Læsetid: 4 min.

Tidligere ministre opfordrer til at genfinde respekt for det politiske system

Den politiske kultur på Christiansborg er usund og skader demokratiet. Det mener en række tidligere ministre, som opfordrer politikerne til at genfinde respekten for det politiske system
Der bliver skudt meget på de særlige rådgivere i disse dage, men vi skal ikke glemme, hvem der har ansat dem. Ansvaret falder tilbage på vores politikere, og der er noget, der tyder på, at nogle af dem mangler respekt for det danske politiske system med neutrale embedsmænd, når så mange spindoktorer bliver ansat, siger den tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg

Der bliver skudt meget på de særlige rådgivere i disse dage, men vi skal ikke glemme, hvem der har ansat dem. Ansvaret falder tilbage på vores politikere, og der er noget, der tyder på, at nogle af dem mangler respekt for det danske politiske system med neutrale embedsmænd, når så mange spindoktorer bliver ansat, siger den tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg

Rune Johansen

6. december 2011

»Der er sket en forråelse af den politiske kultur«. Så klart lyder budskabet fra tidligere indenrigsminister og mangeårigt folketingsmedlem for Venstre, Britta Schall Holberg.

Udtalelsen kommer som reaktion på skattesagen om Helle Thorning-Schmidt, der betyder, at tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, nu er under mistanke for at have lækket fortrolige oplysninger og udøvet magtmisbrug.

Selv om det indtil videre ifølge Ekstra Bladet er Troels Lund Poulsens spindoktor, der har forsøgt at videregive Helle Thorning-Schmidts personlige skatteoplysninger, ændrer det ifølge Britta Schall Holberg ikke ved, at ansvaret for en af de potentielt største skandaler i dansk politik ligger solidt plantet hos politikerne.

»Der bliver skudt meget på de særlige rådgivere i disse dage, men vi skal ikke glemme, hvem der har ansat dem. Ansvaret falder tilbage på vores politikere, og der er noget, der tyder på, at nogle af dem mangler respekt for det danske politiske system med neutrale embedsmænd, når så mange spindoktorer bliver ansat,« siger hun.

Negativ drejning

Britta Schall Holberg bliver bakket op af flere ministre, som Information har talt med.

Tidligere socialdemokratisk arbejdsminister Jytte Andersen mener, at den politiske kultur har taget en uheldig drejning, som påvirker den måde, der bliver ført politik på.

»Den politiske kultur er blevet mere rå og handler i mindre grad om politisk substans. Den etiske overlægger ligger efterhånden meget lavt, og politikerne er mest optaget af at få deres politiske modstandere miskrediteret,« siger hun.

Jytte Andersen peger på, at der er sket en normændring, siden hun selv var minister i 1990’erne. Dengang blev hun tit skældt ud for sit arbejde, men kritikken blev aldrig personlig.

»Jeg var i den grad også under pres i min periode som minister — eksempelvis i forbindelse med en dagpengereform, som vi forhandlede igennem. Jeg skal da lige love for, at jeg ikke var populær, men kritikken gik på den politiske sag og stort set aldrig på min person. Det gjaldt både fra pressen og mine politiske modstandere,« siger hun.

Den udvikling kan tidligere justitsminister Ole Espersen sagtens nikke genkendende til.

Efter hans opfattelse blev politikernes privatliv også i højere grad respekteret, da han var minister.

»I dag risikerer ministrene at blive hængt ud for hvad som helst,« siger han.

Kontrolleret åbenhed

Ole Espersen kan godt forstå, at politikerne har brug for de personlige rådgivere, fordi presset fra medierne er vokset.

Han er dog ikke tvivl om, at brugen af dem også har flere negative konsekvenser.

»Det ligger i spindoktorernes natur, at de skal beskytte deres minister mod svære spørgsmål. De er kun interesserede i åbenhed, når nyhederne er gode, og det skaber mere lukkethed og fordrejede oplysninger,« siger han.

Under sin tid som minister i begyndelsen af 1980’erne havde Ole Espersen ikke en personlig rådgiver, men han havde en ministersekretær, der hjalp med at skrive taler og holde styr på kalenderen. Ministersekretæren spillede ikke en selvstændig rolle i forhold til pressen og stod heller for at afvikle politiske kampagner, som politikernes rådgivere gør det i dag.

»For journalisterne betyder det, at det er blevet sværere at komme tæt på politikerne, fordi der er blevet opført en velbygget mur, de først skal trænge igennem. Det går ud over offentligheden,« siger han.

Tidligere socialdemokratisk sundhedsminister Arne Rolighed peger også på, at de særlige rådgivere har fået en langt mere aktiv rolle i udviklingen af partiernes politik.

»Det er sket på bekostning af det traditionelle embedsværk, der både har fagligheden og neutraliteten, og det er en uheldig udvikling,« siger han.

Britta Schall Holberg mener, at politikerne i langt højere grad burde rådføre sig med embedsfolkene frem for de personlige rådgivere. Hun køber ikke den begrundelse, der handler om, at politikerne har fået brug for de politiske rådgivere i takt med, at det politiske arbejde er blevet mere komplekst.

»Det er en dårlig undskyldning. Jeg skal hilse og sige, at pressen også i min ministertid pressede på. Jeg kender godt til at have forsider på Ekstra Bladet og hidsige journalister i røret. Telefonen ringer døgnet rundt, og sådan er det bare for en minister,« siger hun.

Større afstand

Daværende udviklingsminister for Socialdemokraterne, Poul Nielson mener også, det ville være sundt, hvis politikernes personlige rådgivere blev afskaffet.

»I stedet skulle man lade politikerne finde deres sparringspartnere i embedsværket. I dag bliver det opfattet som helt forkert, hvis en embedsmand tænker politisk, men en departementschef i et ministerium skal jo kunne leve sig ind i ministerens virkelighed og rådgive om det,« siger han og tilføjer, at rådgiverne er skyld i, at der bliver skabt mistillid til systemet.

