Læsetid: 5 min.

Dagens Marx

Vi har bedt læserne komme med deres yndlingscitat fra Marx og kort begrunde hvorfor. Hvad er dit favoritcitat fra Karl Marx’ forfatterskab? Send det til os og begrund dit valg med en anekdote om dengang, du første gang læste det. I den kommende tid vil vi bringe et udvalg af de bedste Marx-citater i forbindelse med serien Kapitalismen 2011. Citat og begrundelse sendes til: kultur@information.dk
19. december 2011

17. december: Informations Kristen Bjørnkjær lægger for:

Kommunister forsmår at skjule deres analyser og hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved at hele den eksisterende samfundsorden styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletariatet kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.«

Citatet fortæller i ultrakort form om de enorme forventninger om en bedre verden, der var til kommunismen ved dens fødsel, og som fik milliarder af mennesker til – med et aktuelt udtryk –  at ’stå på mål’ for deres drøm om et klasseløst samfund, som var bedre end den uretfærdige kapitalismes. Vi var mange unge – også i Aarhus, hvor jeg var – der i 1970’erne troede på den drøm og gik på opdagelse i ’Das Kapital’ af Karl Marx og Maos lille røde. Desværre endte drømmen, hvad Østeuropa angår, i sin egen modsætning, et mareridt af et umenneskeligt samfund. Det kom til udfrielse, da Muren faldt i Berlin. Et stort tænkt eksperiment fandt sin afslutning.

19. december: Informations internationale redaktør Lotte Folke Kaarsholm:

 

Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold’

Det kommunistiske manifest, 1. kapitel: Bourgeoisi og proletariat

Som så mange andre i de historieløse generationer, som også 68’erne nu sukker over, lærte jeg citatet at kende på engelsk og gennem en sekundærkilde, nemlig filosoffen Marshall Bermans modernitetsbog ’All That Is Solid Melts Into Air’. At det var på engelsk hjalp nok på begejstringen, for det flyder smukt på engelsk, mens versefødderne i den tyske original er tungere: ’Alles Ständische und Stehende verdampft, alle Heilige wird entweiht ...’

Det er fed Marx, fordi det demonstrerer hans to halvdele: Den sublime analytiker og den skidte spåmand. Første halvdel af sætningen er måske den bedste beskrivelse overhovedet af den kapitalistiske modernitet i al dens skønhed og skræk; anden halvdel er utopisk. Jeg synes det er en god reminder om, at den følelse af magtesløshed, kapitalkræfterne nogle gange giver en, hænger sammen med en kæmpe historisk mægtiggørelse og kraft til at give autoriteterne et los.

20. december: Oversætteren Claus Bratt Østergaard præsenterer og forklarer her sit favoritcitat fra Karl Marx’ ’Kapitalen’:

I de samfund hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, fremtræder rigdommen som en uhyre ophobning af varer, og den enkelte vare som dens elementarform. Vores undersøgelse begynder derfor med analysen af varen.

Claus Bratt Østergaard siger: Begyndelsen på ’Kapitalen’ er uovertruffen. Hvor Kant indleder ’Kritik af den rene fornuft’ med at pege på fornuftens afmagt, og Hegel i forordet til ’Åndens fænomenologi’ meddeler, at et værks forord ikke kan sige, hvad det gerne vil meddele, går Marx lige på og hårdt: I bare to sætninger præsenteres læseren for varen, der er sagen selv, for fremtrædelsen der på én gang bærer rigdommen og perverterer den, og for en produktionsmåde der er tids- og stedsbunden og altså kan erstattes af en anden.

Læseren er den, som rigdommen fremtræder for, og han (m/k) er dermed fra første færd ét med værket og dets dynamiske genstand– og hvirvles på de følgende sider ind i det drama, der begynder med værdiens tvetydige produktion og slutter i krise og revolution og et halvbagt håb om noget bedre.

I Aarhus, hvor jeg sidst i 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne færdedes i universitetslivet, bredte marxismen sig som en brand, mens napalmbomberne faldt over Vietnam. Overgrebet blev set som kapitalismens og måske Vestens moralske fallit. Men hvordan kom man af med det uhyre? Den sovjetiske arbejdslejr fristede kun et fåtal. Altså tog man fat på egen hånd. De aarhusianske uddannelsesinstitutioner blev i 1970’erne forvandlet til en marxistisk landsby: Man var kapitallogiker og læste om profitratefald eller gik i kedeldragt, spiste kantinemad og uddelte løbesedler ved fabriksportene. Den almindelige stemning var præget af opdrift – et stykke tid. Omkring 1975 var oprøret slået om i selvforherligende Besserwissen og praktiseredes som en kamp om pladserne i sandhedens katedral. Ordene handlede om magtens tårne, der skulle styrtes i grus, men de revolutionære byggede deres egne tårne. Marxismen blev til et skuespil, i kulissen hvæssede man knivene, og det kunne let have udviklet sig til en ny omgang Tredje Internationale, hvis man havde haft magt, som man havde agt. I stedet endte det hele i udmattelse og læsevanskeligheder. Kapitalen var trods alt et tungt værk. Det hele sluttede uklart og pludseligt omkring 1980 og blev erstattet af den tilpasningsorienterede karrierebevidsthed, der lige siden har forvandlet al politik til idéfattigt gråt i gråt.

