Et spejl af virkeligheden

Sagen om Skatteministeriets tvivlsomme aktiviteter — både i forhold til Skat København og medierne — skal nu kulegraves, og Ekstra Bladets afsløring af skatte-spindoktor Peter Arnfeldts forsøg på at lække et fortroligt notat om Thorning-sagen var næppe et pludseligt anfald af samfundssind. Det ville have været besværligt, hvis det var kommet frem under dommerundersøgelsen. Og så smagte det også lidt af: »Vi er pæne folk, men det er B.T. ikke.«

Debatten om kildebeskyttelse for spindoktorer, mediernes stigende interesse for politikernes privatliv og politikernes øgede villighed til at manipulere medierne, kan bekvemt afsluttes med, at journaliststanden har sagt farvel til moral og etik. Og at aviskrisen og den benhårde konkurrence — ikke mindst mellem B.T. og Ekstra Bladet — er skyld i personhistorier om Løkkes fadølsbilag, Gucci-Helles selvangivelse, Carsten Hansens sexchikane, Naser Khaders håndværkerbilag eog Ritt Bjerregaards velpolstrede økonomi.

Man er det udelukkende mediernes skyld? Under Nyrup-regeringen oprettede Venstre det, som nogle medier kaldte et ’tæskehold’, hvor unge løver som Jens Rohde og Peter Christensen i samarbejde bl.a. med Foghs spindoktor Henrik Qvortrup ændrede tonen i den politiske kamp. Socialdemokraternes yngre kræfter som Rasmus Prehn og Henrik Sass Larsen gav igen med samme mønt. Den grove tone fra DSU, KU og VU sneg sig ind i voksenpolitikken Hvalpene opførte sig som hvalpe, og de fik frit spil af deres voksne ledere, som en erfaren politisk journalist fortalte mig forleden.

Hvor politik engang var en kamp mellem pæne folk, der kunne slå på hinanden politisk og derefter sætte sig til et veldækket frokostbord og skåle med hinanden, er det nu en anderledes brutal sag. Og i takt med, at de professionelle kommunikatorer gjorde deres indtog, først under Nyrup, i stigende omfang under Fogh Rasmussen og nu i hidtil uset omfang under Thorning, er tonen blevet en anden. Næsten alle kneb gælder. Det drejer sig om at sælge egne politiske dyder (som i jægersagen, der fortsat er kildebeskyttet), men i stigende omfang også om mudderkastning (som i skattesagen).

Burde betyde farvel

Ligesom spindoktorer er et spejl af deres politiske arbejdsgivere, afspejler medierne naturligvis den politiske virkelighed. Personhistorier sælger aviser og skaffer se-ere. Og det sker i en tid, hvor de traditionelle barrierer mellem journalister, politikere og politiske håndlangere nedbrydes. Jobbet som spindoktor er ikke længere et farvel til journalistikken (som det burde være), men et journalistisk karrieretrin. Det trækker ikke længere ned, at man har været spindoktor, det skaber karrierer. Henrik Qvortrup og Ulla Østergaard har indflydelsesrige stillinger på TV 2. Jesper Termansen er politisk redaktør på Radio24syv. Sandy French er indenrigschef på DR, og Amalie Kestler er lige blevet politisk redaktør på Information, hvor hun afløser Philip Flores, der er blevet spindoktor. Selv Ekstra Bladets Bo Elkjær er blevet politisk håndlanger. Alle sammen dygtige og kvalificerede mennesker, der vandrer ubesværet mellem at være kritiske og dygtige journalister og at være dygtige og professionelle rådgivere for de magthavere, de før var kritiske over for og så tilbage igen i journalistikken med en erfaring, de kan bruge, og en viden de ikke kan bruge uden at bryde tavshedspligten.

Så længe alle tilsyneladende har noget at vinde og kun meget få har noget at tabe — bortset fra tillid — fortsætter udviklingen mod britiske tilstande, hvor ikke bare de etiske og moralske grænser overskrides, men også de strafferetslige. Vi er der ikke endnu, men hvis vi ikke passer på, er risikoen tilstede.