Læsetid: 3 min.

’Jo højere skat, jo færre krav kan staten stille’

Jo højere skat vi betaler, desto sværere bliver det for velfærdsstaten at appellere til vores personlige ansvar, siger professor Lars Skov Henriksen
I takt med at det offentlige og skatteydernes bidrag vokser, er det blevet vanskeligere for staten at legitimere at stille krav til borgerne, siger Lars Skov Henriksen, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet

I takt med at det offentlige og skatteydernes bidrag vokser, er det blevet vanskeligere for staten at legitimere at stille krav til borgerne, siger Lars Skov Henriksen, der er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet

Bo Amstrup

2. december 2011

Med et skattetryk på 48,1 procent kan det være svært for borgerne at begribe, hvorfor de selv skal male på deres børns skole eller selv må træde til med sneskovlen hos deres gamle mor. Når vi betaler halvdelen af vores indtægt i skat, må velfærdsstaten vel klare ærterne for os? Diskussionen om, hvor det personlige ansvar sætter ind i en velfærdsstat er svær, siger professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet Lars Skov Henriksen:

»Der er en kontrakt mellem stat og borgere, og der er jo områder, hvor vi stiller krav — eksempelvis om, at folk skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men i takt med at det offentlige og skatteydernes bidrag vokser, er det blevet vanskeligere for staten at legitimere at stille krav til borgerne,« siger han og tilføjer:

»Og det ser ikke godt ud for et samfund, hvis ikke staten kan stille krav til sine borgere.«

Men så vidt er vi ifølge Lars Skov Henriksen da heller ikke nået endnu. Han peger på, at mange familier rent faktisk tager ansvar for hinanden ved, at bedsteforældre eksempelvis træder til med børnepasning, samt at mange danskere fortsat er aktive i foreningslivet.

Uheldig lejr

Og i en rapport fra sidste år konstaterede Socialministeriet, at 43 procent af borgerne udfører frivilligt arbejde. Til sammenligning var det tal på 38 procent i 2004.

»Men på social- og sundhedsområdet er diskussionen vanskelig. Det er områder, som vi har overladt til staten ikke mindst for at sikre, at opgaverne varetages ansvarligt og professionelt, og at vi alle sammen får samme tilbud,« siger Lars Skov Henriksen.

Hvis man lader markedet eller frivillige overtage disse omsorgsydelser, risikerer man også en øget ulighed, som den ses i USA, påpeger professoren.

»Men det ulykkelige er, at det på en måde næsten bliver illegitimt at sige, at der er ting, staten forventer sig af borgerne. Når man gør det, stiller man sig automatisk i en lejr, hvor man undsiger statens ansvar.«

Som flere af sine velfærdsforsker-kolleger er Lars Skov Henriksen ikke i tvivl om, at borgerne fremover må forvente i højere grad at skulle bidrage.

»På samme måde som vi må tage diskussionen om prioritering i sundhedsvæsenet. Det er urealistisk ikke at tage diskussionen om, hvad man med rimelighed kan forvente af borgerne. Jeg har ikke det færdige svar på, hvor grænsen går, men vi stikker hovedet i busken, hvis ikke vi begynder at forholde os til det, for der er områder, hvor statens ansvar er gået for langt,« siger han og henviser til eksempelvis de behandlingsgarantier, som politikerne har udstukket til at gælde bredt.

Gevinster ved at hjælpe

Lars Skov Henriksen understreger, at der faktisk også er sociale gevinster ved, at forældre eksempelvis hjælper til i deres børns daginstitutioner. Det giver et andet tilhørsforhold til stedet og et sammenhold mellem dem, der er knyttet til stedet.

»Omvendt vil vi ikke give køb på de fordele, der er forbundet med velfærdsstaten. Så det er en balance, hvor man helst ikke må smide barnet ud med badevandet,« siger han.

Så selv om det på visse områder kan være en god ting at bruge en time eller to på at gå til hånde på skolen eller i børnehaven, så er det vanskeligt at kræve af os — ikke mindst fordi arbejdsmarkedet også er der med sine stadig stigende krav.

Sluttelig påpeger professoren, at der er ’visse strukturelle udfordringer’ forbundet med at øge kravene til borgerne.

»Folk skal samtidig arbejde mere og længere, hvilket kan gøre det svært også at kræve, at de bidrager i skolen, i børnehaven eller på plejehjemmet,« siger Lars Skov Henriksen.

