Læsetid: 6 min.

Der er ikke arbejde nok til alle

Ifølge politikerne er der alt for mange dovne og ugidelige kvinder på kontanthjælp. Information tog ud på de københavnske jobcentre for at opstøve kvinderne og mødte både dem, der ikke vil arbejde, dem, der ikke kan, og dem, der bare ikke kan finde et job. Vi må acceptere, at ikke alle kan komme i arbejde, siger en erfaren jobkonsulent på Vesterbro
Politikerne talte med store bogstaver om ’dovne’ og ’ugidelige’ kvindelige kontanthjælpsmodtagere i sidste uge. Virkeligheden  på landets jobcentre er mere broget.

Politikerne talte med store bogstaver om ’dovne’ og ’ugidelige’ kvindelige kontanthjælpsmodtagere i sidste uge. Virkeligheden på landets jobcentre er mere broget.

Jakob Dall

13. december 2011

»Kraftedme mand, hvor længe skal jeg sidde her og glo?« spørger en småfuld, ældre kvinde højlydt ud i rummet og bryder tavsheden blandt de afventende kontanthjælpsmodtagere i venteværelset.

Klokken er lidt over ni på jobcenteret på Musvågevej i Københavns nordvestkvarter, hvor kontanthjælps- og dagpengemodtagere jævnligt skal møde op for at bekræfte, at de stadig er jobsøgende.

Ældre muslimske kvinder sidder tavst og forsøger at ignorere drankernes sporadiske opråb. En kulsort mand ligger op ad væggen i hjørnet, han savler og sover så tungt, som man kun gør under voldsom påvirkning. Indimellem kommer sagsbehandlere ind og råber et navn ud i rummet, som regel uden at få svar. Mange klienter dukker tilsyneladende ikke op til de planlagte møder.

Information er taget på besøg på de københavnske jobcentre for at opstøve de »dovne« og »ugidelige« kvindelige kontanthjælpsmodtagere, som der ifølge politikere og meningsdannere er alt for mange af, og som i den seneste tid har fyldt meget i den offentlige debat.

I sidste uge slog Jyllands Posten på forsiden fast, at hele 33 procent af alle kvindelige kontanthjælpsmodtagere ikke gider at arbejde. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) var hurtigt ude og fordømme den opsigtsvækkende nyhed. Det er »vildt provokerende«, at så mange kvinder ikke gider at arbejde, sagde hun samme dag og blev bakket op af alle lige fra CEPOS til statsminister Helle Thorning-Schmidt, der under sit ugentlige pressemøde tog afstand fra de »stærkt provokerende« kvinder.

Samme dag viste det sig imidlertid, at artiklen var baseret på et yderst tvivlsomt statistisk grundlag. Ikke desto mindre holdt politikerne fast i de følgende dage. Nok var historien ikke sand, men det ændrede ikke på det grundlæggende problem: Der er stadig alt for mange kontanthjælpsmodtagere, der ikke gider at arbejde, sagde socialministeren endnu engang.

Og denne morgen i jobcenteret på Musvågevej er det ikke svært at opstøve kontanthjælpsmodtagere, der mener, de ikke er i stand til at arbejde. Også selv om kommunen i flere tilfælde mener noget andet.

Matchgruppe 1

41-årige Nadia Hasoon sidder med sin sagsmappe foran sig og venter på at blive kaldt til samtale kl 11. Hun kom til Danmark fra Irak for syv år siden og har været på kontanthjælp i snart otte måneder, fordi hendes mand en dag blev alvorligt syg og ikke længere kunne forsørge sin familie.

Ifølge kommunen er der intet til hinder for, at Nadia Hasoon når som helst kan sige ja til et job. Dermed tilhører hun den såkaldte matchgruppe 1 — den gruppe af kontanthjælpsmodtagere, der er parat til at komme ud på arbejdsmarkedet med kort varsel.

Men havde Jyllands-Posten spurgt Nadia Hasoon, om hun ville arbejde, havde hun svaret nej. Ikke fordi hun ikke »gider«, som hun selv siger. Simpelthen fordi hun ikke kan.

»Jeg er syg, men det forstår kommunen ikke. De tror ikke på mig,« hvisker hun for ikke at larme for meget i det menneskefyldte, men tavse venteværelse.

»Jeg har migræne og rygsmerter, og hver nat drømmer jeg om dårlige ting fra Irak. Rigtig dårlige ting,« siger Nadia Hasoon.

I de otte måneder Nadia Hasoon har været på kontanthjælp, har hun søgt mange stillinger, fordi det er en obligatorisk del af kontanthjælps-proceduren. Men det har endnu ikke ført til et tilbud om fast arbejde. Nadia Hasoon ved ikke, hvad hun ville gøre, hvis hun pludselig fik tilbudt et job.

»Jeg må vel bare tage den kamp, når den kommer. For lige nu kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne arbejde,« siger hun.

I løbet af dagen bliver venteværelset besøgt af den ene kvinde efter den anden, der ligesom Nadia Hasoon alle kan berette om forskellige omstændigheder, der gør, at de ikke er i stand til at arbejde, selv om kommunen i flere tilfælde mener noget andet. Krigstraumer, alkoholisme, smerter i ryggen, sygdom i familien, arbejdstider, der er uforenelige med at have små børn, og mange andre ting gør, at der virker meget langt fra venteværelset på Musvågevej til arbejdsmarkedet udenfor.

De unge

I den anden ende af København, på Skelbækgade på Vesterbro, ligger et andet af de tre københavnske jobcentre. Der er endnu et par timer til, at centeret lukker, og rundt omkring sidder folk og kigger på jobopslag på de stationære computere, der er stillet op i rummet.

Jobcenteret på Vesterbro er forbeholdt unge under 30 år, og stedet minder mere om en moderne internet- cafe end om et bistandskontor.

To unge kvinder med anden etnisk baggrund end dansk og med langt mørkt hår og dynejakker kommer ind ad døren og sætter sig ved computerne.

Informations forsigtige spørgsmål om, hvorvidt kvinderne tilfældigvis er på kontanthjælp, bliver mødt med en kontant afvisning.

»No way! Vi er sgu ikke på kontanthjælp. Min søster har bare lige mistet sit job i går, og vi er her kun for at printe jobopslag ud,« siger den ene af søstrene, mens hun høfligt forsøger at undertrykke sin forargelse over overhovedet at være blevet spurgt.

Nogenlunde samme reaktion kommer fra samtlige af de unge jobsøgende kvinder denne eftermiddag på Skelbækgade. Nogle er på kontanthjælp, men »har altså kun været det i super kort tid«, mens andre helt nægter at modtage ydelsen, fordi »de med sikkerhed snart får et job«.

