Læsetid: 4 min.

Næsten hver anden lærerstuderende falder fra

En ny vurdering af læreruddannelserne godkender 14 ud af 16 uddannelsessteder. Alligevel falder en stor del af de studerende fra undervejs. Uddannelsesministeren lægger op til, at det måske er de studerende, den er gal med, og ikke uddannelserne
De fleste uddannelsessteder registrerer, hvorfor de studerende falder fra. To af de hyppigst forekommende årsager er manglende studieaktivitet og forkert valg af uddannelse. Derfor skal man måske arbejde mere for at få andre typer studerende ind på læreruddannelserne, mener uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

De fleste uddannelsessteder registrerer, hvorfor de studerende falder fra. To af de hyppigst forekommende årsager er manglende studieaktivitet og forkert valg af uddannelse. Derfor skal man måske arbejde mere for at få andre typer studerende ind på læreruddannelserne, mener uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

Claus Bjørn Larsen

14. december 2011

I 10 år har politikere og eksperter skældt ud på landets læreruddannelser for kvaliteten i undervisningen og det massive frafald af studerende. Men måske er det ikke uddannelserne, den er gal med, men de studerende, der bliver optaget, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

Danmarks Evalueringsinstitut har netop vurderet 14 ud af landets 16 læreruddannelser til såkaldt positiv akkreditering. Det betyder, at de lever op til alle 17 fastlagte kriterier for god uddannelse. Alligevel falder op mod halvdelen af de studerende fra, selv på de godkendte uddannelser.

Det bør give anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem man egentlig vil have ind på uddannelserne, og hvordan man fastholder dem, siger den nye ressortminister for området.

»Det her er et oplagt sted at starte en diskussion om, hvordan vi får optaget nogle, som også kan gennemføre uddannelsen,« siger uddannelsesministeren.

Udmeldingen er den første, Morten Østergaard kommer med om læreruddannelserne, siden de blev flyttet fra undervisningsministeriet over til det nydannede uddannelsesministerium, hvor man nu har samlet alle videregående uddannelser. Og det er da også netop sammenlægningen, der har fået ministeren til at se på læreruddannelserne med nye øjne.

»Jeg kan konstatere, at læreruddannelserne er de mest gennemregulerede uddannelser, vi har. Men jeg har svært ved at se, hvorfor læreruddannelserne kræver en hel særlig håndstyring fra Christiansborg, når vi i øvrigt er tilfredse med mange andre uddannelser, der i højere grad selv kan sammensætte indholdet,« siger uddannelssesminister Morten Østergaard.

Af alle lærerstuderende, der begyndte uddannelsen i 2006, er det kun 61 pct., der er blevet færdige. De fleste uddannelsessteder registrerer, hvorfor de studerende falder fra, og her er to af de hyppigt forekommende årsager manglende studieaktivitet og forkert valg af uddannelse. Derfor skal man måske arbejde mere for at få andre typer studerende ind på læreruddannelserne, siger Morten Østergaard.

»Det kunne være folk, der er startet på et universitetsstudium og fundet ud af, at det ikke var dem. Så bør de kunne tage den ballast med ind og måske blive gode folkeskolelærere,« siger han.

Mangler undervisning

Konkret lægger ministeren op til, at det skal være nemmere at få overført merit fra tidligere uddannelser, for eksempel fra et universitetsstudie i matematik til et linjefag i matematik på læreruddannelsen. Samtidig taler han om muligheden for at »sætte læreruddannelserne fri« og slække på lovgivningen, så de får flere muligheder for selv at sammensætte indholdet.

»Så kan de i højere grad få en egen profil, så nogle uddannelser måske bliver mere attraktive for nogle typer studerende end for andre,« siger Morten Østergaard.

Formanden for de Lærerstuderendes Landskreds, Tobias Holst, giver ministeren ret i, at mange studerende er kommet ind det forkerte sted, og at der kunne gøres mere ud af at optage de rigtige mennesker.

Han mener dog, at man i forvejen appellerer for meget til dem, der ikke kan komme ind på universiteterne.

»Læreruddannelsen bliver ofte italesat som en slags universitet light, og det er det også til dels i dag. Man burde i stedet fokusere på det, der gør læreruddannelsen til en særlig uddannelse. At man kommer ud og arbejder med eleverne, og hele samspillet mellem teori og praksis,« siger Tobias Holst.

Formanden for professionshøjskolernes rektorkollegium, Erik Knudsen, har også svært ved at se, at frafaldne universitetsstuderende skulle være en overset gruppe for læreruddannelserne.

»Vi ved, at en relativ stor andel af dem, der dropper ud af en universitetsuddannelse, starter på en professionsbacheloruddannelse efterfølgende. Så vi skal måske have mere fokus på den uddannelsesvejledning, der bliver givet i gymnasiet, og om den afspejler virkeligheden på læreruddannelsen. For det tror vi ikke altid, den gør,« siger Erik Knudsen.

Til gengæld ser han frem til, hvis professionshøjskolerne får lov at bestemme mere selv.

»Så ville vi kunne tilpasse uddannelsen bedre og hurtigere, og det kan måske også være med til at gøre den mere attraktiv for de studerende,« siger Erik Knudsen.

Tobias Holst ser også gode muligheder i forslaget om at sætte uddannelserne fri. Men ikke som situationen er nu, hvor professionshøjskolerne kæmper for at holde sig oven vande økonomisk:

»Der er elendige timetal på læreruddannelsen, og derfor er kvaliteten ikke høj nok. Der skal økonomien være en væsentlig anden, før det giver mening at slække på reguleringen. Hvis professionshøjskolerne selv får lov at bestemme lige nu, så sparer de, hvor de kan,« siger han.

Det samme fremhæver professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet. Han mener, der kan være mange gode grunde til at ophæve den stramme detailkontrol. Men netop den pressede økonomi kan blive et problem.

»Det risikerer at blive noget temmelig tyndt noget,« siger han.

»Uddannelserne har nogle problemer med attraktivitet, og der burde man lytte mere til de lærerstuderendes kritik af, at der er for lidt undervisning,« siger Niels Egelund og fremhæver, at det ikke nødvendigvis bliver bedre af, at professionshøjskolerne selv får lov at bestemme mere.

Venter på følgegruppe

Det er uddannelsesministeren ikke enig i. Han mener, at den nye positive akkreditering netop vidner om, at læreruddannelserne er parat til at løfte et større ansvar for at tilrettelægge deres indhold selv:

»Det vidner om, at kvaliteten langt hen ad vejen er i orden, og at der er basis for at give dem mere frihed. Det er noget, vi kommer til at diskutere med den kommende evaluering af læreruddannelsen,« siger Morten Østergaard med henvisning til den følgegruppe, det tidligere Undervisningsministerium har nedsat.

Følgegruppen har i fire år fulgt de studerende fra årgang 2007, hvor den nye læreruddannelse blev indført, som netop har gennemført deres studie. Følgegruppen ventes at offentliggøre sin rapport umiddelbart efter nytår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Jeg kan konstatere, at læreruddannelserne er de mest gennemregulerede uddannelser, vi har. Men jeg har svært ved at se, hvorfor læreruddannelserne kræver en hel særlig håndstyring fra Christiansborg, når vi i øvrigt er tilfredse med mange andre uddannelser, der i højere grad selv kan sammensætte indholdet,« siger uddannelssesminister Morten Østergaard."

