Læsetid: 3 min.

Afskaf børnechecken

Det skal fortsat være attraktivt at få børn i Danmark — ellers mister vi arbejdskraft. Men børnechecken burde erstattes af et skattefradrag
10. januar 2012

Når der er krise, dukker der altid ugennemtænkte spareforslag op. Mange har ingen gang på jorden, fordi befolkningen er afvisende.

Der er dog én undtagelse. Selv om det strider mod det universelle princip i den nordiske model, er et vælgerflertal enige i, at man burde lade være med at udbetale børnecheck til alle og give pengene målrettet til de dårligt stillede.

Nu er Danmark ikke kendt for principielle velfærdsdiskussioner, og derfor har danskerne dårligt styr på principperne. På 20 efterfølgende spørgsmål om centrale kontant- og serviceydelser er svarene stik modsat. Mange vil endda individualisere kontanthjælpen — en gammel idé fra universalismens bannerfører Radikale Venstre.

Men tilbage til undtagelsen: børnefamilieydelsen — ’børnechecken’. Den blev indført af Schlüter-regeringen samtidig med, at SU blev gjort universel, dvs. uafhængig af forældreindkomst. Men hvor SU straks blev accepteret, har et stort flertal altid villet gøre børnechecken behovsbestemt. Til studenter og andre har jeg altid sagt, at det kunne de godt glemme ALT om. Det ville ingen økonomisk ansvarlige politikere gå ind for, uanset vælgerne.

Attraktivt

For det første har diskussionen om globalisering drejet sig om faren for brain drain. Her betyder det meget lidt, hvordan skatteregnskabet ser ud for midaldrende. De render ingen steder. Derimod bør veluddannede unge ikke have for stærke incitamenter til at emigrere. Her er de nordiske landes styrke, at de er rimeligt økonomisk attraktive for børnefamilier.

Dernæst har der været bred politisk enighed om, at marginalskatten skulle sænkes. Her ville behovsbestemte børnepenge svare til at indføre en særlig høj marginalskat for børnefamilier — som er den gruppe, man kan håbe på at vride mere arbejde ud af ved at sænke skatten.

De unge og de ældre orker ikke eller har ikke behov.

Oven i skatten ville børnefamilierne få aftrappet deres børnetilskud — og så ville 25 års arbejde med at sænke marginalskatten være forgæves. Det giver ikke mening (med mindre man da fjerner børnetilskuddet helt).

For det tredje tror politikere på økonomiske incitamenter. Hvis de virker, ville der blive født færre børn blandt den halvdel af danskerne, der tjener mest, alias de forholdsvis veluddannede. Det ville være helt tosset, fordi det kynisk bedømt er de børn, samfundet — i gennemsnit — har størst økonomisk gevinst af.

Endelig har befolkningens aldring forstærket kampen for det tredje barn. Mange lande trues endda af befolkningsnedgang. Skal folketallet fastholdes uden massiv indvandring, må kvinder i gennemsnit få lige knap 2,1 barn. Da nogle slet ikke får børn og andre kun ét, er det nødvendigt for samfundet, at (rigtig) mange får tre børn eller flere. Derfor giver flere lande ekstra børnepenge til barn nummer tre, fire osv.

Trods stordriftsfordele er tre, fire eller flere børn en hård økonomisk belastning, selv for familier med pæne indkomster. Så der er også en socialpolitisk begrundelse og ikke kun en økonomisk.

For ansvarlige politikere vejer den økonomiske begrundelse dog tungt. Pga. krisen kan Danmark få svært ved at fastholde fertiliteten på nordisk niveau. Det bliver dyrt for efterkommerne.

Men for at undgå at skyde sig selv i foden og komme forvirringen til livs burde man nok lægge børnetilskuddet om til et skattefradrag. Forældrene kunne ganske enkelt få børnenes personfradrag. En sådan model bruges i flere lande, og i Danmark havde man noget lignende før 1971. Størrelsen og værdien af fradraget kan justeres, så pengene passer.

Det ville eliminere den socialpolitiske framing som ’tilskud’ — og overflødiggøre den økonomiske, som nogle vil finde for kynisk. Fradrag er også mere logisk end tilskud.