Og det er der ikke noget tilfældigt i, hvis man spørger beskæftigelseskonsulent Henriette Cornet Sørensen, der netop har afsluttet dagens sidste samtale. Ifølge hende er der kæmpemæssig forskel på kontanthjælpsmodtagerne. Og dem hun møder her hver dag — de unge under 30 år — ønsker at arbejde. I en sådan grad, at det ligefrem er skamfuldt for dem at møde op.

»Jeg kan slet ikke genkende det billede, der er blevet tegnet i medierne på det seneste. De kontanthjælpsmodtagere, der sidder over for mig, er næsten uden undtagelse ekstremt ivrige for at komme i arbejde. Jeg ser ganske enkelt ikke den der tendens til at nasse på samfundet, tværtimod. De vil så gerne være en del af et fællesskab, og de vil gerne bidrage,« forklarer Henriette Cornet Sørensen.

Ikke alle bør arbejde

Hun mener, at der længe har været et uhensigtsmæssigt fokus på beskæftigelse som den eneste rigtige løsning for kontanthjælpsmodtagere, når man tager den aktuelle jobsituation i betragtning. Henriette Cornet Sørensen oplever ofte, hvordan ellers ivrige unge mennesker må vente uendeligt længe på at få et job. For der er ganske enkelt ikke job nok, siger hun.

Derfor bør man acceptere, at ikke alle hverken kan eller skal tvinges i arbejde. For gør man det, mener Henriette Cornet Sørensen, tager man i praksis job fra dem, der ønsker at arbejde, og tvinger andre i beskæftigelse, som potentielt ville kunne bidrage på en anden måde.

»Måske har samfundet dybest set mere værdi ud af, at de kvinder, du lige har besøgt i Nordvest, rent faktisk bliver hjemme og bidrager dér. Tænk, hvad man kunne spare, hvis man sagde okay, her er faktisk en ressource af kvinder, der rigtig nok er langt fra arbejdsmarkedet, men som til gengæld kan passe deres børn og gamle forældre, der alternativt skulle på plejehjem, for bare at nævne et eksempel.«

Henriette Cornet Sørensen mener, at kræfterne bør sættes ind på de stærkeste arbejdsløse, fordi det er dem, der realistisk set har bedst chancer for at komme videre i livet:

»Når dem ’nedefra’ skal tage jobbene fra dem, der reelt ønsker at arbejde, jamen så går det ud over alle. I stedet for at mistænkeliggøre de svage kontanthjælpsmodtagere og stemple dem som dovne og ugidelige, hvorfor så ikke bare acceptere, at der i en årrække er nogen, som ikke skal arbejde? Og så til gengæld støtte dem, som brændende ønsker at komme i gang.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udmærket og aktuel artikel, Information.

Lige om lidt kommer der så forhåbentlig en opfølgningsartikel - hvad sker der med borgere, der er blevet truet med alskens ulykker i selvsamme institution i Skelbækgade ...

Anne Marie Pedersen

Jeg bliver efterhånden overrasket når jeg ser en fornuftig artikel som den her. Men ja, der kommer nok en opfølgningsartikel. Den fortæller sikkert, hvordan det er en omgang urealistisk hippie-ævl at betvivle mantraet om pisk til dovne ledige som løsning på alle samfundets problemer.

Nu står Danmark jo nok ikke alene med den her problematik ... ikke nogen hovedpude forstås, men politikere og visse journalister har vist en tendens til at bruge "tal" efter eget for-godt-befindende.

Det kræves at vi står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Vi der er udenfor, burde rejse os i fælles protest over at arbejdsmarkedet ikke er til rådighed for os.

Vi burde forlange at det arbejde der er fordeles bedre, og at der tages hensyn til at der er forskel hvor meget arbejde folk kan overkomme.

Man bliver nærmest helt forskrækket, hvis folk er søde og venlige, når man færdes. Jeg mener det faktisk, ikke skide god reklame for det fantastiske fællesskab.

Så selvfølgelig har Peter ret, ingen gider stå til mindsteløn(overenskomst) og høre på sure kunder dagen lang. Og tro mig, det scenario er reglen visse steder. Ja det kan gøres, og nej, det bliver jo netop ikke bedre af den grund, for de hænger fast. Overlevelse handler ikke om ære, men begrebet ubeskåret.

Så det får den stik modsatte effekt, folk går i defensiven og forsvarer resterne, og ikke nødvendigvis særlig rationelt.

Drop jagten, inden rollerne bytter. (Rev)

Det vrimler med historier om arbejdsløse der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet (Selv om de står svært meget til rådighed for et arbejdsmarked der ikke står til rådighed for dem).

Historierne er for mange på for kort tid til at de kan skyldes tilfældigheder - der er den mulighed at de er systematisk plantet for at skade de svageste.

Når nogle få kontanthjælpsmodtagere svarede at de ikke søgte job, kan det f. eks. skyldes at de 1) Lige er gået på pension, 2) lige er gået i gang med en uddannelse, eller 3) lige har fået et job !

Men disse nuancer måtte befolkningen ikke få at vide - hovedformålet mad undersøgelsen var tilsyneladende
at skade de ledige og udskrige at de "ikke gad at arbejde".

Desværre gik nogle politikere med og udskreg hvor forargede de var og hvor meget der var brug for mere kontrol og sanktioner.

Nyeste eksempel er historien om socialt bedrageri. Socialt bedrageri er selvfølgelig forkasteligt, men hvorfor kommer historien netop nu i halen på en hetz mod de svageste ?

Mads Kjærgård

"Historierne er for mange på for kort tid til at de kan skyldes tilfældigheder - der er den mulighed at de er systematisk plantet for at skade de svageste."

Ja Helle T er jo ved få Danmark tilsluttet en pagt, der vil medføre at der skal spares yderligere på de svageste, så man kan jo godt mistænke, at der er en sammenhæng et eller andet sted.

Men man må sige, at den protestantiske arbejdsetik har sejret! Det varer sikkert ikke længe, før vi igen ser fattighuse a la Chr. den 4 og 1900 tallets England.

Tag et s-tog, kan du komme fra Hellerup til Høje Taastrup uden at rende på en tigger, så er det stort. Jeg har kun prøvet 7-8 stationer, det lykkedes sjældent, uden at det skal lyde som et mål i sig selv.

En anden side ved off trans, og meget ubehageligt, ikke fordi de tigger, men fordi de åbenlyst lever et lorteliv. Og med det jeg ved, så kunne det være hvemsomhelst der er uheldig. (Altså ultra deprimerende)

Men den almene dansker i parcelhus har et imaginært forhold til bl.a off trans. Almene boligbyggerier m.m.

