Nyhed
Læsetid: 5 min.

Opgøret med egobørn

På Virum Skole dyrkes fællesskabet som den nye X Factor. Skolens pædagogik sigter på at fremme alle elevers aktive deltagelse i klassens fællesskab
9B på Virum Skole har engelsk. De laver øvelser, der skal styrke sammenholdet. Efter en række år hvor individet har været i fokus er fællesskabet igen kommet i centrum.

9B på Virum Skole har engelsk. De laver øvelser, der skal styrke sammenholdet. Efter en række år hvor individet har været i fokus er fællesskabet igen kommet i centrum.

Jakob Dall

Indland
27. december 2011

»Lise, vi har penge!« En flok elever styrter hen til engelsk-lærer Lise Olrik. »Her er 20 kr. til velgørenhed,« siger Nanna.

Hun har sammen med Ida, Cassandra og Johanne solgt cup cakes for at skaffe penge til Ibrahim. Ibrahim har tidligere besøgt 8.D på Virum Skole og fortalt om sit arbejde med at starte en skole til fattige børn i Ghana.

»Vi var meget imponerede over Ibrahim, så da vi i engelsktimerne skulle lave projekter, der gør en forskel, ville vi gerne samle penge ind til ham,« siger Ida.

Felix Johannes rækker to fem’ere til Lise Olrik.

»Du skal også have penge fra mig. Og så må jeg lige fortælle, at i morges så jeg et hegn, der var væltet, og jeg rejste det op. Så jeg har gjort noget godt. Julemanden så det,« griner Felix Johannes.

Ny rundkredspædagogik

Lise Olrik har undervist på Virum Skole i snart 40 år og har fulgt mange forskellige elevtyper. Hendes mantra hedder fællesskab, og hun prøver at lære sine elever at forstå verden fra andre steder end dem selv.

»Fællesskab er en krumtap for læring, og folkeskolen er dér, hvor børn lærer fællesskab,« siger Lise Olrik.

»Det individuelle har i det seneste årti taget overhånd. Forældre er totalt optagede af deres egen lille Hassan. Men læreren har jo stor magt. Det er læreren, der styrer undervisningen. Hvis jeg ikke accepterer ’mig, mig, mig’, er det sådan, det bliver. Jeg vil lære mine elever, at fællesskabet er grundstenen til resten af verden.«

I de seneste fem-seks år har hun været meget inspireret af teorien ’kooperativ læring’, som mange lærere gør sig erfaringer med på landets skoler.

Kooperativ læring sigter efter at fremme alle elevers aktive deltagelse i klassens fællesskab og er en række metoder til at strukturere gruppearbejde, teamarbejde og makkersamtaler på.

Lise Olrik indleder dagens fransktimer med 9. B og 9. D med en metode inspireret af kooperativ læring.

På fransk fortæller hun, at eleverne skal stille sig i to cirkler rundt om juletræet. De bagerste rækker sukker, men da eleverne først er placeret i en inderkreds og yderkreds og snakker sammen i par, lyder der en livlig summen af franske gloser.

Tilbage ved bordene fortæller Sebastian og Anne-Sofie, hvad de synes om ’les cercles’, som de kalder øvelsen.

»Man lærer mere end ved at læse en bog. Man bruger sproget meget mere i ’cercles’. Men det kan godt blive lidt ensformigt, for vi bruger det i næsten hver fransktime,« siger Sebastian.

»Men det er bedre end at sidde her ved bordet,« siger Anne-Sofie. »Jeg synes, det er sjovt, også fordi man skal leve sig ind i en anden person.«

Opgøret med ’mig’

Virum Skole er med knap 1.000 elever en af Danmarks største skoler og har været det gennem mange år.

Som mange andre folkeskoler arbejder skolen bevidst med metoder, der skal fremme det sociale, og fællesskab er en klar værdi fra ledelsen.

»Når jeg på første skoledag byder velkommen til nye elever og forældre, siger jeg ’velkommen til ti års forpligtende fællesskab’. Det er ikke bare frit valg på alle hylder og kun ’mig selv og mit eget barn’,« siger Gitte Rasmussen, skoleleder på Virum Skole.

»Vi skal selvfølgelig hele tiden se individet. Det nytter ikke noget at se en grå masse i klassen. Men vi skal også passe på, at det der individ ikke bare får lov til at køre af sted. Derhjemme bliver børnene nurset, og de er projekter i sig selv. Det er forældrenes guld, vi har i skolen, men i skolen skal børnene kunne indordne sig.«

Gitte Rasmussen fortæller, at det særligt er i de små klasser, at skolen oplever en opdragelsesopgave, og den opgave er ikke blevet mindre.

»Vi skal træne børnene mere i at behovsudsætte, end vi skulle før i tiden. Og vi skal i virkeligheden også sommetider lære forældrene at udsætte deres behov.«

Gitte Rasmussen oplever dog, at der er ved at ske et generelt skifte i fællesskabets favør.

»Fællesskabet kommer tilbage, lige så stille og roligt. Der har været rigtig meget fokus på individet. Man har virkelig fået indarbejdet, at det er ’mig selv, mig selv, mig selv’, og det har vi bøvlet med i skolerne, fordi vi gerne vil have fællesskaber. Fællesskaber er så vigtige for den sociale og faglige læring,« siger Gitte Rasmussen.

»Nu synes man også uden for skolen, at det er vigtigt med fællesskaberne. Vi er på en fællesskabsbølge, og det er takket være en krise. I krisetider rykker man sammen og genopfinder fællesskabets dyder og goder. Der er ikke plads til, at man bare er sin egen lykkes smed,« siger Gitte Rasmussen.

Egobørn er en myte

På Grøndalsvængets Skole i Københavns Nordvest-kvarter arbejder personalet også med metoder, der skal styrke det sociale og inkludere alle elever. It-vejleder Elsebet Jakobsen står bag et af initiativerne, ’elev til elev-læring’. Det er en ugentlig skemalagt time, hvor større elever danner makkerpar med små elever og arbejder sammen i matematik, dansk eller andre fag med it som afsæt.

En elev i 6. klasse kan for eksempel sidde sammen med en elev i børnehaveklasse og løse en opgave på computeren.