Tilmed er der en symbolsk sideeffekt. Det ville nemlig sænke skattetryk og offentlige udgifter med 13-14 mia. kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Slettet Bruger

Er også enig i mange af betragtningerne. Men for ikke udelukkende at tærske langhalm i børneværelset, så burde ældrechecken få en lignende transformation/afvikling. I øvrigt er den grønne check også udtryk for populisme.

Når skattefradraget gives i form af tildeling af børnenes fradrag til forældrene, undgår vi dén sociale skævvridning som et almindeligt fradrag af den progressive lønbeskatning ville medføre. Udmærket salomonisk løsning, som Goul Andersen hér foreslår.

Søren Kristensen

Økonomer tro på incitamenter. Ja, men har de medregnet det incitament der kan tænkes at opstå, hvis forskellen på de familier som efter en differentiering stadig er berettiget til børnecheck og de der er så rige at de slipper for at modtage checken, bliver eksplicit. Altså, at de der ligger på grænsen vil arbejde endnu mere for at komme op i superligaen - ikke fordi at miste penge, men for at få den anerkendelse der følger af at være i en klasse for sig? Det incitament og dermed provenu risikerer man at hælde ud med badevandet, hvis man vælger det mindre spektakulære skattefradrag.

Det er helt rigtigt at det oprindeligt var et fradrag og det er også rigtig at andre nordiske lande har noget tilsvarende,
Norge har det som et fradrag, som man også får som Dansk statsborger hvis man arbejder i Norge og betaler Norsk skat.

Og at det er et incitament til at få flere børn, mener jeg også er helt rigtigt og at det også i sin tid, delvist blev udlagt sådan.

Men problemet med faldend/stagnerende befolkningstal, har det hvis ikke vist nogen nævneværdig indflydelse på.

Hvad der derimod har haft indflydelse på faldende/ stagnerende befolkningstal, er ren og skær matematik:

Kvinden som føder sit første barn som 20årig, får (hvis tildensen holder) børnebørn som40årig og oldebørn som 60 årig og tipoldebørn som 80årig.

Kvinden som får sit første barn som 30 årig får (hvis tildensen holder) børnebørn som 60 årig og opnår måske og måske ikke at opleve oldebørn som 90 årig.

Det er simpel matematik og hvis man ganger det med 2 børn for henholdsvis de 20årige førstegangs fødende og 30 årige. bliver forskelden så markant meget stører, at symptombehandling med børnecheck eller børenfradrag, nærmest kommer til at virke tragikomisk.

Søren Kristensen

Egentlig tror jeg børnechecken kom på banen, som en konsekvens af et faldende fødselstal, som det så ud i firserne. Kort og godt en meget konkret gave til de frejdige. Ved så ikke lige om missionen er lykkedes, men noget tyder på det.

Kim Øllgaard

- og lad os også få indført barnebarnets første sygedag så de unge, ressourcestærke, højtuddannede og krævende forældre kan blive på deres arbejde samt børnebørnepenge, ihukommende, hvor dyrt det er med gaver til børnebørn. Og med den forlængede levealder og tid på arbejdsmarkedet skal dette nok efterhånden udstrækkes til oldebørn.
Til den tid har man nok opfundet noget, derr gør, at vi kan leve af at klippe hinanden.

Kan man ikke også lave kontanthjælpen om til et fradrag?

Nu findes der ikke noget der hedder mindsteløn.

Folk i Dk kan derfor sagtens være så lavtlønnede, at de ikke kan udnytte børnenes fradrag.

Skal det overskydende fradrag så udbetales?

Daniel Nyvang

Jeg er enig i professorens konklusioner, givet de respektive præmisser.

Dog - jeg kan ikke lade være med at more mig over hvor meget debattørerne kan danse rundt om en skål glohed grød.