Morten Østergaard, muligheden for at denne håndstyring fra Christiansborg kan være en del af problemet foreligger vist. Men hvad nytter det så at du fortsætter denne bizarre tradition? Bliver centralistisk styring bedre af at den nu kan foretages af dig? Stik venligst piben ind og lad praktikerne (dvs. studerende, undervisere, administrativt personale og sagkundskaben iøvrigt) komme til orde, før der bliver rullet nye tåbelige smartass-beslutninger ud.

Anne Marie Pedersen

Det var da virkelig en ikke-forklaring på, hvorfor de studerende falder fra i artiklen: "to af de hyppigt forekommende årsager manglende studieaktivitet og forkert valg af uddannelse". Øh, manglende studieaktivitet er vel bare frafald og ikke en årsag. Måske en stor del af årsagen til frafald skal findes i det forhold, som de studerende selv peger på; nemlig for få undervisningstimer og for meget selvstudium.

Noget andet er så, at man aldrig registrerer frafald som enten positivt eller negativt.

Positivt, forstået på den måde, at noget frafald sikkert skyldes, at den studerende bliver klar over, at han eller hun har valgt forkert i forhold til profession og derfor skifter i tide. Et overvejet og sikkert fornuftigt skift til et mere passende studie. (Eller måske havde den studerende faktisk aldrig tænkt sig at gennemføre fra start, men ville gerne have noget at lave jf. tidsånden med at studerende skal skynde sig ind på studier!)

Et "negativt" frafald er så et frafald som sker som et nederlag. Den studerende ville egentlig gerne være lærer, men kan af forskellige årsager ikke få gennemført studiet.

Jeg er i hvert fald træt af den utrolig snævre tilgang til studiefrafald og den meget lidt konstruktive måde at anskue det på.

Lise Lotte Rahbek

Der er vist ingen uddannelser og fag, som har været mere udsat for politikernes vægelsind og personlige virkelyst end netop læreruddannelserne.

Lad dem dog for filan snart få fred til at finde deres egne ben istedet for at regulre og mosle rundt med dem hele tiden.

Giv dem et frikvarter.

Frafaldet kunne også skyldes, at der pludselig går en prås op for de kvikkeste: -

Det er ikke motivationen, men - konstruktionen - der er helt galt afmarcheret - en anakronisme.

De lærerstuderende opholder sig i mere eller mindre okulte femi-miljøer, hvor de stifter bekendtskab med en masse dubiøse såkaldte lærebøger, skrevet af tvivlsomme forfattere, det meste rent humbug - de mange intelligenser, va’ ba’. Her eksisterer en hel underskov af lukrative beskæftigelsesmuligheder for halvstuderede røvere af enhver observans.

Jeg har stadig en hel hyldemeter af disse bøger fra dengang jeg tog en meritlæreruddannelse på ét år.
Det er lige så mange bøger, som jeg brugte i hele 5 år på DtH under mit ingeniørstudium.

Vi var nogle på det første hold, der vurderedes til at være så kloge, at den normerede tid på to år nok ville være for meget for os, mente undervisningsmedisteren. Vi var en flok civilingeniører, cand.dit-datter, og andre obskure akademikere. Selv fik jeg topkarakter for mit eksamensprojektet, jeg mere eller mindre rystede ud af ærmet.

Her kunne en naturvidensskabelig uddannet som undertegnede ved selvsyn konstatere, at det vitterlige vås i denne branche er mere udbredt end godt er, charlataner går for at være orakler, nye pædagogiske teorier lanceret som ugens tilbud til de i forvejen forvirrede.

Det var ikke islam, der gjorde op med Oplysningstiden, det var pædagogerne og Folkeskolen, der i sit formål ikke ét eneste sted nævner fornuft og forstand, men hele tiden fantasi og dansk kultur. Folkeskolen er ikke smittet af oplysningen, men dyrker mystiske fænomener som følelsernes intelligens.

I dag producerer den tolerante skole aggressive og hensynsløse bilister, dækafbrændere, pigebander, fodboldbøller, racister, autonome, globale rødder, poptøser, fundamentalister og rockere …

Pær Køie Kofod

Hvad skal vi med lærerene!?
Polemisk. Retorisk.

Når du har oplevet 14 meget forskellige unger. Med meget forskellig baggrund.
Gå autonomt ind i en proces.
Stort set overflødiggjorde læreren.
Ved flere lejligheder.

Hvor de som "professorer" på hvert sit felt. Delte sin viden generøst og ligeværdigt med hinanden.
Hævede hinandens generelle niveau.
På en dynamisk interagerende måde - læring.

Kan også kaldes:
Cooperative learning. Mending learning.
Autonom læring. Ansvar for egen læring.

Så sparkede eleverne/de studerende Røv!

Udviklede sig faglig/tværfagligt hurtigere teoretisk/praktisk til et højere niveau.
End det der blev dikteret af en dygtig faglig tavle-lærer.

(Folkeskolens normer for indlæring er for lavt . Eleverne har væsentlige større kompentencer. Til SELV at hæve niveauet.

Men behøver en lærer der STIMULERER til læring ud over det der bliver spurgt om.
Der ansporer til - Selvstændige præstationer.

Eleverne på universiteterne gjorde oprør for årtier siden. Men alligevel har uddannelsessystemet(Taxametersystemet) ikke rykket sig synderligt.

Den hierakiske tradition er stadig gældende.

Dagsordenen idag. Såvel for 35 år siden.

Henrik Brøndum

@Jan Weis

Jeg tror du har fat i den rigtige ende men din argumentation og jo mest "gnavpotte" udfald.

Hvorfor kommer du ikke med nogle sobre forslag til forbedringer. Jeg er selv cand. com. (naesten en slags laerer) men arbejder som en slags ingenioer (implementering af IT-systemer til planlaegning).

Paa RUC brugte vi meget tid paa diskussioner af filosoffer og psykologer - der nok var blevet karakteriseret som "hjernespind" af Grundtvig hvis han stadig havde levet. Jeg mener dog at have faaet meget ud af det - en lektor formulerede vaerdien saaledes: "Det handler om at foretage en intellektuel/akademisk knaeboejning - der giver jer et afsaet til det mere operationelle arbejde (skrive strategiplaner, sagsbehandle lovforslag, lave finanslov etc.) som man alligevel foerst laerer i praksis."

Vigtige laererfag som paedagogik og psykolog tiltraekker folk der elsker "hjernespind" som bier til en honningkrukke. Saa der skal vaere nogen plads til det - men ikke kun det.

@Henrik Brøndum

Du må så undskylde mine åbenbart mislykkede forsøg på også at være ironisk samtidig med analytisk ud fra et større erfaringsmateriale, både fra studietiden som meritlærer og efterfølgende praktik fra Folkeskolen og gymnasiet.

