Læsetid: 3 min.

’Velfærdsstaten er næste-kærlighedens surrogat’

Velfærdsstaten har en iboende spænding, som er af kulturel karakter, lyder det fra professor Jørn Henrik Petersen i første interview i Informations nye serie om velfærdsstaten. Professoren opfordrer til, at vi opdrager på os selv og hinanden
Velfærdssamfundets helt store problem er kulturelt. Derfor er det fortvivlende, at politik er degenereret til regnearkspolitik, mener professor Jørn Henrik Petersen. arkiv

Velfærdssamfundets helt store problem er kulturelt. Derfor er det fortvivlende, at politik er degenereret til regnearkspolitik, mener professor Jørn Henrik Petersen. arkiv

Klaus Holsting

30. november 2011

»Vi har en forpligtelse over for hinanden, før vi benytter staten.«

Sådan lød det fra Liberal Alliances Joachim B. Olsen, som i fattigdomsdebatten med SF’s Özlem Cekic opfordrer til, at vi spørger familie og venner om hjælp, før vi henvender os til staten. I 2007 fik daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) læsterlige verbale tæsk, da han med en opfordring til at male på mors plejehjem forsøgte at rejse debatten om det personlige ansvar i velfærdsstaten. Ministeren beklagede, at debatten kom skævt fra start, men det gør den langtfra irrelevant.

Jævnligt hører vi historier om, hvordan forældre må gå til hånde i daginstitutioner, og om, hvordan skoler efterlyser, at mor og far påtager sig et ansvar for børnenes læring — og hvorfor så betale skat?

Men behovet for, at vi tager et personligt ansvar og ikke overlader alt til staten, presser sig på.

Vi er ikke pæne

Vi er simpelthen nødt til at lære at styre os, siger professor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet Jørn Henrik Petersen, som har forsket i velfærdsstatens grundlag og historie.

»Fra sin spæde begyndelse har velfærdsstaten haft lidt af en iboende spænding. På den ene side forventes vi at tage hånd om hinanden, hvis der måtte være problemer. Vi forventes med større eller mindre smil på læben at betale, hvad gildet koster, og ikke hver gang at møve os til truget for at få sugerøret derned. På den måde stiller velfærdssamfundet krav om betalingsvilje og tilbageholdenhed, som på sæt og vis står i skrigende modsætning til måden, vi opdrages på. Her handler det om noget for noget og om at få mest muligt ud af givne midler — det er et privatøkonomisk rationale.«

Midt imellem kravet om at opføre sig ordentligt og den privatøkonomiske griskhed ligger ifølge Jørn Henrik Petersen selve kernen i diskussionen: »Der ligger det dybe problem for velfærdsstaten. Og det er et kulturproblem, som handler om adfærd. Velfærdsstaten tager udgangspunkt i, at vi er pæne og ordentlige mennesker, der udviser tilbageholdenhed. Men det gør vi ikke. Og den etik og moral kan man ikke sidde på Christiansborg og dekretere,« siger han.

Velfærdsstaten bygger med andre ord på forudsætninger, som staten ikke er i stand til at tilvejebringe.

»I en vis forstand er det velfærdsstatens problem, at den ikke har et religiøst aspekt. Den er næstekærlighedens surrogat. Velfærdsstaten spejler, at vi binder os selv til masten — vi erkender, at vi er grisebasser, og derfor laver vi en lovgivning, der pålægger os at elske hinanden vel vidende, at det gør vi ikke.«

Som Informations serie vil kunne fortælle, mener velfærdsforskerne, at vi står med et enormt problem i forhold til at få folk til at påtage sig et personligt ansvar. Således er også Jørn Henrik Petersen bekymret:

»Det kan være meget godt at appellere til befolkningens vilje, men hvis frivilligheden skal kunne noget, må det være noget, der kommer nedefra. Det interessante ved det danske velfærdssamfunds udvikling er, at det er groet op nedefra i modsætning til i Tyskland, hvor det kom med Bismarck siddende på toppen. Vores kom med bøndernes og arbejdernes forenede kræfter.«

Så når det handler om at udvise tilbageholdenhed, er det ifølge Jørn Henrik Petersen kun muligt, hvis vi kan enes om, at der er sådan vi vil opføre os.

Kulturelt problem

Alligevel løber man ind i et problem med, at velfærdsstaten forsvarer sig selv:

»Hvis vi siger, at forældre skal male i børnehaven, vil malerne protestere mod, at man stjæler deres arbejde,« siger han og betoner det komplicerede i at udføre frivilligt, hvad man betaler andre for. Alligevel er det personlige — og frivillige — ansvar vejen frem, hvis velfærdsstaten skal overleve — men det kan ikke fungere pr. magtbud pointerer professoren.

— Så vi har alle sammen et ansvar for at opdrage på os selv og hinanden?

»Ja. Velfærdssamfundets helt store problem er kulturelt. Det handler grundlæggende om at stille spørgsmålet: Hvad er det gode samfund? Det er noget, vi må diskutere med hinanden. Derfor er det fortvivlende, at politik er degenereret til regnearkspolitik. Vi ser på, om der står et rødt eller sort tal på bundlinjen, men grundproblemet kan ikke sættes på tal. Det handler om adfærd, om værdier og om, hvordan vi ser på os selv og opfører os over for hinanden. Og der skal laves noget om, hvis vi fortsat vil leve i en velfærdsstat. Løsningen begynder med, at vi diskuterer med os selv og hinanden — det er en lang og sej proces.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Vi er gået fra et behovssamfund til et krævesamfund’

    6. december 2011
    Vi skal have genoprettet stoltheden ved at kunne klare os selv, mener Venstres politiske ordfører. Ellen Trane Nørby åbner for, at sociale ydelser i højere grad skal kunne differentieres
  • ’Der er sket et normskred blandt unge’

    3. december 2011
    Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen mener, at en del unge tager for let på deres status som kontanthjælpsmodtager. Pligterne skal stå tydeligere for dem, siger ministeren, som opfordrer til debat om fællesskabet og velfærdssamfundets fremtid
  • ’Jo højere skat, jo færre krav kan staten stille’

    2. december 2011
    Jo højere skat vi betaler, desto sværere bliver det for velfærdsstaten at appellere til vores personlige ansvar, siger professor Lars Skov Henriksen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • bitte jacobsen
bitte jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Derfor er det fortvivlende, at politik er degenereret til regnearkspolitik."