Serie

Seneste artikler

  • ’Vi er gået fra et behovssamfund til et krævesamfund’

    6. december 2011
    Vi skal have genoprettet stoltheden ved at kunne klare os selv, mener Venstres politiske ordfører. Ellen Trane Nørby åbner for, at sociale ydelser i højere grad skal kunne differentieres
  • ’Der er sket et normskred blandt unge’

    3. december 2011
    Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen mener, at en del unge tager for let på deres status som kontanthjælpsmodtager. Pligterne skal stå tydeligere for dem, siger ministeren, som opfordrer til debat om fællesskabet og velfærdssamfundets fremtid
  • ’Der er grænser for, hvad velfærden dækker’

    1. december 2011
    Ensomhed kan den ikke kurere og sammenhold kan den ikke skabe — der er grænser for velfærdsstatens formåen, mener professor Asbjørn Sonne Nørgaard
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Er problemet ikke, at der ikke fortælles så meget om den glæde det giver at lave noget sammen og hjælpe andre. Fx i 1970érne lavede forældre, børn og pædagoger arbejdslørdage, hvor vi lavede byggelegepladser osv. i daginstitutionen og på folkeskolen. Vi spise sammen og hyggede os rigtigt.
Den gang tænkte vi ikke på at vi gjorde noget forkert som samfundet og private håndværkere burde lave.

Nu er der jo en stor del der betaler langt mere end 48.1% i skatter og afgifter. Det er ikke svaert at komme op paa 75% naar du regner det hele med...
Naar man naar det niveau, saa har det offentlige INGEN ret til at stille flere krav!

Skattetrykket med den seneste finanslov grænser sig til vanvid - ganske enkelt. Så kan man have nok så mange gode intentioner og visioner. Pointen er at danskerne i stigende tempo nu mister deres arbejde, da finansloven og klimaplanen sætter en katalysator igang, som ikke kan stoppes med gode intentioner. Vi lever stadigvæk i en global verden og de andre lande omkring os vil blot høste på vores bekostning. Hvis vi i stedet investerede langt flere kr. i forskning og ventede med ensidige sundhedsafgifter og energiafgifter ville vi kunne vende bøtten - også på lang sigt.

Pia Mathilde Henriksen

Når stat og borger stilles så skarpt op overfor hinanden, så mister samfundet værdi.
Der skal fra statens side af ikke tales om krav til borgerne. Borgerne bør gøre deres pligter. En af dem er at betale skat, og at den er ualmindelig høj skal der ikke herske tvivl om. Men hvis vi som borger begyndte at tænke samfundet, som noget, vi kunne bidrage til, i stedet for at tænke det som noget der skylder os, kunne vi nå langt. Statens underskud skal borgerne betale for, men lad os ikke blande krisen sammen med generelle forbedringer i samfundet. De forbedringer som vi kan tage os af, de forbedringer som gavner os. Vi skyder os selv i foden, ved at afvente et træk fra staten. Staten vil altid kunne kritiseres. Derfor skal velfærdssamfundet stå over velfærdsstaten.

Brian Pietersen

Samfund og borger hænger helt anderledes sammen for mig.

Det handler om hvad skatten går til, den forrige regering vi havde, gjorde at jeg ikke følte noget fællesskab hvorimod den der er der nu, der forholder det sig anderledes, nu føler jeg igen at vi reelt har et samfund og dermed er jeg gladere for at betale skat.

Hvad med Statens pligter?

Til f.eks ikke at formøble de skatter, som borgerne har pligt til at betale!?

Ingen uanset politisk ståsted iøvrigt mangler vist eksempler på nærmest kriminel tåbelighed i den retning. DSB er jo et skoleeksempel og der er mange andre!

Hvornår er en "ansvarlig" måske sidst blevet stillet til ansvar med andet udfald end et gyldent håndtryk og en ny loppetjans?

Skal vi ikke lige minde hinanden om, at vi tidligere har haft et langt højere skattetryk, og at vi i dag faktisk har langt mere til forbrug end nogensinde før?! At vi har en større arbejdsstyrke end nogensinde før? At tabet af arbejdspladser til udlandet, fordi virksomhedsejernes griskhed er umættelig, stadig ikke har bragt os tilbage til et niveau, hvor den private arbejdsstyrke er mindre end på noget tidspunkt før 1970?

Jan Aage Jeppesen

Brian Pedersen skriver:

" ... den forrige regering vi havde, gjorde at jeg ikke følte noget fællesskab hvorimod den der er der nu, der forholder det sig anderledes, nu føler jeg igen at vi reelt har et samfund og dermed er jeg gladere for at betale skat."

Måske en to-stats løsning er svaret? ;-)

Den gift, som den borgerlige regering har indpodet folket, stammer fra 'skattestoppet'. Det er, om noget, borgerlig ideologi hele tiden at gøre opmærksom på, at andre får nogle af de penge, de selv kradser ind for deres varer - hvilket burde skyde dem selv i foden, da alle så også kan se hvilke overpriser, de tager. Det er så irriterende, når man kommer til lande, hvor priser angives uden afgifter, så man altid selv skal huske på, at det bliver dyrere.
Og på samme måde med skatten - før 2001 havde vi vist allesammen stadigvæk den gode fælles fornemmelse, at det, der talte, var nettotallet på lønsedlen, skat kunne man se bort fra, den var et givet, men nødvendigt og i og for sig også irrelevant givet. VKO har vænnet os til, drypvis, at skattepengene ikke er nogen, der kommer os til gode senere, som det ellers har været klart for alle, at de var. Den offentlige sektor er blevet fyldt med alt for meget ligegyldigt, irrelevant og helt unødvendigt, herunder utallige dyre omstruktureringer til noget ringere, og det er klart, at folk derfor ikke længere omgærder frugten af skattebetalingen med den samme grad af positiv ligegyldighed.