»Borgerne ved godt, at de ikke får den ægte vare, når den tydeligvis er blevet behandlet og plantet af en person, der ikke laver andet,« siger han.

Jytte Andersen håber dog på, at sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteoplysninger kan ende ud i selvransagelse som den, hun selv oplevede efter Tamil-sagen.

»Vi kom til i 1993, og på det tidspunkt skete der langsomt en selvransagelse i embedsværket. Det var helt tydeligt, at centraladministrationen var yderst bevidste om, at de skulle være på rette spor, og jeg ved, at det blandt andet skyldtes tamilsagen,« siger hun og tilføjer, at skattesagen forhåbentlig vil medføre samme reaktion.

»Jeg tror, at der vil opstå den samme form for selvdisciplinering og korrekthed — både blandt politikere og embedsværk. Der er ingen tvivl om, at sagen vil ryste systemet, og det er nok meget sundt«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Så længe Folketinget er befolket med levebrødspolitikere, der kun har øjne for at rage til sig og er uden for kontakt med alt, hvad der hedder moral og alm. menneskers levevilkår, så bliver det ikke bedre. Sæt lønnen ned, max 2 perioder som MF og ingen livsvarig pension eller pension til børnene, så kan det hænde, at vi får nogle ordentlige mennesker derind, der mener det alvorligt. Som det er nu, så er det en legeplads for Danmarks nye "adel"

Ikke om jeg vil finde mig i at skulle tage en sådan hykler alvorligt!! Hun har kunnet sige fra utallige gange, men har stået på sidelinien og holdt sin mund. Ja, jeg er vred..for hvad er det dog for en dekadence og nedladenhed, der har spredt sig i det politiske liv!!

Troels Lund Poulsen har åbenbart mange venner her.
Ivan Gullev, Mac Snagit, og Mette Hansen. Er sikker på at TLP er glad for afledningsmanøvren. Er sådan set ligeglad med hvorfor Britta har ret, og Janteloven giver jeg også fanden i. Sandheden ændrer sig ikke i forhold til hvem der bringer den. Kritikken af Britta hidrører ikke dette emne, og synes man absolut at det er passende at bringe hendes fortids synder op, så kan man vel godt klare at forholde sig objektivt til emnet, for derefter at tage afstand til personen. Rent faktisk består der jo også den mulighed at konen er blevet klogere med alderen -- det hænder jo, men på bedste B.T. vis handler det åbenbart om at fordømme, og henne i hjørnet sidder TLP og er lettet over at fokus er taget fra ham.

Pointen med at man bør diskutere politik og ikke personer er relevant.

Jeg mener bare, at det er politikerne selv, der er skyld i at billedet er blevet som det er. Ligeledes har der været en udvikling i dansk politik, hvor politikere i stigende grad distancerer sig fra befolkningen og det er også med til at fjerne respekten fra deres embede.

Når politikere f.x. taler om dyr efterløn og behovet for at arbejde mere, men ikke laver om på egne pensionsregler og ikke i tilsvarende grad sætter pensionsalderen op for dem selv, så skyder de sig selv i foden. Når man indfører flere og flere regler til at kontrollere borgere, men ikke indfører fuld gennemsigtighed i centraladministrationen med en ubegrænset aktindsigt for befolkningen i ministeriernes arbejde (eventuelt med en 12 måneders forsinkelse hvis det er sager af særlig karakter). Når man fortæller befolkningen det er tid at spare, men samtidig poster milliarder i forsvar, DR hus og offentlig fejladministration så bliver det svært at tage politikerne alvorligt.

Det er på tide folketingets politikere indser, at de bliver nød til at opføre sig og lovgive på en måde, der ikke får dem til at fremstå som om de ser sig hævet over alle andre danskere.

Jan Aage Jeppesen

Mads Kjærgård skriver bl.a.:

"Så længe Folketinget er befolket med levebrødspolitikere, der kun har øjne for at rage til sig og er uden for kontakt med alt, hvad der hedder moral og alm. menneskers levevilkår, så bliver det ikke bedre."

Sådan set er jeg fuldstændig ligeglad med de folkevalgtes grunde til at gå ind i politik. Det eneste der tæller er deres politiske holdninger og evne til at gennemføre deres politik.

I den forstand er politik også et 'håndværk', men et meget usikkert af slagsen fordi ingen kan være sikre på at beholde 'jobbet' mere end én valgperiode. Hvis man ønsker at tiltrække de bedste begavelser så er det pinedød nødvendigt at aflønningen svarer til ansvaret, jobusikkerheden og det konstante pres fra medierne og de politiske modstandere.

Hvis man f.eks. nedsatte aflønningen af folketingspolitikere til "Carinas" niveau, så ville tinget givetvis komme til at bestå af flere bistandsklienter, men er der nogen der for alvor tror på, at det vil tiltrække mere kompetente politikere der magter det politiske håndværk?

Vi har selvfølgelig de politikere vi fortjener, for det er jo borgerne, de helt almindelige mennesker, der stemmer på dem for at repræsentere politiske holdninger som de deler.

Sammenlignet med andre ledere i det private erhvervsliv der tager beslutninger som berører mange mennesker og derfor har et stort ansvar, så er de folkevalgtes lønninger latterligt lave, hvilket sikkert holder mange gode hoveder borte fra politik og de evindelige slagsmål og personlig udhængning.

Johannes Nielsen

Jeg synes bestemt artiklen har en vigtig pointe.

Jeg mener at erindre bedre tider under både Schluter og Nyrup, hvor både regering og opposition behandlede parlamentariske institutioner som Ombudsmanden og Rigsrevisionen, repræsentanter for sagkundskaben som Vismændene og særlige udvalg såvel som repræsentanter for retsvæsenet med behørig respekt.

