Læsetid: 3 min.

Økonomer tvivler på social skattereform

Det er meget svært at forestille sig en skattereform, der kan leve op til regeringens krav om, at det både skal kunne betale sig bedre at arbejde, at arbejdsudbuddet skal øges, og at der samtidig skal sikres en social balance. Sådan lyder det fra økonomer
3. december 2011

»Det tætteste man kommer på en umulighed i økonomisk politik.«

Så kontant lyder svaret fra Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, når han skal vurdere, om det kan lykkes at skrue en skattereform sammen, der skal leve op til de stadigt flere mål og kriterier, som regeringen allerede har meldt ud.

Først og fremmest skal skatten på arbejde sænkes markant, proklamerede SRSF allerede i regeringsgrundlaget. Men det skulle ske med en social balance, understregede man igen og igen. Desuden skulle de samlede skatteindtægter ikke falde.

Og nu har regeringen — på baggrund af den seneste uges heftige debat om overførselsindkomster — slået fast, at reformen skal gøre det mere attraktivt at tage et arbejde, og dermed øge arbejdsudbuddet. Samtidig ophæver regeringen nu kontanthjælpsloftet og starthjælpen og tilgodeser dermed folk uden arbejde. Sidst, men ikke mindst, har regeringen slået fast, at der ikke bliver rørt ved boligskatten i hele den nuværende valgperiode.

Den efterhånden meget lange liste af krav og målsætninger til en kommende reform får nu økonomer til at tvivle på, at det overhovedet kan lade sig gøre at strikke en plan sammen, som leverer på alle kriterierne.

»Ren logik tilsiger jo, at man ikke kan øge indkomstforskellen på mennesker i job og dem uden job, og samtidig mindske uligheden. Det er mange fuldstændigt modstridende hensyn, og det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, hvordan en sådan reform skal skrues sammen,« uddyber Bo Sandeman Rasmussen.

Boligskat

Også Michael Svarer, professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, har svært ved at se, hvordan man skruer en skattereform sammen, der leverer på alle de parametre, regeringen lægger op til.

Han hæfter sig blandt andet ved målsætningen om at øge arbejdsudbuddet:

»Vi ved, at den største arbejdsudbudseffekt kommer ved at sænke topskatten. Men problemet her er, at det kun kommer til at gavne de højest lønnede, og dermed kommer det i karambolage med målsætningen om ikke at øge uligheden,« siger han og påpeger, at en anden metode kunne være at øge det såkaldte beskæftigelsesfradrag, hvilket vil også tilgodese de dele af arbejdsmarkedet, hvis indkomster ikke ligger i toppen.

»Det kunne også øge incitamentet til at arbejde, men problemet her er, at det er enormt dyrt, fordi det er alle i beskæftigelse, der får glæde af det. Hvis et sådant tiltag skal have en arbejdsudbudseffekt, bliver det så dyrt, at jeg ikke kan se, hvordan det skal finansieres, når man ikke vil røre ved den eneste indtægtskilde, jeg umiddelbart kan se så store muligheder i — boligskatten,« siger Michael Svarer. Han understreger, at man ved en øget boligbeskatning vil kunne få et stort provenu, uden at forringe incitamenterne til at arbejde mere — og samtidig bevare en ’social balance’.

Kreative løsninger

Carsten Koch, tidligere socialdemokratisk skatteminister og tidligere formand for dem såkaldte Skattekommision fra 2008, er ikke helt så afvisende over for, om det kan lykkes regeringen at leve op til egne målsætninger:

»Det kan godt lade sig gøre at lave en reform, der leverer på alle de fremlagte målsætninger. Men det kræver enormt meget — for hvis man realistisk set skal øge arbejdsudbuddet, bliver man nødt til at ændre på topskattegrænsen,« siger han og erkender, at der ikke er mange skattemæssige virkemidler tilbage, når regeringen har fredet boligskatten.

»Derfor er det nødvendigt at se på andre dele af både indtægts- og udgiftspolitikken, end kun skattepolitikken,« siger Carsten Koch. Her nævner han blandt andet mindre erhvervsstøtte som en mulighed, og fremhæver også den såkaldte multimedieskat, som skattekommisionen i 2008, med ham selv i spidsen, foreslog, og som beskattede arbejdsgiverbetalt elektronik, og dermed især ramte de højtlønnede.

»Det er et eksempel på, at det kræver både fantasi og kreativitet fra regeringen at finde på forslag, der kan leve op til de mange krav, regeringen selv stiller. Men det kan altså lade sig gøre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mon ikke det befolknings-segment, der udgøres af pensionister, førtidspensionister, dagpenge-modtagere, sygedagpenge-modtagere m. fl. følger nøje med i, hvordan den nuværende regering kommer til at indløse kravet om en bedre social balance? Altså en reel indkomst-udligning på tværs i det danske samfund.

Regeringsmandatet har jo, i forbindelse med valget, for en stor del afhænget af en målbar og fornuftig ændring for de laveste indkomster. Og ikke bare for lønmodtagerne. Den skelnen vil vi godt ud over, når politikerne forsøger sig med forslagene. S har og har haft et efterslæb med dén skelnen, som man godt må markere, at man hár fåestået at tage til sig med og under regerings-ansvaret...

Med venlig hilsen

Jens Overgaard Bjerre

Mange af de løfter som regeringspartierne kom med inden valget er de løbet fra igen. Bl.a. løftet om 40 procent billigere offentlig transport. I artiklen og i mange andre artikler, peges der på, at set stort set kun er boligskatten, som vil kunne gøre en forskel.

Husprisernes stigning er stå urealistiske, at hvis bare en fjerdedel af alle husejerne solgte deres hus og flyttede til Norge, ville det kunstigt oppustede økonomiske system bryde sammen. Og endnu flere banker krakke.

Men når nu regeringen stort set er løbet fra alle løfterne til de svageste i samfundet, så kunne man vel også tage sig sammen og pålægge gevinsten ved salget af huse en skat. Lige som i mange andre lande.

Men det vil ikke undre mig, at man i stedet for vil blive ved med at jagte de fattige. Men hvad siger EL? Hvis det ikke snart markerer sig som de fattiges parti, så bliver det splittet.