Jeg må også tilstå, at den dér med “gnavpotte” kunne tyde på, at afsender og modtager ikke er helt indstillet på hinanden, og afsenderen er nok her den mest skyldige.

Min kontakt med både seminarieverdenen og skolesystemet har bl.a. efterladt denne fremmede fugl i en lettere stemning af dybforundring og en ophøjet ironisk eftertanke over denne anakronistiske branche, der helt løsrevet fra den praktiske verden ser ud til at leve i sin helt egen selvtilstrækkelige niche, hvor forvirringen vokser dag for dag bl.a. grundet manglende social og faglig udluftning.

Nedenfor følger nogle forhåbentlig sobre forslag til forbedringer set med en ingeniørs øjne, sakset fra et andet netforum, hvor snakken gik på det hovedløse projekt, at lærerne i Folkeskolen nu også skal have noget så subjektivt som karakterer. Hvad skal det nytte …

Lærerne skal ikke bare have karakterer, de skal først have en langt bedre uddannelse. Hvad nytter det at uddele karakterer på et lærermateriale, som de fleste kan se er helt utilstrækkeligt til at håndtere både nutidens og fremtidens udfordringer og er mere optaget af fagforeningsfnidder, godt supporteret af retroproppen i hullet - Danmarks Lærerforening - end at kunne yde en professionel indsats.

Jeg vil bare nævne sådan noget som naturvidenskabelig dannelse, det var der faktisk noget, der kunne kaldes engang, noget mine matematik- og fysiklærere i folkeskolen og gymnasiet havde. Hvor er det nu lige forsvundet hen seneste henved 20-30 år …

Det er i folkeskolen, at grundlaget for de naturvidenskabelige profiler pløjes ned og eroderes bort.

At bibringe eleverne forståelse og indsigt på det matematiske og naturvidenskabelige område har været nedprioriteret i en generation.

Det begynder med lærerkræfterne og læreruddannelsen, hvor det er nødvendigt at udfordre dogmerne. Det vigtigste er ikke, om man har gået på seminarium, men om man med sin viden er i stand til begejstre og engagere inden for sit fag.

Det vigtigste er ikke, om man som lærer dyrker principper om metodefrihed, men at forskning fra Dansk Pædagogisk Universitet bringes aktivt i spil i forhold til det enkelte barn.

Mange forældre vil nikke genkendende til en situation, hvor børn slås med eksempelvis matematiklektier i timevis, fordi læreren ikke formidler en teknik, men lader børnene “ligesom” eksperimentere sig frem.

Den væsentlige pointe er, at mens uddannelsesniveauet og de faglige krav er hævet betydeligt i det øvrige samfund, så er der ikke sket en tilsvarende udvikling inden for lærerstanden.

Det kommer især til udtryk inden for naturvidenskaberne, men er ikke indskrænket hertil. Lærere er naturligvis sympatiske og flittige ildsjæle, som ønsker og kæmper det bedste. Men de kommer oftere til kort på det faglige område, fordi de møder forældre, der har en længere uddannelse end dem selv.

Og som – naturvidenskab igen – måske interesserer sig mere for emnet, end den lærer, som underviser i et for vedkommende sekundært fag.

I lærerens favør er tilbage især en pædagogisk dimension. Og den rækker måske ikke så langt, for akademikerne flytter i stort omfang deres børn til privatskoler. Det vil polarisere vores samfund. Efter den sociale revolution i det tyvende århundrede går det derfor nu den helt forkerte vej, hvor mønsterbrydere får vanskeligere vilkår end tidligere.

Og drengene, også de eventyrlystne af dem, er på vej til at tabe fremtiden, de keder sig bravt i den danske pigeskole. Folkeskolens gode intentioner med et primært fokus på elevernes egen læring og sociale kompetencer har vist sig utilstrækkelige i en verden, hvor gruppearbejde og fællesskab nok er væsentlige elementer i løsning af mange problemstillinger i samfunds- og erhvervslivet, men kan ikke stå alene.

Det er helt nødvendigt at reformere læreruddannelsen, så standen igen kan drøfte udvikling med nutidens forældre i øjenhøjde, så de ressource-stærke elever bliver.

Det er usundt for et samfund, af det er de kortest uddannede, der er pålagt det største ansvar for udviklingen af vores børn.

Løft derfor læreruddannelserne til universiteterne, giv lærerne betydeligt mere i løn, anvend altid kun faglærere (en af forklaringerne på privatskolernes sejrsgang) og lad et supplerende semester i pædagogikum være adgangsbilletten til klasseværelset.

Betydningen af den gode lærer kan ikke overdrives, når de som forbilleder påvirker vores uddannelsesvalg. Men hvor er forbillederne, der er med til at danne mønsterbrydere, lige blevet af. Det er her, det hele begynder – og så kan man muligvis herefter begynde at tænke på at give karakterer …

En hurtig kommentar:

I Finland er læreruddannelsen på universitet; det er den ikke i Danmark. Men hvis man tror, at bare fordi man flytter lærer-uddannelsen over i universitets-regi er alt godt, passer det ikke. Man ser det hos universitets-uddannede, der ikke aner hvordan de skal formidle et stof til eleverne, ikke aner, hvordan man skal gøre f.eks. dansk eller samfundsfag eller matematik for den sags skyld interessant og vedkommende for eleverne - som udgangspunkt.

I Finland har man altså 5-6 gange mere didaktik og pædagogik end man har i Danmark i den danske lærer-uddannelse. Netop didaktik og pædagogik er det der hver eneste gang bliver skåret ned i den danske lærer-uddannelse samt praktikken bliver også skåret ned. F.eks. er man ude i hold og skal selv stå for undervisningen i få dage af ens praktik. Heldigvis var der 14 dage hvor jeg selv helt alene havde ansvaret for undervisningen af eleverne i en 7.klasse, en 8.klasse og en 9.klasse. Og de 14 dage, ja det var faktisk dem, jeg lærte allermest af, nok især, hvad man ej skal gøre.

Jeg har f.eks. været i bedømmelses-praktik til min merit-lærer-uddannelse. Jeg bestod :) - og havde et godt og frugtbart samarbejde med min praktik-lærer og de andre lærere på skolen :) . og fik gode råd mm.

Nu skal jeg ikke forklejne Jan's erfaringer udi skoleverdenen, men min helt egen erfaring med bl.a. fysik og matematikundervisning i 1970erne og 1980erne, at cirka 2/3 af lærerne ikke forstod at formidle deres stof til eleverne; også de naturviden-skabelige lærere gjaldt dette.

Lærerne har altså en 4-årig uddannelse, så jeg ved ikke helt, hvor du har det der med, at det er de kortest uddannede, der uddanner vore børn? Derudover mener jeg, at det er en god idé at der indføres et samarbejde mellem University Colleges og de enegtlige universiteter, forstået på den måde, at man efter 2 år vælger om man vil undervise 1.-6-klasse eller 7-12. klasse (dvs. overbygningen+ungdoms-uddannelserne). Og at man herudfra bygger sine to linjefag ud til en egentlig bachelorgrad i begge linjefag.
Derudover mener jeg at uddannelsen bør være fem-årig, og at man som lærer-studerende skal mere i praktik. Og skrive opgaver om praktikken, hvor den relateres direkte til den teori man benytter sig af. Og praktikken bør være mindst 8 uger og helst 12 uger. dDn eneste måde man kan blive lærer på ved at gøre det - altså at formidle et stof. Og lære af sine fejltagelser, reflektere over de ting, der gik galt og rette op på det næste gang.

