Læsetid: 3 min.

’Det er bedre end at sidde derhjemme og skrive ansøgninger’

Når det er småt med job til nyuddannede, må man jo selv finde en vej ud af ledighedskøen, tænkte Torben Slot Pedersen, journalist og cand.mag. i filosofi og etnologi. Han blev selvstændig og har netop startet sit andet firma
På jobcentret blev 34-årige Torben Slot Pedersen frarådet at blive selvstændig, men det råd fulgte han ikke.

På jobcentret blev 34-årige Torben Slot Pedersen frarådet at blive selvstændig, men det råd fulgte han ikke.

Jakob Dall

12. december 2011

Det gik egentligt godt, da 34-årige Torben Slot Pedersen blev færdig som cand.mag. i filosofi og etnologi i 2004.

Han fik hurtigt et job som it-konsulent, og da det blev for kedeligt, gik det også nogenlunde med at begynde som freelancejournalist.

Men efter en række journalistvikariater besluttede han at tage en diplomuddannelse i analytisk journalistik på Syddansk Universitet. Han blev færdig i efteråret 2008, samtidig med at finanskrisen brød ud i lys lue, og Nyhedsavisen lukkede.

»Jeg kom ud til en håbløs situation. Jeg kunne ikke få fast arbejde og måtte tumle rundt som halvt ledig og halvt ansat,« siger Torben Slot Pedersen.

»Jeg fik et vikariat i Gribskov Kommune og arbejdede røven ud af bukserne for at få en fastansættelse. Men tre uger før jeg var færdig, kom CEPOS med en rapport om, at kommuner og amter havde ansat 8.500 flere i administrationen, og så skulle der spares,« siger han.

Ledigheden for journalister blev ved med at stige, samtidig med at der kom flere og flere nyuddannede kommunikationsfolk ud fra skoler og universiteter.

Torben Slot Pedersen havde svært ved at se, hvorfor han med sin baggrund skulle have en særlig chance for at få job, så derfor besluttede han sig for at starte noget selv.

»I stedet for at skrive 200 ansøgninger uden at komme videre, tænkte jeg, at jeg på den måde kunne få noget erfaring og skærpe min profil,« fortæller han og fortsætter: »Især når du kommer ud som humanist, så er det tit, at din profil ikke er superaktuel i forhold til arbejdsmarkedet.«

Den svære start

I jobcentret frarådede de ham fra at blive selvstændig, og Torben Slot Pedersen vidste også godt selv, at det ville kræve meget arbejde. Men han kunne ikke se andre måder, han kunne bruge sine talenter på og undgå at gå i stå.

»Jeg blev rådet til at søge noget inden for de områder, hvor der var arbejde på det tidspunkt, og jeg fik også tilbudt et job som skolelærer. Det kunne jeg måske godt have lavet i et halvt år, men man får jo ikke nogen anciennitet af nogen art, så for mig var det ikke et skridt i den rigtige retning. Jeg var nødt til at tænke i alternativer, og så var det her den bedste løsning.« Først opfandt han firmaet Storyhunter, som beskæftiger sig bredt med online-journalistik og kommunikation, især på de sociale medier. Det var meget oppe i tiden, og gik også igen i de jobopslag, som Torben Slot Pedersen stødte på.

Men det var ikke nok med den gode idé. Det krævede også noget tilvænning at være selvstændig og skaffe kunder nok.

»Jeg arbejdede mellem 40 og 60 timer om ugen og fik næsten ikke skrabet en månedsløn sammen. Jeg har da også haft perioder med supplerende dagpenge.«

»Når man starter som selvstændig vil man gerne det hele. Men Storyhunter har nok lidt for bred en profil til, at folk slår det op og finder det produkt, de har brug for,« siger Torben Slot Pedersen. Nu har han så oprettet et nyt firma, der hjælper kunderne med at få en topplacering i Google og andre søgemaskiner. Det nye firma har et mere snævert fokus, og det gør det lettere at markedsføre, mener han.