Det er efter min mening den allermest negative arv efter 10 års VK-regeringen at denne respekt tilsyneladende er forsvundet. Det kan godt være at man på kort sigt kan mindske de politiske skadevirkninger af kritik med hånlig omtale af afsenderen hvad enten denne er Ombudsmanden eller Vismændene. Men på lang sigt er virkningen blot at undergrave vigtige institutioner, fjerne alle krav på objektivitet og legitimitet og gøre alt til en det-ene-synspunkt-er-ligeså-godt-som-det-andet mudderkastning til stor skade for demokratiet.

Den borgerlige bloks uansvarlighed på dette område var for mig den helt afgørende grund til at stemme på alternativet og jeg håber inderligt, at den nye regering ikke overtager den gamle regerings dårlige vaner.

Søren Blaabjerg

Systemet med skatteyderbetalte spindoktorer bør slet og ret skrottes. Kan man ikke retorisk og vidensmæssigt klare over for pressen uden, er man ikke egnet til at være hverken folketingsmedlem eller minister.

Jan Aage Jeppesen

Artiklen om kommunelpolitikernes lave vederlag bekræfter min pointe i kommentaren ovenfor:

"Nyhedsbrevet (fra KL) har foretaget en rundspørge blandt 1276 kommunalpolitikere, og her svarer 71 procent af de adspurgte, at et højere vederlag er et nødvendigt initiativ, hvis man fortsat skal kunne tiltrække kvalificerede kandidater."

Kære Britta.

Hvis du vil genskabe tilliden til partiet Venstre.
- Må du insistere på at få luget ud i Forbrydersyndikatet Løkke og Ko.

Det handler om at Venstre tager et internt opgør med de forbrydelser der er fortaget på demokratiet igennem de sidste 10 år.

Dwer er dele af Venstre der sidder og har en rigtig dårlig smag i munden. De må træde i karakter og smide broderskabet på porten og få genindført det samarbejdende venstre i dansk politik.

Løkke og Ko. står i vejen for den udvilking du argumentere for - så de må gå, ellers bliver dine ord tomme og intetsigende spinsnak som danskerne er ved at få brækfornemmelser over.

GO GO BRITTA - Nak de skide antidemokrater der er ved at ødelægge venstres politiske berettigelse i dansk politik.

Michael Borregaard

Det siges, at Alexander den Store var så magtsyg, at han græd, da der ikke var flere nationer at erobre. Det siges, at Cæsar ikke et sekund under gallerkrigene tvivlede på sejren, selv om han ofte var både omringet, udmattet og i undertal. På trods af dette faktum, ser vi alligevel en større strøm af leflende ligegyldigheder fra dagens politikere, som er med til, at give en særdeles potent oplevelse, og deri består naturen, af den større fremmedgørelse, som befolkningen oplever. Sandheden er da også, at magtmennesker har lettere ved, at omgå sandheden end den gennemsnitligt dansker som oppebærer en gennemsnitlig indkomst på 288.000 kroner før skat.

Flere udenlandske studier viser i forbindelse med ovenstående, at magt og indflydelse kan skabe en grov ulighed mellem fordømmelse af andre og egen adfærd. Et studie fra eksempelvis Columbia University viser, at magtfulde folk lyver, men også at de lyver langt bedre end folk uden magt. Magt giver flere kræfter og styrker de kognitive ressourcer. Det gør hjernen stærkere, simpelthen, og øger samtidig niveauet af det hormon, som gør stresspåvirkningen mindre. Når folk lyver, ræser hjernen af sted, fordi den skal holde sammen på historierne. Den ekstra mentale energi, gør det imidlertid muligt for dem at undertrykke en række af de afslørende nonverbale signaler, som folk udsender ubevidst, når de lyver. Netop af denne grund, kan magt og indflydelse, skabe en grov ulighed mellem fordømmelse af andre og egen adfærd - hvilket vi ser i dag. Det store problem er faktisk, hvis man spørger mig, at politikerne ikke vil anerkende, at befolkningens mange divergerende grupperinger besidder en højere stresspåvirkning, som følge af, at deres kognitive ressourcer ikke er lige så stærke - dette er min ærlige mening, og min konklusion på samme, er, at længere er den ikke, for stimuleringer af centralnervesystemet, er forskelligt fra menneske til menneske, og før vores politikere anerkender dette i en større grad, end det gøres i dag, vil solidariteten, lide under den grove ulighed mellem fordømmelse af andres og egen adfærd.

Magtens bæger, og dermed sandheden gennem den serverede malurt er det mest udfordrende spil for dagens politikere. Er de helt uden skyld - nej, så absolut ikke, der findes et sandt overflødighedshorn af både genveje og faldgrupper, når de står over for at skulle tage svære beslutninger om den danske befolknings ve og vel. Sandheden er da også, at, når ordene ikke længere slår til, må sværdene i stedet tale, hvorfor, dagens politik mere er udtryk for krig end demokrati.

Problemet er grundlæggende, at de mange politiske sejre der opnås gennem blokpolitik, kan betegnes som Pyrrhussejre, for mange af sejrene, er allerede moralsk tabte inden de føres ud i livet, og dermed er der i sagens natur tale om en Pyrrhussejr. En Pyrrhussejr, er i øvrigt, et udtryk for en meget dyrekøbt sejr, i dette tilfælde projiceret gennem betydningen for befolkningen - Som eksempel på Pyrrhussejre kan nævnes, indførelsen af de afdragsfrie lån, og disses påvirkning for den danske økonomi, derudover, er S og SFs` sejr ligeledes en pyrrhussejr, for, for, at dække over det faktum, at, deres mange løfter under valgkampen var underfinansieret, valgte man, at indføre forsigtighedsprincippet - faktum er da også, at alle valgløfterne kan pludseligt først indfries, når pengene er der. Faktum er da også, at politikerne som de magtmennesker de er, har lettere ved, at manipulere med sandhedens gyldne snit - og dermed er sagens kerne, at respekt afføder respekt, og denne går begge veje.

