Læsetid: 1 min.

Bagsiden: Allround-journalist

Danmarks nyeste og korteste avis har klogt nok ansat journalister, der kan dække flere stofområder på samme tid. Heriblandt håndboldskribent Karen Jespersen (V)
1. februar 2012

Enhver avis med respekt for sig selv har naturligvis dækket ugens store sportslige triumf — håndboldherrernes EM-sejr. Men mens vi på nærværende avis nøjedes med at bringe et kort telegram fra Ritzaus Bureau i mandagsavisen, satte nysatsningen ’Den Korte Avis’ ingen ringere end en avisens medstifter til at dække den glade begivenhed.

Således kunne Karen Jespersen, medlem af Folketinget for Venstre, ønske guldholdet stort tillykke i mandag-morgenudgaven af netavisen.

Her vurderede hun blandt andet, at holdet har styret hele vejen igennem turneringen »med stor autoritet og en formidabel indsats i forsvaret,« og gav ikke mindst Danmarks fremragende målmand, Niklas Landin, en stor del af æren for det flotte resultat.

— Jeg faldt over dine håndboldanalyser. Er det et stofområde, du fast vil komme til at dække for Den Korte Avis?

»Nej, jeg har kun lavet to artikler om det og har ikke planer om at blive håndboldmedarbejder,« siger Karen Jespersen til Information og understreger, at hun kun har tid til et enkelt spørgsmål. Avisen skal jo skrives.

»Men som journalist er man jo vant til at skulle beskæftige sig med forskellige emner. Det kan jeg da huske fra min tid på Information, hvor vi ikke var så mange. Her skulle man også dække mange forskellige ting. Jeg er, som jeg altid har været, allround-journalist. Det kan du bare skrive, for det er min kommentar.«

— Hvordan med jeres generelle sportsdækning, bliver den … dut, dut, dut.

Karen Jespersen skulle tilbage til avisskrivningen. Den Korte Avis udkommer fra søndag til torsdag kl. 8, og igen kl. 11.30.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu