Læsetid: 1 min.

Kritik fra egne rækker: For stor magt hos departementschefer

Departementschefernes magt i det politiske system vokser, og nu advarer en række tidligere departementschefer imod, at magten koncentreres i embedsapparatet. Topembedsmændene skal nemlig hverken stå til ansvar over for Folketinget eller vælgerne
Departementschefernes magt i det politiske system vokser, og nu advarer en række tidligere departementschefer imod, at magten koncentreres i embedsapparatet. Topembedsmændene  skal nemlig hverken stå til ansvar over for Folketinget eller vælgerne
19. december 2011

Et flertal i Folketinget har i kølvandet på skattesagen besluttet, at arbejdsforholdene for politikernes særlige rådgivere skal undersøges. Men fokus burde snarere rettes mod de magtfulde departementschefer, som gradvist har overtaget flere af ministrenes arbejdsopgaver, men fortsat arbejder i skjul for offentligheden.

Det mener en række tidligere departementschefer, Information har talt med. Jørgen Rosted, forhenværende departementschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet, siger: »Departementschefernes magt og indflydelse er enormt stor, men de står hverken til politisk ansvar over for Folketinget eller vælgerne. Det er et demokratisk problem.«

For 20-30 år siden forvaltede departementscheferne alene lovgivningen i deres ministerium, men i dag deltager de også i forhandlinger med oppositionspartierne og er med til at politikudvikle. Det skyldes, at ministrene i dag bruger væsentlig mere tid på at forholde sig til sager i medierne og har større mødeaktivitet end tidligere.

Tidligere departementschef i Forsvarsministeriet Anders Troldborg siger:

»Meget af dagen går med at slukke brande og forklare sig til pressen, og så ender det med, at departementschefen tager over i forhold til de langsigtede løsninger.«

Politiske aktører

Jørgen Rosted mener, det er kritisabelt, at så stor en del af politikken bliver overladt til departementschefer og embedsapparatet.

»Det betyder, at politikken bliver mere bevarende end reformerende. Man kan ikke forvente, at de embedsmænd, der har bygget systemerne op, også kan reformere dem, og det bremser udviklingen,« siger han.

Michael Christiansen, som har været departementschef i Forsvarsministeriet og nu er formand for DR’s bestyrelse, vurderer, at det kan være vanskeligt for departementscheferne at holde sig fri af det politiske område.

»For en minister er der hele tiden møder i EU, i Statsministeriet eller i et af Folketingets udvalg, og det er umuligt at nå dem alle sammen. Derfor bliver departementschefen ofte sendt i stedet. Konsekvensen er, at departementscheferne i langt højere grad skal tage stilling til politiske spørgsmål, og det øger risikoen for, at de træder forkert.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tja simpelt. Departementschefen følger chefen, ny minister ny dep. chef. og nej ikke noget med at arve en fra den forhenværende minister. og så skal de ikke kunne skifte ministereium og foresætte med arbejdet der.

Jamen, politikerne - først og fremmest - skal lade være med at stå på pinde for pressen. De skal udstikke politikken og forklare den; men alle mulige ligegyldige 'sager' skal de ikke stille op til.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg forstår ikke de tidligere departementschefers
klynk. Sådanne folk har udviklet en dybt professionel evne til at være embedmænd og netop ikke politikere. De ved, hvor langt deres kompetance rækker, og går ikke ud over den. Så hvad er problemet?

Men som Peter Hansen siger, bør politikerne og systemet i øvrigt holde op med at løbe efter pressens pibe. Holde igen og træde et par skridt tilbage. Slap nu lidt af, kære presse.

@michael

"Sådanne folk har udviklet en dybt professionel evne til at være embedmænd"

Jaså, det vidste jeg ikke om sådanne folk, det lyder som en slags naturlov der er stærkere end "magt korrumperer".

Michael Kongstad Nielsen

Jo Henrik, sådanne folk findes faktisk, og de er
udvklet af lange traditioner for et neutralt og objektivt embedsværk, som netop ikke skiftes ud hver gang, regeringen skifter farve (i modsætning til USA mv.). Jeg synes man skal holde den stil i hævd. Den er ikke dårlig. Men der kan være svagheder ind imellem, selvfølgelig. Og det politiske pres kan være stort. Men presset fra aviserne og journalisterne bør embedsværket være i stand til at takle.

I den virkelige verden har vi jo set, hvordan det er gået skævt med det alt for magtfulde departementschefer.
Det kan 1000 besværgelser - heller ikke Michael Kongstad Nielsen's optimistiske beværgelser - ændre på.
Departementschefer har vist sig, at være meget mere end 'kolde' embedsmænd.

Jakob Østergaard

@ Henrik Darlie

Det var en hård dom, som du fælder over den danske embedsstand. Kanhænde jeg har misforstået dig, men skal jeg forstå det således at du ikke mener der findes dybt professionelle departementschefer?