Dansk politik handler ikke længere om at løse landets problemer, men derimod om at løse egne personlige problemer, hvilket primært vil sige at blive valgt og i bedste fald at blive minister.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Helle Thorning er blevet kendt for sætningen "jeg kan slå Anders Fog" og ikke for at sige, at "jeg kan løse Danmarks problemer". Når det så er sagt, sagde, Helle Thorning faktisk: »Jeg vil sige det lige ud. Jeg kan slå Anders Fogh. Jeg kan ikke gør det alene. Men sammen kan vi gøre Socialdemokraterne til en stærk enhed.«

Netop fordi fokus er på at blive valgt bombarderes vi dagligt med en dobbeltbundet og reelt meningsløs kommunikation - se heri eksisterer problemet, og problemet er da også politikernes manglende kommunikationsgrad, havde mange af dem, gået til eksamen, på en lang videregående uddannelse, anvendt sammen pinagtige forklaringsgrad var de dumpet. Nu skal dette ikke misforstås, at være, og blive politiker kræver ikke en lang videregående uddannelse, som befolkning, burde vi dog kunne kræve en bedre forklaringsgrad for fremtiden, får vi den, - nej, det tvivler jeg stærkt på. For, som skrevet, er det respekten som afføder respekt, grov ulighed mellem fordømmelse af andres og egen adfærd, er ikke vejen frem, og heri ligger pointen, at den almene dansker, er mere udsat for stresspåvirkninger, da deres magthormon og deres kognitive ressourcer ikke er lige så stærke som politikernes.

Chris Alexander

De sidste 10 års politik har bragt den ene sag efter den anden, der var på konfrontationskurs med ordentlig forvaltning. Den nuværende sag var en sag, der måtte komme.

Vi husker Bertel Haarder, der ikke ville udlevere alle relevante dokumenter i privatsygehus-affæren.
Vi husker også Birthe Rønn, der påstod, at hun ikke vidste, hvad der var sket i statsløsesagen. Det blev senere påvist, at hun godt vidste, hvad der var sket.
Søren Pind tog over. Nu skulle der ryddes op i statsløsesagen. Det ville han ikke. Andre myndigheder greb ind. Bl.a. Ombudsmanden. Da journalister spurgte Pind, om han havde nogen kommentar til ombudsmandens alvorlige kritik, og at andre myndigheder gjorde det arbejde, hans ministerium burde have gjort, var hans eneste kommentar: "Nå".

Der er andre sager, men den ene sag efter den anden vidner om dårligere og dårligere forvaltningsskik og foragt over for lovene om aktindsigt, inhabilitet, ombudsmandsinstitutionen og hvad der ellers er blevet krænket.

Og nu denne sag, der vidner om, at den tidligere regering gik længere og længere i retning af magtmisbrug og foragt for forvaltningsetik.
Med den magtbrynde og arrogance den tidligere regering var grebet af var denne sag en, der bare lå og ventede på at ske.

Som andre oven for også har sagt, så stemte også jeg på oppositionen for at få nye politikere kunne danne regering. Også jeg håber, den nye regering vil genindføre ordentlighed i forvaltningen og respekt for det åbne og gennemskuelige demokrati.

Martin Haastrup

Jeg mener nu godt man kan og bør anerkende, både at folk i tråden stadig er vrede og føler sig svigtede over tidligere minister Britta Schall Holbergs politiske dispositioner - og at samme sidstnævnte nu kommer med en seriøs og saglig udmelding.

Ihvertfald anerkender jeg klart nuværende regering og dens vælgere for indirekte at kunne glæde sig over at have fået en appelsin i turbanen, som man siger, over demaskeringen af sagen om nuværende statsministers skattesag, som med stor sandsynlighed viser sig at være et forsøg på et politiske karaktermord af amerikanske dimensioner.

Jeg anerkender også at flere i tråden bebrejder VK-regeringen meget af af al den her dybt usaglige og destruktive polemik - Men jeg vil også gerne erindre om at nuværende regering uanset appelsinen i turbanen, ikke kan hente nogen overbevisende poltisk tæft og respekt gennem det forhold den forrige regerings brølere.

Man bliver kort sagt ikke renere eller bedre politiker af at ens modstandere bliver mere snavset og dårlig.

Derfor er artikelen og dens indhold relevant i allerhøjeste grad, trods den kommer fra en tidligere 'blå' minister.

Så, husk det nu Helle og Villy, Johanne og R: Selvom I måske får en 'gratis' appelsin i turbanen nu gennem 'skattesagen' - så er bliver og forbliver det Jeres politiske håndværk som afgør Jeres værdi som politikere.

Kom i arbejdstøjet! Se at få smøget ærmerne op, krisen kradser for 1000-vis af danskere, både af etnisk, men især også udelandsk herkomst, som lider under tidligere regerings konsekvente meget usympatiske og uanstændige skandale og sensations-politik godt krydret med personfnidder over hele linjen. Man må sige at de forstod af (mis-)bruge medierne til at få presset sine mildt sagt underlødige budskaber igennem og at pressen desværre viste sig at være alt alt for let at manipulere og reducere til 'mikrofon-holdere'.

Pressen bliver kaldt den 4. Statsmagt - også pressen må nu følge trop og fastholdes i at være den politiske og demokratisk vagthund som sætter højere at afdække magtmisbrug end at agere logrende skødehunde for de politikere som i deres magtbegær ikke længere tjener den befolknings interesser som de er valgt af og udgør en trussel for demokratiet.

Jeg har sagt det 1000 gange: Demokrati er ikke en trygheds-garanteret endestation. Demokrati er en levende dynamisk proces, en vej, ikke kun et mål i sig selv - og jeg/du/I/vi er både målet og vejen...