Og hertil kunne tilføjes: overbudspolitik i velfærdsydelser.

Diskussionen af velfærdsstatens præmisser, værdier, rettigheder og pligter - er særdeles relevant og kærkommen.

Stor ros til Information for at tage denne problematik op.

/O

hallo: den tid , de nære, ikke behøver bruge på at hjælpe, når samfundet i stedet sørger for det,
er jo tid de nære, ellers skulle tage fra deres arbejdstid.

og den tid mennesker evt. på dagpenge, kontanthjælp, pension.. evt. bruger på husholdningsarbejde,
giver de andre i husstanden, mere tid, som de kan bruge på andet arbejde.

Steen Erik Blumensaat

Staten.
Kongehusets forbrug på 500 millioner skal vi ikke snakke om.
Minnisteriernes overforbrug på 4 milliarde skal vi ikke snakke om.
Biskoppernes overforbrug på 10 millioner skal vi ikke snake om.
Millitærets overforbrug på 2 milliarder skal vi ikke snakke om.
Landbrugets overforbrug på 450 millioner skal vi ikke snakke om.
420 millioner til AP Møller-Mærsk skal vi ikke snakke om.
Erhvervsstøtten på 24 milliarder skal vi ikke snake om.
Statsansatte er indtil i dag ikke stillet til ansvar, istedet angriber de alle andre for at være nasserøve.

Hanne Christensen

Informations journalist, Mette Klingsey, skriver: ” Som Informations serie vil kunne fortælle, mener velfærdsforskerne, at vi står med et enormt problem i forhold til at få folk til at påtage sig et personligt ansvar”.

Det var da en påstand. At alle velfærdsforskere mener det. Altså påstandene er, at folk ikke tager ansvar, og det er et problem for velfærdsstaten. Og ser man på indledningen, ja, så er problemet, at vi ikke alle gør som Claus Hjort vil: Lader familien tage over, fremfor at gå til Staten.

Mon vi her taler om undervisning eller sundhedsvæsen, vejvæsen, trafikken osv. Nej, nu taler vi igen om dem på overførselsindkomst. Og taler vi nu om folkepensionisten? Næh. Vi taler om Claus Hjorts hetz-gruppe nr. 1: De ledige og de syge.

Det er dem, der ikke er ansvarlige. Og deres familie.

Det skuffer, men kommer egentlig ikke særligt bag på mig, at Information og Claus Hjort dybest set er meningsfæller. Jeg hilser det dog velkomment, at Information nu kender kulør.

Informations og ”alle” velfærdsforskerne bør dog være opmærksomme på, at borgerne næppe vil mærke, om kontanthjælpen blev halveret. Se blot på, hvad det koster at afskaffe starthjælpen. Under 100 mio. kr. Ingenting i et statsbudget.

Og hvordan gør velfærdsøkonomerne regnestykket op, hvor der på den ene side af ligningen står uddannelse og på den anden side af ligningen står produktivitet og innovation i erhvervslivet? Vi kan jo alle gå ud af 5. klasse, og hor lander vi så? Vi kan skære ned på sundhedsvæsen og bruge besparelsen og lidt mere til på private sundhedsklinikker. Vi kan droppe børneinstitutionerne og sende kvinderne hjem til kødgryderne. Vi kan droppe saltningen af vejene om vinteren, eller stoppe S-togdriften (helt).

Jeg har dybest set svært ved at se, at vi er så ansvarsløse alle sammen. Du kan pege på 1, 2, 3 stykker. Det rykker intet på budgettet.

Det, der havde rykket, havde været, om alle disse neoliberalister havde været lidt mere årvågne, og fjernet deres sorte blik fra deres hadobjekter, og i stedet koncentreret sig om det væsentlige, nemlig at sikre, at vi havde haft en sund finanssektor, hvor 10 banker ikke havde måttet dreje nøglen om siden år 2008, og givet vis endnu flere, hvis Staten ikke havde proppet milliarder i bankerne for selv at give de største og hidtil velrenommerede banker kunstigt ånde.

Velfærdsstaten skal altid være til diskussion, men problematikken er mere kompleks end Jørn Henrik Petersen stiller det op.

Personligt er jeg mere til gennemskuelighed og kontrol både for modtagere offentlige ydelser og erhvervsliv end jeg er til samfundstjeneste og almisser. Lad folk bruge deres kræfter hvor deres produktion er mest værdifuld og lad omfordelingen via skatterne klare samfundsopgaverne. Hvad er problemet i det?

Vores velfærdsstat er ikke truet af skattetryk, men af VKO's skattelettelser. De arbejdspladser vi mister lige nu mister vi trods massive skattelettelser, altså på grund af ændringer i erhvervsmønsteret opstået grundet outsourcing eller overproduktion af brancespecifikke produkter. Omskoling og uddannelse skal hurtigst muligt lukke de opståede huller i jobmarkedet...

