Læsetid 7 min.

Den første nytårstale er nøglen

Alene i stuen med danskerne nytårsdag forsøger statsministre at skrive historien om sig selv og de ord, de ville holdes op på. Information har bedt tidligere politisk rådgiver og taleskriver Kasper Fogh Hansen vurdere statsministrenes første nytårstaler fra Anker og frem. For hver af dem har deres første nytårstale været en nøgle til at forstå både deres resultater og karrierer. Det vil også være tilfældet med Helle Thorning-Schmidt
Året er 1972, hvor statsminister Jens Otto Krag sidder i Statsministeriet og skriver sin afskedsbegæring til Dronningen, mens den tiltrædende ligeledes socialdemokratiske statsminister ser til. Anker Jørgensen taber dog magten, kort efter han har vundet den i hans første embedsperiode,   og hans første nytårstale siger egentlig meget godt hvorfor.   Arkiv

Året er 1972, hvor statsminister Jens Otto Krag sidder i Statsministeriet og skriver sin afskedsbegæring til Dronningen, mens den tiltrædende ligeledes socialdemokratiske statsminister ser til. Anker Jørgensen taber dog magten, kort efter han har vundet den i hans første embedsperiode, og hans første nytårstale siger egentlig meget godt hvorfor. Arkiv

Mogens Ladegaard
31. december 2011

Man må nyde, at tiden var en anden. Anker — arbejdsmanden, SID’eren, manden fra de ydmyge kår med den hårde opvækst åbner sin første nytårstale med en anekdote. Statsministeren fortæller, at han sidder i et fly på vej til de vestindiske øer. I flyet læser han Thorkild Hansens Slavernes skibe. Og han tænker over, at verden i dag er lige så uretfærdig som dengang: »Den tekniske og økonomiske udvikling har kun givet kampen nye dimensioner — ikke ændret dens grundvilkår,« forklarer han.

Stewardessen kommer forbi. Og så falder der en sidebemærkning. Som det naturligste i verden, for at hjælpe tankerne på vej siger han: »Jeg bestilte to øl.«

Ikke én. To. Sådan. Danmark havde igen fået sig en arbejderleder i statsministeriet. Global uretfærdighed, solidaritet og en — undskyld to — håndbajere. Og det værste af det hele er, at han sikkert ikke har skænket det en tanke.

Men ellers er det småt med charmen. Anker Jørgensen er indeklemt i et (D)DR-gråbrunt studie, og den lille fagforeningsmand, som Jens Otto Krag forærede statsministerposten et par måneder forinden, virker tynget over at vågne i baronens seng. Skjorten er ikke hans. Endnu. Han forsøger at vise sig som en socialdemokratisk verdensmand, men det lyder meget lidt Ankersk, når han påkalder sig Villy Brandts ånd og slår fast at »vi har meget tilfælles med den ånd, der i dag præger Den Tyske Forbundsrepublik«.

Mere end halvdelen af hans tale handler om global solidaritet, resten løst om behovet for økonomiske opstramninger.

Anker er ikke klar som statsminister endnu. Han taber også magten kort efter. Og hans første nytårstale siger egentlig meget godt hvorfor. Anker forsøgte at italesætte sig selv som skandinavisk socialdemokrat med et internationalt retfærdighedsprojekt, som en Olof Palme, og som en mand der havde blik for, hvordan økonomien skulle styres, som en Krag eller Kampmann. Ingen af delene var han. Han forsøgte at skrive manuskript til et stykke, han ikke selv kunne have hovedrollen i. Senere blev han det varme symbol på danskernes bedste intentioner for hinanden. Men det kræver en oliekrise og arbejdsløshed før Anker finder den sag, der skal kendetegne ham.1. januar 1974: Første opgør med krævementaliteten

Præsten Poul Hartling blev en kort parentes som statsminister. Han talte som den præst, han var. Vi havde alle sammen syndet, levet over evne. Danskerne havde formastet sig, krævet for meget. »Vil vi kræve mindre?« spurgte han de velværdsforvente danskere, før han gik til makronerne, indvarslede lovgivning mod prisstigninger og smalhals herfra og til langt ud i fremtiden. Hartlings eftermæle er, at han samlede stumperne op efter vælgernes dynamitstang, men andet end oprydning fik han ikke lov til.

