Baggrund
Læsetid: 3 min.

Ministerium erkender, at debat om læreres arbejdstid byggede på forkerte tal

Tallene bag en stor EU-undersøgelse om læreres arbejdstid var forkerte, og derfor holder undersøgelsens konklusion om, at Danmark har fjerdeflest lærere pr. elev, ikke. Lærerforeningen havde angiveligt advaret medierne om de ukorrekte tal
Indland
23. december 2011

Debatten om lærernes arbejdstid tidligere på måneden var baseret på forkerte tal.

Det erkender både Ministeriet for Børn og Undervisning og KL’s magasin, Momentum, hvori tallene fra EU’s statistikkontor Eurostats skoleundersøgelse blev offentliggjort.

Ifølge tallene var Danmark det land med fjerdeflest lærere pr. elev. Artiklen i Momentum konkluderede, at Danmark var blandt de lande, hvor lærere havde flest timer sammen deres elever. »Nærmest mandsopdækket af lærere, når man ser det i et internationalt perspektiv,« som det lød i indledningen.

Debatten tog turen fra Momentum til Jyllands-Posten og til TV 2 News. De mange lærertimer til trods placerede elevernes præstationer sig stadig middelmådigt, lød kritikken.

Nu viser det sig imidlertid, at undersøgelsens tal er helt forkerte. Og at Danmark ligger på en delt 9. plads med 11,4 elever pr. lærer i modsætning til det første tal på 9,9 elever pr. lærer. Finland på 13.-pladsen blev i debatten fremhævet som det gode eksempel.

Usaglig debat

KL’s formand reagerede prompte på debatten om lærerne, der underviste for lidt:

»Mit budskab er, at vi bliver nødt til at se på, at danske lærere bruger forholdsvis lidt tid bag katederet,« sagde han til Jyllands-Posten den 4. december, hvor artiklen fra KL blev citeret.

Lærerforeningens formand, Anders Bondo, betegner debatten som decideret usaglig. Formanden har ifølge eget udsagn selv advaret medierne om undersøgelsens fejl og mangler, før artiklerne blev bragt:

»Tallene passer simpelthen ikke, og når jeg tilmed pointerer det over for både Momentum, TV 2 News og Jyllands-Posten, kan man ikke konkludere andet, end at medierne foretager et usagligt angreb på lærerne, som de gerne vil fremstille dovne og ugidelige,« siger han.

Spørger man magasinet Momentum har de gjort alt, hvad de kunne, for at efterprøve tallene, inden de publicerede artiklen. Redaktør Søren Kudahl forklarer, at Momentum inden artiklens offentliggørelse blandt andet kontaktede UNI-C for at kvalitetssikre tallene.

»Jeg kan sagtens forstå, at Anders Bondo er utilfreds. Jeg er ked af, at ministeriet en uge efter vores artikels offentliggørelse finder ud af, at ministeriets indberetning til Eurostat er forkert, og at vores artikel derfor indeholder et forkert tal. Men jeg synes, vi har gjort alt, hvad man kunne forlange af os, for at tjekke tallene,« siger Søren Kudahl.

Ifølge Lærerforeningen er talfejlen imidlertid ikke det eneste, der er galt, med sammenligningsgrundlaget og artiklerne.

»Ikke alene er tallene forkert indberettet til Eurostat. Man sammenligner også lærer/elev-ratioen fra alle klassetrinene i de danske skoler med første klassetrin i de udenlandske skoler. Det vil nødvendigvis give misvisende tal, fordi lærerbelægningen er langt højere i grundskolens afgangsklasser,« siger han.

Til det svarer Momentum, at når Eurostat finder undersøgelsens resultater statistisk holdbare, så gør Momentum det også.

— Bør man ikke som journalist forholde sig til sin dokumentations usikkerheder?

»Naturligvis, og det har vi også gjort. Men i internationale undersøgelser vil der næsten altid — uanset emnet — være nogle forskelle på, hvordan tallene præcist er opgjort i de enkelte lande. Men Eurostat mener stadig, det giver mening at diskutere tendenser på tværs af landene, og det samme gør vi. Når det er sagt, ville jeg i dag ønske, at vi havde fremhævet forbeholdene endnu tydeligere, end vi gjorde,« siger Søren Kudahl

Stadig noget om snakken

På linje med Anders Bondo mener kontorchef Signe Tychsen Philip i Ministeriet for Børn og Undervisning, at undersøgelsen skal læses med kritiske briller.

»I undersøgelser hvor man sammenligner lande internationalt, skal man altid tage højde for store udsving. Særligt på folkeskoleområdet, hvor landene har organiseret sig og registrerer meget forskelligt,« siger Signe Tychsen Philip.

Hun pointerer dog, at debatten om lærernes undervisningstid også har været funderet i en undersøgelse, ministeriet selv har foretaget om lærernes arbejdstid, og de tal er korrekte.

— Men Momentum og Jyllands-Postens artikler er udelukkende baseret på de fejlagtige oplysninger som ministeriet gav til Eurostat, og som senere blev videreformidlet på blandt andet TV 2 News. Er det at føre en saglig debat?

»Jeg kan jo kun beklage, at vi har lavet en fejl, der har rykket lidt ved Danmarks placering på listen over landenes elev/lærerratio. En fejl, som vi i øvrigt allerede har orienteret om og beklaget over for Danmarks Lærerforening og KL, ligesom vi har orienteret om det på ministeriets hjemmeside i sidste uge« siger Signe Tychsen Philip.

— Danmark er røget fra en fjerdeplads til en delt niendeplads — er det ikke et relativ stort spring, når 13.-pladsen bliver brugt som det gode eksempel?

»Jeg kan kun beklage, at vi har indberettet forkerte tal om elev/lærerratioen, men det ændrer ikke ved, at opgørelsen over lærernes arbejdstid er god nok.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her