...og så går jeg ind for borgerlønog et personfradrag på ca. 100.000 kr, det vil sætte gang i den serviceaktivitet som Kim Gram peger på.

http://www.information.dk/242845

Michael Kongstad Nielsen

Velfærdsstaten har haft et sammenstød med VKO-periodens forherligelse af egoismen og det private . Men VKO afskaffede jo ikke staten, de udvidede den. Og samtidig lod de skatteborgerne betale til privathospitaler etc.. Nu gjalt det om at de rige skulle score kassen på velfærdsstaten. Den er blevet en malkeko for opfindsomme liberalister, der ikke vil nøjes med deres aktieudbytter og børsgevinster, de vil også have snablen ned i de offentlige kasser.

Johannes Nielsen

Jeg er bange for at det, der i artiklen kaldes kulturelt snarere er almindelig menneskehed - hvis jeg kan tage lidt fra fællesskabet eller bidrage mindre lidt mindre end jeg ellers skulle uden risiko for sanktioner, så gør jeg det.

Derfor handler det om at indrette samfundet sådan at de økonomiske incitamenter giver anledning til hensigtsmæssig adfærd.

Det er en billig liberal-etisk kritik af velfærdsstaten, når man kalder det ansvarsfralæggelse at upersonligt betale skat til de sociale institutioner i stedet for direkte at hjælpe de fattige.

Det er en billig liberal-praktisk kritik af velfærdsstaten, når man kalder det upraktisk at skulle engagere sig i en solidarisk kultur for at holde de solidariske institutioner kørende.

Brian Pietersen

Jeg er opdraget med hjælpe andre, klare mig selv, være solidarisk, være social, la vær at låne penge, stort set at have styr på sit liv, jeg er vandt til at diskutere alt mellem himmel og jord fra ganske lille, vandt til at man gør en masse selv, har interesser og venner, arbejde og betale skat.
Jeg har aldrig brokket mig over at betale skat før den forrige regering kom til.
Der kunne jeg ikke se en nytteværdi i at betale skat, for de skattepenge gik til de forkerte, eller sagt på anden måde, hvis jeg bliver syg, har jeg rent faktisk betalt skat for at kunne få hjælp uden at skulle tigge om det. Det samme gælder når jeg bliver gammel og ikke kan tjene penge mere.

Det synes jeg alle glemmer når man så bliver syg, eller når folk er blevet gamle, så har man pludseligt glemt at en person har betalt skat hele livet.

Hvis i synes jeg er ansvarsløs, så skal vandene da skilles, så er der ingen grund til at jeg betaler skat mere, er der ??

Derfor giver jeg ikke en skid for den her artikel.
Jeg er stort set enig med Blummensaat og Hanne

Jørn Henrik Petersen rejser en interessant og en principiel debat. Og lige p.t. har jeg kun følgende kommentar til JHP's udtalelser.

Det er at sammenligne med (skjult) sort arbejde hvis man beder forældrene male børnehavens vægge eller legehust eller plejehjemmets vægge. Ofte har forældrene ikke forudsætningerne for male ordentligt og ej heller har de forudsætningerne for at overholde alle miljømæssige krav samt kravene til arbejdsmiljø.

Og det vil være helt umuligt for en mor eller far på dagpenge eller kontanthjælp at deltage i en sådan arbejdsweekend, da loven kræver at man står til rådighed 24-7-365 for arbejdsmarkedet. Og man risikerer at blive trukket i dagpenge eller kontanthjælp.

Hanne Christensen

Brian Pedersen,

Du peger på en vigtig pointe, som mange glemmer.

Nemlig, hvordan vil vi gerne selv behandles, hvis i blev syge eller langtidsledige. Man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Det skal man ikke glemme!

randi christiansen

Siden det – da jeg var ca 12 år gammel – gik op for mig, at verden ikke er styret af fornuft, og at mine voksne – selv om de gjorde en beundringsværdig indsats – hverken kunne beskytte sig selv, min bror eller mig mod det eskalerende vanvid – har jeg funderet over, hvad det egentlige problem mon er.

Jeg tror på pixi modellen – hvis forklaringen er så indviklet, at almindelige mennesker ikke forstår den, er det nok enten løgn og latin eller noget sludder. Derfor vil jeg benytte lejligheden til endnu en gang at påpege følgende : at vælge et samfund, hvor der kapitaliseres på og konkurreres indbyrdes om biotopens ressourcer, vil medføre kaos og forfald – som det ses. Vi er nødt til at finde en global samarbejdsmodel, en fordelingsnøgle.

Her kan vi vel så alle høre liberalisterne himle op om den personlige frihed – Vor Herre på lokum for en gang tyndskid – først stjæler de vores ressourcer, så låner de dem tilbage til os med ågerrenter, og når vi giver op og ikke magter byrden, beskylder de os for at være dovne, svage, ynkelige og udspekulerede professionelle nassere – hej hallo, hvem har hørt om den sociale arv, epigenetik m.m. Hvem er mon mest udsatte for miljøgifte ? Den familie, som bor i en stuelejlighed på Jagtvej, eller dem i whiskybæltet ? Miljøgiftene spreder sig i takt med luftvejslidelser, cancer, diabetes 2, adhd, stress, søvnløshed osv. Hvem ser forbindelsen, hvem tager konsekvensen, og hvilken socialklasse kan mon bedst beskytte sig ? Det svar behøver ikke at blæse i vinden, men neoliberalisterne vil åbenbart helst vende det døve øre til, og så i øvrigt trampe nedad. De socialistiske politikere, som bør bekæmpe dette misforhold med andet end signalpolitik, tør ikke af bare angst for at blive kaldt sovjetkommunister – og de har heller ikke opbakning fra deres vælgere, fordi de ikke forstår, hvad det er, der foregår. Brød, skuespil, religion og adhd-medicin til folket – men krukken kan gå så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem.

Jeg linker til en video ”RSA Animate - Changing Education Paradigms” sendt mig af en af mine begavede unge venner, som handler om vores håbløst, gammeldags uddannelsessystem : http://www.youtube.com/watch?v=zDZFcDGpL4U

Jeg er optimist – det er for sørgeligt og kedeligt at være pessimist.