På et spliteskund kan et såkaldt demokrati ad demokratisk vej forvandles til dets egen modsætning. Det viser optakten til 2. Verdenskrig
os med eftertryk.

Søren Kristensen

Hvis det politiske establishment vil respekteres i den brede befolkning må de selvfølgelig gøre noget for det, ligesom de allerede gør noget for deres øvrige dagsordener.

Jan Aage Jeppesen

Et velfungerende demokrati burde nærmest være en umulighed, hvis man skal tro Michael Borregaards kommentar.

Menneskets natur har ikke ændret sig siden Alexander den Store erobrede den halve verden, men vor viden er siden vokset således at vi forstår, hvad der skal til for at få krigeriske magtgalninge og andre magtpsykopater bragt under kontrol og skabe en retfærdig samfundsorden.

Det er denne viden som indgår i den politiske filosofi der i Oplysningstiden lagde grunden til Vestens sekulære demokratier.

Opskriften er ganske enkelt en tredeling af magten, tidsbegrænsede periodiske valg af repræsentanterne i den lovgivende forsamling, politisk ligeværdighed og borgerne som demokratiets egentlige magthavere samt princippet om lighed for loven.

Det sekulære demokrati er en rationel måde at styre et samfund på. Styreformen kan kun opretholde sig selv hvis hovedparten er tilstrækkeligt rationelt tænkende og formår at adskille det deres religion fordrer fra det demokratiets opretholdelse fordrer samt magter at adskille ønsketænkning fra hvad der faktuelt er muligt. Så man f.eks. ikke bilder sig ind at der kan skabes et samfund hvor der både hersker frihed og lighed. Eller at Guds lov skal sættes over menneskabte love.

Den amerikanske præsident Abraham Lincoln, udtrykte sin tro på borgernes generelle evne til at handle politisk rationelt på denne måde:

"Man kan narre nogle mennesker hele tiden, og alle mennesker en gang imellem, men man kan ikke narre alle mennesker hele tiden."

Nu er det jo ikke nødvendigt at narre alle mennesker hele tiden for at gribe magten og afskaffe demokratiet. Det er tilstrækkeligt at narre halvdelen af vælgerne til at tro på, at det gode retfærdige samfund ikke skabes gennem gennem 'massebestemmelsesprincippet' som Hitler foragteligt kaldte det demokratiske system, men ved at koncentrere al magt i én person.

Demokratiet bygger ikke blot på deltagernes evne til at handle rationelt men på en forpligtelse til at forholde os til hinanden som politisk ligeværdige. Demokratiseringen af samfundsmagten og sekulariseringen bygger således på en etisk fordring der kan begrundes rationelt (begrebslogisk).

Det betyder, at demokratiet aldrig kan blive andet end en mulighed fordi der ikke er en nødvendig sammenhæng mellem hvad vi bør gøre og hvad vi faktisk gør. Den usikkerhed må den demokratiske styreform leve med og forsøge at reducere ved at opdrage borgerne til rationalitet således at de handler ansvarligt inden for de etiske grænser demokratiet sætter.

Inger Sundsvald

Respekt og almindelig god opførsel er en saga blot i dansk politik. Tænk bare på f.eks. Sophie Løhde og Inger Støjberg, der både fra Folketingets talerstol og i div. samråd ter sig som om de optrådte i en revy i et 3.-klasses provinsielt forsamlingshus. De træder ned af scenen og modtager hyldest fra de andre skuespillere, og bruger sikkert oceaner af tid på at forberede nederdrægtigheder til ministre og ordførere fra andre partier.

Smådrillerier har der altid været plads til, men det er ikke regeringspartierne der har fremmet denne lede og uværdige dagsorden. Britta Schall Holberg kunne virkelig gøre en god gerning ved at tage egne partimedlemmer i skole og lære dem en smule pli. Man kan dog tvivle på at det vil hjælpe, når de øverste ledere er en flok bøller.

Jan Aage Jeppesen:

Jeg skal love for, at du forstår at tage luften ud af 60 alt for tidlige dødsfald. Faktum er, at et enigt Folketing PÅ NÆR VENSTRE endte med at give bløderne en skriftlig undskyldning, at der blev oprettet en fond på 20 millioner til erstatninger, at bløderne senere vandt sagen ved Menneskerettighedsdomstolen, og at 90 personer blev smittet med HIV som kunne have undgået sygdommen, hvis screening var blevet indført noget tidligere. 60 af dem gik bort i løbet af kort tid, og "fejlen" blev begået på Britta Schall Holbergs vagt.

Bløderforeningens medlemmer var døende af AIDS, og samtidig forlangte retssystemet, at de skulle løfte bevisbyrden i forhold til det store offentlige system som bakkede Schall Holberg op. Også i det lys forekommer det direkte grotesk, når Holberg nu beder om respekt. Hun - om nogen - har været overtryneren af dem alle.

Så i lighed med mange andre ser denne hiv-positive læser ikke nogen grund til at forholde mig til nogen ytringer, anmodninger eller opfordringer fra Britta Schall Holberg. Hun tabte retten til min respekt den gang, da mine venner døde som fluer.

Det er en hån mod de 89 blødere, der i midten af 80'erne blev smittet med HIV gennem deres medicin, at den ansvarlige minister Britta Schall Holberg nu igen stiller op til Folketinget. Det mener Palle Lykke Ravn, der som otte-årig i 1984 selv blev smittet med HIV.
Selv om Britta Schall Holberg juridisk set blev frikendt af en dommerundersøgelse i 1995, mener Palle Lykke Ravn stadig, at hun som minister havde et ansvar for, at bløderne blev smittet med HIV og for, at en stor del af dem i dag er døde.

Spiondoktorene opgave er ikke, som Britta skriver, at beskytte ministerene mod de svære spørgsmål. Deres opgave er at sørge for at de aldrig bliver stillet, og der i stedet bliver stillet de spørgsmål, som ministerene ønsker stillet.
Metoden er "lækager" til udvalgte medier og almindelig del og hersk.
Så politikkerne er selv ude om den miljøændring der er sket, de har nemlig selv sat den i gang.