1. januar 1983: De forkælede børn

Fra 1973 til 1993 lever danskerne i konstant økonomisk krise. Poul Schlüters første nytårstale er et nærmest uhyggeligt godt billede på Schlüters succes som politiker, og et lille mesterværk. For han havde ideer til at løse krisen. Livremmen skulle spændes ind, og vi skulle holde op med at give andre skylden for krisen. Hartling forsøgte at gøre danskerne ansvarlige for deres egen situation. Schlüter lykkes med det. Han kalder direkte danskerne for »forkælede børn«, og han spørger danskerne om de egentlig … har viljen »til at vende udviklingen«. Ingens stryges med hårene. Vi kæmper heller ikke for »fred, som de kender det i Polen«, lyder replikken fra Schlüter til socialdemokraternes idé om et Skandinavien, der ikke havde solgt sig selv til den ene eller anden koldkrigsblok. Koldkrigen var datidens værdipolitik, og Schlüter har sproget, som f.eks. Hartling ikke havde. Sidste del af talen appellerer direkte til virksomhedsledere om at skabe job til gengæld for bedre vilkår, til fagbevægelsen om ikke at bruge konflikter i krisetid, til unge med budskaber om flere uddannelsestilbud, men at de ikke kunne være »for kræsne«. Det virker, som om der er en plan. Var der en tale, Helle Thorning skulle gense, som inspiration til, hvordan man samler nationen bag en krisestrategi og skaber ny energi, så er det Schlüters nytårstale fra kriseåret ’83.

1. januar 1994: Nu vender det

Der var altid noget meget tvungent over Poul Nyrup Rasmussen i offentligheden. Hans første nytårstale i januar 1994 er tekstmæssigt langt mere læseværdig end nogen af hans forgængere eller efterfølgere har kunnet præstere. Væk er de mærkeligt lange sætninger, man mistænker er født i statsministeriets bureaukratgange, hvor forbehold til ethvert udsagn er søjlerne, man støtter sig til.

Efter at have overtaget regeringsmagten i ’93, og med lyntempo startet reformer, der skulle sætte gang i hjulene, kan Nyrup med en naturlig sikkerhed love, at »1994 bliver året, hvor resultaterne vil begynde at vise sig. Vi vil for første gang i otte år se færre arbejdsløse ved årets slutning end ved årets begyndelse«. Væksten var kommet.

»Lykken (er) ikke nødvendigvis en stigende mængde arbejde til den enkelte, men nye arbejdspladser til flere og en bedre fordeling af det arbejde, der er,« forklarer han om den strategi, vi siden har døbt flexicurity

Men det er også en meget moralsk tale, der gøder grunden til det lidt anstrengte forhold, mange fik til Nyrup. Han bruger redningen af de danske jøder i julen 1944 til at argumentere for den moralske pligt og tolerance over for flygtningestrømme og for økonomisk solidaritet, og han leverer nærmest en anklage om, at danskerne har ladet stå til og ladet samfundet blive delt op i »dem og os«. Lidt vel meget moral på en gang fra en politiker.

På godt og ondt indvarslede talen Nyrups regeringstid. Fantastisk håndværk, gennemarbejdet — en enkelt anekdote om en national stolthed binder hele Danmarks fortid og fremtid sammen — en klar nationaløkonomisk vision, der blev understøttet af 90’er opsving. Og så var der alligevel noget kejtet over hans gestik, og en docerende moralitet, der holdt ham fra at blive en elsket politiker.1. januar 2002: Ned med systemet

Venstre og Anders Fogh Rasmussen kommer til magten med en klar idé om, hvad der skal ske med velfærdssamfundet. Er man i tvivl, skal man bare tage fat i Anders Foghs første nytårstale, afholdt kun lidt mere end en måned efter folketingsvalget i november. Og modsat Nyrup har Anders Fogh en dyb forståelse af de sproglige virkemidler, der udløser pressens indre fjeder: Han har viljen til at sætte grupper i Danmark op imod hinanden, til at udpege sine fjender. Fogh lider ikke af den nyrupske vrangforestilling om, at hver og en er i samme båd, og han tør sige det.

Kraften i Anders Foghs førte nytårstale ligger i den bidende kritik af en formynderisk velfærdsstat: »Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning … Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne.«

Anders Fogh smeder en ny alliance i samfundet imod den kulturelle overklasse; den elite som Glistrup demonstrerede, at danskerne så skeptisk på. På arven fra Glistrup lader Fogh danskerne vælge mellem offentlige og private tilbud, som vil vise sig at være en udfordring socialdemokratiet endnu ikke har kunnet bryde.

