Læsetid: 3 min.

Undervisningsminister anklages for at misbruge tal

Undervisningsminister Christine Antorini (S) bruger misvisende tal, når hun melder ud, at de danske folkeskolelærere skal bruge mere tid på undervisning. Det mener både forskere og Danmarks Lærerforening
Undervisningsminister Christine Antorini mener ikke, at der er særlig stor forskel på kommunernes måde at optælle undervisningstimerne i folkeskolen på.

Undervisningsminister Christine Antorini mener ikke, at der er særlig stor forskel på kommunernes måde at optælle undervisningstimerne i folkeskolen på.

Erik Refner

2. december 2011

De danske folkeskolelærere underviser for lidt. Sådan lød onsdagens udmelding fra undervisningsminister Christine Antorini (S).

Men flere forskere peger nu på, at de tal, som ministeren lægger til grund for sin opsang til lærerne, ikke kan bruges.

»Måden, man opgør tallene på, varierer fra kommune til kommune, og det gør det meget indviklet at sammenligne kommunerne,« siger Peter N. Allerup, som er statistiker og ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Han peger på, at kommunerne ikke er forpligtet til at opgøre tallene på en bestemt måde, og at metoderne derfor typisk varierer meget.

»Det betyder, at en sammenligning af kommunerne bliver ret tyndbenet,« siger han.

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, giver heller ikke meget for de opgørelser, som undervisningsministeren bruger som anledning til at kræve mere undervisningstid.

Han nævner Glostrup som et eksempel, fordi det ifølge opgørelsen er der, hvor lærerne underviser mest. Men i Glostrup Kommune bliver elevernes tidsforbrug i skolebiblioteket også medregnet som undervisningstimer, og det står i kontrast til andre kommuner, der ikke medregner det som undervisningstid.

»Når Christine Antorini taler om et meget stort spænd mellem kommunerne, kunne hun have gjort sig den ulejlighed at undersøge årsagen. For det kan i hvert fald ikke bruges som argumentation for at sige, at lærerne skal undervise mere,« siger Anders Bondo Christensen, som i øvrigt understreger, at lærere i folkeskolen underviser 25,5-26 timer om ugen: »Hvis de underviser mindre, skyldes det, at kommunalbestyrelsen eller skolelederne har sat dem til andre opgaver,« siger han.

Alle tæller med

Kritikken bliver afvist af undervisningsminister Christine Antorini (S), som ikke mener, at der er særlig stor forskel på kommunernes måde at optælle undervisningstimerne på.

»Bibliotekarer er ansat som lærere, og derfor tæller de med. Det gør alle dem, der er ansat som lærere, og sådan burde det være i alle kommuner. Så kan det godt være, at der er nogle skoler, der vælger at bruge flere ressourcer på at have læsevejledere og biblioteker, men de funktioner har alle skoler jo, og derfor vil der kun være tale om små variationer,« siger hun og tilføjer, at det er den samme metode, der er blevet brugt gennem de sidste mange år.

»Undersøgelsen kommer hvert år, og vi konstaterer bare nøgternt, at lærerne underviser lidt mere, men at der er en stor variation på tværs af kommunerne. Som kommentar til undersøgelsen har regeringen sagt, at den gerne vil arbejde på at finde mere tid til, at lærerne kan undervise mere, så de kan lave det, de er bedst til,« siger hun.

Misvisende rapport

Det er dog ikke kun sammenligningen af de danske kommuner, der bliver kritiseret af forskerne.

I en ny rapport om undervisningen i OECD-landene har Danmark fået en middelmådig placering, fordi de danske folkeskolelærere angiveligt ikke underviser lige så meget som deres udenlandske kolleger.

Men forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet Jan Mejding mener, at det også er en fejlslutning.

»I opgørelsen er alle personer på skolen blevet talt med som lærere — både skoleinspektørerne, bibliotekarer og andet administrativt personale. Derfor er det klart, at antallet af undervisningstimer er lavere i Danmark end i andre lande,« siger han og bliver bakket op af Anders Bondo Christensen, der er godt træt af, at usammenlignelige opgørelser bliver brugt politisk:

»I nogle lande regner man frikvarteret med som undervisningstid. Hvis vi gør det, ligger vi nærmest i top,« siger han. Og den kritik kan Christine Antorini godt sætte sig ind i. Hun understreger, at OECD-undersøgelsen skal læses med et gran salt, fordi de medvirkende lande har vidt forskellige måder at opgøre deres undervisning på.

»Den viser ikke den endegyldige sandhed, men man kan bruge den til at få et indtryk af nogle tendenser — ligesom det er tilfældet med PISA-undersøgelserne, « siger hun og tilføjer:

»Men det skal ikke tages bogstaveligt, for landene optæller deres tid meget forskelligt«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Om tallene er rigtig opgjort eller ej har jeg ikke kendskab til at vide. Men er det ikke vendes positivt – fx hvis det vil betyde at lærerne bliver fritaget for at bruge tid på de skriftlige elevplaner per elev per fag osv. samt megen anden kontrol og styringsopgaver Folketinget har pålagt lærerne.

jens peter hansen

Lærere i Danmark,ikke alle men nogle, har aldrig undervist mere end de har gjort siden 1973, hvor den normerede tid var 27 timer( lektioner) og hvor lærere der havde de ældste klasser fik masser af reduktion, så man kunne komme ned på omkring 18-19 lektioner om ugen. Nu er der mange unge lærere der underviser 28 lektioner om ugen, men de fleste underviser i omegnen af 25 lektioner.
Jeg vil foreslå Antorini og andre at prøve at undervise i 6,7 forskellige klasser 25 lektioner om ugen og derefter spørge om hun stadig synes at der undervises for lidt ?

