Læsetid: 3 min.

Tidligere departementschefer: Lav systemet om

Departementschefer er konstant i risiko for at komme til at handle politisk, selv om de intet politisk mandat har. Tidligere departementschefer peger nu på, at systemet bør laves om, så cheferne slipper fri af den politiske rolle
Når ministrene ikke har tid til at til alle møder, risikerer departementscheferne at blive tvunget til at agere politisk, siger en række tidligere topembedsmænd.- Her er det depratementschef i Skatteministeriet, Peter Loft

Når ministrene ikke har tid til at til alle møder, risikerer departementscheferne at blive tvunget til at agere politisk, siger en række tidligere topembedsmænd.- Her er det depratementschef i Skatteministeriet, Peter Loft

Linda Henriksen

19. december 2011

De færreste journalister kan nævne navnene på tre nuværende departementschefer. Blandt vælgerne er der næppe mange, der kender navnet på en enkelt. Det til trods for at de øverste chefer i ministerierne både deltager i politiske forhandlinger og udvikler regeringens politik.

En række tidligere departementschefer og ansatte i ministerierne peger nu på, at systemet bør laves om, så departementscheferne ikke beskæftiger sig med politiske spørgsmål, men alene tager sig af det administrative.

En af dem er tidligere departementschef i Økonomi- og Erhvervsministeriet Jørgen Rosted, som mener, at der flere i ministerierne burde kunne drages til politisk ansvar.

»Andre lande har taget konsekvensen af ministrenes tidspres og indført statssekretærer eller viceministre, og mange lande har særlige kabinetter til at hjælpe ministeren med politik. Vi har bare indført pressemedarbejdere, som hverken har den faglige kompetence eller viden til at agere i systemet,« siger han.

Fordelen ved viceministre, statssekretærer eller kabinetter ville ifølge Jørgen Rosted være, at departementscheferne kunne holde sig på afstand af det politiske arbejde og i stedet koncentrere sig om den lovmæssige forvaltning og de faglige analyser og vurderinger.

Michael Christiansen, som tidligere har været departementschef i Forsvarsministeriet og nu er formand for DR’s bestyrelse, peger også på, at der bør blive rejst en debat om fordelene ved at indføre statssekretærer eller viceministre.

»De er blevet indført i alle de vestlige demokratier, vi bør og kan sammenligne os med. Spindoktorer er bestemt ikke løsningen, og politiske embedsmænd er det slet ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor ingen tør tage denne debat ordentligt,« siger han og tilføjer, at risikoen ved det nuværende system er, at departementscheferne overtager for mange af de politiske opgaver.

»Der findes mange eksempler på svage ministre, som beder deres departementschefer om at være med den politiske proces, og det kan være svært for en departementschef at sige nej til, for det er spændende at være en del af det politiske spil. Problemet er bare, at de ikke har noget politisk mandat til at gøre det,« siger han.

Travlt med pressen

Tidligere departementschef i Forsvarsministeriet Anders Troldborg vurderer, at det i høj grad er mediernes evne til at sætte dagsordenen, der bevirker, at ministrene i langt højere grad beskæftiger sig med tilfældige småsager, mens den langsigtede politik bliver overladt til departementscheferne.

»Hvis ministeren på forhånd har gjort sig klart, hvad han eller hun vil, eller hvis vedkommende har været i systemet længe, så er der en god chance for, at ministeren kan overskue de langsigtede udfordringer. Men hvis der kommer en helt ny minister til, vil vedkommende typisk bruge tid på pressen og overlade det langsigtede til embedsmændene,« siger han.

Christian Nissen, der tidligere har været fuldmægtig i Miljøministeriet og Finansministeriet, peger også på, at departementscheferne har fået markant mere magt, fordi de udfylder det tomrum, der er opstået, i takt med at ministrene har fået travlt med at håndtere de mange pressehenvendelser og dag til dag-sager.