Og jeg er altså aldrig stødt på følelsernes intelligens i nogen som helst litteraturliste, hverken på min voksen-underviser-uddannelse eller på min merit-lærer-uddannelse eller på den FVU-uddannelse, jeg er ved at tage. Tværtimod var og vi optaget af at diskutere, hvordan man bedst muligt kan sikre at folk kan lære at læse, hvad læsning er, mm. samt hvordan folk bedst kan blive interesseret i at det man har at formidle til dem. Og den måde man gør det på i dag, ja det er altså tage udgangspunkt i det de ved om matematik, ikke i faget som sådan, men i deres tanker om matematik og så som lærer korrigere deres fejl-opfattelser. F.eks. havde jeg engang en 4. klasse i matematik. Vi skulle have om længdemål, og jeg spurgte dem om hvordan de troede, at folk talte f.eks. km i gamle dage. Alt fra kænguru-spring til hænder og fødder blev nævnt, og jeg fortalte så at før der var noget, der hed meter og kilometer talte folk fod, skridt, og tommer. Og favne. Og det er jeg mener med at tage udgangspunkt i den viden eleverne har i forvejen. Læreren må så fungere som brobygger, hjælpe eleverne med at at finde plads i hans eller hendes eksitsterende kognitive struktur (i hjernen) så den nye viden kan kobles på den gamle viden.

Mht. til at lade børnene prøve sig frem er det en oplagt mulighed for at lade eleverne (børnene) forstå tankegangen bag matematikken, at man godt via forskellige matematiske metoder kan komme frem til det korrekte resultat. Og da jeg underviste 4.klassen i matematik, viste jeg da hvad de skulle gøre, men hvis de fandt en anden og smartere måde at gøre det på, som gav det samme resultat var og er det da også i orden - eller hyr.

Og så undrer det mig, at Jan aldrig har hørt om begrebet stilladsering, også kaldet scaffolding, hvor læreren netop fremviser eksempler på hvordan eleven bør gøre. Og det kan godt handle om at eleven prøver sig frem, men så er der netop en mening med galskaben, f.eks. kan læreren have et mål om at eleven skal opøve sin selvstændige forståelse for matematik eller en af de fire regningsarter eller procent-regning. Men for at mig at se forbyder dette jo ikke at lærer viser eleven til rette, dvs. underviser eleven i hvordan man gør eller hvordan han vil gøre.

Jeg skal gøre opmærksom på at det som Jan Weis siger om forældrenes uddannelse ikke er korrekt; i forbindelse med min undervisning gik jeg ind på dst.dk og undersøgte hvor mange procent i det her land der rent faktisk havde en universitets-uddannelse. Og lo and behold - kun omkring 8-10% af befolkningen mellem cirka 35-45 år har en universitetsuddannelse.

Og uanset hvor meget folkeskolen eller gymnasiet har forsøgt at få mig til at blive interesseret i at gå en naturvidenskabelig vej er det ikke lykkedes; den viden jeg har om naturvidenskab jeg har i dag har jeg fra en meget naturvidenskabeligt interesseret og dermed også formidlende far. Dog lykkedes det mig da jeg havde en 9.klasse til matematik at bibringe dem en forståelse af hvordan man løser en 2.gradsligning; dette skyldes udelukkende at amn som voksen har udvilket flere kognitive funktioner end børn og unge har.

Og ja, der er metodefrihed i den danske folkeskole; nu har der aldrig været målfrihed - selvom mange tror det.
Metodefrihed betyder, at læreren selvstændigt, i situationen, træffer beslutningen om hvilken metode, han eller hun mener er bedst til at lære det de skal lære, ud fra de mål, han eller hun har sat op for undervisningen den dag. Og såmænd også ud fra didaktiske og pædagogiske overvejelser; didaktik er hvordan man tilrettelægger undervisningen, pædagogik er at ville noget med andre mennesker, føre dem et andet sted end de måske selv ville tage hen. Bl.a. få automekanikere og kokke til at interessere sig for dansk...

Og drengene, ja de keder sig, men hvilke drenge taler vi om? Vi taler ikke om middel eller overklassens drenge, som i de sidste 10-15 år er blevet vant til refleksivitet og til at tale om sig selv og sidde på en stol og lære. Vi taler altså om unge som dem her:

http://www.folkeskolen.dk/504987/erhvervsklasser-oeger-elevers-trivsel-o...

De her drenge kan netop ikke sidde stille og skal helst bevæge sig for at lære noget; og sådan har pigerne fra det vi engang kaldte for arbejderklassen det også.

Og jeg så gerne at de praktiske fag som f.eks. sløjd mm. blev ført helt op til 9.klasse. Der er altså meget matematik i at bygge et køkken....eller i at kunne dreje en skål....eller det der kan i hvert fald komme ud af det...

I min bedømmelsespraktik fik jeg at vide, at der i dag i folkeskolen står at eleverne i overbygningen har krav på, at lærerne underviser i deres linje; dette gælder for så vidt også i 1.-6.klasse.

Og jeg skal gøre opmærksom på at en lærer efter 8 års ansættelse får cirka 32.000 kr. i løn, hertil skal lægges mindst 15% i pension og nogle gange helt op til 18% i pension.

Mht. gruppearbejde har jeg en kommentar. Læring forekommer altid i en social kontekst. Gruppearbejde eller rettere teamarbejde skal styres stramt og hårdt af læreren i starten, der skal opstilles mål for hvad eleverne skal i gruppearbejdet hvorfor de skal det og hvad de enkelte medlemmers funktion er. (co-operative learning hedder det vist). Meningen med dette er at det som eleven kan klare i dag med hjælp, ja det kan eleven klare alene imorgen.

Og successen for den danske folkeskole mener jeg faktisk kan aflæses et sted - på håndboldbanen. Her en en situation fra kampen hvor Danmark spiller mod Kroatien. Danmark eller Kroatien har forlangt timeout.
Jan Pytlick står og taler og pigerne lytter til ham og hører efter. En af spillerne siger så: 'må jeg sige noget'. Jan Pytlick siger 'ja'. Og han lytter og tager en beslutning. I den kroatiske lejr står spillerne spredt rundt omkring og gider ikke høre på en mand som bliver vred på dem og som straffer dem hårdt når de begår fejl mm. Da vidste jeg at vi havde vundet den kamp...

Pointen er at den danske folkeskole netop fremelsker det fællesskab, vi er så stolte over i Danmark, hvor den enkelte trækker læsset, ikke for at være stjerne for en aften, men for at holdet kan blive bedre. Og holdet kan vinde. Og jeg så nødigt dette forsvinde til fordel for dyrkning af eneren sådan som der (desværre) er og har været en tendens til de seneste 10-15 år...