Michael Guderup

Hadet til forsørgerstaten er intenst, skal jeg love for. Hånden der fodrer er meget snart bidt helt af.

Måske det var en ide at kravle ud af den kulsorte offer-hule, og tage bare et minimum af ansvar for den egne eksistens?

Det er jo fx ikke forbudt at starte noget selv, eller at skærpe sin jobprofil via relevant uddannelse eller at snuppe et, eller flere, lavtlønsjob, indtil noget bedre byder sig. Det er da en helt naturlig (re)introduktion til arbejdsmarkedet.

Alt det her klynkeri og navlepilleri, ender uvægerligt i en samfundsøkonomisk mur, og så bliver det for alvor hårdt ikke at kunne og ville noget.

Guderup, det er en billig omgang at svine hele tråden, uden noget konkret.

Jeg har brugt din model flere gange, og jo det virker. Problemet er imidlertid der er 2-3k ansøgninger til den type jobs lige p.t. tiderne er skiftet, men det ved du jo nok, når du kommer ned fra hesten.

"Tænk, hvad man kunne spare, hvis man sagde okay, her er faktisk en ressource af kvinder, der rigtig nok er langt fra arbejdsmarkedet, men som til gengæld kan passe deres børn og gamle forældre, der alternativt skulle på plejehjem, for bare at nævne et eksempel.«"

Kloge ord, Henriette.

Det er netop det helt rigtige og logiske i en sådan situation.

Dog bliver det nok meget svært at kræve af folk, at de som kompensation for deres ledighed påtager sig nogle af de omsorgsopgaver i egen familie, som samfundet ellers skulle tage sig af.

Den slags kan formentlig kun ske ved en mentalitetsændring hos den enkelte: Samfundssind, værdighed og ansvarlighed kræver det.

Men tanken er jo indlysende rigtig.

Desværre er vi her oppe mod en ansvarsløshed og krævementalitet, som er blevet kultiveret gennem 50 års velfærdsinflation.

Der har generelt været meget lidt opmærksomhed på disse skadelige åndelige bivirkninger ved velfærdsstaten gennem det meste af dens historie, men det er som om, der nu er ved at indfinde sig begyndende bevidsthed omkring det, formentlig delvist ansporet af den aktuelle økonomiske krise.

Og skal man endelig være lidt positiv i forhold til krisen og den forestående trimning af velfærdsstaten, så er det netop en kærkommen anledning til at få genopbygget nogle af de basale personlige og sociale kompetencer, som er visnet bort i velfærds-atrofi.

/O

Michael Guderup

Jesper Wendt:

Da du tydeligvis er i stand til at læse, er det vel næppe nødvendigt at konkretisere den voldsomme negativitet hele denne tråd emmer af.

Jeg har selv siddet i et aktiveringscirkus og ønsket hele verden ad helvede til. Men ved du hvad? Det var først da jeg hev mig selv op i nakkehårene, tog en tillægs-uddannelse og løb nogle arbejdsgivere på dørene, at der skete noget.

Så jeg sidder bestemt ikke oppe på nogen hest. Min pointe er blot, at man i det mindste er nødt til at erkende virkeligheden (i dette tilfælde arbejdsmarkedet) inden man giver fortabt.

Hvad er alternativet? At lægge sig ned og dø?

Det ved jeg godt at man ikke får lov til, her til lands. Og fred være med det, men den mentale (og fysiske) "død" initiativløsheden og manglen på mening og struktur som lediggangen medfører, er næsten værre end at ligge i en kiste uden puls.

@Lars Bruun:

Du er et tydeligt og sørgeligt eksempel på krævesamfundet, - samfundet skal sørge for et job til dig, du skal ikke bevæge din flade for selv at gøre noget.
Hvad har du selv gjort for at øge dine chancer for et job?
Mange debattører herinde sidder med humanistiske uddannelser med ubrugelige kombinationer, fordi de har valgt ud fra hvad de kan lide, fremfor hvad de kan få et job på, det er lidt svært at have medlidenhed med disse....

Når folk begynder at betragte det at have et arbejde som en nødvendighed fremfor en hobby, kan vi komme videre...

Olivier Goulin:
"Dog bliver det nok meget svært at kræve af folk, at de som kompensation for deres ledighed påtager sig nogle af de omsorgsopgaver i egen familie, som samfundet ellers skulle tage sig af.

Den slags kan formentlig kun ske ved en mentalitetsændring hos den enkelte: Samfundssind, værdighed og ansvarlighed kræver det."

Det vil sige, at påstanden nu også er at arbejdsløse heller ikke 'gider' at drage omsorg for deres familier? Også på dét punkt skal der 'mentalitetsændringer' til hos den arbejdsløse. Hvad med om vi indsamlede dem alle sammen og kørte dem bundtvis gennem scannere som fra top til bund kan verificere disse ustyrlige grader af dovenskab i disse helt generelt indsatssky mennesker?

@Michael Guderup.

Som bekendt afhænger det jo af øjnene, der ser. Men budskabet i artiklen, som jeg læser det, går på, at der ikke er arbejde til alle, der ønsker det. Og uanset hvilke opfattelse man har af samfundet, er det er jo en faktuel sandhed, der dækker hele Europa.

Så er det korrekt, at man på forskellige måder kan stille sig selv bedre i konkurrencen på jobmarkedet. Og er man heldig, er det jo godt for en selv, men det indebærer normalt også, at en anden bliver presset ud i ledighed. - Altså ændrer det ikke på det faktum, at der ikke er jobs nok.

Og skal man starte noget for sig selv, - altså gøre plads til sig selv på markedet, vil dette normalt også presse andre ud. Så har jeg selvfølgelig ikke berørt den unikke mulighed, at skabe et nyt produkt, der dækker et nyt men erkendt behov, men den mulighed findes næsten kun i teorien.

Jeg udarbejdede en omfattende rapport til en dansk organisation om arbejdsløshed i Danmark for nogle år siden. Den var meget omfattende, men den afdækkede bl.a., at der næsten var fuldstændig paralellitet mellem produktivitetsøgelse og arbejdsløshed. Og det viser, hvor svært dette problem er at løse.

@Peter

Det kan man naturligvis ikke sige generelt, men nu handler det her jo heller ikke om at stigmatisere de arbejdsløse - det handler om hvilke formelle modkrav, man kan stille til dem.

Og hvis du fører idéen ud i sin yderste konsekvens, så kunne det f.eks. udmøntes i en regel om, at hvis en eller flere medlemmer af en husstand er på kontanthjælp i længere tid, eventuelt udenfor matchgruppe 1, så kan de ikke samtidigt få tilskud til vuggestue eller børnehave.

