Læsetid: 5 min.

Generation fucked up er filantroper

Nutidens unge bliver kaldt for mig-generationen, men deres kollektive engagement er næsten lige så stort som hos 1970’ernes unge. Det frivillige arbejde har fået et comeback hos unge, men gør de det for fællesskabet eller for at fremme cv’et?
Sofie Trærup og Kasper Henriksen er frivillige i  ForeningsGuiderne på Nørrebro i København. De hjælper kvarterets unge ind i bydelens foreninger.

Sofie Trærup og Kasper Henriksen er frivillige i ForeningsGuiderne på Nørrebro i København. De hjælper kvarterets unge ind i bydelens foreninger.

Sara Brincher Galbiati

29. december 2011

De er generation fucked up og mig-generationen. De er egoister, der drømmer om femten minutters berømmelse og perfekt hår på Facebook. Og de er den dummeste generation nogensinde.

Sådan lyder ordene ofte om tidens mest udskældte gruppe, de unge. Men nutidens unge er næppe mere selvcentrerede end tidligere generationer.

Et godt parameter at måle unges navlepilleri på er deres kollektive engagement, og her stormer de 18-29-årige frem. Mange foreninger oplever en stor tilstrømning af frivillige unge efter flere årtier med nedgang.

Ifølge tal fra FrivilligJob.dk, Danmarks største jobportal for frivillige, er to tredjedele af brugerne unge under 35 år. Unge i starten af 20’erne er de mest aktive brugere af FrivilligJob.dk, og mange af dem er studerende.

»Det er blevet trendy at lave frivilligt arbejde. Tidligere forbandt man frivilligt arbejde med hattedamer. I dag er det med til at bekræfte unges identitet,« siger Lars Torpe, lektor på Aalborg Universitet.

Han forsker i politisk deltagelse og har netop været med til at udarbejde et notat til Valgretskommissionen om unge og demokrati.

»Målt på de unges foreningsdeltagelse står det forbavsende godt til med det kollektive engagement. Foreningsdanmark lever og lever godt. Tilgangen til foreningslivet er størst blandt de unge. Og det står også godt til med de unges deltagelse på andre områder,« siger Lars Torpe.

De unge frivillige kommer særligt fra videregående uddannelser. Kasper Henriksen er en af det stigende antal frivillige unge. Han læser psykologi på femte semester på Københavns Universitet og har for nylig meldt sig som frivillig hos ForeningsGuiderne Ydre Nørrebro.

»Jeg var ved at gå død i studiet og trængte til at lave noget konkret og få nogle erfaringer og oplevelser,« fortæller Kasper Henriksen.

Adgangsbillet

Information møder ham på Nørrebro Bibliotek i København, som er et af de steder, hvor ForeningsGuiderne holder til. ForeningsGuiderne arbejder for, at især børn med anden etnisk baggrund får bedre mulighed for at gå til en aktivitet i en idræts- eller kulturforening i lokalområdet. Det kan for eksempel være billedkunst, dans eller kampsport.

En pige kommer forbi ForeningsGuiderne og taler med den frivillige Sofie Trærup. Pigen er begyndt at gå til salsa, men efter tre uger har hun fundet ud af, at det ikke er hende. Nu vil hun hellere gå til springgymnastik, og Sofie Trærup hjælper hende med at finde et egnet hold.

Kasper Henriksen tilstår, at han indtil videre mest har hjulpet drenge i gang med fodbold. Men han tager gerne med til salsa eller ballet, for det er børnenes behov, det handler om.

»Foreningslivet er en adgangsbillet til at komme med i fællesskabet. For mig er det en fed erfaring at give videre — glæden ved sport og fællesskabet i det. Hvis man skal tale om integration, er det da en god ting at hjælpe børn ind i foreningslivet. For mig har det at gå til fodbold som lille været ligetil. Men når man er en ni-årig knægt med en mor, der ikke taler dansk, er der en barriere. Hvem skal moren kontakte? Hvor begynder hun? Hvordan søger hun støtte til et par fodboldstøvler? Det kan vi hjælpe med som et bindeled mellem foreningen og forældrene. Det er vildt at opleve, at der tit ikke skal mere til end nogle samtaler,« siger Kasper Henriksen.

For karrierens skyld

Spørgsmålet er, hvorfor unge engagerer sig i frivilligt arbejde? Er det for at redde verden eller snarere for at fremme deres egen karriere?