Niclas Bendtner fra fodboldlandsholdet blev jo en langt bedre fodboldspiller, da han endelig forstod, at han skulle bruge sine talenter til holdets bedste, ikke til at fremvise sine egne talenter udi fodboldkunstneri. Og alt dette mener jeg vi et meget langt stykke ad vejen kan takke den danske folkeskole for – med dens fokus på netop fællesskab….

PS: beklager at min ovenstående lange kommentar kom to gange...

Gunvor Trinderup

Karsten Aaen

For at blive lidt i din spilmetafor og dét, at folkeskolen, tilsyneladende efter din mening, fremelsker et bestemt fællesskab vi kan være stolte af og som umiddelbart ikke dyrker eneren. Betyder det så, at individet skal føle sig som sorteper i filmen "Det hvide bånd møder Fluernes Herre"?

Henrik Brøndum

@Jan Weis

Tak for et interessant indlaeg - men jeg kan ikke acceptere din undskyldning - for den har jeg paa ingen maade krav paa!

Lad os haabe der bliver lidt mere plads til drengene i folkeskolen fremover. I min foerste sloejdtime, som jeg havde glaedet mig til hele sommerferien, praesenterede sloejdlaereren de nylakerede gulve i lokalet med ordene: "Ja, vi vil jo noedig have vores flotte gulve svinet til med blod, saa I skal huske, at der aldrig maa vaere koed foran vaerktoejet!"

Det lykkedes dog ikke helt at undgaa det - jeg fik skaaret en ordentlig luns af den ene haand af et vildt instrument der blev sat op i en standerboremaskine - og en kammerat svingede lige bundsenbraenderen over paa min arm da han skulle checke om loddetinnen nu floed rigtigt paa taet hold. Det blev heldigvis nemt repareret af skadestuen i begge tilfaelde - men virkeligt - det var det.

Ingen af mine soenner har haft sloejd - maerkeligt.

@Henrik Brøndum

Man bør altid spørge sig selv om, hvad der egentlig ligger af alment dannelsespotentiale i aktiviteter som f.eks. sløjd og boldspil ...

I min underskoletid havde vi en sadistisk sløjdlærer, en preussisk formet undersåt, det var nede i det sønderjydske, der kun kunne brilliere med at sende nogle udvalgte stakler ned i kælderen efter "det forkromede amerikanske øjemål".

Når de så kom tomhændet tilbage udleverede han dem skånselsløst til latteren. Allerede på det tidspunkt havde jeg nok registreret, hvem det altid gik ud over, hvilken baggrund de kom fra.

I fodbold blev jeg, der var én af de kraftigste (muskler!) i klassen placeret i målet, og kunne dérfra kommandere med de andre - et lederjob der passede til mit gemyt - nul teamwork her, lissom i matematik. Det skulle jeg nok selv finde ud af, mange tak.

Moderne skolelærere vil nok her begynde at fable om sunde børn med sunde sjæle, jeg tvivler på, at det er det mest påtrængende problem i dagens folkeskole.

Gruppeeksamen og al anden naturstridig gruppering i folkeskolen kan kun have sneget sig ind sammen med den efterhånden helt skæve kønssammensætning blandt lærerkræfterne.

Det er noget af en senmodern spagat, en erklæret socialist advokerer for frisættelse af individdet ...

@Karsten Aaen

Det er interessant, at vi begge sådan nogenlunde har gennemlevet det samme forløb inden for uddannelsessektoren, men dog har draget vidt forskellige konklusioner af vores teoretiske og praktiske meritter.

Hæfter mig især ved, at det dér med intelligenserne havde du ikke hæftet dig ved, så her er lidt intro, hvor gøglet, ukritisk importeret from ower there, træder frem i al sin gruopvækkende banalitet, en amerikansk psykolog Howard Gardner lanceret af en dansk skolepsykolog Hansen.

Som om vi ikke efterhånden har fået smidt rigeligt med junkfood i nakken. Ved at udvande begreberne kan alle være med, føle sig inkluderet i mange sammenhænge uden helt at blive det i nogen af dem, ikke skulle yde en personlig indsats i den kognitive erkendelses tjeneste. Man er født, som man nu er født, ren biologisme.

De 7 intelligenser (sakset fra Wikiped): -

Musikalsk/Kreativ intelligens (Tidligere klassifikation: Musisk - Kreativt opfattende)
Sproglig intelligens
Kropslig/kinæstetisk intelligens
Logisk intelligens
Visuel/rumlig intelligens/spatial intelligens
Interpersonel intelligens/social intelligens
Intrapersonel intelligens/personlig intelligens

Oprindeligt opregnede Howard Gardners teori syv intelligenser. Siden er yderligere tre typer af intelligens tilføjet “listen”, der ifølge Gardner ikke skal opfattes som absolut. Den ottende intelligens er den naturalistiske intelligens, den niende handler om opmærksomhed og koncentration og den tiende medregner bevidstheden om eksistens og inddrager evnen til at filosofere. Er det så feset ind …

Intelligens kan med Howard Gardners teoretiske ramme ikke længere opfattes som en rent intellektuel eller kapacitetsmæssig størrelse. Den kan ikke kvantificeres ud fra en tidsafgrænset præstation i logisk problemløsning såsom matematik.

Intelligens ses som et bredere begreb, omfattende dannelse, sprog, selvforståelse, social kompetence, evnerne til at opfatte, huske, tilpasse sig, resonere, generalisere, klassificere, filosofere med videre. En rockers sociale intelligens må altså være helt i top, med rygmærke, knojern og hele svineriet …

Mange kommuner blev rendt over ende og skolebestyrelser besnakket til at følge denne nye pædagokmode, store plakater blev hængt op overalt, og alle rendte nu rundt og følte sig så fucking intelligent, at der ingen grænser var. Der gik et lettelsernes suk gennem klasseværelserne, nu kunne man omsider kalde sig ét eller andet med intelligent uden at skulle yde noget som helst – Marie er ikke så god til matematik ? – det gør ikke noget, det var hendes mor heller ikke – vi kalder det bare i stedet social intelligens – og husk så senere i livet at møde op på socialkontoret …

Hvad angår hans såkaldte spartial intelligens har den seneste hjerneforskning desværre vist, at her er der en genetisk bestemt og signifikant forskel på mænds og kvinders hjerner, deres evne til at orientere sig i rummet, og læse landkort. Her er halvdelen af verdens befolkning altså iflg. Mr. Gardner mindre intelligent end den anden halvdel af menneskeheden. Der er dømt joke, en professor Nyborg fra Århus …

Selv forlystelsesparker som Danfoss Universe gjorde Mr. Gardner til bestyrelsesmedlem – galskaben som institutionaliseret modefænomen. Men det hører vi ikke så meget til mere, efter at den tidligere damedirektør blev videnskabsmedister, bevæbnet med sin sproglige studentereksamen, og nu skal til at åbne en kunsthal her i sognet ...

Her kan du fornøje dig videre: -
http://da.wikipedia.org/wiki/De_mange_intelligenser

Henrik Brøndum

@Jan Weis

tag det nu ikke saa tungt, udviddelsen af begrebet intelligens glaeder jo de mange der ikke kan dividere. Det er da meget soedt!