Alt imens statestikkerne klart signalerer hvorledes arbejdsstyrken faktisk ønsker at indrette sit liv (kvinder vil føde når de er 35, ikke 25 - can you blame them?) har et flertal af denne arbejdsstyrke valgt en regering (ikke at alternativet havde gjort det anderledes), der søger at bremse færden mod færre børn pr. livstid. En kringlet og paradoksal slags formynderi der muligvis giver mening i forbindelse med heroinmisbrug, men givet vis ikke et ønsket om 1.5 børn i stedet for 2.

Børnechecken er således et kompromis mellem arbejdende danskeres ønske om at dreje livet som lystet, og en opfattet økonomisk forpligtigelse ift. den gamle ende af penis corona (en skrumpende befolkningskurve ligner pr. matematisk identitet et pikhoved).

Den demografiske disparitet er 'bogholderimæssigt' blevet et problem i kraft af, at årgang '83 først nu er ved at blive 'voksen-voksen' (sine omgivelser fuldt opmærksom, så at sige). Demografien er relativt nem at fremskrive, så det har ikke kommet bag på 68'erne, at generøse velfærdparadigmer som den skandinaviske på et tidspunkt ej længere kun hidrører omfordeling mellem sociale klasser, men også mellem generationer. Nu er det netop sådan et spørgsmål. Det havde ikke behøvet komme så vidt.

Derfor: Har arbejdende danskere en moralsk, social og/eller samfundsøkonomisk betinget grund til ikke, at (1) indføre mere brugerbetaling for 68'erne, (2) afskaffe børnechekken og (3) begynde at leve livet som de nu engang faktisk ønsker det?

Jeg er overbevist om den samfundsøkonomiske fordelagtighed, men er ikke sikker på det principielle i det? En diskussion kunne være interessent

Venlig hilsen

Slettet Bruger

@Torben Skov

Det lyder da fornuftigt, at medregne kontanthjælpen, dagpengene og meget andet som fradrag, når det nu er blevet tid til reformer, åben debat og afbureaukratisering med frigivelse af bundne ressourcer henimod et friere samfund hvor igen skal modregnes i deres indkomst og ingen jamre sig over det ikke kan betale sig at arbejde et par timer ekstra.

Om det så bliver 'negative' fradrag der udbetales ved manglende indtægter eller mere forståeligt at alle individer får et minimumslivførelsesbeløb på deres nemkonto er blot en strid om ord.

John Houbo, Anne Marie Jensen m.fl.:
Goul Andersen er ikke økonom, men statskundskabsuddannet. Han er iøvrigt næppe heller borgerlig; i så fald er han nok den første borgerlige herhjemme som stædigt har advokeret for bevarelse af efterløn, argumenteret mod topskattelettelser og iøvrigt kritiseret den ene regeringskommission efter den anden for netop at anskue samfundsøkonomien med et både blindt og blåt øje.

"Har arbejdende danskere en moralsk, social og/eller samfundsøkonomisk betinget grund til ikke, at (1) indføre mere brugerbetaling for 68’erne, (2) afskaffe børnechekken og (3) begynde at leve livet som de nu engang faktisk ønsker det?"

Både arbejdende og ikke-arbejdende danskere har gode moralske grunde til at undlade brugerbetaling for selekterede grupper og iøvrigt afskaffe universelle velfærdsstrukturer. De allerfleste erfaringer viser os at velfærd for de fattige bliver til fattig (forstået som sølle) velfærd - så det er hverken i rig eller fattigs interesse at røre ved veælfærdsstrukturer som sikrer social balance og gavnlig omfordeling af samfundsværdierne.

Henrik Brøndum

Hmmm ... hvis foraeldrene faar boernenes fradrag skal man pludselig betale en relativt taarnhoej skat, bare fordi man er 13 - 17 aar? Maa vi hoere en kommentar fra yngresagen?

Daniel Nyvang

@Peter: Du finder vel ikke engang en libetarianer der modsiger omfordelingens gavnlighed. Det er vel mere kvaliteten og kvantiteten der står til diskussion.

Dit svar var kort, så jeg kan kun gøre mig et par antagelser om hvad det for en skole du trækker på når du funderer den universelle model moralsk. Således bygger følgende på et gæt.