/O

Fra artiklen:

"I løbet af dagen bliver venteværelset besøgt af den ene kvinde efter den anden, der ligesom Nadia Hasoon alle kan berette om forskellige omstændigheder, der gør, at de ikke er i stand til at arbejde, selv om kommunen i flere tilfælde mener noget andet. Krigstraumer, alkoholisme, smerter i ryggen, sygdom i familien, arbejdstider, der er uforenelige med at have små børn, og mange andre ting gør, at der virker meget langt fra venteværelset på Musvågevej til arbejdsmarkedet udenfor."

Krigstraumer og smerter i ryggen (samt andre kroniske lidelser) burde give tilbud om behandling så man kan komme sig. Ingen er tjent med, at være invalideret på den måde resten af livet. Førtidspension og invalidepension er der nok nogen, der vil sige, men en lidt mere involverende indsats (i forhold til den enkelte borger) vil nok have bedre muligheder for at opnå succes.

Alkoholisme. Samme surdej, behandling. Tvungen behandling som modydelse mod kontanthjælp. Det er der nok nogen, der vil stejle over, men den slags deroute mener jeg helt ærligt ikke samfundet skal støtte op om og finansiere. Betaling til behandling og støtte med mål om at borgeren bliver "tørlagt" mener jeg til gengæld er helt på sin plads.

Sygdom i familien og små børn. Fuldstændig nonsens at bruge som undskyldning. Farvel kontanthjælp. Der er hospitaler, daginstitutioner, plejehjem og lignende til rådighed i vores samfund netop med den årsag, at man ønsker kvinderne skal have lige så stor adgang til arbejdsmarkedet som mænd. At gøre det iorden at sige som kvinde, at man ikke kan arbejde fordi man har børn er helt hul i hovedet og en veritabel bredside til de kvinder der gennem årene har kæmpet for ligestilling og respekt i samfundet.

Hårde ord? Måske. Krav til sine medborgere? Helt sikkert. Vil Informations debattører være enige? Næppe.

Tak til Information for en god artikel der afslører i hvor høj grad Jyllandsposten havde ret i sine tal.

Olivier Goulin:
Men hvis man stiller et formelt 'modkrav', må det jo tage afsæt i en antagelse/forestilling om at den arbejdsløse formentligt ville vægre sig mod at drage omsorg for eksempelvis sin familie. Og paradoksalt nok kan der faktisk ligge en hel del omsorg i at fastholde sit barns daginstitutionsforløb - af hensyn til barnets socialiseringsproces og inklusion i dét samfund, som på den anden side mistænkeliggør både mor og far, hvis de tilfældigvis mister deres arbejde. Eller af helbredsmæssige og/eller sociale årsager har vanskeligt ved at skaffe sig et sådant.

Erika Grann:
Før du f.eks. foreslår tvungen behandling til folk med alkoholproblemer kunne det måske være en god idé om du gjorde dig klart hvilken ringe retention, vi ser i tvungne behandlingsforløb.

@Peter

"Men hvis man stiller et formelt ‘modkrav’, må det jo tage afsæt i en antagelse/forestilling om at den arbejdsløse formentligt ville vægre sig mod at drage omsorg for eksempelvis sin familie"

Overhovedet ikke - der er ingen grund til at gøre nogen antagelser her.

Det handler om økonomi. Hvis man har en ledig resource, som oven i købet er barnets forældre, så er det jo en ekstra (samt unødvendig og urimelig) omkostning for det offentlige, både at skulle betale forældreren kontanthjælp, og institutionsplads.

Hele idéen med de offentlige institutioner er jo at frigøre forældrene, så de kan deltage på arbejdsmarkedet.

Hvis de ikke gør det, uanset af hvilken grund, så er det da, ud fra alle betragtninger, helt rimeligt at forlange, at de passer deres barn selv.

Er de ikke dovne og gør de det i forvejen, helt frivilligt, så er der jo intet problem.

Man kunne i princippet sige, at det samme gjaldt omsorgen for de gamle, men det er nok lidt mere kompliceret.

/O

Gunvor Trinderup

Et andet perspektiv med hensyn til jobsøgningen er derudover, at mange jobs ofte er øremærket en eller anden allerede kendt person hos arbejdsgiveren.

Vil man skabe flere muligheder for job end dem der lige er opslået via nettet, skal man opsøge virksomhederne meget mere selvstændig(personligt) samt uopfordret samt være indstillet på at tage vikarstillinger for selv at skabe sig en plads osv....og det kan ditto være svært hvis ikke umuligt om man ikke har vilkår, transport eller økonomi til at fare land og rige rundt på hjul.

Johannes Nielsen

Artiklen starter med at kritisere Jyllandspostens tvivlsomme statistiske grundlag, men tegner nogenlunde samme billede: et flertal af kontanthjælpsmodtagerne som er meget motiverede for at få et job (2/3) og et mindretal, som af forskellige årsager - gode eller dårlige det er ofte svært at vurdere - ikke er motiverede for at få et job (1/3).

Michael Guderup, hvordan ville det mon være gået dig hvis det havde resulteret i et fejlslag da du hev dig ud af sumpen i dine egne nakkehår?
Det er jo netop det det handler om, at samfundet skal hjælpe dem der ikke kan hjælpe sig selv. Nu er du tilsyneladende en af de livskraftige, dygtige, seje dukker der hele tiden retter sig op. Kan du forestille dig at du af en eller anden årsag pludselig mister den evne?
Skal vi andre så lade dig dø i dit sorte hul?

Kan du forklare hvad mening skulle være med at en sygelig kvinde der holder en hel familie op at køre skal presses ud på et arbejdsmarkedet i recession?
Ja der kan sikkert gøres noget for at forbedre hendes situation, men skal hun absolut tvinges ud på et arbejdsmarked der slet ikke vil og kan have hende?

Det er jo det artiklen handler om, at der må være bedre alternativer end det monotone "se nu at få lettet røven" pres på svage folk.

Olivier Goulin:
Men hvis din tillid til at mennesker generelt gerne vil drage omsorg for deres familie er intakt, behøver du jo slet ikke disse modkrav. Du ville jo tage udgangspunkt i at en forælder vil optræde ansvarligt overfor sit barns tarv - hvorfor staten slet ikke skal blande sig. Ergo må dine modkrav rejse sig på grundlag af en antagelse om at dette ikke automatisk vil være tilfælde - og det er jo et ganske reelt synspunkt.

Alt handler iøvrigt ikke om økonomi - og det gør denne diskussion heller ikke; den handler også om en families trivsel, om et barns muligheder, om tilliden til voksnes vilje til at drage omsorg osv. - og såmænd også (på et mere afledt niveau) om manglende evne/overskud til samme.