Brian Pietersen

Anne Marie, de vil slet ikke høre sandgheden
Det gælder stort set alle uddannelser.
Man føler sig til grin hver gang man har deltaget i en evaluering, så det er der efterhånden mange der undgår og venter på at det går galt.

jens peter hansen

Jeg har stadig en hel hyldemeter af disse bøger fra dengang jeg tog en meritlæreruddannelse på ét år.
Det er lige så mange bøger, som jeg brugte i hele 5 år på DtH under mit ingeniørstudium.
Skriver Jan Weiss
Hvad var der i vejen mad at være ingeniør ??

jens peter hansen

Din foragtelige tone og dine nedladende kommentarer giver ikke noget svar på spørgsmålet hvorfor du holdt op som ingeniør ? Folkeskolen har nok af selvudråbte genier med meritpapirer. Meritlærere hvis ønske om at undervise i folkeskolen kun er udsprunget af deres mangel på succes i deres tidligere erhverv, hvis de da overhovedet havde et, er ikke just med til at hæve niveauet i den udskældte institution. Folkeskolen har brug for lærere, der kan undervise med glæde og inspirere elever, ikke sure bedrevidende og arrogante fyrede genier.

Det med fyrede og arrogante genier må være en selvrefererende konstatering, Hansen.

Min tilgang til branchen, efter mere end 30 år succesfuld karriere i dansk erhvervsliv, skyldes også, at vi blev vidner til at vores ellers kloge søn blev "maltrakteret" af ignorante og direkte dumme undervisere i den såkaldte "rummelige Folkeskole". Helt utilstedeligt ...

Her har du så den mere positive tilgang, Hansen.

I en 7. klasse fik jeg af drengene prædikatet - den bedste praktikant de nogensinde havde haft. Da var jeg i slutningen af 50-erne. Senere i en 10. klasse prædikatet - du er bare en god lærer, fordi du respekterer os og vi derfor respekterer dig. I 3 gymnasieklasser - du er bare ok (jysk beskedenhed).

Mundvigene opad, Hansen, der er ret meget at grine af ...

jens peter hansen

Jamen det er da fint der var nogen der roste dig. At du skulle være den bedste påraktikant skulle vel også lige passe i betragtning af din alder,dit meritpas og din erfaring.Bliv ved med at fortælle de positive historier Weis. Det kunne jo være julehumøret steg et par grader og ideen om at være omgivet at idioter kom lidt på afstand. Jeg medgiver gerne, at der i al pædagogisk snak er uhyre meget hokus pokus, men din bindegale sløjdlærer kunne vel nok have haft godt af et kursus i pædagogik ? God Jul i håbet om at folkeskolen får et lidt mere roligt år end den har haft de foregående mange år.

Som et menneske med både en nærmest mareridtsagtigt personlig folkeskoleerfaring og som en af de frafaldne fra læreruddannelsen vil jeg nævne tre årsager til det store frafald.

1. Udsigten til at gennemføre en uddannelse og efterfølgende fungere i et fag der er under konstant indholdsmæssig og økonomisk detailstyring fra Christiansborg, skræmmer mange væk. Det bliver også hurtigt tydeligt at miljøet i folkeskolen er under en hastig uhensigtsmæssig forandring. Hvor fagligt funderet ledelse bliver udskiftet med ”professionelle” ledere, der måske er bedre til at styre budgettet, men som nærmest ingen indsigt har i de faglige ufordringer lærerne står med.
- De fleste nystartede lærerstuderende ved godt at folkeskolen samt læreruddannelsen er en varm politisk kartoffel. Men den udstrækning hvori man bliver underlagt flygtigt skiftende(og ofte særdeles tåbelige) tendenser overskrider de flestes fatteevne.
2. Niveauet, strukturen og indholdet på selve uddannelsen er kedeligt og utidssvarende. Man slæber sig af sted på seminariet, uge efter uge, uden rigtigt at komme nogle vegne. Med tværfaglige projekter og andre fine men ofte ret ligegyldige tiltag – For så i ultra-koncentrerede praktikforløb, endeligt at lære utroligt meget og udvikle sine evner og identitet med enorm hast. Disse praktikforløb bliver så gjort til genstand for skriftlige afleveringer og nye projektforløb, ofte under illusionen om reel forskning, men uden ordentlig efterfølgende evaluering – som enten ikke prioriteres af seminariets undervisere eller som negligeres grundet økonomi eller tid.
- Høj faglighed er naturligvis meget vigtigt. Både på det pædagogiske område og i de forskellige fags indhold. Men ethvert voksent individ, der er kompetent og intelligent nok til at bestride et job som lærer, vil relativt hurtigt og uden nævneværdige besvær, kunne læse sig op til det nødvendige fag-faglige niveau det kræver at undervise i et hvilket som helst folkeskolefag, måske bortset fra kemi/fysik på udskolingsniveau. Udfordringen består derfor, nærmest 100 procent, i at klæde læreren på til de pædagogiske udfordringer. Dette vil aldrig kunne gøres tilstrækkeligt med den nuværende fordeling mellem teori og praktik. Praktikken bør derfor opprioriteres med en faktor 5, minimum!
3. Det reelle virke som lærer i dagens folkeskole, kan også skræmme en del væk. Det drejer sig om dårlig ledelse, dårlig løn, elendige arbejdsforhold, uopdragne, obstruerende og provokerende børn og deres tåbelige forældre, den konstante indblanding og detailstyring fra Christiansborg, amter osv. Samt det konstante kontrol og test ræs, der fremstår som en byld på systemet og derved nærmest totalt hæmmer lærerens mulighed for at virke med hensigtsmæssig faglighed.
- De færreste lærerstuderende har før studie start gjort sig helt klart hvor meget tid og energi det kræver at være skolelærer i felten. Selvom skolelærere på papiret har et relativt begrænset timeantal og tid reserveret til forberedelse mm. Er virkeligheden for langt de fleste aktive lærere, uanset kompetence niveau, at jobbet trænger langt ind i privaten og beslaglægger tid og energi der aldrig(i det nuværende miljø) vil blive kompenseret gennem løn eller faglige muligheder. Dette er et chok at indse og det er meget svært at tolerere for mange studerende - i særdeleshed for de mest kompetente (der let ser urimeligheden og et bedre alternativt karrierevalg) der derfor ofte er dem der falder fra først.

