Læsetid: 4 min.

AC: Universiteter mangler mod til at fastansætte talenter

Midlertidige forskerstillinger uden undervisningsforpligtelse er på få år blevet reglen på universiteterne. Det undergraver den forskningsbaserede undervisning, mener Akademikernes Centralorganisation
Unge talenter vælger ofte at forlade universitetet på postdoc- og adjunktniveau, fordi udsigten til en fastansættelse er for langt væk.

Unge talenter vælger ofte at forlade universitetet på postdoc- og adjunktniveau, fordi udsigten til en fastansættelse er for langt væk.

Jacob Dall

25. januar 2012

Engang var jobbet som postdoc på universiteterne en midlertidig forskerstilling inden en fastansættelse som adjunkt og senere lektor. Men de seneste år er antallet af postdoc’er fordoblet, mens der er blevet længere og længere mellem adjunkterne.

Den udvikling bekymrer Akademikernes Centralorganisation (AC), fordi postdoc’erne som regel ikke har nogen undervisningsforpligtelse. Det udhuler den forskningsbaserede undervisning, frygter AC.

»Det er udtryk for en ’tue til tue-tilgang’ på universiteterne, at de i højere grad hyrer folk ind til at arbejde midlertidigt i et forskningsprojekt, i stedet for at opbygge et længere forløb, hvor de yngre forskerne får adjunkturer og undervisningskompetence. Men i sidste ende går universiteternes kortsigtede prioritering ud over kvaliteten af undervisningen,« mener formand for AC Erik Jylling.

Lektor Frederik Voetmann Christiansen underviser adjunkter og postdoc’er på Københavns Universitet. Han mener, at væksten i postdoc’er uden undervisningspligt er uholdbar.

»For mig at se er det hul i hovedet, at staten skal gå ind og finansiere, at de mange ph.d.er, vi har uddannet, efterfølgende sidder i flere år og skriver videnskabelige artikler, som ganske få læser. Når man uddanner folk til så højt et niveau som ph.d., skal de også være med til hive undervisningen op på højeste niveau, ellers er globaliseringsmidlerne givet dårligt ud,« siger Frederik Voetmann Christiansen.

Misvisende statistik

Formand for Danske Universiteter, Jens Oddershede, mener, at statistikken fra AC er misvisende, fordi en del af postdoc’erne rent faktisk underviser.

»Men der er ingen tvivl om, at der er kommet langt flere postdoc’er, fordi der er sket en opprioritering i de seneste år af den projektorienterede forskning, mens vi reelt set ikke har fået flere penge til forskningsbaseret undervisning. I lyset af den udvikling, er den blevet nedprioriteret. Men vi ville da hellere have flere basismidler, så vi kunne ansætte de unge ph.d.er til at undervise og forske, men vi siger selvfølgelig ikke nej til projektmidler,« siger Jens Oddershede.

Erik Jylling er enig i, at midlerne til universiteterne er en del af forklaringen på væksten i antallet af postdoc-stillinger.

»Men vi kunne godt ønske os større mod fra universiteternes side til at ansætte lidt mere langsigtet, end det er tilfældet i øjeblikket. Bevillingerne er gået mere i retning af tidsbegrænsede forskningsmidler, men 50 procent af universiteternes budget er stadig basismidler, så de kunne godt gøre mere,« siger han.

Karrierestopper

Flere undersøgelser har igennem de seneste år kritiseret universiteterne for ikke at skabe gode karrierebetingelser for yngre forskere. Senest viste rapporten Evaluering af forskerkarriereveje fra efteråret 2011, at de unge talenter oftest vælger at forlade universitetet på postdoc- og adjunktniveau, fordi udsigten til en fastansættelse er for langt væk.

Frederik Voetmann Christiansen beretter om stor frustration hos de unge adjunkter og postdoc’er, han underviser, på grund af de uoverskuelige karriereveje på universiteterne. Adjunkterne er forpligtet til at undervise halvdelen af tiden, men er dårligere stillet, når de skal have et lektorat, fordi de ikke har forsket så meget, som postdoc’erne. Omvendt har de postdoc’er, der bliver lektorer, næsten ingen undervisningserfaring, hvilket i princippet betyder, at universiteterne kan forvente at få dårligere uddannede undervisere, mener Frederik Voetmann Christiansen:

»Den måde, man har tænkt forskning på i det seneste årti, har været koblet meget til vækst og erhvervsliv, men samtidig har man negligeret den væsentligste kobling med uddannelserne. Og det er ikke nogen sund udvikling for den forskningsbaserede undervisning.«

Jens Oddershede medgiver, at gode karriereveje ikke er højt prioriteret på universiteterne, men peger omvendt på, at der er alt for få midler til karriereudvikling.