»Det er noget andet, end at sidde med fingeren oppe i matematik. Det smitter også af på den almindelige undervisning. Eleverne er blevet mere tilbøjelige til at søge hjælp hos naboen i stedet for at række fingeren op,« siger Elsebet Jakobsen. »Og så mobber man jo ikke én, man har arbejdet sammen med.«

Elsebeth Jakobsen oplever, at rygtet om egobørn er stærkt overdrevet.

»Man siger, at det er en generation af individualister, der går i skolen. Man siger, børnene kun går op i iscenesættelse. Det mærker jeg ikke. Trenden i Nordvest er på vej hen mod fællesskabet,« siger Elsebet Jakobsen.

Fællesskab virker

Når et stigende antal skoler søger efter redskaber, der kan fremme fællesskabet, er det først og fremmest, fordi fællesskabet har en positiv effekt på trivsel og læring. Det handler ikke om idealistiske fællesskaber.

»Det nye er, at vi bliver mere bevidste om forskellen mellem at arbejde individuelt og i fællesskab,« siger Gitte Rasmussen.

»Det er ikke bare fællesskab for fællesskabets skyld. Det er ikke rundkredspædagogikken, fordi det er hyggeligt at sidde i rundkreds. Det er, fordi vi ved, at den virker i nogle sammenhænge. I andre sammenhænge virker den ikke. I dag er der en meget større bevidsthed om, hvorfor vi dyrker fællesskabet, gruppen eller rundkredsen. Og jeg tror, der bliver en endnu større bevidsthed om det, fordi vi hele tiden samler viden, evidens og erfaringer for at se, hvad der virker bedst,« siger Gitte Rasmussen.

For en gruppe af elever i 8. D har det virket godt at arbejde sammen om at skaffe penge til en skole i Ghana.

»Alle har været positive, bare ikke pedellen, der ikke ville købe en kage,« siger Ida.

Elevernes indsats er blevet til 250 kr., som Ibrahim får sammen med et julekort.

»Det er ikke et stort beløb, men det gør alligevel noget, og vi vil prøve igen næste år. Det er rart at hjælpe andre. Det er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Og så ser folk også godt på én,« siger Ida.

Hvem ved, måske har julemanden set det?

Serie

Altruismens årti

Seneste artikler

  • Din smag er dit fællesskab

    5. januar 2012
    Smagsfællesskaber vinder frem som den nye sammenhængskraft, og det har kolossale konsekvenser for uddannelsessystemet, lyder det fra idéhistoriker Lars Geer Hammershøj. Særligt gymnasiet står over for en krise med almene fag, der ikke har fulgt med tiden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor er det befriende at læse om skoler som har modet til at styrke fællesskabet. Og gå nye veje, kun ved at prøve nyt lærer vi noget nyt og åbner op for forbedringer og tiltrængte ændringer.

Jeg bemærker udtrykket "behovsudsættelse". Jeg tænker, er det ikke snarere at lære at føle, hvad er mit højest prioriterede behov her og nu.
Jeg oplever at den egoistiske "behovs"dækning netop er mangel på at føle hvilket reelt her og nu behov højest prioriterede. De behov, som forsøges dækket, er tænkte behov, ikke følte behov, og det giver egoismen. Hvordan kan jeg dele ud af noget jeg ikke har, hvis jeg ikke har mine behov dækkede. Ved at turde mærke mit reelle behov, vil fællesskabs fremmende behov ofte overgå mine egobehov, fordi fællesskabet er vigtigt for at overleve. Vi har et naturlig behov for at overleve i flokken, og ikke være udstødt.

Nationen bruger 39 milliarder kroner om året på folkeskolens drift, hvoraf en tredjedel af pengene – 13 milliarder kroner – bruges på specialundervisning til adfærdsvanskelige børn, hvis uansvarlige forældre aldrig nogensinde har opdraget deres afkom til at udvise respekt over for læreren i klassen som en naturlig autoritet ud fra betragtningen om, at som elev i folkeskolen skal man primært slå ørerne ud hver dag og lære en masse fra en dygtig lærer, der har gået mange år på seminarium og tilegnet sig en masse viden.

Det er jo alle tiders, at Virum Skole sigter på at fremme alle elevers aktive deltagelse i klassens fællesskab, men vi mennesker er og bliver forskellige af natur, og derfor vil der altid være nogen, der ikke har motivation eller behov for det af læreren oppiskede ønske om et tæt ”fællesskab” og ”rundbordspædagogik”, men som bare ønsker at lære det fastlagte pensum under disciplinerede forhold med høj faglighed i undervisningen, der senere kan give dem en god ballast i livet.

Hvad gør man ved de skoleelever, der ikke kan finde ud af det ønskede ”fællesskab”? Skal de så bare udstødes af de andre i klassen? Skal de mobbes til de forstår at finde deres plads i fællesskabet? Skal de brændemærkes som klassens "sorte får"?

Tja, hvis succeskriterierne på Virum Skole er frafald og brutal overførsel til specialundervisning for alle dem, som ikke kan finde ud af ”fællesskabet”, ja, så er metoden på denne skole trods alt ikke noget som helst værd, og falder derfor helt i tråd med landets øvrige folkeskoler, hvor alt efterhånden "sejler" på grund af manglende disciplin i undervisningen.

Virum Skole kan etablere nok så meget ”fællesskab” og ”rundbordspædagogik” med henblik på, at 28 elever i en skoleklasse partout skal være enige om alt i hverdagen. Men når folkeskolelærerne i Danmark ikke engang kan være enige om, at høj faglighed og disciplin altid skal være nøglen til en god indlæringsproces for alle, ja, så vil det stadig vælte ud af folkeskolen med elever, der er funktionelle analfabeter, og som knap nok kan læse, skrive, regne eller føre demokratiske samtaler eller dialog med andre som voksne mennesker.

Faglighed og disciplin er nøgleordene for en velfungerende folkeskole, hvor eleverne fra dag 1 skal udvise respekt for læreren som klassens autoritet. Uanset deres etniske, religiøse, sociale, kulturelle og økonomiske baggrund. Herefter vil fællesskabet i skoleklassen komme helt naturligt af sig selv, når blot alle fokuserer seriøst på at indlære det udstukne pensum, og hvis de stærke elever hele tiden motiveres til at hjælpe de bogligt svage klassekammerater med lektiehjælp.