»Det går ok, men det er stadig svært. Jeg bruger mindst lige så meget tid på at få mine kunder, som jeg bruger på selve arbejdet,« siger Torben Slot Pedersen.

Hvis et fedt job kommer

Selv om han er glad for at arbejde med det, han selv har lyst til, lægger han ikke skjul på, at det er den store ledighed, der har skubbet ham til at blive selvstændig.

»Og hvis den fede stilling pludselig dukker op, så tager jeg den. Det har også været strategien fra starten. Jeg skulle gøre mig interessant for virksomhederne og samtidig tjene nogle penge.«

Det er hårdt arbejde at starte et firma op, og man skal være meget målrettet for at få det til at løbe rundt. Men så længe jobmarkedet ser ud, som det gør, er Torben Slot Pedersen ikke i tvivl om, at han har gjort det eneste rigtige for sig selv:

»Det er bedre end at sidde derhjemme og skrive ansøgninger. Og så skal der jo noget initiativ til, når nu vi er I et dødvande.«

Serie

Uddannet til arbejdsløshed

Fra 2009-2011 har 14.800 nyuddannede gået ledige i mindst seks måneder. På kort sigt mister de ledige nyuddannede 21 procent om året i løn. På længere sigt er tabet på 15 procent.
Risikoen for at stå uden arbejde syv år efter er 22 procent højere for dem, der var ledige efter endt uddannelse. Dimittendledigheden betyder et tab på 255 mio. kr. på den offentlige saldo, når der både ses på beskæftigelses- og løneffekterne

Seneste artikler

  • Akademikeren fandt sin plads i VVS-firmaet

    7. december 2011
    Der er masser af muligheder for akademikere i et håndværkerfirma, mener cand.scient.adm. Søren Frandsen. Han blev træt af at stå i ledighedskøen og tog job i et VVS-firma for at lave tastearbejde. I dag er han økonomiansvarlig samme sted
  • Jobcentre: Unge er klar til at tage ethvert job

    5. december 2011
    De nyuddannede ledige er bedre til at indstille sig på at tænke kreativt, når de skal finde et arbejde, end de tidligere generationer har været, vurderer jobcentre. Men omstillingen har en høj pris, vurderer arbejdsmarkedsforsker
  • Cand.mag. tog fast job i Netto

    5. december 2011
    Da Kristian Bennedbæk blev færdig som kandidat i dansk, filosofi og videnskabsteori, gik han direkte ud og tog vikarjob som kontorassistent og siden et fast job i Netto. Det var måske ikke optimalt for karrieren, men nogle gange må man tage, hvad man kan få, siger han
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johannes Nielsen

# Torben Slot Pedersen

Jeg er fuld af beundring for den indstilling, der her lægges for dagen.

Som arbejdsløs akademiker kan man vælge at bruge sin energi på forskellige ting.

Nogle bliver meget aktive på informations debatsider, hvor de kritiserer at dagpengeniveauet er for lavt og at samfundet er uretfærdigt fordi de efter 10 års uddannelse ikke får tilbudt det specifikke job, hvor de bedst kan bruge deres viden, altså som museumskustode for en kandidat i historie, som fredsmægler for en kandidat i konfliktløsning og som professor for en kandidat i litteraturvidenskab.

Nogle tager udfordringen op og insisterer på at forsørge sig selv og vise verden og sig selv at man faktisk har lært noget, der kan bruges til noget i den virkelige verden, at man kan skabe noget på egen hånd.

Jeg håber selv at jeg bliver at finde i den anden gruppe, hvis jeg en dag bliver arbejdsløs. Jeg tror gerne Torben, når han siger at det er hårdt, men det er uendelig meget mere værdigt end at sidde på sin flade og være sur og bitter på samfundet.

Kun respekt fra min side.

Særligt folk med det nødvendige drive til at søge et liv som selvstændig er værd at hylde. Ja, det er hårdt, og nej der er ingen garantier, men der er en stor følelse af glæde og personlig stolthed ved at knokle som selvstændig.