»Det er godt at styrke sit cv med noget frivilligt arbejde,« siger Sofie Trærup, der studerer på Roskilde Universitet. »Men det behøver ikke at være så firkantet, at enten er det for én selv eller også er det for andre,« siger hun.

Kasper Henriksen er enig.

»Det skal ikke være enten-eller: Enten er man ond, hvis man vil fremme sin karriere. Eller også er man god og vil hjælpe andre. Jeg kan godt blive træt af hele retorikken om at booste sin karriere. I DJØF-bladet er det meget cv-fokuseret, og det handler om at tage et slips på og et barn i hånden for at fremme sit cv,« siger Kasper Henriksen.

Marie Tolstrup Rasmussen er medstifter af FrivilligJob.dk, og hun oplever, at det spiller en rolle, at de studerende kan skrive det frivillige arbejde på cv’et.

»Det er mit indtryk, at cv’et er en indgangsvinkel til det frivillige arbejde, men det bliver så overtaget af, at det frivillige arbejde bliver en del af ens identitet,« siger hun.

Mening for mig

Hos FrivilligJob.dk har man noteret de unges stigende interesse for det frivillige arbejde. Portalen blev stiftet i 2005 og har siden været i vækst. I december 2011 har portalen over 1.300 job slået op, og omkring to tredjedele af portalens brugere er unge under 35 år. Jobbene dækker både traditionelle frivillige job som fodboldtræner og spejderleder, men der bliver også søgt efter computerundervisere, pr-medarbejdere, webredaktører, musikpromotere og festivalarrangører.

Den seneste tendens i de frivillige job er såkaldt virtual volunteering, hvor de frivillige kan arbejde hjemmefra via computeren. Og det passer godt til den fleksibilitet, som mange unge efterspørger, siger Marie Tolstrup Rasmussen. Hun fortæller, at de på portalen oplever, at unge er mere optaget af sagen end af foreningen bag.

»Unge engagerer sig ikke i frivilligt arbejde, fordi det er en borgerpligt. Det er, fordi det giver mening for ’mig’. Man har ikke noget problem med at shoppe rundt fra sag til sag, og det betyder ikke så meget, om det er en forening, der står bag,« siger Marie Tolstrup Rasmussen.

Det er en tendens, som lektor Lars Torpe fra Aalborg Universitet kan bekræfte. I undersøgelser over unges kollektive engagement tegner der sig et tydeligt billede af, at unge er optaget af værdier og holdninger. »De unge er specielt gået frem i kulturforeninger, tredjeverdensforeninger og foreninger om menneskerettigheder. Unge søger mod de værdibaserede foreninger, mens vi ser en tilbagegang for fagforeninger,«siger Lars Torpe.

Unge bowler ikke alene

Overordnet set er unge i dag næsten lige så aktive som 1970’ernes meget aktive ungegeneration. I 1960’erne og 1970’erne var der en kraftig mobilisering blandt de unge, men i 1980’erne og 1990’erne kom der et gevaldigt dyk i de unges foreningsdeltagelse.

»Det dyk kunne ses som et udtryk for et individualiseret samfund, hvor man havde nok i sig selv. Særligt blandt de unge, som vendte foreningerne ryggen. Der var mange, der så det som et faretegn, men den frygt er blevet gjort til skamme med værdiundersøgelsen og andre nye undersøgelser,« siger Lars Torpe.

Tilbage i 1990’erne var det særligt den amerikanske bog Bowling Alone, der satte gang i en debat om det individualiserede samfund. I bogen viste politologen Robert D. Putnam, at amerikanerne havde vendt fællesskabet ryggen for i stedet at gøre tingene selv og hver for sig. De bowlede ikke længere i klubber, men alene, og det var en tendens, man frygtede ville slå igennem i Danmark.

»Men sådan er det ikke gået. De unge bowler ikke alene, for de har ikke forladt foreningslivet,« siger Lars Torpe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er det ikke fantastisk? Foreningslivet lever og lever godt!
Vi kan da på trods af al økonomisk nedgang være stolte af, at det i hvert fald ikke er fordi vi er dovne!!