Det kaldes teamwork i det virkelige liv.

Lennart Kampmann

Kooperativ læring er en fin metode til at fornye undervisningen, men den er på sin vis også meget topstyret og lærer-iværksat. Fokus er at få eleverne til at blive mere flittige og faglige gennem samarbejde, men om det underliggende gør eleverne selvstændige, må vi vente og se.

Nogle gange skal elever opleve frustration og besværlighed, så de i højere grad opbygger "rygrad" når opgaverne ikke lige ligger veltilrettelagt til højre foden.

Kooperativ læring har i hvert fald et element der virker - randomiseret harpunering af elever. Det betyder at alle arbejder fordi de risikerer at skulle fremlægge. Men er det et sundt motivationsideal at fremelske?

Der er en hel del lærere der har taget kurser i Kooperativ læring, og systemet har som sådan vundet mange disciple, måske med rette, men alt er dermed ikke klaret. Det er ikke en trylleformular.

I gymnasiet oplever jeg ikke at børnene er egoistiske, snarere at de hurtigt bøjer af og går på facebook eller tetris, hvis opgaverne ikke lige er helt lette. Få elever er decideret nysgerrige.

Med venlig hilsen
Lennart

Undskyld, hvis jeg ødelægger den gode stemning her. Men jeg mener at ego-børn og mig, mig og mig i folkeskolen er en af de myter som Venstre og de borgerlige behændigt har spillet på for at få gennem-ført deres nedskæringer og deres ændringer af folkeskolen.

Derudover har lærerne i den danske folkeskole ikke opdaget at tiden har ændret sig, siden de gik i skole i 1950erne, eller i 1970erne. De længes tilbage efter de gode gamle dage hvor børnene sad på snorlige rækker, aflirede deres budskab fra dagen før, kunne deres salmevers, og hvor børnene var pænt opdragede. Også i 1970erne var børnene jo pænt opdragede - lader det til. Der sad de (vi) også og ventede på, at læreren udøste deres guldkorn af viden over dem.

I dag (for dte har vi jo selv lært dem) vil børnene vide, hvorfor de dog skal lave det, hvordan de skal lave det, og hvor lang tid de har til det. Og mange lærere har ikke fattet dette endnu - derfor bliver børnenen urolige og laver uro i klassen. Er min erfaring. I gamle dage kunne man nok have opdraget børnene hjemmefra til at være stille, når læreren talte, men sådan er det ikke længere. Og det kan man begræde eller ikke; sådan er det. Og det må læreren så tage bestik af og indrette sin undervisning og elevernes læring derefter.

Mht. CL, også kaldet co-operative learning, er det intet andet end den nok så udskældte rundkreds-pædagogik i nye klæder. Præcis på den måde som man taler om man underviser på i fransk og engelsk og tysk er jeg blevet undervist på i engelsk og tysk i 1970erne. Hvordan mon det kan være, at lige så snart noget får en fancy usansk/engelsk ord, så synes alle, det er dejligt og godt, men den fra Tyskland og Italien inspirerede 'reformpædagogik' stadig bliver lagt for had?

Når eleverne går på Facebook eller spiller tetris i timerne er måske et udtryk for at opgaverne er for svære. Men nok så meget et udtryk for at de (endnu) ikke er oplært i det, der hedder gode studievaner. Og det er altså også lærernes pligt i gymnasiet at lære eleverne dette. Der er en god grund til at elever går i skolen og i gymnasiet - for at lære dette - herunder også gode studievaner.

Anne Marie Pedersen

Karsten Aaen. Jeg vil gerne give dig ret i meste.

Men mon ikke problemet med lærerne mere handler om konstant ændring af folkeskoleloven og læreruddannelsen (der har vist i snit været mere end een stor ændring om året under VKO). Og så om, at der i folkeskolen reelt ikke er ressourcer nok til "kerneydelserne". Der skal bruges til på alle mulige planer, møder, udredninger osv.

Heinrich R. Jørgensen

Ole,

sandt er det, at mange poder næppe altid er blevet indpodet med de bedste værdier og adfærdsmønstre, men går helt galt i byen ved at tro at vejen til læring går gennem underdanighed og ydre krav om at sidde stille.

Disciplin påføres ikke poderne udefra. Det er et "spirituelt" fænmen. Elever lærer i bedste fald at forstå, at de har et personligt ansvar der som minimum indbefatter dem selv. Denne ansvarlighed vil selvfølgelig udmønte sig i selvdisciplinering (vistnok den eneste slags "disciplin" der er værd at samle på)

Der er kun én eneste ting, man kræver af eleverne, og som de ikke kan indfri i dag: at høre efter og tage notater. Hvorfor kan de ikke, når vi kunne?

Heinrich R. Jørgensen

Interessant iagttagelse, Peter.

Er det et retorisk spørgsmål? Du har givetvis reflekteret over det ;-)

Peter Hansen

Hvordan kan en eneste ting være to ting?

Majbritt Nielsen

En skole hvor der er blevet gjort anderledes. Og der er åbentbart en positiv forskel.
Hvad kan debatørene så sige til?

Ja der er sure opstød over det bare er rundkredspædagogik på nye flasker.

Og hvad så? Hvis det virker, så ville jeg hellere have mine børn der end i en konvertionel skole.

Anne Marie Pedersen

En anden faktor som overses i 99 % af alle analyser af folkeskolen: Indeklimaet. Mange skoler i dag er virkelig nedslidte og har et beviseligt dårligt indeklima. Her er problemer med skimmel, fugt, varme, dårlig belysning, overfyldte lokaler med deraf følgende dårlig luft og i øvrigt møbler, der som hovedregel passer dårligt til det enkelte barn. Og så er der pauserne, hvor børn mange steder lukkes ud til et stykke asfalt. Og flere gang i løbet af dagen skal de finde sig i et støjniveau, der er forbudt for en industriarbejder.

Har nogen overvejet hvad det skod indeklima gør ved børnenes opførsel?

PS Peter Hansen: Ved du, at de ikke kan høre efter?