Det er en underlig indstilling, at tro det der er rigtigt for A, bestandigt og helt nødvendigt også må gælde for B.

Manden er åbenlyst skuffet over sin situation, hvilket er fuldt forståeligt. Dette er en mand med en fornuftig uddannelse, hvordan hans netværk er formet er nu ikke uden relevans, både menneskeligt og økonomisk. Hvordan forventer man en enlig mor tager stafetten? .

Jeg tager også hatten af for at du kaster dig ud i det! Jeg håber din historie kan inspirere andre ledige humanister, Danmark har godt af noget kreativitet, mod og iværksætterånd. Godt gået!

Jeg tror, at pointen går hen over hovedet på mange, der gerne vil se en helt i den unge mand. Og det er rigtigt, at det er modigt, hvad han gør.
Men han har jo heller ikke held med det! Han sælger en service, som ingen vil købe, fordi de ikke har brug for den. Vi kan allesammen bringe os i front på google, og hvad storyhunter hunter af historier, og hvem der skal købe dem, er heller ikke ganske klart, eller rettere: slet ikke.
Vigtigst er det, at samfundet hverken bliver bedre eller rigere af den slags geschäft, som altså heller ikke indbringer tilstrækkeligt. Vi ville allesammen have bedre af, at der blev lavet noget oplysende etnologi og tænkt nogle tanker om livet og verden. Det er der ikke blot fremtid, men universalitet i.

Peter - meget interessant. Jeg sad neop og tænkte på hvor ærgerligt det er at manden ikke anvender sit talent til etnologisk analyse og forklaringer omkring hvor vi står idag med et paralyseret arbejdsmarked på både udbuds- og efterspørgselssiden for ikke at tale om den uprofessionelle tilgang fra samfundets side.

Det eneste interessante ved artiklen er at han synes at det er bedre at sidde derhjeme og skrive ansøgningerne og telefon-kanvasse efter jobs frem for at blive coach'et af beskæftigelsesministeren.

Hvordan kan denne sætning fra artiklen “I jobcentret frarådede de ham fra at blive selvstændig” ikke være andet end en falliterklæring?

Logikken må vel være, at hvis man opfinder et nyt produkt, så skaber man muligheden for en ny slags efterspørgsel? -Og hvis man tager et job, så opretholder man kun den efterspørgsel, der forventes?

"Jeg bruger mindst lige så meget tid på at få mine kunder, som jeg bruger på selve arbejdet", siger Torben, men salg er jo en del af arbejdet som selvstændig.
Der er flere åbne spørgsmål i artiklen. Hvorfor skulle Torben blive 34, før han fik afsluttet sin uddannelse? Måske han har brugt tiden efter gymnasiet til at tænke? Så han her en enestående mulighed for at bidrage til vores fælles intellektuelle kapital?
Er det mon en akademisk stilling i det offentlige, Torben stræber efter og betegner "den fede stilling"? Det antydes ikke at være tilfældet, eftersom Torben er optaget af at "gøre [sig] interessant for virksomhederne".
Respekt for Torben og hans ærværdige initiativ. Der er ingen grund til at have ondt af ham, eller os andre for den sags skyld. Det skulle da lige være pga. det, som Kristian siger, utrolige i, at vores allesammens jobcenter fraråder en ledig at blive selvstændig. Det er initiativ, vi skal leve af, også symbolanalytikerne, jobkonsulenten og sågar store tænkere på dagpenge.
Et arbejde for føden behøver desuden ikke afholde nogen fra at "lave noget oplysende etnologi" eller "[tænke] nogle tanker om livet og verden". Selv efter der er brugt tid på den væmmelige tog unyttige markedsføring, vil der også for selvstændige ofte være tid til en hobby, især hvis det mulige bidrag opleves som nødvendigt for sig selv og ikke en eventuel kontant belønning.