»Vi vil sætte mennesket før systemet … det enkelte menneske skal have lov at blomstre.«

Der skal frihed til at vælge mellem kommunale og offentlige tilbud. I det velfærdssamfund, der skal afløse velfærdsstaten, skal det være slut med en altdominerende stat. I sidste ende kommer man nok ikke til at kunne påstå, at Anders Fogh lykkedes med at reformere og liberalisere velfærdsstaten. Hans gevinster lå andre steder. Og kampen om Foghs eftermæle er heller ikke slut endnu. Men talen beskrev en ny politisk virkelighed og en ny samfundsorden.1. januar 2010: Vikaren

Som Anker mange år tidligere fik Lars Løkke skjorten foræret. Og Danmark var tilbage i den økonomiske krise. Og som Ankers, sagde også Løkkes første nytårstale, hvordan det skulle gå ham, i hvert til at begynde med. Som Anker kan Løkke ikke få sig selv til at sige, at danskerne ligger som de har redt, i januar 2010 er det stadig udlandets skyld. Lars Løkkes anden nytårstale, hvor han smider sin forgængers ham og taler lige ud til danskerne om, hvad han mener, der skal til for at redde landet ud af krisen, burde have været hans første. I stedet bliver det dyk, Venstre oplever i professionalisme, efter Anders Fogh alt for tydeligt; bureaukratiets kolonisering af den politiske fantasi efter så lang tid ved magten er også tydelig. Det bliver det for alle statsministre, for resten. Talen indeholder henvisninger til økonomiske nøgletal i 3. kvartal og »det globale to gradersmål. De store udfordringer danskerne har, vil han spørge andre om, hvordan man løser i et »vækstforum« og folkeskolens problemer skal undersøges i et »360-graders eftersyn«. Hans spindoktor må have tudet.

Politisk ligger tyngden i finalen af talen: »Det er min ambition, at forældre kan sende deres børn i skole med udsigt til, at de er lige så videbegærlige og ligeså nysgerrige på sidste skoledag, som de var på den første.«

Problemet var, at han eller hans regering ingen ideer havde til, hvad der skulle ske med folkeskolen, og ingenting skete. Løkkes første år efterlod ikke noget stærkt indtryk. Men ligesom Anker har Lars Løkke Rasmussen muligheden for at vende hurtigt tilbage. Så vil Venstre for alvor have overtaget Socialdemokratiets rolle.

 

Kasper Fogh er tidligere politisk rådgiver for daværende overborgmester Ritt Bjerregaard

Kilde: ’Nu gælder det Danmark. Statsministrenes nytårstaler’ af Franz-Michael Skjold Mellbin og Eva Fischer Mellbin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

Jeg synes ikke at artiklen argumenterer særligt godt for sit postulat - at den første nytårstale er nøglen til at forstå disse statsministres resultater og karrierer.

"Og så var der alligevel noget kejtet over hans gestik, og en docerende moralitet, der holdt ham fra at blive en elsket politiker."

Hvilke af de i artiklen omtalte politikere kan med ædruelighed karakteriseres som 'elskede'? Visse passager kunne indikere at Fogh måske kvalificerer sig? Og at Schlüter (som angiveligt samlede nationen mod krisen???) var nærved og næsten?

"Politisk ligger tyngden i finalen af talen: »Det er min ambition, at forældre kan sende deres børn i skole med udsigt til, at de er lige så videbegærlige og ligeså nysgerrige på sidste skoledag, som de var på den første.«

Problemet var, at han eller hans regering ingen ideer havde til, hvad der skulle ske med folkeskolen, og ingenting skete."

Forkert, problemet var at regeringen ikke evnede at få hverken lærerne, skolelederne eller eleverne med på sine afsindige idéer. For idéer, tankespind og new public management-initiativer havde den skam nok af; den turde bare ikke tromle det igennem og risikere yderligt forringet vælgeropbakning på vej ind i et valgår (det var i efteråret 2010 at daværende undervisningsminister Tina Nedergaard præsenterede de såkaldte partnere i det nationale partnerskab om folkeskolen foren stribe ganske bizarre og ultimative krav og målsætninger, hvormed reformarbejdet gik ikke blot i stå, men decideret itu).

Det kan undre at artiklens forfatter fremstiller forløbet så forholdsvist tilforladeligt; man manglede blot idéer i Løkke-regeringen. Det var derfor, det ikke gik så godt. Og vi kan se det hele afspejlet i en uheldigt orkestreret 1. nytårstale. Javeljavel.

Brugerbillede for Erika Grann

OK. Jeg er for ung til at huske Anker Jørgensen, men jeg kan huske de andre. Jeg kan huske min far blev pænt stødt på manchetterne over Schlüter og slet ikke kunne snuppe Poul Nyrup.

Jeg kunne egentlig bedst lide Poul Nyrups tale, jeg er enig i at han havde en lidt stiv facon, men talen var velskrevet og den blev på trods af det stive afleveret på en måde, der gjorde at man kunne høre den kom fra netop ham.

Jeg underkender ikke Anders Foghs politiske evner, men jeg brød mig ikke om ham som taleholder. Han var god til planer og strategi, men hans måde at tale på var for kold og upersonlig, næsten beregnende, til min smag.