Jomen, offentligheden har f.eks stadigvæk et mellemværende med Lars Findsen (tidligere PET-chef og nuværende departementchef) for håndteringen af forhenværende Forsvarsminister Søren Gades indvolvering med dén syge kultur, som er i focus for tiden. Uanset at de fleste borgerlige politikere forsøger at tale den bemeldte betændte kultur ned for øjeblikket.

Og problemet er for så vidt enkelt: det er entydigt offentlighedens andel i et moderne, aktivt og transparent demokrati, der er sat i spil med diskursen i medierne. Og det er en god ting.

Hvorfor? Fordi hverken embedsmænd eller spindoktorer er valgte eller har de samme spilleregler, som politikerne er underlagt. Såvel departementcheferne som spindoktorer har rigeligt med muligheder for at gå under offentlighedens radar. Men offentligheden er altså stadigvæk dig og mig, samt vores repræsentanter i medierne.

Og problematikken er heller ikke vanskelig at beskrive. Hverken du eller jeg har mulighed for at afgøre, om det er en spindoktor eller en cementeret departementschef, som vi henvender os til, når vi retter spørgsmål til ministre eller andre politikere. Og personligt ønsker jeg overhovedet ikke at diskutere noget som helst med en spindoktor, hvis motiver er de modsatte af, hvad der fik mig til at henvende mig til de politiske segment. Det betyder nemlig at kritik sorteres fra, i og med at den kan medvirke til at fremstille politikken som negativ. Men sådan er nu engang vilkårerne med kritik...

Og dén trafik er direkte nedbrydende for det princip, at offentligheden aktivt kan deltage i den politiske proces ud over valgdagen. Men hvorfor og hvordan skulle det så være et problem? Simpelthen fordi, at der med de nuværende forhold er skudt led ind imellem befolkningen og demokratiets beslutnings-processer. Og man kan ligesågodt sige det lige ud: offentligheden skulle nødig komme i vejen for magthaverne - så er der da noget helt galt.

Måske det for tiden er medierne, som har rejst problematikken af interne årsager for standen, men det ér naturligvis på vegne af offentligheden. Den selvfølgelige alliance imellem medier og offentlighed er et grundvilkår for at tale om den fjerde statsmagt. Og foreløbigt står offentligheden (dig og mig) lidt ude på sidesporet i disskussionen.

Så kravet om fornuftige forhold, når det drejer sig om en revision omkring spindoktoriets spidsfindigheder på artikulations-niveauet er i realiteten et spørgsmål om, hvorvidt politikerne anerkender, at et aktivt demokrati betegnes af, om det er muligt at rejse en problematik uden om så mange parader, som tilfældet foreløbigt er.

Og politikerne har et ansvar her. Som drejer sig om i hvilken retning det danske demokrati udvikler sig. Og den offentlige stemmning er, at det er gået i en retning, som man ikke bryder sig om. Og som af naturlige årsager har sat søgelyset på magtmisbrug, underskud af demokrati og en politisk utilfredshed med styringen af offentligheden.

For spindoktori handler om kontrol - eller forestillingen om kontrol fra dele af det politiske segment. Og det er dén konstallation, der kolliderer med offentligheds-princippet og det revisions-forhold, som kan indtræde, såfremt den politiske kultur udviser en ivrighed, der ikke stemmer overens med de principper, som den brede befolkning håber at kunne stole på.

Og det kan der såmænd siges meeget mere om, som debatten foreløbig mangler...

Med venlig hilsen

John Houbo Pedersen

Politikere kommer og går, Departementet består uden ansvar, ellers "skriver vi os ud af det" ved hjælp af erfarne kolleger, så er den skid slået.

Jeg tror problemet ligger begravet et andet sted. Politikerne vil hellere være med i TV shows og i ugebladene sammen med filmstjernede, hellere end de vil være politikere. Sagt på en anden måde ministerene passer ikke deres arbejde, i stedet fører de valgkamp hele året, og så er der jo nogle andre som må administrerer landet.
Ikke mindst når en ministerpost ikke længere er toppen på en lang politikerkarrierer men kun er et trin på karrierestigen.

Jakob Østergaard siger:

@ Henrik Darlie

Det var en hård dom, som du fælder over den danske embedsstand.

Det var dog utroligt som man ryger op på barikaderne, når jeg påpeger hvad enhver kan se, nemlig at magt korrumperer. Frem kommer "tyrkertroen" på det bedste i et offentligt ansatte menneske, som om de var i besiddelse af særlige gener, jeg må ha ramt et ømt punkt. Det ville være rart hvis denne "tillid" kunne komme såkaldt almindelige mennesker tilgode også.
Jeg undrer mig gang på gang over at voksne mennesker vælger at "lukke øjenene", og bare træder lige ud i det blå. Men det er selvfølgelig også nemmere at tro på nogen andre, end selv at tænke en tanke. Så har man også nogen der kan få "ansvaret".

Jakob Østergaard siger:

@ Henrik Darlie

Kanhænde jeg har misforstået dig, men skal jeg forstå det således at du ikke mener der findes dybt professionelle departementschefer?

