Læsetid: 4 min.

Mr. 3,3 procent

Er de konservative på vej til at lide Centrum-Demokraternes skæbne?
I de ti måneder, Lars Barfoed har været partileder, har han haft betydelige problemer med at ’brænde igennem’ til vælgerne. Det viste valget i september med al tydelighed, og det er ikke blevet bedre af, at Bar-foed siden har været markant fraværende i den offentlige debat.

I de ti måneder, Lars Barfoed har været partileder, har han haft betydelige problemer med at ’brænde igennem’ til vælgerne. Det viste valget i september med al tydelighed, og det er ikke blevet bedre af, at Bar-foed siden har været markant fraværende i den offentlige debat.

Jakob Dall

2. december 2011

Det var utvivlsomt en mavepuster af de helt store, der ramte de konservative, da de i sidste uge læste den seneste Megafon-måling. Her nåede partiet det foreløbige historiske lavpunkt, siden man overhovedet begyndte at lave meningsmålinger, med en vælgeropbakning på kun 3,3 procent.

Det er det tætteste, de konservative har været på spærregrænsen siden partiets stiftelse i 1915.

’I de go’e gamle dage’ — det vil sige for blot et par år siden — hånede man Bendt Bendtsen for at være ’mr. 10 pct.’, fordi han som partileder ’kun’ kunne levere 10 procents vælgeropbakning.

I dag kan de konservative kun sukke og længes efter tocifrede Gallup-tal.

Siden har partiet skiftet formand to gange, været igennem et par opsigtsvækkende personsager med Lene Espersen og Henriette Kjær og lidt et svidende nederlag ved valget i september, hvor partiet ud over at miste regeringsmagten også blev mere end halveret. Partiet har aldrig haft færre mandater end de otte, det har som Folketingets mindste parti i dag.

Og dertil kommer, at de konservatives mandater parlamentarisk set er ret ligegyldige for regeringen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er dybt underligt at de konservative ikke kan se hvad de skal gøre for at vende udviklingen. Løsningen på problemet er lige for næsen af dem hvis de kigger rundt i Europa. Der er de konservative kristligt demokratiske partier langt den største samlede politiske grupering. Det er bare at gå til den.

Cordua nævner to rimelige forklaringer på K-krisen. Personsager og demografiske ændringer (de sidste er vel i øvrigt delvis en følge af den politik skiftende regeringer, altså også regeringer med K-deltagelse, har ført gennem de sidste årtier).

Hertil hører vi også ofte om K's vanskeligheder med at finde ud af hvilket K-part man vil være. Der var indtil DF kom på banen et stort område at spille, men det er nu reduceret af både DF og LA. Og K kan ikke både tage kampen op mod DF, LA - og RV - på samme tid. Det kan være en grund til at K må indstille sig på at forblive et lille part fremover.

Men noget fjerde er om K-folketingsmedlemmerne simplethen har været dygtige nok. Selvom pressen jo desværre fokuserer mere på overfladiske personsager, så må de mange reformskandaler K-ministrene har været involveret i, vel også have betydning. Jeg kan blot nævne tinglysningsreformen. Den har kostet tusindvis af boligejere (herunder K-vælgere) store summer (ikke i skat, men i rente), og det kunne jo nemt være undgået hvis man havde gået mere forsigtigt frem. Mon ikke der sidder en del tidligere K-vælgere og bander over de K-ministre der var ansvarlige her - og i fx også politi- og domstolsreformerne? Og som ikke kan drømme om igen at stemme K?

Niels Engelsted

Er opskriften ikke rimelig nem at få øje på? Tilbage til rødderne, tilbage til Burke.

De konservative opstod--jævnfør navnet--som et samfundsbevarende parti, så gå igang med at bevare samfundet. Samfundet som de foregående generationer har skabt med dets arbejdsmarked, skoler og institutioner. Tag vare på den sociale balance, repræsenter de 99%, og lad den ene procent klare sig selv, hvis den ikke vil være med i det danske fællesskab.

Genopfrisk Burkes idé om en kontrakt mellem os, dem, der gik forud og de kommende generationer. Efterlad vores efterkommere et samfund og en verden, som de kan leve i. Tænk langsigtet, plant træer, bekæmp klimatruslen, også selv om det koster.

De konservative opstod som erklæret anti-revolutionært parti. Så forsag den seneste revolution, den anglo-amerikanske neoliberale omstyrtelse af samfundene til fordel for kapitalmarkederne, finanshusene og den allerøverste internationale elite. Bekæmp--og lad vær at støt--det voldsomme pres for indførelsen af et anglo-amerikansk junglesamfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed.