»Departementscheferne har ikke selv raget magten til sig, men de har fået den automatisk, fordi ministrene ikke har kunnet klare de politiske opgaver alene. I dag er departementscheferne langt inde i de politiske forhandlinger, og det er slet ikke unormalt, at de forhandler med oppositionen, uden at ministeren er til stede,« siger han.

Usynlig magt

Christian Nissen vurderer, at departementscheferne let kommer til at bevæge sig for langt væk fra det forvaltningsmæssige udgangspunkt og ind på det politiske område.

»Hvis de gør det, bliver de politiske aktører og risikerer at lade politiske hensyn veje tungere end lovmæssig forvaltning. Resultatet er, at de får sværere ved at kontrollere ministrene og holde øje med, at de ikke overtræder forvaltningsloven,« siger han og tilføjer, at ministrene har brug for en bedre politisk betjening, end de får i dag.

Journalist og tidligere rådgiver for Anders Fogh Rasmussen Michael Kristiansen har flere gange oplevet, hvordan ministre er blevet styret af deres departementschef, fordi de ikke selv har været i stand til at udvikle politikken på deres område. Han mener, det er et problem, at departementscheferne får lov til at tage over, uden at det kommer frem, at det er dem, der står bag.

»Det er farligt, for det betyder, at vi har en enorm magtbase i Danmark, som ingen interesserer sig for. Ingen ved, hvem der styrer systemet, og det er problematisk«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En topchef/ minister ( og enhver anden ) har vel når man fratrækker tid til nattesøvn, spisning, transport o s v maksimalt plads til gennemsnitligt 10 timers effektivt arbejde pr døgn.

Hvis en minister bruger en masse tid på at snakke med journalister, rende til møder med gud og hvermand( der beder om et møde) o s v, så bliver der ikke tid til overs til politikudvikling og strategisk planlægning - og så er det nogle andre, der må løse den opgave ( spindoktorer, embedsmænd, grå eminencer i partiapparatet o s v - altså folk, der ikke er folkevalgteog ikke er parlamentarisk ansvarlige.

Der er vidunderlig en historie om et møde mellem statsminister Jens Otto Krag og Sveriges mangeårige statsminsiter Tage Erlander, hvor de to sammenligner kalendere

Krags kalender er prop fuld af aftaler, medens Erlanders er nærmest tom - og siger Erlander : ” kære Jens Otto, hvornår har du egentlig tid til at tænke tanker ? “.

Det er vel det centrale - topfolk må have så meget selvdisciplin , at de reserverer sig tid til politikudvikling og benhårdt skærer “tidsrøverne”væk fra kalenderen.

Engang lavede politikerne love, og departementerne forvaltede efter dem.

Der herskede en underforstået konsensus om, at lovene skulle gælde så bredt som muligt, og helst indeholde lidt fleksibilitet så det blev muligt for embedsmændene at få det praktiske til at hænge sammen med det teoretiske. Det betyder ikke, at der ikke var skandaler, men det var vel i store rammer som det kørte.

Men så var der nogle politikere der fandt ud af, at der var stemmer i små, snævre og rigide love. Og fordelen var, at der var meget mindre arbejde i den slags love, end i den gamle slags. Sjovt nok var det ligegyldigt om politikerne kom fra partier der ellers jævnligt kæftede op om "lovjunglens helvede" eller fra partier der accepterede bureaukratiet, - da det først gik op for dem at der var stemmer i lortet, så hoppede alle med på vognen.

Til sidst endte det med at lovgivningen overtog administrationen, - hvad der før blev klaret med et simpelt cirkulære der præciserede eksisterende lovgivning, blev nu med brask og bram til en lov der skulle score stemmer.

Problemet er bare, at det betyder at politikerne sidder og graver i enkeltsager og laver arbejde der egentlig skulle laves af departementschefen, istedet for at lave nogle gennemarbejdede og langsigtede love som kan bruges til noget.

Og departementscheferne har ikke tid til deres egentlige arbejde, for de skal holde styr på alle de hovsaløsninger der hele tiden skal til for at rede trådene ud, når politikerne går ud og lover vælgerne en ny lov, før de overhovedet kender konsekvenserne.