Ja, lad os dog bare blive ved med at sparke nedad, men hvad med at vende blikket mod de få, der ejer det meste og analysere, hvordan de bruger deres penge mens 1 mia. sulter.

@Hanne Christensen
Har vi læst den samme artikel?

Det er klart, at de velfærdsforskere der bliver henvist til, ikke er alle velfærdsforsker, men de velfærdsforskere som indgår i artikel-serien...

Ydermere ser jeg ikke det had mod ledige og syge, som du beskylder information for at italesætte...
Jeg ser derimod en italesættelse af af den ansvars afskrivelse som velfærdstaten åbner op for... I stedet for at tage ansvar skubber man ansvaret over på staten, med undskyldningen at man jo betaler skat.

Man bliver nød til at tage ansvar i samfundet... Selvom der er ansat folk til at feje og rydde op i naturen, burde det jo ikke refærdiggøre, at man bare smider sit affald.

I forlængelse vil jeg lige

Jan Aage Jeppesen

Hvis velfærdsstatens problem er, at den ægte næstekærlighed mangler, så var den virkeliggjorte socialismes problem, at borgerne ikke formåede at leve op til de endnu mere radikale fordringer i bjergprædikenen, som kan sammenfattes til, at vi skal elske vor næste højere end os selv.

Konklusionen synes at være, at menneskene mangler den naturlige godhed og uselviskhed som fordres for at kunne opretholde begge de nævnte samfundssystemer.

Måske burde vi i stedet indrette samfundet efter de fordringer menneskene rent faktisk kan leve op til. ;-)

Jan Aage Jeppesen, der er én eneste grund til, at menneskets iboende tilbøjelighed for den godhed, du beskriver, ikke iværsættes for nærværende,og de er usikkerheden vedrørende ens egen eksistens. Er den først sikret, er generøsiteten for langt de fleste mennesker uden grænse.

mette hansen, skrev:

Ja, lad os dog bare blive ved med at sparke nedad, men hvad med at vende blikket mod de få, der ejer det meste og analysere, hvordan de bruger deres penge mens 1 mia. sulter.

---------

formodentlig:

det er de som endnu
evt. lykkes i at hævde deres ret til særeje, til samfundets produktionsmidler, som er bagmændene m / k bag snart sagt den ene snart sagt den anden hetzkampagne forsøgende at bortlede opmærksomheden fra dem selv,
hvilket jo blot betyder at jo længere tid og jo mere de forsøger at udskeje i de retninger
( såsom de hetzkampagner ) , desto større lidelser får de, når de mange, mange mennesker for alvor gør op mod dem.

Hanne Christensen

Jacob Clemen,
Jeg synes, ikke situationen for Information forbedres, hvis Information inddrager velfærdsforskere, som bakker op om Claus Hjorts synspunkter. Det plejer man at kalde indoktrinering.

Når du nu taler om ansvarsfraskrivelse, så må du uddybe. Det er ikke nok bare at slynge ordet ud. Hvem taler vi om? Er det folkepensionisten, er det bankdirektørerne, der de sidste år har måttet gå på støtten, er det Fogh Rasmussen, der springer køen over på Riget, er det overlægerne, der bijobber mens de lader ventelisterne vente, er det erhvervslivet, der ikke gider oprette elev- og praktikpladsser eller ikke gider gøre noget ved arbejdsmiljøet, men overlader deres nedslidte medarbejdere til offentlig forsørgelse, eller var det VKO-regeringen der glemte at føre tilsyn med de værste plattenslagere inden for eget vælgersegnment?

Hvem er det, Jacob Clemen, der har mistet ansvarsfornemmelsen?

Grethe Preisler

Hvad kom først - hønen eller ægget?

Man kan altid diskutere, om den voksende skamløshed og grådighed, vi har været vidne til indenfor den seneste menneskealder, er et fænomen, der har bredt sig fra fra de økonomisk overprivilegerede til medlemmerne af middel- og underklassen, eller omvendt.

Men det er nu ikke helt løgn, at den offentlige debat om, hvordan vi skal indrette vores samfund, hvis velfærden for alle skal fremtidssikres, er degenereret til det, professoren med et rammende udtryk kalder "regnearkspolitik".

Et frisk eksempel på fænomenet regnearkspolitik kan anskues i Özlem Cekic og Joachim B. Olsens kontrovers om bistandsklienten "Carina"s problemer med at få råd til at give sin søn det samme, som "andre børn" får i julegave.

Hanne Christensen

Grethe Preisler,

Jeg synes, man bevæger sig på meget lavt niveau, hvis man ligefrem vil påstå, at Carina udgør en trussel for velfærdsstaten, og at hun nu er gået fra fattig, til ikke-fattig til nu at være - i din koncept - skamløs grådig.

Kan du ikke fortælle mig, hvad Carinas "grådighed" består i?

Jan Aage Jeppesen

Udmærker argument, Per Hansen:

"der er én eneste grund til, at menneskets iboende tilbøjelighed for den godhed, du beskriver, ikke iværsættes for nærværende, og det er usikkerheden vedrørende ens egen eksistens. Er den først sikret, er generøsiteten for langt de fleste mennesker uden grænse."

Den sikkerhed du efterlyser udtrykkes i den etisk-politisk grundfordring hvorefter vi bør stræbe mod at skabe et samfund med en almen social basissikring. De to andre etisk-politiske grundfordringer vi skal stræbe efter er demokrati (sikre den politiske ligeværdighed) og økologisk hensyntagen i produktionen, således at vi ikke undergravet vort eget eksistensgrundlag. Disse fordringer kommer før alle andre.