Vi er intet uden den anden når voksne lærer dette vil børn også gøre det, alle fra forældre til lærer har ansvar og mulighed for at lære børn dette, børn vil gerne, men de lærer desværre af de voksnes eksempler derfor bliver de utålelige. Det er ikke det vi siger, men det vi gør som giver pote og desværre på godt og ondt.
Derfor dejligt at nogen skoler stadig tror på mennesket.

"Kooperativ læring" - er det rene indholdsløse sludder - med mindre man da tænker på indoktrinering. Prøv bare med denne: "Kooperativ matematiklæring" - va,ba.

Pædagogbranchen har denne fimmel med en gang imellem at lancere noget gammel vin på nye flasker, der er jo heller ikke så meget andet banebrydende nyt at skrive hjem om. Det hele er der før sagt en masse fornuftigt om i tidens løb, det er bare blevet smidt ud med badevandet i vor tid.

I stedet giver man indtryk af at vide, hvordan børn lærer og afvikler ligefrem noget man kalder forskning - varm luft projekter, da den virtuelle genstand for opmærksomheden ikke kan være andet end flygtig og ekstrem tidsåndsafhængig.

At dyrke matematik bliver aldrig en fælles sag, her skal den enkelte selv til faget og præstere noget, lissom snedkerlærlingen, han lærer heller ikke faget ved kun at lytte til mester, men bruge hænderne (og hovedet).

Igen én af disse femi-floskler, som ikke bunder i nogen som helst videnskabelig erkendelse, undskyld - evidensbaseret viden - omkring dette tågede begreb læring.

Når den kloge skal hjælpe den mindre kloge, der åbenbart ikke skal selvstændiggøres til at tage fat og lære noget af egen drift, så vil denne pålagte ekstra forpligtelse, for den kloge, betyde tabet at værdifuld tid, som han selv sagtens kunne have gavn af, så han kunne komme videre end gennemsnittet, måske ligefrem blive noget så utåleligt som Jantelovsovertrædende mønsterbryder - men dem kan vi ikke li', de saboterer vores hygge-nygge, snakker om mærkelige ting, er i det hele taget aparte.

Derved sænkes hele det faglige niveau for klassen, og de kloge har vel ingen særlig tilfredsstillelse ved i længen ved at prøve på at hente de mindre kloge op til noget disse sandsynligvis i længen hverken har evnerne til eller interessen i at beskæftige sig med.

Da jeg i 10-12-års alderen læste rigtige bøger, dyrkede så ekstreme interesser som astronomi og fysik og den heraf afledte matematik - kunne beregne skævvinklede trekanter, kunne det græske alfabet, kunne føre vores sejlbåd ene knægt og navigere efter søkort, aflæse vejret i skyerne, vidste at den tredie bølge altid var den højeste, vidste alt om solfaldsbrisens lyksalige opståen i rette tid, så vi omsider kunne nå sikkert i havn, osv. osv., hvilket alt i alt banede vejen til gymnasiet - kan jeg sagtens se for mig, at denne særling i dagens Folkeskole enten ville blive mobbet eller sendt om til skolepsykologen for at modtage én eller anden fancy diagnose. Hvad er nu det for underlige interesser at have, si'r lærerinden.

Sådanne nødvendige og forandringsparate mønsterbrydere bliver der ikke mere produceret i den danske pigeskole - her ville de enten blive kvalt eller løbe skrigende bort ...

Jan Weis
Du havde lige noget der skulle ud hvad? håber du fik luft. g...
Lille mig. havde så andre interesser og var ikke nær så dygtig, men som jeg læser artiklen handler det om noget helt andet, nemlig vores "opførsel" som menneske og vores respekt og empati i denne sammenhæng,og den har intet med matematisk, eller anden intelligens at gøre. I princippet kan et menneske være et geni og alligevel en utålelig idiot.

Viggo Okholm,

din uempatiske adfærd og disrespekt for debatreglerne går jeg ud fra debatværten vil se nærmere på ...

Jan Weis, du peger også på noget meget interessant, nemlig hvor tidligt den viden, vores voksne tilværelse kommer til at bygge på, optræder.
Jeg har gået det meget igennem med tidligere skolekammerater, og det er for de fleste af os, der er endt med noget, vi er tilfredse med, en tidlig interesse eller erfaring, der har vist vejen.
Heinrich R. Jørgensen, det er en stor frustration, at den betydelige mængde information, man som underviser udlader, synes at prelle af på elever, der ikke synes at forstå, at de præsenteres for noget, de bør samle op med henblik på eksamen.

Jan Weis.

En uforbeholden undskyldning,hvis du føler dig stødt. Jeg går ud fra vi må være uenig i præmisser og jeg opfattede altså dit indlæg som om du havde et ret så kraftig antipati mod budskabet i artiklen, derfor min hentydning til at du havde noget du skulle have ud.
Desuden er din viden som du omtaler en viden jeg ikke har om det så er fordi jeg er "dum" eller har en anden intelligens erjo bl.a. det man kan diskutere.

randi christiansen

Alt er forbundet, og vi er levende væsner, der rummer så meget mere, end hvad systemet efterspørger. Intet under at børnene gør oprør - vi starter med at glæde os til det nye - skolen - og det ender med, at alle andre, end det fåtal som passer ind i det kapitalistiske systems fødemaskine, falder i søvn eller laver ballade

"Få elever er decideret nysgerrige."

http://www.youtube.com/watch?v=FaiyBcvHdV8

"Det er jo alle tiders, at Virum Skole sigter på at fremme alle elevers aktive deltagelse i klassens fællesskab, men vi mennesker er og bliver forskellige af natur"

Eller måske snarere af kultur? Mennesker er også forbløffende ens. Af både det ene og det andet.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"det er en stor frustration, at den betydelige mængde information, man som underviser udlader"

Hvorfor den store fokus på paratviden? Færdigheder kan jeg forstå, men paratviden? Og navnligt -- hvis paratviden?

Hvorfor ikke have fokus på at lære ungerne at kunne tænke? Analysere, anvende logik, kunne tænke klart, kunne præsentere sammenhænge?

Det er for mig slående hvor meget det lader til at skolen fokuserer på at påvirke børnene til at være mere fællesskabsorienterede. Jeg kan ikke lade være med at frygte at fællesskabet er noget som lærerne har ejerskab til, og at der derfor vil være nogen som i kvalme over de voksnes overprisning af skolens åh så gode fællesskab, melder sig ud og nægter at lovprise lærernes fællesskab.