Lad os komme tilbage til de gamle dage, hvor enkeltsager og forbigående folkestemninger ikke straks udmøntede sig i paniklovgivning, - om ikke andet kan vi vel få en lille hurtig lov om det, nu hvor der er en ophidset stemning om emnet?

Lige siden indførelsen af demokratiet som politisk styreform i Danmark har det altid været den overordnede målsætning, at de ansatte tjenestemænd i landets ministerier – herunder departementscheferne – altid skal være upolitiske embedsmænd, der står til rådighed for den til enhver tid siddende regering, og som på samme tid altid skal være hele vælgerbefolkningens garant for, at forvaltningen af de vedtagne love og statsadministrationen gennemføres på anstændig vis.

Ikke desto mindre er det en ubehagelig kendsgerning, at især departementscheferne bevidst har tilranet sig en politisk magt af dimensioner efter SR-regeringens tiltrædelse i januar 1993, hvor Socialdemokraterne og De Radikale systematisk fjernede de sidste habile upolitiske statsadministratorer, og herefter kun ansatte ledende embedsmænd med de rigtige partimedlemskaber.

Alle de ledende upolitiske embedsmænd blev efter Poul Nyrup Rasmussens magtovertagelse i 1993 udraderet gennem en nærmest systematisk ”berufsverbot”, og sendt på førtidspension og alt muligt andet. Hvorefter alle de vigtige poster i samfundet overgik til loyale partimedlemmer blandt Socialdemokraterne og De Radikale, selvom de ikke havde de nødvendige faglige og menneskelige kvalifikationer til at bestride posterne.

Sådan har det været lige siden.

VK-regeringens eksistens gennem 10 år har ikke ændret det mindste på dette selvsupplerende embedsmandsvælde, som tværtimod er blevet voldsomt udbygget frem til i dag, fordi de udpegede ministre ikke længere er ”gammeldags” politikere med nogle klare politiske visioner om, hvordan landet skal ledes på bedste vis.

Ministrene er udelukkende opportunistiske ”partister”, uden nogen som helst livserfaring fra det praktiske liv, og de styres af de ikke-folkevalgte embedsmænd i ministerierne, der igen kontrolleres af den ikke-folkevalgte kommission hos EU i Bruxelles, der anno 2011 nærmest fungerer som det tidligere kommunistiske politbureau i Sovjetunionen.

Når landets departementschefer nu ønsker at lave systemet om med for eksempel indførelsen af statssekretærer og viceministre, er det ikke på grund af ønsket om mindre indflydelse på de forskellige lovgivninger. Men udelukkende for bedre at kunne løbe fra ansvaret, når det for eksempel går helt galt som med departementschef Peter Loft i Skatteministeriet, der er blevet involveret i sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes skattesag, for departementscheferne ønsker ikke at være offentligt kendte personer.

”Det er farligt, for det betyder, at vi har en enorm magtbase i Danmark, som ingen interesserer sig for. Ingen ved, hvem der styrer systemet, og det er problematisk”, siger Anders Fogh Rasmussens tidligere rådgiver Michael Kristiansen om departementschefernes magt. Også selvom han udmærket er klar over, at dansk politik i dag reelt styres direkte fra EU-kommissionen i Bruxelles med sine mange direktiver, og som departementscheferne efterfølgende sørger for bliver systematisk implementeret i dansk lovgivning gennem påvirkning af ministrene.

Samtlige ministre er kun galionsfigurer uden pragmatiske visioner for landets fremtid. De er ”brød og skuespil” for hele folket. Hvilket bedst dokumenteres af SRSF-regeringens ministerhold, hvoraf langt de fleste er helt unge partister, hentet direkte fra ungdomsorganisationerne, og de har overhovedet ikke de fornødne faglige og menneskelige samt erfaringsmæssige kvalifikationer til at bestride noget så vigtigt som en ministerpost.