De vigtigste mål for samfundet er ikke at skabe den størst mulige effektivitet eller produktion eller velstand for enhver pris, men at sikre opfyldelsen af de tre etisk-politiske grundkrav.

Det er her både det socialistiske samfund og velfærdsdemokratiet er gået fejl af målet.

Intet samfund har nogensinde opfyldt alle tre etisk-politisk grundkrav. Det er derfor et åbentstående empirisk spørgsmål om vi formår at opfylde grundkravene. Om vi ejer tilstrækkelig rationel og etisk impuls til at nå dette mål.

At vi bør forsøge at nå disse mål står ikke til diskussion, for de følger af rent begrebslogiske overvejelser og er derfor a priori fordringer.

Hanne Christensen siger: "Jeg synes, ikke situationen for Information forbedres, hvis Information inddrager velfærdsforskere, som bakker op om Claus Hjorts synspunkter".

Information burde hellere interessere sig for, om C. H. Frederiksen m.fl. ikke retteligt hører hjemme i en retssal. Hans meritter kunne tyde på det, hvilket professionelle journalister for længst har afsløret.

Hanne Christensen

Greethe Preisler,

Ved du, de samlede udgifter til kontanthjælpsmodtagere udgør mindre end 3 % af de samlede sociale udgifter?

Ved du, at folkepensionister derimod koster mere end halvdelen af de sociale budgetter?

Mener du derfor, at folkepensionister lider af krævementalitet, fx. når en ældre med mange hundredtusind privat pensionsordning samtidig modtager folkepension?

Mine forældre er folkepensionister. De modrtager hvert år tilsammen mere i støtte end en enlig kontanthjælpsmodager. Det til trods for, at min far har en tårnhøj pensionsordning dels fra sit tidligere arbejde, dels fra privat skattefinansieret pensionsopsparing. Også Mærks er berettiget til folkepension.

Er det ikke blandt disse folkepensionister, vi skal finde de egentlige krævementalister? Er det ikke her, man kan tale om skamløs grådighed.

Eller hvad med landbruget. Vi ser godsejere få EU-støtte. Er det skamløs EU-støtte? Grådigt? Ihvertfald er der her tale om rigtig, rigtig mange penge.

Eller hvad med bestyrelsen i DSB. En halv mill. kr. er ikke nok for formanden. Nu er der næppe tale om daglige møder, næppe heller ugentlige møder. Men selvfølgelig, hvis man er vant til et sådant honorar for et møde hvert kvartal eller max en gang om måneden, så kan man jo nok blive lidt skuffet, hvis man pludselig skal møde op hver 14. dag. Så kan man jo nok forstå, at hyren må øges til 750.000 kr., ikke.

Når du antyder, at der kan være grådighed i samfundets top, så er jeg helt enig.

Hanne Christensen

Jan Weis, jeg tror jeg havde en skrivefejl i den citerede sætning.

Der skulle stå "hvis Information alene inddrager".

I øvrigt er jeg ikke helt med på, hvad du antyder mht. Claus Hjort.

Hanne Christensen:

... hvor CHF bevisligt brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og traditionen tro også vildledte Folketinget i forsøget på at bevise, at 300-timers-reglen virkelig fik flere i arbejde ...

... for ikke at tale om denne krigsdeltagelse på et løgnagtigt grundlag med et to-cifret antal døde danske drenge ...

Ganske glimrende artikel og kommentarene taget i betragtning har Jørn Henrik Petersen tydeligvis trådt på et ømt punkt.

Jeg faldt over en kommentar fra Johanne Schmidt-Nielsen som afslutningsvis siger "... Der er ikke behov for den debat"

Jeg er dybt uenig!! Det er på høje tid vi tager tager denne diskussion, vi har hverken tid eller råd til at stikke hoved i busken. Vi er et samfund i krise og det løses ikke ved at ignorer problemerne eller spilde tiden med at finde syndebukke. Vil du finde en syndebuk så kan du starte med at se dig selv i spejlet.

Vi har et økonomisk problem af dimensioner og vores muligheder for at afhjælpe det svinder langt hurtigere end vi er klar over. Hovedsagelig fordi Danmark er et lille åbent samfund som er afhængig af omverden. Vores arbejdspladser forsvinder i stor hast til andre lande og det er som bekendt ikke et udtryk for at vi ikke gider arbejde. Vi kan skyde skylden på kapitalisterne eller de grådige udlændinge som vil have samme levestandard som os eller på ham i spejlet som hellere vil have et billigt flad skærms tv fra Korea end B&O fra Danmark. Med andre ord er vores velstand ved at fordampe mens vores politikere (systemet) sidder og feder sig i København. Af netop denne grund sidder vi nu med en fordelings diskussion, desværre hjælper det hverken at sparke op eller nedad, fordi problemet er omverden som underbyder vores arbejdskraft og dermed skatte indtægter.

Vi kan da godt sende Villy Søvndal af sted til Kina og Indien (eller noget andet sted) for at diskutere det rimelige i udflytning af arbejdspladser. Men det vil ærlig talt være spild af en flybillet for resultatet er givet på forhånd, når milliarder af mennesker verden over vil betegne vores fattigdoms problemer som bullshit.
Alternativt kan vi forsøge at presse lidt flere kr ud af Nordsøen eller multinationale virksomheder og det skal nok lykkes, men reelt vil det bare skubbe problemet 5-10 år og ikke løse noget som helst!

Bundlinjen er at vi bliver nød til at tage diskussionen og nytænke velfærdsstaten. Indse at vi alle har et ansvar for at yde, selv op i en høj alder (men ikke nødvendigvis med samme arbejde hele livet). At ingen har krav på noget som helst uden at yde en indsats for det. Forstå at Danmark er en dråbe i havet og at vi kun overlever hvis vi er en dygtig medspiller i verden. Derefter kan vi kræve at politikerne skaber incitamenterne og reformer for ovenstående, plads til alle på arbejdsmarked og konkurrenceevne i forhold til udlandet.
...og med lidt held kan det være vi slet ikke har behov for folkepension og kontanthjælp i det lange løb.