Jeg er en af de stolte frivillige, og er samtidig i arbejde. Det er dog ofte, at jeg oplevet, at en stor del der allerede ER i arbejde, indgår i frivilligt arbejde. Hvorfor er det, at folk der er imellem arbejde, ikke udnytter fritiden, og arbejder frivilligt? Er det ikke et generelt ønske fra os alle, at vi skal bidrage med hvad nu vi er kompetente inden for, til at gøre verden til et bedre sted at være i?

Blot lidt tanker herfra...

Hvorfor sætter man pludselig lighedstegn mellem foreningsaktiv og frivillig?

Der var engang, hvor foreninger ikke var firmaer, som man kunne lave såkaldt "frivilligt arbejde" i, men foreninger, hvor man engagerede sig den demokratiske udvikling af et fællesskab omkring en sag, inklusiv arbejdet med at udvikle strukturen og økonomien. At være foreningsaktiv var ikke at være gratis ansat, men at være demokratiaktiv. Der er 1000 kilometer fra et fænomen som frivilligjob.dk, der bruges til rekrutttering af gratis arbejdskraft for firmalignende organisationer og så til eksempelvis friskolebevægelsen, hvor folk har taget udviklingen af lokalsamfundet i egen hånd - inklusiv den demokratiske udvikling.

Foreninger, hvor man ikke er på job, men har reel indflydelse på det hele, inklusiv vedtægter, økonomi og struktur findes skam endnu. Her forstår folk bare ikke sig selv som "frivillige", altså en slags ulønnede ansatte af arbejdsgivere på en arbejdsplads, men som "medlemmer", samt som den personlige rolle, de nu engang har i foreningen, eks. "kassér", "ham, der tager imod nye" eller "hende, der laver vores hjemmeside". Her handler det ikke om individualistisk karriere eller eller meritter til CV'et.

Der er fællesskaber. Og så er der fællesskaber. Strukturen, rollerne og økonomien gør forskellen. Frivilligtrenden kunne også være tegn på en afdemokratisering af foreningsbegrebet.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Vibeke Nielsen, der er en sammenblanding her, og frivilligjob.dk har for mig at se heller ikke noget at gøre med foreningsaktivitet.

Unge "frivillige" dukker nu om stunder af og til op i foreningssammenhænge, men et egentligt foreningsengagement har jeg haft sværere ved at finde, hvorimod ajourføring af cv'et og diverse sites på nettet forekommer mig at være det egentlige formål.

Måske er denne modebølge, hvor arbejdskraften er gratis/frivillig, endog medvirkende til, at nogle unge abejder uden helt elementære regler og rettigheder? Var det ikke Agnes' Cupcakes for nylig? I dag kan man læse om Paradis (iskæden), hvor den sygemeldte selv skal skaffe en afløser.

Der er ihvertfald tale om en sammenblanding og udvanding af begreberne og intentionerne.

Stephan Paul Schneeberger

jeg syns det er meget godt, men forening live man hvad laver det om på på langsigt, foreings liv opsstår netop i det borgerlige samunf, fordi det kompenser ford alt det som ikke kan lade sig gør i arbejdslivet og i offentligheden. jeg hsyns det er meget sigende at folk søger mening i foreningslivet, når det manlger ellers på arbejdet eller i studierne - hvad der siger noget om kapitalismen og staten.

Jeg synes, det er en meget spændende debat med mange svære paradokser.

@Maj-Britt Kent Hansen

Jeg har også i forbindelse med foreningsarbejde mødt folk, der ikke var interesserede i foreningens mål og sag, men blot ville have noget på cv'et. I England har de et godt ord for den type: Jockeys. De rider blot på en sag for at komme videre i deres karriere. Bladets emne eller læsere interesserer dem dybest set ikke, hvis vi nu tager et medie som eksempel. De bruger foreningen som et trinbræt, et netværk, til at komme videre til et fedt job, men er ligeglade med den sag, som foreningen kæmper for. Der er rigtig mange sager og foreningsbaserede aktiviteter - fra opbygningen af medier med borgerjournalistik til organisationer med et socialt mål - der lider under disse jockeys for øjeblikket.

Omvendt er det et kæmpe problem, at man bilder mange unge ind, at de er med i demokratiet, når de reelt blot er gratis arbejdskraft for en social organisation med firmakarakter, som de ikke har nogen mulighed for at få indflydelse i. Foreningsbegrebet bliver virkelig udfordret for tiden. Hvor foreninger skulle give folk erfaringer med demokrati og selvbestemmelse, risikerer de i stedet at give folk erfaringer med at blive udnyttet.

