Hjemløse kvinder er udsatte på herberg med mænd

Da Karen begyndte sit arbejdsliv i slutningen af 1960’erne, bar sygeplejerskerne stadig kyse.

Karen havde alt for travlt til at deltage i ungdomsoprøret og kvindernes kamp mod et mandsdomineret samfund, og det med kysen gjorde det ingenting. Siden hun gik i 8. klasse, havde Karen vidst, at hun ville være sygeplejerske.

I dag er hun 62 år, og hun elskede faktisk sit job i de 32 år, hun var på arbejdsmarkedet, fortæller hun. Skal man sige det kort, så gik det meste af hendes liv da næsten også som planlagt. Hun mødte en mand og endte efter en skilsmisse som enlig mor til to.

Men for 17 år siden begyndte det hele pludselig at blive vanskeligere for hende. Karens forældre og mormor døde næsten samtidigt. Det blev sværere at arbejde.

»Jeg skulle aldrig være holdt op, men jeg håber jo på, at jeg en dag kan starte igen.«

Det hele blev faktisk sværere.

»Selv om de var dominerende og svære mennesker at være i familie med, mine forældre, så tog det en ro fra mig, da de døde. Jeg var pludselig meget alene i verden,« siger hun.

Søvnen og mændene

Karen har svært ved at sove om natten. Det er, som om nogen griber fat i hende, river fat i hende og rører ved hende. Det er Karens bror, der generer hende i drømmene. Derfor er det nemmere bare at sove i en såkaldt koksestol i fællesrummet på natcafeen Café Klare, der kun er for kvinder.

Café Klare er et tilbud, som er oprettet for kvinder, der befinder sig i en krisesituation, i et misbrug, har en sindslidelse eller er hjemløse.

Karen sover i koksestolen for tiden, så forstyrrer hun ikke de andre på værelserne, når hun går ud og ind for at få styr på benene, der ikke vil bevare roen. For tiden får hun fire eller fem timers søvn hver nat, noget der aldrig lykkedes på de herberger, hvor der også er mænd.

»Der blundede jeg bare i en stol. Jeg faldt aldrig helt i søvn, det kunne jeg ikke med de fulde og vilde mænd. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg vidste bare, at jeg ikke var tryg ved dem,« fortæller Karen, der har haft perioder som hjemløs de sidste 15 år .

Hun læner sig forover og hviler hænderne på hver sit knæ. Tager så hånden op og kører fingrene fra panden og bagud igennem det stride, grå hår.

Bag Karen, i karmene under Café Klares høje vinduer med udsigt til Enghaveparken på Vesterbro i København, står et lille nisselandskab af vat. Overalt i fællesrummet er der julepynt i lyseblåt, rødt og lilla. Det er Karen, der har lavet det.

»Jeg pynter altid op til jul — ligegyldigt hvor jeg er,« siger hun. Leder af cafeen Britta Lindqvist bryder ind: »Ja, når du ikke sover, så sidder du og fabrikerer alt det her.«

Frygt og beskyttelse

Sådan oplever mange hjemløse kvinder det, fortæller Britta Lindqvist. Når der ikke er mænd iblandt dem, kan de opnå en helt anden ro om natten og rent faktisk få sovet.

Det viser en ny rapport om Café Klare, der er et næsten to år gammelt initiativ under den nationale handlingsplan for landets hjemløse, Hjemløsestrategien.

Der er ikke noget tal på, hvor mange kvinder der har oplevet chikane eller regulære overgreb på andre væresteder eller herberg.

»Vi ved af erfaring, at det er noget, de fleste kvinder oplever. Og hvis de er unge kvinder, som vi ser et stigende antal af, er de ekstra udsatte i det mandsdominerede miljø.«

Det er svært at registrere, hvor mange af kvinderne der har været udsat for vold — især partnervold. Det bliver kun journaliseret, når kvinderne selv fortæller om den side af deres liv eller opsøger Café Klare alene af den grund. Men tæller man de hændelser op, har 33 procent af kvinderne været udsat for vold, heraf tre fjerdedele for partnervold. En ny rapport udarbejdet for Café Klare anslår dog, at tallet i realiteten er langt større.

Det er ikke for at konkludere, at alle hjemløse mænd er grænseoverskridende, men det er svært at opnå tryghed som kvinde, når kønnene er blandet, påpeger Britta Lindqvist.

Det er ikke kun frygten for mændene, der kan udløse konflikter på herbergerne med begge køn. Det er en kendt strategi blandt hjemløse kvinder at opnå beskyttelse hos en kæreste eller ekskæreste.

»Det er en måde at overleve i et hårdt miljø,« forklarer Britta Lindqvist.

Når kvinderne og mændene er blandet, kan det skabe intern konkurrence og splid kvinderne imellem.

»Simpelthen fordi de konkurrerer om trygheden hos mændene.«

Hjemløs i USA

»Da vi hørte, han ikke kom hjem, så sad vi i en lejlighed, min datter og jeg. Sad bare og tudede.«

Karens søn var taget til USA og var blevet gift.

