Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tosproget skole opretter eliteuddannelse

Korsager Skole i København tilbyder som den første tosprogede skole engagerede elever ekstra timer på skolens elitehold
Indland
14. november 2011

På gangene og ude fra skolegården lyder råb og hastige trin. Den skemalagte skoledag er overstået for eleverne på Korsager Skole i det nordvestlige København — men ikke for eleverne på skolens elitehold. Foran eliteholdets klasselokale er de første elever allerede mødt frem, og underviser på holdet, Kristian Nøhr, kommer fem minutter før timen skal begynde. Én efter én dukker resten af holdet op, og efter lidt smalltalk tager Kristian Nøhr ordet: »Hør her, vi skal til at have gang i et nyt projekt.«

»Hvad skal vi lave?« spørger 14-årige Serhat Tas, der er en af de mere end 40 procent tosprogede elever på Korsager Skole. Ideerne fyger gennem lokalet; en vil lave et madprogram, en anden noget med stillbilleder. Kristian Nøhr kommer med et forslag om at lave en videoanmeldelse og hiver nogle eksempler frem på klassens smart board, hvor den gammeldags kridttavle tidligere prydede væggen.

Ligeværdig rolle

I modsætning til de obligatoriske undervisningstimer i fag som matematik og dansk med nedskrevne krav til elevernes kunnen er eliteholdets undervisning ikke underlagt samme stringente rammer.

»For eleverne er det frivilligt at komme til timerne på eliteholdet, og det giver mig som underviser nogle helt anderledes udfordringer. Jeg skal i langt højere grad være ligeværdig med eleverne, da vi er afhængige af hinanden for at få noget ud af timerne.«

En kvindelig kollega kommer over til Kristian Nøhr, og han fortæller hende om sin anderledes lærerrolle på skolens elitehold med fokus på medier.

»Kan eliteholdet hjælpe min klasse med lave nogen små videoindslag?« spørger kollegaen.

»Ja, kom endelig forbi og lav et oplæg for holdet — så ser vi på det,« svarer Kristian Nøhr, som understreger, at eliteholdet ønsker at være en medspiller for hele skolen. Foruden eliteholdet i medier arbejder et andet hold med at opsætte en musical. Her skal eleverne varetage hele processen fra uddeling af roller til PR.

Den gode elev

Det er andet år, Korsager Skole tilbyder ekstra timer til elever fra 7. til 9. klassetrin, som allerede klarer sig godt i den obligatoriske undervisning. Ifølge skoleleder og initiativtager bag holdene, Tommy Hagel Jensen, er det at være en god elev ikke ensbetydende med, at man får de højeste karakterer.

»At være en god elev handler for os om, at man er en god kammerats som passer sit skolearbejde, møder til tiden og er disciplineret,« siger han.

For skolelederen er det vigtigt at understrege, at ordet 'elite' ikke skal blandes sammen med ønsket om at lave en opdeling af elverne i et a- og et b-hold. Derimod er målet at sætte fokus på den gode elev og dyrke de kvaliteter, som styrker fællesskabstanken.

»Vi styrker både svage som stærke elever ved at have fokus på faglighed, og hvad der skal til for at få en god uddannelse.«

Ifølge Tommy Hagel Jensen kan eliteholdsinitiativet sagtens overføres til andre skoler, eftersom muligheden for at oprette hold ligger inden for rammerne i folkeskoleloven. Samtidig påpeger skolelederen, at der er tale om en økonomisk prioritering, da det selvsagt koster noget at tilbyde flere timer.

'Mere som fritid'

Klokken nærmer sig 15, og efter at have siddet i grupper og arbejdet med forskellige projekter er eliteholdet atter samlet for at vurdere på dagens resultater og uddelegere opgaver til næste gang.

De tre niendeklasseveninder Marie Hammerbak, Valbona Sinani og Natasha Schmidt er glade for den frihed, der er på eliteholdet sammenlignet med de andre timer.

»Jeg tænker ikke så meget på skole, når jeg er her. Det er mere som fritid, hvor vi samtidig lærer noget,« siger Marie Hammerbak.

På skolens gange er larmen fra hujende børn for længst forstummet, da eliteleverne bevæger sig ud af skolen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er en fordel at være tosproget.

Hvad enten sprogene læres fra barndommen eller i puberteten, viser en ny undersøgelse (1): Tosprogede er hurtigere, mere effektive, og det kræver mindre anstrengelse for dem at vælge i kritiske situationer, ikke bare de sproglige. Valg, der har en umiddelbar konsekvens, der skal foretages med meget kort varsel. Det kan være en beslutning om at gå eller stoppe, når det grønne lys er ved at blive rødt, eller sparke til bolden i stedet for at lade den gå, når man spiller med vennerne.

De tosprogede er mere kreative, mere fleksible, har bedre koncentrationsevne og endog mere selvtillid. At kunne to sprog fra en tidlig alder giver et skridt mere kulturelt og kognitivt.

Andre undersøgelser har vist, at tosprogedes hjerner har større arbejdshukommelse, som en computer der har mere RAM.

1. Cerebral Cortex 1, koordineret af Dr. Jubin Abutalebi, docent i neuropsykologi ved Universitetet Vita-San Raffaele i Milano, i samarbejde med universiteterne i London, Barcelona og Hong Kong.

Kilde La Repubblica.it 13-11-2011