Jeg mener ikke næstekærlighed har nogen plads i diskussionen. Jeg ved ikke om du har nationaløkonomisk træning (?), men den 'danske model' (som vel i øvrigt også indeholder træk fra kontinentalmodellen og til dels den liberale model) virker uundgåeligt hæmmende på levestandarden for opportunistiske personer i lavindkomstlande. Dette i en mere pratisk forstand en nogensinde før, qua en øget international mobilisering. Jeg ønsker altså en højere levestandard for disse, i samme grad som jeg gør det for min nabo. Jeg er ligeglad med hvad der står i deres pas.

Naturligivs er det i et lands interesse, at der ikke er en væbnet revolution hver 4. år, men det lyder næsten som om du mener, at universelmodellen er andre modeller overlegne, også i dette henseende. Både empirisk og som naturlov?

Jeg håber at have tolket dit svar korrekt. Og tak for svar!

Til tider kan jeg godt føle mig forfulgt som småbørnemor til tre, samt bosiddende på landet og pendlende til et job 45 minutters kørsel væk. Udkantsområderne udsultes, små lokale skoler/friskoler/efterskoler samt arbejdspladser forsvinder.
Først forsvandt en pæn del af børnetilskuddet til vores 3. barn, så taltes der om afgifter på varevogne med mange sæder, Hallo!!Vi kan s´gu ikke arbejde/hente/bringe vores unger i dagpleje/børnehave/skole uden biler, der er store nok til at vi kan være i dem(med barnevogne/flyverdragter plus alt det løse!!)
Jeg er egentlig ligeglad med hvordan tilskuddet udmøntes, men det ville være intelligent at se på hele situationen for os småbørnefamilier, for hverdagen går kun LIGE med lodder og trisser hvis begge forældre arbejder...og her tænker jeg økonomisk såvel som praktisk.

Det er sært at begreber som 'incitamenter til at få flere børn' overhovedet cuirkulerer. Er hele den multikultiede globalbevidste almenvisdiom virkelig så skyklappet, at man ikke kan se ud fra verdens tilstand, at alt demografisk vækstbehov kan klares med en seriøs pragmatisk indvandringsstrategi - alene (nej, ikke 'Bundegaardsmodellen !).

Den danske stat behøver ikke bruge en krone på denne slags 'incitamenter' - eller for den sags skyld nødvendigvis børnechecks.
På den anden side: at lade børneøkonomien sejle frit ville ikke være særlig 'socialistisk', i den forstand af ordet som medvirker til at give Danmark et attraktivt skær, der næsten ligner USA's - set fra en egyptisk landsby.
Hvilket iøvrigt ikke alle lande jo har. Korea anyone ?

Når det så er klargjort må man tilføje, at man er bedst tjent med at rettighedsydelser er ens for alle. Alt andet er at lægge spor ud til en senere konflikt, som Søren Kristensen i sit indlæg.
Og som en selvfølgelighed kan man toppe af med, at lige ang. børn er der ingen forskel på rige og mindrebemidledes udgifter til 'et barn', så procentsats-løsning på kopskats-problemet deri er naturligvis absurd.

@odd bjertnes

Jeg fårstår dig der hen; at du siger at befolkningstallet kan holdes oppe i Danmark ved hjælp af indvandring.

Hvis det er rigtig forstået, vil jeg sige, at det ikke alene rigtigt, det er også nødvendigt.

Men som jeg forstod artiklen, søger man at opretholde befolkningstallet på anden vis. og det er slet og ret en illusion, med den høje alder førstegangs fødende har.

Daniel Nyvang:
Velbekomme, den universelle models overlegne evner udi facilitering af bl.a. økonomisk og juridisk lighed fremgår efter min opfattelse ikke som en naturlov, men som empiriske forhold. Og rigtigt meget tyder på at høj lighed ikke blot befordrer høj velstand, men også et højt uddannelsesniveau, social stabilitet, social mobilitet og lav korruption. Forskellige komparative studier viser dette.

Moralen kommer ind i billedet når vi ser på den historiske udvikling af lighedsbegrebet, som i betydelig grad har været båret af moralfilosofiske betragtninger - og ikke blot (empirisk-teoretisk funderede) rationaler.

