Vækst før forandringer

Det er svært at være uenig i, at gårsdagens finanslovsforslag både retorisk, symbolsk og substantielt adskiller sig fra de seneste 10 års borgerlige finanslove.

Med afskaffelsen af fattigdomsydelserne som det mest oplagte eksempel har finansminister Bjarne Corydon (S) markeret, at det er nye tider i dansk politik, og flere initiativer trækker i samme retning.

Men snarere end at tolke finansloven som et første skridt mod det regulære systemskifte, som S-SF har lagt op til de senere år — i øvrigt med Bjarne Corydon som en af hovedarkitekterne — så er den et tydeligt signal om, at de store omvæltninger har måtte vige for ét, overordnet mål: Væksten skal i gang, så arbejdsløshedskurven kan knækkes.

Særligt Socialdemokraterne er overbevist om, at når alt kommer til alt, så står og falder danskernes tillid til Helle Thorning-Schmidt med, om der er arbejde til danskerne, med alt hvad det indebærer af tryghed og økonomisk frihed.

Trods Radikale Venstres skepsis er det helt store slagnummer, at man fremrykker offentlige investeringer for nu 18 milliarder kroner mod de tidligere varslede 10 milliarder kroner, der efter de radikales mening egentlig blot skulle have været fire milliarder kroner.

Ifølge Det Økonomiske Råd har regeringen trukket den nogenlunde så langt, som det er forsvarligt i relation til de EU-budgetkrav, Danmark har forpligtet sig på.

Med den økonomiske overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsens udtryk har man tilmed brugt små »tricks« ved bl.a. at overlade det til DONG at indkræve finansieringen og udmønte udbygningen af energiprojekter for 6,75 milliarder kroner ved hjælp af elregningen — således at det ikke officielt belaster den trængte, offentlige saldo.

Arbejdspladser her og nu

Uanset hvad har man fremrykket alt, hvad rammer og tøjler og de radikale kunne holde til, og de projekter, der finansieres direkte af skattekroner, har langt fra den entydigt grønne profil, som både SF og Radikale Venstre har argumenteret for. De rækker over alt fra motorvejsudbygninger til broer og udefinerede renovationer af skoler og daginstitutioner.

Det handler om arbejdspladser her og nu og ikke så meget andet, og det samme kan man sige om beslutningen om at holde fast i det borgerlige fradrag for alt fra nye termovinduer til samtalekøkkener i hjemmet, som man tidligere har kritiseret for at være en kortsigtet forkælelse af boligejerne, og som oprindeligt skulle have været ændret til en pulje til målrettet promovering af energieffektiviseringer.

Man kan godt få en fornemmelse af, at embedsværket på Slotsholmen har sat sit pragmatiske præg på det hele. Beslutningen om at lade afgifterne på cigaretter stige markant mindre end varslet forsvares pludselig med den tidligere regerings argumenter om, at det blot vil flytte cigarethandlen over på den anden side af grænserne.

Og så er der alt det, der ikke er med: Den øgede beskatning af millionærer og banker, der ifølge selv de radikale ikke er droppet, fordi man nærer en særlig kærlighed til de rige og finanssektoren, men fordi man frygter, det vil koste arbejdspladser.

Parolerne om et opgør med ulighedsmageri og en økonomisk elite, der skulle stilles økonomisk til ansvar for det morads, Danmark befinder sig i, er der ikke meget af i finansloven.

Og når ikke man kræver noget ind fra nogen, er det i sagens natur også svært at omfordele, og selv om der langt overvejende er små plusser på finansloven i et lighedsperspektiv, så er det næppe noget, der rykker i det store perspektiv.

Fattigdom bekæmpes

En stor del af de initiativer, der — ud over afskaffelsen af fattigdomsydelserne — er samlet under overskriften fattigdomsbekæmpelse, er finansieret af den såkaldte satspulje, der kun findes, fordi overførselsindkomstmodtagerne årligt har fået en mindre procentuel stigning end lønmodtagerne i 2010.

En ordning SF, Enhedslisten og Socialdemokraternes kongres har modsat sig.

De 3,75 milliarder kroner, der skal bruges til investeringer i almene boliger, kommer fra Landsbyggefonden, som lejerne selv finansierer.

Det samtidig med at boligejerne kan glæde sig over en fortsat fastfrossen ejendomsværdiskat, der ifølge gårsdagens veltimede rapport fra de økonomiske vismænd fortsat vil være noget af det mest ulighedsskabende, man kan forestille sig.

Men det skaber tryghed på et boligmarked, der også er afgørende for forbruget og dermed væksten, og hvad kan de mindre heldige og knapt så velstillede bruge følelsen af retfærdighed og sød hævn til, hvis det koster arbejdspladser, lyder argumentet.

Utålmodigt bagland

Og som centrale folk i og omkring regeringen siger, så er kampen jo knap begyndt.

I et land som USA plejer man at sige, at vil en regering virkelig ændre noget, så skal den gøre det inden for de første måneder, for derefter begynder den næste valgkamp. Men så slemt er det ikke i Danmark.

SRSF har blot siddet en måned ved magten, og forude venter både en skattereform, trepartsforhandlinger og nye finanslove, hvor særligt de pressede SF'ere tørster efter sejre til baglandet.

Snarere end folkelige protester ligger faren ved den pragmatisme, der præger både regeringsgrundlag og finanslov, at SF'erne bliver utålmodige.

De mest kritiske mener, at det aldrig vil gå at konkurrere med de borgerlige på borgerlige vilkår. Man er nødt til at rykke befolkningen, og fortsætter regeringen i det tempo, der er angivet i denne finanslov, vil det kræve adskillige perioder at komme bare i nærheden af det Fair-systemskifte, S-SF lagde op til. Men en anden sandhed om politik, er, at det under alle omstændigheder kræver flere perioder ved magten, hvis man reelt vil forandre noget.

Og analysen i regeringen er klar: Uden vækst og arbejdspladser er det uanset hvad forbi, inden man får set sig om.