Michael Borregaard

Jan Aage Jepsen:

Omkring ordet demokrati, findes der hundredvis af definitioner, for mit eget vedkommende, mangler der dog en grundlæggende ingrediens, og dette er aspektet omkring medborgerskabets medvirkende, det er trods alt medborgerskabet, som er underlagt de mange love som stemmes igennem samt påvirkes af dem til hverdag - dette såvel arbejdstageren som arbejdsgiveren. Heri er problemet, at hørelsesfrister ikke overholdes, og dermed, har interesseorganisationer samt den enkle borger mindre sandsynlighed for, at komme til orde, og dette er skadeligt for demokratiet.

Først og fremmest, burde politikerne holde sig til gængse regnemetoder, det er det eneste ansvarlige at gøre, det vil sige, de skal medberegne anomalier, og tager højde for disses betydning for de psykologiske søjler som bærer den økonomiske platform. Udover dette, burde de øge deres forklaringsgrad når de taler til befolkningen, og til sidst, så er mudderkastning desværre i dag mere hovedreglen end undtagelsen, og dette er der intet kritisk-konstruktivt over, for talen er mere negativ end positiv, og dette er skadeligt for utroligt mange menneskers selvværd. Af denne grund, er det på mange områder hele borgens indhold, manglende samarbejde om man vil, det er galt med, og dette går ud over befolkningen, det er sgu dem, som på godt gammelt dansk, er ramt af en unødvendig høj arbejdsløshed.

Fokuserer man den nuværende situation uden røde eller blå briller, er faktum, at hver for sig, har de mange planer, problemet er dog, at ingen af dem har hver for sig en bæredygtig løsning - kunne man se bort for mudderkastningen, og begynde et samarbejde, ville man kunne reducere arbejdsløsheden samt tage fat om den virkelige udfordring, nemlig kontrollen af de brande små som er ved at vokse sig større på den økonomiske platform - for at ændre dette, kræver det dog mere tillid, til dem som udgør de psykologiske tøjlers og den ansvarlighed der skal til, for at holde den økonomiske platform oven vande.

Til sidst, ordet velfærd, er mere interessant, end ordet demokrati, begge har dog en betydning for solidariteten.

Ordet velfærd dækker på mange områder over ordene, frihed, lighed og broderskab, ord som på mange områder kan ses som underbegreber af ordet solidaritet. Graver man videre ind til benet af selve ordet, betyder Velfærd egentligt, “at færdes vel”.

Færdes vi så vel i Danmark - på sin vis ja, men alligevel nej. Spørgsmålet om det kan betale sig at arbejde falder en i tankerne, spørgsmålet er da også slået stærkt igennem i den politiske debat. Men hvordan er egentlig danskernes økonomiske tilskyndelse til at arbejde, under indtryk af velfærdsstatens skatte- og socialpolitik? Spørger du politikerne skal det ske gennem tvang, og økonomiske incitamenter - dette er jeg simpelthen ikke enig i, da man rammer mange, mange flere uskyldige, end fanger dem som bevidst gør sig skyldige i eksempelvis socialt bedrageri, eller ikke respekterer højesteretsdommen - ingen aktivering, ingen kontanthjælp osv..

Politik handler ikke om at lege røver og soldater, men om solidaritet, og det er her demokratiets rolle kan diskuteres. Se, det er her vi skal spørge os selv, hvorledes hænger demokrati og velfærd sammen.

Diskussionen er naturligvis i gang, jeg personligt, er dog ikke enig i måden man fra politisk side gebærder sig, for deres kontroltyranni er mere skadelig end gavnligt, dette for såvel arbejdsgivere som den arbejdsløse person, et godt skridt på vejen i en mere demokratisk proces, vil i øvrigt være overholdelse af hørelsesfrister.

At være politiker, handler lidt simpelt sagt, trods alt ikke om andet, end rettidig omhu gennem forberedelse, og det kræver for så vidt heller ikke nogen længere videregående uddannelse at blive politiker. Dermed ikke sagt, at politik, er en formsag, det eneste det kræver, er dog en god portion, af læselyst, jeg selv, har læst mange, rigtigt mange artikler samt forskningsrapporter m.fl., og læselysten er ikke blevet mindre, jeg har dog den fordel, i modsætning til politikerne, og det er, at jeg har tid til, at tænke over hvad jeg læser, da jeg ikke bliver angrebet fra højre og venstre i tide og utide. Netop dette, at man på mange områder inden for politik leger røver og soldater blokkene imellem, i stedet for at være allierede, gør, at jeg aldrig nogensinde, vil blive politiker, de mange studehandler samt ensidige fokus på mærkesager, er efter min mening skadelig for den nødvendige røde tråd, og dette vil jeg som person ikke kunne forene mig med.

Michael Kristensen

Ovenstående artikel beskriver egentlig meget godt, hvorfor jeg flyttede fra Danmark og hvorfor jeg ikke flytter tilbage igen. Dansk politik og dermed Danmark er i en sørgelig stand og jeg tror desværre ikke der er udsigt til nogle markante ændringrer de næste mange år. Vi snakker nok nærmere generationer før der sker noget

Var hende der Britta SH ikke en af de 90, der igennem 10 år forvandlede DK til et råddent samfund, hvor enhver hytter sit og sparker på alle under sig ?
Ikke en eneste gang har hun stemt imod svinagtighederne - nu vil hun have aflad.
Hun burde skamme sig !

Jan Aage Jeppesen

@Michael Borregaard

Du skriver en længere redegørelse som replik på mit indlæg om demokrati. Egentlig ville jeg gerne fremkomme med en duplik der tager fat i de opfattelser og påstande du fremfører en for en, men under de betingelser debatten her tillades at udfolde sig på, hvor jeg efter nogle timers fravær konstaterede, at de fire første kommentarer var slettede af censuren, anser jeg det for formålsløst at anvende kræfter på lange seriøse debatindlæg.