Men hvis vi skal blive i den økonomiske bane, så kunne jeg jo bede dig om at overveje om et barn, som vokser op hjemme hos sin arbejdsløse, frustrerede, let til svært isolerede og mistænkeliggjorte mor - eller far (og så har jeg endda udeladt velkendte og ofte sværere belastninger (psykisk sygdom/lidelse, misbrug osv.), om et sådant barn mon kan forventes at blive til gavn for det danske bruttonationalprodukt? Vor viden om hvilket livsløb, der typisk bliver dette barn til del, siger at dette er yderst tvivlsomt; faktisk er der overhængende risiko for at dette barn, som dels vil få vanskeligt ved at trives og udvikles hensigtsmæssigt - og samtidig risikerer at isoleres fra andre børn (qua dets manglende indgåelse i normalsammenhænge som f.eks. daginstitution), vil blive til økonomisk last for samfundet.

Jeg tager udgangspunkt i at enhver forælder vil sit barn det bedste - og at ethvert menneske a priori ønsker at arbejde, at skabe, at bidrage og at indgå i sociale og produktive sammenhænge. Fordi det giver identitet, det giver sammenhæng, mening, tilknytning, økonomisk udbytte og erspektiv for et arbejdsliv. At man bliver arbejdsløs ændrer for mig at se ikke på dette basale udgangspunkt, men naturligvis kan vanskelige vilkår, helbredsproblemer, mistænkeliggørelse, tvang og marginalisering sløre sagen ganske betragteligt - og for et overfladisk blik forlede mangen udenforstående iagttager til med småborlgerlig hønserøvsmund og hoverystende arrogance at tale om dovenskab, asocialitet og krævementalitet. Det bliver det blot ikke særskilt begavet af.

Det er da fantastisk, at man dagligt skal bombarderes med nye "afsløringer" fra tvivlsomme kilder med påstande om, at havde det ikke været for samfundets nasserøve, så havde verden set bedre ud.

Efter jeg ved ikke snart ikke hvor mange bankpakker, til jeg ved ikke hvor mange milliarder, historier om misrøgt fra statens side omkring opkrævning af skatter fra det fælles guld i Nordsøen, skattelettelser i millionklassen til mangemillionærerne, landbrugets gældskollaps, skal vi stadigvæk tudes ørerne fulde skrækhistorier om den onde kontanthjælpsmodtager,
der tyvstjæler og lever et liv i sus og dus.

Jeg må stoppe her, jeg skal lige ud og kaste op!

ps: god artikel, mere af det...

Henrik Brøndum

@Stig Rasmussen

Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær.

N.F.S Grundtvig, 1834

men stadig sandt. For nylig understreget af "kjendis" ejendomsmaegler Jan Fog - adspurgt om, hvad man skulle goere for at blive rig som ham.

Citeret efter hukommelsen: "Det er vigtigt du goer noget du interesserer dig for, ellers bliver du ikke rigtig god til det."

Set fra samfundets synspunkt faas det hoejeste udbytte ved at lade de unge foelge deres interesser. Skaden kommer hos det mindretal der vil vaere skuespillere, dyrepsykologer, kosmetologer, egyptologer m.v. uden at have et saerligt talent. Dem kan vi andre godt give en hjaelpende haand.

Men derfor kan man da sagtens stramme paa kravene. Det er da en falliterklaering for den enkelte og for samfundet hvis nogle krigstraumer goer at man skal sidde derhjemme og kukkelure.

John Vedsegaard

God artikel, der beklageligvis beskriver virkeligheden alt for godt.
At tvinge folk til at bare lave et eller andet er meget dyrt og gavner kun dem der mener man skal lave noget for sin udbetaling.
I Gladsaxe bruger vi mere på tvangsbeskæftigelse end der bruges på de ældre.
Ser man på den økonomiske pris, ville vi nok kunne slippe 10-25% billigere i skat hvis ikke alle de tvangsarbejdspladser ikke blev opretholdt.

Kirsten Svejgaard

@Erika Grann

"Krigstraumer og smerter i ryggen (samt andre kroniske lidelser) burde give tilbud om behandling så man kan komme sig." - Ja, det burde det absolut, men det sker for sjældent. Kommunerne skal spare, og jeg har gennem årene truffet en del krigstraumatiserede og/eller torturofre, der aldrig har fået tilbudt behandling. Ikke bare skal kommunerne spare, alt for mange sagsbehandlere ved også alt for lidt om krigsskader.

"Alkoholisme". Kan ikke behandles med tvang. Patienten skal selv være motiveret, og selv da kan det være svært eller næsten umuligt at få den mest effektive behandling, hvis man ikke selv har en mindre formue at skyde i foretagendet. Kommunerne skal spare.

"Sygdom i familien og små børn. Fuldstændig nonsens at bruge som undskyldning. Farvel kontanthjælp. Der er hospitaler, daginstitutioner, plejehjem og lignende til rådighed i vores samfund netop med den årsag, at man ønsker kvinderne skal have lige så stor adgang til arbejdsmarkedet som mænd."
Hospitaler, daginstitutioner, plejehjem og lignende er ikke uden videre "til rådighed". (Hvad for en verden lever du i?) Hospitalerne sender folk hjem, mens de stadig er syge. Plejehjem er først til rådighed, når alle andre muligheder er opbrugt (folk skal blive længst muligt i eget hjem!) Børneinstitutionerne er ikke til rådighed uden for normal arbejdstid. Så hvis man får tilbudt aften-, nat- eller weekendarbejde, er man nødt til at afslå.
Kommunerne skal spare. Det er i mange tilfælde MEGET billigere for kommunen at spise en klient af med kontanthjælp og evt. tvangsaktivering end at sætte ind med effektive løsninger. Og når disse kvinder ikke allerede ER i tvangsaktivering, så er det nok fordi, sagsbehandleren ikke kan finde noget "aktiveringsjob" til dem.

Det er jo skruen uden ende.

Hvis en kontanthjælpsmodtager mister sin offentlige børnepasning, mister vedkommende også sin kontanthjælp, for så har vedkommende ikke mulighed for at tage et job med "dags varsel", som det så yndigt hedder.

Kirsten Svejgaard:
Generelt enig i dine betragtninger, dog med dén tilføjelse at tvangsbehandling i nogen grad kan virke, dog med langt dårligere fastholdelse (retention) af behandlingsforløbet - og typisk også med betydeligt højere rate af recidiv blandt færdigbehandlede. Derfor er Erika Granns ambition om at tvangsbehandle alkoholikere og ad dén vej eliminere arbejdsmarkedsbarrierer udfoldet på et ret tvivlsomt grundlag.