@Gada Omar:

Mange A-kasser forhindrer aktivt medlemmerne i at lave foreningsarbejde, så længe de modtager dagpenge. De blander også foreningsarbejde og frivilligt arbejde sammen. Det betyder for eksempel, at man ikke må have en viceværtrolle i sin forening, så længe man er ledig.

Jeg har selv forsøgt på at få lov at lave foreningsarbejde i en ledighedsperiode - og det holdt godt nok hårdt. Jeg blev udspurgt om alle mulige forhold. For eksempel om jeg havde noget med penge at gøre, altså var kassér, om jeg nogle gange skiftede pærer i foreningslokalerne, lavede håndværkerarbejde eller vaskede gulvet - eller i det hele taget foretog mig noget, som kunne omsættes til kroner og ører. Hvis jeg gjorde det, så var det ligegyldigt om jeg modtog penge for det eller ej - jeg ville blive trukket i dagpengene.

A-kasserne gør dette - formoder jeg - fordi de er bange for at ledige bliver udnyttet som gratis arbejdskraft, hvor A-kassen så reelt betaler for deres underhold fremfor at de får løn for deres indsats af arbejdsgiveren.

Det vil sige, at det faktisk ikke er af ond vilje, men netop fordi aktiviteter i det traditionelle foreningsliv og smarte fimaers brug af foreningskonceptet til at skaffe frivillige til at udføre gratis arbejde i stigende grad blandes sammen. Jeg tror, det er en aftale med fagforeningerne, der får A-kasserne til at trække i bremsen. Jeg er ikke medlem af en gul A-kasse, skal lige nævnes.

Skulle man være fandens advokat, så er det nemt at påpege at det frivillige arbejde overvejende handler om at være i en "overordnet" hjælperrolle i forhold til den der bliver hjulpet, og at det dermed ikke rigtigt har noget med den "gammeldags" form for foreningsarbejde. Man kunne også ironisere over, at det lugter af påvirkning fra de Hollywood tv-serier de vokset op med, hvor de fleste former for socialt engagement har et kraftigt fokus på personlig iscenesættelse.

Men måske skal man være lidt mindre fordomsfuld, og erkende at vi gamle bare har haft for stor succes? Arbejdskampen sluttede vel nærmest engang tilbage i 70'erne, og selvom vi på det seneste har set en kraftig stigning i "klassiske" problemer på arbejdsmarkedet - med underbetaling, dårlig arbejdssikkerhed, do. miljø, osv. - så har de unge vel haft en opvækst, hvor enhver motivation for at engagere sig i fagforeninger har glimret ved sit fravær.

Og så har de vel bare søgt efter et andet mål at rette deres sociale engagement imod? De unge er nok ikke dummere idag, end de unge var for 30 eller 100 år siden ... derimod er vi midaldrende og gamle helt klart klogere end nogen tidligere generation, så skulle vi ikke bevise det, ved at være den første generation der ikke synger med på den gamle schlager om "ungdommen nu om dage ..."?

Tobias Haahr Lorenzen

@Frivilligt arbejde
Jeg forestiller mig at vi gør det for fællesskabet. Ikke desto mindre er det en forudsætningen for om vi har tid til at gøre det, om at det er positivt at have på CV'et. Hvis ikke der var noget at hente for os selv, ville vi ty til andre former for arbejde. Penge er os ret ligegyldige, succes er stadig ikke. Jeg føler også at båndet mellem penge og succes langsomt er ved at brydes. Måske foregår det bare i mit hoved, men det håber jeg ikke.

Kære Tobias Haahr Lorenzen,

den personlige succes har vist altid været drivkraften for de fleste.

At jeg selv i sin tid var tillidsmand, forældrerådsformand, handicaphjælper og hvad jeg ellers lavede af frivilligt arbejde, var da helt klart begrundet i at det gav mig personlig tilfredsstillelse og eksponering.

Så for min skyld kan de unge gøre med deres verden hvad de vil. Min generation har haft sin tid, og jeg føler ikke at vi har noget at prale af.

