Nyhed
Læsetid: 3 min.

DF og V klar til at røbe navn på PET-mistænkt

Dansk Folkeparti vil med Venstres støtte fjerne en statsløs person fra lovforslag om statsborgerskab, fordi vedkommende er i PET’s søgelys, selv om vedkommendes identitet bliver afsløret. Ifølge Venstre er det ’uset’ i dansk folkestyre, at Justitsministeriet afviser at yde bistand til et ændringsforslag
Indland
20. december 2011

Spørgsmålet om statsborgerskab til statsløse fortsætter med at være et stridspunkt mellem Folketingets partier.

Når et flertal af Folketinget i dag stemmer for lovforslag nr. 11, vil en statsløs, som PET mistænker for at kunne være til fare for rigets sikkerhed, få tildelt statsborgerskab. Det sker, fordi regeringen sammen med et flertal i Folketinget har ønsket at opfylde den FN-konvention fra 1961 om statsløshed, som i marts kostede Birthe Rønn Hornbech posten som integrationsminister.

At den statsløse optræder på L 11, selv om vedkommende er i PET’s søgelys, vækker forargelse hos både Dansk Folkeparti og Venstre. Christian Langballe (DF) har således bedt Justitsministeriet om teknisk bistand til at stille et ændringsforslag, så den pågældende kunne fjernes fra lovforslaget. Kun PET og Justitsministeriet ved nemlig med sikkerhed, hvilken af de i alt 36 statsløse på L 11, der er tale om.

Men det har justitsminister Morten Bødskov (S) afvist med den todelte begrundelse, at »der er tale om fortrolige og personfølsomme oplysninger«, og at det med »et sådant ændringsforslag vil være muligt at identificere den pågældende person på lovforslaget«.

Forklaringen er, at vedkommendes navn skal fremgå af et ændringsforslag, og dermed vil alle kunne se, hvem PET har i søgelyset.

Dansk Folkeparti

— Synes du, at anonymiteten skal brydes?

»Jeg kan ikke give nogen garantier, når det nu er sådan, at navnet skal stå på et ændringsforslag,« siger Christian Langballe.

— Kan det så overhovedet lade sig gøre med et ændringsforslag?

»Nej, det kan ikke lade sig gøre, fordi justitsministeren ikke vil yde teknisk bistand, så kan jeg ikke stille ændringsforslaget.«

— Det er fordi, anonymiteten ikke må brydes?

»Jeg har spurgt, om der var andre måder at gøre det på. Det er en alarmerende situation, at vi ikke kan få pillet folk af lovforslaget, hvis vi ikke synes, de skal være der.«

— Det er fordi, I ikke har et flertal?

»Vi er et mindretal, men vi har vores klare holdning. Det er ikke mig, der kompromitterer PET, men justitsministeren og regeringen, der har sat vedkommende på lovforslaget og gået mod PET’s anbefaling.«

— Vil et ændringsforslag ikke bryde anonymiteten?

»Det kan da godt være, men jeg vil have den person pillet af loven. Så enkelt er det.«

— Så hellere bryde anonymiteten?

»Det er en mærkelig bagvendt situation. Det er regeringen, der har valgt ikke at følge PET’s anbefaling.«

— Det er, fordi et flertal vil følge FN-konventionen?

»Det kan da godt være. Men man kan ikke bebrejde mig, at vi vil have vedkommende af loven.«

Venstre

Morten Bødskovs afvisning af at yde teknisk bistand til DF er ifølge Venstres indfødsretsordfører, Karsten Lauritzen, »uset« i dansk folkestyre. Derfor erklærede V allerede forud for andenbehandlingen af L 11 i fredags, at selv om V ikke selv vil stille et ændringsforslag, så vil partiet godt stemme for DF’s ændringsforslag.

Selv kalder Karsten Lauritzen sit partis standpunkt for en »mellemposition«.

— Skal anonymiteten brydes, ja eller nej?

»Jeg køber ikke den præmis. Det eneste rigtige havde været, hvis regeringen ikke havde sat vedkommende på forslaget.«

Ifølge Christian Langballe kommer der næste år endnu en statsborgersag om en statsløs i PET’s søgelys.

»Vi har en ny sag til april, hvor der også er en person, og det vil sige, at regeringen og flertallet i Folketinget kan tromle personer igennem, som ikke er PET-godkendte, og så kan vi andre sidde og se på det.«

Ifølge folketingssekretær Claus Dethlefsen er det sket før, at en minister har afvist at yde teknisk bistand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak til Information for at følge sagen.
Det er mig en gåde hvad OVK egentlig mener. Et ene øjeblik kritiserer de Thorning for ikke at ville have Sass Larsen som minister fordi PET- (ved hjælp af den sidste Terrorlov har fået oplysninger via aflytning uden dommerkendelse har kunne aflytte Sass Larsens samtaler, fordi han havde bevaret sit venskab med en mand der nu er rocker)- ikke ville sikkerhedsgodkende ham .
I denne sag kritiseres Bødskov for ikke at ville give DF og Venstre mulighed for at skrige et navn på en statsløs ud ,fordi han ifølge FN s konvention skal have mulighed for statsborgerskab også selv om PET mener at han er en sikkerhedsrisiko for Danmark. Ligeledes er det underligt at 2 ellers meget rets beviste partier mener, at Danmark bør bryde konventioner som Folketinget selv har godkendt.
PS: derudover forstår jeg ikke hvorfor PET ikke kan holde øje med vedkommende, fordi han får sit statsborgerskab efter FN s konvention, vedkommende kan jo ikke udvises pga. manglende statsborgerskab, så DF og Venstre kan jo ikke smide han ud af landet selv om de ønsker det med eller uden statsborgerskab ..