Jeg beskæftiger mig ikke med nationaløkonomi, og anser ikke dette for at være et mere samfundsøkonomisk anliggende, end det er et moralsk (og socialt. Men du har ret i at den universelle model er dyr - men det kan være nødvendigt hvis man ønsker sig samfundsstrukturer som er markedskonforme, enkle at administrere og iøvrigt ikke kalder på de store samspilsproblemer.

Jens Bruus ... ja netop. Der mangler ikke ledige heller i andre dele af verden. Jeg mener dog at man primært bør bruge dem man har selv først såvidt muligt.
'Ret til at få børn' er ihvertfald en af de mest fjollede tivolivinklinger på 'menneskeret' der er i omløb. Som jeg tidligere har skrevet : Tog til tiden er en væsentligere menneskeret end det.

Har jeg forstået hr. Jørn Goul Andersen ret, Skal Børnebidraget altså fremover indtægtsreguleres på en sådan måde at dem der i forvejen har meget skal mere gives. Ja det er da i sandhed et interessant indspark i debatten.

Anne Marie Pedersen

Torben Skov:

"Kan man ikke også lave kontanthjælpen om til et fradrag?"

Åh, den kommentar ville jeg gerne kunne anbefale mere end een gang. Det er sagens kerne.

Fantastik artikel. Rart, at der er en anerkendt økonom, der bevarer overblikket.

Hvor mange i dette forum ved, at mange storbyer bevidst markedsfører sig mod enlige par uden børn (fx mange homoseksuelle – ikke et ondt ord i øvrigt om denne gruppe)?

Hvorfor? Fordi barnløse ofte har rigtigt mange penge til luksus. De bruger ikke penge på bleer, børneværelser, vinterstøvler, madpakker, ekstra transportudgifter, ekstra rejseudgifter osv. – en barnløs er alene forpligtet til at bruge pengene på sig selv.
Samtidig kan man i statistikkerne se, at det ofte er de barnløse, der når de allerhøjeste stillinger, fordi de kan koncentrere sig bedre om at gøre karriere – dermed er de også højere lønnede. Kort sagt: det er simpelthen misvisende at pege på Danmarks forældre, som dem, der skummer fløden.

Og hvem skal passe disse barnløse, når de bliver gamle?

Ville det ikke være rimeligt at udvide Goul Andersens forslag, så topskatten først blev nået, når man så på husstandens samlede årsindtægt divideret med antallet af familiemedlemmer (fx: med to voksne og tre børn ville man så skulle dividere med fem). Dermed ville der skulle langt mere til før forældre nåede grænsen for topskat, og vi ville ikke længere have et Danmark, hvor småbørnsfamilier er den gruppe, der arbejder mest, og hvor den største andel af fattige skal findes blandt børnefamilierne.

Men den slags forslag er der selvfølgelig ikke stemmer i, for børn må/kan jo ikke sætte et kryds. Så det ender jo nok med, at det endnu en gang bliver børnefamilierne, der må holde for. Derfor er mit snusfornuftige råd til alle, der endnu ikke kan kalde sig forældre:

LAD FOR HIMLENS SKYLD VÆRE MED AT FÅ BØRN. DU FÅR EN FRYGTELIG FATTIG TILVÆRELSE!

Sidste dansker lukker og slukker.

Kim Houmøller

Ingen indtægt giver ingen børnepenge? Er det det Jørgen Goul Andersen ønsker? Lad os få nogle ludfattige børn, som kun kan opfostres på statslige børnehjem.

Søren Jensen

Tja, professorerne er grønne, de husker ikke at børnechecken erstattede børnefradraget, ja lidt frem og tilbage.
Husk mindre lighed giver dynamik, lighed virker sløvende, men er fin for nasserne.

Lis K. H. Montes

Det er på tide at gøre op m myten om incitament (gulerod/straf) som indikatorer for, hvorfor vi gør som vi gør, får de børn vi får, bliver eller forlader arbejdsmarkedet.

Videnssamfundet knytter an til mening, ikke til simpel pavlovsk logik.