Dette er desværre bare et let og overfladisk omrids af folkeskole og læreruddannelsens omfattende problemer. Men summen af tåbeligheder spiller uden tvivl en meget stor rolle i den store frafaldsrate.

jens peter hansen

det nødvendige fag-faglige niveau det kræver at undervise i et hvilket som helst folkeskolefag, måske bortset fra kemi/fysik på udskolingsniveau.
Skriver Toke Andersen.
Jeg tror nu ikke tysk-og fransklærere er enige med dig heri. Ellers et godt indlæg.
Mange hidser sig med god grund op over fx matematik. Mat-lærerne får fx på seminariet at vide at de ikke må indføre algoritmer. Lille Victor skal selv finde ud fx hvordan man ganger eller dividerer og kan så lave sine egne opstillingsregler. Det hjælper desværre ikke det store flertal og forældrene står uforstående over for dette fravalg af faste metoder.
Toke har ret ,i at det der virkelig trækker trænder ud som lærer er det indhug i privatlivet lærerens arbejde giver. En lærer kan ringes op på alle dage og alle tider af døgnet, sms'er , e-mails og personlige møder fylder utrolig meget og skygger ofte for det grundlæggende arbejde: Undervisningen. Jeg tror det er det faktum, der skræmmer mange. Læreren er som jaget vildt. Også i medierne. Fra højre til venstre i det politiske spektrum. Enhver ulykke i samfundet lægges over på folkeskolen.
Når 19-årige bliver gravide er det fordi de ikke fik nok at vide om prævention i folkeskolen. Når gymnasieungdommen får klamydia er det ikke gymnasierne der får skylden, men folkeskolen der ikke fortalte nok om det for to år siden etc,etc.
Folkeskolen får alt for mange sociale opgaver pålagt, det er blandt andet derfor faglighed og færdigheder undertiden underproriteres.
Og alligevel begynder 95% med en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, mens kun 70% er gang efter gymnasiet og kun 50% efter hhx og her har alle haft universitetsuddannede lærere. Gud hvor ville det være rart hvis fokus blev rettet mod ungdomsuddannelser for en gangs skyld.

Nu ved jeg ikke hvornår Jan W. tog sin meritlærer-uddannelse, men jeg kan skam godt huske Gardners teori om de mange intelligenser fra 1990erne. Gardner påpegede gang på gang at han ikke var underviser, men psykolog, og at man ikke udelukkende kunne sætte en sprogklog eller en kropsklog til at blive undervist efter deres intelligenser, på den måde skete der jo ingen udvikling. Og desuden er og var folkeskolen både dengang nu forpligtet på 'elevens alsidige udvikling'.

Og det betyder at læreren i f.eks. matematik må betjene sig af divserse pædagogiske og didaktiske fif for at f.eks. matematik til at virke interessant og vedkommende for eleverne. Og det er sådant det man bør lære på seminariet, hvordan man konkret tilrettelægger og underviser eleverne. [PS: da jeg tog min meritlærer-uddannelse, var der altså ingen, der sagde, at jeg skulle købe alle bøgerne....]. Og derfor bør pratikken i læreruddannelsen ganges med mindst en faktor fem; didaktik og pædagogik bør (igen) op-prioteres ekstremt meget. Finnernes succes i f.eks. PISA er sådant set et resultat af dette. Finlands succes i matematik handler om en eneste ting, test-resultaterne var dårlige; i Finland satte man mellem 300-500 millioner ekstra kr. til at udvikle matematik-undervisningen over 5-10 år. I Danmark har vi en bondsk tilgang også til undervisning, a wel int betal for møj for æt, næj, dæt wæl a int. Og det betyder lige præcis, at hvis f.eks. matematik-undervisningen skal styrkes, ja så skal et andet fag lide under det.

For at vende tilbage til de mange intelligenser igen, skal man huske på at Gardner er rundet af en amerikansk tradition, hvor man netop taler om 'faktor-analyse', ikke om g-faktor ifht. den europæiske tradition med Charles Spearman og hans g-faktor ifht. intelligens. (se f.eks. Illeris, Læring, side 189, 2011)

Og mht. at lære at dividere, findes der en der traditionelle boglige måde at gøre det på, hvor læreren skriver på tavlen og forklarer at 16:8=2 . Men hvad er der i vejen med at tage en lagkage med, og sige vi er 16 elever i klassen, hvis vi skal have 2 stykker hvor meget skal vi så dividere med. [Min regne og matematik-lærer i skolen gjorde netop sådan]. Og jeg er sikker på man også kan finde en musisk måde at gøre det, man kan f.eks. gange med sange, og man sådan set også lave en lille sang om undertryk og overtryk.

De mange intelligenser skal først og fremmest ses som et didaktisk middel til at lære børn noget, ikke som et pædagogisk mål i sig selv.

PS:
Illeris skriver i sin bog Læring (2011, 2. udgave, 4.oplag) dette om intelligens: På den ene side den overvejende europæiske g-faktor opfattelse.....der har vist at når børn scorer højt på et (klassisk) intelligens-område, der øget sandsynlighhed for, at de også scorer jøjt på andre områder......Heroverfor stod så den overvejende amerikanske faktoranalytiske opfattelse, hvorefter intelligensen består af et antal uafhængige områder eller faktorer." Og på side 190 i samme bog skriver Illeris dette - om Gardner:

"Det mest afgørende og nyskabende er måske, at Gardner sætter begrebet om intelligens i flertal. Han taler om forskellige intelligenser, og ikke om faktorer som delelementer af en intelligens."

Og igen: jeg mener totalt du har misforstået det med den Gardners intelligenser, de handler om at vored kognitive struktur er forskellige, den måde vi, bearbejder information på er forskellig, dermed er den måde vi lærer på forskellig. (jeg er f.eks. visuel og kinæstestisk - jeg skal se og røre...) Men det betyder altså ikke, at jeg eller Marie i dit eksempel ikke skal lære matematik, det betyder bare at vi skal lære matematik på en anden måde, dvs. den didaktiske måde at tilrettelægge matematik-undervisningen for os på er en anden end for f.eks. end person, hvis kognitive struktur er mere logisk.

Og mht. din kritik af Gardners spatiale (rumlige) intelligens, hvor du korrekt referere undersøgelser, som viset mænd generelt set er bedre end kvinder til at tænke rumligt og f.eks. se tingene i 3D inde i deres hoveder, så husk på, at hjernen er ekstrem plasticerbar og ændres alt efter, hvad vi gør, hvor tit vi gør, og måske også efter, hvordan, vi gør det. En lille anekdote her: En af mine tidligere kvindelige kolleger boede i København. Hun kunne ikke finde ud af at parallel-parkere, dette var nødvendigt for hende at kunne. Efter 3 års øvelse kunne hun det bare. Og det kunne hun fordi den kognitive struktur i hendes hjerne var ændret, fordi hjernen nu var blevet ændret til at se vinklerne, sikkert også de blinde vinkler, der måtte være.

Ang. det der med den at være den bedste praktikant, vil jeg mene også skyldes din alder (sidst i 50erne), og måske også at du havde en søn, dvs. du er og var vant til at omgås børn, hvilket også betyder noget ifht. tilgangen til den danske folkeskole, 10.klasserne og måske endnu mere i gymnasiet.

I min bedømmelses-praktik til meritlærer lærte jeg også ældre, ja jeg vil kalde dem, lærerinder, at kende. Og jeg lærte ligeså meget af dem, som jeg lærte af min praktiklærer. Og af mine andre kolleger på lærer-værelset. Alle personer har forskellige måder at lære på, det er lærerens opgave at opdage hvem der hvem og så tilrettelægge undervisningen derefter - men stadigt med øje for de faglige mål opsat i Fælles Mål-beskrivelsen. Men hvordan man når målene, om man danser, synger, spiller, skriver mm. kan vel i princippet være lige godt - sålænge eleverne opnår målene.