Tag afstand fra casinokapitalismen, der kun tænker på dagens gevinst, og er blind for morgendagen, eller--værre--ligeglad med risikoen, fordi de regner med, at vi andre må betale tabene. Tag afstand for alle de smarte trick til berigelse på bekostning af andre. For eksempel shortselling, hvor man sælger værdier, man ikke ejer, med det formål at påføre ejerne et tab. Bliv i stedet talsmænd for investeringer i fællesskabets fremtid, byg op, og tag afstand fra tidens mange selskabs- og samfundtømmere, som kan finde politisk repræsentation andetsteds.

Alt det her konservatismens sande etos, og hvis dens nuværende praksis er en anden, så skulle det gøre en omstilling (tilbagestilling) nemmere, at casinokapitalismen og junglesamfundsmodellen står for fald, og at verdens skriger på samfundsbevarelse.

Man kan trække Hedegaard hjem. Det ville indlysende markere den nye start. Men man kan også vurdere, at hun på sin nuværende post bidrager mere til verdenssamfundenes bevarelse, og at man som god konservativ er villig til at ofre sin egen fordel til fællesskabets bedste.

"...en mavepuster af de helt store,"
Tjaeh, man kan vel ikke være særlig overrasket, medmindre man er medlem af den konservative ledelse? Politiske ledelser lever i glasklokker uden megen berøring med det virkelige liv udenfor.
Efter ti år med svage ledelser i skyggen af Venstre og Dansk Folkeparti måtte det gå sådan. Partiet kan lige så godt nedlægge sig selv først som sidst.

Mangler det ikke en konklusion på denne lange analyse?

Er de konservatives problem ikke det helt enkle at folketingsgruppen i efterhånden temmelig mange år har været helt eller delvist blottet for talent?

Udsagnet: "Partiets kernevælgere — borgerskabet i provinsen og hovedstaden — er så godt som uddøde som samfundsklasse." behøver vist ingen kommentarer men fortæller vel kun noget om hvordan verden ser ud fra Gentofte og omegn.

"Der er også iværksat en proces under navnet ’Konservativ Konsensus’ bl.a. med deltagelse af en række intellektuelle partifæller under ledelse af tidligere folketingsmedlem Rasmus Jarlov, der ideologisk set skal kickstarte partiet."

Held og lykke med at definere konservatismen her fra, høhø.

Helt enig, Johan. Al magt til mudderkastere som Jarlov, så går partiet dødt. Men siden der jo fortsat vil være en del "konservative" vælgere, er det mest at spørgsmål om at definere sin målgruppe. Fx ville en tilbagevenden til fokus på civile rettigheder og borgerlig anstændighed glæde mig, selv om det altid kun har været for et mindretal i partiet.

Og nu kan de ikke længere styre krudt og kugler, hvor er det dog synd. Forandring fryder. Brian Lene og Lars, længe leve hurra.

Ofte fremgår det i medierne og andre sammenhænge at medlemmer eller støtter af det konservative folkeparti udtrykker, at "virkeligheden er jo konservativ". Dette er i og for sig rigtigt, men det skyldes i bund og grund, at konservatismen er så mange ting. Derfor er det forholdsvis svært at modargumenterer den ideologi eller anti-ideologi - da de altid vil have ret fordi de definerer sig så vagt. Konservatismen findes ikke og kan ikke defineres. Det lyder sikkert meget provokerende, men det mener jeg faktisk. Det er også derfor at såkaldte 'konservative' så ihærdigt forsøger at definerer sig (fx Oakeshott som blev brugt af Per Stig Møller i sin debat med Krarup i Deadline). Grupper er noget der defineres i forholdet mellem inde og ude af gruppen på baggrund af hvad disse måtte tænke og mene om sig selv og andre. Der er altså ikke noget objektivt kriterie der kan forklare hvad eller hvem de er og hvad de mener og står for. Derfor vil konservatismen altid fremstå blank og udefinerbar. Det er derfor konservatismen er så kontekstafhængig. En konservativ ét sted er ikke en konservativ et andet sted. Konservatismen er eklektisk i særlig høj grad. af samme grund påstås 'konservative' at være genuint politiske, hvormed marxister og liberale gøres til det sande onde fordi de kender svaret på forhånd etc. "Og historien har jo vist hvor fatalt sådan noget ender".

og sådan kunne jeg blive ved.