At økonomer stadig bekymrer sig om, børnechekken som arbejdsmarkedsincitament, siger mere om en forældet iagttagelse af samfundet (og en simpel årsags tænkning) end. hvad der virker i et videnssamfund, hvor det at bidrage, gøre en forskel (også for andre end sig selv) og finde mening i det man gør, træder frem på incitamentsscenen.

Når man taler så varmt om børnechecken, glemmer man, at reallønsfremgangen trods alt har været ganske massiv. Den er altså ikke nær så nødvendig for mange, som den var. Til gengæld er den betydeligt mere nødvendig for nogen.

Som Jens Holck skriver, skal børnechecken – eller et bundfradrag for børn, som jeg i lighed med Jørgen Goul langt ville foretrække – sikre en nogenlunde rimelig fordeling af skattebyrden mellem børnefamilier og barnløse.

For folk, der får børn, er perioden med mindreårige hjemmeboende børn den tid i livet, hvor man har den absolut strammeste økonomi. Og derfor er det selvfølgelig hensigtsmæssigt, at man lægger en større del af sin skattebetaling i de år, hvor man ikke har mindreårige børn, man skal forsørge.

Folk, der ikke får børn, bidrager ikke til samfundets videreførsel eller sikringen af deres egen alderdom. Og derfor er det kun ret og rimeligt, at de til gengæld bidrager med en større samlet skattebetaling gennem livet. Som Jens Holck skriver, har de mere end rigeligt med forbrugsmuligheder i forvejen.

Og selvfølgelig skal børnechecken eller skattefradraget for børn være universelt og ikke indtægtsreguleret. Personer med høj indtægt har jo heller ikke ”brug for” transportfradrag eller fradrag for A-kasse medlemsskab eller gratis undervisning af deres børn i Folkeskoven. Og som Jørgen Goul skriver, er der jo aldrig nogen, der sætter spørgsmålstegn ved universalismen på alle disse områder. Hvorimod netop børnechecken ustandselig og gennem årtier er blevet fremhævet som noget, der var særlig urimeligt, at ”de rige” fik.

Det er på tide at få lukket den diskussion, så vi kan bruge tiden og energien på noget andet og mere konstruktivt, og derfor er Jørgen Gouls forslag efter min mening netop den medicin, der skal til.

Slettet Bruger

Det er noget af en stramning at påstå, at folk der ikke får børn, ikke bidrager til samfundets videreførsel eller til sikring af deres egen alderdom

Daniel Nyvang

"Folk, der ikke får børn, bidrager ikke til samfundets videreførsel eller sikringen af deres egen alderdom. Og derfor er det kun ret og rimeligt, at de til gengæld bidrager med en større samlet skattebetaling gennem livet"

Det er ikke fagligt korrekt. Nemmest forklaret ved et ekstremt eksempel; den ene person får 2 børn og opfinder hjulet. Den anden får 3 børn og det er så det. Jeg er ret sikker på hvem der ryger i historiebøgerne. Ydemrere mener jeg, at der er masser af sten i debatten, som stadig burde vendes, men givet; få af os har tiden.

Helt grundlæggende for din argumentation ligger en ide om at de demografiske udfordringer kun kan løses via øget dansk fertilitet. Det er ikke blot forkert, men det er også en meget dyr måde at løse problemet på. Dette både i form af administration og samfundsøkonomisk dødsvægt.

En intelligent immigrationspolitik er til alle tider at foretrække. Det helt fundamentale spørgsmål - og hvor du Lars Hansen implicit bekender kulør - er hvorvidt man som samfund vil betale en præmie for, at den demografiske udfordring løses via etnisk dansk avl versus immigration.

Jeg ser ingen moralske eller økonomiske fordele ved sidstnævnte. De fordele vi historisk måtte have draget af en etnisk homogen befolkningsmasse, kan vi ikke forvente af fremtiden. Det løb er kørt, lige meget hvor meget vi fremadrettet søger en moralsk/juridisk/økonomisk afgrænsing af 'et dansk samfund'. Spørgsmålet er bare; i hvor lang tid har vi tænkt os at svømme mod strømmen?

