Læsetid: 7 min.

Den første nytårstale er nøglen

Alene i stuen med danskerne nytårsdag forsøger statsministre at skrive historien om sig selv og de ord, de ville holdes op på. Information har bedt tidligere politisk rådgiver og taleskriver Kasper Fogh Hansen vurdere statsministrenes første nytårstaler fra Anker og frem. For hver af dem har deres første nytårstale været en nøgle til at forstå både deres resultater og karrierer. Det vil også være tilfældet med Helle Thorning-Schmidt
Året er 1972, hvor statsminister Jens Otto Krag sidder i Statsministeriet og skriver sin afskedsbegæring til Dronningen, mens den tiltrædende ligeledes socialdemokratiske statsminister ser til. Anker Jørgensen taber dog magten, kort efter han har vundet den i hans første embedsperiode,   og hans første nytårstale siger egentlig meget godt hvorfor.   Arkiv

Året er 1972, hvor statsminister Jens Otto Krag sidder i Statsministeriet og skriver sin afskedsbegæring til Dronningen, mens den tiltrædende ligeledes socialdemokratiske statsminister ser til. Anker Jørgensen taber dog magten, kort efter han har vundet den i hans første embedsperiode, og hans første nytårstale siger egentlig meget godt hvorfor. Arkiv

Mogens Ladegaard

31. december 2011

Man må nyde, at tiden var en anden. Anker — arbejdsmanden, SID’eren, manden fra de ydmyge kår med den hårde opvækst åbner sin første nytårstale med en anekdote. Statsministeren fortæller, at han sidder i et fly på vej til de vestindiske øer. I flyet læser han Thorkild Hansens Slavernes skibe. Og han tænker over, at verden i dag er lige så uretfærdig som dengang: »Den tekniske og økonomiske udvikling har kun givet kampen nye dimensioner — ikke ændret dens grundvilkår,« forklarer han.

Stewardessen kommer forbi. Og så falder der en sidebemærkning. Som det naturligste i verden, for at hjælpe tankerne på vej siger han: »Jeg bestilte to øl.«

Ikke én. To. Sådan. Danmark havde igen fået sig en arbejderleder i statsministeriet. Global uretfærdighed, solidaritet og en — undskyld to — håndbajere. Og det værste af det hele er, at han sikkert ikke har skænket det en tanke.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes ikke at artiklen argumenterer særligt godt for sit postulat - at den første nytårstale er nøglen til at forstå disse statsministres resultater og karrierer.

"Og så var der alligevel noget kejtet over hans gestik, og en docerende moralitet, der holdt ham fra at blive en elsket politiker."

Hvilke af de i artiklen omtalte politikere kan med ædruelighed karakteriseres som 'elskede'? Visse passager kunne indikere at Fogh måske kvalificerer sig? Og at Schlüter (som angiveligt samlede nationen mod krisen???) var nærved og næsten?

"Politisk ligger tyngden i finalen af talen: »Det er min ambition, at forældre kan sende deres børn i skole med udsigt til, at de er lige så videbegærlige og ligeså nysgerrige på sidste skoledag, som de var på den første.«

Problemet var, at han eller hans regering ingen ideer havde til, hvad der skulle ske med folkeskolen, og ingenting skete."

Forkert, problemet var at regeringen ikke evnede at få hverken lærerne, skolelederne eller eleverne med på sine afsindige idéer. For idéer, tankespind og new public management-initiativer havde den skam nok af; den turde bare ikke tromle det igennem og risikere yderligt forringet vælgeropbakning på vej ind i et valgår (det var i efteråret 2010 at daværende undervisningsminister Tina Nedergaard præsenterede de såkaldte partnere i det nationale partnerskab om folkeskolen foren stribe ganske bizarre og ultimative krav og målsætninger, hvormed reformarbejdet gik ikke blot i stå, men decideret itu).

Det kan undre at artiklens forfatter fremstiller forløbet så forholdsvist tilforladeligt; man manglede blot idéer i Løkke-regeringen. Det var derfor, det ikke gik så godt. Og vi kan se det hele afspejlet i en uheldigt orkestreret 1. nytårstale. Javeljavel.

OK. Jeg er for ung til at huske Anker Jørgensen, men jeg kan huske de andre. Jeg kan huske min far blev pænt stødt på manchetterne over Schlüter og slet ikke kunne snuppe Poul Nyrup.

Jeg kunne egentlig bedst lide Poul Nyrups tale, jeg er enig i at han havde en lidt stiv facon, men talen var velskrevet og den blev på trods af det stive afleveret på en måde, der gjorde at man kunne høre den kom fra netop ham.

Jeg underkender ikke Anders Foghs politiske evner, men jeg brød mig ikke om ham som taleholder. Han var god til planer og strategi, men hans måde at tale på var for kold og upersonlig, næsten beregnende, til min smag.