Læsetid: 3 min.

Departementschefernes magt bliver glemt

Medierne rammer ved siden af, når de fokuserer på politikernes særlige rådgivere og glemmer departementscheferne, for det er dem, der har mest magt og størst mulighed for at politisere, mener professor i statskundskab Tim Knudsen
Der er fra mediernes side  en berøringsangst i forhold til departementschefer som Skatteministeriets Peter Loft (t.h.). En tilgang, som hæver departementschefernes position alt for meget over kritik, mener professor  Tim Knudsen.

Der er fra mediernes side en berøringsangst i forhold til departementschefer som Skatteministeriets Peter Loft (t.h.). En tilgang, som hæver departementschefernes position alt for meget over kritik, mener professor Tim Knudsen.

Lærke Posselt

13. december 2011

Da tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen underlagde sig selv tavshedspligt i sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteoplysninger, blev han kritiseret og latterliggjort i medierne. Til gengæld var der ingen medier, der borede i det, da Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, heller ikke ville sige noget, selv om hans begrundelse var den samme. Det er problematisk, mener professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen.

»Det er først og fremmest de særlige rådgiveres rolle, som bliver diskuteret i medierne, men der burde være et større fokus på departementscheferne. De spiller en større rolle som politiske rådgivere,« siger han og efterlyser en debat, der handler om departementschefernes magt i det politiske system.

»Beskyldningerne mod Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, indikerer, at departementscheferne politiserer langt ud over kanten og glemmer, at det er dem, der har ansvaret for, at loven ikke bliver overtrådt. De kan lovgivningen bedre, end en ny minister og en ny særlig rådgiver kan. Samtidig lykkes det dem tit at forsvinde fra det offentlige rum, når spørgsmålene efterfølgende bliver for ubehagelige,« siger han og understreger, at departementschefen i et ministerium spiller en langt vigtigere rolle for ministeren, end den særlige rådgiver gør.

»Tv-serien Borgen har medvirket til at give folk et falsk indtryk af departementscheferne som embedsmænd, der bare render rundt i skyggen, men det gør de ikke. De er ministrenes vigtigste rådgivere,« siger Tim Knudsen.

Ikke folkevalgte

En af grundene til, at departementscheferne spiller en langt større rolle i dag, end de gjorde for 20-30 år siden, er, at de har fået tildelt flere arbejdsopgaver, som tidligere var ministerens ansvar. Det bekræfter tidligere departementschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet Jørgen Rosted.

»Ministerens opgaver er blevet langt mere tidskrævende, og derfor har departementscheferne fået langt mere magt. Det er ikke noget, de bevidst er gået efter, men det er blevet nødvendigt, at de påtager sig flere magtfulde opgaver, som ministeren ikke længere selv har tid til. De gør det, fordi de er nødt til at gøre det,« siger han.

Jørgen Rosted mener, det er problematisk, at departementscheferne har fået så meget magt, fordi de ikke skal stå til ansvar på samme måde, som ministeren skal.

»De er ikke folkevalgte, og derfor følger de ikke ministeransvarsloven. De står altså hverken til ansvar for Folketinget eller befolkningen, men alligevel får de ofte lov til at forhandle på vegne af politikerne,« siger han.

Tim Knudsen peger også på, at departementscheferne ikke er underlagt det samme ansvarssystem som politikerne.

»Det kan medierne ikke gøre så meget ved, men der er en underdanig berøringsangst i forhold til departementscheferne, som hæver deres position alt for meget over kritik,« siger han.

Fokus med undersøgelse

Ph.d. i statskundskab og forskningschef ved Journalisthøjskolen Roger Buch er enig i, at departementscheferne ikke har fået mediernes opmærksomhed på samme måde, som de personlige rådgivere har. Han er dog ikke i tvivl om, at der vil komme fokus på Peter Loft, når undersøgelseskommissionen først går i gang med at udrede sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteoplysninger.

