller andet med , at nogen ikke kan klare at 'familie' er et begreb der er defineret ved en teoretisk genetisk selv-reproduktionsbarhed, i.e. et entydigt heteroseksuelt fænomen, - et naturfænomen - medens alle andre ægteskabslignende foranstaltninger aldrig kan blive andet end kulturfænomener i form af 'parforhold' ?
Det er da også traumatisk bette pus :-) Men det er der vitterligt intet at gøre ved.

Sören Tolsgaard

STJERNEFAMILIEN handler ifølge citaterne af Maria Sveland om:

"Der findes [mange andre] familieformer, som ikke er bundet af biologi, der er meget bedre for børn at vokse op i. For hvorfor har venskabelig kærlighed ikke samme status som den romantiske, seksuelle relation?"

"Måske kan vi i virkeligheden meget bedre samarbejde om børnene med nogle nære venner end med vores partner. Jeg ville ønske, at vi kunne udvide familiebegrebet, så det rækker ud over det traditionelle far, mor og børn. Derfor skal vi tale om stjernefamilien frem for kernefamilien. Moderne familierelationer har ikke nødvendigvis med biologi at gøre."

At parforholdet (romantisk eller ej) er under pres, er ikke raketvidenskab. Og at det ofte er kvinderne, der søger ud af tosomhedens lænker, er vist også almindelig kendt. Således meget symptomatisk, at det i den refererede debat er en (feministisk) kvinde, som definerer et nyt ideal, mens en bedaget herre forsvarer det bestående.

Når parforholdet revner, søges helt normalt mod slægt og venner, der i højere grad må træde til som mæglere, terapeuter og babysittere. Hvis der ikke sker en bedring, er konsekvensen dog som regel, at der kommer NYE SEXUELLE PARTNERE ind i billedet. Dette nævnes overhovedet ikke i artiklen, men de allerfleste stjernefamilier, "som ikke er bundet af biologi, der er meget bedre for børn at vokse op i", handler i realiteten om, at nogle af de omtalte venner bliver til pap- eller stedforældre, som evt. skiftes ud eller suppleres hen ad vejen. Lad os nu se virkeligheden i øjnene!!

Kvinderne har fat i den lange ende, idet de kan fravælge barnets fader helt bevidst og arrangere præcis den stjernefamilie, som de foretrækker. Dermed ikke være sagt, at situationen herved bliver mere holdbar eller gavnlig for børnene. Jeg forstår udmærket, at man kan være nødt til at gøre en dyd ud af nødvendigheden, når det varige monogame parforhold ikke fungerer i den konkrete situation. Og voksne mennesker har udstrakt frihed til at eksperimentere, sålænge de ikke mishandler deres børn. Ligefrem at gøre alt muligt andet end kernefamilien til idealet, synes dog lovlig ekstremt for en mand, som endnu ikke har indstillet sig på amazonernes herredømme.

Det er dog meget muligt, at Walt Disneys verden, hvor der kun findes onkler, nevøer, niecer og bedstemødre, efterhånden bliver hverdag for de fleste. Mens far og mor, som har travlt med at realisere sig selv, kun vil være notater i en fjern og fremmed fertilitetsklinik.

'For hvorfor har venskabelig kærlighed ikke samme status som den romantiske, seksuelle relation?'
Fordi det handler om 'the hard fact of life'

I denne vision om 'stjernefamilien' (et meget romatiskt udtryk) glemmer man måske barnet?

Børn ses traditionelt som de passive modtagere af omsorg og kærlighed men vi glemmer at de også er aktive og vælger lige fra de overhovedet kan flytte sig selv ud af stedet

De 'vælger' ( i citationstegn fordi der i en tidlig alder er ubevidst) hvem de vil knytte sig til og her gælder ældgamle love som vi ikke kan lave om på

Kogt ned til essensen er det der tæller
'hvem vil være der for mig når det virkelig gælder?'
Venner, papfædre? Ja måske men ofte oplever barnet at når det virkelig gælder er det den biologiske mor og far de kan stole på - ofte men ikke altid

Hvorfor oplever papfædre og -mødre igen og igen at børnene afviser dem aggressivt? Fordi den biologiske visdom det er nedlagt i dem siger at en ny partner er en risiko for dem - risikoen for at deres biologiske mor/far svigter dem på et tidspunkt
Den slags mekanismer der svære at forandre fordi de er ubevidste medfødte. Vi kan kun takle dem ved at anerkende dem og vedgå at biolgiske bånd er af en særlig art som ikke bare kan erstattes af 'venskaber'

Michelle Poulsen

@ Ole Falstoft

Jeg er enig i dine perspektiver, og jeg tænker om det du taler om i bund og grund ikke er tillid? Jeg tror nemlig at voksne leder efter tilliden ligeså meget som børn, og at det er derfor der er mange af debatørerne, som stejler når der bliver talt om stjernefamilier. Måske disse debatører er så heldig at komme fra solide slægtsfamilier med masser af tillid. Jeg kommer fra en familie, der gik i opløsning, og nu består af fragmenter fra min biologiske familie og nye "familiemedlemmer" som er kommet til gennem venskab. Det er hverken værre eller bedre en den traditionelle kernefamilie tror jeg, for det vigtigste er at jeg føler tillid til at dem jeg har, dem har jeg også når det gælder. Også selvom vi ikke er biologisk beslægtede.

Hvorfor er der ingen, der fokuserer på børnenes vilkår?

Fint nok at mor og far har brug for at realisere sig selv og relatere sig til diverse personer, men en vis nærhed og stabilitet at forholde sig til som barn betyder en masse for ens følelse af tryghed og kærlighed.

Voksnes behov for at "gøre op med et ideal" må i mine øjne stå tilbage for et barns behov for tryghed i dagligdagen.