Eller sagt på en anden måde: Marie skal også lære at tænke logisk og skrive sammenhængende i dansk, hun skal også kunne se at 2+2 er fire, eller at a2+b2 giver c2, hun skal også lære at bøje tyske verber og den engelske grammatik. Men hvordan hun lærer det skal tilpasses til hende og andre elevers 'intelligens', også kaldet læringsstil (Dunn og Dunn) af nogle. Og det er mig ubegribeligt at en lærer ikke ved hvad david p. ausbubel skrev for over 40 år siden - i 1968

"Den vigtigste enkeltfaktor, der influerer på læring, er hvad den lærende allerede ved." (her citeret efter Illeris, Læring, 2011, 2.udgave, 4.oplag)

jens peter hansen

Karsten Aaen, jeg går ind for lagkager, pandekager og alt andet der kan anskueliggøre problemer. Jeg går ind for sanglege og lege der kan få ungerne til at bevæge, mens de også lærer fx. at gange, men jeg tror også at det er god idé at give nogle børn en/eller flere smarte måder til at stille det hele op, når man har forstået hvad divisonens gåde går ud på. Ligesom jeg synes at de præpostioner der styrer dativ kan gives på tysk, men naturligvis også bør kunne findes af eleven selv.

Jeg er sådan set meget enig med dig, Jens Peter, i at man som lærer bør kunne så meget fagligt, have overblik over og i sit fag, så man som lærer kan opstille regler for børnene, hvadenten det drejer sig om division eller tyske præpositioner eller lektioner ud i den engelske grammatik.

Det var det jeg mente med stilladsering længere oppe, scaffolding, på engelsk. Måske skyldes det at jeg kommer fra 2.sprogs-undervisningen for voksne, hvor vi i 1990erne netop talte meget om scaffolding, altså at vise eleverne hvordan man f.eks. siger 'jeg står op om morgenen' og sådan nogle ting. Min pointe er sådan set også at man skal vide hvornår man skal bruge sanglege, hvornår man skal bruge lagkager og ikke mindst hvornår man skal bruge røv til bænk-undervisning - f.eks. kan man ikke lære uregel-mæssige verber (udsagnsord) uden at lære dem udenand.

Bare ganske kort -

Kommer til at tænke på en bestemt medelev, da jeg gik i mellemskolen i 1950-erne, en husmandssøn fra oplandet. Han var helt utrolig fænomenal til hovedregning - med tal, altså 2+2=4.

M.h.t. din pizza, hvad nu hvis man skal addere to brøker 22,7/7,22+7/22? Ta' lige og skær lige den ud ...

Da vi så fik matematik i 3. mellem, altså a2+b2=c2 og Pytagoras og alt det andet skønne, den gang var der heldigvis stadig forskel på høkerregning og den ægte vare, altså skulle til at operere på et lidt højere abstraktionsniveau, gik han fulstændig i stå, og blev stående, uanset hvad læreren gjorde. Han kunne bare ikke se charmen i matematikken.

Hertil skal siges, at denne lærer i øvrigt blev skyld i, at to af hans drengeelever (ud af 28) trods alt kom på Statsskolen, og blev matematikere, to andre (piger) blev bare sproglige, en ret høj hitrate dér i begyndelsen af 1960-erne.

Min hele tilgang (det var i 2002/3) til pædagogikken var konstruktivismen, hvor jeg hentede teorierne fra 60-erne og 70-erne, og den tidlige Illeris var naturligvis også med, som én af det mest ædruelige. Det gav topkarakterer til eksamensprojektet, mens andre, der excelerede i modefænomenet Gardner dumpede - censor var nemlig også gammel 68-er.

Da du bruger begreberne didaktik og pædagogik i flæng, kunne du måske forklare mig, hvad forskellen egentlig er, hvis nogen ...

Kort fortalt er det elevens egen indsats, der gør forskellen, men han/hun må også have interessen - og kjærligheden - med, ellers du'r det ikke, som allerede Grundtvig vidste. Hvor køber man nu lige sådan én, kærlighed til abstraktionen ...

Matematik bør/kan ikke "tilpasses" den enkelte elevs forhåndsviden (hvis der da er nogen). Faget har sin helt egen indre struktur og især metoder, som man skal kunne operere med, for overhovedet at komme videre - brøkregning med et menneskeligt ansigt, va' ba'.

Marie og alle de andre skal have præsenteret La Methode, monseur - hun skal ikke lefles for i al sin uvidenhed ...

Det stiller naturligvis krav til den enkelte elev, men det er jo gået af mode i Folkeskolen, hvor ikke ret mange efterhånden mere kan se det formålstjenlige i at yde denne personlige indsats med f.eks. faget matematik, denne kognitive selvdannelse.

Udbyttet/gevinsten er ikke sådan lige til at få øje på - kan det overhovedet betale sig, hvad skal jeg bruge dét til, jeg skal jo bare være damefrisør, si'r de og misser mod solen - "det sidste menneske" (Nietsche) har talt, lad os ikke falde for den fristelse. Jeg forstår altså ikke matematik - det gjorde min mor heller ikke, så lad mig være i fred ...

Pædagogik er at ville noget med andre mennesker, føre dem derhven, hvor de ikke selv vil hen. Eller sagt på en anden måde: Pædagogik er at forstyrre eleverne i deres hverdag, fordi læreren vil eleven noget - og det han vil det er f.eks. at lære eleven matematik. Og her gælder det om som lærer at kunne dette:

Evnen til at skabe rummet, hvor eleverne lærer bedst
http://www.bjerresgaard.dk/kandidatspeciale.pdf side 30

Og kun få lærere kan dette fra starten af, men må lære hvordan man som lærer gør dette - senere hedder det samme sted om dette:

"Som jeg tidligere har beskrevet er det vigtigt, at læreren får elevernes opmærksomhed og varme følelser drejet væk fra sig selv og over på undervisningsstoffet. For alle eleverne betyder lærerens personlighed, om de har et positivt eller negativt forhold til faget."
http://www.bjerresgaard.dk/kandidatspeciale.pdf side 73

Efter et interview med en elev skriver Helle Bjerresgaard dette:

"Kan li´ betød i Lenes klasse meget for, hvad der kom ud af arbejdet og hun giver således Fibæk
Laursen fuldstændig ret, når han hævder, at ”Eleverne lærer mere hvis læreren giver sin
undervisning præg af varme og positive relationer , skabe accepterende og positiv atmosfære i
klassen”(2004:63)"
http://www.bjerresgaard.dk/kandidatspeciale.pdf side 74

Didaktik er at lære hvordan man metodisk tilrettelægger undervisningen, så flest muligt elever får gavn af undervisningen. Og her kan man så som lærer vælge mellem f.eks. powerpoint, drama, scaffolding, elevoplæg, mundtlige, mm. når eleverne skal lære det skal.

Og ja, Marie skal præsenters for La Methode, men hvad nu hvis eleven ikke forstår La Methode? den måde man som lærer (didaktisk) forklarer eleven hvordan man ganger 5/8 med 6/8......Her nytter det jo ikke at gentage hvad man gør når eleven ikke forstår det...