Og jeg har faktisk kun et lille råd at give videre: pas på dem, der bruger jer til trædesten i deres egen karriere. Når nogen siger "You scratch my back, and I'll scratch yours!", så kommer de måske nok tilbage for at klø dig på ryggen ... men tit vil det være for at finde et godt sted at stikke kniven ind! ;-)

Tobias Haahr Lorenzen

Prøv at starte en forening selv i stedet. Engager dig sammen med andre ligeværdige i en sag, som du synes er vigtig og brug dit organisationstalent. Man får langt mere erfaring af det, som kan bruges i mange gode sammenhænge. Man kan lære alt fra fornuftig budgetlægning over konfliktløsning til hvordan man kan dele sol og vind lige, ved selv at organisere sig frem for at arbejde gratis for dem, der annoncerer på frivilligjob.dk.

Men nej, det kan ofte ikke bruges på cv'et, for hvis aktivismen og arbejdet ikke er ledsaget af et corporate brand - dvs. hvis det ikke udføres for en organisation eller et firma, som er kendt i offentligheden - er arbejdsgiverne ligeglade med det.
Det kan ikke betale sig at hjælpe gamle damer over gaden, medmindre det sker for åbent kamera og for Dansk Røde Kors. Men der er livserfaring i det. Og det styrker måske ens lokalmiljøs tryghed, at folk kan stole på hinanden - helt uden beregning af om det kan betale sig for dem selv eller om det passer til deres karrieremål og bon'er ud på cv'et.

@ Vibeke Nielsen: Hvor er det trist, at vi i en såkaldt demokratisk stat, ikke har ret til at bruge vores kræfter som vi vil :)
Ja, måske er der en mening i, at a-kasser, fagforeninger eller hvad det nu måtte være, forbyder dette, af hensyn til at "vi" ikke skal udnyttes af private virksomheder, foreninge etc. Men har nogen overvejet hvorfor det så er OK, at det offentlige udnytter de selvsamme dagpengemodtager i op til et år, uden at betale en øre for det? Hvorfor er det OK?

Jeg har også selv været i ledigheds helvedet, nyuddannet og klar til at brænde en masse hjernemasse væk i alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Jeg var heldig, kom i diverse virksomhedspraktik (efter søgen fra egen side), og måtte gerne arbejde frivilligt, dog på begrænsede vilkår som du selv nævner. Men det er ikke umuligt, og brænder man nok for det, så kan man ALTID finde en omvej og en sød sagsbehandler :p

Nu hvor jeg heldigvis er i arbejde, kan jeg lave alt det frivillige arbejde jeg vil - og ja, det pynter på CV'et, samvittigheden osv. Men det gør sgu også en glad, det er ikke udelukkende for at følge trenden - der er faktisk nogle af os som synes det er vildt fedt!!

Man kunne også spørge: eller oplever de unge sig presset til at udøve filantropi i kampen for at overleve, og levere et CV der skaffer brød på bordet, 'berømmelse', eller endnu mere banalt, men essentielt: anerkendelse midt i mainstream...det burde fortælle noget om det samfund vi har opbygget og som vi har, hvor frygten for fiasko er større end forventningen om at 'det skal nok gå alt sammen' fordi rundt om det næste gadehjørne lurer katastrofen, både den indre og den ydre. Er der noget at sige til hvis vi er et land på lykkepiller, i kampen for at klare tilværelsen, dagen og vejen - uanset hvilket generation vi betegner os selv.

Jeg synes det er livsbekræftende, når nutidens unge gør det, som vi også har set tidligere ungdomsgenerationer gøre - at de søger nye veje at organisere sig på og nye måder at sætte deres eget præg på verden.

Som aktiv gennem mange år i den "traditionelle" foreningsverden er det naturligvis altid glædeligt, når den næste generation viser, at den kan bruge vores erfaringer og metoder til noget. Og jeg kan også blive bekymret, når det "traditionelle" foreningsliv oplever, at det er svært at rekruttere nye folk til at løfte de organisatoriske opgaver, der gør foreningerne i stand til at løfte vigtige opgaver over det lange stræk.

Men lad os ikke romantisere eller patronisere for meget ud fra vores egne erfaringer - især hvis vi (som jeg selv) er indsocialiseret gennem mange år som kassereren, bestyrelsesmedlemmet, den lokaleansvarlige og alle de andre trofaste slidere, der har defineret vores identitet og det foreningsliv, vi har været med til at bære, ud fra de organisatoriske opgaver, vi selv har løst.