Jeg må indrømme at vendingen "dybt proffessionel" skurrer i mine ører. For mig lyder det lidt ligesom "dybt åndsvag". Jeg synes det er fint når folk gør som aftalt, Dette - alene - er nok til at tilfredstille mig. Hvad man klistrer på af medaljer og superlativer er mig ligegyldigt, for min skyld kunne deres arbejde ligesågodt blive udført af en maskine (selvfølgelig gerne en der virker).

En topchef/ minister ( og enhver anden ) har vel når man fratrækker tid til nattesøvn, spisning, transport o s v maksimalt plads til gennemsnitligt 10 timers effektivt arbejde pr døgn.

Hvis en minister bruger en masse tid på at snakke med journalister, rende til møder med gud og hvermand( der beder om et møde) o s v, så bliver der ikke tid til overs til politikudvikling og strategisk planlægning - og så er det nogle andre, der må løse den opgave ( spindoktorer, embedsmænd, grå eminencer i partiapparatet o s v - altså folk, der ikke er folkevalgteog ikke er parlamentarisk ansvarlige.

Der er vidunderlig en historie om et møde mellem statsminister Jens Otto Krag og Sveriges mangeårige statsminsiter Tage Erlander, hvor de to sammenligner kalendere

Krags kalender er prop fuld af aftaler, medens Erlanders er nærmest tom - og siger Erlander : " kære Jens Otto, hvornår har du egentlig tid til at tænke tanker ? ".

Det er vel det centrale - topfolk må have så meget selvdisciplin , at de reserverer sig tid til politikudvikling og benhårdt skærer "tidsrøverne"væk fra kalenderen.

Lise Lotte Rahbek

Når det nu er fra departementscheferne selv,
kritikken kommer, og de opfordrer til at få systemet lavet om - så synes jeg da, man må tage dem alvorligt.

Det er jo dem, som har skoen på, som bedst ved hvor den klemmer.

Jakob Østergaard

@ Henrik Darlie

Med hensyn til min opfaring på barrikader så skyldes den mere hvad jeg læste som en kategorisk afvisning af embedsstanden. Jeg skal ikke kunne afvise at jeg har læst dit indlæg forkert, det håber jeg at jeg har, men jeg er ret sikker på at hvis vi kigger godt efter, så har der nok været en enkelt ordentlig departementschef gennem tiden.

Derudover mener jeg ikke at offentlige ansatte genetisk er bedre i stand til at varetage administrationen (det ville være en sær form for naturlig selektion). Derudover er min tillid ikke reserveret til offentligt ansatte alene, jeg tror det bedste om folk indtil andet er bevist :)

Hvad angår hele problematikken om embedsmændenes rolle i at udvikle politikken kan jeg godt se problematikken, i og med at de ikke er folkevalgte. Sådan som jeg betragter situationen er det i højere grad embedsmændene, der bidrager politikerne, fordi det i høj grad er tænkeligt at der sidder folk i embedsstanden, der har arbejdet med problemerne længere tid end den siddende minister har levet. De har altså en meget dybdegående viden på området og i bedste fald 'hjælper' de altså politikerne med at føre deres ønskede politik ud i livet. I praksis er situationen dog ikke altid sådan og der er problemer ved det, men det er et relevant perspektiv, ikke desto mindre.

Michael Kongstad Nielsen

Henrik Darlie:

Når jeg skriver "dybt" professionel, så var det for at forstærke adjektivet professionel, og for at betone, at evnen til at lede et ministerium under en politisk minister, uden selv at være eller blive politiker, er en ældgammel diciplin, som departementchefen skal kunne beherske, og som de i hvert fald tidligere kunne det.

At der så, som omtalt i en paralleltråd med denne, er sket en amerikanisering af cheffunktionen de sidste 15-20 år, er en anden ting, som jeg ikke synes er god. Hvis ministrene vil have chefer, de deler politisk opfattelse med, må det gøres mere klart og åbent, og så er der ikke anden vej end at tage skridtet fuldt ud, og afskedige hele banden, når regeringen skifter farve.

Men debatten om spindoktorer, depardementschefer, viceministre eller statssekretærer osv. er god og tiltrængt. Der er ingen grund til at fifle med spindoktorernes rolle, den skal være klar og veldefineret.

der faktisk er mulig at udøve en forvaltning, selvom den øverste leder uden at politisere er et gammel, at det der med at være embedsmand, det sidder dybt i en departemenstschef, ellers var han aldrig kommet så"højt på strå" - eller han m/k ville have valgt en anden vej.

Ærligt talt tror jeg - ud fra interview med tidligere Viggo Kampmanns departementschef - at det samme forekom i gamle dage. Jeg tror at ministrenes øgede mødeaktivitet skyldes håbet om at få flere stemmer ved at vise sig mere offentligt, og måske er det meget godt at øve sig ved små møder og små sager, men det vil være dumt at blive ved i længden.

For at tænke klart vedrørende lovgivningens indvirkning på langsigtede perspektiver kræves der et frisk, veludhvilet hovede.