»Spindoktor Peter Arnfeldt er kun hovedperson i den sag, der handler om, hvem der har lækket Helle Thorning-Schmidts skatteoplysninger. Departementschef Peter Loft har til gengæld både hovedrollen i den sag, der handler om det politiske pres, som Skat København har følt, at de er blevet udsat for, og i den sag, der handler om, at Ombudsmanden er blevet misinformeret. Når sagen først kører, er der ingen tvivl om, at hans rolle vil blive afdækket,« siger Roger Buch og tilføjer, at det formentlig først vil ske om et år eller to, når undersøgelseskommissionen er færdig med sit arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der mindst 3 departementschefer, der står til at få røven på komedie: Skatte-, forsvars- samt den tidligere stats-, nuværende nationalbaktdirektør.

Så vidt jeg ved , så er departementschefer af vidt forskelligt gemyt ( ligesom alle andre er) - nogle kan lide at gå tæt på "grænsen" for hvad de bør, andre er vist super forsigtige og holder en nærmest pinligt ren "sti".

Stort set tror jeg, at det fungerer rimeligt godt - når man har kontakter i udlandet, så er det i hvert fald klart, at top-embedsmænd i Danmark og i de øvrige nordiske lande efter international målestok er af særdeles god kvalitet.

De nordiske lande er faktisk præget af en internationalt set særdeles god regeringsførelse - og det er vigtgt i den globale konkurrence..

Kære Robert

På et eller andet tidspunkt er vi nok nødt til at droppe det der argument med, at det er meget værre i andre lande. Du har da ret i, at det nok er svært at sammenligne niveauet for magtmisbrug i Danmark med det ditto i DR Congo, men det er jo ligesom heller ikke det, der er emnet, vel?

At der er større slyngler og problemer nogle steder i udlandet skal da ikke hindre os i at straffe vore egen.

jasper bertrand

problemet er at højere embedsmænd både i stat og kommune ser det som deres fornemste opgave at profilere deres politikerchef og være stikirenddreng for ham, når opgaven burde være at lede forvaltningen og tage de langsigtede hensyn en politiker ikke kan tage. det er en demokratisk krise, som man på et tidspunkt må gøre noget ved. Desværre har de høje lønninger der nu gives denne gruppe, og rotationsprincippet kombineret med almindelig grådighed og manglende ansvarsfølelse forstærket dette. Det er ikke kun i DSB de øverste 10% tjener 1,2 mio i snit. Man ønsker sig ligefrem tilbage til det gamle agtværdige embedsmandssystem.

Det er efterhånden tabloid medierne, der gennem deres person kampagner sætter en "falsk dagsorden" for den politiske debat.

Alt drejer sig om personer ( Løkke, Thorning, Lene Espersen, Henriette Kjær, Sass Larsen, Ole Sohn diverse spin doktorer, embedsmænd, departementschefer o s v) i tabloid pressen - tabloid medierne bidrager (næsten) aldrig til en central politisk debat , men kvæler og forfalsker den istedet - det er synd for os alle sammen..

Det kan vel næppe komme bag på nogen, at medierne (læs: journalister) har en overvældende interesse for den rolle, de særlige rådgivere (også journalister), og sætter kikkerten for det blinde øje, når det kommer til embedsværkets magt og indflydelse på den til enhver tid siddende regerings politikker.

Foruden en forhåbning om selv en dag at blive særlig rådgiver for en minister (hvilket bl.a. har kunnet aflæses i den slet skjulte jalousi, hvormed visse medier har beskrevet den nye regerings udnævnelse til særlige rådgivere af folk fra de respektive partiapparater, snarere end journalister fra de store dagblades Christiansborg-redaktioner, ad modum VK-regeringen), er det trods alt en lettere opgave at fokusere på de personer, der i vid udstrækning har samme professionelle baggrund som journalisten, der skriver en given artikel, end at skabe et mere fyldestgørende og retvisende billede af tingenes sande tilstand i centraladministrationen, hvor departementschefer for hovedpartens vedkommende betragtes som noget nær guddomme, mens ministrene og - særligt deres særlige rådgivere - i vid udstrækning opfattes som den seneste flok dilettanter i fri dressur.

En stor del af problemerne ville kunne afhjælpes ved at foretage løbende udskiftninger af personer i magtpositioner. Længere er den jo ikke.