Og den kedelige udvikling fortsætter.
Når en såkaldt borgerlig regering i 10 år ikke har kunnet ændre udviklingen i modsat retning, er det jo håbløst at reducere statens omklamring.

Naturligvis kan man ikke både forlange skat og frivilligt arbejde, i den udstrækning den betalte skat burde finansiere det arbejde, man forlanger at borgerne skal udføre i deres fritid. Den fritid har de jo i princippet solgt til staten via deres arbejde og skat.

Et sådan krav glider meget hurtigt over i en de facto dobbeltbeskatning.

Uanset, hvordan man vender og drejer problematikken, så er det grundlæggende økonomiske problem ved vore velfærdsstat, at den er for dyr.

Den såkaldte omfordeling i velfærdsstaten handler i virkeligheden meget mere om at omfordele penge fra private til offentlige lønninger end til at kompensere/understøtte de fattigste i samfundet.

Helt banalt ,er det jo de offentlige ansatte, der udgør den største umiddelbare interessent i velfærdsstaten. Herefter modtagere af offentlig forsørgelse. Alle andre kan i større eller mindre grad klare sig uden offentlige tilskud/ydelser - men hele de to førstnævnte gruppers livsgrundlag udgøres simpelthen af offentlige midler

Det er i overførslen fra den private middelklasse til den offentlige middelklasse, at den store udligning finder sted. Alt andet lige, jo mindre offentlig sektor, desto flere arbejdsløse, og desto større ulighed.

Så velfærdsstaten har i praksis realiseret udligningen ved at puste den offentlige sektor op, og det er den væsentligste årsag til det høje offentlige omkostningsniveau og det høje skattetryk.

Hvis man vil have en højere grad af private initiativer, så bliver man nødt til at sænke skattetrykket, så folk enten kan kanalisere en del af deres skattelettelse over i fællesskabet af eget initiativ - eller arbejde mindre, for til gengæld at lægge mere arbejde i fællesskabet, af eget initiativ.

At fortsætte med at skrue det effektive skattetryk i vejret, uanset hvordan man fordeler det på skatter og afgifter - samtidigt med at forlange højere grad af frivilligt abejde og privat engagement, er både umoralsk og uholdbart.

Det er klart, at der er en nøje sammenhæng mellem folks skattetryk, og deres forventning til det offentlige, samt villighed og motivation til også at levere arbejde til fællesskabet, på områder, som ligger udenfor den umiddelbare privatsfære.

Og af samme grund, at der vil være en sammenhæng mellem skattetryk, og folks ansvarsfølelese og samfundssind.

Der er mange sekundære 'omkostninger' ved velfærdsstaten, herunder den generelle forskydelse af ansvar fra privat til offentlig sfære. Det afspejles eksempelvis ved danskernes forhold til velgørenhed, som ikke er noget, der ligger os lige så naturligt som f.eks. i England og USA, hvor det tjener som vigtigt supplement til det offentlige velfærdssystem. Her er det blevet en naturlig del af folks mentalitet, at man donerer til velgørende formål, og formentlig også i form at frivilligt arbejde.

Men den kultur er jo til dels opstået af nødvendighed, fordi skattegrundlaget alene ikke
kan finansiere det samlede velfærdsbehov.

Pointen her er altså, at samfundssind til dels udspringer af nødvendighed og af en klar ansvarsfordeling. Hvis man ikke både kan se et reelt behov for hjælp - og at det er ens eget ansvar at yde den hjælp - så gør man det formentlig heller ikke i nævneværdig grad.

Dermed er det samfundssind, politikerne nu efterlyser og appellerer til, til dels fraværende, grundet den eksisterende velfærdsmodel.

Man har selv kultiveret ansvarsforflygtigelsen.

Jeg tror ikke på, at man kan fremelske et lignende samfundssind herhjemme, uden samtidigt at sænke skattetrykket. Solidariteten med velfærdsstaten beror på en hårfin balance af både rimelighed og nytteværdi. Hvis borgeren ikke finder 'kontrakten' rimelig eller gunstig, da kan man ikke heller forvente solidaritet. Resultatet bliver, at folk vil forsøge at kompensere, i form af sort arbejde, poltisk orientering mod mere liberalistisk poltik, etc.

Det er nok et valg, i virkeligheden, mellem et samfund med højt skattetryk og offentligt ansvar - eller et samfund med lavt skattetryk og individuelt ansvar.

Man kan ikke tage med begge hænder.

Så det er et politisk valg; om man vil have den ene eller anden type samfund - og borgere.

/O