Departementscheferne slipper aldrig nogensinde magten igen, uanset hvor mange viceministre og statssekretærer der måtte blive ansat, for de er nøje udpeget på baggrund af politisk observans. Samtlige departementschefer herhjemme er parat til at gennemføre et hvilket som helst stykke politisk arbejde, hvis bare de kan slippe godt fra det i offentlighedens øjne. De ønsker at leve under mediernes ”radar” med skyhøje lønninger og status som tjenestemænd, og de kunne ikke drømme om at stå personligt til ansvar for noget som helst, fordi de er i den sidste ende styres af lobbyisme og EU-kommissionen i Bruxelles.

Glem alt om en politisk ændring af systemet.

Søren Blaabjerg

Dagens danske politikere er - med et folkeligt bramfrit udtryk - ikke syv potter pis værd. Det er i den forbindelse symptomatisk at vi i Danmark i øjeblikket på nogle af de vigtigsste ministerposter har purunge uerfarne mennesker. Disse mennesker må naturligvis være som smør i hænderne på erfarne topembedsmænd, spindoktorer, lobbyister, politiske journalister og hvem der nu eller er i spil.

Vi har brug for stærke personligheder som ministre, der magter at sætte dagsordenen og planlægge deres egne kalendere og si det sekundære fra, som er sagligt velfunderede, og som er sig deres politiske holdninger bevidst, og magter at styre konsekvent efter dem og begrænse embedsmændenes rolle strengt til udelukkende at være udøvende og rådgivende. En vigtig kvalifikation som leder er at kunne uddelegere uden at overblikket og den samlende horisont mistes af syne.

Den grundlæggende sygdom i dansk politik af i dag ser jeg i partipparaterne, hvor alt drukner i enkeltsager og konstant brandslukning, gensidig mudderkastning, skandalesager, intriger osv.. Desuden har de overlevet sig selv i og med, at der ikke er nogen fornuftige mennesker, der længere i fuldt alvor ser hen til de klassiske politiske ideologier som vejen til idel lykke og social retfærdighed.

Vi har med andre ord brug for et nyt system, der bypasser partiapparaternes kolesterolforsnævringer og i stedet sætter de personlige og intellektuelle kvaliteter i centrum, meget gerne f.eks. med direkte valg til de enkelte ministerposter - uden om partierne.

Michael Kongstad Nielsen

Systemet trænger i den grad til et eftersyn.
Jeg tror vi kommer til at vælge mellem USA-modellen, og den mere klassiske danske embedsmandstradition. Vil vi have politisk udpegede topembedsmænd som i USA, hvor alle skiftes ud, når regeringen skifter farve (sågar ambassadørerne skiftes), eller vil vi have et neutralt, loyalt embedsværk, der som en maskine fører lovgivningen ud i livet, uden ulovligheder af nogen art.

Meget af det magtsmisbrug ville kunne blive dæmpet kraftigt ned, hvis Danmark fik en forfatningsdomstol eller en lignende instans, der på en eller anden måde ville kunne tage sager op, uden at det ville kunne stemmes ned i folketinget.

Ministre og deres øverste embedsmand samt deres spindoctorer, ville holde sig mere på matten, hvis hammeren kunne falde.

Det virker umiddelbart som en god ide med viceministre. Der kunne på samme tid ligeledes indføres en skyggeminister, som bliver indsat af oppositions partierne. Skyggeministerens rolle skal udelukkende være observerende, men det vil give folketingets (oppositions) partier langt bedre mulighed, for at kontrollere at alt ting foregår efter bogen i ministerierne, og forhåbentlig være med til at sikre, at der bliver begået langt færre ulovligheder, end det har været tilfældet de sidste mange år.

Det ville sikkert ligeledes være en god ide, hvis folketinget fik sin egen regne afdeling. På den måde skal finansministeriet ikke regne på økonomiske forslag fra folketingets partier, og på den måde kan man forhåbentlig undgå, at finansministeriet kommer til at sidde i en uheldig dobbeltrolle. Det samme gør sig formentlig også gældende for justitsministeriet.