Jesper Hostrup Hansen

Ambitionen må vel være, at vi alle over et livsforløb bliver nettobidragydere til fællesskabet. Med den indstilling kan vi alle i perioder tillade os at trække på de offentlige kasser - og nogle vil være nødt til at gøre det i længere perioder, måske hele livet. De færreste vil misunde de mennesker, der aldrig opnår evnen til at forsørge sig selv. Men der er altid brug for en samtale om, hvordan vi hver især kan gøre mere for at styrke fællesskabet.

Peter Andreas Ebbesen

Det ville være mere klædeligt, hvis Information gav spalteplads til fortalerne for universel basisindkomst.
I bliver vi igen fodret af med de sædvanlige nyliberalistiske floskler! Denne gang leveret af en af ypperstepræsterne.

Peter Andreas Ebbesen

Fejl.der skulle have stået: I stedet bliver vi igen fodret af med de sædvanlige nyliberalistiske floskler!
Denne gang leveret af en af ypperstepræsterne.

Grethe Preisler

Hanne Christensen: at dømme folk i kollektiv, forenkler et mangfoldigt liv for et enfoldigt hjerte, som digteren siger.

Og jeg synes, man befinder sig på et lovlig lavt debatniveau, når man pådutter andre en mening, hvis galskab alle kan forstå, blot fordi de tillader sig at mene noget andet end det, man selv mener.

Jeg ved ikke nok om personen bag pseudonymet "Carina" til at afgøre, hvordan og hvorfor hun er havnet i den suppedas, hun befinder sig i (enlig mor og kontanthjælpsmodtager på tyvende år).

Men hun er i hvert fald næppe hjulpet med den form for regnearkspolitik, som de ærede medlemmer af folketinget Özlem Cekic og Joachim B. Olsen fra hver sin side af det politiske spektrum har demonstreret med "Carina" som skoleeksempel.

Hvis det er det bedste, regeringspartiet SF kan præstere på det socialpolitiske område, så tror da pokker, at deres goodwill i befolkningen er for nedadgående.

At Joachim B. Olsen næppe har opfundet den dybe tallerken, kan vi hurtigt blive enige om. Men er det en undskyldning for at slå hjernen fra og køre videre på rygmarvsreflekserne, hver gang en borgerlig papskalle åbner munden og lader den løbe over med, hvad hjertet er fuldt af?

Dorte Sørensen

Tilbageholdenheden skal den kun gælde for lønmodtagere og overførselsindkomsterne.
Fx. nu kræver bankerne igen hjælp fra samfundet – bare for at nævne en anden form for krævementalitet.

Grethe Preisler

Rottefængeren fra Hameln, alias fhv. "frihedsminister" Søren Pind, boltrer sig dags dato på det lystigste ii Berlingskes spalter

Læs med og gys over, hvor lydigt velfærdsstatens "børn" danser efter hans pibe.

Det er helt rørende med al denne "vi-snak", hvordan "vi" er og hvad "vi" skal gøre, her endnu en gang supporteret af en flok professorer.

Når de borgerlige si'r "vi" mener de som sædvanlig alle andre end dem selv. Først løber de med kassen - og så får de lige pludselig et kollektivt anfald af kollektivisme.

Rendyrket borgerlig overspringspropaganda - en komplet overfødig diskussion ...

Ud over, at der naturligvis skal stå "overflødig" i mit bidrag oven for - var jeg begyndt at tælle antallet "vi-er" hos C. Henriksen og professoren - men opgav ret hurtig ...

Grethe Preisler

Nemlig Peter!

Så mangler vi bare lige nogle flere klogeåger, der kan konstruere et regneark for os, så vi hver for sig kan regne ud, hvad vi er i stand til at yde og har behov for at nyde.

Det er jo ikke helt korrekt, Peter Hansen, da skattesystemet fjerner incitamentet for nogen til at arbejde så meget efter evne, som de kunne.

Ydermere viser debatten om fx Carina eksempler på, at skattesystemet sætter nyde for yde for nogen, der er i stand til at yde.

Endelig sætter skattesystemet en øvre grænse for, hvilke behov jeg kan få opfyldt.

Dorte Sørensen

Hvis ”vi” ville så kunne ”vi” nedsætte momsen for dagligvarer. Herved ville de økonomisk svage få størst udbytte og dermed få flere penge til at købe flere dagligvarer af god og forhåbentlig dansk fabrikation.

Mikael Petersen, min fantasi rækker ikke til, hvilke behov skattesystemet skulle forhindre nogen i at få opfyldt. Medmindre vi taler Konen i Muddergrøften, selvfølgelig.