Jeg tror at alle elever i folkeskolen, ligesom alle os andre, har et naturligt behov for fællesskab. Og efter min mening vil det bedste fællesskab derfor være et som eleverne har ejerskab over. Et fællesskab som de selv har magt til at definere, hvor lærerne indgår som en ligeværdig - ikke merværdi - del.
Lærerne på en skole skal respekteres som lærere for deres faglighed, og ligesom alle andre skal de respekteres som mennesker for deres menneskelighed. Men lærerne skal ikke respekteres bare fordi de siger det, fordi de er voksne.

Der er mange gode eksempler på skoler der dyrker det demokratiske fællesskab, et fællesskab som eleverne ejer, hvor eleverne definerer hvad der er til deres fælles bedste - også til lærerne og skolens bedste. Det bedste eksempel jeg kender herhjemme, er Den Demokratiske Skole i Viby.
Hvis ikke et fællesskab er demokratisk, så har det en truende risiko for at blive underkendt af de medlemmer af fællesskabet der ikke føler sig hørt.

PS. Kooperativ Læring er udemærket, men hvad der er endnu bedre, er at eleverne selv definerer deres læring og samarbejde. Så længe lærerne har retten til at definere samarbejdet om læringen, vil eleverne aldrig finde frem til deres reelle behov.

Kooperativ Læring – må så være - Samarbejdende tilegnelse af færdigheder eller kundskaber, ofte ved en arbejdsproces, som eleven selv har indflydelse på.

Sakset fra nettet (boganmeldelser): -

1. Kooperativ læring er (simpelt fortalt) en række måder, hvorpå man formaliserer gruppearbejde, teamarbejde, makker-samtaler og en måde, hvorpå man får indlært positive reaktioner, når der er klassediskussioner.

2. Elever, som ikke plejer at arbejde sammen, er blevet “tvunget” til at samarbejde, og har på den måde lært hinanden bedre at kende.

Det er da let at forstå, ik’å. Det helt overordnede mål er åbenlyst at skaffe ro i klassen og aflaste læreren …

Der sættes tilsyneladende mere fokus på trivlsel end på faglighed, og der tages øjensynlig ikke hensyn til den enkelte elevs helt egen direkte læringsstil, at elever er lige så forskellige, som folk er flest, bliver der ikke taget hensyn til.

Man lærer matematik i skolen i kraft af direkte læreprocesser. Matematik, der indgår i så meget, er trukket ud i et fag, der kan undervises i. Dette fag vil kun give størst tilfredsstillelse og positive resultater for den enkelte elev, hvis han/hun helt på egen hånd, med underviseren som introducerende coach, kan fordybe sig i stoffet, og selv opdage charmen i matematikken. Det kan næppe ske i team, med mindre det hele får lov til at udarte med pizzaregning.

Indirekte læring kan være delkomponent i leg, arbejde, kunstnerisk skabende aktivitet eller andre former for handlinger, hvis primære mål ligger uden for selve læringen. Her snakkes, klippes og klistres og gives en eller anden følelse af fællesskab og trivsel, hvilket da er helt i orden. Det kan bare ikke være hele meningen med at gå i skole.

De elever, der her nedladende kaldes “egobørn” - vi har jo også på det seneste hørt om “powerkvinder” og “tabermænd”, det er åbenbart produkter af tidsånden – kunne for mig bl.a. være børn, der tillader sig at have det unikke personlige kendetegn, at være i besiddelse af en helt egen læringsstil, måske ligefrem være flere hestehoveder foran alle de øvrige. Rene egoister …

Denne "egoist" gælder det så om at negligere med et top-down dikteret og udemokratisk ledelsesdiktat, som i sin yderste konsekvens medfører et ekskluderende undervisningsmiljø, stik imod hensigten, og hvor der garanteret ikke produceres flere mønsterbrydere - tiloversblevne undtagelser - et felt på aftenhimlen, hvor der fra tid til anden steg en dansende stjerne op.

Den beslutsomt fremrykkende enhedskultur træffer nu foranstaltninger til sine næste slag i det tidsubegrænsede finale felttog mod det overordentlige ...

@Jan Weis
Det er en udemærket bekymring at eleverne bliver dikteret bestemte læringsformer i kooperativ læring, da metoden bygger på lærerdefinerede metoder. Den bedste undervisningsdifferentiering vil efter min mening være at lade eleverne finde deres interesseområde og læringsstil selv - med kyndige voksne omkring sig at spørge til råds. Det kræver dog nogle andre forudsætninger som ikke alle eksisterer i folkeskolen i dag.

Som en mellemvej kan kooperativ læring være en god metode der både styrker fagligheden, samarbejdet og den individuelle udvikling. Metoden har fire centrale værdier som alle skal være opfyldte for at der er tale om kooperativ læring. De kaldes SPIL principperne:

Samtidig interaktion
Positiv indbyrdes afhængighed
Individuel ansvarlighed
Lige deltagelse

Hvis du gerne vil vide mere om metoden, kan du låne bogen Cooperative Learning af Spencer Kagan - den er oversat til dansk. Der er masser af gode idéer i metoden, som også indsamler gode øvelser fra andre didaktiske metoder o.lign. (Hvilket gør det ret så absurd at Kagan har patenteret metoden og tjener fedt på dens udbredelse...)

Men kooperativ læring er lærerstyret. Så det kræver stadig at læreren kan differentiere undervisningsmaterialet og stoffet, og det vil så vidt jeg kan se, også være nødvendigt at ekskludere visse elever med særlige behov fra undervisningen.
Dog virker det ikke som om at der i metoden er en holdning om at eleverne er særligt egoistiske som udgangspunkt. Tværtimod tror jeg at Kagan har den holdning at alle mennesker har brug for fællesskaber og samarbejde. - Efter min mening netop for at kunne udfolde sig som individ!

"Fællesskabet" er i skolesystemet betegnelsen for det princip, at læreren fint kan rotte sig sammen med de stærke elever mod de svage elever, som bare har at indordne sig.