»Så ville jeg hellere være derovre og bakke min søn op. Så jeg rejste og tog min datter med,« siger hun.

Efter at Karen havde boet et stykke tid hos sin søn i USA, blev konflikterne med familien imidlertid for store, og hun forlod sin søn og svigerdatters hjem.

Det var første gang, at Karen var hjemløs. 30 kilometer fra sin søns by begyndte Karen at sove i et kristent hjemløsetilbud. Det blev hendes base i et halvt år.

»Det var en hård vinter, og det var selvfølgelig ikke godt at være hjemløs i USA, men det er mere almindeligt derovre. Der er mange, der ikke har et hjem, og der er herberger i alle byer. Ingen så på mig som udlænding, der blev ikke gjort forskel på mig og de andre, selv om jeg ikke havde mit visum i orden.«

Hun husker ikke udelukkende tiden som dårlig. Faktisk var det spændende, fordi det at være hjemløs i USA er mere normalt end i Danmark, hvor folk ser skævt til dem uden hjem.

»Alle skulle i bad. Det var som en gammel fabrik, der kørte derudad. Vi stod i kø, og låste vores tøj i skabe, og fik nattøj udleveret. Men det var et spændende sted at sove.«

Da Karen igen kom til Danmark, fik hun job og bolig tilbage, men hurtigt begyndte det at kradse i benene igen.

»Jeg ville ud igen, ud og lugte til verden.«

Efter halvandet år i Frankrig, hvor hun havde boet og arbejdet, kom hun hjem til Danmark. Men hjemme i Danmark stod hun ikke længere i Folkeregistret. Hun var registreret som immigreret, og i de følgende tre måneder kunne hun ikke blive registreret på ny. Hun havde ingen penge og tog hjem til sin søster for at være i et par dage.

»Jeg ville ikke trænge mig på, jeg ville ikke belemre hende med mig. Hun skulle ikke arve mit problem.«

Det endte med, at Karen også blev hjemløs i Danmark og begyndte at sove i herberger rundt omkring i byen.

Mange typer

Hun har aldrig været misbruger. Hverken hash, alkohol eller hårde stoffer. Faktisk er hun meget kristen. Til gengæld har hun været i kontakt med psykiatrien en overgang, og det gør hende karakteristisk for mange af natcafeen Café Klares brugere. Hun kan ikke selv forklare, hvad det er med hende. Men der var ingen ro i familien. Slutteligt var det et mavesår, der sendte Karen til psykiatrien.

Af de 153 brugere, cafeen har haft besøg af siden marts 2011, har man registreret 48 misbrugere og 65 er registret som psykisk syge. 13 personer overlapper, og de tal svarer godt overens med SFI’s seneste hjemløsetælling. SFI har i år kunnet konstatere en stigning i antallet af hjemløse med psykiske lidelser.

Det er svært at definere præcis, hvad det er for en gruppe kvinder, der kommer på Café Klare.

»Det er dem i periferien af alle de andre kategorier, dem som ikke falder ind i de andre grupper og derfor ingen oplagte tilbud har,« forklarer Britta Lindqvist og fortsætter:

»På et krisecenter må man ikke have et misbrug, og mange af de her kvinder har en psykisk lidelse uden helt at være klar over det, derfor hører de hverken hjemme det ene eller det andet sted. Men ligegyldigt om du kan diagnosticeres eller defineres, kan du komme her. Og som vi ser det, er det en mangelvare for danske kvinder, der falder uden for systemet. Mange af de kvinder, der kommer her, kan ikke komme på de andre natcafeer, det er de for sårbare til.«

Et af de største problemer ved at hjælpe de kvinder, der enten er hjemløse eller i fare for at blive det, er, at de har sværere end mænd ved at anerkende deres situation, forklarer Britta Lindqvist.

»De udnytter ofte deres netværk i en højere grad end mændene. Overnatter hos venner, hos kærester eller ekskærester og hos familien. Ofte i så høj en grad, at de fuldkommen opbruger deres netværk, inden de erkender, at de skal opsøge hjælp,« siger hun.

Sejrø

Efter Karens første hjemløseperiode i Danmark, lykkedes det hende at komme ovenpå igen. Hun fik en lejlighed i Indre By i København, og boede der i otte år.

Men i sommer endte en sag mod hendes boligselskab med, at Karen ikke længere kunne holde ud at bo i ejendommen. Karen vandt sagen, der handlede om en vandskade. Og selv om hun blev stædig og forsvarede sig selv i retten mod det boligselskab, der ville have hende til at dække udgifterne, følte hun sig ikke længere tryg i lejligheden i Indre By.

»Det var jo dumt at sige den op, men det var, som om der var opstået en krig mellem boligforeningen og mig.«

Efter et par dage blev Karen samlet op af et socialt opsøgende team på Frederiksberg og henvist til Café Klare, hvor hun har sovet hver nat siden. Allerhelst vil hun faktisk til Sejrø.

»Det ville være sådan et eventyr at skulle sejle frem og tilbage til dér, hvor man boede.«

Karen er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med Karens identitet