Stephan Paul Schneeberger

Der er noget rigtig i at Socialstaten er erstatning for mellemmenneskelighed, fordi et er institutionaliseret solidaritet, solidaritet som går vier byrokrati, hierarkier og pengemagten, fordi socialsten servicerer elitens profit økonomi. Hvad socialstaten er i dag vil være selv ofr socialister som Bebel være et mareridt, fordi de tyske selv socialdemokreter ikke ville have at så mange penge af lønmodtagerne ende i lommen på staten og markedet. Hvad teksten kritisere folk for disse vil bruge mest muligt at det system som de er tunget til at kunne lige og betale til, fordi det en den bedste måde at overleve i det moderne kapitalistisk samfund. Lønmodtager slider sig på arbejde, uddanner sig for at kunne klare sig på arbejdsmarked, bliver syg af arbejder end, betaler for et opbygge et sundheds- og socialsystem som skan råde både på det værst af problemer i kapitalismen, og passe dem i når disse er blevet for syg eller for gammel til at arbejde. Men det er ikke alt. Lønmodtagerne skal frygte for at blive syg af det de forbruger elle skader naturen, fordi har intet magt over dette. Privat eller også statsligt retten over produktionsmidlerne og overenskomsten forbyder at man blænder sig produktionen eller fordeling af arbejdet. Det er noget surreale liberale debat som artiklens forfatter snakker om og nutidens debat minder om kristen selv-opofrings-moral for gulds, sagens, nationens eller kapitalens skyld. Hvem giver mon det? Solidariteten er institutionaliseret som det er nu gaver den profit søgende elite og ikke andre, fordi socialsten var et kompromis mellem det smadrede socialdemokrati og de allierede efter 2. verdenskrig. Hvad været overlevende flere antiautoritære socialistiske kræfter krigen eller fascistiske og kommunistiske kræfter som demokratiske ”liberale og konservative borgerskab havde at acceptere så længe det var ikke dem selv der blev ramt ind det selv døde i arbejdslejrende af fascister og stalinisterne ville have samfundet set helt anderledes ud i dag. Det vil være et antiautoritært socialistisk alternativ til socialdemokretisk og kommunistisk perspektiv løshed, mod neoliberalistisk og kristen ignorance.
Problemet er ikke statens udgifter, dem som accepter at de skal betale til noget som ikke gavner dem mest, men som udnytter dem, på grund af mangel på alternativer. Når man ser socialsten ud fra et biomagt perspektiv på emnet ( http://www.postanarchismus.net/ Sozialstaat und Rassismus) eller et libertært marxistisk syns (http://www.ruthlesscriticism.com/welfare_state.htm) så vil der måske være en mere nuanceret debat.
Siden 1900 er produktivitet vokset 500 %. Er lønningerne er vokset tilsvarende. Lønmodtagernes liv bliver mere og mere markedsgjort via socialstaten. Igennem statens forsikringer og skat til støtte for landbruger, infrastruktur, og støtte til virksomheder i det private erhvervsliv blev der skabt formuer og opsparinger som kommer kapitalen til gode og nogen af de største formuer skabt nogensinde som ikke kommer lønmodtagerne til gode. Det er blevet skabt en forbruger og lønmodtager befolkning som har sæt forbruget i vejret og lever høj kvalificere arbejde. Hvor meget skal lønmodtagerne betale for at få en lille smule mere frihed og sikkerhed end deres bedsteforældre eller oldeforældre? I andre landet end DK betaler arbejdsgiverne mere til socialstaten – men flexs-security (lønmodtagerne betaler alt) er bedre og mere konkurrence dygtigt. Hvem for mest ud af det?
Jeg syndes at alle de penge lønmodtager putter i staten og så kommer til markedet til gode via socialsten ved at disse brude puttes i selvstyrende institutioner af en ny arbejderbevægelse. Selvstyrende hospitaler under arbejdernes og forbrugernes kontrol(kollektiviseret/socialiseret) ligesom som anarkisterne ville det og leve det som f.eks.: under den spanske borgerkrig/revolution med hospitaler, plejehjem, børnehaver, offentlig trafik drevet og styret af lønmodtagerne selv. Jeg er helt enig at velfærdsstaten er fremmedgørende, men ikke på den måde som beskrevet, fordi den betyder at folk bliver udnyttet, men det skyld at systemet servicer eliten, men ikke selve arbejderne.

Lise Lotte Rahbek

Jeg sidder også og måber lidt, og kan ikke helt afgøre om min læse-færdighed har lidt et knæk.

Manden siger: "Det handler grundlæggende om at stille spørgsmålet: Hvad er det gode samfund? Det er noget, vi må diskutere med hinanden. Derfor er det fortvivlende, at politik er degenereret til regnearkspolitik."

Det er jeg enig i.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad der er galt i den opfordring?

