Læsetid: 1 min.

Thorning: Medierne passer deres job

På gårsdagens pressemøde blev statsministeren adskillige gange konfronteret med såvel Ole Sohn-sagen som med Anders Samuelsens narkobetaling. Men medierne går ikke over stregen, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt
Indland
9. november 2011

Hvad mener statsministeren om, at Anders Samuelsen (LA) har betalt narkogæld for sin søn? Og hvad er hendes kommentar til, at erhvervs- og vækstminister angiveligt har modtaget sorte penge fra Moskva i sin tid som DKP-formand? Ingen af delene udgør ifølge statsministeren tilsyneladende en så stor trussel mod statens sikkerhed, at de to politikere ikke kan varetage deres hverv. Tilliden til Ole Sohn er usvækket, og om Samuelsen gentog Helle Thorning-Schmidt flere gange, at det ikke tilkom hende at udtale sig i en sag, der vedrørte »en folketingskollega.«

Men statsministeren kom også ind på det sikkerhedstjek, som er blevet så centralt for pressens omgang med politikerne:

»Det har været diskuteret meget, at regeringen foretager sikkerhedstjek af kommende ministre. I Danmark har vi ikke tradition for at fortælle så meget om de her sikkerhedstjek, det er der i hvert fald ingen tidligere regeringschefer, der har gjort,« sagde hun og betonede det som årsagen til, at hun hverken kan eller vil kommentere på de sikkerhedstjek, der bliver foretaget.

»Det tror jeg er en ret fornuftig beslutning, som tjener Danmarks interesse.«

—Oplever du, at medierne bruger sikkerheden som undskyldning for at gå tættere på politikeres privatliv?

»Jeg kan sagtens forstå medieinteresse for de her sager. Jeres opgave er at stille spørgsmål, min opgave er at vurdere, om der er principielle årsager til, at jeg hverken kan eller vil udtale mig — og det synes jeg egentlig fungerer meget godt« sagde hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er ikke Helle Thorning fan (selvom jeg ud fra en faglig betragtning mener hun gør en god figur for min branche), men jeg synes hun tager hele den her gang medie-hysteri på en utrolig flot og ligevægtig måde.

Særligt det sidste citat i artiklen er godt. Det kan godt være kritikere vil hævde det er Fogh-Rasmussen retorik omskrevet ("der er ikke noget at komme efter"), men jeg synes det er hendes position værdigt med den holdning. Alternativet ville være, at bruge statsministerposten som en form for over-anklager myndighed, hvilket jeg ikke tror ville være til fordel for nogen som helst. Heller ikke medierne.

Claus Silfverberg

Jeg synes, at medierne og de finansielle spekulanter har et betydeligt medansvar for den økonomiske krise, som vi oplever i øjeblikket. Journalisterne fokuserer ensidigt på negative historier, som gør forbrugerne urimeligt nervøse og derfor sparsommelige, og spekulanterne jagter de kortsigtede forretninger med deraf følgende urimelig volatilitet - begge med en betydelig skade for real-økonomien og beskæftigelsen.

En del af løsningen kunne være, at medierne (redaktørerne) besluttede sig for at bringe lige mange positive og negative historier. Jeg tror faktisk, at den gamle tese om, at kun dårlige nyheder er gode nyheder, ikke gælder i det aktuelle marked - folk er lede og kede af at læse om skandaler og katastrofer, og hellere end gerne vil læse om successer og positive historier - også inden for andre områder end sport - det eneste område, hvor det tilsyneladende er ok at have succes. Der vil være læsere og abonnenter i en sådan strategi!

En anden del af løsningen kunne være at indføre en mindre Topin skat på alle typer af finansielle transaktioner - en sådan skat vil overhovedet ikke have nogen betydning for de langsigtede investorer, som handler sjældent, men vil virke bremsende på de kortsigtede spekulanter, som via deres computers programmer handler hundredevis af gange hver eneste dag.

Mvh

Claus W. Silfverberg
DAF-direktør 1995-2007

Helle Thorning siger det hun skal sige, for ikke at gøre politisk selvmord.
Ingen politikere, der sidder på magten kan udfordre/kritisere de store medier, uden at det får politiske konsekvenser.
Tænk bare på Sass Larsens hip til den blå presse 3-4 måneder før valget.

Medierne sidder tungt på folks meningsdannelse i Danmark og den magt er der ingen regeringspolitikere, der tør udfordre.
Det vil koste dem deres politiske liv.

Claus Silfverberg

Det er normalt redaktøren og sjældent journalisten, som bestemmer hvilke historier og hvilke kon-klusioner, mediet ønsker at formidle. Redaktøren vælger typisk historier og vinkler, som harmonerer med og bekræfter vedkommendes holdninger.

Hvis man som interview offer har et andet budskab end det forventede/ønskelige, så redigeres man ofte ud.

Hvis man har mediernes sympati, kan man slippe godt for selv ret ringe præstationer som interview-offer. Hvis det modsatte er tilfældet, kan selv en mindre "fortalelse" blive gjort til genstand for ugers forfølgelse. Der er ofte en betydelig band-wagón effekt - alle redaktører ønsker at bringe den samme historie, og der konkurreres alene på hastigheden. På større medier som f.eks. TV1 og TV2 konkurrerer flere redaktører om at få en luns sendetid, og uanset hvad interview-offeret har af budskab, så skæres historien til, så den passer til den sendetid, man har fået tildelt. Alle, redaktører og interview-ofre, er statister i et underholdningshow.

Også inden for journalist-verdenen er der en betydelig faglig selvhævdelse - journalist-chefer vælger journalist-medarbejdere og interviewer gerne andre journalister, og journalister kritiserer nødigt interview-ofre, som har en journalistisk basis uddannelse.

Journalister er typisk gode kommunikatorer, men har ofte kun et perifert kendskab til de emner, de behandler. Jeg har mødt journalister, som ligefrem mente, at det var en kvalitet, at deres indsigt var gående mod nul - det stiller dog store krav til interview-offeret at lade sig interviewe af en totalt ukyndig journalist - og resultatet kan blive totalt meningsløst, vildledende eller simpelthen forkert..

Hvem kontrollerer medierne?