Idag bruges fællesskabet derudover som et tvivlsomt argument for at ungerne ikke bare får bøgerne med hjem og styrer deres undervisning selv.

"Fællesskabet" er den sidste desperate taktik fra lærerne, for at skjule det faktum at lærerne i virkeligheden allerede er totalt overflødige.

Intet er helligt for disse lærere, ej heller fællesskabet, som nu skal teoriseres efter lærerens krav og besudles af lærerens tilstedeværelse.

Må vi være fri!

jens peter hansen

»Alle har været positive, bare ikke pedellen, der ikke ville købe en kage,« siger Ida.

Sådan er det. I Virum hvor de fleste har deres på det tørre, kan man ikke forstå at pedellen ikke vil købe kage til Ghaneserne. Tarveligt.
Inden eleverne sikkert skal på solidaritetsrejse til Afrika, kunne de tage en tur på Nørrebro, så kunne de se hvordan virkeligheden ser ud i Danmark. Her er der masser af Ibrahimer. Afstanden er mindre end 15 km og kan med fordel foretages på cykel .

Jeg forstår altså ikke den modstand der er imod at læreren styrer og tilrettelægger undervsingen, også i Cooperative Learning? Selv Paula Rogovin som jeg har omtalt andetsteds leder og styrer jo sin(e) 1.klasser. Hun gør det bare på en måde, så eleverne får lyst, styrke og mulighed for at få en stemme - og at lære at tænke selv. Og opdage verden selv.

Kåre Wangel et al.

Mange tak, fin salgstale, men nej tak.

Efter lidt hurtigt Gurgleri på nettet fremtræder det hele for mig som endnu en obskur amerikansk sekt, hvis eneste formål er - som sædvanligt - at tjene penge, denne gang på at sælge smagløs vin med falske etiketter, sandsynligvis hælerivarer. For ikke så længe siden var det mr. Gardners “mange intelligenser”, som oversvømmede nationen som en pædagogisk tsunami, nu hedder det neoliberale månedens tilbud fra mr. Kogon så “KL” – en gave til alle lærerinder og især pigeelever i den danske Folkeskole - alene mandens websites er jo smagløse og uden professionel stil.

Kommercialiseringen af pædagogikken er nu så fremskreden, at skolerne åbenbart ikke kan se sig fri for dette pågående renderi af sælgere fra den danske KL-patentholder, med ud af 14 ansatte – 14 damer - beautiful ladies. Her opereres i et femi-univers, en undervisnings- og konsulentindustri, som ikke levner nogen som helst tvivl om hensigten med deres aktiviteter.

Selv har de øjensynligt ikke gået længe nok i skole til kritisk at kunne vurdere lødigheden af deres patent. Man leder forgæves efter nøgleord som oplysning, kritisk sans, selvstændig tænkning, fornuft og eksempelvis matematik, som her er reduceret til det intetsigende begreb – problemløsning. Her er ikke-matematikere og ikke-kantianere atter engang i frontalt angrebsspil som led i fordummelsens tidsubegrænsede feltttog, igen orkestreret af den store Mickey Mouse et al.

Nu er pædagogik så også herhjemme blevet en privatiseret vare, tingsliggjort og markedsført af forventningsfulde profitører. Selv mit gamle gymnasium har åbenbart haft besøg fra dette danske monopolforetagende, og jeg prøver på at forestille mig, hvad min fortræffelige gamle matematiklærer ville have sagt til alt dette amerikaniserede og uvidenskabelige sludder og vrøvl – helt ud i skoven. Vi matematikere ved bedre – af personlig erfaring og inderlig interessebestemt arbejde med stoffet. Heller ikke Mr. Kogon ser ikke ud til at skænke det nogen som helst tanke, at matematiklæring adskiller sig markant fra det at lære sprog, det vidste allerede Herr. Immanuel Kant i midten af 1700-tallet.

Hvorfor så dog gå over dammen for blot at hente plagiater, som tilsyneladende er ufordøjede og infantiliserede opkog af førende europæsiske didaktikere og filosoffer, hvis produkter i øvrigt er helt gratis. Oplysningens projekt og videreførslen i Kritisk Teori, som bl.a. formuleret af Frankfurterskolen, burde stadig være en væsentlig del af samfundets moderniseringsprojekt, i stedet for bare at lade eleverne blive spist af med pædagogisk junk-food.

Med en lidt anden ordlyd, men et helt andet meningsindhold end dette Kogonske “KL”, kan jeg ikke undlade at nævne begreberne “Kooperativ sandhedssøgen og udvikling af refleksivt fællesskab” (Habermas) - se det er jo en helt anden progressiv snak, hvor vi til stadighed skal have lov til at insistere på fornuften som mulighed og tage dens parti, ikke glemme også at søge fællesskab uden for klasseværelset.

Et samfund på vej væk fra industrialderen og på vej ind i den såkaldte informationsalder - eller videnssamfundet - må vel være i stand til, at kunne præstere oplyste, myndige og demokratiske borgere, der ikke alle lider af eksempelvis matematisk fremmedgørelse, og for den sags skyld al anden postmoderne fremmedgørelse, men er i stand til at håndtere og vurdere alle mulige former for information i dette påståede hyperkomplekse, individualiserede, differentierede, risikable og værdipluralistiske samfund - kort sagt - dette såkaldte postmoderne helvede (Lyotard), hvor kulturen har parkeret sin civilisation et sted hinsides pædagogisk rækkevidde uden for det, der var meningen med oplysningsprojektet (Eriksen).

Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at jeg heldigvis har stor tiltro til, at de kvikkeste elever nok også vil overleve dette angreb på deres personlige integritet, og kunne præstere en efterhånden mere og mere nødvendig modkraft i deres kamp mod postmoderne autoriteter og de ulidelige politiske forsøg på indoktrinering - nu skal skolen åbenbart både udsættes for hårdhændet “rundkredspædagogik” og “den sorte skole” – på samme tid – lige noget for “KL” … stakkels drenge og piger ...