Venlig hilsen

@Daniel Nyvang

Hvor realistisk mener du selv, det er, at ændre på den demografiske udvikling via indvandring i et land, hvor et stort flertal af vælgerne ser familiesammenføring som noget yderst samfundsskadeligt, der skal begrænses for enhver pris?

Danskerne vil jo ikke have indvandring. Og hvis de heller ikke vil have, at deres landsmænd får børn, så er der jo bare tilbage at gentage Jens Holcks bemærkning om, at sidste dansker lukker og slukker.

Diskussionen om at få børn eller ej er for alvor tegn på et samfund i moralsk deroute! Hvis folk ikke længere ser det at få børn som hovedmålet med deres liv, har vores samfund ikke alene ikke nogn fremtid, men heller intet formål.

Hvis Gouls præmis er at angribe det universelle princip og ændre det til målrettet social omsorg, er en ændring til fradrag et skridt i den forkerte retning.
Via skatteprogresiviteten forstærkes problemet, idet de højerelønnede børnefamilier vil få endnu mere "tilskud" (topskatteydere).
Er der nogen der kan forklare mig, hvor jeg tager fejl ?

Lars Hansen : Du vil ikke ændre det gode socialiske universelle princip. Det vil jeg og det skal derfor omfatte alle ydelser og fradrag, bl.a som du eksempelvis nævner kørselsfradraget, som jeg adskillige gange har medtaget.
Selvfølgelig vil jeg også trække en grænse, f.eks ved folkeskolen. Alle skal undervises. Det fremgår endda af grundloven. Derfor universelt.

Alle andre nævnte regulerende faktorer som børnetal osv, tjener blot til at forstyrre focus på det essentielle.

Daniel Nyvang

Hej Lars,

Det er da af enorm betydning, at som samdundsdebattør til alle tider propellerer en fundamentalt bedre idé, på trods af et manglende parliametarisk grundlag for dennes vedtageles ved lov. Så er det da bare derhen ad opinionen skal skubbes?

Så selv hvis du har ret i at det er urealistisk piller det vel ikke ved idéens potentielle nytteværdi? Menneskehandel er heller ikke længere beskyttet under ejendomsretten, etc. Ting ændrer sig - heldigvis:)!

@Daniel Nyvang

Det har du principielt ret i, men så må man jo STARTE med at ændre danskernes meget negative holdning til indvandring, FØR man begynder at gennemføre en økonomisk omfordeling til skade for børnefamilierne, som får fødselstallet i Danmark til at falde yderligere.

Og i øvrigt er jeg så heller ikke specielt sikker på, at et sådant samfund, hvor en masse unge indvandrere skal forsørge gamle barnløse danskere, vil være nogen særlig attraktiv ting at stræbe efter. Jeg tror, at det vil blive et meget konflikt- og modsætningsfyldt samfund.

"Det har du principielt ret i, men så må man jo STARTE med at ændre danskernes meget negative holdning til indvandring, FØR man begynder at gennemføre en økonomisk omfordeling til skade for børnefamilierne, som får fødselstallet i Danmark til at falde yderligere."

Som Lis K. H. Montes er inde på, skal vi nok være varsomme med at tillægge økonomisk incitamentstyring en alt for stor vægt i denne sammenhæng (hun har ret i at oplevelse af mening/sammenhæng i mange tilfælde betyder mere end økonomiske incitamenter) - men på den anden side tjener børnetilskuddet altså et støttende formål for børnefamilier, som jo objektivt set får flere udgifter. Og pointen er her at vi som samfund gerne støtter børnefamiliernes trivsel, som vi jo ved i betydelig udstrækning har en realøkonomisk dimension.

Claus Madsen:
"Har jeg forstået hr. Jørn Goul Andersen ret, Skal Børnebidraget altså fremover indtægtsreguleres på en sådan måde at dem der i forvejen har meget skal mere gives."

Jeg forstår Goul Andersens forslag som et universelt øget bundfradrag til alle forældre i Danmark, og altså ikke en indtægtsreguleret ydelse. Ellers havde jeg bestemt ikke erklæret at jeg ser forslaget som en gangbar salomonisk løsning, hvis det småborgerlige vrøvl om at foretage ændringer altså fortsætter.