Når det kommer til PTSD og andre krigstraumer, ser vi en tilsvarende enfoldighed i betragningen om at 'tilbud om behandling' i sig selv vil kunne befordre at krigstraumatiserede mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet. En meget stor del af de mennesker, som indgår i sufficiente og anerkendte behandlingsforløb, bliver mig bekendt aldrig i stand til at varetage et normalt arbejde.

Oleg Thomas Mose

Interessant at se hvordan denne debattråd er overtaget af en flok hardlinere, der tydeligvis ved en hel masse om hvad kontanthjælpsmodtagere er for nogle, og hvad de kan og ikke kan.

Jeg vil opfordre jer til at gå ud og tale med de socialrådgivere og arbejdsmarkedskonsulenter, der dagligt møder disse kontanthjælpsmodtagere, og spørge dem, hvad det er for mennesker, det handler om.

Og så vil jeg vædde med, at de siger, at der findes (som man også kan konkludere af ovenstående artikel) kontanthjælpsmodtagere, som kæmper for at finde job, og så er der dem tilbage, som ikke er i stand til at passe et job, eller kun kan gøre det i mindre udstrækning.

Hele jeres angreb må jo gå på denne restgruppe, der ikke er arbejdsmarkedsparate. Og den irakiske kvinde i artiklen er et rigtig godt eksempel på, hvad der reelt er galt:
Hun er placeret i matchgruppe 1, men er (som helt rigtig set af Erika Grann) jo fejlplaceret i denne gruppe.

Og det er altså mennesker som hende, eller narkomanen, allkoholikeren, den psykisk syge og andre nonfunktionelle mennesker som nogle af jer mener, vi skal sende ud i børnehaverne og passe vores børn.

Jeg vil på ingen måde udelukke, at det danske velfærdssystem ikke er blevet udnyttet fra tid til anden. Alle systemer har svage punkter, der kan misbruges. Men det er jo betegnende, at det er kontanthjælpsmodtagerne, der skal kanøfles. Forrige dags spørgeundersøgelse fra KMD, viste faktisk, at det ikke var kontanthjælpsmodtagerne, der snød, men førtidspensionister eller modtagere af boligstøtte.

Min påstand er: At der ikke findes nogle tilfredse kontanthjælpsmodtagere, enten vil de hellere være i arbejde, eller også passer de ikke ind på arbejdsmarkedet.

Og hvis vi vil ændre på den problematik, skulle vi i stedet for at forsøge at presse folk ud i jobs, de ikke kan klare, hjælpe dem til at kunne klare et job.

Jens Falkesgaard

Michael Guderup skriver:
"Det er jo fx ikke forbudt at starte noget selv, eller at skærpe sin jobprofil via relevant uddannelse eller at snuppe et, eller flere, lavtlønsjob, indtil noget bedre byder sig."

"Starte noget selv": Som et kuet, nedtrykt og drænet individ uden økonomiske ressourcer og muligheder?
- Dream on!

"Skærpe sin jobprofil"?: For hvilke penge? Jobcentrene har i adskillige år haft kasserne hermetisk lukket overfor kurser og reelt kompetencegivende videreuddannelse.
- Endnu engang: Dream on!

"Snuppe et, eller flere, lavtlønsjob"?: I en arbejdsmarkedssituation hvor jobbene ikke findes, eller ligefrem nedlægges?
- For nu at gentage en dårlig one-liner, én gang for meget: Dream on!

Kirsten Svejgaard

@Peter Jensen

Du har helt ret i, at en del krigstraumatiserede mennesker aldrig vil blive i stand til at passe et normalt arbejde. For ca. en halv snes år siden blev PTSD omsider - efter lang tids nølen - anerkendt som en invaliderende sygdom, der kunne give mulighed for fleksjob eller førtidspension.

Men forud for diagnosticeringen af PTSD må der nødvendigvis være nogle undersøgelser og evt. også et behandlingsforløb. Nogle af de PTSD-ramte vil faktisk kunne bestride visse deltids- eller skånejobs, når de har været i kvalificeret behandling. Men sagen er jo, at der overhovedet ikke er tilstrækkeligt med egnede skånejobs til dem, der ønsker eller kan varetage et sådant.

Kirsten Svejgaard:
"Men forud for diagnosticeringen af PTSD må der nødvendigvis være nogle undersøgelser og evt. også et behandlingsforløb. Nogle af de PTSD-ramte vil faktisk kunne bestride visse deltids- eller skånejobs, når de har været i kvalificeret behandling."

Sådan vil det typisk være, enig - min pointe var imidlertid at Erika Grann udfolder 'tilbud om behandling' som vejen til at en krigstraumatiseret kontanthjælpmodtager kan overvinde arbejdsmarkedsbarrierer ved at 'modtage behandling'. Og dette er en lineær antagelse, som langtfra holder stik i praksis. Istedet ser vi ofte at behandlingen lige akkurat kan række til et løft af livskvalitet i en iøvrigt fortsat smerteplaget og mere eller mindre depressionsramt tilværelse.

Gunvor Trinderup

Oleg Thomas Mose

Hele problemet grunder måske i, at arbejdsløse partout skal inkluderes, vel og bid mærke så længe der rettes ind efter gældende regler, men ender med at blive nok så ekskluderet om de ikke ”gider” tage imod de muligheder der bliver tilbudt. Hvis ikke du tager imod så trues du da bare med at miste dit eksistensgrundlag.

Og hvor mange har et netværk som bare lige tager dig under vingen og brødføder dig over længere perioder, måske år…om du er sådan en ’umulius’.

Som enlig mor ville jeg gerne tilbyde en vinge om mine nærmeste kom i klemme på den måde men det har jeg ikke råd til – mister retten til boligsikring, friplads fordi jeg så umiddelbart har en indtægt mere i hustanden og så falder hele mit budget fra hinanden.

Jens Falkesgaard

Gunvor Trinderup skriver:
"Det er vel derfor man bliver sendt på kurser?"

I princippet, ja. Men, langt størstedelen af de "kurser" jeg har oplevet i min 8 år lange ørkenvandring gennem de systemer (og den er heldigvis overstået) - rummede intet fagligt opkvalificerende... absolut intet.

Det samme er mit indtryk fra andre lidelsesfæller, både gennem personlig kontakt og pressen.

Så nej, systemets eneste svar på ønsket om uddannelse har gennem mange år været: "Du kan få et PC-kørekort, et hygiejnebevis eller et truck-certifikat"... kort sagt, minimalt.

Michael Borregaard

Kan man som fattig, komme op i gear, på en kindhest?