@Karsten Aaen
Der er meget stor forskel på styring og ledelse. Styring i skolen "nej tak", ledelse "ja tak"
Styring er envejs ordre underlæggelse.
Ledelse er kommunikation med vægt på lytning. Ved at lytte får lederen muligheden for at lede ved brug at deltagernes egne ideer og drivkraft.

fællesskabet er et begreb man har opfundet i skolesystemet, for at fratage lærerne ansvaret fra at forpligte sig på det pædagogiske lighedsprincip.
Læreren skal nu ikke længere have samme opmærksomhed på alle elevers præferencer, men kan med "fællesskabsmetoden" insistere på at behandle klassen som et samlet hele, som læreren fuldstændigt selv definerer. Her bruges forskellige teknikker, der alle har tilfælles at eleverne skal indordne sig på et lærerstyret (læs urimeligt, vilkårligt og usagligt) grundlag. Et ofte brugt udgangspunkt for lærerens definition af klassen, er ideen om at flertallet altid har ret, og mindretallet bare må indordne sig, hvilket er et klassisk overgreb på klassefællesskabet og den enkeltes integritet.

School's out!

randi christiansen

Der er brug for nytænkning overalt - også i skolesystemet. Et ressourcespørgsmål - vores børn kopierer vores handlinger og ikke vores tale - hvad er det, vi videregiver - er det glæde og visdom, eller er det rotteræsets pinsler ? Med små lækre lakuner for de blinde og døve udvalgte få...

@Jesper Hansen
Din bekymring om ejerskabet til begrebet 'fællesskab' lyder på mig noget konspirativ. Jeg giver dig ret i at fællesskabet i dag ofte bliver brugt som retfærdiggørelse af lærernes og skoleledelsens magt. Men det betyder ikke at der er noget galt med fællesskab, kun at fællesskabet både kan være en klaustrofobisk ensretningsmetode og et frigørende demokratisk tilhørssted.

Forskellen for mig at se ligger i om der inden for fællesskabet er lighed (herunder også om det er ekskluderende som det nationalt danske), og om der er frihed (med ansvar over for de andre medlemmer m.m.). Hvis alle deltager i fællesskabet på lige fod, og ingen udemokratisk bestemmer over andre (lærerstyring), samtidig med at fællesskabet er præget af tillid, tryghed og den fælles hensigt at søge alles bedste, så er det er positivt fællesskab.

At alle i en skole er lige, betyder dog ikke efter min mening at læreren er overflødig. Selvom der i en velfungerende gruppe kun med børn eksisterer en høj grad af læring, så har børn brug for kompetente voksne både til at spejle sig i og til at hente viden fra. Lærerne skal være en ressource både for fællesskabet og for individet, så hver elev kan bede om undervisning, vejledning eller hjælp med et projekt, en aktivitet el. lign.

@Jan Weis
Jeg er helt enig med dig i at profiteringen fra Spencer Kagan og hans 'disciple' på kooperativ læring er ganske usmagelig. Det er i det hele tage usmageligt at ville proftere på pædagogiske metoder og teorier. De mange intelligenser er et andet udemærket eksempel.

Jeg synes dog at det er unuanceret af dig at afvise hele metoden på grund kommercialiseringen af den. Der er mange gode egenskaber ved kooperativ læring som i høj grad mangler i anden klasseundervisning, og metoden giver nogle meget håndgribelige redskaber som læreren kan bruge til både at få klassen til at fungere bedre socialt, og til at hver elev kan få mere læring ud af undervisningen.

Det ændrer ikke på at mange elementer i kooperativ læring er taget fra andre 'gratis' teoretikere, og vi bør bestemt ikke udskifte Dewey, Vygotsky og for den sags skyld Grundtvig og Kold med Gardner og Kagan - men det ville være ærgeligt hvis vi ikke bruger de gode tanker som Gardner og Kagan har formidlet til at udvikle den gode undervisning.

Et element som jeg synes er vigtigt at tage i betragtning for at kunne bedrive brugbar kritik, er at være åben for at alle teorier, metoder og ideologier både rummer brugbare og værdiløse elementer. Når du på den måde som jeg læser dine indlæg på, over en kam afviser kooperativ læring uden at se på metodens fordele, tror jeg ikke at du få formidlet din ellers gode kritik videre til dem der i forvejen er glade for kooperativ læring.
Jeg håber du forstår hvad jeg mener.

@Karsten Aaen
Min modstand mod lærerens styring er opstået efter at have set hvordan skoler som f.eks. Den Demokratiske Skole i Viby fungerer rigtig godt uden obligatorisk undervisning. Jeg har erfaret at elever i et trygt og velfungerende fællesskab bedst selv kan administrere deres læring - simpelthen fordi de er bedre i kontakt med deres behov end læreren er det, og fordi motivation der kommer indefra er så meget mere værd end en lærer der prøver at sælge et stof til en.

Men ledelse er dog stadigvæk utrolig vigtigt. I et hvilket som helst fællesskab er der brug for at nogen tager styringen og ansvaret for de ting der er brug for at blive gjort. Det vigtige er at ledelsen altid har et demokratisk mandat, og at eleverne i lige så høj grad kan tage del i ledelsen som lærerne kan.
Ift. klasseledelse, så kan elever i f.eks. Den Demokratiske Skole bede en lærer om undervisning. Når de laver en sådan undervisningsaftale forpligter eleverne sig på at følge lærerens anvisninger (for det er jo læreren der har studeret stoffet), og læreren forpligter sig på at lede undervisningen.

De, der har gidet stave sig igennem mit seneste indspark, har sikkert hæftet sig ved, at mit mr. Kogon bare er et alias for mr. Kagan ...

Nævner man Kritisk Teori bør man ikke undlade at fremdrage Wolfgang Klafkis dannelsesteori og almene didaktik, den kritisk-konstruktive didaktik. Det skyldes, at han - efter min vurdering - præsenterer væsentlige og aktuelle synspunkter på området dannelse. Om Klafki kan endvidere siges, at han, i modsætning til mange andre didaktikere, har defineret nogle grundlæggende nøgleområder, demokratiske emner, som må anses for at udgøre særlige pædagogiske indsatsområder, nemlig fred, miljø, ulighed, medier og medmenneskelig omgang med hinanden, højst aktuelle emner - især i disse tider. Hvor er alt dette nu lige blevet af i ”den nordiske skole” …

Bent-Ole Ludvigsen

Jeg har været folkeskolelærer siden 1978. Jeg "går på efterløn" d. 1. januar 2012.

