Læsetid: 2 min.

Gevinst på alle hylder

Forsvarsminister Søren Gades (V) beslutning om at sende Jægerkorpset til Irak i 2007 var formentlig en blanding af militær nødvendighed og politisk tæft
14. december 2011

Forsvarsminister Søren Gade, der søger ly under et bord, mens raketterne regner ned over den danske lejr i Basra.

Det var det syn, der mødte danskerne til aftenkaffen, onsdag den 25. april 2007.

To dage senere kunne TV2 fortælle, at den belejrede minister havde besluttet at sende et større antal jægersoldater af sted for at hjælpe de betrængte danske soldater.

Men hvorfor valgte Gade at sende de danske elitestyrker af sted — kun få uger før de danske styrker alligevel skulle forlade Irak.

Var det militær nødvendighed eller et smart politisk træk fra en belejret minister?

Det har der været spekuleret kraftigt i, hver gang den såkaldte lækagesag har været på avisernes spisesedler.

Politisk tæft

Ifølge mange medier og daværende oppositionspolitikere var Gades beslutning primært et politisk stunt.

At ministeren blev filmet i den personligt og politisk nedværdigende situation at måtte gemme sig under et bord, måtte ikke gå over i historien som et ikonbilledet på Danmarks exit fra Irak.

Og hvad så mere handlekraftigt ud end en hurtig politisk beslutning om at sætte landets skarpeste våben ind for bistå danske drenge i Basra.

I april 2007 var Søren Gade netop blevet presset af Socialdemokraterne — og en stærkt dalende folkelig opbakning — til at trække de danske styrker hjem.

Regeringen ville gerne være blevet i Irak indtil sikkerhedssituationen var blevet bedre, men presset af meningsmålingerne måtte Gade trække sine folk hjem.

Desperat forsøgte han og resten af Fogh-regeringen at fremstille tilbagetrækningen som et irakisk ønske, som Danmark måtte respektere. Irakerne kunne og ville selv, lød fortællingen.

Belejring i Basra

Umiddelbart skulle man jo tro, at indsættelsen af de danske specialstyrker ville give befolkningen det stik modsatte indtryk.

Hvis sikkerheden var så god i Basra, hvorfor skulle det så være nødvendigt at sende Danmarks skarpeste skytter af sted?

I foråret 2007 lød forklaringen, at det bare lige var et spørgsmål om at sætte nogle få oprørere på plads. Når det var gjort, kunne vi med god samvittighed forlade Basra.

I virkeligheden var sikkerhedssituationen i Basra overhovedet ikke under kontrol. I kølvandet på briternes (og danskernes) beslutning om at trække deres styrker hjem, vejrede de irakiske oprørere — og Basras stridende militser morgenluft.

I april 2007 sprang der mindst 670 vejside- og selvmordsbomber i Irak og mindst 2.480 civile blev dræbt — det var en af krigens værste måneder.

I Basra var den danske lejr under konstant beskydning med håndvåben, raketter og RPG.

Det var med andre ord gode militære grunde til, at styrkechefen oberst Kim B. Petersen kunne ønske sig forstærkning fra Aalborg.

Win-win

Om det var styrkechefen, der bad om at få jægerne til Irak, eller det var minister Gades egen idé, får vi formentlig aldrig opklaret.

Og måske er det også ligegyldigt, om jægerne i denne sammenhæng var et politisk eller et militært redskab. Formentlig var de lidt af begge dele — sådan som forsvaret altid vil være det.

Beslutningen om at sende jægerne til Irak blot otte uger før lukketid var under alle omstændigheder en beslutning, der gav gevinst både på den politiske og den militære hylde.

En win-win-situation, som en af landets dygtigste spindoktorer tilsyneladende blev så begejstret for, at han absolut måtte fortælle det til vennerne på TV 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'I foråret 2007 lød forklaringen, at det bare lige var et spørgsmål om at sætte nogle få oprørere på plads. Når det var gjort, kunne vi med god samvittighed forlade Basra.'

- og nederlaget i Irak blev pretekst for mere krig....

"Og måske er det også ligegyldigt, om jægerne i denne sammenhæng var et politisk eller et militært redskab. Formentlig var de lidt af begge dele — sådan som forsvaret altid vil være det."

Tja, specielt når forsvaret angriber. Det er vel en slags militær-politisk naturlov.

"At ministeren blev filmet i den personligt og politisk nedværdigende situation at måtte gemme sig under et bord, måtte ikke gå over i historien som et ikonbilledet på Danmarks exit fra Irak."

Meen, det gør det!...

Med venlig hilsen