Efter jeg løst har læst de fleste indlæg igennem - forekommer det mig mærkværdigt, at folk ikke diskuterer det virkeligt essentielle, og selve pointen i artiklen, nemlig nedenstående sætning:

»No way! Vi er sgu ikke på kontanthjælp. Min søster har bare lige mistet sit job i går, og vi er her kun for at printe jobopslag ud,« siger den ene af søstrene, mens hun høfligt forsøger at undertrykke sin forargelse over overhovedet at være blevet spurgt.

Se, det er disse linjer som er de spændende i artiklen. Det er her Nola Grace Gaardmand rammer sømmet der blokerer nerven - de færreste vil identificeres som kontanthjælpsmodtager, og gør man det, bliver folk forarget over at overhovedet at være blive spurgt. Vender man denne pointe om rent psykologisk og anvender en deduktiv tilgang, er den logiske selvfølge, at det må sgu på godt gammelt dansk heller ikke sjovt at være på kontanthjælp, og det evige spørgsmål om hvorfor, vedkommende ikke får et arbejde, er gennem det nuværende demagogiske magtsprog, ved at vokse sig større en lille splint i øjet - det er dette artiklen ud fra min optik fortæller, alt andet om matchgrupper med videre er kendt fakta, hvis man følger bare en smule med i debatten omkring fattigdom og kontanthjælpsmodtagerens krævementalitet.

Nedværdigelsen af ”kontanthjælpsmodtageren” fra politisk side har desværre nået uansete dimensioner, og svarer til tusinde og en nats ´mareridt`. Diskussionen raser blandt andet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, så viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at for næsten alle kan det faktisk betale sig. En ny opgørelse fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) afslører, at i 2011 havde 96,8 procent af arbejdsstyrken - eller 2.236.000 mennesker - en gevinst på mere end 1000 kroner om måneden ved at tage et arbejde. Tallene betyder, at 74.000 arbejdsføre danskere står til at miste under 1000 kroner om måneden ved at droppe livet som lønslave.

Der findes heldigvis mange måder hvorpå man kan demaskere Mette Frederiksen og ex-kuglestøderens demagogiske ´næstekærlighed`, en del af informationerne, som ovenstående, ligger de selv inden med i beskæftigelsesministeriet, alligevel forsætter deres virkelighedsforladte grundforestillinger ufortrødent, og dette er til skade for solidariteten. Det mest forkastelige er dog, at da Mette Frederiksen modtog, Nina-Bang prisen i 2002, var et af argumenterne, at hun ville være en fornem repræsentant for sit køn og sit parti i kommende regeringer - ja det var dengang, er sikker på, at Danmarks første kvindelige minister vil vende sig i sin grav, hvis Mette Frederiksen er en af dem der skal føre hendes eftermæle videre, men hey - det er altid let, at råbe op, når man sidder i opposition. Nu sidder den kære Mette så på en af taburetterne - blikket er fast og tungen er skarp, ingen tvivl om det, kan dog ikke nikke anerkendende til, at hendes humor viser hun har noget på hjerte, for det er tydeligvis ikke et hjerte der banker for solidariteten, for der er ingenlunde noget humoristisk over hendes demagogiske magtsprog, og de færreste på kontanthjælp er fortjent med de kæpheste og manglende sociale kapital der af størstedel af politikerne samt Mette Frederiksen slippes løs i medierne for øjeblikket.

Kære Mette Frederiksen, og resten af mange af jer mørkemænd på Christiansborg samt Hr. Guderups` bidrag til denne debat - desværre, det er ikke hos de unge der er sket et normskred, tror nu såmænd godt de kender deres pligter. Og opfylder de dem ikke, skal de nok få det at vide ude i kommunerne. Og skal vi da endelig debattere tusinde og en nats ´mareridt`, så lad os debattere solidaritet, ikke ret og pligt.

Svaret på overskriften er i øvrigt, nej - de færreste fattige, kan komme op i gear, på en kindhest gennem mere tvang, for sandheden er, der er mange, mange flere arbejdshænder end der er arbejdspladser -

En god artikel, men overskriften på artiklen er intetsigende, for de mest interessante linjer i artiklen er:

No way! Vi er sgu ikke på kontanthjælp. Min søster har bare lige mistet sit job i går, og vi er her kun for at printe jobopslag ud,« siger den ene af søstrene, mens hun høfligt forsøger at undertrykke sin forargelse over overhovedet at være blevet spurgt.

Lars Peter Simonsen

Tænk hvis dumhed også medførte "stumhed" og/eller manglen på evne til at udtrykke sig på skrift. Dette ville reducere mængden af kommentarer betydeligt....
Og forbedre kvaliteten af politikere...

Gunvor Trinderup

Falkesgaard

Jeg kender en 'frihedskæmper' anno 2011 som lige har været på 'kursus'. Lad os bare sige, han har en længeregående uddannelse. Hans mission var at møde alle med en ekstrem positiv tilgang, være åben og imødekommende på andres menneske og ellers være fuldstændig indifferent overfor diverse pisk og gulerødder der end måtte komme i spil når han ikke fulgte arbejdsplanen i at sidde en hel dag og jobsøge på nettet. Det resulterede i, at snakken ret hurtigt kom igang i pauserne og mange efterhånden endte med at blive hængende i frokoststuen, fordi der ikke måtte samtales ved arbejdsbordene. Her blev der udvekslet erfaringer som dels motiverede til netværk, inputs til nye måder at gå til sit vilkår på samt dækkede folks enorme behov for socialt nærvær. Det blev gang på gang påtalt af medarbejderne som ligeledes er under pres. Flere gange blev de, som en anden børnehave, bedt om at gå tilbage til deres pladser for at gøre deres jobsøgningsprofil færdig.

Hans historie gør mig glad.

@Mette

"Hvis en kontanthjælpsmodtager mister sin offentlige børnepasning, mister vedkommende også sin kontanthjælp, for så har vedkommende ikke mulighed for at tage et job med “dags varsel”, som det så yndigt hedder."

Det er korrekt, under de nuværende regler - men det er klart, at en sådan ændring vil indebære en større og prinicipiel reform af kontanthjælpsområdet - og af velfærdsmodellen i øvrigt.

Der vil være tale om et skridt bort fra et universelt velfærdssystem, og i retning af et mere behovsorienteret system.

En langtidsledig har jo i princippet ikke behov for den institutionsplads.

Man er nødt til at være lidt pragmatisk her, og se i øjnene, at der eksisterer en stor gruppe af langtidsledige, som enten, af alle mulige forskellige grunde, nærer en så stor ulyst til et arbejde, at de aktivt gør alt for at undgå at få et job - eller er fysisk/psykisk på grænsen til uegnethed.