Daniel Nyvang

@ Lars

Enig i at tingene skal foregå i en vis rækkefølge. Ift. at problematiseringen af øget etnisk/kulturel diversitet, så er jeg knap så enig. Vi er i bund og grund allesammen indvandret fra en eller anden steppe nede i Afrika. Kulturelle identiteter som 'danskhed' er i evig forandring og i øvrigt også særdeles subjektive størrelser. Ikke nødvendigvist noget jeg ønsker min politk formet efter.

Dermed ikke sagt at den historik vi pt. lever med - en fejlslagen invandrepolitik der metodisk har holdt entreprenøre sjæle væk - er optimal. Der er spændinger som et unikt resultat af en unik historik. MÅDEN hvorpå vi skruer invandrepolitik er naturligvis afgørende for hvorvidt det i fremtiden bliver et problem at 'en masse unge indvandrere skal forsørge gamle barnløse danskere'. Jeg ser ikke sidsnævnte som givet på forhånd?

Sören Tolsgaard

@jens bruus: Forsåvidt der er tale om at opnå et stabilt befolkningtal, er det ikke afgørende, hvor lang generationstiden er (dvs. i hvilken alder, vi får børn), men især, hvor mange børn, det enkelte menneske får. Samt naturligvis, hvorvidt disse når frem til reproduktiv alder, hvad langt de fleste gør i vore dage.

Hver kvinde skal i gennemsnit have to børn for at holde ligevægten (alderen, hvori hun får dem er underordnet) og i praksis skal nogle kvinder således have 3-4 børn. Der er givetvis potentiale hertil blandt de unge, givet den forudsætning, at børnefamilierne får en rimelig social opbakning. Dette er gået helt galt i mange af vore nabolande, hvor ultraliberalistiske tilstande hersker og fødselstallet nu er alarmerende lavt..

Mange fravælger børn, som anført af Jens Holck ovenfor, eller er uønsket barnløse. Og infertilitet kan blive et stigende samfundsproblem. Ikke mindst, hvis den skyldes ubalancer, som fremkaldes af samfundsudviklingen, fx livsstilssygdomme, et alt for krævende arbejdsmarked eller miljøgifte. Det er vigtigt, at samfundet er opmærsom på sådanne signaler, og at symptomerne ikke blot gøres til det enkelte menneskes personlige problem.

De store metropolers selvoptagede livsstil medfører dog ofte infertilitet, og den for arbejdsgiverne fristende løsning, at samfundet i stedet for en reproduktivt sund befolkning kan bero sig på indvandring af lavtlønnede folkemasser, har ført til mange kulturers undergang. Skulle velstående lande ikke "have råd til" at reproducere og uddanne deres egen befolkning, hvem skulle så?

I øvrigt udfyldes ældreområdet - i lighed med andre lavtlønnede jobs - nu allerede i meget høj grad af indvandrere og efterkommere. Fru Pedersen på 85 år har dog behov for at kommunikere med plejepersonale, som kender og holder af danske kulturelle traditioner. Jeg arbejder selv indenfor dette område, hvor megen tid anvendes på fællessang, historiske tilbageblik, gamle danske film, etc.

Unge indvandrere, som nu overtager modne SOSOers arbejdsområde, kan meget vel være et eksotisk indslag i hverdagen, men vi kan ikke forvente, at de kan have samme indføling med dansk kultur, som det personale, der nu går på pension. Området vil uden tvivl blive genstand for flere udliciteringer og besparelser, hvor det i lighed med rengøring vil blive udført af et konstant skiftende personale. Ja, man kan frygte, at hele det offentlige serviceområde drænes for menneskeligt overskud og bliver af discount-karakter.

Allerede nu er det i høj grad befordrende for de ældres trivsel, at de har børn eller børnebørn i nærheden, da det kan knibe for plejepersonalet at levere et minimum af opmærksomhed. Barnløse ældre kan således også i fremtiden komme til at stå med problemer i hverdagen, som samfundet burde have overskud til at håndtere.

Og massiv indvandring løser næppe disse problemer.