Fremover bliver det mest til kortere kommentarer, som denne.

Problemet med demokratiet er, at enhver idiot kan definere denne styreform så den præcis passer til vedkommendes ideosynkrasier og foretrukne ønsketænkning.

Det er ingen kunst at definere demokratiet så demagoger som Lenin kan kalde proletariatets diktatur for en videreudvikling af det liberale borgerlige demokrati, eller andre tale om det tyrkiske, afghanske eller irakiske demokrati, fordi det er politisk opportunt at anvende disse misvisende betegnelser om styreformen. Som den jordanske konge engang sagde: Demokrati kan betyde mange forskellige ting.

Opgaven er ikke at definere demokratiet, men at begrunde det rationelt som en universel fordring alle er forpligtet på. Her har oplysningsfilosofferne i nogen grad svigtet ved at forsøge at begrunde styreformen på grundlag af naturretten og umistelige menneskerettigheder, hvorved de begår den naturalistiske fejlslutning.

Demokratiet kan alene begrundes begrebslogisk eller slet ikke.

Jeg vil begrænse min kommentar til følgende betragtninger opponenten fremkommer med:

"Til sidst, ordet velfærd, er mere interessant, end ordet demokrati, begge har dog en betydning for solidariteten.

Ordet velfærd dækker på mange områder over ordene, frihed, lighed og broderskab, ord som på mange områder kan ses som underbegreber af ordet solidaritet. Graver man videre ind til benet af selve ordet, betyder Velfærd egentligt, “at færdes vel”.

Når demokratiet begrundes ud fra en universel etisk fordring - det etiske konsistenskrav - så følger, at der er tre etisk-politiske grundkrav som ethvert samfund bør stræbe efter at opfylde: Demokrati (politisk ligeværdighed), almen social basissikring og økologiske hensyn i produktionen.

Velfærd dækker ikke over sloganet 'frihed, lighed og broderskab' fordi frihed og lighed står i et modsætningsforhold til hinanden. Jo mere frihed desto mindre lighed og vice versa.

Hvis 'velfærd' defineres mere snævert til at være et andet ord for den etisk-politiske grundfordring om at skabe en almen social basissikring så forudsætter dette ikke blot solidaritet blandt demokratiets deltagere, men også en vis grad af uselviskhed.

De velstillede skal acceptere at de skal bidrage til fællesskabet, dog under den forudsætning at de bevarer deres plads i indtægtshierarkiet, for at der kan etableres en almen social basissikring.

En sådan grad af uselviskhed har intet samfund kunnet frembringe. Så langt rækker solidariteten ikke. Den rækker ikke længere end til et stort antal behovsbestemte ydelser til (værdigt) trængende som ikke kan finde afsætning for deres arbejdskraft på markedet og derfor ellers ville stå uden eksistensgrundlag. Men ydelsen udbetales kun mod at de pågældende underkaster sig de betingelser som lovgivnerne måtte beslutte, som det fremgår af grundlovens § 75, stk. 2.

Det vil sige, at de skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet 24/7, deltage i opkvalificeringskurser og underkaste sig et sandt regimente af kontrol og overvågning samt idiot-aktivering på nedværdigende betingelser.

Begrundelsen for en almen social basisydelse, som alle voksne har krav på uden nogen som helst betingelser tilknyttet, er, at den forhindrer at nogen kan tvinges til at arbejde under uværdige eller nedværdigende forhold eller udnyttes. Og det gælder både i relation til det offentlige system og private arbejdsgivere.

Basisydelsen sætter en grænse for udnyttelse og den gør én ting mere: Den forhindrer at et politisk flertal kan anvende magten over produktionsapparatet og dermed indtjeningsmulighederne til at undertrykke alternative politiske opfattelser. Og skal flertallet ikke have magt til at tvinge et mindretal til at arbejde under vilkår, som som mindretallet ikke selv vil acceptere - og det er betingelsen for ligeværdighed - så bør der være en almen social basissikring. Både under socialistiske og liberalistiske forhold.

Desuden er det vigtigt at holde fast, at effektivitet ikke er den eneste målestok - og heller ikke den basale målestok. Måler er ikke den størst mulige produktion, men at skabe et samfund, som opfylder de etisk-politiske grundkrav om basissikring, økologisk hensyntagen og demokrati.

Michael Borregaard

Jan endnu en fantastisk velskrevet redegørelse - efter, at have gennemlæst den to gange, blot for en sikkerheds skyld, kan jeg se, at vi er enige om mange ting, om end vi kritisk-konstruktivt, kommer frem til vilkårenes eksistens med forskellige ord, og tilgangsvinkler - Og jo, Grundlovens § 75, stk.2 foreskriver at, ydelsen udbetales kun mod at de pågældende underkaster sig de betingelser som lovgivnerne måtte beslutte, dette er korrekt. Dog er al underkastelsen også bundet af Højesteretsdommen, ingen aktivering, ingen kontanthjælp, hvori, det direkte beskrives hvad underkastelsesgraden er udtrykt ved. Og deri kan man efter min mening finde princippet om basissikringens retttigheder, da denne rent juridisk danner præcendens for underkastelsesgraden og dennes anvendelse over for mindretallet.

Nu er det tid til at jeg skal ud af døren, men tak for en udbytterig korrespondance.

»Der er sket en forråelse af den politiske kultur«

Helt enig!

Den nuværende generation af politikere er langt mere afstumpede end den forige.

Vi er nogle der stadig kan huske den umenneskelige behandling Gunnar Sandvei og andre MKULTRA ofre fik at de daværende danske politikere, der intenst forsøgte at dække over de forbrydelser der var blevet begået imod dem, og lang tid nægte dem erstatning.