Forstå det, hvem der kan.

Kåre Wangel

Jeg foreslår at vi ser mere begrebsanalytisk på fællesskabet, så vi kan få en skarpere indgangsvinkel på dette pædagogiske begreb.

I modsætning til f.eks. "samvirke", som defineres i det gørende (definitionen er inherent), er "fællesskabet" et apparatur, der på forhånd er defineret i pædagogiske teoribøger, og som derfor logisk set, slet ikke kan være hverken frit eller lige.

Fællesskabet, som jo netop er kendetegnet ved at være forfordelende og opsplittende, skaber ingen samhørighed, ingen gensidig respekt eller medansvar. Fællesskabet er netop et væsen, en slags hypostase der fuldstændig som "Samfundet", "Historien" og "Videnskaben" arbejder på at fratage os ethvert ansvar for os selv og resten af verden. Disse mystiske væsener arbejder helt selvstændigt mens vi alle sover, og ingen kan derfor have ansvar for noget. Man kan ikke engang melde sig ud.

Lærerens fællesskab er en firkantet kasse, som læreren kan putte eleverne Rip, Rap og Rup og Chip og Chap ned i. Så har vi "fællesskabet" voila og når nu Rip, Rap og Rup tegner fællesskabet så godt, så må Chip og Chap jo rette ind, selvom de nok så meget hader andebøger.

Det pædagogiske fællesskab, har iøvrigt en fætter kendt som "sammenhængskraften", som politikerne ofte henviser til, når de glæder sig over at danskerne ser det samme lorteprogram på TV.

Og jo Kåre Wangel, Naturligvis er læreren da overflødig. Eleverne skal jo ikke lære noget som helst af læreren. Tværtimod. De skal til eksamen i pensum. Pensum står i kompendium. Elever bør derfor proppe vat i ørerne, og få læst pensum, og for guds skyld ignorere alt det sludder læreren ellers kunne finde på at sige, da alt vrøvlet jo fuldstændigt står for hans egen regning. Jeg mindes ikke at have fuldt et fag, hvor læreren ikke var fuld af nonsens.

Lærerens funktion idag er vel udelukkende at være kontrollant og slavepisker, så mon ikke det er på tide at man, på ærlig vis, ændrer lærerens stillingsbetegnelse tilsvarende.

@Jesper Hansen

Tak for svaret, Jesper.
Som jeg ser det, så taler vi vist ud fra to forskellige tilgange. Jeg forstår at det du definerer ved fællesskabet, er hvordan det kommer til udtryk i samfundet i dag, og hvordan det historisk har udtrykt sig. F.eks. er det tyske 'gemeinschaft' af flere grunde et meget belastet begreb, og at udskifte det med 'gesellschaft' gør det heller ikke efter min mening bedre.

Men problemet her ligger for mig at se ikke i fællesskabet (gemeinschaft), men i de betydninger der er blevet lagt i det. Jeg har i flere sammenhænge følt mig som en del af meget positive og ligeværdige fællesskaber, og jeg mærker et tydeligt behov for at være del af et fællesskab. Desuden har jeg set flere udredelser der peger på en stærk empiri for at et sundt fællesskab er en forudsætning for læring.

Men det er bestemt meget vigtigt at være på vagt for hvornår fællesskaber bliver hierakier der undertrykker de nederste, ekskluderer de uønskede og tvinger de indfangne. Det vil jeg i mangel af bedre ord også kalde for et fællesskab, men bestemt ikke et sundt et af slagsen.

Derfor vil jeg også hellere se på hvordan vi gerne vil forstå begrebet fællesskab, i stedet for at afvise det fordi det tidligere er blevet misbrugt.
Som jeg forstår fællesskab, så er det en udtalt etableret forsamling af personer (evt. dyr). I modsætning til en forsamling eller gruppe som ikke har udtalt sig som etableret. Jeg vil nok stille forsamling over for fællesskab og gruppe over for hold. Så et hold er et fællesskab i mindre størrelse.
Det er naturligvis kun min egen definition, og derfor er det også kun udtryk for hvad jeg gerne vil have at fællesskab skal betyde. Det kan sagtes stadig betyde noget helt andet for dig. Sådan er det jo med begreber.

I Den Danske Ordbog (ordnet.dk/ddo) er definitionen på fællesskab sådan her:
1. det at en gruppe mennesker er sammen om noget og derved føler en vis samhørighed
1.a sammenslutning, forening el.lign. af personer, lande osv.

Jeg synes at det er spændende at du bringer 'samvirke' ind som et alternativt begreb, og jeg kan ligesom dig godt lide at det begreb har et handlingselement i sig.
Hvis man går ud fra min definition eller Den Danske Ordbogs definition, mener jeg dog ikke at det dækker de samme ting som 'fællesskab'. Jeg synes der er et helt tydeligt overlap i den første definition fra ordbogen, men dog ikke i den anden der taler om sammenslutninger eller foreninger. Hvad synes du?

Ligesom der blandt historikere i dag gøres et stort arbejde for at redefinere historiebegrebet så det ikke længere omtale som 'historien' men snarere som 'historier', så tror jeg også at vejen frem mod sunde fællesskaber er at definere hvordan sådanne fællesskaber ser ud, hvad der karakteriserer dem, og derigennem genvinde fællesskabet så det ikke længere er synonym med et hieraki m.m.

Som jeg ser det, så bliver et fællesskab positivt ved at dets medlemmer er frie og lige. Netop de tre begreber giver for mig at se kun mening når de er sammen. Frihed uden lighed eller fællesskab er junglelov, lighed uden fællesskab eller frihed er ensretning, fællesskab uden frihed eller lighed er fascisme.

Hvad synes du om den tilgang?

Venlig hilsen Kåre

randi christiansen

Blot en bemærkning om fællesskab - det kan være selvvalgt og det kan være påtvungent.
Kåre Wangel siger det meget fint :
"Som jeg ser det, så bliver et fællesskab positivt ved at dets medlemmer er frie og lige. Netop de tre begreber giver for mig at se kun mening når de er sammen. Frihed uden lighed eller fællesskab er junglelov, lighed uden fællesskab eller frihed er ensretning, fællesskab uden frihed eller lighed er fascisme."