Det er begrædeligt at konstatere den nye undervisningsminister tilsyneladende ligger sig i samme uengagerede spor som sine forgængere.

Istedet for at kommentere på diverse ubrugelige statistikker kunne det være der skulle overvejes hvilken vision vi i Danmark skal have for vores skoler og andre undervisningsinstitutioner. Jeg er træt af at alting drukner i PISA, OECD og andre undersøgelser. Vi har brug for en undervisningsminister, der tager sig område alvorligt.

Endnu en demonstration af hvor lemfældigt og populistisk den siddende regering optræder. Hér har vi Antorini som ikke kan finde ud af undersøge substansen i de undersøgelser, hun bruger som afsæt til sine politiske udmeldinger. Samtidig har vi statsministeren og socialministeren og økonomiministeren og skatteministeren som på forskellig vis varskoer om et snarligt opgør med 'krævementaliteten', således at det kan 'betale sig at arbejde' - selvom der ikke foreligger adækvate undersøgelser som godtgør eksistensen af en såkaldt 'krævementalitet eller at det ikke skulle kunne 'betale sig' at arbejde (det tyder iøvrigt stort set alt foreliggende statistisk materiale på at det helt givet kan). Det er jo borgerlig politik, som vi har kendt den igennem de sidste ti år (samt længere tilbage); udokumenteret og populistisk snoet købmandsvirksomhed, som fastholder det nu i flere årtier brudte klassesamarbejde.

Søren Blaabjerg

At kritrisere undervisningssektoren, som den er, er at dømme efter debatten (også her) lidt som at stikke hånden ind i et hvepsebo. Men rent faktisk må man desværre konstatere, at mange elever har en alt for dårlig ballast af viden, orientering og andre voksenrelevante kompetencer, når de forlader skolen, ofte skoletrætte og med betydelig lettelse efter via skolesystemet grundigt at have mistet lysten til at lære og tilegne sig teoretisk stof.

Derfor må ethvert tiltag - inklusive undervisningsministerens, der tager sige på at højne kvaliteten af undervisningsforløbene i folkeskolen hilses velkommmen: eksempelvis forøgelse af den effektive tid brugt på undervisning pr. elev, forbedring af læreruddannelsen, højere ,adgangskrav til semjnarierne, mindre skolestørrelser, intensivering af skole-hjem-samarbejdet, mere socialt blandede folkeskoler osv., men det siger næsten sig selv, at alt for firkantede "forbedringsforslag" på forhånd er dømt til at mislykkes, samt at skolearbejdet og tilrettelæggelsen af det må ske i en ånd af samarbejdsvilje om at opnå i samfundsmæssig henseende bedst mulige resultat.

Hvis ikke man tager udfordringen alvorligt og gør noget alvorligt, så risikerer man faktisk, at flertallet af de forældre, der har mulighed for det og vil det bedste for deres børn, i lighed med landets statsministe f.eks., vælger folkeskolen fra.

jens peter hansen

eksempelvis forøgelse af den effektive tid brugt på undervisning pr. elev, forbedring af læreruddannelsen, højere ,adgangskrav til semjnarierne, mindre skolestørrelser, intensivering af skole-hjem-samarbejdet, mere socialt blandede folkeskoler osv.
Skriver Blaabjerg.. Noget af en mundfuld i en tid hvor skoler lukkes i bundter for at spare penge.

I Gentofte vælger de fleste folkeskolen, fordi de rigtige børn går i den. På Nørrebro fravælges den, fordi de forkerte børn går i den. På landet oprettes friskoler fordi den lokale skole nedlægges.

Selvfølgelig kan grundskolen gøres bedre, men med den tæppebombning der i snart 20 år er blevet folkeskolen til del, kan det være noget vanskeligt at hitte rede i HVAD det er samfundet egentlig VIL med den offentlige skole. Udover at den skal være billig, faglig, rummelig, god til de svage , udfordrende for de dygtige ,inkluderende de vanskelige, innovativ, samarbejdende, autentisk osv.
Og det kan såmænd nok lade sig gøre, men det kræver et minimum af tillid fra vore ministre, som gennem de 40 år jeg har kendt til folkeskolen kun har haft kritik til overs for lærerne.
Samtlige forsvarsministre har været stolte af deres personale ligegyldig hvor mange skæverter militæret har lavet, politiet får opbakning af stats- og justitsministre uanset hvor mange uheldige sager der dukker frem. Sosu-assistenter kan lade gamle sidde i deres egen afføring og alligevel omfattes de med respekt af deres foresatte.
Mens folkeskolen ingen støtte får. Uanset regeringens farve. Hjælp.

Charlotte Abildgaard

Igen igen bliver lærere udlagt som om de ikke laver nok. Mon ikke det snart er ved at være tid at inddrage lærerne i, hvordan kvaliteten af undervisningen og folkeskolen kan blive optimeret til fælles glæde for alle. Hvad er det vi vil med folkeskolen? Antallet af undervisingstimer er naturligvis proportionalt med antallet af øvrige opgaver lærere pålægges, hvor ikke alle giver mening.
Prøv til en start med tillid til at lærere rent faktisk går på arbejde hver dag for at gøre deres bedste for de elever de har ansvaret for at undervise. De fleste lærere der uddannes glæder sig til at komme igang med at arbejde.