Som jeg har oplevet det, siden jeg startede som aktiv i foreningslivet i slutningen af firserne, har det altid været svært at finde tilstrækkeligt med folk, der af egen fri vilje ville påtage sig de tunge, langvarige organisatoriske opgaver. Og derfor har det altid været en udfordring for foreningerne at bevidstgøre medlemmerne om, hvorfor det langsigtede organisatoriske engagement er vigtigt. Især når det handler om unge, der ikke kun går ind i foreningsarbejdet for den gode sags skyld, men også for at danne sig selv og skabe sig deres eget erfaringsgrundlag. Og gerne i en form, der kan vise dem, der senere beslutter om de kan få et godt arbejde, at de har kvalificeret sig til at løse vigtige og komplicerede opgaver (det er det, man i dag - ofte noget nedladende - kalder at pleje sit CV; i min ungdomstid hed det at udvikle sine realkompetencer og danne netværk, men pointen var så vidt jeg kan se i vidt omfang den samme).

Og den allerstørste udfordring er måske at få mødet mellem det enkelte medlems motivation og foreningslivets måde at fungere på til at gå op i en højere enhed, hvor hin enkelte (herunder de potentielle CV- og karriereryttere med rundsavene på albuerne, som vi alle har så travlt med at lægge verbal afstand til) bliver bevidst om, at foreningslivet kan give en meget mere end det, man oprindeligt forestillede sig - og hvor foreningerne lærer at forstå og bygge videre på deres medlemmers motivation i stedet for at klage over, at de unge ikke passer ind i vores egne indsocialiserede organisationskasser.

Så jo mere dialog og vilje fra vi ikke-unges side til at lytte og lære af de unge og jo mindre stigmatisering af de unges motiver til at engagere sig, des større chance er der for, at de også kommer til at opleve det som berigende at være med til at løfte foreningslivet sammen med os ikke-unge.

Helt enig Mads Engholm!!
Da jeg for kort tid siden startede med at engagere mig i foreningslivet, var det muligvis for at "pynte" på CV'et. Men de kompetencer og den viden man tilegner sig, ved at indgå i diverse frivilligt arbejde, er både til gavn for mig personligt som fagligt!!

Jeg ser det som en positiv ting, at engagere sig i frivilligt arbejde, hvadend sagen måtte dreje sig om, da det udvikler mig og samtidig gavner samfundet.

Så hvorfor ikke opfordre mine jævnaldrende (jeg er 25), i stedet for at forsøge at forklare dem, at det er samfundet der "nasser" på os, så at sige? Det er da helt bestemt til gavn for os alle sammen - og det burde være vores pligt. at bidrage så godt vi nu kan, med at løfte vores fælles kompetencer!

Det skal naturligvis være af rette grunde man indgår i frivilligt arbejde - men egoistiske grunde er vel heller ikke så slemme - hvis man måler på de resultater der udspringer af arbejdet!?

Er alt man gør - også frivilligt - beregnende, som julegaverne efter fluebenshelvede afkrydsning.... det er altid godt at hjælpe - og hjælpe frivilligt. Det gir' den der 'feel good feeling', som man måske følte man aldrig fik. Jeg tænker når det at gøre noget godt for andre nøjes sættes i bås og rammer, faste strukturer, hvori består det gode så? Selv kommunerne har fanget det der frivillighedsbegreb og visse steder ønsker at budgettere med frivillige (tvang)...

Er det gode ikke at gøre noget engang i mellem u-egennyttig, uden beregning, måske endda med lidt personlig tilsætning?

@Kim Stigsen,
hvis man udelukkende gør det for at få en "feel good" følelse, så er det måske ikke af de rette grunde, men er "the outcome" ikke langt vigtigere at måle på?

Man skal jo ikke gøre noget frivilligt, hvis man ikke VIL det. Så engang imellem er også fint, hvis det er det man ønsker og kan overskue. Hvis man ønsker og kan overskue at gøre noget på sigt, så er det jo det man bør gøre..
Der er heldigvis ikke en facit liste på, hvordan man skal udøve frivilligt arbejde :)

Tobias Haahr Lorenzen

Jeg siger vi, fordi jeg selv er ung. Jeg arbejder frivilligt, men det er i forbindelse med festival (som jo på en måde er betalt) og nødhjælp. Jeg kan kun udtale mig om, hvad jeg fornemmer fra folk jeg kender.
Jeg har aldrig været inde på frivilligjob.dk selv.