Stephan Paul Schneeberger

(undskyld – nu med stavekontrol)
Der er noget rigtig i at Socialstaten er erstatning for mellemmenneskelighed, fordi et er institutionaliseret solidaritet, solidaritet som er byrokratisk, hierarkier og pengemagten, fordi socialsten servicerer elitens profitøkonomi. Hvad socialstaten er i dag vil være selv for socialister som Bebel være et mareridt, fordi de tyske socialdemokrater ikke ville have at så mange penge af lønmodtagerne er lommen på staten og markedet. Hvad teksten kritisere folk for at disse vil bruge mest muligt af det system som de er tunget til at kunne lige og betale til, fordi det er den bedste måde at overleve i det moderne kapitalistisk samfund. Lønmodtager slider sig nid på arbejde, uddanner sig for at kunne klare sig på arbejdsmarked, bliver syg af arbejdet, betaler for at opbygge et sundheds- og socialsystem som skal råde både på det værst af problemer i kapitalismen, og som skal passe dem når disse er blevet for syg eller for gammel til at arbejde. Men det er ikke alt. Lønmodtagerne skal frygte for at blive syg af det de forbruger elle skader naturen, fordi disse ikke har nogen magt over produktionen. Privat eller også statsligt retten over produktionsmidlerne og overenskomsten forbyder at man blænder sig produktionen eller fordeling af arbejdet. Det er noget surreale liberale debat som artiklens forfatter snakker om og nutidens debat minder om kristen selv-opofrings-moral for gulds, sagens, nationens eller kapitalens skyld. Hvem giver det mon noget? Solidariteten er institutionaliseret og det gaver den profit søgende elite og ikke andre, fordi socialsten var et kompromis mellem det smadrede socialdemokrati og de allierede efter 2. verdenskrig. Havde der været overlevende flere antiautoritære socialistiske kræfter efter krigen eller overlevet fascistiske og kommunistiske kræfter som demokratiske ”liberale og konservative” borgerskab havde ingen problem med at acceptere så længe det var ikke dem selv der blev ramt ind det selv døde i arbejdslejrende ville det set hele samfundet anderledes ud i dag. Det vil være et antiautoritært socialistisk alternativ til socialdemokretisk og kommunistisk perspektivløshed mod neoliberalistisk og kristen ignorance.
Problemet er ikke statens udgifter, men dem som accepter at de skal betale til noget som ikke gavner dem mest, men dem som udnytter dem, på grund af mangel på alternativer. Når man ser socialstatn ud fra et biomagt perspektiv på emnet (http://www.postanarchismus.net/ Sozialstaat und Rassismus) eller et libertært marxistisk syns (http://www.ruthlesscriticism.com/welfare_state.htm) så vil der måske være en mere nuanceret debat.
Siden 1900 er produktivitet vokset 500 %. Er lønningerne er vokset tilsvarende. Lønmodtagernes liv bliver mere og mere markedsgjort via socialstaten. Igennem statens forsikringer og skat til støtte for landbruget, infrastruktur, og støtte til virksomheder i det private erhvervsliv blev der skabt formuer og opsparinger som kommer kapitalen til gode, og nogen af de største formuer skabt nogensinde som ikke kommer lønmodtagerne til gode. Det er blevet skabt en forbruger og lønmodtager befolkning som har sæt forbruget i vejret og lever høj kvalificere arbejde. Hvor meget skal lønmodtagerne betale for at få en lille smule mere frihed og sikkerhed end deres bedsteforældre eller oldeforældre? I andre landet end DK betaler arbejdsgiverne mere til socialstaten – men flexs-security (lønmodtagerne betaler alt) er bedre og mere konkurrence dygtigt. Hvem for mest ud af det?
Jeg syndes at alle de penge lønmodtager putter i staten og så kommer til markedet til gode via socialsten burde puttes i selvstyrende institutioner af en ny arbejderbevægelse. Selvstyrende hospitaler under arbejdernes og forbrugernes kontrol(kollektiviseret/socialiseret) ligesom som anarkisterne ville det og levede det som f.eks.: under den spanske borgerkrig/revolution med hospitaler, plejehjem, børnehaver, offentlig trafik drevet og styret af lønmodtagerne selv. Jeg er helt enig at velfærdsstaten er fremmedgørende, men ikke på den måde som beskrevet, fordi den betyder at folk bliver udnyttet, men det skyldes at systemet servicer eliten, men ikke selve arbejderne.

I stammesamfund som indianere og innuitter gik de gamle og trætte i livet ud i naturen og overgav sig til døden.

Kultur - moral - samfund !

Jan Aage Jeppesen

Peter Hansen skriver:

"Det danske skattesystem er blot den udmøntede praksis af ‘at yde efter evne og nyde efter behov’."

Mig bekendt er kommunismen endnu ikke indført her i landet. ;-)

Skattesystemets indretning handler alene om principperne for at yde. Betingelserne for at nyde fastlægges i omfordelingspolitikken.

Skattesystemet må nødvendigvis indrettes således, at indtægtshierarkiet bevares. Det vil sige at den der havde mere før skatten blev opkrævet også har har mere, efter at den er opkrævet.

Dette princip sætter også en grænse for progressionen - at de højeste indkomster beskattes forholdsvis mere end de laveste.

Hvis princippet om at man skal bevare sin plads i indtægtshierarkiet brydes vil folk holde op med at gøre en ekstra arbejdsindsats fordi de ikke selv ville få noget ud af det. Skatteopkrævningssystemets indretning er således samtidig udtryk for en grænse for uselviskhed. Brydes grænsen opfattes det som uretfærdigt af næsten alle der skal yde.

Men hvis man kunne gå ud fra, at alle var fuldkommen uselviske og indstillede på at yde til de svage, syge gamle og arbejdsløse, så var der ikke noget større problem. Så kunne man nøjes med at tage fra de rigeste, således at man tog alt over et vist indtægtsniveau, indtil man havde nok til at kunne give de fattige og trængende et elementært livsgrundlag. Altså indkomstudligning fra oven.

Men en sådan uselviskhed er urealistisk. Derfor må skattesystemet nødvendigvis indrettes efter de principper som jeg har skitseret ovenfor.

Når det gælder omfordelingspolitikken, så er det noget som skal diskuteres og besluttes i den demokratiske proces. Således som det også skal diskuteres og besluttes, hvor stor basissikringen til dem, som af forskellige grunde udelukkes fra markedet, skal være.

Bliver basissikringen for stor i forhold til det, som man kan tjene ved almindeligt arbejde, så kan man undergrave motivationen til at påtage sig et arbejde og motivationen hos dem, som faktisk arbejder. Og så bliver ordningen kontraproduktiv, fordi den undergraver betingelserne for, at den kan fortsætte.

Så ikke engang modtagerne har en entydig interesse i, at basissikringen forhøjes ud over en vis grænse i forhold til det almindelige lønniveau. For den skal også være realistisk. Men hvor den nærmere skal ligge, må skulle afgøres i praktisk politik, og her kan vi jo skønne forskelligt.

Jan Aage Jeppesen, mens jeg godt kan forstå din logik, så tror jeg, at konstruktionen falder på den med at gøre en ekstra indsats - for det første må man spørge, om der bliver gjort en ekstra indsats i kraft af den højere løn, eller om det bare er overklassepropaganda; dernæst må man spørge, om det er hensigtsmæssigt at opretholde markedsallegorien i forhold til løsningen af nødvendige eller formålstjenlige opgaver (kendt populært som 'arbejde').
Sålænge butikkerne bugner af varer, er der vel reelt ingen grænse for, hvad folk kan modtage i basisindkomst.

Sider