På den anden side af andedammen var det Dick Cheney og Donald Rumsfeld der gjorde alt I deres magt for dække over det. I nyere tid har de især gjort sig bemærket med Waterboarding, Abu Graib etc. De er altså ikke blevet bedre mennesker med tiden.

»Sagen kommer til at være en klods om benet for os. Vi vil simpelthen være lammet i den kommende tid. Ingen ved, hvad dette her kommer til at betyde for Venstre«, siger ordføreren.

Sagen kommer til at være en klods om benet for os. Vi vil simpelthen være lammet i den kommende tid

Anonym ordfører i Venstre:

»Vi er alle sammen meget spændte på, hvor stor skaden kommer til at blive. Men den er ikke nødvendigvis så stor ude hos hr. og fru Jensen«.

Fra Politiken-artiklen "Skattesagen gør ondt langt ind i Venstres kerne":

http://politiken.dk/politik/ECE1472377/skattesagen-goer-ondt-langt-ind-i...

Mon dog ikke Venstre vil blive reddet af de mange støtter i pressen?

Chris Alexander

Jeg har læst Løkkes udtalelser til pressen i går og i dag. Han udtaler, at han sikkert har været med til at tale om skattesagen på møder i Venstre, men han har ikke nogen klar erindring om det. Ja, det kan jo undre, når man tager i betragtning, at sagen også tidligere på året var alvorlig.

Han bedyrer endvidere, at han har rene hænder. Hvordan man så lige skal tolke den udtalelse...

Vidste han vitterligt ikke, hvad der foregik? Eller var han vidende om, hvad der foregik, men deltog ikke i det? Eller er han delagtig, men satser på at klare frisag?

Det fik mig imidlertid til at tænke på tidl. præsident Nixon, der bedyrede: "I am not a criminal!"

Inger Sundsvald

Hvordan kan han vide at han har rene hænder, når han ikke har nogen klar erindring om sagen. Han kan vel ikke engang huske, hvornår han sidst vaskede hænder og ved hvilken håndvask.

Det er selvfølgelig fint, at Britta Schall Holberg ønsker respekt for det politiske system, men man kan altså ikke glemme hendes adfærd under bløder-affæren.

Som jeg skrev tidligere på året: "Da hun i 1980’erne var indenrigsminister under blødersagen modsatte hun sig voldsomt screening af blod - for at modvirke at bløderne fik AIDS.

Dengang var det også pressen, der fik hende til at ændre holdning."

Læs mere i bogen MAGTEN - og kunsten at styre en belutningsproces (Aschehoug, 2004) side 113 f.

"Tidligere ministre opfordrer til at genfinde respekt for det politiske system"

Respekt er noget man udviser og får gengældt, Britta Schall Holberg, så her har du min.

Tak til de gamle i Dansk poletik, for at tale højt, når tingene er gået for langt.

Lad os ikke overse, at Britta Schall Holberg - uanset blødersag osv. - ikke mellem men i linjerne fortæller os, at skattesagen ikke er nogen ener.
BSH kender venstre indefra. Hendes insiderviden fortæller os, at der netop ikke blot er tale om enkeltsager, men at der er tale om en "forråelse af den politiske kultur".
Jeg har skrevet det før, og jeg gør det igen: Læg mærke til, hvor stor en andel af Venstre's folketingsgruppe, der er tavs. KUnne det ikke sagtens være, at de krummer tæer over den forråede adfærd, som kendetegner Løkke og hans slæng af skidtsnakkere?
Jeg kunne godt forestille mig, at en stor gruppe Venstrefolk drømmer om at disse sager kan fælde Troels Lund Poulsen, Løkke og kumpaner - og give plads til et 'forår' i Venstre.
Sagen er jo, at vi er mange, der er uenige med Venstre i deres politiske holdninger, men at vi er langt flere der må fordømme deres politisk undergravende handlinger.
I ly af Fogh's magtsyge med-dirigeret af den tidligere ansatte Claus Hjort, voksede Løkke sig stærk i takt med at han med omdannede en stor gruppe marginalpolitikere (Pind, Lauritzen, Støjbjerg, Christensen, Trane, osv.) til en amtspolitisk følgegruppe. Denne følgegruppe + Fogh-Hjort havde politiske synspunkter der flugtede DF, og en magtsyg hensynsløshed der klart matchede DF's skingre skrigeri: En kultur uden plads til om- og eftertanke: "en forråelse af den politiske kultur" - i Venstre, i DF og fra Folketingets talerstol.
Pengegriske journalister har vidst at søge ind i disse cirkler med blikket rettet stift mod honoraret uden skelen til om den politiske ideologi var rød eller sort. Og overlevende alene på deres evner til at overskride nye grænser i forråelsen, og til gennem ægte- og partnerskaber at skabe private og personlige alliancer, der i alle andre sammenhænge ville have stemplet dem som inhabile, men som her har beskyttet dem mod den kritik, som en servil presse kunne præstere.
Faktum er jo også, at afsløringerne sker efter stort set samme model, som i bandemiljøer - og at vi i offentligheden har svært ved at skelne mellem løgnagtig løgn, hyklerisk løgn, cover-up, spin, røgslør og sandhed.
Alle der har rørt ved disse ting er blevet sværtet til, eller kan forudse at blive det, hvis de åbner munden.

Hele det infame show er finansieret af skattekroner: fra Løkke's ministerpension til dr's eller ekstrabladets årsregnskaber.

Skandalen omkring News of the World i Storbrittannien er ikke halvt så farlig for det britiske demokrati, som den råddenskab, der truer vores hjemlige ditto.

Inger Sundsvald

I Venstre har man altid været mere uforskammede og flabede end i andre partier; det er ikke noget nyt. Bare tænk på Uffe Ellemann Jensen. Han sidder ganske vist nu og spiller nobel, af og til. Men tag ikke fejl - det er, og har altid været et bølleparti.