»Når man giver penge til talentudvikling på universiteterne, virker det underligt at give dem til forskningsrådene i stedet for universiteterne, som har ansvaret. Derfor er kritikken for letkøbt, når den måde, man tildeler midler på, i den grad favoriserer forskningen og de midlertidige ansættelser,« siger Jens Oddershede.

Erik Jylling mener, at uddannelsesminister Morten Østergaard (R) burde inkludere ansættelsen af flere unge forskere i såkaldte tenure tracks, faste adjunktstillinger med undervisningspligt, i de mål, han vil sætte for universiteterne.

»Rapport på rapport har vist, hvor store problemer der er med undervisningen på universiteterne, så hvis uddannelsesministeren har magt, som han har agt, burde han give universiteterne større frihedsgrader og mere langsigtede budgetter til gengæld for nogle strammere mål for resultaterne. Et af målene kunne passende være flere adjunkter, så er der i hvert fald forudsætning for, at der for alvor kan ske noget på det her område,« siger Erik Jylling.

Vigtig diskussion

Uddannelsesminister Morten Østergaard mener, det er vigtigt at tage en diskussion om, hvordan karrierevejene på universiteterne kan lettes. Han har dog ingen intentioner om at gøre flere adjunktstillinger til et specifikt mål for universiteternes udviklingskontrakter.

»Den måde vi laver udviklingskontrakter på nu er, at vi stiller nogle overordnede mål op, som f.eks. øget kvalitet i undervisningen. At få ansat flere adjunkter er et udmærket kvalitetsparameter for det mål, som jeg også håber universiteterne vil have blik for,« siger Morten Østergaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Boolsen

Det ville da være en ny nyhed, hvis der kom flere fastansatte lærere på universiteterne, og de var i stand til at undervise på universitetsniveau.Hvor havde man tænkt sig at de nye lærere skulle komme fra? Adjunkterne har for travlt med at skrive og publicere til at koncentrere sig om undervisning - og post.doc.'erne skal overhovedet ikke undervise Deltidslærerne bliver erstattet af ph.d.-studerende, der skal undervise hvad svarer til et eksternt lektorat i et år, fordi det er billigere. Og studenterne? Jo, de vil blive ved med at gå i skole, fordi det kender de til.

Før i tiden på nat--området havde man den politik at først skulle de ansatte publicere og publicere og publicere - og når de så ikke orkede det mere, så skulle de undervise og undervise og undervise. Her var der en tydelig adskillelse af forskning og undervisning. Og på samf.-området var der ikke mange fastansatte lærere, der gad at undervise, så de blev frikøbt for at kunne publicere og publicere og publicere, mens deres undervisning blev varetaget af andre, til en langt lavere pris og uden betalt forskningstid.

Så spørgsmålet er: hvor skal de nye fastansatte lærere komme fra, der kan undervise på universitetsniveau? Mit tip er at det næppe bliver fra rækkerne af de, der har rutinen i at gøre det: fra de deltidsansatte underviseres rækker. Endnu engang spilder man kræfterne og slår store slag i luften for at kunne meddele triumferende at "nu sker der noget - nu skal vi have ansat universitetslærere!" Og det bliver ikke de, der ellers er blevet sparet væk, og ikke de deltidsansatte. Det bliver de, der ikke har fået en rutine, og de, der ikke har det store overblik, der rekrutteres for at kunne få en fast stilling med pension.

Og efter at man totalt har smadret dagpenge-systemet og forkortet tiden man kan få dagpenge til to år, så er spørgsmålet hvad de lærere skal leve af, indtil de kan blive ansat, hvis overhovedet - sådan som det skete med de, der blev færdiguddannet til at kunne være universitetslærere for 25-30-35 år siden. Nå, de skal vel være ufaglærte - det er det, som vi har akademikere til! Fordi deres uddannelse "ikke kan bruges til noget" og fordi landet hidtil har klaret sig glimrende uden (for mange) universitetslærere.