Læsetid 4 min.

Skolen skal gøre op med egoforældre

Forskere ser flere tegn på, at skolen bevæger sig ind i altruismens årti, men egoforældre spænder ben for fællesskabet
27. december 2011

Mig, mig og atter mig. Det har længe været den herskende historie, at navlepillende børn invaderer landets klasseværelser og sætter fællesskabet under pres. Men meget tyder på, at fællesskabet i folkeskolen har det bedre end ventet.

Hvis man spørger forskere bag en af de største forskningsbaserede undersøgelser af folkeskolen, ’Mange måder at lære på’, lyder det overraskende, at skolerne står ved et vendepunkt.

»Fællesskaberne er på vej tilbage i skolen,« siger Christina Lüthi, læringsforsker på Universe Research Lab under Universe Fonden og projektleder for undersøgelsen, som blev afsluttet i 2011. Et af delprojekterne handler om altruisme i folkeskolen.

»Der er kommet større fokus på fællesskabsånd. Flere skoler ser det sociale som vejen frem. Det er en klar antagelse, at vi er gået ind i en form for altruismens årti. I 00’erne havde vi større fokus på ’mig’. Kulturen peger nu på fællesskaber, og skolen gør et stort arbejde for at fokusere på fællesskabet,« siger Christina Lüthi.

Gryende solidaritet

Det er en tendens, som den fagligt ansvarlige for skoleundersøgelsen, Hans Henrik Knoop, bekræfter. Han er lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, og han ser den gryende solidaritet som en del af et større samfundsmæssigt fænomen.

»I en årrække har man talt om, at fællesskabet har været nedprioriteret. Min vurdering er, at det er ved at ændre sig. Der er en speciel atmo-sfære — især vokset frem siden finanskrisen i 2008 — og vi ser en ny form for solidaritet vokse frem i samfundet,« siger Hans Henrik Knoop

Han mener, at den nye solidaritet blandt andet kommer til udtryk i ngo-miljøer og frivilligt arbejde. Et eksempel er de massive protester mod banksektoren, som bevægelsen Occupy Wall Street har sat gang i. Bevægelsens slogan er ’We are the 99 procent’.

Sloganet henviser til, at Occupy Wall Street vil være talerør imod den ene procent af verdens befolkning, som de mener, sidder tungt på verdens økonomi.

»De rotter sig ikke sammen. De finder sammen. Når få tusinde mennesker dikterer markedet, er der ikke længere et frit marked. Det er en slags diktatoriske kræfter, og folk kæmper imod dem som en slags demokratiets fælles fjende,« siger Hans Henrik Knoop.

Ny værktøjskasse

Der kan synes langt fra Wall Street til et dansk klasseværelse, men den større samfundstendens og det fornyede fokus på fællesskab afspejler sig konkret i lærernes værktøjskasse.

Gennem mange år har de pædagogiske teorier og metoder haft fokus på det enkelte barns læring — med mantraer som ’barnet i centrum’ og ’ansvar for egen læring’ — men det er ved at ændre sig.

»Individualistiske teorier om læring er på vej væk, og skolerne bevæger sig mod social læringsteori. Skolerne er meget fokuserede på pædagogiske metoder som LP-modellen, korporativ læring og elev-elev-læring, som er konkrete redskaber, skolerne kan gribe fat i. De redskaber, der vinder indpas i skolerne, har det sociale i fokus. Skolerne vægter i højere grad at tage initiativer til at samarbejde i og på tværs af klassen,« siger Christina Lüthi.

En af konklusionerne i hendes forskningsprojekt om altruisme i skolen er, at langt størstedelen af eleverne oplever, at de modtager og giver hjælp til andre elever, for eksempel ved at de kan få hjælp i timerne, hvis opgaverne er svære.

Kamp mellem mig og os

Når fællesskabet vinder indpas, skyldes det ikke en nostalgisk længsel efter mere solidariske tider, men snarere at forskning viser, at fællesskabet er en af de vigtigste faktorer for læring.

»Vores forskning peger på, at det, at man hjælper hinanden, har en stor betydning for trivsel, læring og tryghed. Forskningen tyder på, at når eleverne kan få hjælp fra andre elever, føler de sig mere trygge — og lærer mere. Fællesskaber — og altruisme — har stor betydning for læring,« siger Christina Lüthi.

Skiftet mod altruismens årti sker dog ikke fra den ene dag til den anden. Der udspiller sig stadig en kamp mellem ’mig’ og ’os’ i skolen, og det er en kamp, som udspringer fra hjemmet.

»Jeg kan bekræfte tesen om, at fokus på det individuelle barn sætter fællesskabet under pres. For meget fokus på lille Peter hjemmefra giver problemer for skolen,« siger Christina Lüthi.

»I min forskning ser jeg to verdener. Der er to elevtyper eller kulturer, der skal forenes i skolen. På den ene side er der ’Me & we’-kulturen, hvor man hjælper hinanden. På den anden side er der ’Me & me’-kulturen, hvor man hytter sit eget skind — ’Me, myself and I’. Jeg har talt med mange lærere, der siger, der kan være store problemer med, at forældre er for fokuserede på deres eget barn. Når børnene tænker for meget på sig selv, kommer det f.eks. til udtryk ved, at de driller sidemanden eller forstyrrer undervisningen,« siger Christina Lüthi.

Den observation nikker Hans Henrik Knoop genkendende til.

»Individualistisk orienterede forældre er en kæmpe udfordring for skolen, hvis man vil styrke fællesskabet. Hvis man ønsker en fælles folkeskole, er det imidlertid en forudsætning, at lærere og ledere tegner så tydeligt et billede af, hvad skolens fælles ramme er, at forældrene får en chance for faktisk at se det større billede. Hvis forældrene ikke kan se det, er det ikke bare svært, men umuligt for dem at engagere sig helhjertet i fællesskabet omkring skolen,« siger Hans Henrik Knoop.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Der er en anden underliggende debat, der også bidrager til forståelsen. Syddansk Universitet har i videoen "Teaching Teaching and understanding understanding" fint redegjort for det forhold at sammensætningen af studerende på gymnasier og universiteter er ændret, så der i dag er en overvægt af studerende for hvem uddannelse handler om at opnå et jobgivende diplom, hvorimod de studerende der fordyber sig og for alvor studerer er kommet i mindretal.

Det, i kombination med de relativt store klasser, er med til at gøre klasserummet uroligt og mindsker udbyttet for to grupper, de relativt svageste og de relativt kvikkeste. De såkaldt svage elever får ikke forklaret stoffet tilstrækkeligt og de såkaldt kvikkeste keder sig.

Om forældrene kommer ind i billedet på nogen måde er vanskeligt at se. Virum har måske problemer med at forældrene blander sig for meget, mens der på Vestegnen opstår begejstring når forældrene deltager.

Og så har jeg endnu ikke nævnt facebook og tetris som tidsrøvere og opmærksomhedstyve.

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Irene Larsen

At interessere sig for fællesskabet, fordi det giver bedre læring og tryghed for en selv er vel etisk egoisme. Altruisme bliver det først, når man går ind i fællesskabet for den andens skyld. Når man vil kæmpe for den andens - ikke sin egen - ret.