21. december: Poul Chr. Tulinius præsenterer og forklarer her sit favoritcitat fra Karl Marx’ ’Det Kommunistiske Manifest’:

Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold (…) Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning

Det, der kendetegner citatet, er, at det er sandt det hele. Det skildrer, hvad der er sket, og hvad der sker. Og lad det være sagt: Jeg kender og er i familie med mange ordentlige ’kapitalister’, men just derigennem kender jeg også alles magtesløshed over for udviklingen. Kapitalismen trænger fortsat mere og mere succesfuld ind i vor løndannelse, trænger fortsat ind i vore hoveder og får forfattere og præster til at acceptere, at det skal betale sig det hele, ja, selvfølgelighed skal det det!

Det er muligt, at marxismen aldeles ikke dur som praktisk arbejdsredskab (Sovjetunionen!), men som analyseværktøj er den uundværlig, pga. dens sandhedsværdi. Derved( trods stort misbrug) adskiller den sig fra den andre store ideologier, der skabte ondskab på grund af deres iboende usandhed.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Apropos vor nære samtids maniske myte om det rationelt og suverænt vælgende menneske:

"Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret. Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerne."

Søren Blaabjerg

Kommunismen står og falder ikke hverken med Karl Marx eller andre koryfæer. Man kan udmærket godt være kommunist og tage fejl i konkrete spørgsmål. ja sågar være en brutal diktator. Marx tog som historiker nok til dels fejl med sin "historiske materialisme", (afhængigt af hvilken tidshorisont man anskuer), men han tog ikke fejl som humanist og moralist. Kommunismen er nemlig ikke en teori, men en åndsretning og en holdning og et nej til alskens overtro om højere magters indgriben. Selve ordet betyder jo fællesskab og det, der ligger i det er, at vi ikke "sætter vor lid til Gud", men i fællesskab tager fremtiden i vores egen hånd i stedet for at passivt at lade os styre af "forsynet" eller markedsmekanismernes "blinde hånd". Det er ikke nogen nem opgave, og der er masser af faldgruber, men det er altså det eneste håb, vi har om en rimeligt bæredygtig verden med livsrum til alle. Mit yndligs-marx-citat er derfor denne synes jeg uovertrufne politiske sentens:

"Fra ehver efter evne - Til enhver efter behov"

Det tør nok siges, at det er et princip, der p.t. er højaktuelt.

P.S. Når jeg bruger ordet "kommunisme" her, er der ikke tale om noget noget formaliseret partitilhørsforhold, men strategiske overvejelser er ikke desto mindre uomgængeligt nødvendige. Heraf det forkætrede begreb "proletariatets diktatur".

Den er gal med oplægget til jeres ellers udmærkede initiativ: I skriver, at citatet skal være fra ”Kapitalen” (som er et enkelt værk af Marx, der udkom i 1867), men begge de eksempler, I har bragt 17. og 19.12., er fra Det Kommunistiske Manifest fra 1848. Det gælder også det måske mest kendte citat: ”Proletarer i alle lande, foren jer”, mens ”Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på er at forandre den.” er fra ”Teser om Feuerbach”, 1845/88.

Faktisk er der ikke mange kendte fyndord fra selve Kapitalen, men her er et, der oven i købet er aktuelt:

”I ethvert svindleri med aktier ved enhver, at lynet engang må slå ned, men [alle] håber, at det må træffe næstens hoved, efter at han selv har opfanget regnen af guld og bragt den i sikkerhed. Aprés moi le déluge! (Efter mig syndfloden) er slagordet hos enhver kapitalist og enhver kapitalistnation.” (Kapitalen 1. bind kap. 8 afs. 5)

Øllgaard.
Jeg har påpeget det mystiske i oplægget i en anden tråd - og ér i mellemtiden blevet grebet af en frygtelig mistanke.

Måske tror man simpelthen inde på redaktionen, at Kapitalen er Marx' samlede skrifter?

Georg Christensen

Jeg har desværre ingen citater, men kun "errindringen", om forståelsen af min egen mening overfor, med og imod "Karl Marx".

Hans synspunkter dengang, svarer i mine øjne til nutidens "vandvid".

I bund og grund, beretter han bare om, hvad der sker, når "magtbegærdet", ønsker at overtage alt, "LIVET", indbefattet.

Det enkelte "individs" frihedsberøvelse, og følgerne deraf..

det siges at da groucho lå på det sidste, indså han: at for hans vedkommende var sex så alligevel nok ikke kommet for at blive. så han udtalte:
at hvad han end var, så var han næppe marxist.

Groucho-s sidste ord var: "Die my dear? Why that's the last thing I'll do."
Det var KARL Marx, der udtalte, at han ikke var marxist - for at lægge afstand til nogle af den, der i hans øjne havde besmykket sig med titlen uden at forstå budskabet.

noget af budskabet fra the marx brothers er vel:

at der bør være masser af også:

harpespil

( også en lignelse for den menneskelige selvudvikling, især på kunstudøvelserens områder,
udover de grundliggende behovs opfyldelse ),

FØR døden.

”Hvis arbejderklassens broderlige forening og samvirke er forudsætningen for arbejderklassens befrielse, hvorledes kan den så nå dette store mål, så længe en udenrigspolitik, der forfølger forbryderiske planer, hidser nationale fordomme op mod hinanden og i røveriske krige bortødsler folkets blod og rigdomme.”

(Inauguraladresse for Den internationale arbejderassociation, MEUS bind I, s. 378)