Disse individer uden udsigt til indslusning på arbejdsmarkedet igen, kan man ligeså godt 'opgive' at stille krav til om arbejdsrådighed, og til gengæld stille rimelige modkrav, der kan aflaste det offentlige system, som eksempelvis ved at tage sig af deres børn selv.

Helt bortset fra det økonomiske og etiske argument, er der ikke mindst et stort element af ansvarliggørelse i et sådan krav.
Man flytter ansvar derhen, hvor det retteligt hører hjemme - og det kan aldrig være nogen skade.

Det vokser de atroferede velfærdsklienter kun ved.

Danmark har lullet sig ind i en velfærdsdyne de seneste 50 år; en dejlig varm edderdunsdyne.

Nu er vi, sammen med resten af den vestlige verden på vej ned i globaliseringens ubarmhjertige realitet: en massiv udligining af kapital og arbejdkraft i forhold til den 3. verden.

Det er denne tornerosesøvn, vi tilsyneladende har meget svært ved at komme ud af, simpelthen fordi vi er blevet overforkælet for længe.

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Velfærdsstaten er under stille afvikling, ikke så meget p.gr.a. politisk vilje (der er stadig massiv konsensus omkring den, både blandt politikere og befolkning) - men nødet af de globale økonomiske forskydninger, der finder sted i disse år, herunder ikke mindst et 'backlash' efter årtiers overforbrug og låntagning i vesten.

Tingene hænger jo sammen: højt offentligt forbrug -> stort skatteprovenu -> højt skattetryk -> høje lønninger -> tab af konkurrenceevne -> tab af arbejdspladser -> tab af skatteprovenu -> beskæring af offentligt forbrug.

Det er en logisk ring, der er sluttet.

Vi bliver nødt til at indstille os på en mere beskeden og nøjsom indstilling til velfærd i årene fremover. Der bliver simpelthen ikke råd til den.

Men i øvrigt mener jeg, at bankerne skal nationaliseres :-)

/O

Blot en tilføjelse:

Alt, hvad jeg har sagt, gælder naturligvis ikke kun kontanthjælpsområdet. Jeg tog blot afsæt i artiklen her.

Det gælder lige så vel alle de andre forskellige former for passiv forsørgelse, hvor man med rimelighed kan forvente, at klienterne er i stand til at tage vare på deres egne børn.

Hvis ikke de kan det, er det jo i øvrigt en sag for de sociale myndigheder.

/O

.. en livlig debat, men altså det er lidt langt ude at stille alle disse krav til kontanthjælpsmodtagere nu når det er bekræftet det vi nok alle vidste i forvejen: at der ikke er/var nok jobs til at starte med og som jeg har sagt før siger jeg det igen:

Det ville være en besparelse for staten og kommuner at udbetale borgerløn til alle over 18, og at den borgerløn gik ned for den individuelle borger alt efter hvor godt job/god løn vedkommende havde ved siden af selvom den aldrig ville helt forsvinde ville den blive beskåren måske helt ned i 20% for de højest lønnede grupper. det ville spare masser af administration og den konstante problemstilling det skaber at lade folk møde op i et intetsigende aktiveringscenter for at søge jobs som alligevel bare hænger der på tavlen til pynt.

Hvis der var borgerløn ville folk helt af egen interesse i større grad være i stand til at stifte deres egne virksomheder, i deres eget tempo, der er ingen der skal bilde mig ind at samtlige danskere bare ville sidde på hænderne nu bare fordi de fik borgerløn, det ville skabe nogle helt andre forhold for den almene borger i samfundet, f.eks hvis man ville starte import af varer til DK kunne man tage sig tid at finde de rigtige produkter on location, osv, det er i hvert fald ikke lige så svært som hvis man skal i "jobtræning" hver dag på et intetsigende jobcenter eller et "aktiveringstilbud" som er ligeså intetsigende og alt det vedkommende tjener ekstra for at gå på job, skal vedkommende bruge til BUSSEN frem og tilbage fra jobbet og når alt er talt har de måske "tjent" et par hundrede kr i forhold til at sidde og glo, ikke særlig god motivation, ja for ikke at snakke om alle de udsigter der nogle gange følger de aktiveringsjob, jeg har i hvert fald 3 venner som alle har fået lovet fast ansættelse efter afsluttet aktiveringsforløb eller når "den gamle" gik på pension, det holdt aldrig stik så kan jeg godt forstå folk bliver lidt trætte af det til sidst, efter min mening er en gulerod bedre end en pisk og at det vil spare samfundet(efter den her model med %-satser på borgeløn).

Det er i hvert fald hverken nødvendigt eller fornuftigt længere at fortsætte dette aktiverings-cirkus som koster nok MERE i lønninger og administration end samtlige kontanthjælpsmodtagere får udbetalt tilsammen.

Til Peter Jensen:

Jeg fik ikke gjort det klart nok, men min holdning er ikke, at personer med krigstraumer, arbejdsskader og lignende nødvendigvis skal ende i job. Jeg synes bare det er unødvendigt at have personer med disse skavanker i andre forløb end et der forsøger at gøre deres liv mere overskueligt og overkommeligt.

Det kan godt være dette forløb ender med, at personen vil have det bedst på en førtidspension, men det må man så komme frem til. Jobprøvning, aktivering og lignende tiltag giver ikke mening, hvis man har så mange psykiske/fysiske problemer, at bare det at få en god nats søvn er en udfordring p.g.a. smerter eller lammende angst.

Jeg tror - uden at være psykolog - at mennesker med den slags pres i livet har bedre af at få lidt tryghed og tilregnelighed ind i deres liv, fremfor den usikkerhed de kan opleve i "aktiveringskøen".

Jeg er til gengæld uenig i din mening om, at alkoholikere ikke skal mødes med krav. Min fars familie har en ulykkelig forhistorie med alkohol, og først da venner, job og familie gik sammen og sagde fra overfor min onkel og min far fik de deres liv på ret kurs. Tough love. Finder det endvidere uværdigt og umoralsk at samfundet bare konstaterer at en kontanthjælpsmodtager er alkoholiker og fortsætter med at give dem penge til at drikke sig selv ihjel for.

Inger Sundsvald

Hvis man nu, helt hypotetisk, forestillede sig at omkring 200.000 på overførselsindkomster forsvandt – døde af sult, slog sig ned i skove og levede af vildt og bær – så ville samfundet nok spare omkring 30 mia. eller mere.

Hvad mon der ville ske med samfundet, hvis disse 30 mia. blev taget ud af forbruget til f.eks. husleje og dagligvarer i Netto?

Og hvad mon der ville ske, hvis, i mindre målestok, alle på overførselsindkomst selv passede deres børn? Ville der mon blive flere pædagoger pr. 10 børn?

Sider