Da jeg startede i foreningslivet som 14-15 årig var det ved grød ikke for at pynte mit cv, men fordi jeg var optaget af politiske spørgsmål. Jeg anede slet ikke hvad et cv var dengang. Der var gudskelov ingen voksne med, så vi måtte selv træde vores stier. I det øjeblik vi skulle til at forholde os til traditionerne, fx standardvedtægter, standardbestyrelser, formandsposter - og voksne politiske organisationer samtidig begyndte at blande sig - gik det helt galt. Nøj, hvor fik jeg erfaringer med hvad stiv traditionstænkning og magtmisbrug er for noget. Det er jeg glad for i dag.

At jeg fik de tidlige erfaringer har betydet, at jeg mener, at man må organisere sig - ikke for at bevare en bestemt tradition og gøre som "man nu engang altid har gjort" - men i stedet finde ud af, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til, hvad man i fællesskab gerne vil med sin organisation. Og så ellers tage de knubs man får, som erfaringer.

Men at det hele i dag åbenbart er sandet til i frivilligjob og cv-rytteri, tror jeg ikke er godt for den frie erfaringsdannelse eller for vores evne til at organisere os selv og udvikle demokratier. Eller for vores nærvær og kompetencer til at handle på de største behov, hvor vi står og for det fælles bedste for fremtiden.

Jeg kommer til at tænke på tilbagevendende julebazarer nede i Bethel i min barndomsby, når jeg går ind på frivilligjob.dk. Ingen anede nogensinde, hvad de penge gik til. Men alle der deltog følte at de gjorde noget godt. Måske er der ikke så stor forskel på frivillig nu og frivillig da.

@Gada Omar:

med 'feel good' mente jeg forsøg på opnåelse af anerkendelse, værd og værdi. Oplevelsen af at man kan noget, og når man kan noget er er man også noget værd, har man også værdi som en kontrast til hvad man som egen person ikke altid oplever og ikke mindst føler. Intet ondt om det, 'feel good' kan være et boost og et enzym der giver og tilfører gejst, vilje, inovation og kraft til det frivillige man gør for andre, for nogle eller for én.

Det med 'outcome' - det jeg kalder det beregnende; et godt/bedre CV som bruges i karriere-øje-med - heller ikke noget ondt om det. En god gerning er god, og behøves ikke nødvendigvis granskes i motivet for at gøre den 'gode gerning'.

Jeg spør bare om det ændrer forudsætningerne, præmissen og ikke mindst hvad vi er drevet af i forhold til at gøre noget frivilligt.

Man opkvalificerer sig selv, man klæder sig selv på, osv. hele sprogbruget og hvad det gør ved os som mennesker og i mødet med hinanden som hinandens medmennesker med den tilgang skaber måske en distance, et felt hvor vi selv i det frivillige forsøger at gøre det der er frivilligt og med de rammer og betingelser det giver, et skær af noget professionelt, tiltider rollespilsagtigt iscenesat. Den der yder frivilligt arbejde og den der modtager den frivilliges arbejde. Roller, faste normer, faste konstruktioner.

Kim, vi er ikke uenige, men jeg tror ikke vi skal være så overdramatiserende. Når vi vælger at yde frivilligt arbejde, er det af mange forskellige årsager fra person til person.
At det er blevet en trend, er måske bare et ekstra plus, da det betyder, at det er blevet statusgivende for den danske borger, at yde hjælp til et andet eller flere mennesker, uden at modtage noget økonomisk. Nogle mennesker gør det udelukkende af egoistiske årsager, og gør de forudsætninger der driver os forskellige. Men er det virkelig så slemt at gøre det af egoistiske grunde? Det er jo trods alt en win-win situation for det meste :)

Jeg begyndte min tilværelse som frivillig gymnast. Min far var leder, og havde været frivillig idræts- og gymnastik leder i mange år. Min forståelse på frivillig hviler på hans ord til mig, som frivillig deltager: Lars, det er frivilligt indtil du melder dig, så forpligter fællesskabet min dreng.

Samfundet er et andet nu, og jeg ser ingen tegn på at den slags frivillighed, som jeg ser på som kernen i PH diktum: Danmark er en brugsforening, er til stede i den form for frivilligt ARBEJDE, vi taler om i dag.

Jeg har aldrig opfattet en eneste time at mine mange års virke som frivillig, som arbejde. Det har været deltagelse - forpligtet af fællesskabet. Når det er væk er forening og frivillighed det også.